ERRITSØS HISTORIE

EMNER DER KNYTTER SIG TIL ERRITSØS HISTORIE.

Samlet af Erik F. Rønnebech

9/6 1925 - Fredericia Dagblad
Lang tjeneste på Damgaard
Torsdag den 11. juni har gartner Jørgen Møller Mortensen og hans hustru Stine arbejdet på Damgaard i Erritsø i 49 år.
Det lyder snart som et eventyr i vor tid, hvor folk flakker om fra sted til sted og hvor forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver er forkludret af prisaftaler, standsninger og lignende.
Nede ved bæltet, tæt ved det lille morsomme fyr, der mest ligner en norsk sæterhytte, ligger deres bolig under de mørke graners sus, derfra, gennem den grønne eng og skoven, snor stien sig op til Damgaard, og ad den har Jørgen og Stine nu vandret i mange år og tro og pligtopfyldende har de tjent deres herskab.
Nu er Jørgen småt kørende, men Stine er endnu rask og rørig. Ja til tider får hun endog ungpigenykker og nynner sange fra hendes ungdomstid og tripper rundt, medens Jørgen betragter hende med et smil.
Stine forstår at være værtinde. Mange kopper kaffe har hun lavet til folk, der kom ned at fylde lungerne med friske pust fra bæltet og træder vi indenfor i den lille lavtloftede stue, skal vi nok blive godt modtaget.
Kiks og saftevand har Stine altid parat, og livligt fortæller hun minder fra svundne dage, den gang, det kneb til tider, fordi børneflokken var stor og fortjenesten lille, men de klarede det uden hjælp. "A wa for stolt te å bej om hjælp" siger Stine stundom.
Disse ord burde finde genklang i vor tid, hvor det hedder: Kræv din ret - og lidt til.
Ja, lang har arbejdsdagen været for de to gamle. Vekslet har det med slud, regn og solskin.
Nu lakker det mod aften, da trætte hænder synker, og da lyder Herrens kald - også til de to gamle arbejdsfolk, hvem arbejdsdagen tit har trættet. "Kommer hid til mig alle I som er besværede og jeg vil give eder hvild.
Alh.

Charlotte fejrer 70 års fødselsdag på Damgaard.
Onsdag den 24. marts 1926 kan frk. Charlotte de Thygesen fejre sin 70års fødselsdag.
Navnet "Damgaard" er kendt af mange.
Kommer man en blid sommeraften nedad det blanke bælt, hvor hvidtjørneklædte brinker og grønne syngende skove veksler med bløde enge og frodige marker, titter Damgaards mure frem.
Det ligger lunt derinde mellem de høje bøgetræer, så idyllisk og venligt, at blikket først vendes bort, når man er kommet så langt ned ad bæltet, at skoven lukker sig om slottet.
Der er mange der glæder sig over den skønne natur. Her er intet skilt der forkynder, at stedet er privat eller "Adgang Forbydes". Jo, oppe ved landevejen hvor alléen drejer fra til Damgaard er der et, der forbyder bilkørsel. Heldigvis, kan man fristes til at udbryde, thi derfor er naturen ved Damgaard så frisk og uberørt af verdens larmende færd. herligt er det at vandre i den store have, der bliver holdt pillen og ren af den gamle 80-årige Jørgen og en huldsvalelse for sind og tanke er det at gå en tur i en af skovens mange dunkle gange, at sidde stille i skovbrynet og lytte til bølgebruset.
Mange har fået dette sted kært, og ikke mindst frk. Thygeson.
Hun elsker naturen og har et åbent øje for dens højtidsfulde skønhed.
Daglig vandrer hun sine ture rundt i skoven eller rundt i egnen omkring Damgaard. Enten ene eller med sine gæster.
Mange kendte navne har nydt eller nyder godt af gæstfriheden på Damgaard.
Kunstmaler Slott Møller og hustru, afdøde dyremaler S. P. Mols, komponist Carl Nielsen og hustru, billedhuggerinden Anna Marie Nielsen for at nævne nogle. På disse ture taler hun gerne med egnens beboere der alle er kommet til at agte hendes fine personlighed.
Mange har mellem år og dag nydt godt af hendes gavmildhed. F.eks. afholder hun hvert år juletræ for sognets børn, hvor der vanker både mad og gaver i overmål. Hun giver af et godt hjerte, men vil helst, at den venstre hånd ikke ved hvad den højre gør, men derfor kan hun alligevel ikke forhindre, at mange i deres stille sind sender hende en taknemlig tanke.
Hendes godhed fornægter sig heller ikke over for hendes undergivne. Det kan både Henrik Land, Jørgen, Stine og Per bevidne. De har tjent hende både i manddommen og alderdommen og frk. Thygeson har ikke mindst del i, at det er bleven til lang og tro tjeneste for dem. De, og mange med dem, vil sende frk. Thygeson en venlig tanke på 70års fødselsdagen, og det er at håbe, at hun endnu i mange år må færdes i skovene ved Damgaard, der nu snart fletter den vårgrønne krans om Damgaards røde mure.
n.

FØDSELSDAG PÅ DAMGAARD
Som tidligere meddelt kunne Damgaards ejerinde, frøken Charlotte Thyge de Thygesen, fejre sin fødselsdag i går den 24/6.
Om eftermiddagen fejrede frk. Thygesen fødselsdagen sammen med sine folk, men da frøkenen helst lever sit eget stille liv, var der ingen større festligheder, men upåagtet gik fødselsdagen dog ikke hen, idet det dagen igennem strømmede ind med telegrammer og lykønskninger fra fjern og nær.

9/6 1926 - Fredericia Dagblad
Guldbryllup og 50 års arbejdsjubilæum.
Fredag den 11. juni kan arbejdsmand Jørgen Møller og hustru Damgaard, fejre deres guldbryllup og samme dag kan de fejre en endnu mere sjælden fest, nemlig deres 50 års arbejdsjubilæum, idet de har arbejdet 50 år på Damgaard. Først for kammerherre Trap de Thygeson og siden for frk. Trap de Thygeson.
Det er en lang arbejdsdag de to gamle har bag sig, og her kan man med rette bruge ordet: Lang og tro tjeneste.
Tro har de tjent, og den dag i dag er det Stines stolthed, at der aldrig er blevet lukket eller låset for hende. Der har altid været et godt forhold mellem dem og deres herskab, og den gang kammerherren døde, var Stine hos ham til den sidste stund, og det samme gode forhold har der også været mellem dem og Damgaard´s nuværende ejer, frk. Trap de Thygesen, fra hvem de to jubilarer i tidens løb har modtaget meget godt.
Jørgen har passet den store smukke have, og Stine har taget et tag med, hvor man trængte til det. Gæsterne på Damgaard om sommeren blev snart kendt med Jørgen og Stine.
Særlig afdøde kunstmaler N. P. Mols, hvis minde Jørgen og Stine trofast bevarer.
Der er hyggeligt inde i deres lille stue i huset nede ved bæltet i skovens skygge.
Vi træder indenfor i den lille stue og bliver straks hjerteligt modtaget.
Jo, Stine har øvelsen i at være værtinde. År efter år har selskaber, der gæstede den skønne strand, fået vand kogt ved Stine. Vi tager plads og beder dem fortælle lidt om deres liv, og Jørgen fortæller om husmandshjemmet i Starup. Han havde 9 søskende og kom ud at tjene som 12 årig. Til sidst kom han som karl til Henneberg Ladegaard, hvor kammerråden bandede over, at han var den dyreste karl han havde haft. Jørgen fik nemlig 350 kr. i et år.
Der traf han Stine, en husmandsdatter fra Højen. Også hun kom tidligt ud at tjene. hun var kun 11 år, og da hjemmet blev opløst, så hun det aldrig siden.
Hun lærte tidligt at bestille noget. Et sted hvor hun tjente måtte hun binde korn op, medens de andre sov til middag, og hun har både prøvet at harve og sprede møg og mergel, og så er den højeste løn hun har fået, 50 kr. Ikke om måneden, men om året. Det skulle man prøve at byde pigerne nu, siger hun meget rigtigt, men alligevel fik de to noget sparet sammen og i 1876 stod deres bryllup på Ladegaard, og samme dag flyttede de ind i deres lille hus ved stranden. Der har de nu levet i 50 år og døjet både onde og gode dage.
De fik 8 børn. De fire døde, men resten lærte forældrenes flid og er nu i gode stillinger.
Nu begynder Jørgens helbred at blive vaklende. Jørgen er 80 år og rækker altså op efter sin bedstemoder, der blev 106, og Stine er 73 år, men det er ikke at mærke på hende. Ungdommen kan let narre Stine til at trippe rundt, medens hun synger visen fra hendes ungpigedage, f.eks. den om "Når der var dans i skoven".
Et godt humør har de to gamle. Arbejdet har sat sit præg på det udvortes, men sindet er stadig frisk og ungt. Deres flittige liv har været et godt eksempel for andre, og kun venlige tanker sender dem i deres alderdom, og ikke mindst den 11. juni på den store højtidsdag.
Hjertelig til lykke på højtidsdagen.
Br.

Disse gjaldt i første række beplantningen af de jydske klittter. Hans nabo, kammerherre Riegels på Snoghøj, var fra 1850-61 klitinspektør.
De to herrer udførte fælles rejser i disse egne, som en gang er blevet berøvet deres naturlige skov ved menneskets og naturens ødelæggelser. De drøftede ivrigt beplantningsspørgsmålet og de bedste midler som kunne føre til det store mål: At forvandle de hvide banker til grønne.
Kammerherren havde allerede på Mattrup erhvervet sig stor erfaring med sine egne omfattende skovkulturer på heden ved Ring. Det var derfor kun naturligt at han, efter Riegels død, blev hans efterfølger den 11. marts 1861. Først virkede han som regeringens tilsynsførende med klitplantningerne. Da han 1867 blev udnævnt til klitinspektør, fik han de ubeplantede klitter under sin bestyrelse og havde myndighed til at antage og afsætte plantører i plantagerne, så længe han levede.
Medens perioden fra 1863-61 kan betegnes som forsøgenes tid, har Thygesen virkeliggjort de forhåbninger, som Riegels havde vakt hos befolkningen, men det varede længe inden det lykkedes ham at blive herre over klitterne, som i 3-400 år var "levende", i stadig vandring, kvælende alt landbrug under deres vældige sandbølger.
Ved forsøg, der begyndte 1814, mente man at have fundet den rigtige træart til beplantning i Pinus Maritinua, strandfyrren.
Under Thygesons ledelse blev der slået ind på hovedsageligt at plante østrigske fyr og bjergfyr.
Fra 1875 er brugen af den østrigske fyr ganske ophørt i kulturerne. Svampe truede nemlig med at ødelægge plantagernes smukkeste og stolteste træ. Dette gik så vidt, at kammerherren 1881 så sig tvungen til at lade alle østrigske fyr omhugge, for at frelse bjergfyrren, som således blev alene tilbage i kampen mod de ugunstige forhold på de øde, vestjyske klitter.
Thygeson havde en så svær modgangstid at gennemgå, at andre ville have tabt modet og have opgivet hele foretagendet. Men han, som var udrustet med en næsten utrolig legems- og sjælekraft, som hyldede ordsproget: "Hellere dø end rådvild", overvandt alle hindringer.
Utrættelig, indtil han højt oppe i årene, tumlede han på disse store arealer i denne barske natur, hvis genstridigheder trodser al beskrivelse.
Det gjaldt også om at meddele noget af sit eget ukuelige mod til sine medarbejdere, som tit kunne stå med tårer i øjnene og se på et dejligt stykke mandshøjt ædelgranskov, der var ganske ødelagt af frost i løbet af en enkel nat. 90% af de unge træer plejede at gå ud, og år efter år måtte en plantage efterbedres, indtil bevoksningen i løbet af 10 til 12 år endelig var ensartet og tæt. Men hvor store end også vanskelighederne var. Den gamle klitinspektør fandt altid en udvej, altid et trøstende og opmuntrende ord. Man må gå helt op i det man gør, sagde han. Bære det man skal bære, lægge forholdene tilrette og vente på regn og sol.
Eller han talte om, hvor smukt de unge plantninger engang groede fast, og ville se ud i de følgende menneskealdre. Han rev alle med sig med sine tindrende fyndord, sit muntre sind, sit lyse håb. "Livet er kamp. Arbejde strid, plejede han at sige, og så arbejdede alle under hans ledelse med lyst og tro på det endelige gode resultat af deres anstrengelser.
Med den samme, usvækkede energi, virkede kammerherren for sin livsopgave i rigsdagen.
Fra 1868 kongevalgt medlem af landstinget, fandt han altid villige ører, når han bad om penge til fortsættelsen af arbejde til landvinding på de jyske klitter.
De første år, hvor han på sine rejser i klitterne i de primitive forhold, sov i pels om natten, plejede hedebonden Jens Ib at afhente ham i sin fjælevogn på stationen på stationen Vær.
Ib troede så lidt på klitplantningens fremtid, at han sagde til kammerherren: "A wil æde til davre de træer, der kan graa på den klit".
Da Ib de senere år afhentede kammerherren i sin Fjervogn, pegede denne engang på klitternes træer og sagde: "Den davre slap du for at spise, den blev dig nok for drøj, Ib".
Frøken Trap de Thygeson har gengivet denne lille episode i følgende vers:
"Når nu Jens Ib med sin fjervogn henter klitinspektøren i Vær, og de sidder hver med sin pibe og ser på de unge træer, så stundom høres den ytring: "Nå, Ib, tygger du drøv på den davre, du slap for at spise, den blev dig nok for drøj".
I 1878 havde kammerherren anlagt den første nye plantage på Blåbjerg i Ribe Amt. Ved sin virksomheds afslutning, havde han 22 arealer eller ca. fire kvadratmile beplantet, forvandlet klitlandskabets karakter til en milevid grøn flade. Han har anlagt et læbælte, som efter dets fuldendelse, rent bortset fra det nationaløkonomiske moment, vil bryde og mildne det barske Vesterhavs indflydelse på klima- og vindforholdene.
De to mindesten, i Raabjerg og Skagen, som er rejst ved bidragene fra de festfynske klitsogne, er derfor talende vidnesbyrd om, at Danmark føler sig stående i taknemmelighedsgæld til den mand, hvis navn ikke bør glemmes og som hører til landets store. På disse mindesten burde hans adoptivdatters smukke vers stå:

Men der, hvor vækst sletter ødel, hvor menneskets energi, har søgt, hvor vidt der kan trodses, mod sandenes raseri. Der vil dit navn og mindes, og skovene flette en krans, om den energiske vilje, hvis bud lød til klitten: "Stands!".

Også den danske kunst står i gæld til kammerherren, som sommer efter sommer på Damgaard med ubegrænset gæstfrihed, modtog danske kunstnere.
Fra 1881 og mange somre derefter har således Harald og Agnes Slot Møller boet på Damgaard. Medens Harald Sloth Møller her fandt motiver til nogle af sine smukkeste billeder, blev hans hustru her folkevisemaler. Denne natur, hvor alt er så frisk, så ensomt, næsten oldtidsagtigt, førte hende for første gang i de gamle folkevisers verden. Skoven med sine duers melankolske gurren, blev for hende til den grønne folkeviseskov. Disse blånende bakker og engens blide musikalske linjer førte hende på det gebet, hvor hun i årenes løb skulle skabe værker, som med deres følelses dybde, deres digteriske opfattelse, deres mægtige begejstring lærer os a forstå folkevisernes uudtømmelige skatte af poesi.
På Damgaard malede hun således sit første folkevisebillede, "Munken går i enge de lange sommerdage", "Om sommeren, når alle småfugle sjunge", er studiernes tid kommen bliver folkevisebilleder i egentligste forstand til. Især er juni med sine hvide blomster folkevisens måned. Sommeren danner baggrund for visernes optrin. Om vinteren bliver studierne malede. I sommeren 1897-98 var ved skovens udkant stillet et drivhus til rådighed som atelier for kunstnerparret.
Hver morgen steg kunstnerinden op til den høje skrænt, der stejlt falder ned til stranden, og hvor nu en bænk står med hendes navn.
Her lå Danmarks mest blå farvand, med et stykke af Kolding fjord udbredt for hendes fødder.
Her søgte hun at fæste denne mægtige vandflade på lærredet, over hvilken jomfru Bildelil tager sin flugt til den ukendte elskedes skib. Det henrivende billede "Hr. Tidemand og jomfru Bildelil blev senere fuldendt på Fænø.
Damgaardens blomstrende frugthaver, hvor pære- og æbletræer løfter deres hvide og røde blomstergrene terrasse over terrasse mod den blå forårshimmel, findes på billedet: "Så fagerlig ganger de piber - mellem Roskilde og Ribe".
De skjuler næsen Roskildes hustage med deres blomstersne.
Fra Damgaards gyldenstrålende skov, lader hun de to elskende Ribold og Guldborg i dere ve og vånde ride frem. Fra Damgaard udgik tilskyndelsen til købet af hendes billede "Niels Ebbesen" til Randers museum. Frk. Clara Bergsøe, frk. de Thygesons veninde, som meget tit var gæst på Damgaard, en søster til digteren Vilhelm Bergsøe og maleren Johan Bergsøe, havde sammen med frk. Alberti, til dette formål stillet sig i spidsen for en kreds af interesserede damer.
På Fredericia banegård hilstes også kunstnerparret Krøyer til af kusken Marius med glade piskeknald. I den store lysegrå landauer kørte de ned ad Elmealléen, der så stille fører til slottet. Da Krøyer engang tegnede kammerherren, sagde denne, ved synet af tegningen, som jo ikke godt kunne skjule hans høje alder: "Hvis jeg havde vidst, at jeg så således ud, ville jeg aldrig have indladt mig dette her". De tilstedeværende søgte at trøste ham, men Krøyer bemærkede beskedent: "Kammerherren må tage viljen for evnen".
Julius Paulsen, Harald Foss, Ole Haslund, Anton Dorph og hustru har her været velkomne gæster. Damgaardens mest trofaste gæst har været dyremaleren Niels Petersen Mols.
På "vindmøllen" (Vintmøllen), en bondegård som hører til Damgaard, har han malet kalkunerne, af hvilke den ene, som var snehvid, hed "Nicoline". For at få dem til at pludre, og til at bruse, fløjtede han for dem.
Den lille Anne Marie Knudsen, hvis forældre bestyrer gården, tjente mange 25 ører ved at holde flokken sammen. Et af hans kalkunbilleder hænger nu i slottets spisesal ved siden af hans blomsterbilleder. Da han overrakte frk. de Thygeson det, sagde han: "At leve i det grønne, det er et liv, som kan sig lønnes". Her hænger også et billede af hunden "Pluflax".
For at kunne give øjnene deres næsten ubegribelige liv, havde han en tvebak i munden, medens han malede den.
En af Henneberg Ladegårds racetyre står model til hans dejlige billede "Ene hjemme".
Uforglemmelig er her øjnenes længselsfulde og vemodige udtryk.
Mols var godheden selv. Engang havde gartnerens kone Stine Møller fødselsdag. Hun fejrede den ved en kop chokolade i slottets stueetage, hvor hun var beskæftiget med at rulle. I forbigående lagde han da en tikroneseddel i vindueskarmen. "Det er en lap papir fra en gammel dreng", sagde han og gik videre.
En anden gang, da slottets gamle gartner arbejdede foran hans vinduer, kastede han en tændstikæske ud til ham: "Tænd nu din pibe dermed, råbte han, og da gartneren åbnede æsken lå der 25 kroner i den.
Mols ytrede gentagne gange: "Hvis jeg kunne digte, så ville jeg digte om Jylland, hvor jeg har malet så mange køer." Dertil svarede frk. Thygeson: "Lad mig, hr. Mols, skrive det første vers, det må lyde således:

Du gav os de lyngklædte høje, med de sorte og hvide køer, Du gav os de bøgeskove, med de sivomkranste søer. Du gav os de frodige enge, hvor den gule engblomme gror, og det underdejlige forår, som det kun kendes i nord.

Damgaards kærkomne gæster er endelig nordens største komponist Carl Nielsen og hans hustru billedhuggerinden Anne Marie Carl Nielsen.
Carl Nielsen, som er så god, at han kun tænker på at glæde andre, har her arbejdet på mange af sine herlige symfonier.
Her komponerede han musikken til "Moderen". Helge Rudes genforeningsstykke og den "Uudslukkelige".
Vil stemningen ikke altid indfinde sig, så finder han den i havegangene og på skovstierne, hvor ingen forstyrrer ham i hans tanker.
Det kan da gå ham som i København, da han på en tur i Dyrehaven pludselig fandt den rette melodi til sin "Jens Vejmand", hvormed han har sunget sig ind i folks hjerter.
Efter at have prøvet hjemme foran flygelet mange gange, om og om igen, uden at finde den rette melodi, faldt han den her i hans skød som en gave fra himlen.
Han skrev den i lynende fart op på sine manchetter og en avis og ilede så hjem med sin skat, der skulle blive hele folkets ejendom.
Fru Anne Marie Carl Nielsen har her skabt nogle af de dyr, som er gengivet i deres daglige færd, med et liv uden lige og derfor har evighedsværdi.
Til den lille kreds, der hvert år vender tilbage til Damgaard, hører også frk. Thyge de Thygesons broder, kontorchef Cordt Trap. Denne er en sikker gæst på Damgaard hver jul, hvor han tager del i børnenes juleglæde og medbringer en hel kuffert med legetøj.
Kontorchef Trap har skrevet flere bøger om statistik, som bliver anvendt ved universitetet.
Han er der hvert år censor ved eksamenerne og tog del i bedømmelsen ved sidste professorkonkurrence.
Det var kammerherren forundt at leve lange, fredelige og arbejdsrige år her i naturens skød. Kun i 1864 blev Damgaard berørt af krigsbegivenhederne. Efter at have været herregårdsskytte i Schleppegrells hovedkvarter i treårskrigen, gjorde kammerherren i 1864 tjeneste i generalstaben. Omkring slottet var der barakker for de østrigske soldater som afløstes hver måned. Gunderkur, en af officererne der boede på slottet, plejede at sige:" Vi østrigere fører krig med fantasi, i modsætning til tyskerne".
Den senere teglværksejer Albert Poulsen sejlede som dreng tit officererne fra Snoghøj til Damgaard og fik cigarer derfor, som havde en længde af indtil 10 tommer.
Efter krigen har ingenting forstyrret årstidernes vekslen, som for slotsbeboerne var rytmen i tilværelsen, hvor sommer gik og sommer kom igen.
Uforstyrret har de kunnet lytte til løvets stille susen i de træer, som de selv havde plantet.
Her i det daglige liv, med dets små begivenheder og fredelige lykke, kunne kammerherren være så ganske sig selv. Han som sagde: "Hold dig til jorden, træd på den med faste fødder", færdedes i al slags vejr i sine skove med de træer, som gror mens man sover.
Hver dag, efter frokosten, gik han til "Vindmøllen" (Vintmøllen).
Ved disse vandringer, kom han forbi den stolte ensomme eg ved stranden. Den sidste ædle levning af en stormægtig skov.
Han kom forbi gartnerhuset "Strandhuset" kaldet af alle, som tidligere søgte hertil for at drikke kaffe i det grønne.
"Har de vand på kog?", spurgte de Stine. "Nej, men det kan komme".
Det var tit 7-8 vognlæs, som her drak deres kaffe.
Dagen sluttedes i Krybily, en gæstgivergård mellem Snoghøj og Kolding, ved de medbragte madkurve og et parti kegler.
Ved sine spadsereture var kammerherren altid ledsaget af de to brødre "Rolf" og "Pluflax", polske hyrdehunde.
Damgaards gamle skovfoged var en dag kommen med dem og havde sagt: "Her kommer jeg med nogle hunde. De skal holde orden på Damgaard".
På spørgsmålet, om de også var pålidelige, havde han svaret: "Jo, det er de, de har lige revet landpostens bukser i stykker."
Fra disse ture i skoven kom de tit svedende og blodige tilbage, efter at have været i kamp med rævene.
Om aftenen hørte kammerherren gerne musik. Mozart var hans yndlingskomponist, og når der spilledes "Faust" af Elverhøj, nynnede han med og slog takt med fødderne.
En velkommen afveksling i dette landlige liv bragte høstfesten, hvor også alle håndværkere som i årets løb havde været beskæftiget ved reparationer på slottet var indbudt.
Fra kl. 8 til 4 gik dansen i laden, hvortil Hennebergs karle og piger var indbudt.
To lystige musikanter, Hejse Iver og Konrad Møller, spillede dertil.
Fra alle hjørner og kanter strømmede arbejdssøgende til Damgaard for at finde en beskæftigelse, thi man kendte kammerherrens gode hjerte. "Kan der hjælpes?" Spurgte han, og så fik de arbejde.
Om vinteren kunne det ske, at man fra slottets vinduer på en isflage i bæltet så en ræv, som ængstelig løb frem og tilbage fra den ene side til den anden. Kammerherren var da i almindelighed som landstingsmand i København. Hans knage i korridoren var den eneste, der ikke viste en ophængt overfrakke, thi selv i hans højeste alder, så man ham aldrig med en sådan. Da han, 98 år gammel, og i lidende tilstand, rejste til København for at stemme, forhindrede han derved salget af de vestindiske øer, som allerede dengang var planlagt.
I Københavns gader sås transparenter med de beroligende ord: "Thygesen kommer".
Ved hjemkomsten fra sin rejse, havde han altid meget at fortælle. Således havde han en gang kørt Christian VIII og dronning Caroline Amalie til Himmelbjerg, hvor en banke blev opkaldt efter dronningen. Undervejs havde Dronningen sagt til en bondekone: "I bor i en dejlig egn moder", "Jow, svarede denne, men hun kan trow, den æ nu sæl baaar".
Eller han fortalte følgende sørgelige historie, som danner en illustration til det triste liv i de ensomme hedeegne:
To børn vogtede får sammen. Ved "natter" sagde pigen til sin madmor: "Madsens Per gik i åen i dag, hvorpå moderen svarede:" Men da, kom han vel op igen?" Nej, han blev der", svarede pigen.

Thyge de Thygeson og tjener Johan Christiansen

På alle sine rejser var kammerherren ledsaget af sin tro tyske tjener Christian. "Min gamle, trofaste tjener", plejede han at sige om ham. Han kunne tillade sig mangt et frisprog. "De kan godt tage et stykke melon til", sagde han således til baron Jørgen Rosenkrans, som var gæst på Damgaard. "Der er meget dernede endnu".
Ingen vovede at sige han noget, selv om han slog meget i stykker, da han var bleven gammel. Da han lå på sit sidste leje, lod kammerherren sig, med det største besvær, føre op til hans værelse i øverste etage. "Du ligger her og skulle jo passe mig, Christian", sagde han mildt bebrejdende. "Jeg kan ikke gøre for det," svarede den trofaste tjener der nu hviler på Erritsø kirkegård.
Kammerherren satte alt ind for ikke at gøre et gammelt indtryk. Han sad altid rank i sin stol og tidlig om morgenen, ved sin kop kaffe, sammen med de andre, thi alle skal spise sammen med mig ved mit bord, plejede han at sige.
"Viljen er det første og det sidste", dette ordsprog fulgte han også her, så at han, 90 år gammel, skænkede vin i glassene uden at spilde en eneste dråbe.
Da han sidste gang gik ud, sagde en bonde som traf ham: "Det er, som jeg så kammerherren for 30 år siden på det nær, at kammerherren lammer lidt på det venstre ben". Det bedrøvede ham af sognerådet at høre ytringer som disse:" Herre Gud, at jeg skulle se Dem igen, det havde jeg ikke tænkt, eller "Herre Gud, om jeg oplever at komme med til Deres begravelse".
"De første 100 år er de værste at komme over. Så går det bedre," sagde han, og skønt han hele livet havde levet efter det ordsprog: "Hellere slides op end pusles om", nåede han en alder af 99 år som den franske forfatter Fontenelle Pierre og Thomas Corneilles nevø.
På sin fødselsdag den 7. april 1905, blev han begravet på Michaelis kirkegård i Fredericia.
Hans arving, frøken Charlotte Thyge de Thygesen, virkede videre i hendes onkels ånd og tradition. Hun har således opelsket hasselnøddeplantage på 14 tdr. land, som hører til landets bedste.
Som sin onkel er hun litterært interesseret og meget musikalsk. Hun har bl.a. komponeret flere sange. Om aftenen spiller hendes veninde, musiklærerinde frk. Margrethe Rosenberg, Beethoven, Mozart, Chopin og læser Shakespeare eller Moliére for hende.
Når hun, ligesom kammerherren, i al slags vejr færdes ude, styrter fårene som græsser frit på Damgaards enge indtil sneen falder, hende forventningsfuldt i møde.
På sine vandringer i de skove, som hun har plantet eller dog set vokse op, rinder hende måske de vers i hu, som hun selv har digtet og sat i mugartsik:

Min fædrenearv var en dejlig skov, i den jeg vandred så gerne, Hvert træ ind i skoven en ungdommens ven, et minde fra tiden den fjerne.