Generalkrigskommisær 1828, Planteskoleejer og transportforvalter på Snoghøj 1839-61, civilguvernør og kommandant på Als 1848-50, kammerherre 1848.
Han blev født den 7. Febr. 1793 i Nordborg på Als som søn af justitsråd og husfoged Hans Riegels og Henriette Augusta født Drescher.
Han startede i 1808 sin militære løbebane som sekondløjtnant i infanteriet, avancerede til premierløjtnant 1810, stabskapitajn 1822, kompagnichef 1829, land- og søkrigskommissær 1835. I 1828 fik han karakter af generalkrigskommissær, og fra 1. januar 1845 blev han afskediget med ventepenge som land- og søkrigskommissær.
Den 10 December 1824 var han blevet gift med Frederiche Christiane von Heinen (f. 26. Febr. 1803 d. 28. Nov. 1887), en datter af kammerherre A. C. von Heinen til Hollufgård og Fravgdegård.
I 1839 købte Riegels Snoghøj, hvor han samme år blev postmester og transportforvalter, og hvorfra han udfoldede en omfattende virksomhed til træplantningens og havedyrkningens fremme, samtidig med at han skrev om skolevæsen og folkeoplysning. Riegels var en mand der elskede træer og blomster og anlagde parken ved færgegården med mange sjældne træer og buske. Han plantede bl.a. hvide magnolier og gule azalier. Denne park var hans stolthed og han ønskede at blive begravet oppe under sin yndlingslind, men det blev ham nægtet. Gamle fredericianere fortalte om store blomsterfester, han holdt i denne have med musikalsk underholdning. I parken kom foråret tidligere end noget andet sted i Danmark. Den lå på sydskrænten af elboterrænet, lunet og læet på alle sider af skove og bakker, vendt imod syd. Her overvintrer planter, der ellers ikke kunne overvintre nord for Alperne.
I 1843 stiftede han "Haveselskabet for Jylland, Fyn og Hertugdømmet Slesvig". I den følgende tid håbede han ved Christian VIII's hjælp at komme til at lede beplantningen af Jyllands heder og klitter, men i marts 1848 udnævnte kongen ham til kammerherre og kommandant på Als. Noget af det første Riegels foretog sig var at få fjernet alle tysksindede embedsmænd. Senere udnævntes han også til civilguvernør på Als og chef for den alsiske borgervæbning, der var skabt i kølvandet på denne slesvig-holstenske opstand i 1848. I 1850 fratrådte han denne stilling. I 1852 repræsenterede han Ribe Amts 4. kreds i folketinget. Samtidig gjorde han, på statens regning, forsøg med træplantning i heder, og fra 1853, i klitter. 1956 udnævntes han til kommandør af Danebrog. Arbejdet med tilplantning af de vestjyske klitter var ved Lov af 29. dec. 1857 blevet udvidet, og han blev sat til at lede den.
Riegels døde imidlertid allerede 9. Jan. 1861 på Snoghøj og nåede således kun at indlede den nyere tids omfattende klitplantning. Han begravedes den 15. januar på Sct. Michaelis kirkegård i Fredericia. Gården solgtes til Brocksenius.
Hans arbejde bedømtes meget forskelligt, men der hersker ingen tvivl om, at han var en dygtig planteskoledyrker, og at han ved sin livlige agitation vækkede interessen i brede kredse for tilplantning af klitter og andre golde jorder. Ikke alle hans tilplantningsforsøg blev anerkendt, og en stor del af dem mislykkedes da også.
Riegels havde datteren Frederikke "Friede" Louise Henriette Riegels født 19 sep 1825 på Snoghøj, død 3. juni 1911 i København, og Albertine Riegels f. 25/8 1827.
Folketællingerne fra 1840 og 1945 viser hvor mange mennesker der var på Snoghøjgård og lidt om størrelsen på husholdningen:
Generalkrigskommisair von Riegels | 42 år | gift | Eier af Gaarden |
Fru Generalkrigskommisairinde von Riegels | 40 år | gift | hans kone |
Frøken Frederiche von Riegels | 14 år | ugift | Deres Børn |
Frøken Albertine von Riegels | 11 år | ugift | Deres Børn |
Rosa Schultz | 22 år | ugift | Gouvernante |
Jomfru Petersen | 45 år | ugift | Huusjomfru |
Jomfru Caroline Ploug | 24 år | ugift | Syejomfru |
Sophie Svarer | 22 år | ugift | Stuepige |
Dorthea Frost | 24 år | ugift | Kokkepige |
Rasmus Hansen | 21 år | ugift | Fuldmægtig |
Mads Jensen | 27 år | ugift | Gartner |
Jørgen Rasmussen | 29 år | ugift | Kudsk |
Peter Mortensen | 29 år | ugift | Færgeskipper |
Chrestian Kyster | 32 år | Gift | Forpagter af Snoghøi |
Trine Kyster | 29 år | Gift | Hans Kone |
Niels Lauritzen | 31 år | ugift | Gaardskarl |
Hans Sørensen | 20 år | ugift | Tjenestefolk |
Jens Larsen | 29 år | ugift | Tjenestefolk |
Hendrik Maaes | 20 år | ugift | Tjenestefolk |
Michel Jørgensen | 20 år | ugift | Tjenestefolk |
Anders Hansen Schak | 20 år | ugift | Tjenestefolk |
Søren Justesen | 60 år | ugift | Tjenestefolk |
Trine Holdum | 19 år | ugift | Tjenestefolk |
Elisabeth Nielsdatter | 29 år | ugift | Tjenestefolk |
Dorthea Nielsdatter | 23 år | ugift | Tjenestefolk |
Marie Elene Bram | 22 år | ugift | Tjenestefolk |
Folketællingen 1845, Erritsø Sogn, Elbo herred, Vejle amt |
---|
Von Rigel | 52 år | Gift | Generalkrigskommisær ,eier af Snoghøi | født i Nordborg |
Chrestiane Rigels født Vedel Hein | 44 år | gift | hans kone | født i Fraugde sogn, Odense amt |
Frida Frederikke Riegels | 19 år | ugift | deres barn | født i Fredericia |
Albertine Rigels | 17 år | ugift | deres barn | født i Ullerup sogn Weile amt |
Marie Sivertsen | 38 år | ugift | husjomfrue | født i Fredericia |
Kirstine Agebek | 21 år | ugif | kammerpige | født i Varde |
Grethe Kryger | 28 år | ugift | stuepige | født i Slagelse |
Marie Stytsel | 30 år | ugift | kokkepige | født i Kolding |
Rasmus Hansen | 26 år | ugift | fuldmægtig | født i Faaborg |
Johan Richard Schrøder | 23 år | ugift | gartner, | født i Horsens |
Peter Sørensen | 39 år | ugift | kudsk | født i Saxild sogn Aarhus amt |
Hans Georg Bauer | 20 år | ugift | tjener | født i Echernsførde |
|