Han blev født den 19. januar 1864 i Tølløse på Sjælland som søn af arbejdsmand i Tølløse Hans Olsen (født den 22 maj 1837 i Valsølille) og tjenestepige på Tølløse Hovedgaard Karen Marie Hansen (født den 30. oktober 1838 i Kalundborg).
Han døbtes den 21. februar 1864 i Tølløse kirke.
Den 1. oktober 1874 blev han optaget på opdragelsesanstalten Flakkebjerg i Jydstrup-Valsølille ved Næstved. Den 5. november 1874 blev han overført til Landerupgaard i Sdr. Vilstrup.
Palmesøndag den 14. April 1878 konfirmeredes han i Sdr. Vilstrup kirke.
Han blev anbragt i tjeneste den 1. maj 1878, sikkert i Taulov sogn, hvor han i 1882 blev optaget i lægdsrullen.
Ifølge folketællingen fra 1890 var han tyende og medhjælper hos gårdmand Peder A. Thuesen i Skærbæk, Taulov. I 1891 flyttede han fra Kongsted til Erritsø.
Ved sessionen målte Hans Christian Olsen 63½ tomme. Han blev udskrevet til dragonerne og var indkaldt til 2. Dragonregiment i Odense fra 30. januar 1887 til 13. oktober 1888, fra 2. september til 3. oktober 1889 samt fra 2. september 1890 til 3. oktober 1890. Den 28. oktober 1887 blev han udnævnt til reservespillemand (reservehornblæser).
Han giftede sig 6. nov. 1891 i Erritsø kirke med Marie Thomsen fra Erritsø, datter af murer Villads Thomsen og Ane Marie Nielsdatter.

Han blev ansat som gartner hos Peter J. Holt på Sanddal, og skabte det store haveanlæg her samt andre smukke anlæg i Erritsø og var her i omkring 20 år indtil han blev overtog pladsen som kirkebetjent, ringer og graver ved Erritsø kirke omkring 1911.

CHRISTIAN OG MARIE

Han boede med sin familie i et lille hus, der stadig ligger Bygaden 22. En gulstensmur er sat udenpå den oprindelige bygning.
Adskillige tillidshverv var gennem årene overdraget den afholdte graver, og i stort omfang blev der lagt beslag på hans gode evner. Således beklædte han i 28 år hvervet som kasserer i Erritsø Sygekasse og som kasserer i Erritsø Brugsforening og igennem 12 år, inden han overtog kassererposten i brugsforeningen, var han formand for denne.
Endvidere var han medstifter af Erritsø Husmandsforening, der stiftedes omkring 1914, og i mange år var han foreningens kasserer. Man kan således forstå, at det ikke er helt små byrder der var lagt på en enkelt mands skuldre. Ikke desto mindre bar han dem let, og han havde en forbavsende evne til at føre regnskab.
Fra alle sider, selv fra sygekassedirektoratet, mødte han megen anerkendelse for sine omhyggelige og korrekte regnskaber.
Som en kær fritidsbeskæftigelse dyrkede Chr. Olsen også det lokalhistoriske, og skønt han ikke var født i Erritsø, kunne han som få sognets interessante historie på fingrene.
Kristian Olesen var en slider af rang og meget sparsommelig, hans eneste last var at ryge lang pibe, og så købte han antikvariske bøger, for han læste altid i sin fritid.
Hans Christian Olsen døde 21 okt. 1943, 79 år gammel.

Knud Bro skriver om ham i bogen: "Gavtyve og Godtfolk"

Kristian var graver og ringer og kirketjener ved Erritsø kirke og dertil trådte han den store blæsebælg, der leverede luft til kirkens orgel, på omgang med en gammel kone, som hed Sinne Bårs.
Der var kun få, der vidste, hvor Kristian Olesen kom fra og hvem hans far og mor var, men vi vidste alle sammen, at han blev anbragt på Landerupgård opdragelsesanstalt i Taulov, allerede da han var en lille dreng. Ingen vidste ret, hvorfor han var kommet der, men han fortalte selv spøgefuldt, at han kom der, fordi han ikke kunne huske, hvad 2 fra 4 var. Og han fortalte, at han fik en masse tærsk, så snart han bare blinkede med det ene øje. Kristian Olesen var handikappet, idet hans ene ben var en del kortere end det andet, så han vuggede slemt, når han gik.
Ellers var han stærk og robust, bredskuldret, rank og stolt at se på.
Kristian Olesen havde gnistrende blå øjne og han udstrålede kraft og vitalitet som få, både åndeligt og fysisk. Når han mødte tarvelighed og uret, rasede han højt og inderligt, og så veg folk til side og frygtede hans skarpe tunge. Han var klog og intelligent og han tog aktivt del i dagens problemer, og han elskede at diskutere, og da han var rap i replikken og slagfærdig, gik lige på og hårdt, var han en stærk modstander. Kristian Olesen sagde selv, at han kun frygtede Gud, Konge og Fædreland.
Der var dog to konger, som han ikke kunne lide, nemlig kong David fra Det gamle Testamente og så Frederik den 7. Han fandt det aldeles umoralsk og ukristeligt, at Kong David havde flere ja endog mange koner, foruden at stjæle sin bedste vens kone. Det var for ringe. Og han kunne ikke affinde sig med, at Frederik den syvende havde Grevinde Danner, »såen ka en æt opføre sig«, sagde han.
Han boede i et meget lille, hvidkalket hus midt på Bygaden sammen med sin kone Marie og deres to børn. Marie var lille og tynd, meget flittig og rar, aldeles selvudslettende, nærmest underkuet at se på, men når hun bare gjorde som Kristian eller »Lille Kristian«, som hun altid kaldte ham, så havde hun det godt.
Kristian Olesen var en slider af rang og meget sparsommelig, hans eneste last var at ryge lang pibe, og så købte han antikvariske bøger, for han læste altid i sin fritid.
Hans rygning kostede ham dog ikke særlig meget, da han røg merskumspiber til for bønderne. Det var dengang en slags statussymbol for bønderne at ryge på en lang merskumspibe med sølvbeslag, men da en sådan pibe er meget ubehagelig »at ryge til«, fik de Kristian Olesen til at gøre det for dem. Han var en hårdfør sjæl, og for hver pibe som han »røg til«, fik han et pund grovskåren hollandsk tobak, der hed »De wolle knaster«. Hans læste som sagt altid og han kunne f.eks. de latinske navne på de fleste planter og buske og han var en stor regnemester. Han kunne både den lille og den store tabel forfra og bagfra, så det var ikke uden grund, at han var en skattet revisor i Brugsen. Skønt socialdemokrat, var han meget kongetro og forsvarsvenlig, hvad han aldrig lagde skjul på. Han tog sin fædrelandskærlighed alvorlig og under den første verdenskrig fra 1914-1918, var han den førende i byen med viden om, hvordan krigen gik, og han hadede tyskerne af et godt hjerte.
Dengang var der jo ingen radio eller TV, men følge med i de sidste nyheder fra fronten måtte han, og da han arbejdede om sommeren sammen med en kvik tjenestedreng hos gårdejer Hans Kok, sendte han hver dag i middagspausen tjenestedrenge ind til Fredericia for at læse de sidste nyheder, der var slået op i vinduerne i Fredericia Dagblad. Når han så fik nyhederne, så strøg han ned ad gaden og berettede om dem til højre og venstre, enten med indædt harme eller jublende begejstring, det sidste var, når tyskerne havde fået klø.
Tjenestedrengen, der også var meget kvik og fuld af humør, narrede ham dog engang, da der ikke var noget opslag i Dagbladets vinduer, men da han vidste, at Kristian Olesen ville have nyheder, så kom drengen løbende vildt fægtende med armene og vildt ophidset og fortalte Kristian, at der ingen nyheder var, da tyskerne havde klippet »den trådløse over«.
Kristian Olesen blev aldeles konsterneret, som han selv kaldte sin tilstand, og rasede over de forbandede ondskabsfulde tyskere, og så gik den i fuld fart rundt i landsbyen med denne forfærdende nyhed, som alle slugte råt. Først da han kom hen til skolelæreren og denne lagde hovedet på siden og spurgte: »Klippet den trådløse over, hvordan har de håret sig ad med det?«, faldt »tiøren« for Kristian Olesen, hvorefter han stormede hjem, for at ruske den lille hvalp, som han råbte efter med følgende svada: »Hvor i herrens navn er du ... din lille hedningeunge, forbandede pungdyr, kom do æt i nærheden af mig, så ska do få di rygstykker strøgen, så di mor æt ka kjende dæ do er heller æt hver å kende, det kan a godt seje dæ«.
Da endelig drengen kom frem og fortalte hvorfor og hvordan, og at det egentlig var de mange Erritsøbønder han ville narre, så lo de hjerteligt sammen. Men Kristian sagde dog, »men husk no, hvis du gjør mier, så kommer do æt med op i a kjerke og ringe solen nier.« Men det gav intet skår i deres venskab. Drengen var Viggo Bro fra skovløberhuset i fuglsang, og hans venskab med Kristian Olesen varede livet ud, og da Viggo blev skolelærer, var Kristian meget stolt af dette venskab.
Hans forsvarsvenlige hjerte fik imidlertid en stor skuffelse, da hans søn Villads var på session og blev kasseret, fordi han var platfodet.
Da han senere mødte Viggo, sagde han med sorg i sind og med stor patos: »Viggo, Viggo, a må evig skamme mæ over mi søn, han hår vat på session og blev kasseret ved det, at han er platfudet, så no ka han æt kom ind i hæren og forsvare vort fædrende land og rige, men det hår han ætter Marie, den platfudet kjælling.«
Kristian Olesen var som sagt graver og ringer ved kirken, og han var en stor spøgefugl, spøgte altid, så folk aldrig vidste, når han var alvorlig eller spøgte, og kunne han drive gæk med folk, så gjorde han det. En aften Viggo var med ham oppe i tårnet for at ringe solen ned, og bedeslagene var til ende, så sagde han til Viggo, »nå ska do osse ha et par slav, do ka nok trænge te et, din hedningeunge«, og så trak han i klokkestrengen et par gange til.
Af og til kom der turister og ville se kirken, så satte Kristian Olesen sine træsko i Våbenhuset og viste rundt og fortalte, så det var en lyst, spøgte og lo, og folk nød det.
Engang spurgte en turist om, hvis våbenskjold det var, som hængte i våbenhuset.
»Nå våbenskjold, jov, jov, det hår for manne år siden tilhørt herre manden på Hinnebær Ladegård. A hår da forresten sjel begravet ham (det var altså ikke præsten). A præst sagde godt nok ved a begravels, at han kom i a himmel, men I kan dæleme trov, at Vor Herre hår vreden sig ve å ta ham, for han var en ærkekjæltring og løvnhals.«
Kirken havde et fint gammelt orgel, der blev drevet af en gammel manuel betjent trædebælg og det var en af Kristians opgaver at træde denne bælg, mens førstelæreren spillede på orglet.
En sommerdag kom et fint lille selskab og ville se kirken og blandt gæsterne var en fin herre, der var meget interesseret i orglet. »A trover a han var musekprofessor«, sagde Kristian.
»Nej se, nej se«, sagde den fine mand, »det var dog et interessant orgel, hvem spiller på det?«, spurgte han.
»Det gjør vi,« svarede Kristian. »Jeg forstår ikke, jeg mener, hvem spiller på orglet?« og så så han spørgende over brillerne. »Det gjør vi,« svarede Kristian. »Ja men, min gode mand, De spiller da vel ikke firhændigt på orglet?« »Nej sgu gjør vi ej.« »Nå, men hvordan så?« »Jov, jov, lille di, det er da klar nok, a leverer luften og førstelæreren fordeler'en. Så det gor fint.« En vinterdag besøgte Kristian Johannes, og de sad som sædvanlig på hver sit hjørne af det lille spisestuebord og hvilede albuen på bordkanten. De sad lige overfor den lille gloende kakkelovn og nede for fødderne af dem sov Kristians fede hund. Den lå på siden og snorkede højlydt, men de to betragtede den uden at sige et ord, hare røg og røg. Når der ikke var arbejde på kirkegården, gik Kristian på dagleje hos bønderne, og han var meget efterspurgt, da han var dygtig og flittig.
Mest arbejdede han på en gård, der ejedes af to søskende, Mette og Hans Kok. Manden blev kaldt Hans Kok og søsteren blev kaldt Mæt'høne. Han var en rar og flink mand, mens hun var en skrappert og nærig ud over al måde. En dag i høsten blev der serveret hønsekødsuppe med boller. Terrinen blev sat på bordet og alle øste selv op, alt efter rang og altså tjenestedrengen til sidst. Mæt'høne havde nøje overvåget, hvor mange boller hver enkelt øste op, men hun turde ikke protestere over frådseri overfor de voksne, men da drengen havde øst fem boller op til sig selv, blev hun aldeles rasende og skreg: »Nej gud fri vos vel, a trover sgu, at a dreng han raser, sidder han æt her å fylder sig mæ boller, som om han ejet hiele gården«, og så tog hun suppeskeen og øste de tre boller tilbage i terrinen.
Da Kristian hørte og så dette, udbrød han: »Nå trovr do det bette Mætte, så hår a min sæl fåt for manne med 16«, og så væltede han hele sin tallerken suppe tilbage i terrinen.
Hans Kok brummede, og Mæt'høne for ud i køkkenet og smækkede døren i efter sig, hvorpå Kristian bemærkede: »Kom hier bette knægt, så skal a øse op for dig«, og så fik drengen tolv boller.
Mæt'høne blandede sig ingen sinde mere i suppen, når Kristian var med.
I høstens tid, når Kristian arbejdede for bonden Hans Kok, kom han træt, svedig og støvet hjem fra arbejde, og så foregik der under store ceremonier en formidabel storvask. Som vanligt, da Kristian i nogen tid havde sprudlet og, sprøjtet og sæbeskummet stod om hele hovedet på ham, rakte han med lukkede øjne ud efter håndklædet. Han famlede rundt og rundt på savbukken og blev mere og mere ophidset for til sidst at brøle, så hele byen kunne høre det: »Marie Marie din forbandede kjælling, hvor i herrens navn er mi håndklæde a hår sæve i mi øjn, så å kan æt se Marie, Marie, din forbandede kjælling stod do æt foran Herrens alter å loved, at te do vil være din mand mangfoldig å underdanig, å så ka do æt engang sørge for et håndklæde. Marie Marie a hår sæv i mi øjn.«
Marie kom farende med rædslen lysende ud af øjnene. »Jamen lille Kresjan, lille Kresjan, a hårjo lagt, som a plejer, men de må være blæst væk men hier er'et.« Og da Kresjan i det samme hørte en flok grinende drenge stikke af, så gættede han, hvad der var sket og tilgav Marie. Men hele byen fik en ny morsom lille historie at snakke om. »Nej fri mig da for vrøvl, svarede Krestian, do ka jo hare hold kjæft, så er der ingen; der hør noventing der er gal ve dig.«
Kristian Olesen var som sagt meget vittig og slagfærdig og elskede at lave sjov med folk.
På gården var der også opstaldet en såkaldt »Aktietyr«, som nogle småbønder ejede i fællesskab, og den stod jo det meste af dagen i stalden og kedede sig.
Da nu gårdmanden gik og så på alle de ubenyttede kræfter, som tyren havde, fandt han på, at Kristian Olesen kunne spænde tyren for ploven og så kunne han spare sine dejlige heste.
Som sagt så gjort. Kristian fik tyren spændt for ploven, og da det var en godmodig fyr, gik det vældig fint.
En nabo, der kom forbi, undrede sig derover og spurgte Kristian, hvorfor i alverden de spændte en tyr for ploven, når de havde to stærke heste. Med sit sædvanlige forsorne blik i øjet svarede Kristian glad og fornøjet: »Jov, jov, det gjør vi da, fordi den frække lømmel hår godt af at lære, at livet er andet å mier, end som tant å fjas.« Kristian Olesen vil blive husket længe i sognet, som en virkelig spindende og festlig original, men jeg tror, at man særlig vil huske ham, for hans meget aktive deltagelse i de politiske møder, som blev holdt i Erritsø forsamlingshus. Særlig husker jeg fra min drengetid, da jeg var med min far og mor til et vælgermøde forud for et folketingsvalg. Den socialdemokratiske kandidat var forsvarsminister Laust Rasmussen, den konservative hed Korsgård, venstremanden var Brændgård Jensen, og så var der en radikal, som jeg ikke kan huske navnet på. Men Kristian Olesen sprang op, og på sine besværlige ben gik han hen mod talerstolen i fuld fart og med gnistrende blå øjne, næsten brusende af begejstring og hulkende af latter råbte han: »Jov, jov bette Anders, der hår vi'et, a hår en opdragelse, men do hår ingen.«
Jubel klapsalverne væltede næsten stolene.
Jeg har fortalt om Kristian Olesen, som jeg kendte og som barn og voksen var meget optaget af. Han havde en ond barndom og ringe skolegang, men han var redelig og uden svig, arbejdsom og gav sin børn et godt hjem og en god opdragelse, så de blev til endog meget fine samfundsborgere. De var hans stolthed. Sognet blev fattigere ved hans død, han bør leve i vor erindring, som en festlig og fornøjelig og klog medborger.

Christian Olsens hus der stadig ligger i bygaden

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286,