ERRITSØS HISTORIE
Personer med tilknytning til Erritsø
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©
WWW.FREDERICIASHISTORIE.DK - ERRITSØ

Hans Frederik Hansen
1832-1897

Hans Frederik Hansen, fødtes 13/9 1832 i Rønninge som søn af skolelærer og kirkesanger Jens Erik Hansen og Johanna Agnette Baggesen. Allerede som 14-årig kom han i lære ved landbruget på Sanderumgaard, hvor han var i 4 år, det sidste år som underforvalter. Derefter var han i 12 år forvalter på forskellige gårde, indtil han i 1863 forpagtede en gård i St. Velling, gården Karensdal i Pjedsted samt avlingen af Pjedsted Præstegård. 15. april samme år blev han gift med Jørgine Hansine Christiane Jacobsen, født i Thorning præstegård 6/12 1838, datter sognepræsten J. C. Jacobsen og A. S. Hansen. Faderen blev senere præst i Pjedsted
Men tre gårde var ikke nok for den dygtige og initiativrige forpagter. Der skulle mere til, og i 1869 overtog han som nævnt forpagtningen af Henneberg Ladegaard og Damgaard (i alt ca. 230 tdr. land). Senere forpagtede han yderligere ca. 18 tdr. land, som lå bekvemt·i forhold til den øvrige jord samtidig med, at han bibeholdt forpagtningen af Pjedsted Præstegaard.
Hans Fr. Hansen kom hurtigt til at deltage virksomt i det offentlige landbrugs liv.
I 1875 afløste han således en anden af egnens foregangsmænd, Peder Jepsen Holt (på Holtegaard, senere opførte han Sanddalhus) som formand i Elbo Herreds Landboforening, en stilling han beklædte til sin død i 1897 med lige så stor flid og dygtighed, som han drev Henneberg Ladegaard.

Korthornskvæget
At Hans' Fr. Hansen var en dygtig agerdyrker, kan der ikke herske tvivl om, men det var dog først og fremmest som kvægopdrætter, han skabte sig et navn og ydede en stor og værdifuld indsats.
Da han overtog forpagtningen af store, værdifulde køer, men af meget forskellig oprindelse, som det var almindeligt på den tid. Hansen satte sig som mål at skabe en ren avlsbesætning af det engelske' korthornskvæg, som var' udprægede køddyr. Denne race havde allerede da en vis udbredelse især i det sydvestlige Jylland.
Med store omkostninger indkøbte han fortrinsvis i den holstenske og slesvigske marsk, men senere, også i England og Sverige stamdyr, og han blev den første og i en lang årrække den eneste i Danmark, som arbejdede planmæssigt med korthornsavlen.
Opgaven bød på mange vanskeligheder og økonomiske ofre, for korthornskvæget er en fordringsfuld race, men Hans Fr. Hansen var opgaven voksen og vandt megen anerkendelse.
I en årrække fra 1889 blev hans arbejde støttet med et årligt statstilskud på 4.000 kr., og i 1892 blev han hædret med titlen kammerråd som en særlig anerkendelse for sine fortjenester.
Specielt i 1890'erne var korthornsstammen på Henneberg Ladegaard blevet landets førende, og var endog kendt ud over landets grænser. Adskillige avlsdyr blev leveret til landets forskellige egne, det gjaldt ikke mindst tyre af høj kvalitet, ja, i 1906 kunne man sige, at tyre herfra prægede hele tyrebestanden i Vestjylland!
Hansen blev med tiden en flittig udstiller på skuerne og hentede ikke så ganske få præmier hjem, bl.a. på den store udstilling i København i 1888, hvor to samlinger køer fik henholdsvis 1. og 2: præmie og en samling kvier 1. præmie.
H. F. Hansen døde 15/8 1897 på Henneberg Ladegaard og begravedes 19/8 på Pjedsted kirkegård.

Tilbage

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286,

Dokumentet er sidst opdateret den: 22-07-2022 22:50:33