Henrik Ussing er født i Sønderskov i Erritsø sogn den 23 juni 1877. Ved dåben fik han efternavnet Andersen efter sin far Anders Ussing, men fik senere tilføjet slægtsnavnet Ussing da en ny lov krævede, at man gik over til faste efternavne hvor man før brugte faderens fornavn + sen som efternavn. Man valgte da at bruge Ussing som slægtsnavn, efter de mange med fornavnet Ude og efternavnet Udesen, der havde været i slægten. I stedet for at bruge sen-navnet Udesen, valgte man navnet Ussing. Henriks mor var Sørine Adolfine Vindeløv.
Faderen ernærede sig som hjulmager, men blev senere karetmager og endte som vognfabrikant med mange ansatte på værkstedet som han sammen med bolig og en lille stald havde opført på Markusbanken, på hjørnet af Kolding Landevej og Sønderskovvej.
Som 13 årig kom Henrik på latinskole i Fredericia og boede i skoletiden hos sin farbror og moster Hans Ussing og Margrethe Vindeløv på Fuglsanggård. Faderen og farbroderen var gift med 2 søstre Vindeløv fra Sønderskov.
Han blev student i 1895, og læste derpå videre til cand mag i nordiske sprog. Han interesserede sig meget for oldnordisk, der minder meget om det nutidige islandske sprog.
Han blev herefter underviser. Han var bl.a. kursuslærer i Oksbøl, huslærer på herregården Rugård og fra 1905-5 lærer på Vejen Realskole, hvorefter han avancerede til adjunkt og senere lektor. Fra 1934-43 var han bibliotekar på Sørø Akademi og boede 3 år i det såkaldte Molbechske hus ved Akademiet, men flyttede derpå ind i akademiets hus i Storegade 10, det nuværende kunstmuseum. Hans forfatterdebut var dramaet "Det fortabte får" eller "Fra læsestuen til Trekroner som han skrev 1900 under pseudonymet Huro.
I 1910 skrev han en doktorafhandling kaldet: "Det indbyrdes forhold mellem heltekvadene i den ældre edda".
I 1912 skrev han, sammen med lærer J. J. Ravn, en bog om de gamle stednavne i Erritsø sogn. Hans vigtigste bidrag til Erritsøs historie er hans bog Minder fra Erritsø, som udkom i 2 bind, og som for en stor del bygger på hans fars nedskrevne notater. Han skrev også nøgleromanen om Ivar Holt, der handler om livet blandt Erritsøs beboere i tiden mellem de slesvigske krige.
Han holdt i 1920'erne mange foredrag, bl.a. radioen, med emner som: Høstgilder, Når øllet brygges, Livets højtider, Sommer i by, o.s.v.

I 1925 var hans datter tæt på at drukne under et feriophold på Markusbanke:15/7 1925 Atter nær en badeulykke.
En lille pige nær ved at drukne.
Mandag eftermiddag var der atter nær ved at finde en badeulykke sted ved Lillebæltskysten, men den blev heldigvis afværget.
En lille pige, datter af magister Henrik Ussing, Sorø, der for tiden ferierer i Erritsø, var ude at bade i bæltet ved Sønderskov. Hun kom for langt ud og blev grebet af strømmen, men inden trætheden overmandede hende, fik hun fat på ankertovet på en fiskerkvase, der lå opankret på kysten.
Her klyngede hun sig fast og råbte om hjælp. Råbet blev hørt af en ung mand, Carlo Petersen, som fik fat på en båd og ruede ud til hende og fik hende reddet om bord, just som kræfterne var ved at forlade hende.

I 1928 søgte han et professorat i nordisk folologi ved Københavns Universitet. Han skrev bl.a. også om kulturen i hedeboegnen, på Als og i Harboøre. I 1938 skrev han skuespillet Fra Trolleborg, til en konkurrence, udskrevet i anledning af 150 året for stavnsbåndets ophævelse. Stykket fik 2. præmien og blev opført ved flere lejligheder. Henrik Ussing døde 2. maj 1946, 69 år gammel. Han fik 3 børn. Professoren Hans Henrik Ussing, kunstmaleren Hanne Ussing og Grethe Ussing.

I anledning af hans 50 års fødselsdag kunne man læse følgende i Fredericia Dagblad 23/6 1927:
50 år
Det er kun få måneder siden, dr. Henrik Ussing i Sorø udsendte sin sidste bog, der viste hans udmærkede evner som skildrer af et landsbysamfund.
Det var bogen "Det gamle Als", hvori han fortæller om folkesæd og højtidsskik.
Og denne bog var kun et led i hans produktion, der begyndte med "Minder fra Erritsø" og fortsattes med Ingvor Ingvorsens fortællinger om gammelt sjællandsk bondeliv og med skildringer fra egnen ved Halleby å, og fra Hedeboegnen.
Han har desuden skrevet om årets og livets højtider, udgivet Blichers skrifter og forfattet en disputats om det indbyrdes forhold mellem heltekvadene i ældre edda.
Han er formand for foreningen Danmarks Folkeminder og medlem af stednavneudvalget og folkeminderådet.
Hans data er forøvrigt disse:
Født den 23. juni 1877 i Erritsø, student fra Fredericia, magister i nordisk filologi, lærer ved Vejen private realskole og fra 1905 knyttet til Sorø Akademi. Først som adjunkt og siden 1921 som lektor.

9/2 1944
Dr. pihl. Henrik Ussing fortæller barndomsminder fra Fredericia og Erritsø
Barndomstidens oplevelser skyld i, at han som folkemindesamler har let ved at komme i kontakt med befolkningen.
Efter næsten fyrretyve års fortjenstfuld gerning ved Sorø Akademis skole, har dr. pihl. Henrik Ussing nu trukket sig tilbage. Årstid har nødvendiggjort dette skridt, skønt Ussing endnu har godt og vel tre år tilbage, før han falder for 70-års grænsen.
Den landskendte mands vugge sod som bekendt i Erritsø, hvor han fødtes den 23. juni 1877 som søn af karetmager Rasmus Andersen, og Henrik Ussing har aldrig nogensinde glemt eller svigtet sin fødeegn, der er ham kærere end noget andet.
I anledning af dr. Ussings afsked med skolen, har vi haft en samtale med ham, og dr. Ussing fortæller interessante træk fra sin skolegerning, fra sine folkemindestudier og gode minder fra drenge- og ungdomsårene i Fredericiaegnen og Fredericia by, som han stadig omfatter med stor hengivenhed og kærlighed. Netop som vi opsøgte ham, sad han fordybet i korrekturen på stednavneudvalgets udgivelse af stednavne fra hans fødesogn, Erritsø.

Udbytte af naboskabet med Askov.
Når jeg i sin tid begyndte at studere nordisk filologi, fortæller dr. Ussing, var det udelukkende fordi det interesserede mig og fordi jeg derigennem mente at kunne skabe mig et levebrød. Det blev dog lærervejen jeg alligevel fulgte, af den gode grund, at der ikke var mange andre veje at gå. I tre år virkede jeg som lærer ved Vejen Realskole under Slebsager som skolebestyrer, og jeg havde stort udbytte af naboskabet med Askov, hvor jeg hyppigt kom og fandt videnskabelige kaldsfæller i mænd som gamle Feilberg (folkeminderne) og dr. Marius Kristensen, den kendte filolog.
Allerede fra studentertiden har jeg, foruden nordisk filologi i almindelighed, særlig dyrket folkeminder under den kendte folkemindegransker Axel Olrik. De har været mine lærere i den smule videnskabelighed jeg har drevet.

Om kostskoledrenge.
Men var det Deres hensigt at blive kostskolelærer, da de var slået ind på skolevejen?
- Egentlig ikke, men da et embede ved Sorø Akademi blev ledigt, søgte jeg det og fik det.
I de tider måtte en cand. mag. være sjæleglad ved overhovedet at få en plads. Der var dengang overflod af cand. mag.'er i modsætning til nu. Jeg kom altså til Sorø, og det har jeg ikke fortrudt, hvad der også fremgår af, at jeg, efter min fratræden, vil blive boende her.
Og hvad er så deres indtryk af kostskolelivet - Kostskoledrenge i særdeleshed?
- Drengene er ikke anderledes end andre drenge. De er i almindelighed flinke og elskværdige drenge, som man kan være flink og elskværdig imod. De har i reglen samme interesser som alle andre drenge, og det, jeg har stræbt efter - både som opdrager og som lærer - er at finde det punkt, hvor mine evner mødes med drengenes interesser. Jeg har aldrig brudt mig meget om pædagogiske forskrifter i ministerielle skrivelser eller f.eks. undervisningsinspektionen, der aldrig har taget sig synderlig af mig. Derimod har jeg sat overordentlig megen pris på mine rektorer.

Til gunst for kostskolevæsenet
Kan kostskolen erstatte drengene savnet af deres hjem?
- For dem der vokser op i gode hjem, regner jeg hjemmet for at være bedst, men i mange tilfælde får vi vore elever fra hjem, der ligger langt borte fra højere almenskoler, fra danske hjem i udlandet, samt derfra, hvor der kan siges at være uregelmæssigheder i hjemmet. I et tilfælde som det sidste, er det sikkert bedst at drengene har et tilflugtssted som alumnatet her. En tredje eller fjerde type af drenge skyldes gamle soranere, som meget hyppigt ønsker, at deres drenge skal have en lignende opdragelse som de selv. Ikke mindst dette sidste talere til gunst for skolevæsenet.
Og glæder og skuffelser.
Skuffelserne har for mig været få og små, En stor glæde har det været bagefter at høre fra mange drenge og få at vide, at det gik dem godt. Jeg mener ellers godt jeg kan sige, at jeg vist aldrig har påkaldt nogen rektors hjælp over for drengene.
Hvad mener de, dr. Ussing om det nyopdukkede spørgsmål om en pigekostskole.?
Man skal jo være frisindet, også over for det kvindelige køn. Forøvrigt mener jeg, at de helst skulle på en husholdningsskole. Det har samfundet mest brug for. Har en ung kvinde særlige interesser og evner, bør hun dog have lov til at udvikle dem. Så gammeldags er jeg nu!

Ro og orden må tilvejebringes
Tror De på den korporlige afstraffelses virkning?
- Naturligvis skal der tilvejebringes ro og orden i en klasse, og hvis milde henstillinger og formaninger ikke hjælper, så kan navnlig en ung lærer, der gerne skal prøves af af drengene, have god brug for et middel for at tilvejebringe den fornødne disciplin.
For ældre lærere vil det som regel være overflødigt at gribe til dette middel. Sådan har det formet sig for mig.

Et kammeratskab, som gør det ud for broderskab.
Er kammeratskabet og sammenholdet blandt kostskoledrenge så godt, som det gøres til?
- Der stiftes et kammeratskab, som tit gør det ud for broderskab, eller søskendeskab om man vil, og på akademiet er der sikkert en mere fortrolig tone mellem elever og lærere, end der i almindelighed er. Den sidste censor jeg havde, ikke blot udtalte, men skrev også i sin indberetning, at"det forekom ham, at der herskede en ualmindelig frimodig tone over for læreren". Jeg svarede: Ja det er jo ganske naturligt. Drengene ved, at vi ikke vil dem noget ondt.

Ikke megen moralisering.
Er vor tids unge nu også, efter Deres mening, så ringe, som den ældre generation vil gøre dem til?
- Mig forekommer det som jeg sidder her, gammel og aflægs, at ungdommen er blevet elskværdigere og mere interesseret i mange ting. Til min pædagogik hørte ikke megen moraliseren, idet jeg altid har ment, at det først og fremmest kommer an på at give ungdommen gode interesser. Så vil disse, sammen med de erfaringer, som de unge selv høster, bygge en moral op hos dem.

Folkeminder, folkemål og stednavne.
Et arbejde dr. Ussing ikke slipper.
Men den anden og ikke mindst kendte side af deres virksomhed dr. Ussing!
Ja, man har jo sine lange ferier, og skolearbejdet har dog heller ikke optaget hele ens tid. Jeg har, bogstavelig talt, aldrig holdt ferie, altid sørget for at gå eller cykle min daglige tur, og i den henseende har Sorøegnen dog været en af de bedste pladser, man kan komme på. Men ellers har jeg i mine ferier stadig ligget på rejser for at gøre optegnelser vedrørende danske dialekter - nej lad os sige folkemål og stednavne. Jeg sidder netop i øjeblikket fordybet i korrekturen op stednavneudvalgets udgivelse af mit fødesogn Erritsøs stednavne, og endelig har mine rejser tilsigtet optegnelser af folkeminder. Også på dette område begyndte jeg i mit fødesogn.
De optegnelser, jeg ikke selv har kunnet nå på mine rejser, har jeg formået andre til at gøre for mig, men jeg har dog næsten været hele Danmark rundt for at gøre optegnelser, og dette arbejde er det min hensigt at fortsætte med, efter at jeg har sagt skolegerningen farvel. Da jeg blev syg, havde jeg netop truffet aftale om to nye værker, som jeg nu påny er gået i gang med. Det ene drejer sig om "Dansk almue gennem tiderne" og i det andet tilfælde skal jeg redigere og skrive en hjemstavnsbog for Sorø Amt. Det sidste på foranledning af et lokalt udvalg. Hvorvidt jeg kan løse disse opgaver, ved jeg ikke. Min arbejdskraft er stærkt nedsat, men jeg har taget fat. Må jeg iøvrigt indskyde, at det ofte glæder mig at høre fra mine gamle elever. For ikke længe siden sendte Olaf Clausen, han er en af dem jeg gerne vil gøre lidt reklame for, mig "En jydsk drengs dagbog", og før i tiden hørte jeg også fra Hans Kirk. De herligste minder har jeg dog fra mit samarbejde med mine gamle meddelere af folkeminder: Ikke blot min far, men også Ingvor Ingvorsen fra Haslevegnen, Karoline Graves (Halleby Å egnen) og Marie Christophersen fra Hedeboegnen o.s.v.
Hvorfra skriver sig deres interesse for denne side af deres virke?
Allerede i mine meget tidlige år, interesserede disse ting mig. Jeg er, så at sige, vokset op med det. Min far var en ypperlig fortæller, og når vi samledes til gilder i hans barndomshjem i Erritsø, gik talen næsten altid om gamle tiders sæder og skikke.
Dr. Ussing viser på dette tidspunkt et særpræget grønt lerblækhus frem. Det er en arv fra min oldefaders tid, siger han, og på væggene i den store, rummelige men hyggelige arbejdsstue, hænger billeder af de gamle slægtsgårde på fødeegnen ved Fredericia.
Jeg kan huske mange fortællinger, sagn og gamle sange fra dengang, fortsætter dr. Ussing. Navnlig erindrer jeg fortællingerne fra krigen. Jeg kendte mange af de gamle, som var med, både i 1848 og 64. Fra jeg kunne klare mig på egen hånd, har jeg altid været med til de store folkefester, i første række 6. julifesten i Fuglsang Skov, hvor jeg iøvrigt i mange år fik mit hjem hos en farbror (på Fuglsanggård). Det lå mere hensigtsmæssigt for latinskolen i Fredericia.

Fredericiaminder
Da student Ussing var censor ved eksamen for sine yngre kammerater.
Ja, Fredericia, siger dr. Ussing, og man hører på stemmen, at der i udbruddet ligger en kærlighedserklæring til både by og egn.
Der gik jeg i Fredericia Latin- og Realskole fra jeg var knap 10 år og til jeg var 18, og kunne forlade skolen med studentereksamen.
Jeg mindes med glæde adskillige af mine gamle lærere. Der var rektor J. M. Secher som udgav bøger om oldtiden, og i det sidste par år rektor Koch. Der var den gamle hugaf fra de sønderjyske krige, kaptajn Vaupell, digteren Otto C. Fønss og adjunkt Poulsen, en broder til Olaf og Emil Poulsen, og sådan kunne jeg blive ved.
Allerede dengang interesserede jeg mig særlig for nordisk sprog og litteratur. Jeg holdt foredrag om sådanne emner i vor skoleforening, en lignende sammenslutning som den man i dag kalder gymnasieforeningen. Jeg husker iøvrigt en morsom episode fra den dag jeg blev student. Det skete, at den lærer, som samme dag skulle have været censor ved eksamen i 5. klasse, havde fået forfald, og så betroede skolen såmænd mig til at være censor for mine yngre kammerater. Men allerede dengang, og det er en fejl jeg siden har været behæftet med, var jeg tilbøjelig til at bedømme lovligt mildt!
Ja jeg har et utal af gode og smukke minder fra Fredericia og Fredericiaegnen, fortsætter dr. Ussing. I mine drengeår var jeg en stor ynder af sejlsport og fiskeri på Lillebælt, og jeg tænker bagefter med gru på, hvor forvoven jeg var, og hvor nær jeg havde været ved at kuldsejle på bæltet.
Vi havde en jolle, og den blev brugt både til sejlsport og fiskeri. En herlig oplevelse var det at gøre landgang på Fænø Kalv eller andre fjerne strande. Nu må man vist ikke komme der mere.
Det var måske også oplevelserne i min barndomstid, der gjorde mig det så let at komme i med landbefolkningen. Jeg var tit med min far ude, når han leverede vogne vidt og bredt i egnen, og kom derved ind i mange gårde og fik lejlighed til at se og høre, hvordan man kunne føre en samtale med egnens folk, og her på Sorøegnen tror jeg nok, at jeg er den af akademiets lærere, der hyppigst har været ude i forsamlingshusene og holde foredrag. Jeg har altid, og det mener jeg altså jeg kan takke min barndoms oplevelser for, haft nemt med at komme i kontakt med befolkningen.
Kun én gang er det glippet for mig. Det er også det eneste sted jeg på mine optegnelsesrejser har haft vanskeligt ved at få befolkningen i tale. Det var på Bågø i Lillebælt. Dem jeg henvendte mig til, var afvisende over for mig, og ingen ville give mig meddelelser. Jeg måtte slutteligt tage til præsten, der endelig skaffede mig en meddeler. Han fortalte, at folk han havde henvendt sig til, havde sagt, at vi er klar over, det er en københavnere, der er kommet for at gøre grin med os.
Men det er nu også den eneste gang, jeg er blevet antaget for en københavner af den slags, føjede dr. Ussing til med et lunt smil.
Endelig kunne jeg fortælle, at et af de skønneste minder skriver sig fra vort sølvbryllup, som vi holdt på mit fødehjem "Markus Banke". Den dag var det mig en stor glæde at se, at egnens folk endnu huskede mig. Jeg glædede mig inderligt over de mange flag, dere var over store dele af sognet.
Og de har til stadighed bevaret kontakten med fødeegnen?
- Ja, så længe jeg kunne, vendte jeg hvert år tilbage og holdt sommerferie med min familie dér, d.v.s. ferie holdt jeg jo, som jeg vist før har sagt, ikke. Der var nok at interessere mig for, både hvad folkeminder og stednavne og andet angår.

Der er vågnet en pietetsfølelse i folket.
Savner de pietetsfølelse hos vor tids mennesker?
- Egentlig ikke! Derimod savnede den foregående tid pietetsfølelse.
Jeg synes, at vor tid netop gennem sine fredninger og gennem det store optegnelsesarbejde, der bliver gjort, og som finder betydelig modtagelse hos publikum viser, at der er våget en pietetsfølelse i folket.
Nå, mon vi nu ikke har talt længe nok? Jeg synes blot, jeg til sidst føler trang til at sige, at Sorø næst efter Fredericiaegnen, er det bedste sted i Danmark, hvor man bliver mødt med en overordentlig elskværdighed af byens beboere, hvor der er en yndig natur, og hvor der er de gamle, historiske minder, dere for én selv og éns elever kun kan knytte os endnu fastere til vort land og folk.

2/5 1946

Fra Sorø kommer i eftermiddag den overraskende meddelelse, at den kendte skole- og videnskabsmand, dr. phil. Henrik Ussing i middags pludselig er afgået ved døden. Den næsten 69-årige doktor, der har været noget svagelig i den senere tid, var gået ned i sin have for at nyde det gode vejr, siddende i en stol, men kort efter bemærkedes det fra nabohaven, at stolen var væltet, og da man ilede til, fandt man Ussing liggende død, ramt af et hjerteslag.
Afdøde var indtil et par år siden lektor ved Sorø Akademi, hvor han var en både meget anset og afholdt lærer. Han stammede, som bekendt, fra Erritsø, idet han var søn af for længst afdøde karetmager Rasmus Andersen Ussing.
Han blev student fra Fredericia Latinskole i 1895 og mag. art. seks år senere, hvorefter han blev lærer ved Vejen Realskole, til han 1905 ansattes som adjunkt ved Sorø Akademi, hvor han blev lektor i 1921. I 1910 blev han dr. phil. på en afhandling om det indbyrdes forhold mellem heltekvadene i ældre edda, og fra hans hånd foreligger en række betydningsfulde værker af både lands- og lokalhistorisk tilsnit.
Selv om hans gerning kom til at ligge på Sjølunds fagre sletter, glemte han aldrig sin hjemstavn på Fredericiaegnen. Her kom han i sommerferierne og mange af hans bøger er præget af den interesse, han stedse nærede for sin hjemegn.
Af hans litterære produktion kan nævnes "Minder fra Erritsø", "Ingvor Ingvorsens fortællinger om gammelt sjællandsk bondeliv", "Ved Hallesby å", "Fra hedeboegnen", "Årets og livets højtider", "Det gamle Als", "Sagnene om Thyra Danebod", "Det gamle Harboøre", "slægtsromanen "Ingvor Holst"" og "Mellem sydfynske sunde".
Lektor Ussing var i en årrække formand for foreningen Danske Folkeminder, og han røgtede ved siden af en række andre tillidshverv.