ERRITSØS HISTORIE
Personer med tilknytning til Erritsø
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©
WWW.FREDERICIASHISTORIE.DK - ERRITSØ
Villads Th. Olsen

Villads Thomsen Olsen
(1893-1987)

Villads Th. Olsen blev født i Erritsø 26/4 1893 i det hus der stadig ligger bygaden 22 .
Hans forældre var kirkegårdsgraver Hans Chr. Olsen (19/1 1864 - 21/10 1943) og hustruen Marie (12/2 1866 - 12/8 1939) .
Faderen var Landerupgårddreng.
Villads arbejdede fra 1907-9 ved landbruget og var fra 1909-14 i gartnerlære hos Jens Kromann i Snoghøj. Herefter var han et år på Aarslev Havebrugsskole.
Arbejdede derefter som have- og altmuligmand på fiskerhøjskolen i Snoghøj.

Villads

1918 købte han en ejendom i bygaden med tilhørende jord på begge sider af gaden, hvor han startede et handelsgartneri.
Gartneriet bestod efterhånden af 5 drivhuse og 2 bakker (halvdrivhuse med løse glasrammer) og 400 mistbænkvinduer. Ialt ca. 2.000 m2 under glas. Jordarealet var på 1 3/4 hektar. Der dyrkedes hovedsageligt blomster. Han var blevet gift med Martha fra Daugård 2/7 1921. Hun var kommet til Erritsø som tjenestepige på Rønnebækgård lige ved siden af Villadses fødehjem. Gartneriet havde jord mellem Rønnebækgård og banen, der anlagdes først i 1930'erne. Og på den anden side fra møllegrunden og ned til Korskilde mose bag Korskildehus.
I 1940'ene købte Villads ejendommen Landlyst, der havde jord fra Krügersvej til den nye Snoghøjvej og mod nord grænsede til Holtegårds jord. Han solgte først en strimmel fra (5a og5b) til Poul Kruse Henriksen (Poul Røjborg) der boede i Røjborghus. Poul Røjborg lavede en kirsebær og blommeplantage på jorden. Sidst i 1950'erne blev resten udstykket til parcelhusgrunde.
Jorden i bygaden blev først delt mellem to af hans sønner. Kristian (1922-1987) fik stykket på sydsiden af bygaden hvor gartnerubygningerne lå og Henry jorden ned mod Korskilde Mose. Lige før besættelsen havde Villads startet på at bygge et parcelhus på grunden Henry overtog men fik kun kælderen støbt, da cementmangel satte en stopper for videre byggeri. Kælderen blev under besættelsen brugt til at opbevare illegale våben og ammunition i godt skjult under et lag tørvestrøelse. Henry blev senere, som sin farfar, graver ved Erritsø kirke og i 1965 opførte han en villa på kælderen som Villads ikke fik brug for da han købte ejendommen Landlyst. Villads solgte Landlysts bygninger til Landmandsbanken, der indrettede bankfilial i bygningen, og byggede en villa på en af de grunde han havde udstykket fra ejndommens jord langs nordsiden af den daværende Krügersvej, nuværende Landlystvej 11a. Han havde solgt grunden som han måtte tilbagekøbe til den dobbelte pris af, hvad han havde solgt den for.
Da den nye Snoghøj Landevej delte Krügersvej i to, blev stykket med Villads Olsens byggegrunde omdøbt til Landlystvej.

Fredericia Dagblad 11. april 1964
Opførelse af bankfilial i Erritsø efter 1. juni.
Arbejdet på Landmands­bankens filial i Erritsø på hjørnet al Krügersvej og Snoghøj Landevej ventes igangsat umiddelbart efter 1. juni, når gartner Villads Olsen, der bygger længere nede på Krügersvej, har sit hus stående færdigt. Det ventes at ske omkring den 1. juni.
Og lige så snart gartneren kan flytte fra den grund, han har solgt til Landmandsban­ken, går man i gang med arbejdet.

I 1984 overtog radio- og TV-forhandler Knud Otto Linnemann bygningen, da banken flyttede til nybyggeri på butikstorvet, og indrettede den til radio-tv butik og byggede til. Villads Olsen døde 26/3 1984 og hustruen Martha døde 10/9 1992.
Avisomtale: 24/4 1968 75 år Fhv. gartner Villads Olsen Erritsø, fylder på fredag den 26. 75 år. Villads Olsen er født i Erritsø, hvor hans far var graver ved kirken, og sin store interesse for blomster har han arvet efter faderen.
Villads Olsen fik sin uddannelse hos gartner Jens Kromann, Snoghøj, og han videreuddannede sig gennem et vinterophold på Aarslev havebrugsskole.
Villads Olsen startede i det små med et gartneri på lejet jord. Han imponerede ved sin ukuelige energi og arbejdskraft. Han kørte således grøntsager og blomster til torvet i Fredericia på en trækvogn.
Senere købte han et husmandssted i Erritsø som han omdannede til gartneri, som han arbejdede op. Han lagde særlig vægt på blomstergartneri og mistbænkkulturer, specielt meloner. Hans kærlighed til blomster var så stor, at han skyede ingen anstrengelser eller udgifter, når det gjaldt at fremavle nyheder.
Han er en afholdt mand og agtet blandt kolleger for sin store energi og faglige dygtighed, Han er således æresmedlem af Almindelig dansk Gartnerforenings Fredericiakreds.
For få år siden overlod han gartneriet til sønnen Henry Olsen medens han og hans hustru er flyttet ind i et hus i Erritsø. Villads Olsen var i sine unge dage en ivrig sportsmand og en dygtig gymnast.

Tilbage

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286,