Walter Christmas-Dirkinck-Holmfeld bedre kendt under navnet Walter Christmas, fødtes 10. februar 1861 i Jægersborg, og døde 18. marts 1924
i København.
I 1875 stak han til søs og blev 1883 sekondløjtnant i søetaten og fra 1884 til 1894 havde han permierløjtnantsrang.
Den 29. juli 1886, 25 år gammel, giftede han sig i Vor Frue Kirke i Svendborg med den 17 årige Ragnhild Jutta Weber, der var datter af grosserer Weber på Søro i Svendborg. De fik datteren Aja Sigrid Ellen Christmas-Dirkinck-Holmfeld (1887-1952) der blev forfatter som faderen.
Han gjorde i den tid talrige rejser til Grønland, Vestindien og Sydamerika, og var fra 1891- 1893 i siamesisk tjeneste og i 1897 i græsk tjeneste. Fra 1909 - 1910 var han direktør for Dagmarteatret ud over, at han skrev bøger og teaterstykker, bl.a. de kendte Peder Mostbøger.
I 1895 købte han Snoghøj Færgegård af apoteker P. Kragh fra Middelfart . Da han blev skilt fra sin første kone Ragnhild Jutta, født Weber, i 1898, overtog hun Snoghøjgaard og tog navneforandring til Ragnhild Meldola. Meldola var moderens pigenavn.
Walter Christmas 1897 | Walter Christmas 1897 |
|
RAGNHILD WALTER OG AJA CHRISTMAS 1897
Fra hans forfatterskab:
- "Amazonfloden : erindringer og skildringer", udgivet på Gyldendal i 1892
- "Et aar i Siam" udgivet på Gyldendal i 1894
- "Maïma : novellistiske forsøg" udgivet på Gyldendal i 1895
- "Kærlighedens ret : dansk herregaardsroman" udgivet på Gyldendal i 1898
- "Peder Most : fortælling" udgivet på Gyldendal i 1901(1-2), 1912(3), 1919(4), 1935(5), 1939(6), 1942(7), 1949(8), 1953(9), 1957(10), Udgivet på Misteltenen 1985
- "Frits banner : fortælling" udgivet på Gyldendal i 1902(1-2)
- "Fremtidslande" (1: Australien og Ny Zealand, 2: Sydamerika, 3: Canada) udgivet på Gyldendal i 1903-04
- "Styrmand Most : fortælling" udgivet på Gyldendal i 1903(1), 1906(2), 1915(3), 1919(4), 1936(5), 1940(6), 1943(7), 1949(8), 1955(9)
- "Kong Peder : fortælling" udgivet på Gyldendal i Gyldendal : 1904(1-2), 1919(3), 1937(4), 941(5), 1949(6), 1958(7)
- "En lektion : komedie i 4 akter"udgivet på Gyldendal i 1905
- "På livet løs : den sidste Peder Most fortælling" udgivet på Gyldendal i 1906, 1913(2), 1924(3), 1939(4), 1941(5), 1949(6), 1956(7)
- "Skærsild : skuespil i 4 akter" udgivet på Gyldendal i 1906
- 13:"Smaa helte : fortællinger for ungdommen" (Indhold: "Dødt Skib" ; Paa Krigssti! ; Gamle Bjørn ; Stakkels Sam ; Saba-Khan)
udgivet på Gyldendal i 1907(1-3), 1923
- "Guldminen Malibran : fortællinger for ungdommen" udgivet på Gyldendal i 1908(1-3), 1919(4)
- "Rivaler : lystspil i 4 akter" udgivet på Gyldendal i 1908
- "Eventyrblomsten : fortælling for ungdommen" Dansk Børnetidende 1909
- "Millionærdrengen : fortællinger for ungdommen" udgivet på Gyldendal i 1909, 1919(2), 1936(3), 1942(4)
- "Under tropesol" udgivet på Gyldendal i 1909
- "Svend Spejder : fortælling" udgivet på Gyldendal i 1911(1-5), 1922(6)
- "Karusellen : tidsbillede" udgivet på Gyldendal i 1912
- "Annelise : noveller" udgivet på Gyldendal i 1913
- "Kong Georg I, Prins af Danmark" udgivet på Gyldendal i 1913
- "Dødningehovedet : fortælling for ungdommen" udgivet på Gyldendal i 1915, 2. udg. : 1925
- "Peder Most paa krigsstien : fortælling for ungdommen" udgivet på Gyldendal i 1921(1-4), 1955(5), 1958(6.bearb)
- "Under Tricoloren : strejflys over landet mellem sø og land" udgivet på Gyldendal i 1922
- "Krydstogt gennem livet : med skum om Bov!" udgivet på Aschehoug 1923
- "Krydstogt gennem livet : Vimplen hejst" udgivet på Aschehoug 1923
- "Fejl kurs : roman" udgivet på Hasselbalch 1927
- "Saba-Khan", novelle "Højtlæsningsbogen : udvalgte fortællinger for de 10-14 årige i skoler og foreninger" udgivet på Gyldendal i 1960(1-2)
|
HVAD PRESSEN SKREV.
FD 30/4 1894
En opsigtsvækkende afskedigelse.
Fra vor meddeler.
København, den 27. april 1894
Det har i vide kredse vakt almindelig opsigt, at premierløjtnant i flåden, Walther Christmas Dircking Holmfeld, ved én af søetatens kombinerede ret afsagt dom, er bleven dømt til at have sit embede som premierløjtnant forbrudt.
Uagtet han ved sin modige optræden i Siam faktisk har gjort den danske officerstand ære, er han dog bleven genstand for en så usædvanlig streng behandling, at det ikke har kunnet andet en vække den pinligste opmærksomhed overalt.
Angående de omstændigheder, der har foranlediget afskedigelsen, har hr. Christmas stillet følgende redegørelse til min disposition:
"Jeg blev i mandags afskediget fra min stilling i marinen ved krigsretsdom, og jeg føler dette som uretfærdighed og en krænkelse af min ære.
En så hård straf, den hårdeste der kan overgå en officer, plejer at være en følge af en i forhold dertil begået bøde, og det er mig derfor magtpåliggende for offentligheden, at fremstille den hele sag, der har givet anledning til min afskedigelse.
Jeg forudskikker den bemærkning, at jeg aldeles ikke anser mig for skyldfri. Jeg har handlet ukorrekt over for ministeriet, men jeg har gjort det, fordi jeg efter mit bedste skøn mente, at den øjeblikkelige situation påbød mig denne handlemåde, og fra at handle fejl og til at begå en forbrydelse, som fordrer lovens højeste straf, er der dog et spring.
Den 21de november i fjor blev jeg kaldt tilbage fra Bangkok til København ved følgende telegrafisk ordre:
"By order of the King, return to Copenhagen, at once, acknowledge recept*)
Ravn
*)"Vend efter Kongens ordre, straks tilbage til København, erkend modtagelsen."
I midten af januar dette år meldte jeg mig i ministeriet og blev underrettet om, viceadmiral Meldahl havde fået det hverv, at undersøge mit forhold i Siam, særlig med hensyn til 7 nærmere specificerede punkter. Dette antal svandt dog til tre og det er disse, der nu efter tre måneders undersøgelse og rettergang har haft min afskedigelse til følge.
Det første klagepunkt lyder på, at jeg har meddelt et blad en kopi af en rapport til ministeriet. Dette er rigtigt.
Jeg sendte fra Bangkok en kopi af den rapport der omhandlede affæren ved Paknam, til redaktionen af "Nationaltidende", som jeg formente at være hr. etatsråd Hjort-Lorerenzen, og jeg tilskrev ham samtidig et brev, hvori jeg anmodede ham om at benytte indholdet til en artikel, men i bestemte udtryk tilkendegav jeg ham, at han på ingen måde måtte anvende den samme tekst.
Hr. etatsråd Hjort-Lorenzen, som jeg personlig kender, havde imidlertid fratrådt stillingen som redaktør den 12te juli.
Brevet fra Bangkok blev afsendt omtrent en uge senere, og anvisningen til anvendelsen af den af mig udleverede kopi, blev ikke fulgt. Dette kan dog næppe regnes mig til last. Hvis jeg havde sendt indholdet af samme rapport, men med forandret tekst, var der aldrig bleven rejst klage imod mig. På grund af forholdenes natur, havde jeg ikke selv tid til at foretage nogen tekstforandring og mente mig ganske sikret i den henseende ved afsendelsen af brevet med forlangende til redaktøren om at forandre teksten.
At ordlyden af rapporten til ministeriet er fremkommet i et dagblad skyldes altså et uheld, som jeg havde gjort mig bedste for at forebygge. Men selv bortset fra disse omstændigheder, har jeg intet forbrudt, da rapporten ikke var fortrolig, og jeg således ikke har "åbenbaret noget der burde holdes hemmeligt."
Jeg kommer dernæst til det andet klagepunkt:
At have afgivet urigtig indberetning til ministeriet, og dette er utvivlsomt det for mig uheldigste og svageste punkt i hele anklagen.
På en forespørgsel fra ministeriet om, hvorledes uddrag af min rapport var fremkommen i et dagblad, svarede jeg fra Bangkok, at jeg ikke havde sendt vedkommende dagblad noget "uddrag af officiel rapport". Dette er naturligvis en fejl, idet jeg dels slet ikke svarede op, hvad jeg blev spurgt om, dels gik uden om sagens kerne. Strengt taget har jeg ret, da jeg ikke sender uddrag af officiel rapport til noget blad, fordi jeg sender en kopi af hele rapporten til en mand og beder ham omredigere teksten, inden den sættes i bladet, men jeg ved særdeles vel, at jeg burde have svaret anderledes.
Hvorfor jeg overhovedet svarer undvigende, skal jeg senere forklare. Kun skal jer her bemærke, at jeg den gang aldeles ikke anså det til mig tilsendte udklip af "Nationaltidende" for ensbetydende med den af mig for over tre måneder siden afsendte rapport, hvoraf jeg ikke længere besad kopi, da den jo var sendt til *"Nationaltidende".
Tre måneder er en lang tid, når der i mellemtiden forefalder en sådan mængde spændende optrin og mærkelige situationer, som tilfældet var for mig på de tider i Siam.
Da jeg modtog udklippet, forekom det mig fremmed, og jeg påpegede endog formentlige unøjagtigheder deri for ministeriet.
Hvorfor jeg overhovedet sendte kopien til et dansk blad?
Siam var stedt i en kritisk situation over for den franske overmagt, og regeringen håbede kun på udvej til frelse ved Englands eller Ruslands hjælp. Den russiske kejser var i Danmark, og det gjaldt om at bibringe han den rette opfattelse af franskmændenes hensynsløse og uberettigede overfald. Dette kunne bl.a. ske gennem den danske presse, og jeg overtog dette for mig såre farlige hverv.
Jeg følte mig helt stolt over at kunne være til nytte hermed og lovede beredvilligt at sørge for, at ingen fik at vide, at den, der havde inspireret den danske presse, var en af deltagerne i selve affæren mod franskmændene, da dette jo i høj grad ville vække virkningen. Hvor uheldig dette forsøg på at spille diplomat faldt ud for mig, har jeg allerede påvist, og da mit forfatterskab blev opdaget, og jeg stadig ville holde mit løfte, ikke at røbe det højere siamesiske diplomatis makinationer for at vinde czarens velvilje, blev jeg det danske marineministerium for misliebig. Jeg blev hjemkaldt.
Den første gang jeg meldte mig i ministeriet og til viceadmiral Meldahl, forklarede jeg nøjagtig, hvorledes sagens sammenhæng var, og fordulgte intet som helst.
Mundtligt og skriftligt har jeg for ministeren, for viceadmiralen, i forhør og i krigsret, afgivet den samme forklaring, som jeg her tilstiller offentligheden.
Jeg mener nemlig i Danmark, kun at have pligter mod de danske autoriteter, medens jeg, så længe jeg var udlånt til en fremmed regering, anså det for min pligt at være til størst mulig nytte for den.
I anledning af det 3dje og sidste klagepunkt, at jeg har udtrykt mig på en usømmelig og respektstridig måde i en rapport, skal jeg indskrænke mig til at gengive indholdet af det påklagede stykke:
Til slut skal jeg tillade mig at forespørge, om ministeriet siden min afrejse, har udstedt instrukser lydende på, at det forbydes officerer i fremmed tjeneste, at tilsende danske blade korrespondancer. I modsat fald anmoder jeg tjenstligt om at få oplyst, hvorfor jeg ikke skulle have tilladelse til eventuelt at omtale væsentlige punkter i en officiel (altså ikke fortrolig) rapport i en korrespondance til et dagblad.
I min defension til kombineret ret, sluttede jeg med at henvise til de overordentlige vanskelige forhold, jeg havde at virke under i Siam, til de mange kritiske situationer, der ofte fordrede en øjeblikkelig handling og ikke tillod lang situationer, der ofte fordrede en øjeblikkelig handling og ikke tillod lang betænkning. Jeg påviste, at jeg havde gjort mit yderste for altid at være nyttig for det land, jeg den gang tjente. Jeg tillod mig, i al beskedenhed, at henvise til de anerkendelser, som hans majestæt kongen af Siam har ydet mig, og til den takkeskrivelse, han gennem udenrigsministeren har tilsendt den danske regering for min virksomhed i Siam. Desuden har den siamesiske udenrigsminister skriftlig takket mig fordi "jeg har gjort det muligt for ham at følge den rette politik for Siam."
Jeg henledte dernæst den høje rets opmærksomhed på, at min pludselige telegrafiske hjemkaldelse uden kommentar, i og for sig var en hård straf for en officer i fremmed tjeneste. Dobbelt hård blev den for mig, fordi den efterfulgtes af en hadefuld og ærerørig artikel, indsendt til et herværende dagblad. Og jeg påviste, at hvis jeg blev idømt endog en ringe fængselsstraf, ville denne i den offentlige mening, blive betragtet som vanærende for mig, ford den ville synes at stadfæste de ærerørige beskyldninger imod mig i ovennævnte blad.
Jeg endte min defension således;
Det er mit håb, at når den høje ret har overvejet, hvad jeg måtte have forbrudt, og sammenholdt dette med de undskyldende og formildende grunde til min handlemåde, med de mærkelige og vanskelige forhold jeg har arbejdet under, og med det faktum, at jeg vendte tilbage til mit fædreland med anerkendelse og æresbevisninger, at jeg da måtte blive indstillet til frifindelse eller til lovens mildeste straf: En irettesættelse.
Den ovenomtalte takkeskrivelse fra Siam lyder således:
Udenrigsministeriet. Bangkok.
December 8. 1893:
Deres Excellence!
Kaptajn Christmas, en officer af den kgl. danske marine, som har haft orlov for at tjene den siamesiske marine, vender nu tilbage til Danmark.
Det er min glædelige pligt at underrette Deres excellence om, at han under sit ophold i Siam er optrådt så heltemodigt og tro, så værdig en officer af den kgl. marine, og så trofast hengiven min ophøjede suveræns sag, at denne har pålagt mig at udtrykke hans majestæts tak til den danske konges regering, fordi denne tillod kaptejn Christmas temporært at virke i hans majestæts tjeneste.
Med særdeles højagtelse etc. etc.
Devawongse.
Udenrigsminister.
Til
Hans Excellence, den danske udenrigsminister.
Fra den danske marine modtog jeg for min færd i Siam, ingen som helst anerkendelse, ikke et eneste bifaldende ord.
Derimod fik jeg dom for at have mit embede forbrudt, og denne dom, der er inappellabel for alle andre domstole, indanker jeg herved for den offentlige menings domstol.
Walter Christmas Dirchinck Holmfeld."
Bem: Siam hedder i dag Thailand.
FD 9/1 1895
Forskelligt
Kronprinsen af Siam er som meddelt afgået ved døden i en alder af kun 16 år.
Han havde fået en fortræffelig europæisk opdragelse, da Siam jo ligesom Japan søger at tilegne sig den europæiske civilisation og endog i visse henseender er nået så langt, at Siams hovedstad fik elektriske sporvogne før Kristiania.
Kongen af Siam har, foruden den afdøde kronprins, fire andre sønner som er blevet opdraget i Europa.
Den danske officer Walter Christmas citerer i sit til jul udkomne illustrerede værk: Et år i Siam" kongens instrukser til de 4 sønner, som sendtes til Europa. og man får meget høje tanker om den asiatiske eneherskers karakter og tænkemåde af følgende udtalelser:;
"Jeg har anset det for rigtigt, at anvende en sum af min private formue til eders opdragelse og ikke, som jeg hidtil har gjort, af statens midler.
Glemmer ikke, at skønt i er fødte prinser og har rang og værdighed som sådanne, er det ikke sikket, at fremtidige konger over Siam vil give Eder sådan position og beskæftigelse, som passer til Eders stilling. I må gå til Eders studier med den største alvor og samvitighedsfuldhed, for at I en gang i fremtiden kan yde noget, der vil være til fordel for Eders land og for hele verden. Hvis en prins vil tage anledning af sin stilling til at leve uvirksomt og kun spekulere over, hvordan han skal nyde livet, er han ikke stort bedre men et hvilket som helst dyr der fødes, æder, sover og dør. Det er mit ønske, at I i Europa skal lægge hovedvægten på sproglig og matematisk uddannelse. Jeg ønsker at i skal tilegne Eder det franske, engelske og tyske sprog. Desuden skal I gøre Eder bekendt med europæisk vidnskab og kunst.
Hr. Walter Christmas tilføjer, at "alle, der har været i berøring med kongen af Siam, er enige om at berømme han som en yderst intelligent og human personlighed."
24/1 1896 FD
Kaptajn Walter Christmas har ikke fået lov til at hvile ud på sin lystejendom "Snoghøj".
Han er nemlig ifgl. "Avisen" i disse dage trådt i amerikansk engagement. Han skal repræsentere Amerikas største skibsbygningsfirma over for europæiske flåder.
Walter Christmas rejser til New York og Filadelfia.
|