MORDET PÅ MARIE CHRISTINE NIELSEN KALDET PERNILLE
13/2 1894.

Et uhyggeligt fund

I formiddags mellem kl. 9 og 10, da et ungt menneske, gartnerelev hos hr. handelsgartner Petersen, var på vej ud til hr. kandidat Maribos planteskole, faldt det ham ind, at gå hen til det, lige udenfor volden beliggende bræddehus, som har været anvendt til røgeri, hvortil døren stod åben, og her indenfor mødte ham da det uhyggelige syn af et kvindelig. Selvfølgelig skete der straks anmeldelse til politiet, og liget blev beordret op til fattiganstalten, hvor hr. stadsfysikus doktor Langgaard straks kom til stede for at undersøge liget, ligesom politiet iværksatte en undersøgelse.
Liget er af et fruentimmer ved navn Marie Christine Nielsen, populært kaldet "Pernille". Hun var på grund af drikfældighed og som følge af det styr, hun af og lavede med gadens ungdom, vel bekendt her i byen.
Hun var enke efter kuldrager Nielsen, var 50 år og har flere gange været under fattigvæsenets forsorg, men boede dog ikke nu på fattiganstalten.
Liget bar tegn på vold, og ved den foretagne lægeundersøgelse konstateredes det, at der forelå et mord.
Hele den måde, hvorpå udåden var udøvet, genkaldte i politifuldmægtig Nørskovs erindring en forbrydelse for en del år tilbage, nemlig et voldtægtsforsøg mod et barn, hvem forbryderen havde skamferet på det skammeligste med en kniv. Den pågældende forbryder, en person ved navn Hans Christian Bender, som den gang blev idømt en halv snes års tugthusstraf, opholder sig netop på herværende fattiganstalt, og under det over ham indledede forhør, har han bekendt i aftes at have forøvet mordet på Marie Nielsen.

Fredericia dagblad 14/2 1994.

Mordhistorien

En dansk Jack the Ripper
Det mord, hvorom vi i går, nogle få timer efter at den myrdede var fundet og umiddelbart efter at morderen var anholdt og havde tilstået, meddelte, blev selvfølgelig straks det almindelige, uhyggelige samtaleemne. Mærkelig nok vidste kun meget få noget om det skrækkelige drama, som aftenen forud havde tildraget sig her i byen, før Dagbladet bragte meddelelsen herom. De enkelte, som havde hørt om det fundne lig, troede, at der kun var tale om en pludselig død som følge af drik eller kulde.

Den myrdede.

Hendes navn var, som i går meddelt, Marie Cathrine Nielsen, og hun var enke efter kuldrager Peter Nielsen, der populært kaldtes Pernille.
Dette navn gik i arv til Marie, som bar det med en vis symbolsk berettigelse, thi hun var mandhaftig og mundrap. Mangen en tørn har den lille, blege kvinde, når hun havde fået for meget at drikke, taget med gadens ungdom, der ved sådanne lejligheder i hobetal samledes om hende.
"Pernille er fuld", det var altid signalet til løjer. Kom drengene hende for nær, spredte hun dem på flugt ved et raskt indhug med en sko eller tøffel i hver hånd. Hun, der var i en alder mellem 45 og 50 år, har stedse holdt til med forskellige mandspersoner, deriblandt vistnok også med hendes morder, og hendes usædelige vandel var almindelig bekendt.
Tit har hun måttet ty til fattigvæsenet, har vel også haft ophold på Horsens Arbejdsanstalt, men periodevis har hun "ernæret" sig selv, hvad hun netop i denne tid gjorde.

Morderen

En høj, sværlemmet ugift mand i fyrrene, med en udpræget forbryderfysionomi. Hans Christian Bender, er viden om bekendt for sine kyniske tilbøjeligheder og dyriske lyster.
For 16-18 år siden sad han 2 år i tugthuset på grund af almindelig voldtægt, og snart efter gjorde han sig ude på landevejen ved Børup skyldig i et frækt voldtægtsforsøg mod en 13-årig pige, hvem han på den skammeligste måde mishandlede. Barnet slap kun med nød og næppe herfra med livet. Straffen herfor var ti års tugthus, hvilken straf yderligere forøgedes med et tillæg af to år som følge af, at han var impliceret i den bekendte tugthusskandale. Efter at have udstået sin straf, købte han sig, for de i tugthuset fortjente penge og måske tillige ved støtte fra en anden side, en billet til Amerika, hvor han opholdt sig et par år, men da han mente han ikke kunne udholde klimaet, søgte han hyre på et skib, der gik til England, og på samme måde hjalp han sig herhjem til Danmark igen.
Nok sagt, en skønne dag kom der forespørgsel fra København, om man ikke her i byen skulle have kendskab til en person ved navn Hans Christian Bender, der som erhvervsløs måtte hjemsendes til hans forsørgelseskommune. Herværende fattigvæsen kunne desværre ikke fralægge sig et sådant kendskab, og en skønne dag landede Bender atter i Fredericia, der vistnok er hans fødeby. I hvert fald har faderen, lods Bender, som i sin tid omkom ved et ulykkestilfælde, boet her. Siden sin hjemkomst har forbryderen været undergivet fattigvæsenet. Sidste sommer havde han dog en midlertidig plads som røgter på Fyn, og for nylig begærede han påny tilladelse til at stå på egne ben, men fattigudvalgets formand mente, meget fornuftigt, at denne årstid ikke egnede sig for et sådant forsøg. Hver tirsdag eftermiddag havde han udgangstilladelse, og det var denne frihed, som han i tirsdags benyttede til at begå den skrækkelige forbrydelse.

I fællesskab på tiggeri

Altså havde Bender fri i tirsdags eftermiddags, og han og Marie spadserede de ud sammen. Forskellige steder gik de ind for at tigge, først gik den ene ind, og umiddelbart efter kom den anden. De sås divertere hinanden med uhøviske lader.
En kort tid opholdt de sig uden for det store telt ved havnepladsen hvor der forevises opfindelser i virksomhed. Kl. 7 om aftenen gik de ned i en kælderbeværtning, hvor de bestilte to kopper kaffe, og hun kom fløde i hans. De koketterede med hinanden som et par nyforlovede.
Efter at have forladt beværtningen, er de antageligt gået ud ad Strandvejen, men forinden har de fået en halvflaske fyldt med brændevin, som de allerede i forvejen havde nydt et større kvantum af.

Forbrydelsen begås.

Idet parret gik ud ad Strandvejen er de standset ved det udenfor volden beliggende bræddehus, som tilhører hr. fiskehandler Munk og har været benyttet til fiskerøgeri og der har de slået sig ned, drukket og tumlet, tumlet og drukket. Syv pægle brændevin skal parret ialt have fortæret.
Det egentlige motiv til forbrydelsen ligger vistnok ikke klart for endnu, thi morderen angiver efter forlydende, at hans hukommelse svigter ham, men iøvrigt afgiver hans stærke forbryderiske tilbøjeligheder og hans noget abnorme udvikling, i hvert fald i visse retninger, hvortil kan lægges Pernilles grove mund, jo tildels den nødvendige forklaring.
Han har bibragt Marie forskellige svære sår, bl.a. knivstik i brystet og skulderen og et par snit i underlivet. Om disse sår har været øjeblikkelig dræbende, eller om den frygtelig mishandlede har pintes nogen tid, dette spørgsmål vil obduktionen måske opklare.
Morderen påstår at have kvalt sit offer, og hvis dette er tilfældet, har hun næppe lidt store dødskvaler. Forbrydelsen må være begået omkring ved kl. 8, thi klokken var over 7 inden parret begav sig på den skæbnesvangre vandring, og kl. 8½ var Bender igen tilbage her i byen. Han bankede på vinduet hos en arbejdsmand, der bor nede ved dampfærgehavnen, og hvem han kendte. Han sagde, at nu ville han rejse til Fyn med dampfærgen, i hvilken ytring jo skimtes en uro over ugerningen. Imidlertid blev han ikke indladt hos arbejdsmanden, og han begav sig derfor videre og opholdt sig bl.a. også en kort tid blandt den klynge, der så på ildebranden hos Jens Bennedsen. Til befalet tid kl. 10, var han hjemme.

Liget fandtes

Som meddelt i går formiddags kl. henad 10 af en gartnerelev, og omtrent samtidig gjorde vejmanden, der havde sit værktøj stående i Røgerihuset, anmeldelse om, at han havde set liget, som derefter af politiet beordredes kørt til fattiganstalten hvor stadsfysikus konstaterede, at der forelå et mor
.

Forbryderen anholdes og tilstår

Det er et lyspunkt ved denne tragedie, at forbryderen straks blev pågreben og har tilstået sig skyldig i mordet. Hr. politifuldmægtig Nørskov var, efter at have set den måde, hvorpå liget var mishandlet, ikke i tvivl om, hvem gerningsmanden var. Straks efter den foreløbige lægeundersøgelse, blev Bender forhørt. Han, der havde blodpletter på hænder og tøj, tilstød straks sin brøde.
Det forlyder, at han allerede samme aften som forbrydelsen var begået, sagde til de øvrige lemmer på fattiggården, at Pernille var død og at hun var myrdet.
Efter anholdelsen underkastedes han det såkaldte grundlovsforhør.

I dag

Foretages i overværelse af stiftsfysikus den legale obduktion, og sandsynligvis afhøres morderen stående overfor liget. I hvert fald blev han kl. 10 i lukket vogn, ført til fattiganstalten. Hvad om?
Det er i dette tilfælde gået ud over et individ, som står uden slægt og venner. En kvinde der har lidt så mange skibbrud, at hun nu ikke var andet end et vrag. Et menneske hvis forhold ikke var egnet til at afføde medynk, og selv om det ynkeligste og mest forfaldne menneske kan stille samme krav til samfundet som en af os andre og vel i grunden større, føler den offentlige mening sig alle dage ikke så oprørt over en forbrydelse om vi så må sige, mod en art forbryder, som hvis der var tale om et fuldstændigt hæderligt menneske.
Men den tanke påtrænger sig en, at der dog er en vis tilfældighed i dette, at det er gået ud over en ikke skyldfri kvinde.
Ganske vist ville ingen ærbar kvinde frivilligt have begivet sig på vandring med forbryderen, men hvem borger for, at han så ikke ville have søgt sig et offer blandt dem, som ensomt færdes ude. Hans fortid borger i hvert fald langt fra herfor.
Hvad om det var gået ud over en dydig kvinde af agtet familie? Tror man så ikke der ville have rejst sig en storm mod de love, som tillader en sædelighsforbryder af Hans Christian Benders art at færdes frit omkring? Vi tror det, og vi mener, at når en person har lagt så dyriske tilbøjeligheder for dagen, som denne forbryder havde gjort allerede forinden han udøvede den forbrydelse, der for livstid vil lukke fængselets porte for ham, så burde han som farlig for den offentlige sikkerhed, strængt bevogtes.

Andre aviser skriver om mordet:

Fredericia dagblad 16/2 1894.
Fra Vejle amt
Mordet torsdag formiddag
Forinden obduktionen, blev morderen konfronteret med den myrdedes lig, men konfrontationen gjorde øjensynlig ikke videre indtryk på ham. Han fastholdt, at han havde kvalt offeret med sin bukserem. Mere kan han ikke huske, og navnlig kan han ikke erindre at have bibragt den myrdede de talrige stiksår.
Obduktionen varede 5-6 timer. Der var umiskendelige symptomer på kvælning. Lungerne var således fulde af brændevin. Spørgsmålet er nu, om morderen har tilføjet sit offer de gyselige sår før eller efter kvælningen. Sandsynligvis har kvælningen dog været hans sidste værk.
Et par københavnske blade har udkastet formodning om, at morderen tidligere skulle være anstifteren af ildebranden hos avlsbruger Jens Bennedsen, men da denne brand opstod inden morderen var vendt tilbage her til byen, er det selvfølgelig udelukket, at han kan have været anstifteren.
Bender viser absolut ingen anger skønt han ved udførelsen af sin sidste forbrydelse er gået meget plumpt til værks og vel næppe en gang selv kan have gjort sig noget håb om at forblive uopdaget, antages det almindeligt, at morderen ikke "mangler noget" som man siger, men at hans abnormitet indskrænker sig til hans dyriske tilbøjeligheder.
Hurtig og pålidelig nyhedsekspedition.
Beretningen om det her i byen begåede mord har været så længe om at nå til de københavnske blades kundskab, at man må fristes til at drage i tvivl, hvorvidt vi nu også virkelig lever i jernbanens og telegrafens tidsalder.
Først i går er den Jerslevske presse og Socialdemokraten nået til at aftrykke Fredericia Dagblads beretning. "Dannebrog", "Politiken" og "København" har derimod foretrukket at gå på egen hånd, men denne selvstændighed er ikke falden absolut heldig ud, i hvert fald for de to sidstnævnte blades vedkommende. "Politiken" fortæller bl.a. at morderen havde afskåret den myrdedes brystvorter, og at den ene vorte fandtes i hans lomme da han anholdtes. Denne historie er et bevis på, at man også kan gøre et skarn uret, thi beretningen om de afskårne brystvorter er aldeles ukorrekt.
Iøvrigt er der flere mærkelige "vorter" i "Politikens" beretning. Således hedder det, at da mordet rygtedes, udpegede den almindelige mening straks Bender som gerningsmanden. Sandheden er, at før end den almindelige mening overhovedet vidste noget om mordet, havde morderen bekendt. At Pernilles nødråb ikke kunne høres, forklarer bladet på den måde, at gerningsstedet ligger langt borte fra alfarvej (!!) inde under voldene (!!) Endelig ved Politiken at der har bestået et kærlighedsforhold (!) mellem morderen og hans offer i over 20 år (!), og at deres gensidige fornedrelse var det oprindelige motiv til forståelsen.
Slig visdom fandtes end ikke udi Israel!.
"Københavns" beretning har vi ikke haft fornøjelsen af at se, men den skal i retning af pålidelighed nærme sig stærkt til Politikens, og er desuden ledsaget af et billede forestillende morderen i det øjeblik han udfører mordet, hvilket billede skal være et stort symbolistisk kunstværk.
"Dannebrog"'s beretninger om det passerede er derimod mere korrekte og skyldes øjensynligt en velunderrettet meddeler her fra byen.
Bem:

Den myrdede:

Da Marie begraves fra Trinitatis kirke står der intet om mordet i kirkebogen, kun følgende:
Død 13/2, Marie Kirstine Nielsen født Nielsen. Enke i Fredericia, datter af ugift Kirstine Nielsen af Fredericia. Hendes afdøde mand var arbejdsmand Peter Nielsen.
Sidste fælles bopæl: Fredericia
Hun begravedes på Trinitatis kirkegård den 22. februar.

Morderen:

Hans Christian Bender blev født i Sundegade i Fredericia den 25/12 1845. Han var søn af sømand, senere lods Christian Jochumsen Bender og Ane Marie Pedersdatter der blev gift 20/12 1834. Faderen omkom ved en drukneulykke 10/10 1855, 49 år gammel.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286