Samlet af Erik F. Rønnebech ©

Efter treårskrigens afslutning, samledes krigsdeltagerne hvert år på dagen for udfaldet fra fæstningen Fredericia, den 6. juli 1849, for sammen at mindes deres døde kammerater og udveksle minder fra krigen. Selv om slaget ved Isted i 1850 var blodigere og kostede flere menneskeliv, stod Fredericiaslaget som den største begivenhed under hele krigen. De danske styrker havde længe været på tilbagetog, trængt af en overmægtig styrke, men sejren ved Fredericia betød et vendepunkt i krigen.

Saa sorte vare de Skyer, paa Danmarks Himmel steg. Bud om Vanheld og Bud om Tab, om Dannerhæren, der veg. Fjendeskarer, hvor helst man saa, Landet i Nød og Fare. Hvad hjalp det, at Frihedens Gry var tændt, - det kunde ej Sagen klare. Luften var kvælende lummer, der laa en Torden paa Lur; Dansken bag Fredericia Vold gisped' som Løven i Bur. Tættere sluttedes Ringen - snart den sidste Udvej var stængt. Da rystede Løven sin Manke, - et Brag! Og Buret var sprængt. Otto C.Fønss.

De forrædderiske oprørere blev slået godt og grundigt og der blev sluttet våbenhvile med Preussen, og da den udløb sikrede først og fremmest Rusland sammen med England, Frankrig, Sverige-Norge freden og helstatens suverænitet ved indgåelse af en fredsaftale, som også Østrig senere tiltrådte. Dette fik dog ikke oprørerne til at give op selv om de havde mistet deres store allierede. Først under slaget ved Isted blev de endelig slået og måtte give op.
Jo, det var det et stor ære for en soldat at have været med ved Frideritz hin 6. julinat, noget der aftvang respekt.
Fæstningen blev snart byen med alle minderne fra treårskrigen, hvoraf statuen over den danske landsoldat nok må betegnes som det største og mest kendte. For forste gang i historien blev der rejst et mindesmærke over en almindelig soldat og ikke en general, og det var noget der varmede de gamle krigsdeltageres hjerter.

Overgeneralen Bülow og heltegeneralen Rye, der faldt i slaget, måtte begge nøjes med en beskedne buste. Generalerne de Meza, Schleppegrell og Molkte, der førte hver sin brigade, fik ikke noget minde i fæstningsbyen, men kommandanten oberst Lunding, der stod for at gøre fæstningen forsvarsklar, fik et markant mindesmærke på volden. Det store relief på kæmpegraven skildrer også to menige soldater der bærer deres faldne kammerat til graven og de faldnes navne står mejslet i granit. Her blev der heller ikke gjort forskel på officerer og menige.

6. julifesten

Fredericia er i dag noget helt specielt, især hvert år den 5. og 6. juli, hvor man stadig mindes de faldne i slaget og fejrer det sejrrige udfald. En tradition der ikke findes magen til noget andet sted i kongeriget, og som stadig kan samle mange mennesker. Hvor det før var krigsveteraner fra hele landet der valfartede til fæstningen, er det nu barnefødte fredericianere, der valfarter til fødebyen for at genopleve stemningen under 6. julifesten og træffe gamle venner og bekendte.

Stiftelsen af De Danske Våbenbrødre

Nogle af deltagerne i treårskrigen 1848-50, vedtog 10 år efter krigsafslutningen at der skulle stiftes en række veteranforeninger landet over under navnet "De Danske Våbenbrødre". Den første forening stiftedes i Århus den 10 apr. 1859, og snart efter fulgte lokalafdelinger over hele landet. Året efter fik Fredericia sin afdeling, der samme år deltog i 6. juliprocessionen. En af de første ting på dagsordenen var anskaffelsen af en fane og 13 maj vedtog bestyrelsen anskaffelsen. Prisen var 160kr., et beløb som delvist blev samlet ind blandt brødrenes damer.
På 6. julidagen året efter, blev fanen indviet af pastor Gøtsche på den gamle rådhusplads umiddelbart før processionens afgang. Fanen holdt til 1927, hvor der måtte anskaffes en ny til 504 kr.
Lige efter 3-årskrigen arangeredes 6. julifesterne i fæstningsbyen af bystyret i samarbejde med bl.a. byens laug og forskellige foreninger, og i 1854 nedsattes en komite, der skulle koordinere arbejdet med at arangere festen. Efterhånden overtog våbenbrødrene mere og mere af arangementet.
Så kom krigen i 1864, og vedtægterne ændredes så også krigsdeltagere fre denne krig kunne optages i våbenbrødrenes broderskab.
Allerede året efter, i 1865, stod de som både indbydere og arangører af festlighederne, hvortil krigeveteraner fra hele landet stævnede for at møde gamle våbenfæller og udveksle minder. I1867 gik våbenbrødrene i samarbejde med den borgelige sangforening og fra 1880 var våbenbrøderene alene om at arangere festen.

Stiftelsen af foreningerne De Danske Forsvarsbrødre

Våbenbrødreforeningen for Århus og Omegn, stiftet 1/10 1859, ændrede allerede 1860 ved foreningens første generalforsamling, vedtægterne og tillod optagelse af medlemmer, der ikke havde deltaget i treårskrigen. Denne ændring betød, at de måtte melde sig ud af sammenslutniongen med de andre våbenbenbrødreforeninger, og de blev således en slags forløbere for Forsvarsbrødreforeningerne.
I 1878 lukkede våbenbrødreforeningerne for tilgang af nye medlemmer. Samtidig viste der sig et behov for soldaterforeninger på tværs af værnene, der kunne optage personer, der ikke havde deltaget i krig. Forbilledet var De Danske Våbenbrødre. Den første forening stiftedes i Horsens 14/11 1875 under navnet "De Danske Forsvarsbrødre i Horsens og Omegn" og snart efterfulgtes den af en rækker foreninger over hele landet, som efter horsensforeningen kaldte sig forsvarsbrødre. Formålet med foreningerne var, at samle ældre og yngre værnepligtige af alle samfundsklasser for derved at vedligeholde og styrke fædrelandskærligheden og forsvarsviljen. I disse samlingssteder for gamle og unge soldater skulle man pleje og vedligeholde det kammeratlige sammenhold, og kærligheden til konge og fædreland skulle være det man samledes om. Man skulle mindes nationens hædersdage og holde dem i ære i skrift sang og tale.
For yderligere at befæste sammenholdet skulle foreningen indsamle midler til støtte for trængende medlemmer i form af syge- og begravelseshjælp, Lån og anden form for understøttelse. Disse formål mindede til forveksling om våbenbrødrenes, som godt kan siges at have dannet forbillede.
Den 24. februar 1880 stiftede så selskabet "De Danske Forsvarsbrødre for Fredericia og Omegn" og man vedtog følgende formål at arbejde efter:

1. a t virke hen til at enhver våbenfør mand anser det for en hæder at bære våben for sit fædreland såvel i krigstid som i fredstid, at understøtte de under en krig udkommanderede forsvarsbrødres familier,
2. a t arbejde for selskabets vel ved at søge tilvejebragt midler til deraf at kunne uddele syge- og begravelseshjælp samt pension eller understøttelse til gamle og trængende forsvarsbrødre eller deres enker og børn,
3. a t knytte selskabets medlemmer så nøje sammen som muligt ved selskabelige sammenkomster. I 1908 blev yderligere tilføjet
4. a t værne om vore krigshistoriske mindesmærker.

Våbenbrødrenes tal var svundet kraftigt ind, og det kneb at klare det store arangement alene, så allerede året efter stiftelsen af De Danske Forsvarsbrødre for Fredericia og Omegn den 24 februar 1880, blev de inddraget i tilrettelæggelsen af festlighederne.
Samarbejdet varede helt frem til 1918, hvorefter forsvarsbrødrene helt overtog arangementet, og samtidig afgav det løfte til de sidste våbenbrødre, at programmet for festlighederne skulle fortsætte fremover i uændret form, og det løfte er indtil nu blevet holdt til punkt og prikke. Forsvarsbrødrene nedsatte derpå en komite bestående af foreningens bestyrelse, og den fik ansvaret for at arangere de fremtidige fester, og sådan fungerer det stadigvæk.

24/7 1895
Forsvarsbrødrene modtager besøg.
Kl. 10½ i går formiddag, ankom ca. 400 damer og herrer. Bestyrelsen for den herværende afdeling af forsvarsbrødre, bestyrelsen for de danske våbenbrødre samt ca. 300 forsvarsbrødre fra by og land, modtog de fremmede gæster ved dampfærgehavnen med et leve. Efter en gensidig hilsen mellem formændene og præsentation af våbenbrødrenes formand, ordnede toget sig til afmarch gennem Søndervoldgade, Karolinelund og til National, hvor hr. kaptajn Poulsen bød forsamlingen velkommen. I ”Nationals” hyggelige have og sal spises frokost.
Kl. 12½ brød selskabet op, og nu gik turen til Kæmpegraven, hvor hr. handelsgartner Petersen talte således:
”Ærede damer og forsvarsbrødre! De har i dag stævnet hid til mindernes by, og deres første gang gjaldt så naturlig denne store fællesgrav her, hvor der under bøgenes kroner, hviler så mange tapre heltes ben.
Heltene fra hin stolte sejrsdag 6te juli 1849, der sammen med deres fører general Rye gik til Ryes brigade.
Det er såre naturligt, at vi her i dag genkalder os erindringen om hine brave heltes dåd, og lader denne erindring blive os ligesom en manende røst om, hvad også vi skylder vort fædreland.
Det er med en underlig vemodig følelse, at vi må tænke tilbage på, hvad der den gang rørte sig i vort folk og i vore soldater. Der var en begejstrende, bærende kraft til stede, en fast overbevisning om, at intet offer var for stort. Her måtte gøres alt for at bevare fædrelandet. Her gjaldt det hjem og arne.
Oprørshæren havde indesluttet byen og lå som en fast jernring om den. Det gjaldt ikke alene om at gennembryde denne ring, men fuldt så meget om at tilføje fjenden et så alvorligt nederlag, at det kunne have vigtige følger for fremtiden. Såvel førerne som soldaterne var sig denne opgave fuldt bevidst, og da general Rye hin stille sommernat, den sidste før hans død, her i disse gader udtalte de så bevingede ord til sine soldater: ”I dag må ingen vige”, da følte soldaterne, hvad det gjaldt. Deres heltedåd blev en sejr. Der vil mindes af vort folk til de sildigste slægter, og general Ryes ord blev til et løftende vingeslag i vort modersmål. ”I dag må ingen vige”, bør lyde for os danske, når det gælder for os at udføre en stor opgave, hvad enten det er i fredens gerning eller i kampen for at værge vort fædreland.
6te julis helte veg ikke. De bragte sejren hjem, men mange faldt på valen, og de hviler her i denne grav, hvorved vi nu står og med ærbødighed og tak mindes deres dåd. Vi synger her næsten hver 6te juli en sang, hvor digteren så smukt lader den dødes røst lyde til os. Han siger i det sidste vers:

Jeg har ret at kræve ro, Lad mig her som hædret blunde, Værg min grav med mod og tro. Jeg har vist, hvad Danmark kunne. Spar kun kransen til min grav, Lidt den på min tue fylder, Men forglem ej Danmarks krav, Alt dit fædreland du skylder.

Lad nu da lyde her blandt forsvarsbrødre: ”Alt vort fædreland vi skylder”, og skulle vi en gang være med til at udføre en stor opgave for vort fædreland, lad os da mindes dem, som hviler i denne grav. Lad os mindes, hvilke ofre de bragte for deres fædreland, og lad os huske general Ryes ord: ”I dag må ingen vige”.
Begynder vi da vor gerning med det samme mod, med den samme tillid og tro på vor gode sag, som hine 6te juli soldater gjorde, da vil sikkert også vi bringe sejren hjem.”
På graven nedlagde formanden for Odenseafdelingen, bryggeriejer Sabroe, en smuk krans forsynet med brede, hvide silkebånd, hvorpå står: ”Tak for din dåd”.
Fra Kæmpegraven marcheredes ad Danmarksgade til Østervold, og langs denne til Kongens Bastion, hvor kaptajn Poulsen gav en livlig skildring af slagets gang den 6te juli 1849.
Ved Landsoldaten nedlagde formanden for Odensafdelingen en endnu prægtigere krans end den, som blev nedlagt på Kæmpegraven.
Hr. Sabroe kunne ikke forbigå på dette sted at mindes, hvad heltene fra hin 6te juli havde udført og med ønsket om, at den danske kvinde ville opdrage ungdommen til fædrelandskærlighed, udbragte han et leve for Landsoldaten.
Efter at ”den tapre landsoldat” var afsungen, besås Bülows monument, krigergraven fra 1864 på Michaelis kirkegård og maleriet på rådhuset.
Ved Ryes monument talte en af de gamle veteraner fra 1849, pensionist Lüders, med en sjælden klar ræst for de faldnes minde. Han bad forsamlingen med sig at blotte hovedet, når han som repræsentant for krigerne fra 6te julislaget, nedlagde en krans ved dette monument. Han ville ikke udbringe noget leve, men kun ønske, at alle de, der havde stridt for fædrelandet, og hvad enten de hvilede i fædrene eller fremmed jord, måtte blive mindede.
Postekspedient, løjtnant Jørgensen, udbragte et kraftigt leve for den 72-årige repræsentant for 6te juliheltene.
Ved fællesspisningen kl. 6 i ”National”s sal deltog ca. 125.
Fabrikant Sabroe bød velkommen.
Efter en sang af V. R. for kongen, talte obertløjtnant Carstens for hs. maj. kong Christian den 9de.
Efter Otto Føns' sang: ”Når ved solhvervstide”, talte kaptajn Poulsen for fædrelandet.
Sabroe talte derefter for den fungerende kommandant, oberstløjtnant Carstens og kaptajn Poulsen som repræsentant for den danske armé. Carstens takkede og talte beåndet for de hjem, hvorfra de danske soldater udgår, og hvorfra der bringes ofre, når det gælder fædrelandets sag. Handelsgartner Petersen talte derefter smukt for våbenbrødrene og navnlig invaliderne. Sparekassebogholder Jacobsen takkede for denne sidste skål og for den måde, hvorpå Odenseanerne i dag havde hædret byens mindesmærker.
Han sluttede med en skål for forsvarsbrødrene over hele landet. Efter en sang for forsvarsbrødrene, hvor der blandt andet forekom følgende linjer om Fredericia:

Her er en by Med heltery, Med lysende minder, En formand kær, Så populær, I Poulsen vi finder. Kaptajnen er en rar person, en fejl dog har hans garnison, thi tænk, den ejer kun en eneste ”dragon”.

Talte oversergent Knudsen, Odense for forsvarsbrødrene, næstformanden for Odenseforeningen, værkfører Grundtmann for kvinderne, hvorefter man sang: ”Sparsomt i Norden”.
Glarmester Iversen, Odense, talte til slutning for sønderjyderne.

Efter fællesspisningen var der koncert varieté og bal. De fremmede morede sig øjensynlig godt.
I balsalen var der vel lidt kneben med plads, men denne omstændighed syntes ikke at gøre skår i gemytligheden.
Kl. 11 marcherede begge foreninger med musik i spidsen, til dampfærgehavnen, hvorfra odenseanerne afsejlede kl. 11½. Ved afrejsen udveksledes der en mængde hilsener og råbtes hurra i det uendelige.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286