FATTIGGÅRDEN / ARBEJDSANSTALTEN I DRONNINGENSGADE

Fattiggården, eller arbejdsanstalten, lå på det sydøstlige hjørne af Sjællandsgade og Dronningensgade.
Kommunen købte i 1878 fabrikant Kracks cikoriefabrik i Dronningensgade og indrettede den til fattiggård. Man påbegyndte straks en udvidelse med bygning af en ny fløj ud mod Sjællandsgade, og i den gamle del indrettedes med arbejdsanstalt i kælderen og sygestuer.
I 1935 tjente min mor og hendes søster Martine begge på "fattiggården". Stedet blev ledet af et bestyrerpar og bestyreren hed Christensen. Parret havde to børn. Han var tidligere brødkusk, og supplerede sin indtægt som fattiggårdsbestyrer, ved at gå ud som lejetjener. Det var bestyrerens kones arbejde, at stå for køkkenet. Billedet herunder er taget i gården bag fløjen mod Sjællandsgade. Ud mod gaden var der en lang gang og mod gården kontorer og værelser. På første sal var indrettet en mødesal.

BESTYRER CHRISTENSEN MED ARMENE OM ZENIA OG MARTINE NIELSEN.
BAG BÆNKEN SES FRU CHRISTENSEN.

På det tidspunkt bestod beboerne dels af nogle såkaldte åndssvage, samt en sindsforviret- og en blind mand. De øvrige lemmer var subsistensløse (alkoholikere, farende svende o.l. uden fast bopæl).
De åndssvage, i dag kaldet psykisk handikappede, færdes ofte ude i byen. De mest kendte var følgende:

TOVLI FRÆ´RIK.

Frederik, kaldet towli Fr'ærik, kunne ikke stå for de røde kobberpenge (1,2, og femører). Når nogen mødte ham på gaden kunne, de finde på at lukke deres pung op og sige: "Se her Frederik, du må tage lige den mønt du vil." Og selv om der lå en og tokroner ved siden af kobberpengene, tog Frederik altid en kobbermønt som han puttede ned i den lille blikæske, han opbevarede sine mønter i. Hans store interesse var at se på de ligtog, der gik fra byens kirker ud til Assistenskirkegården.

Christian, kaldet towli Kres'jan eller Kres'jan Ålborg, var romantiker og elskede blomster, som han om sommeren plukkede i mængder på volden og glædesstrålende viste frem for alle. Han var pæn i tøjet og gik altid med et lille blåt forklæde.
Når Christian og Frederik skulle i bad, kom de op i samme kar. Det var min mosters opgave at bade dem, og ved en sådan lejlighed spurgte Christian min moster:" Frøken, synes de ikke også min tissemand er meget pænere end Frederiks."?

Prinsesse Marie af Danmark, som hun kaldte sig, elskede at danse for folk, og fortalte, at hun havde set hvordan verden blev til.

En kvinde, som ikke sås meget ude i byen, gik altid rundt med en dukke i favnen. Hendes intelligens svarede til en 2-årig.

Om den sindsforvirrede fortaltes det, at han engang havde været en klog mand, vist nok ingeniør, men han havde fået solstik og var derved blevet sær. Han ville hverken vaskes eller have klippet negle, hår eller skæg, og lignede en vildmand.

De subsistensløse, havde deres egen afdeling i arbejdsanstalten med tremmer for vinduerne. De blev låst inde om natten, vel nok fordi man ville forhindre, at de skulle tage på druk- eller tyvetogt.
De skulle arbejde for kost og logi, og flettede bl.a. halmmåtter og kløvede pindebrænde.
Kosten de fik var en god solid kost. Morgenmaden bestod af et stykke rugbrød og et stykke franskbrød samt te. Var det ikke nok kunne de få mere. Den varme middagsmad bestod af retter som grønkålssuppe, gule ærter, frikadeller, medisterpølse o.l.. Stort set de samme retter der var på en arbejderfamilies menu. Pålægget bestod hovedsageligt af leverpostej, fedt og ost.
Mødesalen på 1. sal i bygningen ud mod Sjællandsgade, har min min mor fortalt, blev brugt til mødesal, bl.a. for byrådet.
Der var en gennemgang til gården ved siden af kontoret i Sjællandsgadebygningen (se billedet), men man kom normalt ind i gården gennem porten i Dronningensgade.
Jeg skylder på sin vis fattiggården min eksistens, idet det var her min mor traf min far. Det gik således til:
Der skulle renses for utøj på et af værelserne og ved den lejlighed blev en "kammerjæger", der vist hed Hjort, tilkaldt. De dampe der skulle slå utøjet ihjel eksploderede imidlertid, hvorved "kammerjægeren" blev slemt forbrændt og der skete skader på værelset, som min far, der den gang var ung murersvend, blev sendt ned for at reparere.
To år efter giftede de sig.
Da fattiggården skulle lukkes og de åndssvage sendes til Brejning opstod der store problemer med at forklare dem, at de skulle flyttes. Det ville de under ingen omstændigheder. På det tidspunkt var var den gamle lillebæltsbro netop taget i brug, og man fandt derfor på et kneb. Under foregivelse af at de skulle med ud og se broen, fik man dem med ind i en bil. Man kørte ganske vist også en tur over broen, men fortsatte derefter direkte mod Brejning, og dermed forsvandt de ud af Fredericias bybillede.
Den blinde mand var død forinden, og hvad der blev af de subsistensløse vides ikke.
Bygningerne blev revet ned da der skulle bygges sygeplejerskeboliger på grunden.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286