Slesvig-Holsten

(Schleswig-Holstein)

Før 1864 er der tale om det danske Sønderjylland, der fra tidlig middelalder var hertugdømme (Slesvig) for medlemmer af kongeslægten, og det tyske len Holsten, der 1460 tilfaldt det danske kongehus. Efter 2. Slesvigske Krig 1864 måtte Danmark afstå disse to hertugdømmer tillige med Lauenburg til Preussen og Østrig. Efter krig 1866 mellem sejrherrerne om byttet indlemmedes Sønderjylland og Holsten 1867 som provinsen Schleswig-Holstein i Preussen. Bismarck tilsidesatte helt slesvig-holstenismens ønsker og den augustenborgske linjes arvekrav. Dansk sindelag holdt sig dog i Nordlesvig, og 1920 genforenedes dette område med Danmark efter folkeafstemning. Schleswig-Holstein blev 1945 en del af den britiske besættelseszone i Tyskland, 1946 et land med landdag og landsregering i Kiel og indgik 1949 i den nyoprettede vesttyske forbundsrepublik (BRD). Kielererklæringen 1949 og den såkaldte København-protokol samme år, der garanterede det danske, henholdsvis det tyske mindretal demokratiske og særlige nationale rettigheder, afløstes 1955 af en aftale i Bonn mellem den tyske og den danske regering; en 5 %-klausul i Schleswig-Holsteins valglov, der 1954 havde hindret dansk repræsentation i landdagen i Kiel, ophævedes. Den almindelige danske betegnelse for den slesvigske del af staten er Sydslesvig.

Det slesvig-holstenske ridderskab den tyskorienterede, fælles slesvig-holstenske adelsoverklasse, efter at der i 14. og 15. årh. gennem pantsættelser, fyrsteægteskaber og en omfattende indvandring af holstensk adel til Sønderjylland var etableret en intim forbindelse mellem det danske len Slesvig og det tyske Holsten, der 1474 ophøjedes til hertugdømme.