Slesvig

(Schleswig)

Oprindelig del af Jylland mellem Kongeåen og Ejderen, tidligere ofte kaldet hertugdømmet Slesvig, (Schleswig). Nu kaldes landet nord for grænsen Sønderjylland (Nordslesvig), mens landet syd for grænsen kaldes Sydslesvig. De arkæologiske fund, sysselinddelingen samt navneformer viser, at hele Sønderjylland er gammelt dansk land; sagnet fortæller om strid med sakserne syd for Ejderen. Omkring år 800, da frankerne undertvang sakserne og lod slaviske stammer rykke ind i Holsten, sikrede kong Gudfred grænsen ved flere felttog sydpå. 811 blev Ejder-grænsen fastslået ved traktaten mellem kong Hemming og Karl den Store. I 9. årh. var Hedeby Nordens største by og et internationalt handelscentrum; dér begyndte Ansgar sin mission. I begyndelsen af 10. årh. blev Hedeby erobret af en svensk vikingekonge, hvis søn Gnupa 934 måtte underkaste sig Heinrich 1. Fuglefænger; få år efter var Sønderjylland atter under dansk kontrol. De tyske kejsere gjorde dog stadig højhedskrav gældende, og Otto 2. besatte Sønderjylland 974-83. Først 1025 blev Ejdergrænsen bekræftet. Foruden tyskerne var også de røveriske vender en stadig trussel trods tugtelsen på Lyrskov Hede 1043, og fra slutningen af 11. årh. styredes og forsvaredes Sønderjylland af en særlig grænsejarl. Da kong Niels ved jarl Eilifs forræderi havde lidt et stort nederlag til venderfyrsten Henrik, indsatte kongen 1115 sin unge nevø Knud Lavard som grænsejarl. På kort sigt en stor succes. Venderne blev drevet ud og fredeliggjort, og Sønderjylland blomstrede op, men Knud anlagde som den første danske den europæiske feudaltitel hertug. Han var opdraget hos Lothar af Sachsen og forblev tyskpåvirket, og endelig lod han sig af Lothar forlene med Henriks holstenske rige, hvorved Danmarks grænsevogter mod syd også blev Tysklands forpost mod nord. Derved fik kong Lothar, efter mordet på Knud, et påskud til at blande sig i danske forhold, og Danmark kom i 50 år under tysk lenshøjhed. Alligevel fortsatte man med at give Slesvig som hertugdømme til et yngre medlem af kongehuset, og med Abels udnævnelse 1232 begyndte den tyske infiltration i Sønderjylland. Han giftede sig ind i den holstenske hertugslægt Schauenburg og støttede sig til sine svogre i kampen mod broderen Erik 4. Efter Abels egen kongetid, der blev kort, fordi han forsøgte at inddrive skat hos friserne i Vestslesvig, gennemtvang holstenerne, at hans søn fik hertugdømmet, der derefter blev betragtet som arveligt for Abel-ætten. Denne samarbejdede stadig med Schauenburgerne mod kronen, og den rige holstenske adel erhvervede stadig mere gods i Sønderjylland og blev til "Det slesvig-holstenske Ridderskab", der var en sammensvejset magtgruppe hen over rigsgrænsen. 1325 sikrede den holstenske greve Gerhard 3. sig formynderskabet for sin ti-årige nevø, hertug Valdemar 5. af Slesvig, en trumf i spillet om Christoffer 2.s løstsiddende krone. Året efter var Valdemar 3. Danmarks konge og greven rigsforstander. Barnekongen gav til tak sin onkel Gerhard hertugdømmet Slesvig med en højtidelig erklæring om, at dette aldrig måtte genforenes med Danmark (Constitutio Valdemariana). Allerede 1330 måtte den unge Valdemar dog atter bytte kongedømmet for hertugdømmet. Grev Gerhard fik som erstatning pantelen andre steder, men 1340 tvang han nevøen til et nyt bytte, og efter hans død samme år bevarede hans arvinger herredømmet over Sydslesvig, mens Valdemar 4. Atterdag forsøgte at vinde kontrollen over Nordslesvig. Den indeklemte hertugslægt uddøde 1375, umiddelbart før den kongelige mandslinje. Derpå kunne Schauenburgerne sætte sig i de facto-besiddelse af hele Sønderjylland; og med hænderne fulde andetsteds foretrak Margrete 1. at give besiddelserne rettens stempel 1386 ved at give grev Gerhard 6. Sønderjylland som arvelen. Dermed blev den danske overhøjhed nok fastslået; men landsdelen blev tyskstyret, og det tyske talesprog trængte frem. Efter Gerhards død 1404 begyndte Margrete at opkøbe godser, der kom umiddelbart under Kronen (de kongerigske enklaver i hertugdømmet). Da hun også erhvervede Flensborg 1409, blev hensigten for tydelig. Holstenerne åbnede en krig, der med afbrydelser varede indtil 1435 og endte med, at de hævdede størstedelen af Sønderjylland, skønt først Danehoffet og siden den tyske kejser havde frakendt dem enhver ret dertil. 1459 uddøde hertugslægten Schauenburg, og for at forhindre en deling af Slesvig-Holsten mellem fire udarvinger greb Ridderskabet ind og tiltog sig selv retten til at vælge en greve af Holsten og hertug af Slesvig. Christian 1. tillod det og blev selv valgt 1460. Samtiden betragtede nærmest dette som en holstensk underkastelse under Danmark og opgivelse af Constitutio Valdemariana. Eftertiden har hæftet sig dels ved Christian 1.s løfte om, at Slesvig og Holsten skulle forblive "evig udelt" sammen, dels ved holsteneradelens dominerende stilling N for Ejderen. I virkeligheden slap Danmark nu i 400 år for de hidtil så hyppige grænsekrige. Statsretligt var situationen ret pudsig: som hertug af Slesvig var den danske konge sin egen lensmand. Derimod var der intet mærkværdigt i, at Danmarks suveræne konge samtidig var kejserlig vasal som greve, fra 1474 hertug, af Holsten. Ved arvedelinger af Hertugdømmerne 1490 (genforenet 1523) og 1544 fulgtes delvis aftalen af 1460 om, at de skulle forblive "evig udelt sammen". Ved omfordeling 1581 efter Hans den Ældres død fik Frederik 2. halvdelen af Sønderjylland og af Holsten, farbroderen Adolf af Gottorp ligeså, dog således at kirke- og ridderskabsgods kom under fællesstyre. Den gottorpske linje var regerende på lige fod med den kongelige, mens de sønderborgske linjer (Hans den Yngre 1564) ikke blev anerkendt som regerende. De såkaldte nørrejyske eller kongerigske enklaver, områder omkring Ribe og Møgeltønder samt Amrum, dele af Föhr, Sylt og Rømø, opstået ved dronning Margretes godskøb, forblev direkte knyttet til Kongeriget. I voksende modsætning til de danske konger sluttede Det gottorpske Hus sig fra 1625 stadig mere til Sverige, der ved Roskilde-freden 1658 tvang Danmark til at opgive lenshøjheden over hertugens del af Sønderjylland. Under Store Nordiske Krig besatte Danmark 1713 Gottorp. Ved freden fik hertugen sit holstenske område tilbage, men det sønderjyske indlemmedes 1721 i den kgl. del. Gottorperne havnede i Rusland og gav slip på hertugdømmerne ved mageskiftet 1767-73. Fra 1600 indledtes hoveriafløsning og privat jordudskiftning med ophævelse af fællesdrift i store dele af Sønderjylland; livegenskab vedblev dog i det sydlige ligesom i Holsten. Siden Reformationen havde neder-, senere højtysk været overklassens samt kirke- og skolesprog i alle købstæder og på landet til omkring den nuværende statsgrænse. Dansk var folkesprog nord for Slien og linjen Slesvig By-Husum undtagen i det frisiske område mellem Husum og Tønder og øerne vest herfor, indtil tysk omkring 1800 trængte ind i Angel. Den europæiske nationalisme skabte omkring 1830 et bevidst skel mellem dansk og tysk sprog og sindelag. Lornsen krævede 1830 en fri forfatning for et samlet Slesvig-Holsten i personalunion med Danmark. Rådgivende provinsialstænder oprettedes 1834. Den augustenborgske linje fordrede arveret til Hertugdømmerne ved den kgl. mandslinjes uddøen med Frederik VII. Fra 1842 samledes den sønderjyske danskhed med "De Nationalliberale" om et "Danmark til Ejderen", dvs. hele Sønderjyllands indlemmelse i Kongeriget. Ved sprogreskripterne 1840 og 1851 indførtes dansk retssprog i Nordslesvig, henholdsvis dansk skolesprog og blandet kirkesprog i Mellemslesvig. De nationale modsætninger førte til de to Slesvigske Krige. Ifølge dansk-tyske aftaler 1851-52 måtte Sønderjylland ikke knyttes nærmere til Danmark, end Holsten måtte, men med November-forfatningen af 1863, der blev gennemført efter Helstatsforfatningens fald, brød Danmark disse aftaler. Ved freden i Wien 1864 blev hele Sønderjylland afstået og indlemmedes i 1867 i den preussiske provins Schleswig-Holstein. Trods en til tider hård fortyskningspolitik, og i de første år mange udvandringer af dansksindede, lykkedes det at holde danskheden i live. Efter § 5's ophævelse dannedes sprog-, skole- og vælgerforeninger. Ledende dansksindede var bl.a. H. A. Krüger, Gustav Johannsen, Jens Jessen og H. P. Hanssen. Danmark fik efter 1. verdenskrig, efter afstemning i størstedelen af Sønderjylland, (1. og 2. zone) området fra Kongeåen til den nuværende grænse tilbage ved genforeningen 1920.

Slesvig by:

Byen Slesvig ligger inderst i Slien, ca. 30 km syd for Flensborg har ca. 27.000 indb. Forvaltningssæde for Kreis Schleswig-Flensborg, 2071 km², 180.000 indbyggere. Har en gotisk domkirke. Nær ved byen ligger Gottorp Slot samt resterne af Danevirke. Byen, der omtales første gang 804 som Sliestorp, blev bispesæde 948. Efter Hedebys undergang omkring 1050 blev Slesvig en betydelig handelsstad. Ved Lübecks grundlæggelse 1143 mindskedes dens betydning, men den fik ca. 1200, som den første danske by, stadsret. Slesvig led meget ved krige i 13. århundrede og siden hen ved stridigheder mellem Danmarks konge og de holstensk-gottorpske hertuger, der residerede i Slesvig by 1490-1713.