Christian IV havde i mange år, uden held, arbejdet på at få overtaget over Sverige.
Sverige havde siden de brød kalmarunionen, haft problemer med adgangen til Nordsøen, Østersøen og Øresund da disse farvande var kontrollerede af Danmark.
Sverige var trådt ind i den europæiske trediveårskrig mellem katolikker og protestanter og havde, i modsætning til Chr. IV, haft militær succes med det, bl.a. i Tyskland og Baltikum, og nu var tiden inde til at få brudt Danmarks magt og få fri adgang til verdenshavene.
I 1643 besluttede rigsråd Axel Oxenstierna at tage chancen og foretage et angreb på Danmark.
Danmark stod da uden allierede, havde lagt sig ud med Nederland og var uforberedt på krig, mens Sverige havde en sejrsvant hær stående i Tyskland.
Svenskernes plan var at foretage angreb på tre fronter med det endemål, at erobre de danske provinser Skåne, Halland og Blekinge for at stække den danske kontrol over Østersøen, Øresund og det danske søherredømme i regionen. Sverige havde kun fri adgang til Nordsøen via Götaelven ved Göteborg.
Taktikken var følgende:
- Den svenske hær i Nordtyskland, under ledelse af general Torstensson, skulle gå op og besætte Jylland.
- En svensk armé på 11.000 mand under ledelse af feltmarskal Gustav Horn, skulle angribe Skåne nordfra.
- Der skulle landsættes tropper på Sjælland.
I december 1643 rykkede så den svenske general Torstensson ind i Slesvig-Holsten og videre op i Jylland, som blev erobret og besat i januar 1644.
I starten af 1644 erobrede den svenske hær Helsingborg, Lund og Landskrona.
Malmø, som blev forsvaret af den stærke fæstning Malmøhus Slot, vovede svenskene ikke angribe.
En dansk hær blev landsat i det nordlige Halland for at tage kampen op.
I Skåne organiserede den danske hærledelse et angreb mod svenskerne med deltagelse af bl.a. "Snaphaner". Men den svenske overmagt var for stor.
I marts 1644 mødte en svensk kavalerienhed under ledelse af generalmajor Hans Wachtmeister en dansk bondeenhed på ca. 500 mand i et slag ved Borstbäcken i Skåne. Bondeenheden havde lånt to kanoner på Åvedskloster og havde forskanset sig på høje, hvor de havde frit udsyn mod vest, hvor de regnede med at den svenske enhed ville dukke op. Men svenskerne overraskede bønderne ved at angribe fra to steder samtidig.
Det danske forsvar var brudt sammen, og der var fare for at også Sjælland, Fyn og de øvrige øer ville falde. Fra Stockholm var en stor svensk flåde sejlet mod Sjælland for at landsætte tropper.
For at afværge angrebet sejlede Christian IV svenskerne i møde med 40 skibe. Kongen var med om bord på sit skib Trefoldigheden. Det var her, at han under et søslag i juli 1644 dirigerede kampen mod svenskerne. Kongen blev såret og mistede et øje og slaget endte uden en vinder. Slaget foregik i farvandet Kolberger Heide mellem Femern og Kielerfjorden.
Tre måneder senere, i oktober 1644 løb admiral Pros Mund ind i en knusende overmagt mellem Lolland og Femern. Den danske hovedflåde gik tabt og admiralen mistede livet. Under et fransk-nederlandsk pres gik Sverige med til fredsslutningen i Brömsebro 1645, hvor Danmark-Norge afstod Gotland, Ösel, Härjedalen, Jämtland samt for 30 år Halland. Desuden fik Sverige og Nederland toldfordele. Dermed var overmagten i Norden og Østersøen Sveriges.
|