Familien.
Vi var 5 børn, 4 drenge og 1 pige. Pigen døde i 4-års alderen af strubehoste.
3 sønner opkaldtes med mellemnavn efter far og mor. Ældste søn, Hans Knudsen Schmidt, nr. 2 Christian Christensen Schmidt.
Efter Hanses konfirmation stod han hu til søen. Fra Hamborg tog han hyre i sejlskib og var flere år på fart i østen. Var hjemme en vinter i 1884 til min konfirmation, men søen lokkede fremdeles. At læse til navigatør var der ingen lyst til. I stedet gik han i fart på Nordamerika, rømte i New York og tog arbejde i land ved husbyggeri.
Christian besluttede sig til at lære skibsbyggeriet og kom i lære hos far.
For at være veluddannet skibstømrer, hørte en ca. 2-årig sejlads i et stort sejlskib som tømmermand, der skulle udføre forefaldende skibsarbejde i alle håndværksretninger.
Så kom den 12. april 1870 endnu én, Peter Madsen Schmidt, og det var mig.
Far valgte søens vej og kom i lære i den gamle sejlskibsby Aabenraa, hvorfra der i sin tid udgik flåder af store træskibe, brigger, barker i fart på østen.
Hans hu stod efter endt lære og hjemkomst fra et par års sejltid, til at blive selvstændig og starte eget værft.
Til fødestedet i Stenderup sogn hørte en lille skov, der mod sydøst grænsede ned til Lillebælts strand. I denne skov, ca. 100m. fra kysten, startede han med at bygge jagten "Stenderup strand". Den blev på ruller ført ned til Lillebælt.

Skipperen var selv købmand.
Skibe af størrelsen 19,5 nettotons lastede ca. 40 tons og anvendtes meget som handelsskibe, d.v.s. at skipperen selv, på egen regning, eller flere, sluttede sig sammen, opkøbte korn herhjemme, sejlede med det og solgte det, overvejende i Norge, købte sild i tønder, klipfisk eller andet der og solgte eller byttede det her.
Der skal fra den tid i 1850-1860'erne være skippere, der samtidig som købmand, på kort tid tjente skibet fri, ja, tilmed over længere tid en formue, så de i en tidlig alder kunne lægge op.
I et par år skal far som fører af dette skib have sejlet og drevet førnævnte handel og tjent gode penge, så han i år ca. 1860-61 solgte jagten og kunne se sit ønske nær, at starte eget virke i et mindre skibsbyggeri i Fredericia.
Af hvad grund denne by valgtes, får stå hen. Der er ingen at spørge. Formodes kan det, at der kun var to små bådebyggere, en del småskibe havde hjemme her, der var isfrit længere end i fjordene mm.

Barndommen i Gothersgade.
(Familien boede 1860 i Vendersgade 500)
Der kom en del sejlskibe til oplægning her, for der mentes, at de under isvintre kunne komme først i fart om foråret end fra fjordhavnene. Jeg ved kun, at der skulle stor kapital til anskaffelse af de svære grejer, der hørte til for at foretage landsætninger, kølhalinger, indrette værksteder og så tilmed at købe ejendom i Gothersgade. 6 fag vinduer med skodder for og indeholdende 2 store stuer, et større og et mindre soveværelse, stort køkken og spisekammer. Stor bagbygning til vask og brændsel. Så var der en 3-fags kvist til udleje. Alle gulve var hvidskurede. Første stue nærmest indgangen bestrøet med hvidt strandsand. Der var en stor have med flere frugttræer og et stort valnøddetræ, der overskyggede hele gårdspladsen og i denne tilbragte jeg det meste af min tid af mine barneår i en barnevogn af særegen type på to hjul, nærmest som de brugtes på landet i sin tid til at køre mælkejunger på.
Af træ var der bygget sidefjæl og kaleche. Denne og forsmækken var dækket med svært sejldug. Iøvrigt var den pænt malet grøn og al påsømning var med messingsøm med store blanke hoveder. 2 kusiner af mors slægt, der skiftevis var på besøg, kørte og passede mig i haven, har de fortalt mig, og jeg kedede mig ikke der.
Haven grænsede på venstre side ind til den katolske kirkes have.
Da jeg var nået så vidt at jeg kunne tale og gå rundt på egen hånd, altså om ved de 4 år, må jeg have fået udlængsel, og uden betænkning brød jeg gennem skellet, en ligusterhæk, ind i kirkehaven. Der kom mig i møde en høj sortklædt mand, som tog mig i hånden og forhørte mig om, hvorfra jeg kom, og hvem jeg var. Frimodigt fortalte jeg den store herre, som forstod sig på børnesnak, tog mig i hånden og viste mig om, lodsede mig tilbage hvor jeg hørte til og sagde, jeg måtte godt komme igen. Den høje mand var den senere katolske biskop van Euch.
På den modsatte side var der en lang keglebane, der hørte til en ølhal under hotel Kronprins Frederik, hvor jeg ofte lyttede til kuglers og keglers fald og højrøstet tale. En bræddevæg skilte den fra haven. Ofte havde jeg forsøgt at finde en åbning eller et løst bræt for at kigge ind. Efter megen søgning fandt jeg et løst bræt og uden betænkning masede jeg ind igennem, og der fandt værten mig en formiddag forundret stående mellem kegler og kugler. Efter forhør tog han mig ved hånden op til værtinden. Jeg fik kage og besked om, at jeg måtte komme igen men ad døren til gaden, hvilket jeg senere benyttede mig af.
Når vor gadedør stod åben, så jeg mig mit snit til at smutte ud på gaden og ind ad næste dør. Værten hed A. Petersen, den senere vært på "Den folkelige Forsamlingsbygning".
Jeg blev ven med ham og fruen og undlod aldrig at gæste dem og opfriske mindet om keglebanen og "indbruddet". Sønnen overtog senere forretningen, og jeg fulgte med.

Belønning i stedet for afstraffelse.
Så nærmede skoletiden sig. Far udtalte om sin skole:" Jeg har som barn fået en ynkelig undervisning i landsbyskoler i så at sige alt. Nu skal mine sønner have den bedste skolegang jeg evner at give dem".
I godt 5 års alderen sendtes jeg på pogeskole, søstrene Jensens. Der var vi ca. 30 rollinger, piger og drenge, der i en lille, lavloftet, ophedet stue, fik vor første viden.
Begyndelsen var gjort hjemme hos mor med at stave og skrive lidt.
I 7 års alderen blev jeg med flere flyttet til en frk. Brandts skole. Dengang en anset skole med to klasseværelser, flere lærere, væsentlig underofficerer til regning og skrivning, en kateket til religion. Fra denne skole var der adgang til, efter 9 års alderen efter en prøve, at kunne optages i en af latinskolens to underklasser. Vi var 10 jævnaldrende drenge, der fulgtes ad som klassekammerater de følgende 5 år.
I skolen havde vi nogle hårdhændede lærere. Dog med nogen forskel i straffemetoderne.
I latinskolen måtte der ikke benyttes spanskrør. Det var forbeholdt rektor og var en sjælden begivenhed.

Afstraffelsen skete i rektors kontor.
En kammerat, Sigfred Høck, senere telegrafbestyrer, og jeg blev tilsagt til at møde hos rektor efter skoletid. Hukommelsen ransagedes over de seneste dages spilopper og forsømmelser. Hvad har vi da bedrevet? Men vi kunne ikke finde årsagen og sad i angst og bæven til kl. 1 da afgørelsen kom. Ingen spanskrør lagt frem, ingen hårde ord, men god tale til os, et brev med hjem der meldte om halv friplads.
Så blev sorg til glæde vendt og kammeraterne deltog i glæden, ligesom vore fædre gjorde det, da vi præsenterede brevet.

Søen trak.
Lidt om hvorledes vi tilbragte fritiden og ferierne i skoleårene.
Legekammeraterne var sønner af skippere, lodser, fiskere m.fl. som færdedes meget ved havn og strand, og hvis hu, efter fædrenes erhverv, særlig stod til skibsfarten, skibe og både.
Til at begynde med kom vi, skønt ikke velset, på værft og værksted. Vi fik nogle stumper brædder, tilspidsede den ene ende, samt nogle pinde til master, hvorpå sattes papirsejl. Der sejledes på lavt vand, og fantasien trådte til, og skibene gik i fart til fremmede lande.
Dette udvidedes ad åre til at vi, med lidt kyndig hjælp, byggede skibe af udhulede træklodser med master og rig, og mor syede sejl. Vi kappedes om at bygge, forme og udstyre dem så nær virkeligheden med det forhåndenværende værktøj.
Sejladsen forlagdes til voldgravene, hvor vi holdt kapsejladser med 8-10 småskibe til megen glæde for spadserende.

En stranding.
I 12års alderen skete det, vi længe havde ventet på. Far gav os lov til, i godt vejr, at benytte en større, ældre skibsbåd, hvor vi der kunne ro 6 på én gang. Sikken fryd.
Der gik en tid med roning, men sejl var der mere sport i. Sejl fik vi ikke, men sejl skulle vi have. Så måtte der tigges og kapres af sejldug og sækkelærred, og i smug syede vi råsejl og fok, lavede master, og med god vind sejlede i god fart, indtil vi en dag strandede på en sandrevle, fik båden fyldt med vand og måtte vade i land.
I al vor vådhed kravlede vi ind under en båd, der lå med bunden opad, og holdt skibsråd.
Båden var sat til og vi var drivvåde, men der var intet andet at gøre end at vandre hjem og stå skrifte og forvente en omgang tamp af et stykke tykt tov, der altid traf på det rigtige sted. Et sådant benyttede far når vi var ulydige eller havde lavet uhyrligheder.
Den ældste lodsformand, som også havde en søn med i besætningen, og som var en stout, høj, svær mand med stort fuldskæg og langt grånende hår, brugte en anden metode at straffe på. Et greb i nakken og bagdelen og så uden betænkning udenbords i baljen og et "skrub så hjem". De to gamle, som de blev kaldt, holdt godt og stadig øje med os og kendte vel, når vi gik uden om deres formaninger og forbud (f.eks. det med sejlene). Nå, strandingen tog de med knusende ro. Ordren lød på: "Hjem og få tørt tøj på og så i løbet af en halv time følges i ad ud og får båden bjerget"
Vi var alle 5 præcise. Far havde sendt mandskab derud. Bjergningen var sket, ingen skader, båden lænset og årerne fundet. Vi så os betænkelige om efter mast og sejl, men turde dog ikke spørge. Benklæder af og båden blev skubbet ud i vandet og vi roede hjem medtagende hjælpemandskabet. Det syntes vi var mildt sluppet.

Isfart på Møllebugten.
Om vinteren var tidsfordrivet slædefart og skøjteløb.
Slædefarten foregik med selvlavede brede og lange sluffer, enkelte gedebukke.
Voldstierne egnede sig dertil. Ja de stejle voldskråninger måtte holde for.
Slæderne blev rigget til med mast og sejl, og forbavsende var den øvelse vi fik i at krydse op mod vinden, og farten for gid vind ad voldgravens jævne og glatte is.
Under isvintre, hvor bæltet var tillagt, gik togterne op til ålestangere i Møllebugten.
Deres mange ålehuller skulle vi tage os i agt for. Hænde kunne det, at de store drenge faldt i, men vi var altid flere i flok og halede ham op. Så gik turen hjemad med et par stortrøjer af vore på og et par kammerater med. Dog, hjem gik det ikke, men til saltværket, hvor tøjet blev taget af og i løbet af en times tid tørredes foran de store ildglødende ovne. En hård kur, men jeg mindes ikke noget tilfælde af efterveer bagefter.
Samme tørring foregik også, når en af os faldt var faldet i havnen, hvad ofte skete.

Da Peter fik skøjter.
Skøjteløbning foregik på voldgraven for dem, der opnåede det gode at få skøjter. Disse var af bøgetræ med jernskinne anbragt under træet. Med en skrue blev skøjten spændt fast til skoens eller støvlens hæl og to remme spændtes over vrist og ankel.
For dem, der ingen skøjter kunne få, måtte opfindsomheden tages i brug, og en skønne dag mødte Peter, søn af en stenfisker, med et par hjemmelavede bestående af en tynd, halv tomme tyk træplade formet som fodens overflade med lidt udhulning for tæer og hæl påskruet et stykke bøgetræ og nogle borede huller til at anbringe et tyndt reb til fastspænding. En ganske kort skrue til at støtte gik op i den nøgne hæl, men der var et aber. Peter havde ingen sko, og træskoene sad jo ikke fast til skoen. Så fik han et par ekstra strømper med til at trække ud over foden og op ad benklæderne. Forsøget skulle jo prøves. Vi hjalp med at få skøjterne surret på fødderne. De sad også godt fast, men en tortur må det have været med surringer over fødderne. Kun strømperne tog lidt af. Som isskøjter duede de ikke, hvorimod de var brugelige i sne der var gået på, men sneen lagde sig på fødderne og gjorde dem våde og kolde.
Så stort var kammeratskabet mellem os, at vi tørnede til arbejde henne ved færgerne. Tilbød de rejsende at bære kufferter op til stationen, fik en 10 øre, og i løbet af nogle dage samlede et beløb, så der hos en marskandiser kunne købes et par brugte sko og et sæt billige skøjter til ham.

I lære for 2 kroner om ugen.

SIDSTE KØLHALING I FREDERICIA HAVN 1911

I april 1884 blev jeg med flere af kammeraterne konfirmeret i Sct. Michaelis kirke, og ved skoleårets slutning blev 6-7 af os taget ud og sat i håndværkerlære.
For mig var det givet at jeg skulle følge far i "den ældgamle skibsbygningskunst".
Far nærede dog store betænkeligheder, idet han forudså, at træskibene snarlig ville uddø og kun reparationsarbejde ville blive tilbage, så der ikke blev synderlig fremtid i dette fag, og mor var meget ked af atter at pakke skibskiste og køjesæk, for det blev jo nok enden på læretiden, at jeg ligesom brødrene skulle på langfart, men hvor kunne der for en rask dreng, opvokset i fri søluft og hærdet, tænkes andet og lysten sejrede.
Altså i skibs- og bådebyggerlære fra september 1884, fire år og 2, 4, 6, og 10 kr. ugentlig.
Det er nu ikke nogen mild lære, tværtimod, men interessant og ansvarsfuld, selv for en lærling.
Styrke og godt helbred var nødvendig, thi det kunne til tider være hårdt arbejde med økserne.
Tømmerpladsen lå sønden for den ældre strandvej ud til bådehavnens nordside, med et bredt slæbested til ophalinger. Dog kun til mindre skibe, mestendels på ruller, og til udløb for nybygninger. De fleste bundreparationer, overkalfatring, rengøring, tjæring, smøring med bundfarve og kobberforhudninger, der var meget anvendt mod orm i træet og til forhindring af afsættelse af skaller og havgrønt, foregik ved kølhalinger i den indre havn, hvortil i store havn var udlagt kølhaleplads. Sådan kølhaling var for større skibe ret omstændelig og ansvarsfuld og krævede anskaffelse af svære grejer til krængningen som tre skårne gierblokke og ditto 6'' hampetove. Den sidste kølhaling her skete 1911.
Også ved landsætning hørte store forberedelser til, da der ingen fast bedding var anlagt.
Arbejdstiden var fra kl. 6 til 6. Frokost kl. 8-8.30, middag 12-1, kaffetid 3-3.15.
Vinterdage efter mørketid overtid, men uden faste aftaler. Der skønnedes over et ekstra beløb. Ingen ferietid var aftalt. Ved afslutning et blåt sæt tøj og en kiste med værktøj.
En periode var vi 3 lærlinge med et år imellem.
Første år var vi overvejende "stik i rend dreng", til at hente en stor flaske brændevin til 27 øre, en flaske hvidtøl til8 øre, ligesom vi skulle lære at være begkok. Dette var iøvrigt et ansvarsfuldt fyrejob. Var der for meget beg i gryderne, kunne det ske, at en flamme slikkede op og straks satte ild. Denne kunne kun slukkes ved at man kvalte den med et stykke sejldug, der lagdes tæt over gryden. Det måtte ligge klar og man måtte ikke prøve at flytte gryden.

Et trick mester også kendte.
Så avancerede man til fyrbøder for dampkedelen. Måtte møde en time før arbejdstid for at fyre op. Egeplanker til udvendig beklædning, der skulle have større bøjninger, måtte dampkoges. Så råbtes dér og hér på Peter til at dreje slibesten. Ind imellem blev der dog tid til at håndtere værktøjet.
Man begyndte med økserne, hvoraf der var tre slags og så gjaldt det om ikke at få øksen i benene og ikke at komme de afsatte streger for nær, hvilket øksen i begyndelsen helst ville.
Man fik så et stykke kassabelt egetømmer til at øve sig på.
Selv senere, efter mere øvelser, kunne disse kridtstreger være i vejen. Det var der dog råd for. Peter blev hurtigt af de andre drenge oplyst om, at en ny kridtstreg kunne afsættes, men det trick kendte mester og svende også.
Skarøksen til at pudse efter med, ville til at begynde med kun kravle trip-trap opefter uden at tage spåner med, og med huløksen var det rent fortvivlet. Om og om igen. Den kræver års øvelse. Så kom vi til at prøve langsaven til at skære spantedele og planker ud med.
Så gik dagene i godt og i ondt vejr med at indøve værktøjets brug under en svends tilsyn.
Særlig gjaldt det om at mærke sig, hvorledes der toges mål til de altid forskellige krumme, skæve og vindske trædele et skib er sammensat af, og de mærkelige navne, hver del har.
Næppe i noget andet håndværk findes der flere. Altid fik men indprentet præcist og veltillavet arbejde. "Er du kommet til skade med en eller anden del, giv hellere op, kassér, om igen. Husk på, at alt i et nyt skib er boltet sammen til ét stykke og under ansvar for mandskab, skib og ladning".

Sidste læreår.
Mærkbart var det, at da træskibsbygning i årene nu var i aftagende, blev reparationer iblandet en del bolværksarbejde. Under dårligt vejr lukkedes vi inde. Der byggedes pramme, som der var god afsætning på til sten- og sandfiskerne, fiskerbåde, 18-24 fod i længden og med indlagt dam til fangsten. Ligeledes byggedes større fiskefartøjer og drivkvaser til ålevodfiskere.
Bådebygning var for os drenge et ret interessant arbejde, og så fortede det mere end det større. Resultatet sås før. En ca. 18 fods båd kostede 9-10 kr. pr. løbende fodlængde.
Med det sidste års lære fik vi lov på egen hånd at bygge en mindre båd eller skibgsjolle under skarp kontrol. Ellers skulle vi, når tid var til overs, reparere værktøj, skærpe det og om lørdagen fra middag pudse, fri jernene for rust og bringe alt på rette plads.
Til sidste læreår hørte også, at mester tog læredrengene med på handel i skovene, når han var på indkøb, for at disse kunne få et indblik i, hvilke træstammer, eg og bøg, der særlig egnede sig til skibsbrug.
Som svendestykke anvendtes ofte, når lejlighed gaves, målafsætning og udførelse af en rå, og sådan var også mit.

Til søs.
Således gik de 4 år. Peter blev svend og måtte snakke med, og han forberedte sig til det, som af landfagenes svende kaldtes vandreår, af skibstømrer sejlår.
Med en veludstyret værktøjskiste rejste jeg med far til Hamborg og forhyredes med en større Brig "Princess" til en rejse til Brasilien med stykgods.
Jeg fik her rig lejlighed til at vise, hvad jeg kunne udrette som tømmermand.
Vi var nogle stykgodsrejser derovre mellem Rio-Pernambuco, med flere kystladninger for til slut at laste kaffe for hjemgående.
Under hele min tid om bord fik, for mig at se, tømmermanden et større arbejde udført. En overkalfatring overalt, hvad der var over vandlinjen.
Under et kort besøg hjemme fik jeg en pige kær. Far, der ellers var af solid støbning og meget svær, skrantede noget og så gerne, at jeg blev hjemme. Det samme gjorde pigen, men lysten til at prøve dampskibsfarten med det samme, fristede.
Jeg tog hyre som tømrer i en dansk damper "Hafnia", ca. 3.000 tons dødvægt, rigget til med sejl, endog råsejl på forreste mast. Den gik i trampfart i Nord- og Østersøen, samt foretog en rejse ind i Sortehavet for at laste korn. Denne fart tabte jeg hurtig interessen for. Kullasterne var noget svineri. Skønt alt blev gjort for at holde rent, var man altid snavset. Der var intet eller kun lidt for mig at lave i faget.
Havnefogeden sejlede herefter med et par af Tingvallaselskaabets udvandrerbåde og værnepligtig ved marinen.

Fritidsbeskæftigelser i ungdomstiden.
Søn- og helligdage samt sommeraftener optoges af sejlads.
Jeg havde en 18-fods spidsgattet båd rigget med to smaksejl. Den optog al mine kammeraters og min fritid.
Vi gik i passagerfart mellem Fredericia og Strib. Med fint vejr tjente vi ikke så få penge.
10, 15 og 20 øre pr. tur. Vi gik på fiskeri og solgte fangsten. Det gjaldt om at tjene lidt penge til teater, cirkusbilletter, lidt slikkeri og tobak, thi at få lommepenge kendte vi ikke noget til.
Om vinteren generede det os ikke at troppe op ved færgernes ankomst og tilbyde de rejsende, at bære deres bagage op til stationen. Det fik vi 10 eller 25 øre for.
Sportsøvelser var ikke noget for os, bortset fra kapsejladserne, hvor lystsejlerne gerne ville have en kvik dreng, der var vant til en våd trøje, med.
Om vinteren var der skøjteløb, hvor vi startede kapløb. Ellers læste vi bøger om sø og strand og fremmede lande.
Om aftenen tidlig til ro. Enkelte aftener besøg i Frelsens Hær. I de sidste år byggedes modeller efter tegninger.

Danmarks første sætteskipper.
Far var over for mig og min fremtid en meget betænksom mand.
Der var lige sat en lov om søfartsnæring i kraft, som gav en befaren sømand, efter et kursus på navigationsskole og en prøve, ret til at føre skib op til 80 tons og i større udstrækning efter de i loven fastsatte grænser for udenrigsfart end tidligere.
Han foreslog mig at tage et sådant kursus, før navigationsskolen her stoppede på grund af mangel på elever. Jeg fulgte fars råd og fik certifikat op at have bestået sætteskipperprøven i 1893 i Nordby Fanø med karakter 15. Således blev jeg Danmarks første sætteskipper.

Værftsindehaver.
Så i 1892-93 træder jeg ind i de voksnes rækker og bliver selvstændig mand.
Far havde, efter en tabt retssag, måttet sælge ejendommen og udleje skibsværftet, og jeg skulle forsøge at samle noget af det skilte. Forsøge at oparbejde et mindre reparationsværft og bygning af fiskefartøjer, lystbåde og hvad der kunne falde for.
Det blev strenge år med spekulationer, thi det gik som far for mange år siden anede, at træskibsbyggeriet ville gå i stå og jernet blive det herskende materiale såvel som senere stålet til meget store sejlskibe ligesom til mindre skibe i indenrigsfart.
Alle rundholter i store som små master blev til jern. Mindre, nye typer af skibe kom frem, moderniseret med store luger, der lettede lastning og losning. Mindre rig og mindre mandskab.
Aktieselskaber dannedes, og selv ude i de mindre provinshavne opførtes ophalingsvogne, ja i større havne tør- og flydedokker med motorkraft til ophalingen.

Der måtte smøres med øl og brændevin.
Som forholdene lå, kunne der kun være tale om at opbygge et mindre reparationsværksted og nybygninger indskrænkedes til fiskefartøjer, pramme lystsejlere m.m.
Det første der var at foretage, blev anlæg af en ophalerbedding for landsætning af mindre skibe med ikke over 4 fod dybgående.
Ved ophalinger og afløbninger stillede der altid frivilligt mandskab af skippere, søfolk og fiskere der skulle fordrive tiden. Der blev smurt godt såvel med sæbe som talg på beddingen, ligesom mændene ved spillene ved hver forfaring og stop, smurtes med øl og brændevin.

Brand lagde alt øde.
Der var godt med arbejde men fortjenesten var det lidt skralt med, og det var ikke rart at skulle ud og indkassere regninger og bede om forskud.
Så skete i efteråret 1906, efter en da foretagen reparation og udvidelse af højden af værkstedet, da der var sluttet akkord med en sømand, der ville forsøge at få fast motorfærgefart mellem Strib og Fredericia, om en båd, at der om formiddagen, ved 10 tiden, opstod ild i værkstedet, og i løbet af en times tid lå det hele i aske sammen med det tilbyggede drejerværksted, lager, motor og kontor.
Ilden opstod i tilbygningen hvor motoren stod, og forplantede sig i alt det letfængelige, brændbare materiale. Spåner, beg, petroleum, malervarer, værktøjer m.v.
Der var intet at bjerge. Kun kølen til den omtalte båd og til en motorbåd til jagt og lystsejlads blev bjerget ud.
Årsagen blev fastslået af de særlig sagkyndige.
En gnist var faldet i en kasse, der henstod med brugte pudseklude, mættede med olie og fernis, eller ilden tændtes af solens stråler gennem et vindue.
Folkene havde ikke været på værkstedet om morgenen. De var beskæftiget med bolværksarbejde i den gamle havn. Jeg havde i ca. et par timer anvendt motoren til båndsavning og da jeg gik til frokost kl. 8.30 var der intet at bemærke.
Portene mod syd stod åbne, to af de i vinterhi opsatte større lystbåde, der stod i nærheden, fik en del dæksbrandskade. De var for store at flytte i hast, men ejerne havde en vinterforsikring.
Udvidelsen af værkstedet, der ikke var fuldt færdig, var ikke omtakseret, så derved påførte jeg et større tab. Værst var det såmænd med det lille hummer til kontor, hvori lå regnskabsbøger, overslag, tegninger og lign. samt en hel klædning, som jeg glemte at opgive. Heldig var det, at en stor samling bådmodeller var opmagasineret et andet sted.
Efter flere dages oprydning og taksation af de af assurancen og retten udmeldte skønsmænd, blev skaden opgjort, og der opstod ingen større uoverensstemmelser, men jeg måtte bære et ikke ringe tab, ved undladelse af at tilføje policen nyanskaffelser og forbedringer. Maskineriet havde jeg dog i sin tid fået med. Nå, nok om det. På den igen.

Tyven fandt ikke pengene.
Et ret mærkeligt tilfælde indtraf samme dag jeg, efter ca. mdrs. forløb fik assurancesummen udbetalt i rede penge.
Det var søndag, så pengene kunne ikke sættes i banken.
Som sædvanlig gik vi, min hustru og tre børn, en tur til Hannerup skov og kom hjem til spisetid. Min kone råbte da: "Døren til gården står vidåben, her har været tyve"!
Uvilkårlig søgte øjnene med en frygtelig anelse hen til stedet, hvor jeg havde anbragt den om morgenen modtagne pengesum. Den var heldigvis i god behold, så jeg tog den med ro. I soveværelset var kommodeskuffer rodet igennem. En ravbroche og noget børnetøj var borte. I gården havde hængt tøj til tørre. En del deraf var fjernet.

Nyt værft rejser sig.
Så blev en overgang skibstømrene til hustømrene, men for at fremme opførelsen af værkstedsbygning tig jeg en hustømrermester til opførelsen.
Vi støbte selv cementfundament og leverede selv materialer.
Fra en nedrevet ejendom købte jeg gamle vinduesrammer. Da de var af forskellig størrelse var de ikke pyntelige, men gav godt lys.
Der var højt til loft. Tag med ovenlys, elektrisk lys og elektricitet til maskineriet, båndsave m.m.
Det var et rummeligt, lyst og tæt værksted, hyggeligt at arbejde i.
Da vi så fik anskaffet tidens mange nye værktøjer og høvlebænke e.t.c., va passagerer, var vi klar til at bygge de to skibe, "Turisten" til skipper Cordsen med kahyt og plads til ca. 18 passagerer og jagtbåden "Erna" til fabrikant Voss.
Ved sidstnævntes båds afløb og dåb provianterede rederen rigeligt med champagne, vin, øller, snaps og smørrebrød til alle. Gamle søfolk og fiskere, samt de af havnens folk, der var til stede, blev budt med.
Der skulle jo foregå noget.
De tog for sig af de tre sidstnævnte dele, de to første rørtes ikke.
Begge de bestilte små skibe fuldførtes til fastsatte tider og til redernes tilfredshed.

Småskibsfartens svanesang.
Og så går det atter i samme dont som før.
Spekulationer meldte sig på ny. Nu, da der er opført et rummeligt, lyst værksted med ovenlys, elektrisk drivkraft mm., der alt i alt egner sig til bådbygning til lyst og fiskeribrug, til hvilket min hu også står mest, så tør jeg dog ikke slippe de svære reparationsarbejder. Dog synes en stagnation for disse at spores, muligvis som følge af forøgelsen af dampskibenes antal og størrelse.
Udviklingen har i dag medført, at den mindre småskibsfart mellem landsdelene er blevet betydelig indskrænket af bilernes og banernes konkurrence i forbindelse med brobygningen. Det bevirker, at den hjemlige småskibsfart som førhen var landsdelenes forbindelse, i en ikke fjern fremtid forsvinder og dermed en næringsvej for en del af sømandsstanden, hvis ønsker hidtil ofte er gået i retning af, som ældre at opnå et hjemligt erhverv. Få sig et mindre skib, blive fører og selvstændig.
Kun for lystbåde er der dog en fremgang at spore, men den kom særligt de københavnske og sjællandske små og store skibsværfter til gode. Kun på mindre både og små slæbejoller var der bestillinger her ude.
I årenes løb kom jeg jo i nær forbindelse med byens befolkning, og kom i adskillige foreninger som borgerforening, håndværkerforening og sømandsforening (formand i 43 år). Såvel min kone som jeg forsøgte i de mange år fra 1900 og fremefter at gøre os aktive i de arrangementer i og om havnen til fordel for godgørenhed og visse formål.

Som havnefoged.
Så indtraf i året 1909 det, at havnefoged Andreas Petersen Schamby døde 25. januar og stillingen blev opslået ledig.
(Den årlige løn var på 1.000 kr. plus et alderstillæg hvert 3. år på 100 kr. indtil 200 kr. samt fri bolig).
Uden selv at have det i mine tanker, blev jeg af flere spurgt, om denne stilling ikke egnede sig for mig. Min kone og jeg drøftede i flere dage sagen. Der blev vejet for og imod, men enden på overvejelserne blev, at jeg sendte ansøgning ind og af de 6 eller 7 ansøgninger blev jeg valgt med ansættelse fra 1. april 1909.
Nu må jeg til at slutte. Fingrene vil ikke mere, hukommelsen svigter. Var jeg blevet spurgt for år tilbage, ville det nedskrevne være blevet af større omfang.

Fhv. havnefoged P. M. Schmidt fortæller i 1940 om den sidste menneskealdres isvintre.

Den faste is i havn og bælt er nu forhåbentlig borte for denne gang og sejladsen snart i den gamle gænge. Det det sikkert kan have lidt interesse at erfare lidt om karakteren af den sidste menneskealdres vintre, har vi spurgt fhv. havnefoged Schmidt om ikke han kan fortælle os herom, og den gamle havnefoged dykker ned i sine gamle optegnelser og i hukommelsen og vi går så langt tilbage som til 1895.
Fra 7. februar til 18. marts var bæltet det år helt lukket for sejlads.
Isen lå fast og skrueisen tårnede sig højt op ved Skanseodden og ved Erritsø strand, sat ind af nordøstlig vind og sydlig strøm. Da isen kom i drift, skete der en ulykke, idet en 13-års dreng vovede sig ud på isen lige udenfor havnen. Han faldt i en våge og skønt skipper P. Beck, der endnu bor i byen, på lange stager nåede ud til hullet, lykkedes det ikke at redde drengen.
Året efter var bæltet helt isfrit og de kommende år havde man kun drivis, der kun voldte besvær for sejlskibene.

Først i 1912 fik man påny en vinter med større isvanskeligheder.
Isbryderen "Mjølner" lå det meste af februar måned i havnen til assistance for færgefarten. Afdøde direktør Voss var en af de første dage på måneden, i sin motorbåd, taget ud på strandjagt, og da han ikke var vendt tilbage om aftenen, næredes der bekymring for hans skæbne. Statsbanerne stillede "Mjølner" til rådighed for en eftersøgning, men ligesom den skulle til at afgå, kom den savnede båd i havn med direktøren i god behold. Den var kommen ind til Bogense.

I 1917 havde vi frost fra slutningen af januar til midt i marts, og det frøs gennemsnitlig over en halv snes grader. Da fjordene hurtigt blev tillagt, ankom ikke mindre end 14 mindre skibe og en damper med stykgods, der var bestemt til Vejle. "Mjølner" var påny til assistance for færgefarten. I en ugestid måtte rutedamperen "Koldinghus" opgive at sejle.
I Møllebugten var der fast is, medens situationen i bæltet skiftede efter strøm og vind.
"Mjølner" brød hver nat isen udenfor havneindløbet. Både ved Østerstrand og ved Erritsø blev en del is sat i land.
I de to efterfølgende år var fjordsejladsen atter standset, medens sejladsen på Fredericia havn kunne foregå uhindret.

Så kom 1922 med den store isvinter der varede fra 3. januar til 23. februar.
En halv snes skibe, der var bestemt for andre havne, indgik til Fredericia, hvor de oplossede og lasterne videresendtes med bane.
In stor italiensk damper, der skulle afhente flyvemaskinemateriel, gik fast i isen ud for Østerstrand. En statsbanefærge forsøgte, uden held, at bryde isen for den store damper, men det lykkedes ikke før dagen efter at få den i havn.
Det var 6. februar, og derefter stoppede al trafik.
Isen lå landfast mellem Jylland og Fyn.
Ved isens opbrud så det en overgang ud til, at skruninger skulle ødelægge det søndre molehoved ved indløbet til den gamle havn. Isen skruede op over bølgeskærmen, og det så ret farligt ud, men så skiftede strømmen og skruningerne ophørte.
Atter året efter var der frost i et par måneder, men drivisen i bæltet voldte ikke større fortræd. Kastelshavnen blev dog ganske isfyldt.
Da isflagerne stadig drev ind under den fastliggende is, kunne man til sidst måle 2m. tyk is i havnebassinet.

I 1927 måtte en kreaturdamper, der gik i fart fra Aarhus til Tyskland, indlade kreaturerne her i byen, hvortil de sendtes pr. bane. Også mange andre skibe oplossede her, fordi de på grund af is ikke kunne komme frem til deres oprindelige bestemmelsessteder.
Svitzer indbragte en damper, der havde siddet fast i isen. Også skonnerten "Eirene" gik fast i isen udenfor indløbet, men blev hjulpet fri af den ovenfor omtalte kreaturdamper.
Denne vinter havde vi indtil 14 graders frost eller den laveste temperatur siden 1895.

Så kom året efter i 1928 påny en streng isvinter. Mange skibe oplossede deres ladninger i Fredericia, men efter den 6. februar var det slut. Først 16. marts var sejlads atter mulig.
Isen satte sig fast fra kyst til kyst, men færgerne holdt dog en rende åben. Renden var markeret ved hjælp af en række grantræer, som var plantet fast i isen. Vandets temperatur var denne vinter helt nede på minus 4,5 grader, eller næsten dobbelt så koldt, som tilfældet har været i indeværende vinter (1940).

I de efterfølgende år havde vi ikke isvintre af betydning for Fredericia havn, men i 1937 satte frosten ind først i januar og holdt sig de to efterfølgende måneder.
Der var svære storme med megen sne. Sjapis fyldte Møllebugten, og i begyndelsen af februar pakkede isen rigtig sammen. Svære isskruninger satte ind ved Østerstrand.
Motorskibet "Fredericia" var dog i stand til at fuldføre alle sine ture til og fra København, men en enkelt af turene skete dog gennem Langelandsbæltet, da en isbarriere stoppede for sejlads i Samsøbæltet.

Havnefogeden fortæller slutteligt, at med undtagelse af 1922, hvor isskruningerne som nævnt var ved at vælte søndre havnemole, er der i de forløbne år ikke af isskruninger forvoldt nogen skade på havnens område. Derimod er det ofte, ligesom i år, gået slemt ud over broer, badehuse og fiskeredskaber. Heller ikke de svære stenforkastninger ved Skanseodden ud for Shells tankanlæg, er blevet rokket af isen.
Endelig er det den gamle havnefoged en tilfredsstillelse at kunne fortælle, at ham bekendt er aldrig noget skib, der var direkte bestemt for Fredericia, bleven indbragt hertil af isbryder.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286