Vilhelm Larsens erindringer
© Erik F. Rønnebech 2017
27/6 1940
Som by så borger
Forfatteren, fhv. forstander ved Det kgl. Døvstumme-institut i Fredericia hr. Vilhelm Larsen, gengiver nedenfor nogle erindringer, der er formet som en selvbiografi.
Den 28. september 1887 betrådte jeg for første gang Jyllands jord, da jeg om aftenen ved 9 tiden steg i land i Fredericia.
Den gang fandtes der kun ét færgeleje og overfarten besørgedes af et par småfærger: Lillebælt og Fredericia.
FÆRGELEJET I FREDERICIA 1890
De var ret primitive i bygning og udstyr, og da jeg mange år senere genså dem på farten over Oddesund, virkede de helt oldnordiske.
Gennem en næsten mørkelagt by, vandrede jeg nu af sted forbi banegården, op ad Gothersgade til "Rye". Ryes Plads virkede den gang som en slags rottefælde med gæstfri indgang gennem muren ved Gothersgade, men med fuldstændig afspærring mod Prinsessegade. På denne plads havde byens brandkær (branddam) været i historisk fortid, og jorden i baggrundsbuskettet havde stadig en noget mosagtig karakter. En morgen så jeg da også et par galocher stikke i moradset, men har dog en grundet formodning om, at ejeren var reddet. En anden gang fandt man en ældre hat over optrådt jordsmon, hvilket samlede folk til mangfoldige gisninger.
Nå, jeg slap lykkelig udenom pladsen og vandrede op ad den sparsomt bebyggede Sjællandsgade, der førte over en sumpet eng, hvor man sommeren igennem så det landlige billede af græssende kreaturer.
Man blev derved mindede om forholdene under belejringen i 1849, hvor avlsbrugerne slog deres heste og køer fri og lod dem græsse i engens løsgang.
Jeg passerede en åben, ildelugtende kloakgrøft, der repræsenterede et stykke Dalegade og dannede engens østlige grænse, og nåede op forbi sygehuset og fattiggården. Her så jeg et stort, oplyst bygningskompleks ligge ude på de reformerte bylodder. Drejede ad Dronningensgade og nåede snart min rejses mål: Det kgl. Døvstummeinstitut.
Jeg blev vist ind på kontoret og fik foretræde for forstanderen, Georg Jørgensen, der dengang, i hele Norden, indtog en ubestridelig førerstilling indenfor sit fag.
Han er blevet nævnt som talemetodens største agitator i Norden, og ingen nordisk døvstummelærer kunne i de tider tænke sig at rejse på studierejse til tyskland, uden først at aflægge besøg i Fredericia. Georg Jørgensen, som ved sin afgang blev hædret med professortitlen, stod nu i sin bedste manddomsalder, 49 år gammel.
Han var en smuk mand med en ubestridelig herskerskikkelse, men så ældre ud end han var. Med kalot og langt, grånet hår, og hvidt, for aflæsningens skyld, kort, studset overskæg.
Forstander Jørgensen gav mig et kort resume af livet på instituttet og dets ledende principper: "Børnene skal opdrages til gode, danske borgere og lære flid, nøjsomhed, ærlighed og punktlighed. Det vil jeg sige dem, og det skal siges her: Her møder vi ikke på minuttet, men på sekundet", og han stirrede strengt, næsten vredt på mig.
Da det senere, i samtalens løb, kom frem, at jeg samme dag havde overværet en kongerevy i Ringsted, blev han stærkt interesseret. "Kunne folk nu få hatten ordentlig af for hs. majestæt kongen", råbte han, og da jeg dertil svarede: "Ja, ellers slog vi hattene af dem", smilede han bifaldende.
Allerede næste eftermiddag foretog jeg, sammen med en kammerat, en tur på volden rundt og passerede først en ærværdig Fredericia veteran. Den 300-årige stubmølle. Den tilhørte byens kæmner, den gamle kammerråd Valeur, men møllen, og det tilhørende primitive bageri, var udlejet til møller Jessen, hvis stoute, sønderjyske garderskikkelse var kendt af store og små. Han elskede børn, og de ham. Ikke mindst når han inviterede dem ind og dem små børnerugbrød.
Gamle kammerråd Valeur var senior i den ansete Valeurske familie, der den gang ligesom Loehrerne prægede Fredericia.
To af Valeurs smukke døtre var gifte med fætre og bosatte i byen. Den ene med en præst, pastor Valeur ved Trinitatis kirke, og den anden med den djærve sømand Fritz Valeur, der var præget af hans deltagelse i slaget ved Helgoland, under hvilket han stod til rors på admiralskibet "Niels Juel".
Kammerråden havde også et par ugifte, lidt ældre døtre, og da engang en omrejsende "Probenreuter" gæstede ham og spurgte, om han havde antikviteter til salg, rev han døren op til "salen" (stuen) hvor døtrene sad i sofaen, og sagde: "Her ser de mine antikviteter".
Jorderne her omkring tilhørte de reformerte, og byens sydøstlige kvarter var i høj grad præget af disse borgeres liv og virke. I Dronningensgade lå deres kirke, skole og præstegård. De fleste andre bebyggelser her og i nærmeste gader var avlsbrugergårdene med deres stalde, lader og tobakshuse. I hver gård var desuden "soldaterkammer", hvor regimentets menige var indkvarteret. De reformerte nedstammede fra de franske huguenotter og havde i en forbavsende grad bevaret deres meget smukke slægtstyper. De var alle flittige, stræbsomme og nøjsomme folk, der fremmede kartoffelavl og tobaksdyrkning.
SOLDATERKAMMERET PÅ MUSEET
På Østervold glædede man sig over den henrivende udsigt over Lillebælt med udsigten til Æbelø og Bogense, og man nød friskheden.
Man indåndede den i lange drag. Man mættede sine sanser dermed. Min kære mor, som i de kommende år gæstede mig mangfoldige gange, drog ofte sammenligninger mellem Vejle og Fredericia. "Ja, Vejle har en smuk omegn, men må jeg be´om Fredericia, med al dens friske skønhed".
Det samme har jeg hørt borgmester Scharling udtale. Det var da borgerne i Fredericia fejrede ham ved en festmiddag i teatersalen i anledning af hans 25 års jubilæum.
Da nævnede han i sin takketale sit første indtryk af byen: "Da jeg gennem den solhede Danmarksgade nåede op på volden, gjorde Østervold og Østerstrands skønhed og friskhed det dybeste indtryk på mig."
Borgmester Scharling! Hvor ser man den mand tydeligt for sig. Den hurtige, lidt faldende gang, i nogen grad præget af hans nærsynethed, hilsende med venstre hånd op til den guldtressede kasket. Åben frakke for at uniformsvesten kunne komme til syne. Sådan var det første indtryk af ham.
Borgmester Scharling stod der på hans dørskilt, og han var også ubestridelig borgerskabets førstemand, der prægede byen og dens råd.
Udgående af en højt kultiveret slægt, meget alsidig begavet og interesseret samt glødende patriot, var han den rette mand på den rette plads.
Han var en af tidens bedste talere, og hans taler, ikke mindst hans 6. julitaler, mindedes endnu af mange ældre.
Ved siden af at være embedsmanden, der med venlig selvfølelse og kultiveret takt ledede byens råd og offentlige liv, og vågede over lov og ret, var han bestandig den unge Nicolaj fra Nøddebo præstegård, der gik op i selskabslivet, ledede dilettantkomedier og legede ordsprogsleg med varme.
En farlig konkurrent til førstemandsstillingen i byen havde han i byens kommandant, chefen for 7. regiment.
Fredericia blev den gang endnu officielt benævnt "Fæstningen Fredericia", skønt den lige så lidt var i stand til at bide fra sig, som en tandløs gammel dame, thi voldene var fuldstændig desarmerede efter fjendens besøg i 1864, men officielt var den fæstning, og der var stor forskel på militære og civile. Den forskel røbede sig ikke meget i det daglige liv, men stak lejlighedsvis hestefoden frem og blev respekteret.
På voldterrænet var der opstillet tavler med ordensregler for færdselen og som §1 stod skrevet: "Indtil videre er det tilladt civile at færdes på de på volden afstukne stier".
På 6. julidagene gik borgmesteren og obersten altid i spidsen for processionen, men der var lidt meningsforskel mellem borgernes mester og fæstningskommandanten om, hvem der skulle gå til højre for den anden. Ved en 6. julifest under verdenskrigen (1ste), foreslog kommandanten, at borgmesteren skulle gå mellem ham og pladskommandanten, kaptajn Roelsen, men svaret lød, at borgerne helst så deres repræsentant yderst til højre.
Da jeg, på min første spadseretur ad voldstien, der fulgte den grønne volds bugtninger fra bastion til bastion, nåede Prinsens Port, så jeg et bevis på, hvor stor en mand obersten var. Han kom ridende op mod hovedvagten med adjudanten ved siden og fulgt af en hestepasser. Så lød råbet fra skildvagten: "Til gevær!" og ud fo'r en halv snes brave Jenser samt en hornblæser og vagtkommandøren og tog plads foran geværstøtterne:
"Fat gevær! gevær på skulder". Se til højre!"
Nu var jeg der, hvorhen min længsel stundede. Jeg så ud over pladsen ved Prinsens Port, og der, midt på pladsen, knejste han, den danske soldats æresstøtte, den tapre landsoldat.
Jeg ilede derned og stod snart i tavs beskuelse af Bissens skønne statue, om hvilken den stedlige digter, stadtphysicus Chr. Langgaard sang ved 50 års festen.
Et halvt århundreds somre fletted´kranse, |
Det varede længe før jeg kunne løsrive mig og se på Prinsens Port og hovedvagten, hvor vagtmandskabet nu var trådt af efter honnøren for kommandanten.
Han hed på de tider oberst Molkte. En lille væver mand med et stort fuldskæg og gode, ærlige øjne. Han var soldat til fingerspidserne, men vid siden heraf det elskeligste menneske man kunne tænke sig.
Alle de høje officerer i hine dage havde deltaget i de slesvigske krige (1848-50 og 1864), og de var alle i høj grad prægede heraf i deres følelsesliv og nationale indstilling.
Mangt og meget, mange træk, kunne fortælles fra oberst Moltkes liv, men vi skal ikke her komme ind herpå, men blot fremføre et par småhistorier om ham hentede fra selskabslivet:
Engang i et muntert middagsselskab blev der talt ivrigt om, hvilken rus, der vel var den bedste. Man holdt den gang på, at en rus ikke misklædte en ærlig mand, og mange hævdede, at champagnerusen ubestridelig har fortrinsret, men den gamle oberst erklærede da: "Jeg må absolut holde på, at den rus er bedst, som fås hurtigst og billigst, og det er brændevinsrusen".
En anden gang udtalte han: "Jeg ved ikke hvem jeg foragter dybest, fredsvenner eller afholdsfolk, men det er vel nok afholdsfolk".
Og da man vidste, at han så stærkt ned på fredsvenner, forstod man, at hans foragt overfor afholdsfolk måtte være uhyre. (Fredsvenner var en antimilitaristisk datidig bevægelse).
Provst Fr. Zeuten, præst ved Sct. Michaelis kirke, var i så henseende noget af en meningsfælle af obersten. De unge kapellaner søgte ofte at få provsten til at melde sig ind i en afholdsforening eller fredssammenslutning, men svaret lød regelmæssigt: "Som underkorporal på Dybbøl 1864 har jeg lært betydningen af en dansk snaps at kende, og der står i bibelen: "Gud plantede en have og satte Adam og Eva i den til at dyrke og værne den. Kommer der krig igen, er min plads mellem soldaterne, og min snaps vil jeg beholde". Provsten, formand for Indre Mission, var en barnefrom kristen, hvis minde er bevaret i taknemmelig kærlighed.
"Skal vi så gå hjem", sagde min kammerat, og lidt tøvende gik jeg derfra, ønskede at jeg selv engang kunne blive en brav, dansk soldat i Landsoldatens ånd.
Soldaterliv.
Oh, hvilken fryd, jeg er soldat!
Efter ca. tre års arbejde blandt de døve, gik jeg på session i Horsens og blev udskrevet til soldat og skulle melde mig den 31. marts 1890 som rekrut ved 27 batl.s 3. kompagni.
Alle som har prøvet soldaterlivets glæder og sorger, vil mindes hint alvorlige øjeblik, hvor man, iført et par stumpede, lyseblå bukser ,ed en vældig lap på hvert knæ, og en do. på bagen, og med en skævtsiddende mørkeblå våbenfrakke, står, afventende situationens videre udvikling, og kaster vemodige blikke ned på sit civile kluns:
Sig, husker i den 31. marts hint mærkeår, |
Således stod vi, da pludselig en mørk, alvorlig militær hastede hen imod os, fulgt af premierløjtnanten. Han kiggede rækkerne igennem, og da han fandt hvad han søgte, råbte han med dyb, mørk stemme: "Frandsen! Frandsen! Her skal de min salighed bare se. Der står nu "Bob" i kongens klæder, og jeg kan lige så tydelig huske den morgen, da faderen sprang efter "madammen" (jordmoderen) til konen derhjemme og se nu ..."
Det var vor kompagnichef, kaptajn Fischer. Streng og alvorlig så han ud, men alle hans gamle soldater svor, at han var den "vildeste", d.v.s. den bedste af alle kaptajnerne.
I sin første henvendelse til os næste dag sagde han: "Jeg vil bare lære jer at lyde, ikke at lystre". Og dette vil jeg sige jer her, han lærte os det.
Vi adlød vor afholdte kaptajn med glæde, og lystrede ikke blot fordi det var vor pligt. Havde vi med ham oplevet virkelige forhold, og han havde sagt: "Nu fremad, folk!" så havde vi fulgt ham med glæde. Han var en pryd for den danske hær.
Forøvrigt ønsker jeg også at vidne, at ingen dansk soldat på farens dag nogen sinde, ville holde sig tilbage når ordet FREMAD blev råbt. Med fryd ville man storme fremad for Danmarks ære og selvstændighed!
Bataillonschefen var oberstløjtnant Søltoft. En meget dygtig og ivrig befalingsmand. Han var streng, men meget anset og afholdt af soldaterne.
Den menige soldat har en ganske mærkelig instinktmæssig forståelse af, hvem der duer til noget indenfor førerkredsen.
Han vil meget hellere tjene under en virkelig dygtig mand, selv om han er streng, når blot han tillige er retfærdig, end at tjene en mindre dygtig, selv om denne også er mindre krævende.
Oberstløjtnant Søltoft blev senere generalmajor i Aalborg, hvor han blev højagtet på grund af sin iver og dygtighed. Hans møde med Danmarks første civile krigsminister J. C. Christensen er historisk berømt: "Vil de køre med mig hr. general", sagde ministeren. "Er det nu en befaling excellence", svarede generalen. "Næh, det er ingen befaling". "Tak, så rider jeg hellere".
Generalens bristende takt ved denne lejlighed, resulterede i hans afgang et år før tiden.
Nå, så tog vi fat og lærte geværgreb og march, og hver dag gav en lille fremgang. Vi holdt skydning og legede krig tværs over Fredericias marker, og det var mærkeligt at se den fremgang, som et halvt års soldaterliv kan give, således at store klodsede husmandsskikkelser og blege diskenspringere eller kontorfolk, bliver til virkelige soldater.
Ikke alene udvortes skinner det frem, men de unge krigere bliver fyldte med en ny ånd. En vis militær selvfølelse i forhold til civillivet, og så den vågnende kammertskabsfølelse der binder rækkerne sammen.
Jeg mindes en episode fra mine krigerdage. Der var supponeret, at fjenden havde besat Fuglsang skov, og der blev sendt patruljer frem for at komme til klarhed. Jeg var fører for en sådan "snigpatrulje" og vor ordre lød på at rykke "hensynsløst" frem. Spændte sneg vi os frem langs skellet mellem Fuglsanggård og Sønderbygård og måtte trampe lidt i Fuglsanggårds havre. Da vi nærmede os skovbrynet, kom "fjenden" pludselig til syne og åbenbarede sig værre, end vi havde tænkt os ham.
Det var forpagteren af Fuglsanggård Ussing, der afgav hele maskingeværsalver af kraftige ord mod os, fordi vi trampede i hans havre.
Med en krigers overlegenhed lod jeg ham forstå, at slige hensyn som at gå udenom civil havre ikke kunne tages i dag, men vi tilbød dog at tilbagelægge resten af vejen i Sønderbygårds hvede. Vi blev snart forligte og senere meget gode venner således at Fuglsang og Ussing gennem mange år blev et fællesbegreb for mig.
Jeg har altid elsket den smukke, lille skov, og hver en plet derude har minder for mig.
Men de skønneste minder er dog knyttede til eftermiddagsfesterne på 6. juli. De var altid henlagte til Fuglsang. I den runde, lille pavillon ved indkørselen til skoven, blev der serveret aftensmad. Varm ret og koldt bord for 1 kr. Her dvælede mange brave borgerfamilier så længe ved kylling og smørgåsen (Ussing havde været forvalter på en herregård i Sverige) at værten kunne blive ganske betænkelig, men selve festen med sang og tale holdtes i 6. julidalen, hvor talerstolen stod i dalens bund, medens tilhørerne, alle festklædte (damerne i rødt og hvidt) og glade, placerede sig på bænkene i dette naturens amfiteater.
Herude er der talt de skønneste ord jeg har hørt og ingen talte bedre end borgmester Scharling. Jeg husker endnu hans tale for kongen, bygget over motiver fra Chr. Richards guldbryllupskantate:
Men at du skulle blive hans tredje ejermand |
Man afsang derefter Otto C. Fønss' smukke sang "For Kongen".
Som en eg ved Danmarks strande, |
Otto C. Fønss, digter af Guds nåde, var adjunkt ved latinskolen, hvor han var elsket og beundret for sine oplæsninger og fortolkninger af dansk digtning.
Hans smukke og særprægede skikkelse, var kendt i byens gadelivsbillede og i selskabslivet, hvor man nød hans tale og vid.
Engang stod gamle oberst N. P. Jensen (adjudant hos den kommanderende general i Fredericiaslaget) på talerstolen og talte for 6te juli, medens en flok gamle veteraner fra slaget sad på første plads foran talerstolen. "Så slog klokken 1. Lad os så begynde i Guds navn, sagde general Bülow til Lunding. Og vi drog ud, og snart bølgede kampen frem og tilbage, men sejren blev vor. Rejs jer, gamle kammerater, og hjælp mig med at udbringe et leve for minderne 6te juli.
Da leveråbene forstummede, spillede musikken under stabshornist Larsen "I natten klam og kold". Hvor har den mand og hans musik glædet mange. Når kommer musikken igen?
Oppe på talerstolen sad festkomiteen i uniform eller kjole og hvidt, smykket med ordner og medaljer. Det var den stedlige våbenbroderafdelings bestyrelse, hvis formand, hotelejer A. P. Albertsen var dirigent. Hans hukommelse var ikke helt god, navnlig havde han en svaghed for at forveksle navne og titler.
Kammersanger Simonsen, veteran fra 64, var engang taler ved festen og blev af dirigenten snart omtalt som kammerråd og snart som kammerherre, men da han endte som kammerjæger, rystede sangeren smilende på hovedet og foreslog at "lægge bort titlarne". A. P. Albertsen plejede at slutte talernes række med ord som: "Vi skal spejle os i, hvad vore forfædre gjorde, og med disse ord vil jeg udbringe et leve for landsoldaten såvel til søs som til lands."
Blandt festkomiteens medlemmer var brødrene Jacobsen, begge stabssergenter. senere medarbejdere i Fredericia Sparekasse. Den ældste af brødrene, Ernst Jacobsen, deltog i treårskrigen som lille hornblæser og rykkede ud med 12. bataljon, da denne i 1848 marcherede sydpå.
Her sad også herredsfogeden Hans Nobel Becher, gammel jæger og frivillig fra krigen.
I vinteren 48-49 var han på befalingsmandsskolen i København og han blev sendt over med sine kammerater for at deltage i Fredericiaslaget, men deres skib løb på grund ved Æbelø, og de nåede ikke frem før sejren var vundet.
En hel gruppe dannedes af stedlige og tilrejsende sønderjyder, der varmede deres genforeningshåb i sejrsglæden. Her sås 2 af trinitatis kirkes tjenestemænd: Klokker, overlærer Johansen med sit pragtfulde sølverhvide Holger Danske-skæg, og kordegn Vogensen, begge brave danske mænd, der betød meget i byens ansigt og indre liv.
Kirkens præst, pastor Valeur, var fyldt med national stemningsglæde fra sit vellykkede formiddagsindlæg: Talen ved kæmpegraven, og gik nu fra gruppe til gruppe og slog folk på skulderen med et muntert tilråb.
Ved et særligt bord sad "pressen". Således Jac. Christensen. Redaktør af byens ældste og i mange år eneste blad: "Fredericia Avis".
Her sad lederen af Dagbladets forgænger, lejlighedspoeten Vilhelm Hansen. Digteren af ca. 2.000 sange. Denne rekord er dog nu slået af frk. Ingeborg Næstved, hvis sang: Giv mig en blomst mens jeg lever" er kendt langt ud over landets grænser, og hvis produktion hævder sig såvel i kvalitativ som i kvantitativ henseende.
Her sad bænkene rundt, byens borgerskab, for hvem 6te juli var årets midtpunkt.
Til denne dag skulle alle huse males og kalkes og vindupoleres. Middagen i de fleste hjem var kylling med ny kartofler og jordbær. Mange tidsberegninger tog 6. juli til udgangspunkt: "Min kone og jeg blev netop forlovede 6. juli og holdt bryllup året efter.
Eller: "Hvornår jeg købte huset her? Jo, det skal jeg sige dem, det må have været i foråret 1899. Det var det år vi havde den store 6te julifest, for jeg kan huske, at vore to veterangæster boede i stuen der ud mod haven."
På bænkene sad de brave borgere med deres familie. Manufakturhandler Carl I. Christensen fortalte ivrigt og livligt om 6. juli 1864. "Var de med i sidste krig Carl I.?
Både ja og nej. Jeg var ikke indkaldt som soldat, men var kommis hos Bertel P. - Tykke Bertel som man kaldte ham. En dag under tyskernes bombardement sprang en granat lige udenfor vore vinduer, og en granatstump sårede mig og rev mine klæder itu. Jeg gemmer endnu den blodige skjorte.
"Carl I., var i en dygtig købmand der forstod at få sine mange kunder fra land og by til at købe meget og snart komme igen?"
Når kunderne havde sagt farvel og drejet sig rundt mod døren, lagde købmanden sin hånd på disken og sprang let og behændigt over den, hvorefter han høfligt fulgte til dørs.
Lille købmand Fritz Duus med de store heste, havde en stor landhandel og omfattende forretning. Urtekram og kolonial, støbegods og cement.
Ligesom alle landboere var velsete gæster hos ham, således var han og hans familie kære deltagere i alle landlige gilder og fester.
Købmand I. M. Jørgensen, hvis stolthed var, at han lignede gamle kong Christian IX, talte med sin kollega S. F. Sørensen om bank- og pengeforholdene i byen. Den sidste ledede i en årrække, sammen med sagfører Reinholdt Jacobsen, Banken for Fredericia og Omegn.
Når talerne sluttede af begyndte den almindelige skovfest.
Man samledes ved madkurvene og nød de medbragte kyllinger og det velbelagte smørrebrød. Her sad den gamle malermester Winther med sine døtre, svigersønner og børnebørn, og medens maden gled ned, blev der fortalt mangen en god historie.
Malermester Matthiessen var en skattet fortæller og fortalte livligt om den gang han var på valsen Europa rundt. Oplevede de tyske troppers hjemkomst til Berlin 1871 og den første strejke dernede, som dog hurtigt blev kvalt af "Jernkansleren", men den livligste fortæller var og blev glarmester Leonhardt ved et andet bord. Han beretter om sin deltagelse i Dybbølforsvaret: "Under kampen på Dybbøl den 17. marts, var jeg bleven skilt fra min afdeling, da vi blev trængt tilbage mod skanserne. Natten faldt på og jeg gemte mig i kælderen i et stort, tomt beboelseshus, men da jeg kom derned, så jeg, at der var mange af mine kammerater, der også var tyet derned. Jeg var træt og lagde mig til at sove ligesom de andre. Da jeg vågnede om natten, var det helt lyst. Månen var fremme og skinnede lige ned på os. Men hvor så kammeraterne blege ud. Jeg rørte ved den nærmeste. Uha, han var kold som is. Den næste ligeså. Det var alle sammen døde kammerater der lå udenom mig. Da rejste mit svære, sorte hår sig som en urskov og sveden sprang frem på min pande da jeg med hånden strøg håret tilbage, knækkede det over som rør og jeg blev fuldstændig skaldet. "Det er vel løgn, mester", råbte en, mens de andre lo. "Hva' er det? I kan jo selv se", og da han tog hatten af, skinnede hans blanke isse dem i møde.
Man så gamle snedker Pagh, der i sin virksomhed mere så på fint arbejde end på fortjenesten. Smedemester Schultz, den senere landstingsmand og købestævnets medstifter, slagtermester Willestofte, skomagermester Møller o. m. fl.
I et telt sad bundtmager Hostrup og nød sin kaffe med venner og naboer. En ung finsk magister og døvstummelærer blev så begejstret ved at høre hans navn, at han tilråbte sin danske kollega: "Du får komme hit, bror! Vi får dricka brorskål med søn af nordens store skjald.
Men skoven var præget af de mange unge, glade landsoldater, der smukt pudsede spadserede rundt, mens de lønligen kiggede efter de unge piger, "hvis længselssuk kendtes let på deres silkebluser".
Men alle søn- og helligdage smagte friheden godt, |
Inde på en bænk under en mægtig bøg med skøn udsigt over Erritsø mose, Hannerup krat og det blinkende bælt i baggrunden, sad en ung rekrut fyldt med patriotisk glød og sommerdagens glæde.
"Nå 28, lød en stemme. "De ser gladere ud i dag end forleden morgen".
Rekrutten sprang op og gjorde stram honnør for sin foresatte, sergent Matthias Hansen. Denne underofficer var af den rette type og meget elsket af sit mandskab, opdraget i kaptajn Fischers ånd.
Sergenten hentydede til, at 1. delings trop en morgen stillede ved Kongens Port med snavsede våbenfrakker og upudsede knapper.
"Sikke en samling svin", råbte han. "Nu skal jeg prøve om jeg kan løbe skidtet af jer".
Så lod han træde an og rette ind, og lidt efter lød det: "Giv agt! Løb!", og hele delingen, skyldige som uskyldige, måtte løbe vejen til fælleden og tilbage som ouverture til dagens anstrengelser.
Så var det at sergenten opdagede 28's gnavne ansigt og straks råbte han: "Se, det er nu første gang at fædrelandet kræver et offer af dem, og straks er de fornærmet. Se nu på 6te julisolen og bliv glad igen. Skulle de forøvrigt trænge til revanche, så er der 8 sabelskeder på bagen af d'herr. goliath'er et udmærket afstøvningsmiddel". 28 smilede. "Jeg siger mange tak for såvel stroppeturen som rådet hr. sergent".
"Stroppetur" kendtes ikke meget ved 3. kompagni, Kaptajnen yndede dem ikke, og hele kompagniet var opfyldt af trang til at glæde chefen ved at blive et raskt kompagni.
Skulle vi stroppes lidt op, blev det gerne med gymnastikken, der dreves sammen med bajonetfægtning og håndvægtsøvelser. Et kvarters "stød mod rytteren", eller svingen med de store håndvægte kunne nok få sveden frem. Det store Eksercerhus ved Østervold blev forøvrigt udlånt til civilt brug ved afholdelsen af rigsdagsvalg o. lign.
Fredericia husede, indenfor sine volde en meget loyal og kongetro stamme borgere, der alle ville kæmpe for det dyrebare fædreland og have vort forsvar i orden.
Næsten alle landboerne var ivrige venstremænd og de var flertallet der hver gang satte deres kandidat Jens Ousen igennem. I 80'ernes kampår blev der stiftet en konservativ klub, og formanden for denne var gennem flere år korpslæge Vogelius.
Hans smalle ansigt med guldlorgnetterne på den spidse næse og med det voksende musehaleskæg sås tit på valgtribunen, hvor han var kendt som en slagfærdig taler.
Det varede mange år, før socialdemokraterne dukkede op i Fredericia, men de mange opblomstrende fabrikker: Bloch & Andresen, Loehrs, Voss' og Corhs var frugtbare gropladser for socialdemokratiske tanker, og redaktør I. Rasmussen tog sig opgaven på, at "tælle" stemmer i Fredericia.
1. maj 1890, stod han og prædikede for 14 blege frihedsmænd i et lokale på "Fremad", venstres folkelige forsamlingsbygning, og samtidig var rekrutbataljonen alarmeret med skarpe patroner for evt. at rykke til Horsens og splitte politiske demonstranter.
Nå, Laust Rasmussen vedblev at stille sig fægtende mod præster, gårdmænd og redaktører, og hans 14 blege tilhængere blev til store skarer af rødglødende tilhængere. ved hvis hjælp han til sidst bar sejren hjem. En af hans værste modstandere var forøvrigt den ny redaktør af Fredericia Dagblad, senere landstingsmand og borgmester Johs. Jensen. Han er bleven kaldt rigsdagens bedste hoved, og ejede blandt andet en glimrende hukommelse. Han brugte aldrig manuskript til sine taler, og under en debat gjorde han aldrig optegnelser.
Fredericia by og omegn mindedes ham som en god rigsdagsmand og en fortræffelig borgmester, der altid stod til sine medborgeres tjeneste med råd og dåd.
Også jeg selv er ham megen tak skyldig.
Jeg må nu hjempermittere "soldaten" og skal derefter kun kortelig melde, at mit liv og mit arbejde siden har været viet de døve. I ca. 51 år har jeg haft den lykke, at stå i dette arbejde. Mange gange har det ført mig til andre egne og andre lande og givet mig rige oplevelser og minder, men aldrig var jeg gladere, end når jeg gik om bord på færgen i Strib og stævnede mod Fredericia. Hvor var det skønt at se byen dukke frem bag de grønne volde, der ved forsommertid var dækket af blomstrende gyvel. At se Kastelspynten med hvidtjørnenes sne og ane kastellets frodige paradis.
Den 14. maj 1935 blev Lillebæltsbroen og den ny banegård indviet, og dermed et nyt afsnit i Fredericias historie begyndt.
Ved højtideligheden i banegårdshallen sagde generaldirektør Knutzen: "I aften kl. 12 lægger vi sporene om, og så kø'r vi". Det lød stort og virkede flot.
Sporene blev også lagt om men den første tid var præget af begyndervanskeligheder.
Men færgerne holdt op med at sejle. Den 15. maj samledes en stor folkeskare ved færgelejerne, hvor alle 4 færger lå med dampen oppe. Den ene ude på Reden.
På slaget 10 gav søfartschefen signal og færgerne gled langsomt ud og sejlede i kølvandslinje over mod Fyn.
Midtvejs ude standsede de, formerede linje og kippede flagene som en sidste hilsen til Fredericia. "Med flaget på hel", sejlede de derefter videre og forsvandt om Strib Odde.
Den sidste færgefart over Lillebælt var endt, et stykke historie var afsluttet, og der sås tårer i mange øjne, da de gamle borgere vendte sig for at gå hjem.
Også jeg slutter her mine minder og kipper mit flag for den by, der blev min, og hvor jeg har levet mere end det halve sekel, levet under landsoldatens tegn.
Vilhelm Larsen
Afskrift 2017 - Erik F. Rønnebech
© Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286