FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

UBÅDSJAGTEN I LILLEBÆLT
DEN 4. MAJ 1945

Af Erik F. Rønnebech ©

Tidligt om morgenen den 4. maj 1945 afsejlede tre tyske kystubåde af typen XXIII fra Flensborg.
De havde ordre til at søge mod Norge. Tyskerne var på det tidspunkt klar over at krigen var tabt og kapitulerede samme dag i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, men ikke i Norge. og håbede at opnå en bedre forhandlingsposition med de allierede med en flådeenhed i Norge der stadig var kampdygtig.
Nogle timer før frihedsbudskabet lød i radioen fra BBC i London, var de nået op i Lillebælt.
De sejlede alle i overfladen ad en minestrøget rute, og med folk på udkig i tårnene.


U 2367 KYSTUBÅD AF XXIII TYPEN HÆVET I AUGUST 1956, ANVENDT TIL 1968 UNDER NAVNET HECHT I KRIGSMARINEN

De tre ubåde var små, 34,7 m. lange kystubåde af typen XXIII, der var uden luftværnskanon og havde 2 torpedorør i stævnen.
Ubådenes torpedorør var dog uden torpedoer og i stedet fyldt med proviant, mest i form af konserves.
Pladsen om bord var meget trang og der var lige akkurat plads til den 14 mands store besætning.
Da de var kommet godt under Lillebæltsbroen, blev de opdaget af en eskadrilje engelske fly, der omgående satte kurs mod ubådene der, da de fik øje på flyene, slog alarm og straks påbegyndte neddykning.

Angrebene på de tre U både satte ind kl. 16.38 og fortsatte til kl. 17.00. Det blev udført af 22 fly fra RAF Coastal Command (RAF CC) med 20 mm maskinkanoner og panserbrydende raketter af typen Beaufighter X. Det var fly med en besætning på 2 mand - 2 x 1.960 hk luftkølede Bristol Hercules motorer, der kunne give en max. hastighed af 495 km/time.
Som følge af den ret lave hastighed blev angrebsflyene eskorteret af 26 amerikansk byggede Mustang jagere så ialt var der 48 fly i aktion. Kampstyrken var sammensat af 12 fly fra 236. squadron (sqd.) og 10 fly fra 254. sqd., der sammen med jagereskorten dannede en såkaldt Strike Wing (SW) til antiskibsoperationer (A/S). Flyenes normale base var North Coates i Lincolnshire England, men dagens A/S operationer til Danske farvande foregik fra Helmond i Holland, hvor man var landet dagen før.
(Kilde P. E. Pedersen, Erritsø).


BEAUFIGHTERE MED RAKETUDSTYR


MUSTANGJAGER MED DROPTANKE

Omtrent samtidig lød luftalarmen over hele Fredericia.



KLIK PÅ PLAY FOR AT HØRE HVORDAN DET LØD UNDER LUFTANGREBET

Flyene cirklede rundt i stor højde, indtil de styrtdykkede ned mod ubådene og skød med maskinkanoner og panserbrydende raketter.
Samtidig satte tyskerne voldsomt ind med antiluftskyts fra havnen og Østervolds kaserne. De blev også beskudt fra Middelfart.
Nogle af jagerflyene dykkede ned over byen og besvarede ilden og enkelte huse i byen blev beskadiget. En del forsagere fra luftværnsilden landede også i byen.
Den ene af ubådene, U-2338, fik flere fuldtræffere og begyndte hurtigt at synke og lagde sig på bunden på 26 m. vanddybde ud for Staurshoved.
Båden blev hurtigt fyldt med vand og mandskabet kæmpede panisk for at komme ud. En luftlomme lige under tårnlugen gjorde det muligt for, stadig at trække vejret når man stod på tæer.
Det lykkedes kaptajn R. Kaiser at få lugen til tårnet op, så mandskabet kunne slippe ud.
Den 19-årige torpedogefreiter Walter Specht, der mirakuløst overlevede, fortalte under et besøg i Fredericia i 1998 hos Ing. Poul Erik Pedersen, Blåkjærsvej 20 i Erritsø om angrebet og hvordan han blev reddet:


Walter Specht
(1925-2015)
Foto: P. E. Pedersen

Han havde stået og holdt udkig i tårnet da ubåden blev angrebet og blev ramt i bagdelen af en kugle, faldt ned gennem den åbne luge og landede på gulvet i kontrolrummet med hovedet forrest og slog sig, så han var ved at miste bevidstheden. Da lugen blev åbnet kom han ud som nr. 2. Remmen fra hans kikkert hang fast i lejderen, men det lykkedes ham at få sig vristet fri.
Da han nåede overfladen så han hverken noget til to andre ubåde eller de andre fra besætningen. Han fik pustet sin redningsvest op og begyndte at svømme ind mod land, men strømmen var så stærk, at han ikke kom ud af stedet. Han lå i det kolde vand i mere end ½ time, da han blev samlet op af de tililende tyske marinefartøjer og bragt ind til havnen i Fredericia hvor en ambulance ventede og kørte ham til lazarettet på døveskolen ved Østervold. Han erfarede først om kapitulationen et par dage senere.
Han lå på en seksmandsstue sammen med hårdt sårede fra østfronten. Efter 60 dage på lazarettet blev han, som liggende patient, sendt med et lazarettog til et lazaret i Hildesheim, og i december blev han hjemsendt fra marinen. Først i 1998 erfarede han at der blev bjerget seks døde op fra vandet, som må være døde på vejen op eller af kulde eller døde under angrebet, samt at et andet besætningsmedlem Wilhelm Murach også havde overlevet. Blandt de der blev fundet var kaptajnen. De blev alle begravet i den tyske afdeling på Christianskirkens kirkegård. Resten af besætningen blev aldrig fundet. Da man fjernede ubåden blev der fundet skeletdele i den så nogle er døde under angrebet eller ikke sluppet ud af båden. Resten er formentlig ført med strømmen ud i kattegat.
Tyske kilder beretter, at 12 mand omkom da U-3338 sank, og det svarer helt til, at der var to overlevende, nemlig Walter Specht og Wilhelm Murach.
Begge de andre ubåde var blevet ramt under angrebet, men ikke alvorligt.
På grund af luftalarmen der betød at folk straks skulle søge til nærmeste beskyttelsesrum, var der ikke mange øjenvidner til hændelsen. I mange år troede man derfor, at to ubåde var sænket.
Det øjenvidne der havde været tættest på hændelsen var tømrersvenden Egon Kvist, der var på sygehuset med en kvæstet finger, men da angrebet startede, smuttede han af nysgerrighed ud af døren og sprang ned i en løbegrav på Østervold, og havde dermed første parket til de dramatiske begivenheder der udspillede sig lige foran ham.
Han fortalte, at han lå ved siden af en tysk soldat, der virkede skræmt fra vid og sans og fortalte desuden, at han så 17-18 engelske fly dykke ned over ubådene og smide bomber. De angreb i to omgange med fire-fem minutters mellemrum.
Den en ubåd fik en fuldtræffer og gik lodret til bunds. Den anden blev også ramt og ligesom kæntrede over på den ene side, men han mente ikke den gik til bunds.
På det tidspunkt var skyderiet blevet særdeles voldsomt. Tyskerne skød med alt hvad de havde fra kasernen og havnen, og flyverne begyndte at gå lavt ind over Fredericia og besvare ilden, og så var mit mod udtømt. Jeg løb tilbage fordi jeg frygtede, hvad tyskerne ville gøre ved mig fordi jeg ikke var gået i beskyttelsesrum, fortalte Egon Kvist.
Egon Johannes Kvist blev født i Håndværkergården på Egumvej, nu Nørrebrogade 24/7 1923 og døbt i Trinitatis kirke. Selv om han var født lige udenfor voldene, kunne han ikke kalde sig fæstningsdreng.
Som barn flyttede han ud på den anden side af Ryttergrøftvejen og kom til at gå 7 år i Egeskov stråtækte skole. Herefter kom han i tømrerlærer i Fredericia og var med til at lægge tag på landsoldaten, da den blev indmuret efter schalburgtagen mod Hotel Landsoldaten, og var også med til at fjerne det igen efter befrielsen. Senere kom han til tømrermester Rich. Schou, der startede køkkenfabrikken Domino. Her sluttede han som arbejdslivet som overværkfører, da fabrikken lukkede i 1982, og gik på pension.
En af dem der også overværede begivenheden, men på sikker afstand, var denne artikels forfatter. Jeg boede på det tidspunkt i et hus lige ved Hannerup skov ikke langt fra Hannerup Brovej. Da luftalarmen startede tog min mor mig på armen og gik med min bedstemor på 75 år der var enke og boede i den ene ende af huset, ud til det beskyttelsesrum min far havde gravet ind i en jordvold ude på marken foran huset for at se efter om min far, der var på arbejde som murersvend, snart kom hjem.
Jeg husker lyden af de hylende sirener og en knalden og bragen i luften som en nytårsaften.
Oven over en lille granskov ikke langt fra huset kunne jeg se en sværm af flyvere der kredsede rundt oppe over trætoppene for pludselig at forsvinde bag den og noget efter vise sig igen for atter at forsvinde. Ikke så længe efter kom min far, stærkt forpustet, kørende på sin cykel og lidt efter afblæstes luftalarmen. Jeg forsøgte at få min far med ned til skoven, hvor jeg troede de "små" flyvemaskiner befandt sig, for sådan en ville jeg rigtig gerne have fat i.
Selv om jeg kun var godt tre år gammel da det skete, står den stærke oplevelse stadig lysende klart i min hukommelse.

Vraget af den sunkne ubåd U-2338 blev ikke lokaliseret før i 1951.

Flyangrebet som det blev oplevet ved Erritsø strand
AF Harly Møller, Ekkodal. Under krigen var det livsfarligt at fiske på grund af miner i Lillebælt. Flydeminer gik i garnene og kunne springe i luften, når garnene blev røgtet. Det skete for fiskere, som far kendte. Far og onkel Aksel havde også engang en hornmine i garnet. De nåede at se den, inden de halede garnene for at tage fiskene indenbords. Hurtigt løsnede de alle bindetovene ved alle bundgarnspæle og sænkede garnet ned, så både fisk og mine flød med strømmen ud. Sejladsen til og fra fiskepladsen var heller ikke ufarlig på grund af miner.
Der kunne også blive luftalarm, når fiskerne var på vej til havn med en last fisk.
På havet er det ikke muligt at søge dækning.
At befinde sig midt på havet under flyangreb af engelske flyvere på tyske undervandsbåde skete også for far og onkel Aksel. En dag havde de været i Båringvig for at slå bundgarnspæle. Pludseligt befandt de sig i en regn af projektiler, der piskede i vandet omkring dem, da de krydsede bæltet ved Strib Fyr for at komme hjem til Erritsø Strand. Det sikreste var at sejle inde under kysten. Vi var ved stranden for at lytte efter motorbådens tøffen, om far snart kom hjem. Vi så angrebet og løb skrigende ind til mor. Far og onkel Aksel blev, som far sagde det: "Ved et Guds under, blev vi ikke ramt". "Å Gud ske lov for det!", sagde mor, da far stod lyslevende i døren.
Flyvemaskiner, med store stålwirer under, fløj lavt hen over vandet og sprængte magnetminer. Der var også skibe, der strøg miner. Minestrygere hed de. Det var almindeligt for os, når der pludselig lød en ordentlig eksplosion, det skete jo tit. Lufttrykket under minesprængning kvalte en del fisk. "Der går luft i svømmeblæren, så fiskene kan ikke holde sig under vandet", forklarede far, når der lå tykke lag af døde fisk skyllet op på strandbredden efter sprængninger.
Når der var luftalarm med skyderi fra Lillebæltsbroen mod engelske flyvere eller luftangreb over Lillebælt efter tyske undervandsbåde, krigsskibe, kystvagtskibe, havde vi vores forholdsregler. Vi skulle alle skynde os ind i stalden. Der var jerndragere i loftet, så det kunne ikke så let falde ned, hvis vi blev ramt. Eller når jorden rystede under os, når bomberne sprang på havet.
Den dag, englænderne forfulgte og bombede tre tyske ubåde, glemmer vi nok aldrig. De var på vej gennem Lillebælt og prøvede at undslippe imellem Strib og Fredericia, hvor den ene ubåd blev sænket lidt længere ud mod Røjle Klint. Et kystvagtskib blev også ramt og forsvandt. Om det sank eller flygtede, er der uvished om.
Vi var alle samlede inde i stalden. Angrebet varede længe, vi var virkelig bange, sad foran krybben til dyrene, der bare gumlede videre, imens væggene rystede, og bomberne sprang. Mange tanker gik gennem mit hoved. Vi var blevet kendt med kaptajnen fra kystvagtskibet.

De to andre ubådes skæbne:
U-2351 lagde sig ned på bunden af Lillebælt ud for Røjle Klint, til den i ly af mørket kunne returnere til Tyskland, formentlig for at få skaderne repareret. Regnbuebefalingen, hvorefter ubåde og fartøjer der var uegnede til fiskeri eller minerydning, skulle sænkes af deres besætning, var den 4/5 blevet ophævet af overadmiral Dönitz.
U-2365 sejlede neddykket mod Kalundborg fjord, hvortil den ankom ved midnatstid. Næste morgen fortsatte den nordpå, men mellem Læsø og Anholt blev den på ny opdaget og angrebet af en engelsk bombemaskine, formentlig en Lancaster, og bombarderet med dybvandsbomber, men undslap igen med et ødelagt periskop, og efter at have ligget stille i 24 timer på havbunden ud for Göteborg, nåede den frem til Kristianssand den 7. om aftenen. Her fik kaptajnen besked om den totale tyske kapitulation. Han returnerede derefter mod hjemlandet. Den 8/5 sænkede besætningen u-båden ved Anholt fyrskib på mere end 50m. vanddybde. Forinden flyttede de deres ejendele over i fyrskibet og åbnede motorens oliebeholdere. De kom senere til Aarhus, hvorfra besætningen sidst i maj måtte gå hjem hvor de indsattes i en allieret interneringslejr i Slesvig.
Ubåden blev i Juni 1956 hævet og indsat i den nye tyske krigsmarine under navnet "Hai". Smøreolien havde bestyttet ubådens indre mod tæring. Den forliste i Nordsøen i 1966, hvorved 19 besætningsmedlemmer omkom.


HÆVNING AF U-2365 I JUNI 1956

Artikler i Fredericia Dagblad

5/5 1945

Voldsom afslutning på Fredericias besættelse
Engelske flyvere sænkede 2 tyske undervandsbåde ud for Østerstrand.
Afslutningen på den godt 5 år lange militære besættelse af Fredericia formede sig voldsomt, idet en større afdeling flyvemaskiner, formentlig Engelske, i går eftermiddag ved 4 tiden rettede angreb på tre tyske undervandsbåde som var undervejs nordpå og sænkede to af undervandsbådene. Mens angrebet fandt sted rettedes fra forskellige kommandostationer i byen en voldsom luftværnsild mod flyverne, af hvilke enkelte fløj ret lavt, og denne beskydning havde til følge, at så at sige hele befolkningen gik i beskyttelsesrum. Vi har talt med flere øjenvidner om det der skete ud for Østerstrand. Beretningerne er ikke helt overensstemmende men det der er sket synes at være dette:
3 tyske undervandsbåde passerede halvt neddykkede gennem bæltet for nordgående med ikke så få folk på broen. Efter 10 minutters passage fra Fredericia, blev undervandsbådene angrebet af 30-40 flyvemaskiner, der kom i ret stor højde. En del af flyverne dykkede ned og nedkastede bomber mod bådene, af hvilke to blev ramt så hårdt, at de sank ud for den nordlige del af Østerstrand. Den ene blev ramt midtskibs og gik midt over. Den anden rejste sig på enden og gik til bunds. Den tredje undervandsbåd blev øjensynlig beskadiget, dykkede ned og kom efter to timeres forløb tilbage for sydgående. Tyske fartøjer i havnen stod nogen tid efter angrebet til søs og opsamlede de overlevende hvoraf nogle var sårede.
Luftværnsskydningen var, som ovenfor nævnt, ret voldsom. Den voldsomste Fredericia tidligere har oplevet i dagslys.
Foruden fra kommando- og vagtstationerne blev der skudt fra havnepladsen, hvor der var opstillet skyts.
Ingen af de angribende maskiner blev, såvidt man kunne se fra byen, ramt.

En forsager faldt på Cathrinevej (nu en del af Skansevej).
Tre villaer måtte evakueres.
Under luftvværnsskydningen faldt der flere projektiler i og udenfor byen. En forsager blev fundet ud for Cathrinevej 34 og af sikkerehedsgrunde blev tre villaejendomme evakueret indtil sprængningskommandoen fra Kolding kunne komme til stede og demontere granaten. En anden granat faldt i stole- og møbelfabrikken "Dana"s gård i Prinsessegade, men den syntes ikke at være af særlig farlig karakter. I hvert fald blev det fortalt, at en brandmand havde taget projektilet med sig og havde stukket det i lommen. Også fra andree steder i byen rapporteredes der mindre skader som følge af nedfaldne sprængstykker fra luftværnsgranater.

U-bådene d. 4. maj 1945.
Af Alfred Hestkjær.
Den 4. maj om aftenen overgav tyskerne i Danmark og Nordvesttyskland sig, men det gjaldt ikke tyskerne i Norge. Danmarks farvande var stadigvæk internationale, og det betød, at sejladsen foregik i internationalt farvand. Derfor angreb de allierede alle de u-både, som ikke havde søgt havn inden det tidspunkt, der var blevet bestemt, mens de der lå i havn gik fri. Men vi ved. at de tyske undervandsbåde var blevet beordret til at sejle til de norske u-bådsbaser. Men der var kaos i u-bådsbaserne i Kiel, Liibeck og Eckernförde, så det var kun de undervandsbåde, der hurtigt kunne blive operationsklare og få tanket op, der kom af sted. Samtidig skulle de have afløsningsmandskab med til de undervandsbåde, der befandt sig i Norge, og også kontorpersonale, signalpiger og lignende skulle med. Det er derfor, man fandt dametøj i de ødelagte undervandsbåde. Kvinderne havde meldt sig frivilligt til den tyske marine og fulgte frivilligt med u-bådsbesætningerne på flugten til Norge. Der var så meget kaos de sidste dage, at besætningsmedlemmerne let ville kunne forsvinde i flygtningestrømmen, hvis de ønskede at desertere.

Lørdag den 5. maj 1945
Engelske flyvere rettede i går et voldsomt angreb mod tysklands flåde- og handelsskibe.
London, fredag (RB)

Royal Airforce torpedomaskiner og Beaufighters har ført deres største og udbytterigeste slag i krigen i går mod tyske flåde- og handelsskibe, som forsøgte at undslippe til Norge, meddeler luftfartsministeriet.
Ifølge de første rapporter blev to skibe antagelig sænket, medens 38 blev efterladt i brand eller stærkt beskadigede på anden måde.
Skibene omfattede lige fra store tankskibe til motorskibe.
Dette slag blev ført efter at rekognosceringsmaskiner havde meddelt, at et stort antal skibe af alle slags var på vej bort fra Tyskland i en stribe der gik nord for Kiel gennem Lillebælt og Storebælt.

Middelfart Venstreblad den 12de maj 1945
De sænkede U-Baade ved Røjle Klint skal sprænges bort.
Den sidste krigshandling, der fandt sted i Lillebælt, få timer før kapitulationen.
En af de sidste krigsmæssige begivenheder, før kapitulationen kom, var engelske flyveres sænkning af nogle tyske U-Både i den nordligste del af Lillebælt ud for Røjle Klint.
Det skete fredag eftermiddag den 4. Maj, altså kun få timer før kapitulationen, og mange middelfartere og stribboere overværede den dramatiske jagt.
I de første dage af maj flygtede mange tyske skibe fra tyske havne op gennem Lillebælt og videre nord på for at slippe til Norge; men blev jaget ivrigt af britiske flyvere, og kun de færreste nåede frem.
Fem tyske U-både kom fredag eftermiddag for fuld fart gennem bæltet med retning mod nord, men kort efter at de havde passeret Middelfart, kom en stor britisk Luftstyrke, ca. 30 maskiner, og rettede et kraftigt angreb på dem, mens antiluftskyts fra broen og Fredericia fyrede løs mod flyverne, der dog ikke synes at ænse dette. På Middelfart havn overværede mange hundrede mennesker jagten, men så ikke afslutningen. Ud for Røjle Klint forsøgte U-bådene at dykke for at undgå flyvernes maskinkanoner, men de to af dem blev så gennemhullet, at de sank, og den ene brækkede midt over. En del af besætningen kom op til overfladen og blev reddet af tyske både fra Fredericia.
I disse dage har en engelsk minestryger undersøgt farvandet med dykkere og fundet to af U-bådene, der lå ud for Røjle Klint på 20 favne vand. Det vil næppe kunne lade sig gøre at hæve U-bådene, og det ventes derfor, at de vil blive sprængt bort.

Mandag den 30/7 1945
De sænkede ubådsvrag skal bortsprænges.
En engelsk hurtigbåd og et tysk dykkerfartøj har i de sidste dage foretaget eftersøgning efter den eller de to undervandsbåde der blev sænket af engelske flyvere den 4. maj om eftermiddagen. Man har fundet vraget af et skib ud for Hyby Fælled og formentlig drejer det sig om vraget af den ene undervandsbåd. Der har været dykkere nede ved vraget både søndag formiddag og nu i formiddags, men strømmen er for stærk til at han kan arbejde, og skibene har måttet gå i havn igen. Der er lagt en bøje ud på stedet. Endnu vides det ikke, hvorvidt der er tale om to sunkne ubåde, men i så tilfælde vil begge vrag, efter hvad vi erfarer, blive sprængt bort, da de er til stor gene for fiskerne, der næsten daglig konstaterer beskadigelser af deres garn. Ved Staurshoved har tyskerne kastet en hel del værkstedsmaskiner i vandet så også her løber fiskerne en risiko for at få deres garn ødelagt.

6/8 1945
Sprængningen af de 4/5 sænkede ubåde begyndt.
Folk, der i går eftermiddags befandt sig på havnen, var så heldige, hvis de da ellers havde lyst, at blive inviteret på en sejltur med den engelske minestryger der ligger der. Turen varede en halv times tid og passagererne fik bl.a. forevist stedet, hvor de tyske undervandsbåde er sænket. Forøvrigt er man i disse dage ved at sprænge disse både. En tysk båd, der hjælper med arbejdet, bærer det nye tyske flag, der er stribet i røde, hvide og blå farver.
Forøvrigt er der ankommet endnu et engelsk fartøj.

Middelfart Venstreblad den 2. November 1945
Ligger de tre tyske U-både i Lillebælt ? Da den 1.500 tons store damper "Energi" af Marstal i forgårs gik gennem Lillebælt, grundstødte den pludselig mellem Trelde Næs og Strib Fyr ovre ved den jyske kyst. Grundstødningen skyldtes en misvisning på kompasset på 1½ streg, og man mener nu, at det er vragene af de tre tyske U-både, som de engelske flyvere den 4. Maj bombede, som ligger her og bevirkede misvisningen på kompasset. "Energi" kom løs ved egen Hjælp.

De ubåde der her omtales kan ikke have haft noget at gøre med den der blev sænket den 4/4 1945, da den først blev fundet i 1951.
Stort set alle officielle udenlandske kilder var enige om, at RAF sendte to ubåde til bunds i det nordlige Lillebælt den 3. maj. De blev sænket med dybvandsbomber, og at det var
U-3030 og U-3032, men der var uenighed om stedet. Det kan muligvis være disse ubåde der er tale om.

8/3 1951
Den sunkne U-båd ved Staurshoved stedfæstet.
Under den heftige ildkamp mellem engelske flyvere og tyske ubåde i Lillebælt den 4. maj 1945, skal der som bekendt, efter øjenvidners udsagn, være sænket to tyske ubåde i bæltet ud for Staurshoved.
Fiskerne har flere gange klaget over, at deres vod bliver ødelagt det pågældende sted ved at hænge fast i et eller andet, men hidtidige eftersøgninger efter ubådsvragene har været forgæves.
Efter hvad det oplyses nu, skal det være lykkedes fisker Kjeld Mikkelsen, med kutteren "Anne Marie" af Skærbæk, sammen med et bjergningsselskab fra København, at finde vraget af den ene ubåd på 25 m. vand ud for Staurshoved.
Da man havde fundet det formodede vrag, blev der fra en motorbåd sendt en dykker ned, og trods kraftig strøm og ringe sigtbarhed i vandet, menes det fastslået, at der virkelig er tale om et ubådsvrag, som synes at være indfiltret i vodrester.
Der synes at være tale om en ubåd af lille type. Vraget vil formentlig nu blive fjernet.

29/8 1951
Svitzerbåden Ull fandt ingen tysk U-båd.
Svitzers bjergningsfartøj Ull, der i den sidste tid har opholdt sig i Fredericia for at eftersøge vraget af en tysk ubåd, som menes at ligge på 33 fods vand ud for Staurshoved, har nu atter forladt det nordlige Lillebælt efter at man forgæves har søgt efter vraget.
Eftersøgningen overdrages nu til en fiskekutter og når man har fundet vraget vender Ull tilbage.

31/8 1951
Den sunkne U-båd ved Staurshoved.
Svitzers dykkerbåd "Ull" kom aligevel ikke til at gøre sine eftersøgninger ved Staurshoved forgæves. Vraget er nu lokaliseret og en dykker har været nede at undersøge det, hvorefter det med sikkerhed kan fastslås, at det drejer sig om vraget af en tysk U-båd.
Man har tidligere været af den formening, at vraget ville vise sig at være stærkt beskadiget, men dykkeren har nu oplyst, at det kun drejer sig om et par enkelte granathuller.
Eftersøgningen måtte som bekendt opgives i første omgang på grund af strømmen, men da man derefter fik en stedkendt mand med, fisker Hans Martin Petersen (1888-1956), Kongensstræde 79, lykkedes det meget hurtigt at finde vraget.
I en samtale med Dagbladet fortæller Hans Petersen, at U-båden ligger på 26 m. vand. Den er ikke sunket ned i havbunden, der på det sted består af fast lillebæltsler, så der skulle ikke kunne opstå vanskeligheder i forbindelse med bjærgningen. Inden der nu sker videre i sagen, skal "Ull" afgive rapporter om dykkerundersøgelsen, og der skal derefter forhandles om, hvorvidt det kan betale sig at hæve vraget, hvad man på nuværende tidspunkt er tilbøjelighed til at mene. Inden man kommer i gang med hævningen, vil der dog utvivlsomt gå et par måneder.

27/2 1952
Den tyske ubåd sprængt i middags.
Et stenfiskerfartøj har som bekendt et par dage arbejdet på at finde den sænkede tyske undervandsbåd der ligger i Lillebælt ud for Staurshoved. Fartøjet fandt ikke ubåden den første dag. I mandags havde man et par stedkendte folk med, og ved deres hjælp fandt man frem til vraget.
I middags mærkedes en underjordisk rystelse i Fredericia og i det hele taget i egnene på begge sider af bæltet. Det stammede fra den sprængning som man foretog på stedet af vraget. Formentlig har man, før sprængningen blev anbragt og antændt, fjernet batterier med de værdifulde blyplader.

28/2 1952
Ubådssprængningen bragte mængder af torsk op.
En mand fik fat i en kæmpetorsk på 17kg.
Som kort meddelt påbegyndtes i går middags bortsprængningen af den tyske ubåd, der ligger i Lillebælt udfor Staurshoved.
Hen imod aftenstid foretoges endnu en sprængning, og ved disse to sprængninger har man nu fået splittet ubådens midterparti. Man har fået samlet de første jernstumper op og de er ført ind til havnen. Det bliver dog nødvendigt med endnu en række sprængninger før ubåden helt er fjernet.


5/4 1952

VRAGFISKERNE FORTÆLLER OM DERES ARBEJDE.

Der fandtes ingen lig i den tyske ubåd ved Staurshoved.

Flere gange i den sidste tid har man i Fredericia og Strib kunnet mærke en underjordisk rystelse, der er fremkaldt af sprængningen ved vraget af den sunkne tyske ubåd i bæltet ud for Staurshoved.
Vragfiskerfartøjet "Kirsten Jensen" af Korsør har nu i ca. en måned arbejdet på bortsprængningen af ubådsvraget og hævning af stumperne, og endnu er der et godt stykke vej, før arbejdet kan meldes afsluttet.
Vragfiskeren opererer med Fredericia Vesthavn som udgangspunkt. Hver morgen, hvis vejret tillader det, sejler man ud til vraget, og hen på eftermiddagen vender "Kirsten Jensen" tilbage til Vesthavnen hvor den lægger til i den vestligste ende af oliebroen, og her losses de opfiskede vragstykker op på kajen. De store vragstumper, der ved sprængningen får mange forskellige faconer, hober sig op på kajen. Når bunken er stor nok sejles den bort til omsmeltning.
Vi aflagde i går eftermiddags en visit om bord på "Kirsten Jensen" hvor skipperen L. O. Olsen og dykkeren Harry Olsen fortalte lidt om deres arbejde. Det er en tilfældighed at det er blevet to Olsen'er der arbejder sammen. De er ikke i familie med hinanden.
Der er jo nogle stykker der hedder Olsen, siger skipperen med et lunt smil og dykkeren supplerer: Olsen, det er ikke noget man hedder, det er noget man er, som Storm P. sagde.

I dykkerklokke efter opstigningen.
De fortæller iøvrigt, at de foreløbig har bragt ca. 30 tons jern i land og ca. 25 tons bly fra ubådens batterier.
Dette bly udgør den kostbareste del af vraget. Var det der ikke, kunne det ikke betale sig at bjerge vraget på så stor dybde. Vraget ved Staurshoved ligger nemlig på 26 m. vand, og det er både et krævende og farefuldt arbejde for dykkeren på denne dybde. Det store tryk der er i vandet betyder bl.a., at faren for dykkersyge er stor. Når dykkeren skal op, må han ganske langsomt tilvænne sig det mindre tryk. For at gøre dette skulle han egentlig være 1½ time om opstigningen, men i skibets last findes en såkaldt dykkerklokke, som han anbringes i så snart han er kommet op, og here sættes trykket så gradvist ned, hvilket naturligvis gør arbejdet betydelig lettere.
Det kan også være besværligt nok i forvejen. Der er bl.a. vejr og strømforhold at tage i betragtning. Der skal være roligt vand og strømmen må ikke være for stærk. Det er den jo i Lillebælt og ofte må vragfiskeren ligge på stedet og vente på, at den skal slække, hvilket bl.a. sker når den vender. Det er sket at "Kirsten Jensen" har ligget en hel dag på stedet, uden at man har kunnet sende dykkeren ned. Tre timer er almindeligvis hvad man må regne med dykkeren kan arbejde, så man forstår, at det ikke er et arbejde, der kan overstås på få dage.
Skipper Olsen mener da også, at der er en måneds arbejde endnu, vis vejret arter sig vel, inden man har fået de resterende ca. 50 tons d.v.s. ca. halvdelen, bragt i land.
Sidste halvdel i marts har man ikke kunnet arbejde. Dels sejlede fartøjet til Masnedø med de 25 tons bly fra batterierne, dels har det været i Ballen havn for at få nyt og kraftigere spil.


Ingen lig men nogle knogler i ubåden.
Om arbejdet på havbunden fortæller dykker Olsen, at sprængningerne foretages med plastisk sprængstof.
Ubåden skal sprænges stykke for stykke, og det gælder om at de stykker der sprænges fra skroget, ikke bliver større end de kan fiskes op. Det vil dog også sige en hel del, da skibet løfter 4-5 tons.
På et spørgsmål om man har fundet lig i vraget siger dykkeren at der fandtes nogle knogler. Andet fandtes ikke. Det hele blev kastet rundt allerede ved den første eksplosion.
Sprængningernes størrelse afhænger naturligvis af den virkning man ønsker de skal have. Den største ladning man hidtil har brugt var på 75 kg.
Når dette vrag helt er hentet op skal vragfiskerne videre på deres jagt efter andre værdier på havbunden.
Herfra går turen til Grenaa, hvor de skal bjerge et tysk fragtskib.
Kirsten Jensen tilhører bjergningsfirmaet Vilhelm Jensen, Korsør, og både skipper Olsen og dykker Olsen har været med til at fiske vrag i 3 år, og denne ubåd er nr. 8 de er med til at bringe op. De 7 andre er alle bjerget i farvandet ved Sønderborg. Her ligger iøvrigt endnu flere vrag, ligesom der ligger et par stykker i Flensborg fjord men nogle af dem er umulige at hæve.
Ubåden i Lillebælt er kun en af de små. Den har været på ca. 150 tons. I Aarhusbugten liggere vraget af en stor oceangående ubåd. Den er på over 1.000 tons og har 150 tons bly i batterierne. Også denne er Korsør bjærgningsfirmaet i færd med at hæve, men det er et arbejde der strækker sig over 3 år.

Blyprisen er et godt verdensbarometer.
Man taler i fagsproget om gode vrag. Det er vrag som ligger til gene for skibsfarten, og som fyr- og vagervæsenet, hvorunder alle vrag sorterer, betaler et vist honorar for at få fjernet. Ubådsvraget i Lillebælt hører ikke til de gode vrag. Det ligger ikke til gene for skibsfarten, selv om det har generet fiskerne en hel del, hvad talrige garnstumper, som dykkeren har fundet hængende på vraget, vidner om, men det kan altså alligevel betale sig at bjærge det, bl.a. på grund af de 25 tons bly som er hentet op. Blyet betales med omkring 2 kr. pr. kg., så det kan jo blive til en klatskilling.
Om blyet fortæller de to vragfiskere iøvrigt, at det er et godt barometer for udsigterne til krig eller fred.
Blyprisen svinger meget. Når krigen truer, stiger den. Når der er fred i luften mellem de store, falder den. I løbet af den sidste uge er blyprisen faldet 60 øre. Det er sikkert rygterne om den forstående våbenstilstand og forsøgene på en tilnærmelse mellem øst og vest, som har bevirket det.
Ubådsbjergningen er foretaget i vintertiden. Herom siger skipper Olsen, at det kun er om sommeren man kan arbejde i de åbne farvande. Når vinteren og det mere urolige vejr kommer, må man søge ind i "kravlegården" som han kalder det, hvorved skal forstås de indenskærs farvande. Hvor mange fartøjer han har været med til at bjerge, har han ikke rigtig tal på. Jeg har prøvet at tælle dem op, siger han. Jeg fik dem til 14-15 men det må vist blive til nogle flere.
Har der været store skibe imellem?
Ved Hals Barre har jeg været med til at hæve en kølebåd på 3.000 tons. Det er et arbejde der tager sin tid.

17/4 1952
Ejendele kan identificere en mand fra U-båden
Fundet i går af dykkeren.
Bjergningsfartøjet "Kirsten Jensen" af Korsør kom i går middags i havn med en ny ladning vragstumper fra ubåden ved Staurshoved.
Med denne nye ladning indbragtes tillige forskellige personlige ejendele som har tilhørt et af besætningsmedlemmerne i den sunkne ubåd og ved hjælp af hvilke man vil være i stand til at konstatere denne soldats identitet. De ting, som dykkeren har fundet i vraget, er et stykke lærred med soldaternummer samt navnet "S. Domogalski". Desuden et tegn der bliver tildelt soldater der havde været såret, et jernkors, et huemærke samt nogle skak- og dominobrikker.
Efter ankomsten blev fundet overdraget til politiet og en rapport over fundet vil nu blive tilstillet Bælternes Marinedistrikt i Aarhus, for at den omkomne soldats pårørende kan få underretning om hans skæbne.

24/4 1952
Ingen stornazister i den sænkede ubåd.
Et A. P. telegram fra München meddeler:
En tidligere tysk ubådskommandant erklærede i dag i et interview, at der ikke er fjerneste grund til at tro, at den tyske undervandsbåd, som blev sænket af RAF i Lillebælt i 1945 og nu er ved at blive hævet, havde flygtede nazispidser om bord.
Kommandanten Hugo Deiring oplyser, at de tyske undervandsbåde der opererede i Danmark og Nordøsttyskland, ikke var i stand til at tilbagelægge længere distancer. De fundne levnedsmidler i torpedorørene er i Danmark fortolket som tegn på, at undervandsbåden var på vej til et fjernere land, muligvis Sydamerika.
"Det er praktisk talt umuligt, at der kan have været stornazister om bord i fartøjet siger Deiring, og desuden var naziførerne altid for skræmte til at de turde flygte i en undervandsbåd".
Hvad angår levnedsmidlerne peger Deiring på, at der i krigens sidste dage pludselig dukkede store mængder fødevarer op i nazityskland. Derimod var der mangel på ammunition og det var ikke usædvanligt, at ubådsbesætninger hamstrede mad og gemte den i torpedorørerne.
Iøvrigt oplyser Deiring, at størsteparten af ubådene i Kiel slap ud af havnen den 3. maj, inden de allierede nåede frem. De øvrige ubådsbesætninger fik ordre til at sænke deres fartøjer. I Flensborg fik nogle enkelte større ubåde tilladelse til at sejle til Norge, medens mindre fartøjer fik ordre til at gå op gennem Lillebælt og afvente udviklingen dér.
Det er formentlig et af de sidste, der blev ramt af britiske bomber.

24/4 1952
Klager over sprængningerne i Lillebælt.
Udtalelse af politimester Ellegaard.
De sprængninger, der foretages ved den sunkne tyske ubåd i Lillebælt for at sprænge skroget i passende stykker, som kan hejses op i bjergningsfartøjet, har som bekendt kunnet mærkes på land og en række husejere i Fælledvejskvarteret langs Østerstrand har følt sig så stærkt generet af rystelserne, som man frygter, vil anrette skader i form af revner i deres ejendomme, at de har klaget til politiet.
Politimester C. Ellegaard bekræfter i dag på vor henvendelse, at man har modtaget flere klager fra grundejere i Fælledvejskvarteret. Politiet har modtaget et par skriftlige klager, men desuden haft flere telefoniske henvendelser.
Bliver der foretaget noget i den anledning, spørger vi politimesteren.
Ja, der er foretaget noget, lyder svaret. Jeg har straks, da den første klage kom, sat mig i forbindelse med Bælternes Marinekommando og orlogskaptajnen har været her nede i dag, og vi har haft en længere konference i formiddag om spørgsmålet. Foreløbig samles klagerne og indsendes til fyrdirektoratet. Det er dem det sorterer under. Ganske vist har de i deres kontrakt den bestemmelse, at det er vragfiskeren der hæfter for alle skader. Som foreløbig resultat kan man sige, at der er givet vragfiskeren ordre til at nedsætte sprængladningerne således at sprængningernes virkning skulle blive mindre og det er sket pr. omgående. Hvad der kommer ud af det ved jeg ikke.
Klagerne sorterer for så vidt ikke under politiet, tilføjer politimesteren, i særdeleshed ikke, da sprængningerne overhovedet ikke foregår i Fredericia politikreds, men vi har altså påtaget os det job, at samle klagerne, så kan man i og for sig henvende sig her til skriftligt, og så vil klagerne blive undersøgt og indsendt til Fyrdirektoratet.
En enkelt påstår at der allerede ere slået revner i hans hus. I øvrige tilfælde har man endnu ikke konstateret skaderne. Politimesteren siger iøvrigt, at sådant vragfiskeri foregår i Danmark i meget stor udstrækning, bl.a. i Aarhusbugten. Det er første gang der forligger klager over sprængningerne, og dår det mærkes her skyldes det formentlig undergrunden her.
Vedrørende identificeringen af de ombordværende i ubåden siger politimesteren sluttelig, at man er særlig interesseret i alle skriftlige meddelelser, og dem er der faktisk ikke fundet nogle af. Mht. det stykke kjolestof der er fundet ...?
Det er indsendt til Aarhus, jeg skal ikke udtale mig om det.


TYSK KYSTUBÅD TYPE XXIII
Byggeår:Fra 27/6 1944 til 8/5 1945 - i alt 62 stk.
Skibsværft: U 2321 til U 2371, Deutsche Werft i Hamburg.
U 4701 til U 4712, Germaniawerft ved Kiel.
Deplacement:234 t. / 258 t. neddykket.
Længde: 34,7 m.
Bredde:3,0 m.
Højde:3,7 m.
Fremdrift:1 dieselmotor, 1 elektromotor, 1 propel.
Motorkraft: 630 HK / 580 HK neddykket.
Fart9,7 knob / 12,5 knob neddykket.
Rækkevidde:1.350 sømil ved 9 knob / 194 sømil ved 4 knob neddykket.
Dykkedybde:160 m.
Neddykningshastighed9 sek.
Brændstoftank:18 m3.
Bevæbning:2 bovtorpedorør med 2 torpedoer der skulle lades udefra, ingen reserver, intet antiluftskyts.
Besætning:15 mand, 9 officerer og 6 menig.
Anvendelse:Kystnært i de lavvandede kyster af Vesterhavet, Sortehavet og Middelhavet
Bem:Havde batterier med stor kapacitet til neddykket fremdrift og ventilations-snorkler,
der ventilerede hele båden og fjernede diesel-os,
hvilket tillod dieselmotorerne til også at blive brugt i neddykket tilstand.
Var i stand til at være neddykkede over lang tid.

KRIGSMARINENS FLAG

De angrribende fly var af typen Baufighter.
TYPE 156 - BRISTOL BAUFIGHTER (THE BEAU)
AnvendelseLangdistance multifunktionsfly, jagerbomber til støtte for landtropperne, natjager og torpedofly.
Besætning 2 mand
Fabrikat Bristol Aeroplane Company
Længde 12,60 m
Spændvidde 17,63 m
Højde 4,82 m
Vingeareal 46,73 m²
Tomvægt 6.381 kg
Maksimal startvægt 9.571 kg
Motor 2×Bristol Hercules XI stjernemotorer
Motorydelse 1.560 hk ved 2.900 o/min ved take-off, 1.410 hk ved 3.280 m
Tophastighed 492 km/t (0 m.o.h.), 520 km/t (4.570 m.o.h.)
Rækkevidde 1.883 km (292 km/t, 1.525 m.o.h.)
Tophøjde 8.075 m
Stigeevne 5,8 minutter til 3 050 m
Skyts 4×20 mm Hispano maskinkanoner, 6×7,7 mm Browning maskingeværer,
457 mm torpedo, 8 stk 3'' panserbrydende raketter RP3
Elektronik AI Mk VIII radar
Fabrikationsår1940-1946 - 5.928 stk.

RAF FLAG

De tre tyske ubåde i Båringvig.
Den 8. maj om eftermiddagen opdagede lodsformand Arne Andersen fra Fredericia 3 større tyske ubåde ligge inde i Båringvig.
Han sejlede alene ud til ubådene i lodsbåden, gik ombord og overtalte de tre ubådskaptajner om at overgive sig til de danske myndigheder. De indvilligede og fulgte efter lodsbåden ind i Vesthavnen.
Lodsen kontaktede derpå garnisonskommandant, oberst greve Trampe, der knapt ville tro sine egne ører, da han fik at vide, at der lå 3 ubåde med tilsammen 220 mands besætning inde i Vesthavnen og ventede på at overgive sig til ham.
De tre ubåde blev under opholdet i Fredericia bevogtet af både tyske marinesoldater, danske frihedskæmpere og engelske soldater. Tyskerne havde forinden de ankom, kastet en del udstyr over bord i Båringvig.
Ubådene blev liggende i havnen indtil den 10. juni, hvor de sejlede til Kiel. Her blev de overtaget af de allierede. Efter sigende overtog russerne de nyeste af ubådene og anvendte dem i den russiske marine helt op i 1970'erne.
Forinden afsejlingen havde frihedskæmperne fjernet kanoner og inddraget besætningens våben. Det fortælles at halvdelen af besætningerne blev sat i land og måtte marchere hjem til Tyskland.

10/5 1945, Fredericia Dagblad
Tre tyske ubåde havde skjult sig i Baaring Vig.
Efter forhandling med lodsformanden fra Fredericia indvilligede man i at sejle bådene hertil.
Tre tyske ubåde havde søgt at skjule sig i Baaringvig, men de blev opdaget, og tirsdag eftermiddagen stak lodsbåden til søs for at komme i kontakt med de tyske fartøjer. Da man kom frem bordede man den ene af ubådene, ombord på hvilke man fandt cheferne for samtlige tre. Lodsformand Andersen opfordrede tyskerne til at sejle til Fredericia, idet man betydede dem, hvilken fare mandskabet ville udsætte sig for ved at ligge ved åben kyst., hvor ubådene kunne blive udsat for angreb. Først efter halvanden times forhandling gik ubådscheferne med til at lette anker og sejle til Fredericia, og ved 7-tiden indkom de i Vesthavnen, hvor de øvrige tyske marinefartøjer er beliggende.


U-155, U-680 OG U-1233 I VESTHAVNEN


U-155, U-680 OG U-1233 I VESTHAVNEN


U-155, U-680 OG U-1233 I VESTHAVNEN


U-155, U-680 OG U-1233 I VESTHAVNEN 11/5 1945


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286