FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

Forpagter Ole Sørensen

Den 23. maj 1943 var en søndag.
Håndboldklubben "Frem" i Fredericia havde den dag holdt et stort stævne på banen ved Søndermarkskolen, og om aftenen skulle man afslutte med en festlighed på Fuglsanggaard.
Der var bestilt kaffe på verandaen til de mange unge mennesker, de fleste var 14-18 årige, og der deltog 84 i kaffebordet.
Samme eftermiddag og aften var der foregået noget helt andet et helt andet sted.
En tysk officer fra kasernen med så høj rang, at han var den tyske garnisons næstkommanderende og den pågældende dag fungerende garnisonskommandant, havde været ude at more sig. Han havde kørt rundt på egnen i firspand og var blevet temmelig beruset.
Allerede om eftermiddagen havde han haft et sammenstød med nogle danskere i Hannerup, og var der blevet så ophidset, at han havde trukket sin sabel. Det kunne have udviklet sig til noget mere alvorligt, hvis ikke nogle skovgæster, der kunne tale tysk, havde lagt sig imellem og fået tyskeren beroliget.
Lidt før kl. 21 om aftenen rullede tyskerens firspand op foran Fuglsanggaard. Medens adjudanten blev siddende, stod officeren af vognen og gik op ad trappen til entredøren.
På denne hang et skilt, der på såvel dansk som tysk forklarede, at restauranten var optaget af et sluttet selskab og derfor lukket for andre.
Til trods derfor trængte officeren sig alligevel på, og gik ind i entréen.
Her stod tre unge mennesker fra håndboldklubbens bestyrelse. De holdt tyskeren an og forklarede, som der stod på døren, at her kunne han ikke deltage.
Den berusede officers svar var et knytnæveslag i øret på den ene af danskerne, og dermed var bolden givet op. Inden tyskeren havde nået at blinke med øjnene, fik han et stød i panden, og i samme øjeblik kom flere danskere til.
Tyskeren trak sin sabel og sprang fra entréen ind i bjælkestuen og ville herfra fortsætte til køkkenet. Her stod restauratør Ole Sørensen, og da han blev klar over, at der var noget galt på færde, smækkede han døren i, loge om officerens sabel. Tyskeren fik sit våben trukket fri af døren, og blev nu i bjælkestuen 4-5 minutter. Så forlod han pludselig valpladsen gennem entréen, besteg sin vogn og kørte bort i stor fart i retning mod byen.
Overtjener Martin Olsen kom hen til Ole Sørensen lidt efter og sagde: "Nu går det nok galt".

I festsalen på verandaen mærkede man intet til, at der var hændt noget. Verandadøren var låst, så ikke medlemmer ikke kunne komme ind den vej, og den eneste adgang til restauranten var via stentrappen i gården og entréen.
En stor dreng der passede cykelstalden og som bragte sig i sikkerhed i et udhus da de voldsomme begivenheder tog fart og herfra fulgte begivenhedernes gang fra et lille vindue, kunne fortælle, at kl. 21.15 rullede pludselig en hel motoriseret enhed ind i Fuglsanggaard. Den førtes af to panserbiler på larvefødder efterfulgt af et par almindelige lastbiler stopfyldt med soldater.
Soldaterne blev beordret ud af vognene og gjorde sig klar til kamp på gårdspladsen.
Der var omkring 80 soldater.
Det første der skete var, at en kommando på en halv snes soldater blev kommanderet til at omringe gården.
Da der blev spillet på keglebanen, sendtes også nogle soldater hertil. De blev dog ubehagelig overraskede. Det var nemlig nogle granvoksne karle, der spillede kegler, og de tog de tyske soldater med ophøjet ro.
Da soldaterne gav sig til at skrige "Raus! -Raus!" blev det dog en af danskerne for meget.
Han tog sigte og plantede en keglekugle lige i hovedet på en af soldaterne, der med et suk sank om på gulvet.
Derpå sprang danskerne ud af keglebanens vinduer og forsvandt i skoven med tyskerne efter sig. Der blev affyret tre skud efter dem men ingen blev heldigvis ramt.
Derimod stod det tilsyneladende ikke så godt til med soldaten der havde fået keglekuglen i hovedet. Drengen, der fulgte begivenhederne fra loftet, kunne fortælle, at soldaten stadig var livløs og måtte bæres væk, da tyskernes hævnaktion var endt.
Samtidig med at episoden på keglebanen fandt sted, skete der uhyggelige ting inde i restaurationen.
Den tyske officer havde med draget sabel givet ordre til storm, og soldaterne styrtede vildt op ad stentrappen og ind i verandasalen, hvor der naturligvis udbrød panik mellem de unge mennesker.
Mange af dem sprang ud gennem verandaens ruder og blev alvorlig forskåret af glassplinterne. Samtidig stormede soldaterne frem, greb stolene, knuste dem og slog om sig med stolebenene.
Senere fo'r soldaterne frem mod de andre lokaler.
I en lille stue blev en sofa og et radioskab væltet, i køkkenet tog man ølkasser med tomme flasker og lod dem kure ned ad køkkenbordet, hvorved i dusinvis af kaffekopper knustes.
I køkkenet stod restauratør Ole Sørensen selv og, fortæller han: "Da tyskerne fik øje på mig, greb de fat i mig og begyndte at hamre mig ind mod væggen. Jeg bøjede hovedet fremad, ellers var jeg blevet slået bevidstløs.
Endelig slap de mig, og jeg ville så løbe ud i skoven og gemme mig der.
Men udenfor stod to svære tampe. De greb fat i mig og kastede mig tilbage i køkkenet igennem vinduet, der fik både ruder og træværk knust. Jeg landede oven i komfuret.
Forslået og øm dukkede jeg ned under bordet for at gemme mig der, men så fik en tysk vagtpost øje på mig, kom hen til bordet og begyndte at sparke mig over hele kroppen.
Til sidst kunne jeg ikke holde det ud men måtte rejse mig. I det stamme styrtede en soldat frem mod mig med en stol løftet til slag mod mit hoved. Han ramte imidlertid lysekronen, der knustes med et brag og det blev min redning.
Jeg sprang til side og nåede ned i kælderen, hvor jeg skjulte mig til tyskerne lidt efter satte sig op i vognene og kørte bort."
Straks efter stod Ole Sørensen ved sin telefon for at rekvirere ambulancer fra Fredericia og Middelfart og for at tilkalde politiet. 16 af de unge mennesker var slemt kvæstede og måtte på sygehuset, hvor flere af dem lå i flere uger.
Blandt deltagerne havde været en ung frue, der under flugten gennem skoven kom i barselsnød. En anden ung pige, der blev slemt forskåret fik hjælp i et nærliggende hus, men pådrog sig senere en infektionssygdom der gjorde hende til invalid.
Var personskaden stor, var den materielle skade ikke mindre omfattende.
Opgørelsen efter bataljen så således ud:
128 knuste ruder, 34 knuste stole, knuste flasker i dusinvis med øl og spiritus, ødelagte musikinstrumenter, knuste lysekroner, beskadigede møbler mm.
Den uhyggelige begivenhed fik en passende afslutning. Gennem det danske politi skete der anmeldelse til den tyske garnison. Ole Sørensen fik 1.833 kr. i erstatning for det knuste inventar og officeren blev stillet for en krigsret. Hvad dommen lød på vides ikke, men få dage efter sendtes han med sit mandskab til østfronten og, slutter Ole Sørensen, siden har vi ikke hørt noget til dem.