FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech ©

FORSVAR FOR LIKVIDERET STIKKER I FREDERICIA 17/4 1945
Var han skyldig eller ej?

Skrevet af hans barnebarn Georg Schønemann


Gudmund Schønemann Hansen
(1895-1945)



Faderen Jeppe Laurits Hansen

Moderen Hansine Laurine Christine Marie f. Larsen


Biografi

Gudmund Schønemann Hansen blev født den 13. marts 1895 i Fredericia.
Faderen Jeppe Laurits Hansen, var i 1895 sergent ved 12. bataljon i Fredericia, senere blev han stabssergent og en højt estimeret position i byen. Han blev i 1917 dekoreret med den kongelige orden "Dannebrogsmand" og i 1946 med Fortjenstmedaljen for god tjeneste ved Hæren. Efter pensioneringen blev han en årrække civil chef for kostforplejningen på kasernen. Moderen var Hansine Laurine Christine Marie Hansen, født Larsen.
Forældrene boede i 1906 Prinsensgade nr. 13, flyttede senere til nr. 19, der var en ejendom ejet af kaffebrænder Petersen og som tillige var familiens personlige venner og faddere til begge deres børn.
Gudmund havde en 3 år ældre broder Carl Thomas Schønemann Hansen, der blev uddannet på lageret hos Cohr. Han fik senere sin livsgerning som kontorrist hos Voss i Fredericia.
Gudmund aftjente sin værnepligt omkring 1917, altså midt under den første verdenskrig. Da Danmark ikke var involveret i krigen, har det nok været en relativ fredelig værnepligt, hvilket forskellige fotos og breve også antyder.


Gudmund som soldat 1917



Gudmund som soldat 1917

I årene før værnepligten har han kendt Henny Dagmar Lohse. Der findes et billede, hvor de er sammen hos familien Wendeleff, som havde et pensionatlignende hjem, hvor også en del døvstumme boede og spiste. Hennys forældre har formentlig på det tidspunkt opholdt sig et andet sted end i Fredericia, hvorfor hun i en periode boede hos denne familie. Henny var uddannet advokatsekretær i Neumünster, men blev sendt hjem til Fredericia i 1916-17, da hendes chef ikke turde tage ansvar for den unge dames helbred. Under krigen var det i Tyskland meget vanskeligt at få mad på bordet og hun led noget af dårlig næring, hvilket senere tydeligt kunne ses på et dårligt tandsæt.


Gudmunds kone Henny



Gudmund og Hennys bryllupsfoto 1918

Gudmund og Henny blev gift i Fredericia den 7. september 1918 og de fik 4 børn. Karen i 1920, Else i 1923, Grethe i 1929 og Erik i 1935.
Familien boede først på Tjørnevej og flyttede senere til Egeskovvej 100 i Fredericia.
Gudmund blev uddannet sølvsmed hos fa. Cohr, men drev senere forskellige former for forretning. Han havde på et tidspunkt, formentlig omkring 1926, et Brødudsalg, og pudsigt nok med et skilt for Carlsberg i vinduet, men i længden kunne dette ikke brødføde familien og det ophørte i 1930.


Gudmund med børnene Karen og Else samt nok evt. kunde med barn

Under den store arbejdsløshed i trediverne tog Henny arbejde som hjemmesyerske og arbejdede sammen med en fru Wiemann, der var naboer til Gudmunds forældre i Prinsensgade 19. Børnene Karen, Else og Grethe blev i den tidlige skolealder passet hos bedsteforældrene, hvor bedstefaderen, den pensionerede stabssergent, dagligt hjalp dem med lektierne. Det samme har formentlig og været tilfælde med Carls datter Carlie, som var jævnaldrende med Karen. De to piger havde et meget nært forhold, som nok stammede fra den tid hos bedsteforældrene.
I 1931 byggede Gudmund med venners hjælp, et sommerhus i Treldeskoven. Det lå sammen med et par andre huse helt ned til vandet nord for det militære øvelsesområde - Fælleden. Det blev døbt "Bræddehytten" og her boede familien fast fra maj til oktober i de kommende år.


Byggeholdet i pænt tøj 1932-33



Else på Bræddehyttens veranda ca 1932-33

Der kom mange gæster til Bræddehytten, bl.a. Hennys broder Hans og hans forlovede Irma var på besøg i 1933, hvor der ivrigt blev dyrket badning og stangtennis.


Familieidyl på stranden i 1933.



Far mor og børn i 1938.

Perioden i første halvdel af trediverne, var præget af generel arbejdsløshed i Danmark og Gudmund havde i den periode nok forskellige jobs, efterfulgt af en del arbejdsløshed og han begyndte nu at drikke rigeligt og kunne ikke styre sit forbrug. Henny pressede på, for at få ham på alkoholafvænning og kan kom på et afvænningscenter "Kjærshovedgaard", hvor han var interneret i en periode. Det er nu statsfængselet Kærshovedgaard ved Ikast.


Gudmund og Henny i fineste puds ved ankomst til Kjærshovedgaard

Familien blev efterfølgende personlige venner med værtsparet Jens Hansen og frue, et venskab som kom til at holde helt frem til årene efter krigen. Sønnen Erik blev efter krigen inviteret til at holde sommerferie på deres gård i Øster Lindet i Sønderjylland.
Efter opholdet på Kjærshovedgaard, gik det rigtig godt for familien og Gudmund meldte sig ind i en afholdsforening N.I.O.G.T, hvor han på et tidspunkt blev lokalformand – ironisk nok, når man ser på hans seneres liv.

Omkring 1934-35 blev han repræsentant, først med at sælge lertøj, hvilket ikke blev den store succes. Derefter fik han ansættelse som repræsentant for et firma i Strib, der solgte udstyr til landbruget, især til dyrene i stalde og marker, bl.a. bindsler, tovværk o.lign.
Bræddehytten blev afhændet i 1938 fordi familien manglede penge til køb af en bil til Gudmunds repræsentantjob. Det har været smerteligt, både med hensyn til det sommerliv der udfoldede sig her, men var nødvendigt for at han nå ud til en større kundekreds.
Det var på den tid et særsyn og det gik da også godt med forretningerne. Der blev råd til både gulvtæpper, et egetræsskrivebord og telefon i hjemmet. Men da krigen kom, blev det hurtigt dårlige tider for afsætning til landbruget, der blev indført benzinrationering og kørselsforbud, hvorfor han derefter ikke kunne besøge kunderne så ofte som før. Bilen blev klodset op i en lejet garage til bedre tider. Kunderne blev nu betjent med telefonsalg og rejser med bus og jernbane, indtil han gav op i 1943.


Sølvbrudeparret i 1943.

I en kortere periode derefter, var han ansat som hjælpearbejder hos D.S.B, men blev hurtigt sagt op, måske også på grund af mistanke om hans kontakt med tyskerne. Derefter begyndte igen en tid med drikkeri og dårligt selskab, samtidig med at ægteskabet kom på kollisionskurs. Pludselig var bilen solgt og der skulle skaffes penge til livet på værtshusene.

Henny havde i alle årene arbejdet som en hest for at holde sammen på familien og Gudmund fik nu tiden til at gå med værtshusbesøg og drak og spillede alle de penge op, han kunne få fat på. Nogle fik han af forældrene i Prinsensgade og en lille del af Henny. Senere, da det ikke var nok, solgte eller pantsatte han ting fra hjemmet for at få penge til sprut og cigaretter. Det var så slemt, at børnene på et tidspunkt, især Grethe, blev sat til at passe på tingene medens Henny var på besøg i Korsør hos datteren Karen. Det har været et urimeligt stort ansvar, at pålægge en ung pige på 17-18 år at passe på, at faderen ikke sælger ud af bohavet, medens moderen var på udenbys besøg.
Efter sigende skulle Gudmund også under krigen have fået et barn udenfor ægteskabet, med en dame ved navn Dania, hvilket jo heller ikke har været med til at forbedre stemningen på Egeskovvej 100.
Gudmund sad nu hele dagen på værtshus og spillede kort og røg cigaretter. Det foregik ofte sammen med tyske soldater, som han også handlede tobak med. Efter sigende kom han også i deres kantine i Oldenborggade, hvor den tyske byledelse havde hovedkvarter. Tyskerne var de eneste, der på den tid havde adgang til rigtig tobak, hvorimod alle andre røg erstatningsvarer d.v.s. Dansk tobak. Det skulle senere vise sig, at være et rigtigt dårligt valgt selskab.
Han var ret dårlig til tysk, hvorfor det hovedsagelig har været kortspil om penge og god tobak, der har været på dagordenen. Det blev i modstandsbevægelsen og måske også i folkemunde, dog opfattet som om han var en af tyskernes håndgangne mænd og det endte også med, at han blev mistænkt som stikker. Især imod slutningen af krigen, skulle der ikke megen mistanke til, før man blev udset som stikker og den 17. marts 1945 kl. 9 om formiddagen, blev han likvideret på åben gade af to mænd ud for Egeskovvej 89.
Han blev skudt i hovedet bagfra og var død på stedet. Han gik med hænderne i sine jakkelommer og på billeder ses han liggende på maven med begge hænder dybt begravet i lommerne.


Gudmund S. Hansen likvideret 1945 ved Egeskovvej 89


Gudmund S. Hansen likvideret 1945 ved Egeskovvej 89


Kartotekskort over Gudmund Schønemann Hansen (Frihedsmuseets fotoarkiv)

Det skete 4 dage efter hans 50 års fødselsdag og dagen før Henny fyldte 50 år, så der har nok ikke har været festdage, da ægteskabet også knirkede meget og familien var delvis spredt.
Kun Grete og Erik boede på det tidspunkt hjemme og det var Henny, der skulle forsørge dem alle. Hun arbejdede på mælkefabrikken og gik ud og tjente som hjemmehjælper hos private. Den tid har været ekstrem belastende både fysisk og psykisk. Drabet har på en og samme tid nok været både en befrielse, men også et stort chok, da Henny jo elskede sin mand, når han var ædru. Erik, der i 1945 var 10 år gammel, udtalte da også spontant: "Så er vi da fri for ham".
Gudmund havde opbrugt alle sympatier hos den nære familie og har nok opfattet sig selv som en slags tøffelhelt, der var helt afhængig af Hennys underhold og uden nogen form for selvværd - vanskelige forhold for en ellers stolt mand.
Drabet var trods alt et stort chok for familien og der har altid været tvivl om han var stikker, eller bare en sørgelig alkoholiker, som søgte selskab hos dem, der havde noget at drikke og ryge.
Senere undersøgelser af dette forhold, har været mere end vanskeligt, da det angiveligt var en politibetjent, Ejner Sørensen, kaldet "Leif", der udførte likvidationen. Han blev kendt for at likvidere sine ofre ved at skyde dem ned bagfra.
Svigersønnen Martin, der også var politibetjent og gift med Karen, forsøgte efter krigen at finde årsagen til denne handling, men fik hårdt og kontant besked på, at holde snuden for sig selv, i modsat fald skulle han ikke gøre sig nogen forhåbninger om en karriere i politiet.
Der blev sat en fiktiv undersøgelse i gang, som var iværksat på foranledning af en forespørgsel af Henny, men betjenten der havde udført handlingen, blev selv sat til at undersøge sagen og det blev der selvsagt ikke noget ud af.
Minister for særlige anliggender, Frode Jakobsen sørgede efter krigen for, at der godt og grundigt blev lagt låg på alt kritik af frihedskæmpernes virke. De skulle for alt i verden glorificeres og alle arkiver blev lukket – indtil videre. Den pågældende betjent havde åbenbart så store psykiske problemer med sine gerninger under krigen, at han umiddelbart efter i 1946, tog sit eget liv. Det er aldrig blevet opklaret, om det var en "provokeret" eller en velovervejet likvidering, men i bøgerne "Efter drabe" i "Bogen om Leif" antydes det, at to politibetjente kom til Fredericia og på en gåtur i byen følte de sig beluret af Gudmund og de undersøgte derefter hans forhold. Hvorledes beslutningen om likvidering bliver taget vides ikke, men det skete kun et par dage efter denne episode. I begyndelsen af marts anholdte tyskerne en modstandsgruppe på ni personer ved Taulov. De bliver ført til København og henrettet i Ryvangen. Det kan være, at dette forhold har udløst et hævnmotiv hos modstandsbevægelsen og likvideringen derfor har været en slags gengældelse.
Kredse indenfor modstandsbevægelsen og i det lokale kommunistiske miljø, kunne efter krigen ikke genkende påstanden om stikkeri, men hældede til teorien om, at det var en af de alt for mange tilfældige henrettelser, som tiden umiddelbart før krigsafslutningen var belastet af.
På direkte forespørgsel til et medlem af det kommunistiske parti i Fredericia, Hr. Jacoby om Gudmund var stikker, kom svaret promte - Nej! Og han var da lige hjemkommet fra et ophold i tysk koncentrationslejer, så han skulle om nogen vide det, hvis påstanden vel og mærke var sand.
Gudmunds eftermæle ligger dog indtil videre fast: "han var stikkeren fra Fredericia", der er afbilledet i alle bøger om 2. verdenskrig. Det er også bemærkelsesværdigt, at man ikke nævner begivenheden i Information – kommunisternes talerør, hvorimod de tre andre aviser i byen udførligt omtaler hændelsen alle talte om. Det har ligeledes vagt undren, at Gudmunds far, den højt estimerede stabssergent i slutningen af 1945 får tildelt hærens fortjenestemedalje – over 20 år efter han var pensioneret fra aktiv tjeneste. I et lykønskningsbrev fra bataljonen aner man en oprigtig medfølelse med ham, måske på grund af likvideringen af hans søn. Det er meget usædvanligt at pensionerede militærfolk, uden krigstjeneste, får tildelt hædersbevisninger 20 år efter deres pensionering. Bataljonsledelsen havde måske kendskab til den reelle sammenhæng i sagen om Gudmund, hvem ved ?

På trods af et dårligt familieforhold, har det alligevel været en traumatisk oplevelse for familien og især for Henny, der måtte leve resten at sit liv i Fredericia med denne udokumenterede dom liggende som en dyne over sig. Ingen har dog siden hen bebrejdet hende noget i den retning, men den indre følelse af uretfærdig rettergang, eller mangel på samme, har altid været der. I 1946 gav justitsministeriet et standardsvar til Henny, at Gudmund havde udvist en adfærd som truede modstandsbevægelsen og likvideringen blev udført efter ordre og derfor måtte betragtes som en krigshandling – punktum. Ikke mere at komme efter!
Først når stikkerarkiverne engang bliver åbnet, får vi måske sandheden om den virkelige årsag til drabet.
Gudmund var formentlig bare et sølle menneske, der ikke kunne finde ud af sit liv og derfor søgte de lette løsninger, præget af afhængighed og dårlig karakterstyrke. Det måtte han bøde med livet for.


Politisk efterskrift:
Som folkestemningen har været indtil nu, har modstandsbevægelsens gerninger under anden verdenskrig alle været beskyttet af en aura af privatlivets fred, frem for retfærdighed imod de mennesker der blev henrettet. Ofrene har alle måtte finde sig i at være dømt i folkets domstol, da der ikke er ført offentlige beviser for deres ugerninger. Justitsministeriet har konsekvent siden krigens afslutning, fejet alle krav om åbenhed om bl.a. stikkerlikvideringerne, ind under gulvtæppet. Senere blev justitsministre fældet på, at feje ting ind under samme tæppe.
Man har påberåbt sig handlefrihed for modstandsbevægelsen, med argumentet om Krigshandlinger. Men netop i justitsministeriet skulle man om nogetsteds vide, at krigshandlinger kun kan foretages under krigsretstilstande og at der skal egentlige krigserklæringer til, før dette kan blive tilfældet.
I Danmark herskede der civilretstilstande under hele krigen, hvorfor der vel også skal føres bevis for så voldsomme handlinger som mord – eller henrettelser.
Hævnmotiver burde, selv under besættelsesforhold, ikke være direkte likvideringsgrund.
Selv under krigsforbryderprocesserne i Nürnberg, ydedes de anklagede denne retfærdighed. Nogle regeringer har endda efterfølgende sagt undskyld for ugerninger i krigssituationer under anden verdenskrig, hvor der dog blev ført åben krig. Dette er derimod ikke tilfældet i Danmark, her over 60 år efter krigsafslutningen, kan vi ikke få åbnet de sager, der ville kaste lys over de reelle årsager til stikkerlikvideringerne.
I disse sager er ofret dømt indtil han har bevist, at han var uskyldig. Altså omvendt bevisførelse – og det i en stat, hvor retfærdighed og nyfigenhed er i højsædet.
I de her omtalte modstandssager, skal ofret - eller de efterladte, føre beviset. Det er tilsyneladende afgørende, om den forurettede er på de sejrendes side eller ej.
Dette er ikke juridisk rettergang, men folkets domstol og den er som bekendt meget påvirkelig af, hvem der er sejrherre og af folkestemningen.
Men det kan man altså ikke tage menneskeliv for !
I vor familie venter vi spændt på, at man nedværdiger sig til at åbne disse sager.
Min påstand er - indtil det modsatte er bevist:
- at Gudmund ikke var stikker, men bare et naivt menneske, der havde de forkerte legekammerater på det forkerte tidspunkt eller måske blev ofret som hævn for modstandsfolkene fra Taulov.
Skrevet ud fra samtaler med familiemedlemmer og div. undersøgelser omkring krigshandlinger mv.
Georg Schønemann Nielsen
(søn af Karen og Martin Nielsen)
Korsør, den 10. marts 2008


Omtale i Fredericia Dagblad 19/3 1945, to dage efter at mordet skete:
Den 50-årige repræsentant Gudmund Hansen, Egeskovvej 100, blev i formiddags ved 9-tiden, da han kom gående på Egeskovvej, skudt ned af to ukendte mænd udenfor ejendommen nr. 89.
Hansen blev ramt i hovedet og var dræbt på stedet.
Der var ikke yderligere omtale. Dagen efter havde familien indrykket en dødsannonce.




=Dødssted - X=bopæl

Red: I retsopgøret efter befrielsen er Gudmund Hansen nævnt ved et retsmøde 11/8 1946. Osteknudsens kone havde engang fortalt: "at hun havde set et stikkerbrev sendt til Gestapo, underskrevet af Gudmund Hansen."


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286