FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech.

Efter tilbagetrækningen fra Dannevirke 5-6 februar gik en del af hæren i stilling i Dybbølskanserne på Sundeved. 28 februar havde general Gerlach overtaget overkommandoen efter de Meza, der var faldet i unåde på grund af sin beslutning om at rømme Dannevirkestillingen.
27-28 marts kom det til kampe ved Dybbøl. Den 28 drev en Preussisk brigade de danskernes forposter tilbage i et bajonetangreb. Panserkrydseren Rolf Krake dirrigeres ind i Vemmingbund for at hjælpe, og satte preusserne under ild og fik standset angrebet og slået angriberne tilbage. Krydseren blev kraftigt beskudt fra de preussiske batterier, der var opstillet på Broagerland, men undgik at blive ramt.
Den 17. marts besatte fjenden Dybbøl by og danskerne kunne ikke længere bruge kirketårnet som observationspost.
Fjenden var 1 april begyndt på at lave løbegrave, startende fra Avnbjerg og afsluttet med 4 paralleller (udfaldsløbegrave parallelt med skanserne1-6). Den 17. april er den sidste parallel færdig helt inde ved skanserne 1-6.
1-7 april var Sønderborg by blevet udsat for et kraftigt bombardement, der ødelagde store dele af byen. Fra 9-12 april bombarderes Dybbøl skanserne og den 18. april kl. 4 om morgenen startede et meget kraftigt bombardement af skanserne, der varer til kl. 10, hvorpå de preussiske stormtropper sprang op af løbegravene og stormede frem mod skanserne 1-6, som erobres efter hårde kampe. En efter en måtte skanserne give op for overmagten. Oberst Scharffenberg foretog et desperat modangreb med den 8. brigade, der stod i reserve, men holdt kun stand i ca. 1/2 time, og måtte så opgive og trække sig tilbage. Slaget var tabt og man trak sig tilbage over pontonbroerne til Als. Broerne blev derefter afbrudt så angriberne ikke kunne følge efter. Da klokken var 18.30 havde preusserne og østrigerne besat alle de sønderskudte danske stillinger på Sundeved.
De danske tab var store. De døde, sårede og savnede blev opgjort til ialt 4.810 mand, heraf 107 officerer, 220 underofficerer, 10 læger og 4477 menige.

11/5 1894, 30 år efter at 1442 unge, danske mænd og 1188 prøjsere gensidig myrdede hinanden under stormen på Dybbøl, bragte Fredericia Dagblad en 30 år gammel artikel fra Aalborg Amtstidende:

Foruden 8. og 20. regiment deltog 22., 2., 16. 17. og 3. regiment i kampen ved Dybbøl
(18. regiment holdt brohovedet besat) med samme blodige udgang, men under ulige forhold, da de afdelinger, som modtog prøjsernes første stormangreb, havde de sønderskudte skanser og løbegrave til dækning, men efter at disse dækningsmidler var os fravristede, måtte 8. brigade angribe fjenden der havde taget stilling i terrænet ca. 800-1000 alen bag ved værkerne og løbegravene. Det lykkedes brigaden ved fortvivlet angreb, at tvinge fjenden tilbage til værkerne og løbegravene i 2den linje, hvor de satte sig fast og satte de dræbende kugler i tusindvis mod os. Ved almindelige terrlngenstande, hegn o.s.v. holdt vi stand en kort tid, indtil to ny brigader af den fjendtlige reserve beordredes imod os.
Brigaden Constantin rykkede nu frem mod 20. reg's højre fløj, og det med en sådan voldsomhed, at de knuste, hvad der ikke i forvejen var ødelagt.
9. reg. blev beskudt med bagladevåben både i fronten og højre og venstre flanke.
Hermed havde 8. brigade udkæmpet den sidste voldsomme kamp på Slesvigs fastland. Der måtte forsøges at komme over Alssund hvem der kunne, men det mislykkedes for mange.
Af 9. reg. var 173 døde, 560 sårede og fangne. 20. reg's tab: 167 døde, 502 sårede og fangne.
Oberstløjtnant Holbøll, der som løjtnant var adjudant hos oberst Scharffenberg i 1864 siger i "Vort Forsvar" nr. 218.
"8. brigades tab var overordentlig stort. Af dens 62 officerer og officersaspiranter kom kun 24 uskadt tilbage. 37 lå på valpladsen. Deraf var de 22 faldne eller dødeligt sårede, 1 faldt i fangenskab, det var en officer der før kampen var febersyg og kunne ikke røre sig.
Af 95 underofficerer kom kun 36 uskadte tilbage. Ialt havde brigaden 780 døde og sårede, medens 622 faldt i fangenskab. I de faldnes tal er medregnet de savnede, om hvem der ikke senere er kommen oplysninger, og de må antages at være faldne og begravede i den store fællesgrav på Dybbølbjerg.
Brigadens styrke var, da den rykkede i kampen, 3.027 mand. Mere end hver 4de mand var således falden eller såret. Begge regimentschefer, 3 af 4 bataljonschefer og 13 af 16 kompagnichefer blødte på valpladsen.
Kaptajn Karl Th. Sørensen siger i skildringen af kampen den 18. april i "Danmarks anden kamp for Sønderjylland:
"Med spænding ventede enhver, hvilken kommando, der i dette hjertegribende øjeblik ville lyde. Den lod ikke vente længe. Det hed "Angreb" og ordet blev lystret med en sådan ilhu, at 8. brigade ikke vil glemmes i den danske krigshistorie."
Kaptajn Gjerup siger i "Dybbølstillingens forsvar 1864" om 8. brigades kamp den 18de april.
Der er kastet en glans over brigadens kamp som helhed, der vil lyde, så længe Dybbøls navn lever i historiens årbøger, og vel formår noget at dulme smerten over den utaknemmelige, ja uløselige opgave, som var stillet 8. brigade, og dens deraf følgende store tab."

Ovennævnte adjudant, nuv. oberstløjtnant Holbøl, siger i "Vort Forsvar" nr. 217:
"Kuglerne fløjtede uophørligt, og de små støvskyer de dannede, nor de borede sig ned i jorden, viste, hvor tæt de faldt. Adjudanten spurgte brigadechefen, der jo havde 3 års krigserfaring, om dette var en jævn eller voldsom ild?
"Tak skal de have", svarede han "Det er noget af det voldsomste, man kan tænke sig".
"Var det dog ikke værre ved Oversø i 1848"?
"Ved Oversø, nej, det var kun legeværk ved siden af dette", svarede Scharffenberg.
Oberst Scharffenberg var som kompagnichef for 2. jægerkorps med ved Oversø i 1848.

11. regiment har aldrig oplevet hverken at gå eller stå imod bagladervåben og som følge deraf været heldigere stillet end de fleste andre af hærens afdelinger i 1864.
9. regiment, og så vidt vides også 20. regiment, var den gang rekrutterede med mandskab fra hele Jylland, særlig dog midt og vestjyder.

En overlæge Laub, den gang ved 3. regiment, skriver i "Vort Forsvar":
"18. regiment havde folk, der kunne skrive til hjemmet, så det kom i bladene, og det har den dag i dag medlemmer, der ikke lader det gå i forglemmelse.
3. regiment havde den gang ikke så megen krigshistorie og vist slet ingen korrespondenter.
Lige fra den første del af krigen til dens slutning blev der talt om 18. medens 3. i regelen måtte nøjes med sin del i de officielle rapporter, og dog har disse 2 afdelinger, der fulgtes ad fra først til sidst ved Mysunde, under hele Dybbøls belejring, den 18. april og den 29. juni, stået last og brast med hinanden, at de næsten bogstavelig har samme krigshistorie.
Var 18. mere med ved Mysunde, var 3. igen mere med den 18. april, ellers var der ingen forskel, slet ingen, uden som sagt den, at man skrev og talte om 18. Sjældnere om 3. regiment".

Hverken 9. eller 20. regiment havde sådanne korrespondenter og er derfor sjældnere blevet omtalt, men både vore egne og tyskernes historikere er enige om, at 8. brigades (9. og 20. regiment) angreb under dybbølslaget den 28. april var toppunktet af krigerisk tapperhed for den danske soldat i krigen 1864.
Om hæderen og æren vil vi imidlertid slutte med et vers af en af vore digtere, der lyder således:

Syng så ved de faldnes grave: "Dine brave livet gave hen for deres fædreland! Bedre dog, om der blev sunget så det runged De blev tvunget til at gå mod dødens strand!"

Olt. F. C. Deichmanns erindringer fra Dybbøl og Als 1864
Han var chef for 9. bataljon.
Blandt de tro slesvigere må jeg ikke glemme at omtale de to marketendersker madam Douman og datter fra Haderslev.
Disse to kvinder fulgte os under hele felttoget med en sjælden opofrelse og hengivenhed samt med en udholdenhed og et mod, der var beundringsværdigt.
Det er næppe til at forstå, hvorledes de har kunnet bjerge sig ved Dannevirke, på tilbagetoget og i de mange bivakueringer under åben himmel.
I den sludfulde marts måned har jeg set den 20 årige Anna Dauman gå omkring på lerede marker i hosesokker for at bringe soldaterne varm kaffe.
Fortjenesten var kun ringe. Da næsten alle marketendesker ved hæren på grund af Dybbøls bombardement flygtede, svigtede vore ikke deres pligt. Jeg har ofte set den høje, smukke pige færdes mellem skanserne uden i mindste måde at ænse faren. I et særegen kritisk moment råbte jeg en gang til hende, at hun ikke skulle udsætte sig for meget, men hertil svarede hun leende: "Kuglerne gør mig ikke noget, jeg er skudfri"!
Anna Douman blev nogen tid efter krigen gift med en rig mand bosat i Amerika, og har taget sin moder til sig.
En bonde fra Lille Rejde havde hos Deichmann om formiddagen fået løfte om en passerseddel for om aftenen at kunne slippe uanfægtet gennem forposterne til sit hjem, men da han senere på dagen indfandt sig for at hente sedlen, var tilbagetoget bestemt.
Bonden kunne have været underrettet derom, og det kunne have haft uberegnelige følger, hvis han slap over til fjenden. Måske var han spion.
Tage ham med lod sig ikke gøre, nægte ham tegnet var heller ikke tilrådeligt, da han så kunne skjule sig til hæren var brudt op og derpå, ved hjælp af mørket og sit kendskab til egnen, snige sig forbi forposterne.
"Jeg tænkte mig da muligheden af at forpostkommandøren, major Rohweder, som havde størst udsigt til at komme i kamp. Forposterne skulle nemlig blive i stillingen til efter midnat, nok kunne bruge et køretøj og skrev derfor, for at være sikker på at bonden virkelig meldte sig ved forposterne, en billet med følgende indhold: "Overbringeren heraf må ikke passere vedetkæden", forseglede billetten og gav den til bonden. "Mange tak hr. løjtnant!" "Å ikke noget at takke for", svarede jeg, og så kørte han afsted.
Et par dage efter, under marchen til Dybbøl, traf Deichmann atter bonden. Hans køretøj lå knust i vejgrøften, hans heste lå sårede ved siden af og selv stod ejermanden midt på landevejen uden hovedbeklædning, et billede på den dybeste fortvivlelse.
Han havde ganske rigtig afleveret biletten og var lagt under beslag af forposterne.
"Som menneske havde jeg ondt af den stakkels mand", slutter Deichmann, "men som soldat kunne jeg kun være tilfreds med, at han ikke var kommen igennem vedetkæden over til fjenden. En enkelt mands skæbne spiller ingen rolle under sådanne forhold. Hærens vel er det enerådende. Var denne mand kommet over til fjenden, ville der have været den største sandsynlighed for, at vi allerede den foregående dags morgen havde haft von der Rübes garderkorps på halsen og ulykken ville have været uberegnelig".