UNDER SYVÅRSKRIGEN

For hundrede år siden (skrevet 1901) så egnen her helt anderledes ud end nu i vore dage.
Ganske vidst var stavnsbåndet lige blevet løst, og fra trælbunden mand var bonden bleven friere, men alligevel var det drøje og sløje tider for landmændene.
Fra fæstere under kronen var bønderne her på egnen den gang nylig blevne selvejere, og til bevis for, at landejendommenes værdier kun var små, kan anføres, at en bondegård på 6 tdr. hartkorn købtes for ca. 1.000 rigsbankdaler. Gårdene havde jo været kgl. ryttergods under Kolding rytterdistrikt. De solgtes i sidste halvdel af forrige århundrede, omkring år 1765, ved auktionen på slottet Koldinghus. Egnen her hørte jo den gang under Koldinghus amt.
Landsbyerne var tæt sammenbyggede, og af udflyttere fandtes ingen. I mange tilfælde var byerne forsynet med bomme, så når disse var lukkede, kunne intet kreatur løbe ud. Det var nemlig skik og brug, at byerne havde fælles hyrde til at vogte kvæg og får. Når så om morgenen hyrdernes signal lød ude på gaden, han havde nemlig enten et horn eller en pilefløjte at blæse på, så lukkede hver bonde sine kreaturer ud, og når hele flokken var samlet, blev bommene åbnet og dyrene drevet ud på overdrev eller fælled, som det passende betegnedes, nemlig de yderst liggende og simpleste marker, hvor kreaturerne så græssede.
Når aftenen kom, vendte hyrden atter hjem med sin firbenede trop. Signalet lød på gaden, og hver måtte ud for at modtage sine dyr og sætte dem på stald.
Endnu den dag i dag hører der til de fleste landsbyer nogle marker, som bærer navnet fælled. Altså en overlevering fra hin tid.
Som allerede anført, var landsbyerne tæt bebyggede. Grunden hertil måtte nærmest søges i, at man under krig eller anden urolighed, bedre kunne støtte hinanden, når man boede i flok. Ja, beboelserne lå så tæt op ad hinanden, at der mange steder fandtes tvillingegårde, det vil sige to sammenbyggede bøndergårde, som ialt bestod kun af 7 huse. Det mellemste hus ejedes da med halvparten af hver.
En af de største landsbyer her på egnen var den gang, ligesom den dag i dag, Erritsø.
Den måler jo hen ved ¼ mil i længden, og når man så tænker sig denne by tæt sammenbygget, som den var for 100 år siden, vil man kunne forstå, at den havde forholdsvis mange indbyggere.
Det var omkring år 1790. Dengang var undervisningen i almueskolen yderst tarvelig. Intet under, at nogle af de mere velstående gårdmænd i Erritsø kunne ønske at bibringe deres børn, navnlig sønnerne, en bedre undervisning, end den hjemlige skole kunne præstere.
Som en følge heraf, søgte nogle af de mest fremmelige blandt skoledrengene borgerskolen i Fredericia. Fra Erritsø var den gang fire gårdmænd så betænksomme, at sende hver en af deres sønner derind i skole. Af disse boede to et stykke øst for kirken, medens de to boede i den østlige ende af byen. Disse fire drenge, modige små gutter, mødtes så om morgenen, hver forsynet med en kurv, i hvilken de opbevarede deres forråd af smørrebrød til livets ophold i skolen, samt deres skolebøger og rekvisitter, og hver især forsynet med en kort knortekæp som vandringsstav, hvilken sidste tilmed i påkommende tilfælde brugtes som våben og forsvar mod eventuelle angreb fra købstadsdrengenes side, thi den gang, så vel som nu, var skoledrengene jo i mange tilfælde oplagte til at levere en lille "fægtning" med hinanden.
Skolen i Fredericia søgtes hver søgnedag. Om vinteren var det mangen gang drøjt nok for de fire små gutter når sneen føg dem om ørerne og "Vintermanden" kneb dem i ører og kinder, så disse blev røde og ophovnede, men drengene tabte ikke modet. De vandrede lystigt den ca. ½ mil lange vej morgen og aften.
Når nu foråret holdt sit indtog, var skolevejen til gengæld i særlig grad smuk og behagelig. Man tænker sig en morgenstund ved solens opgang vandrer ad strandvejen mellem Erritsø og Fredericia. Millioner af tindrende dugdråber hænger i græsset. Lærken slår sine triller medens droslen og solsorten fløjter i skoven. Når hertil kommer udsigten langs bæltet med sine friske kølige bølger og i baggrunden Fyns kyst, får man vilkårlig indtryk af, at den skønne natur gør sindet let og foden rap.
De fire drenge havde et særdeles godt udbytte af deres skolegang i Fredericia, og kom selvfølgelig hurtig langt forud for kammeraterne, der forblev i den hjemlige skole, hvor bekendtskab med riset omtrent hørte med til "daglig brød" medens udbyttet af undervisningen som regel var yderst tarveligt.
En af de omtalte fire drenge, der jo som gammel mand jo nu for mange år siden er afgået ved døden, viste mig mangen gang "forskrifterne" for skolegangen i Fredericia.
Det var en nydelig skønskrift, og man må forbavses over, at sådan håndskrift kan præsteres med en pen, skåret af en gåsefjer. Disse forskrifter var den gamle mands stolthed. Han blev synligt oplivet hver gang han tog dem frem af sine gemmer og viste mig dem. Ja hvor minderne fra den glade barndomstid så væltede frem hos den kære gamle. Da kunne han rigtig få munden på gled, og fortælle mig om disse, længst forsvundne dage, medens mine øjne hang ved ham, og jeg med barnlig glæde lyttede til disse hans oplevelser, som for mig var kostelige eventyr.
Skolegangen i Fredericia gik sin jævne, rolige gang. En enkelt gang måtte imidlertid leveres en lille "batalje" idet købstadsdrengene fulgte de retirerende fire bønderdrenge ud af byen, men når disse så kom uden for voldene, trak de stavene som de om morgenen skjulte udenfor Strandporten, og med disse i hånd, drev de tappert "fjenden på flugt".
Da købstadsdrengene et par gange havde smagt knortekæppene, fandt de det rådeligt at forblive inden for voldene og holde fred med "bondeknoldene", som de kaldte drengene fra Erritsø, og da disse var fredeligt anlagt, blev forholdet mellem drengene tålelig godt.

For 100 år siden var der, som bekendt, ikke indført almindelig værnepligt. Som en følge heraf, bestod militæret for en stor del af lejede tropper. De mindste forseelser i hæren straffedes hårdt, og en særlig hård straf var "at løbe spidsrod", hvilken straf ikke så sjældent blev eksekveret.
Hvor utrolig det end lyder, var det i sin orden, at dette skulle skolebørnene se på. Lærerne kaldte alle drengene sammen og vandrede i spidsen for dem hen for at tage dette skuespil i øjesyn på nært hold.
Denne frygtelige straf bestod i, at den dømte soldat blev klædt af til bæltestedet, hvorpå han med fuldstændig blottet ryg og skuldre et vist antal gange måtte passere mellem to opstillede geledder soldater, af hvilke hver især var forsynet med en tynd, meget bøjelig stok, med hvilken de så, hver gang delinkventen passerede dem, skulle tildele ham et ordentlig rap over ryggen. Som man vel kan forstå, varede det ikke længe før huden hang i laser på ryg og skuldre, og for at overdøve staklens skrig, gik en trommeslager i spidsen og slog hvirvler på sin tromme, medens to soldater gik foran og to bagved den dømte.
Alle fire med fældet bajonet.
Dette foregik altid på pladsen hvor "Landsoldaten" står.
Efter at drengene atter var samlede i skolelokalet, holdt læreren et længere pædagogosk foredrag for børnene, i hvilket han påviste, at enhver forbrydelse, lille eller stor, medførte sin straf.
Med særlig henblik på de fire skoledrenge fra Erritsø, talte han derefter over den uhyggelige straf, de nylig havde været vidner til, og formanede landsbydrengene til lydighed og hæderlig opførsel, når de i sin tid ville blive "trukne i trøjen".
Købstadsdrengene var nemlig "frifødte" som de kaldtes, d.v.s. fuldstændig fritaget for al militærtjeneste, medens landsbyernes unge karle den gang alene skulle udskrives.
Dog kunne også en del af disse slippe fri, idet nemlig sognefogeden, og lægdsmændene hvert år kunne holde en karl fri, og man kan da forstå, at disse havde billig arbejdskraft, thi de unge karle kappedes om at tjene hos fornævnte mænd rundt om i landsognene.
Ikke alene uden løn men i flere tilfælde også mod at give vederlag, for ad den vej at slippe for den i de tider særlig skyede militærtjeneste.
Endvidere kunne enhver ældre bonde holde en karl fri, når han opgav, at han ikke kunne undvære vedkommende til hjælp ved dyrkning af sin jord.
I så tilfælde slap karlen da fri under benævnelsen "gammelmands-søn".
Ved hjælp heraf og med sidstnævnte "titel", slap førnævnte drenge fra Erritsø i sin tid alle ri for at "trække i trøjen".
Efter konfirmationen sluttedes skolegangen i Fredericia, og de fire gutter måtte tage hånd med ved det hjemlige agerbrug. Dette krævede den gang forholdsvis langt større arbejdskraft, thi redskaberne var i høj grad primitivere. Ploven var den såkaldte "danske plov", bygget i træ og kun forsynet med det aller nødvendigste jernbeslag, nemlig langjern, skjøre, til at afskære furen, samt en lille kort jernplade på muldfjælen. Endvidere var ploven foran forsynet med et par små hjul, ligeledes af træ.
Som regel måtte der fire heste til for at trække ploven, thi som følge af så simple redskaber, var jorden hård og fast samt vanskelig at bearbejde.
Harverne var ligeledes tarvelige, og i mange tilfælde, i stedet for jern, kun forsynet med tænder af egetræ. Trods dette groede korn og græs forholdsvis frodig, navnlig på Erritsø marker. Man må nemlig huske på, at dels var jorderne ikke "udpiskede", men var i besiddelse af naturlig frugtbarhed. Dels er det jo også noksom bekendt, at de til Erritsø hørende jorder er nogle af de bedste, ikke alene her på egnen, men i hele Danmark.
Som anført var avlsredskaberne så tarvelige, at man i vore dage må forbavses over, at landmændene den gang overhovedet, ved hjælp af disse, kunne opbryde og bearbejde jorden, men de havde det fortrin, at eventuelle reparationer kunne vedkommende selv udføre uden at behøve at rykke ud med penge herfor, hvilket den gang havde meget at sige. Ja, dersom den tids bønder nu kunne se de udmærkede redskaber og maskiner, der i vore dage er i brug ved agerdyrkningen, da ville de i høj grad forbavses og erklære, at ved hjælp af sådanne redskaber kunne man sagtens bearbejde jorden, men fik de samtidig en forklaring over vore udgifter, ja da ville de ryste op deres grå hoveder og tro, at nutidens bønder er rene heksemestre, når de kan præstere sligt.
Boligerne var den gang ligeledes tarvelige. I bøndergårdenes stuehus fandtes som regel næst efter forstuen en såkaldt "sommerstue" til ophold om sommeren. Denne havde gulv af stampet ler og møblementet bestod af et langt bord med bænke. Næst efter "sommerstuen" kom så de andre stuer, i hvilke fandtes bræddegulv, medens bohavet bestod af kister og skabe til opbevaring af tøj samt et simpelt bord og nogle stole.
Ja, således var tilstanden omtrent her på egnen for 100 år siden, men heldigvis er tiden nu en helt anden, om end man ganske vist må indrømme, at landbrugets økonomiske stilling i vore dage er besværlig og belastet med forholdsvis store udgifter.
Forinden jeg går over til at beskrive de politiske forviklinger i begyndelsen af det nu forløbne århundrede, med bl.a. at fremdrage enkelte træk, som den gang passerede her på egnen, vil jeg, da disse kommer delvis til at dreje sig om Erritsø, beskrive denne by i korte træk.
Erritsø har jo som bekendt en herlig naturskøn beliggenhed med en prægtig udsigt over Lillebælt. Er omgivet af frugtbare marker, frodige enge, og den dejlige lysegrønne bøge- og egeskov mod nord og sydvest.
Den smukke nye, lyse og hyggelige kirke, ligger midt i byen. Et gammelt sagn om den ene af de kirkeklokker, som hang i den gamle, nu nedbrudte kirke, kunne jeg ønske at fremdrage da dette vist næppe er almindelig kendt.
Som bekendt byggedes den gamle kirke i Erritsø ifølge sagnet, i sin tid af en fattig bonde, som ejede en lille gård, medens hans broder, som også boede i Erritsø, var en rig mand der ejede en stor gård og desuden mange penge.
Da den fattige broder erklærede, at han havde i sinde at bygge en kirke, troede den rige, at det var umuligt, og spottede ham ved at erklære, at han i så fald ville bekoste klokken.
Trods den rige mands spot, nåede den fattige broder dog at rejse den lille kirke på sin nuværende plads, og broderen måtte hårdt mod sin vilje, bekoste klokken.
Den gang var en sådan kirkeklokke jo meget dyr, og af ærgrelse over, at han måtte rykke ud med så mange penge, skal han, ifølge den gamle saga, have gået hen og aflivet sig ved hængning.
Foranstående sagn, er jo for et par år siden udførligt beskreven i en artikel signeret "C" i nærværende blad, af hvilken grund jeg kun kort berører dette.
Den anden kirkeklokke (som bekendt var der jo også to sådanne ophængt i den gamle kirkes tårn), skal, ifølge et gammelt sagn, være fremkommet på følgende måde:
En sømand, som i sin tid var barnefødt i Erritsø, havde ved mange års flid og sparsommelighed drevet det så vidt, at han selv ejede sin skude, og ved siden heraf, ved heldig sejlads, var bleven en velstående mand, kom engang i længst forsvundne tider, sejlende fra Kattegat ind i Lillebælt, og efter at have passeret Bogense, kunne han øjne sin fødeby Erritsø.
Vejret var forrygende. Den ene svære bølge efter den anden væltede ind over skuden, og det så ud til, at ingen redning var at vente, men skuden var viet til undergang.
Sømanden bad da til vor Herre samt gav det løfte, at dersom han med skib og mandskab blev reddet fra undergang, ville han skænke endnu en kirkeklokke til sin fødebys kirke.
Som ved et rent under reddedes skib og besætning, og manden, sit løfte tro, bekostede og ophængte klokken i den gamle kirkes tårn.

Forinden jeg går over til at beskrive syvårskrigen, må jeg tillade mig at fortage et lille strejftog ind i verdenshistorien for at søge kilden til denne, for vort gamle fædreland så kostbare og ulykkelige krig.
Det 19. århundrede begyndte jo, som bekendt, med mange trængsler for vort land. Mange andre lande havde jo været indviklet i blodige krige, fremkaldte ved den uhyre omvæltning, som var foregået i Frankrig.
Danmark havde været skånet, men nu nåede disse også til os, endskønt de danske helst ville have bevaret freden.
Frankrig, dette skønne og rige land, var jo i året 1789 bleven skuepladsen for en grufuld og blodig revolution.
Under kongerne Ludvig den 14de og Ludvig den 15de var landet gerådet i en uhyre gæld, som løb op i mange tusinde millioner kroner, og som en følge deraf, var pengetrangen meget følelig i alle samfundslag, og folket knurrede.
Ludvig den 16de, som havde besteget tronen i 1774, sammenkaldte da Notablernes forsamling som bestod af adelen, men disse ville ikke bidrage til at lindre landets nød, og da tilmed parlamentet nægtede at udskrive ny skatter, sammenkaldte regeringen rigsstænderne. Disse bestod af 300 adelige, 300 gejstlige og 600 borgere, og de trådte sammen i Versailles den 1ste maj 1789, men borgerne kom straks i strid med de andre stænder og erklærede sig til sidst for folkets rette repræsentanter.
Kongen lod deres forsamlingssal lukke, hvorpå de samledes i et boldhus og tilsvor hverandre, at de ville skaffe folket deres gamle rettigheder.
Den veltalende grev Mirabeau havde sluttet sig til borgerne, og han erklærede over for kongens sendebud, at de ikke kunne drives bort uden med bajonetten. Kongen rådede adelen og gejstligheden til at forene sig med "den 3die stand", men i stedet herfor fik de kongen til at kalde tropper til Versailles samt forvise finansminister Recker, som folket stolede på.
Da dette rygte nåede Paris, drog pøbelen, ophidset af folketalerne, støjende gennem gaderne. Bemægtigede sig en mængde våben og stormede Bastillen. Et befæstet slot, som blev brugt til fængsel.
Den blodige revolution var nu begyndt. Lov og orden forsvunden både i hovedstaden og provinserne. Adelens slotte blev plyndrede og brændte, og mange adelsmænd myrdede.
En del adelsmænd flygtede og ophidsede Prøjsens konge og Østrigs kejser til at falde ind i Frankrig.
Det ulykkelige Frankrig erklæredes for republik. Den ulykkelige konge Ludvig den 16de erklæredes for landsforræder, dømtes til døden og halshuggedes den 21. september 1792. Dronningen og kongens søster samt mange tusinde mennesker blev ligeledes henrettede under dette rædselsfulde regimente.
Republikanernes hovedmænd, Robespierre Danton, Marat m. fl. udsendte arméer, som på rædsom måde ødelagde de stæder og provinser, der modsatte sig deres herredømme.
Da kong Ludvig den 16de var henrettet, erklærede England republikken krig og fik samtidig alle Frankrigs naboer til ligeledes at optræde.
Dette frelste dog Frankrig, thi nu var der nok at gøre mod ydre fjender.
I den nu påfølgende store krig, uddannedes mange udmærkede feltherrer i Frankrig, hvilke imidlertid alle fordunkledes af den unge Napoleon Bonaparte.
Han var født på Korsika 1769 og opdraget på kadetskolen i Brienne.
Denne mærkelige mand samlede Frankrigs arméer om sig og fordrev ikke blot fjenderne fra landet, men forfulgte dem ind i deres egne lande og erobrede mange af disse, som han tildels underlagde Frankrig, dels tvang til at modtage hans brødre som konger.
Her er det egentlig ikke meningen at beskrive den af franskmændene så forgudede Napoleon Bonaparte, men kun fremdrage de af ham foranledigede begivenheder, som faktisk fremkaldte slaget på Københavns red den 2. april 1801, samt syvårskrigen fra 1808 til 14.
Dog kan jeg ikke undlade at minde om, at Napoleon, efter en tid lang at have ført de franske hære med hæder, først udnævntes til førstekonsul i Frankrig 1799, hvorefter han slog Østrigerne ved Marengo i året 1800.
I året 1804 udråbtes Napoleon til kejser.
Under rædselsregeringen i Frankrig havde førerne afskaffet religionen og indført en gudsbespottende tilbedelse af fornuften. Denne trængte efterhånden også ud over Frankrigs grænser, og nåede også til Danmark gennem skrifter og blade.
Dog, herhjemme havde vi heldigvis en vældig åndens kæmpe, nemlig Sjællands biskop Nicolaj Edinger Balle, som på det kraftigste tog kampen op.
Der var nemlig et af nationalisternes (fritænkernes) udgivet ugeblad, som gik under navnet "Jesus og Fornuften", mod hvilket denne ædle biskop med stor åndelig overlegenhed optrådte, og hans modstandere fnyste.
Biskop Balle udgav et ugeblad, som havde til motto: "Bibelen forsvarer sig selv!" og i dette, af hvilket jeg er i besiddelse af en årgang, gendrev han på det kraftigste, fornævnte vranglære, og påviste i klare træk kristendommens grundsætninger.
Da Napoleon var bleven førstekonsul af Frankrig, indførte han straks ordnede tilstande, samt påbød, at den katolske kirke atter skulle være statskirke.
I disse urolige tider ville England, verdenshavenes hersker, ikke tillade fredelige sømagter at drive fri handel, men lod sine krigsskibe opbringe alle handelsskibe, som tilførte dets fjender varer, der kunne styrke dem i kampen. Derfor indgik Danmark, Rusland, Prøjsen og Østrig et forbund for at værne om deres ret til fri vej over havet.
For at true os ud af dette forbund, sendte England en flåde på 51 skibe til Øresund. Det så galt ud for Danmark, thi vore krigsskibe lå aftaklede, og mange af vore sømænd var ude med handelsskibene. Dog besluttedes, at man skulle tage kampen op og forsvare vort gamle hjem. En snes gamle blokskibe haledes ud på Kongedybet og besattes af folk af alle samfundsklasser, altså mange uøvede folk, men alle besjælede af tanken om at værne om gamle Danmark.
Skærtorsdag morgen, den 2den april 1801, sejlede da den stolte engelske flåde ført af de to verdensberømte admiraler Parker og Nelson, op mod vore få gamle blokskibe, mod hvilke de mente at gøre det af med i en fart. Dog fik de en varmere modtagelse end de havde ventet. Vore gamle blokskibe sammen med det faste søbatteri Trekroner blev ikke engelskmanden svar skyldig. Efter at kampen havde raset i tre timer og de engelske skibe var tildels dygtig medtagne, signalerede admiral Parker ude i sundet til Nelson, ham med det ene øje, at han skulle holde inde, men admiral Nelson satte kikkerten for det blinde øje og erklærede, at han intet signal kunne se, så kampen fortsattes endnu en stund.
Danskerne anførtes af den tapre Olfert Fischer, og mange danske mænd vandt, foruden ham, uvisnelig hæder i slaget. Særlig må man også bemærke den unge, kun 17 år gamle løjtnant Willemoes.
Kampen var æresfuld for danskerne, men ikke desto mindre, blev vi ved fredsslutningen tvunget til at træde ud af forbundet med de andre magter. Dog æren af at have kæmpet tappert kunne ingen tage fra os. Noget som den næsten uovervindelige admiral Nelson selv måtte indrømme, idet han udtalte sig i høj grad rosende om den af de få og tildels uøvede danske krigeres udviste tapperhed.
Som alt anført, blev Napoleon i året 1804 udråbt til kejser i Frankrig og blev salvet af paven. Tillige lod han sig krone som konge i Italien, men nu fik England overtalt Ruslands og Østrigs kejsere samt Sveriges konge til at stifte et forbund mod Frankrig.
Napoleon gik da i hast over Rhinen og i spidsen for sin tapre hær, slog han en stor østrigsk arme ved Ulm samt kort efter Ruslands og Østrigs forenede hær ved Austrelitz 1805.
Ved den deraf følgende fred i Presburg, måtte Østrig afstå betydelige lande og Frants den anden af Østrig blev frataget titlen som tysk kejser.
Prøjsens konge blev nu også ængstelig for Napoleons erobringsstyrker og forenede sig med hans fjender, men Napoleon slog de prøjsiske hære ved Jena 1806, og prøjsens konge måtte ved freden i Tilsit afstå over halvdelen af sine lande. Efter Tilsitfreden ville Napoleon, at alle fastlandets magter skulle lukke deres havne for englændernes skibe.
Dette foranledigede at England påny sendte en stor flåde mod København, uagtet at vi aldeles ikke havde krig mod England. Da Danmark nægtede at udlevere sin flåde, kastede englænderne 30.000 mand i land, og København bombarderedes, hvorved vi, for at forebygge Københavns ødelæggelse, måtte udlevere vores prægtige flåde. Dette skete i september 1807, og nu begyndte syvårskrigen.
Efter dette lille erindrende strejftog ind i verdenshistorien, kommer vi nu i næste artikel til en beskrivelse af de franske og spanske troppers indtog i Danmark, samt deres ophold her i året 1808.

Som alt anført i min sidste artikel, havde det engelske overfald i 1807 udrevet Danmark af dets hidtil bevarede neutralitet. Kastet det ind i en krig med det mægtige England og, tildels mod dets egen vilje, tvunget det til at forbinde sig med den franske kejser.
Forholdet til Sverige var blevet spændt. Den svenske konge Gustav den fjerde, havde nemlig udvist en påfaldende holdning under englændernes angreb på Sjælland ved at give engelske skibe tilhold i Svenske havne.
Svenskekongen var Napoleons lidenskabelige og personlige fjende og kastede sig nu helt og fuldt i armene på England. Som en følge heraf, besluttede den danske regering at træde i åbent krigsforhold til Sverige, og kong Frederik den sjette sendte svenskerne en krigserklæring, dateret Kiel, den 29. februar 1808.
Den danske og den franske regering enedes om, at en fransk hær, sammen med danske krigere, skulle gå over på de danske øer på en tid, da man kunne håbe, at de engelske krigsskibe var fjernede fra de danske farvende op grund af vinterens storme og is, for derefter at gøre indfald i det sydlige Sverige.
Hæren bestod af en spansk afdeling anført af generak marquis de la Romana (Denne hærafdeling havde Napoleon året forud formået den spanske kong Carl den fjerde til at overlade sig, fordi han nu, da han gik svanger med erobringstanker mod Spanien, godt kunne ønske at få den fjernet fra fædrelandet), en fransk afdeling samt en hollandsk do.
Hæren, der bestod af ca. 33.000 mand, samledes sidst på året 1807 nede i Nordtyskland, og anførtes af den franske marskal Jean Baptiste Bernadotte, prins af Pontecorvo.
Overfarten over bæltet skulle foregå ved Årøsund og Snoghøj, til hvilke pladser der i den anledning dirigeredes alle de skibe og både fra Fyn og omliggende øer, som kunne overføre heste og mandskab.
Ved en senere beslutning bestemte regeringen imidlertid, at hele overfarten skulle foregå ved Snoghøj.
Vejene, ad hvilke de fremmede tropper skulle passere, var eftersete og istandsatte, og man ventede her på egnen, de fremmede troppers ankomst.
Lørdag den 12. marts 1808 ankom det første regiment. Det var franskmænd, nemlig 14de regiment ("Chasseurs á cheval") ridende jægere. Disse fortsatte marchen og oversattes ved Snoghøj søndag den 13. marts.
Samme dags eftermiddag holdt prinsen af Pontecorvo sit indtog i Odense. Hans karet, omgivet af ridende jægere med spændte karabiner, kørte i flyvende fart gennem Odenses gader og ind på slottet. Her blev prinsen beværtet på det bedste, og efter kun en times ophold, fortsatte han rejsen til Nyborg, derfra over Storebælt og videre til København, hvor han tog ophold på Frederiksberg slot.
Prins Bernadotte blev selvfølgelig straks modtaget i audiens hos kong Frederik den 6te. Han fik æresvagt og blev i det hele taget genstand for alle de en fyrste tilkommende æresbevisninger. Man må særlig også lægge mærke til, at, dels var prinsen anfører for det fransk-spanske hjælpekorps, og dels var han allerede året forud antagen til tronfølger i Sverige, hvor han senere blev konge under navn Karl den 14. Johan.
Efter nogle få dages ophold i København, rejste han atter tilbage til Kolding, men måtte lægge rejsen over småøerne, da bæltet nemlig i mellemtiden var bleven spærret af engelske krigsskibe (Storebælt).
Egnen her omkring Fredericia var i mellemtiden bleven belagt med franske og spanske tropper. Dog havde man håb om, at disse snart ville drage videre over Fyn og Sjælland for at gøre indfald i Sverige. Dette blev dog ikke tilfældet, thi som bekendt blev tropperne liggende her og på Fyn hele sommeren 1808, og man får uvilkårlig indtrykket af, at kejser Napoleon ikke alvorlig har haft i sinde at angribe Sverige, men derimod nok kunne ønske at få en del af sine tropper underholdt i Danmark indtil han havde brug for dem et andet sted.
Ifølge en, fra den danske regering udstedt ordre syntes det, at det fransk-spanske hjælpekorps skulle kantonnere med Kolding som hovedkvarter, nemlig fra Kolding til Ribe, Aarhus og Nyborg. Prinsen skulle da bo på slottet "Koldinghus" for at være nær ved overgangspladsen ved Snoghøj.
Erritsø og omliggende landsbyer blev belagt med fransk indkvartering, og foruden den besværlige indkvartering, blev beboerne plagede med kørsel for de fremmede tropper, ligesom navnlig Erritsø måtte afgive ridende stafetter med ophold på Snoghøj, til at bringe ordrer til Kolding, Vejle og Fredericia. Man erindrer, at den gang gik forbindelsen med Fyn over Snoghøj.
Kystbatterierne ved Lillebælt var besatte med dansk artilleri, hver med en besætning af ca. 100 mand. Strib batteri havde 18-pundige kanoner, medens Vasnæs batteri, beliggende mellem Middelfart og Hindsgaul, samt Vejermose batteri, mellem Snoghøj og Damgaard havde 12-pundige kanoner.
Selvfølgelig kneb det for beboerne at gøre sig forståelige for franskmændene. Det var livlige og iltre folk og så hurtige i deres bevægelser "som hunde og katte", hvilket udtryk for deres hurtighed blev brugt af egnens beboere. Ved enhver lejlighed råbte de "Vive l'Emperieur" (leve kejseren) hvilket udtryk ifølge Blichers "Æ Bindstouw" af flere jyder blev oversat: "Piew mæ laang røer" (pibe med langt rør).

Beboerne såvel i Erritsø som i hele egnen imødeså med megen ængstelse de franske troppers ankomst.
Man havde forud hørt de vildledende rygter om de franske krigeres brutalitet. Bl.a. var det fortalt, at små børn kunne de slet ikke tåle at se, thi så snart børnene begyndte at græde, spiddede de dem på bajonetten.
I Erritsø var der en bondekone som, da hun hørte de franske trommer ude på gaden, i største angst fo'r hen og tog sit mindste barn og skjulte sig sammen med det.
Da soldaterne imidlertid var trådt af, og kom ind i kvartererne, fik hendes mand indtrykket af, at franskmændene ikke just var menneskeædere. Han kaldte på konen, som rykkede frem med barnet, og til folkenes store glæde, viste det sig, at soldaterne hverken fornærmede konen eller barnet.
Soldaternes uniformer var brogede og næsten, til en vis grad, skrækindjagende.
Det den 12. marts til Erritsø og omegn ankomne 14de regiment ridende jægere, der den næste morgen tog over sundet ved Snoghøj, og marcherede ind i Fyn, bar grønne, langskødede våbenfrakker og store bjørneskindshuer, hvis pul endte i en nedhængende gul dusk i spidsen. Når hertil kom, at dette regiment for størstedelen bestod af gamle skæggede krigere, med martialsk udseende og stram holdning, vil man forstå, at egnens beboere var alt andet end glade ved at modtage dem i indkvartering.
Det fransk-spanske hjælpekorps begyndte altså at ankomme i marts måned.
En del af tropperne blev overførte ved Snoghøj og lå derefter på Fyn. Ja, enkelte korps nåede endogså at komme helt over til Sjælland.
Blandt de sidste var der to regimenter Spaniere, nemlig infanteristregimenterne "Afturien" og "Guadalazara".
Regimentet "Guadalazara" lå også en tid i kvarter i Fredericia og omegn, og beboerne her holdt meget af disse spanske krigere, som viste sig særlig behagelige og medgørlige. I høj grad godmodige og fordringsfri, samt meget taknemmelige for enhver nok så lille opmærksomhed, der vistes dem.
Franskmændene var derimod mere fordringsfulde, særlig med hensyn til deres forplejning. Man må her lægge mærke til, at blandt franskmændene var der mange gamle krigere, hærdet af strabadser og mange hårde kampe. Der var dog også mange unge, dannede mennesker. bl.a. 5te lette infanteriregiment, der for størstedelen bestod af unge mænd af god familie.
De franske officerer havde så godt som alle svunget sig op fra menige soldater, thi Napoleon forstod særlig den kunst, at bemærke de af hans mandskab, som udviste mest dygtighed og tapperhed.
Særlig vanskeligt var det, navnlig for folk på landet, at gøre sig forståelige over for franskmændene. Skønt der, den gang tropperne ventedes hertil, udkom flere mindre ordbøger, som fandt rivende afsætning.
I Erritsø var der også et par mænd (af de i min første artikel omtalte fire bønderdrenge, som i sin tid havde gået i skole i Fredericia), der havde anskaffet sig en sådan ordbog.
Stor var derfor franskmændenes glæde, da en af disse mænd modtog soldaterne med hilsenen "Bon jour, monsieur!" ("God morgen min herre!"), men da franskmændene spurgte dem: "Parlez vous francais?" så stod de der og kunne kun fejlagtig svare: "Oui, monsieur!". ("Ja min herre"). Det gik dog efterhånden meget godt, navnlig med lidt god vilje fra begge sider.
Foruden at være plaget af den besværlige indkvartering, måtte beboerne her på egnen afgive køretøjer til tropperne, samt, særlig fra Erritsø, beredne bønderkarle til stafettjeneste med kvarter på Snoghøj.
Dette gik selvfølgelig på skift. Stafetterne måtte ride med post, meldinger og ordrer fra Snoghøj til Kolding, Fredericia og Vejle. Dette var jo alt andet end behageligt. Karlene var til enhver tid udsatte for at blive purrede ud, både ved nat og dag, hvordan vejret end var.
De fik timeseddel og måtte altså tilbagelægge vejen i en bestemt tid, og man var sikker på, at rytterne ikke fik lov til at sove på vejen.
Mange ubehagelige, men også pudsige træk oplevede bønderne på disse ture.
En karl fra Erritsø skulle således en mørk nat sidst i marts måned ride stafet til Vejle.
Den gang var den nuværende gode landevej, jo som bekendt ikke anlagt, men den gamle landevej benyttedes.
Denne gik i mange svingninger og var på flere strækninger forsynet med høje levende hegn på begge sider. Når den passeredes om natten, var den på flere steder "så mørk som en ovn".
Natten forud havde en af de andre bønderkarle redet stafet til Vejle, og han fortalte for kammeraterne, at "det spøgte" flere steder langs vejen, blandt andet i Bredstrup by, som vejen den gang førte lige forbi.
Den stakkels karl, som den nat skulle ud, var bange, men der hjalp ingen "Kjære mo'r", ud skulle han, og vejen skulle passeres i forholdsvis kort tid.
Nå, i begyndelsen gik det. Natten var mørk, men han mærkede intet usædvanligt.
Da han nåede Bredstrup, hørte han til sin skræk, at der i en af de nærmeste gårde var et grueligt spetakel. Det bankede og hamrede uafladeligt. Dog, der slap han godt forbi, men da han nåede Spangskoven tæt neden for Bredstrup, og var kommen omtrent midt ind i den mørke skov, standser hesten på en gang og er ikke til at få ud af stedet.
Rytteren ser da ned og opdager "et par gloende øjne", der stirrer op på ham. Hårene rejste sig om ørene på ham af skræk, men det hjælper ikke. Han skal og må fremad. Han langer ud med sin ridepisk, og spøgelset giver et fælt hyl af sig og forsvinder, så han kan ride videre. Da han så hen i dagningen kommer samme vej tilbage fra Vejle, løb en sort puddelhund i Spangskoven. Det var altså spøgeriet.

Som følge af, at de fremmede tropper skulle overføres ved Snoghøj, var der allerede fra midten af marts måned rekvireret en del bøndervogne med forspand til ægtkørsel med station i Kolding.
Prins Bernadotte var jo, som berørt i min forrige artikel, den 13de marts taget med de første franske tropper over på Fyn og havde straks fortsat rejsen over Storebælt og til København, hvor han tog ophold på Frederiksberg slot.
Efter kun få dages ophold i København, var prinsen atter taget tilbage over småøerne til Kolding. Denne by og navnlig slottet Koldinghus var belagt med spanske krigere, statelige soldater, der bar skinnende hvide uniformer med grønne, røde eller violette opslag på ærmerne, eftersom de hørte til de forskellige regimenter.
Tilsyneladende lagde prins Bernadotte vægt på at holde navnlig en del af de spanske tropper i sin nærhed. Dels, for om muligt at bibeholde god forståelse med deres officerer, dels navnlig også at have dem under øjne, thi det var ham ikke ubekendt, at disse stakkels spaniere var meget misfornøjede med at være under fransk overkommando og så langt fjernede fra det af den så højt elskede, skønne Spanien. Tilmed, da de vidste, at deres kære fædreland var hårdt trængt af franskmændene.
Det var den 29. marts 1808. Ved en kurer var anmeldt til Kolding, at marskal Bernadotte, prins af Pontecorvo, var ventet der til byen hen på eftermiddagen. Vejret var koldt og råt, men ikke desto mindre måtte den spanske besætning på Koldinghus i flere timer stå under gevær i slotsgården for at tage imod prinsen med den ham tilkommende honnør.
Endelig henad aften kom prinsen til slottet og de stakkels stivfrosne soldater fik lov at træde af.
De spanske krigere, sønner af det kønne, solrige Spanien, var selvfølgelig meget forkomne af at stå så længe under gevær i vort kolde, nordiske klima, hvorfor de, da de atter kom ind i deres kvarter på slottet, fyrede stærkt op og kastede både halm og ved i kaminerne for at få deres valne lemmer optøede. Det gik dog desto værre for vidt. Hen på natten udbrød der ild på slottet, og den stolte, ganle borg, gik op i flammer.
Af det skønne, midelalderlige slot Koldinghus, blev kun de nøgne mure tilbage, men disse giver den dag i dag en af de interessanteste slotsruiner i hele Nordeuropa.
Fra Erritsø var også den dag en del ægtvogne i Kolding, og så snart ilden udbrød på slottet, blev alle bøndervogne purret ud. De fik ordre til at blive holdende uden for byen på Fredericia landevej. En af kuskene fortalte mig i min barndom, at han og de andre kuske ikke ænsede den rå kulde, som bed i ørene og gjorde deres heste urolige, men derimod ærgrede de sig over slottets brand. De gik sammen i klynger og sagde til hinanden: "I efteråret tog engelskmanden vor stolte flåde, og nu afbrænder de fremmede tropper Koldinghus!".
Tårerne kom dem i øjnene over tabet af det gamle slot. Dette var jo endda ikke enden, thi i slutningen af krigen, nemlig i 1814, mistede vi jo Norge.
For en del år tilbage læste jeg en beretning om branden på Koldinghus. Man ved jo ganske vist ikke, om denne er fuldt ud troværdig, men ifølge nævnte beretning lader det næsten, som om spanierne ville, at prins Bernadotte skulle have indebrændt på Koldinghus. Det hedder nemlig i beretningen, at den daværende lensmand med familie pludselig vågnede om natten ved en usædvanlig støj, og ser da til deres store skræk, at der er ild på slottet. Lensmanden iler da ud for at lede slukningen, medens hans frue, der syntes at have bemærket, at spanierne havde et alt andet end godt øje til prinsen, i stor hast iler hun over i den fløj på slottet, hvor prinsen af Pontecorvo boede, for at vække ham og få ham ud af det brændende slot.
Ankommen til forværelset foran prinsens soveværelse, finder hun dette fuld af spanske officerer. Hun gør da anskrig og gør disse opmærksom på, at slottet brænder, hvorefter hun forlanger, at der øjeblikkelig skal kaldes på prinsen. De spanske officerer tysser imodlertid på hende, og siger hende, at prinsen har befalet, at han vil have ro, samt ikke alene nægter at vække ham, men ligeledes forbyder hende dette.
Fruen bliver imidlertid oprørt over denne handling og da der altså er sandsynlighed for, at det er spaniernes agt, at prinsen skal indebrænde, iler hun i stor angst tilbage igen, men da hun selvfølgelig er godt kendt på slottet og kender en løngang der udmunder i prinsens soveværelse, skynder hun sig ind i løngangen og når også gennem denne ind i prinsens soveværelse. Hun lister sig hen til den sovende og intet ondt anende prins, vækker han lempeligt, samt lægger fingeren på munden til tegn på, at han skal være tavs, idet hun samtidig viser truende hen til værelset, hvor de spanske officerer opholder sig samt viser mod vinduet, hvor han kan se at slottet brænder.
Hun iler derpå hen til døren, som fører ind til løngangen, hvorefter prinsen i stor hast tager sit tøj på og følger hende, og et øjeblik efter ser de spanske officerer, til deres store forbavselse, at prinsen står ude i slotsgården og leder slukningen.
Uagtet slukningen blev ledet med al mulig energi, lykkedes det dog ikke at indskrænke ilden. Nej, den blev ved at rase så længe den fandt næring.
Da flammerne omsider banede sig vej ind gennem den særdeles smukke slotskirke, som fandtes i den venstre fløj, og derfra ind i det store tårn, på hvis høje tinde de bekendte fire stenkæmper var anbragt, styrtede halvdelen af tårnet med de to kæmper ned med et vældigt brag.
Snart efter stod kun de kolossale nøgne mure tilbage, og Danmark havde et slot mindre.
Dette var, så synes mig, et ondt varsel lige i begyndelsen af syvårskrigen, at hjælpetropperne ved uforsigtighed gav anledning til, at det stolte Koldinghus, det gamle "Ørneborg", med sine mange stolte minder sank i grus.
Den mægtige ruin knejser endnu den dag i dag på bakken og bliver med omhu, ved årlige reparationer, bevaret for fuldstændig tilintetgørelse. I det gamle slotskøkken har Kolding by oprettet et indholdsrigt og seværdig museum, hvilket byen har meget ære af.

Efter i min sidste artikel at have beskrevet i korte træk den ildsvåde, som natten mellem den 29de og 30te marts 1808 lagde det prægtige slot "Koldinghus" i aske, og efter hvilken kun de nøgne mure den dag i dag afgiver de sørgelige, men ikke desto mindre i høj grad interessante ruiner, skal jeg tillade mig at nedskrive enkelte træk af slottets historie, dets tilblivelse samt enkelte tildragelser i og ved det.
Slottet byggedes, som bekendt, af hertug Abel, den mellemste af kong Valdemar Sejrs sønner, senere konge af Danmark fra 1250-1252.
Det byggedes i året 1248 og fik navnet "Ørneborg" men det er i tidernes løb undergået mange forandringer. Ikke alene med hensyn til navnet, der blev forandret til Koldinghus.
Særlig under kong Christian den fjerde, som regerede fra 1588-1648. Nævnte konge udbedrede slottet i væsentlig grad samt tilbyggede det store tårn, på hvilket der blev anbragt fire store stenkæmper, hver bærende sit våben, nemlig "Hannibal" med det danske våben, "Scepio" med det norske våben, "Hector" med det jyske våben og "Hercules" med de tre nordiske kroner.
Kun én af de nævnte fire stenkæmper, nemlig Hannibal med det danske våben, står endnu tilbage på ruinen af det mægtige, 76 fod høje slotstårns plateau.
Slottet har flere gange lidt meget under krigene. Således under svenskekrigen 1658, da de polske hjælpetropper, der i forening med danske krigere, indtog slottet. Under angrebet kom imidlertid ved uforsigtighed en polsk dragon for nær til krudttårnet med en lunte, hvorved krudtet antændtes, og det store tårn styrtede sammen. Tårnet blev senere genopbygget, men det var dog, som nævnt, under Christian den fjerde at slottet gennemgik de store forbedringer.
Af de mange lensmænd, som i tidens løb har boet på Koldinghus, skal særlig nævnes én der hed Caspar Markdanner, og som beboede slottet i Christian den fjerdes tid. Han var af borgerlig herkomst, idet hans moder var en skomagers datter fra Andst ved Kolding, men han blev i sin ungdom oplært i krigerhåndværket, gjorde sig særlig bemærket i krigene, hvorefter han af kongen blev optaget i adelsstanden og senere blev lensmand på Koldinghus.
Caspar Markdanner, hvilket navn han fik, da han blev optaget blandt adelen, var en meget velstående mand, der har sat sig minder, som jeg har ment at burde påpege, idet disse vist næppe er almindelig kendte. Sin fødeby Andst, havde han meget til overs for. Han bekostede således flere ting til forskønnelse af Andst kirke. I det store og seværdige museum, som Kolding by har oprettet, og som har sin plads i det gamle slotskøkken, findes således flere gamle prydelser fra Andst kirke, som hidrører fra hans tid, og som er signerede med hans navn.
Caspar Markdanner holdt meget på sin borgerlige herkomst, hvilket bl.a. fremgik deraf, at han, efter at have bygget nogle vindeltårne på Koldinghus, påsatte disse vejrhaner i form af en skomagerlæst. Dette irriterede de mange adelsmænd, som dengang boede i og omkring Kolding, og som iøvrigt, ved enhver lejlighed lod ham vide, at han var af borgerlig stand.
Samtidig med, at lensmanden byggede vindeltårnene, havde han bekostet flere prydelser i Kolding kirke, og for at håne Caspar Markdanner, skal adelsmændene være gået ind i kirken og have oversværtet de der af ham anbragte forskønnelser med skosværte.
Caspar Markdanner blev selvfølgelig vred over denne kådhed, men han hævnede sig på sin egen måde. Han lod nemlig på et benhusbegravelse i Kolding kirke indsætte en sten, som endnu i dag sidder indmuret på den ydre side af muren i kirken, og på denne sten lod han indhugge følgende vers på tysk:

Du Weltweise, trit herbei, Und sage, wer Herr oder Knecht sei. Sind wir nicht alle aus Staub ond Erd gemein, So beweise es anders aus diesenm Bein C. M. 1591 På dansk: Du som er så klog på det verdslige træd herhen og sig, hvem er herre og hvem er tjener. Er vi ikke alle almindeligvis af støv og jord. så bevis noget andet af disse ben.

Hvorvidt dette vers har virket på de pågældende adelsmænds overmod, melder historien intet om.
Om en anden lensmand på Koldinghus fortælles, at han havde en datter Christine, som udmærkede sig ved sin skønhed og som følge heraf havde mange bejlere, blandt hvilke var 3 af omegnens adelsmænd, men at hun afviste dem alle.
Sagnet fortæller imidlertid, at under en større reparation på slottet udførte en billedhugger Strange, ved hjælp af sine mange svende, en del billedskærerarbejder, og at der under disses ophold på slottet opstod et kærlighedsforhold mellem lensmandens datter og en af mester Stranges svende, en smuk og håbefuld ung mand.
Svenden og Christine havde stævnemøder i den til slottet hørende dyrehave. Dette opdagedes af de tre forsmåede, adelige bejlere, og disse indberettede sagen til lensmanden, som straks lod den unge mand fængsle samt dagen efter henrette i slotsgården, hvilket han tvang sin datter til at se på fra et af slottets vinduer.
Samme dag, hen på eftermiddagen, fik slottet besøg af kongen med følge i hvilken anledning også omegnens adelsmænd var indbudte. På ballet dansede de tre adelige bejlere hele tiden skiftevis med jomfru Christine. Henimod ballets slutning trak hun sig tilbage og gik hen i den vinduesfordybning, fra hvilken hun om morgenen havde været vidne til sin kærestes død. Her sank hun da sammen og døde, idet blodet flød ud af næse og mund. Efter al sandsynlighed havde hun med vilje overanstrængt sig med dansen for på denne måde at søge døden.
Af historiske minder skal blot nævnes, at kong Christian den Tredje døde på Koldinghus nytårsnat 1559.
Efter slottets brand rejste prinsen af Pontecorvo atter til Odense, hvor han holdt sit indtog den 30. marts om eftermiddagen. Branden foranledigede altså, at prinsens hovedkvarter ikke blev i Kolding, som det syntes at være bestemt af den danske regering.

Da prinsen af Pontecorvo den 30te marts 1808 ankom til Odense fra Kolding og tog ind på Odense slot, var hans gemalinde og søn, Oscar, allerede ankommet dertil.
Her opholdt prinsen med familie sig til den 6te maj, hvorpå de tog til Hindsgaul, hvor opholdet varede til 11te maj. Hans gemalinde og søn rejste nu hjem til Frankrig, og prinsen ledsagede dem sydpå, hvorefter han forlagde sit hovedkvarter først i Flensborg samt derpå i begyndelsen af juni til Rendsborg. Herfra brugte han søbadene i Travemünde. Han led nemlig af følgerne af, at han året forud i et slag var bleven såret af en musketkugle.
I Rendsborg forblev prinsen så indtil hen i august måned, da spaniernes flugt atter kaldte ham tilbage til Fyn.
Erritsø og omegn var hele forsommeren 1808 stærkt plaget med indkvartering hvilken for største delen bestod af franskmænd. Beboerne havde, navnlig i begyndelsen, megen kval med disse livlige, iltre og temmelig fordringsfulde krigere.
Forplejningen blev leveret dem in natura, og maden skulle jo tillaves efter deres ordre. Dog så de helst, at de selv blev fri for madlavningen, så denne måtte kvarterværterne sørge for.
I en gård i Erritsø, kom således en dag mandskabet ind i køkkenet til husmoderen med en stor portion oksekød, som de ved tegn befalede hende at koge.
Hun satte da en stor gryde over ilden og fyrede stærkt op under den for at kødet hurtigst muligt kunne blive kogt.
Franskmændene havde imidlertid ikke tålmodighed til at vente ret længe og kom hvert øjeblik ud i køkkenet for at se, om maden snart var færdig, og da husmoderen fandt, at det store stykke kød var nogenlunde gennemkogt, lagde hun det på et fad og leverede dem det.
De gik øjeblikkelig ind i stuen og gjorde indhug på sulet, men nu fandt de imidlertid, at det ikke var mørt nok. En af dem snappede da fadet og fór i stor vrede ud til husmoderen med det. Tog kødet med fingrene og rev med tænderne nogle lange trævler ud af det for at gøre hende forståeligt, at det ikke var kogt godt nok. Konen blev herover aldeles betuttet og gav sig til at græde, og soldaten blev da så arrig, at han slog fadet med så stor kraft i køkkenbordet, at det fløj i skår og kødet og suppen flød hen ad bordet.
Til al held kom manden i samme øjeblik ind i køkkenet. Han tog den lille bistre franskmand i kraven og truede ham med, at han straks skulle komme til at følge ham ind til officererne.
Det hjalp. Franskmanden blev straks meget føjelig, bag om godt vejr, og spurgte derefter høfligt, om han selv måtte have lov til at koge kødet, hvilket han af manden fik tilladelse til. Således endte denne batalje.
Siden blev soldaterne mere medgørlige. Blot de mærkede, at beboerne viste en fast optræden over for dem samt truede dem med officererne, var der intet i vejen.
Officererne havde næsten alle som en svunget sig op fra menige soldater, og forholdet mellem officerer og menige var forholdsvis meget godt.
Officererne skulle have opsigt med de mindste enkeltheder overfor de menige soldater. Reparation af deres tøj, støvlernes forsåling m. m. m., intet måtte ske, uden at det først var forevist officererne og disse havde påbudt udbedringen.
Hvad der var særlig ubehageligt for Erritsø var, at da denne by lå så tæt ved overfartsstedet Snoghøj, så fik man her meget ofte skifte på indkvarteringen.
Som tidligere bemærket, syntes det, som om Napoleon ikke rigtig for alvor har haft i sinde at angribe Sverige. Dette skete som bekendt heller ikke. Tropperne blev ført over til Fyn og snart efter tilbage igen. Ja, hen midt i sommeren var der ingen franskmænd på Fyn, men kun nogle regimenter spaniere.
Prinsen af Pontecorvo indså straks, at det var nødvendigt at holde de franske og spanske tropper hver for sig. Forholdet mellem dem var meget spændt og flere gange udartede det til små sammenstød.
I en landsby i nærheden af Horsens lå på en bondegård to spaniere i indkvartering og havde ligget der i længere tid. Disse var meget flinke, og beboerne kom godt ud af det med dem.
Så en dag kom pludselig en fransk afdeling til byen. Det var aften men franskmændene tiltog sig selv den myndighed, at indkvartere sig selv.
To franske soldater kom da i gården og derefter ind i stuen, hvor de to spaniere lå og sov. De begyndte straks at råbe, at de "lugtede spansk blod", og begyndte at stikke med deres sabler i halmen, efter de sovende spaniere.
Disse sprang da op, tog deres geværer og fældede bajonetterne. Den ene franskmand blev såret, hvorefter han sammen med den anden retirerede ud af gården, hvor de blev ved at fægte og tirre spanierne således. at til sidst den ene af dem lagde bøssen til kinden og skød. Kuglen traf franskmanden i hovedet og han styrtede død om.
Spanieren blev greben og ført til Odense, hvor marquis Romana med tungt hjerte måtte dømme han til døden. Franske og spanske soldater førte ham uden for byen, hvor han blev skudt. Dette forværrede jo yderligere det spændte forhold.
Franskmændene straffede ikke hårdt. En grov forseelse kunne kun medføre nogle dages fængsel. Noget de franske soldater ikke ænsede.
Franskmændene var særlig oplagte til små optøjer.
En gang var franske og danske soldater tilfældigt indkvarterede i en og samme by.
Franskmændene måtte her ofte vandre i simpel arrest for små forseelser. Det blev værre og værre, og en fransk officer klagede da sin nød til en dansk kollega. "Intet er lettere," siger den danske officer, "end at vænne dem af med det. Må jeg?"
Franskmanden svarede ja og da samme dag en fransk officer atter havde forset sig, kaldte den danske officer noget af sit mandskab sammen, og med de ord: "Nu skal han straffes på dansk", blev den lille franskmand langt ned på et knippe halm og fik nogle regulære danske stokkeprygl. Dette hjalp, og i særlige tilfælde brugte franskmændene da siden denne ved hæren indførte straffemåde.
Kavaleriregimentet "Belgien" bestod især af nogle unge, urolige hoveder. En afdeling husarer af dette regiment, unge flotte, men iltre folk, havde op Fyn en lille batalje med spanierne, hvorfor de blev forflyttet til Jylland. Den 18. maj 1808 blev disse små vimse husarer sat over ved Snoghøj og lå natten over derpå i kvarter i Erritsø.
Næste dag skulle de videre efter Vejle, og om morgenen stillede husarerne da på Erritsø gade, færdige til afmarch, ligesom en del ægtvogne var tilsagte til at køre deres bagage.
Bønderkarlene mærkede nok, at der var nogen uro i en mindre trop af husarerne, og de fik snart at se, hvad der var i vejen. Da menlig rytterne kommer ud midtvejs mellem Erritsø og Brovad, nemlig på det sted, hvor kirkestien fra Brovad udmunder på vejen, gøres der pludselig holdt. En af soldaterne blev derpå trukken ned af hesten og stillet frem foran fronten, hvorpå han blev trakteret med en snes hvinende slag af den flade klinge.
Derpå måtte han ride mellem to af de andre husarer som holdt hans tøjler, ligesom hans våben var frataget ham. Denne husar blev altså også straffet på dansk.

Var franskmændene fordringsfulde med hensyn til forplejningen og i det hele taget tillavningen af maden, så var spanierne lige det stik modsatte.
En afdeling af disse sidste, nemlig infanteriregimentet "Princesa", lå i kvarter i Fredericia og Erritsø fra 6te til 23de juni. Disse spanier var noble, fordringsfri og høflige mennesker, i høj grad taknemmelige for enhver, nok så lille opmærksomhed som vistes dem.
De lærte ligeledes snart at indrette deres levevis efter kvarterværternes. De spiste sammen med folkene i bøndergårdene, altså af samme mad, som husmoderen kogte til gårdens egne folk. Den gang var det således bl.a. almindelig skik, at man om morgenen til "davre" spiste øllebrød. Rugbrød kogt i øl. Også denne ret fandt spanierne behag i og spiste den med stor appetit, medens de små franskmænd kimsede ad den og sagde, halvt på fransk og halvt på tysk - de havde nemlig året forud ved et længere ophold i Nordtyskland, tilegnet sig nogle tyske ord og talemåder: "Nicht suppe á la biere."
En yndlingsret såvel for franskmænd såvel som spaniere var bladene af løvetand (mælkebøtte). Disse tillavede de som salat med olie, eddike og peber, og denne ret serveredes endog jævnlig ved prinsens taffel. Også snegle, især de store, var en lækkerbisken for spanierne.
I en af de større bøndergårde i Erritsø var en spansk officer indkvarteret. Hans tjener kom en dag hen til en af sønnerne på gården og spurgte, om han vidste, hvor de kunne finde nogle snegle. Drengen svarede, at af de store kunne han ingen skaffe, men af de små grå var der nok ude i haven. Tjeneren og drengen gik da ud i haven og spanieren samlede en stor portion snegle i en medbragt kedel. Da han så kom ind i køkkenet med sneglene, udbredte han en del gløder på arnestedet og satte dem derpå med sneglehusets åbning opad. Så snart der i åbningen viste sig en opstigende skum, strøedes peber og salt deri. Da de første var stegte, borttoges de med en ildtang og et nyt antal sattes på ilden. I en fart blev skallerne afpillede, og de stegte snegle blev derefter udrørt i en forud tillavet sauce af olie, peber, eddike og løg. Nu tog tjeneren med en gaffel en snegl og stak i drengens mund, og derefter tog han selv en bid. Drengen syntes endda ikke så ilde om denne noget usædvanlige ret.
At spanierne udviste en mønsterværdig opførsel under opholdet her, er særlig påvist i en artikel, som dengang var indrykket i de få blade, der udgik her i landet. Artiklen var skreven af daværende kommandant Broches og dateret: Fredericia den 23. juni 1808. I artiklen hedder det:
"De tre kompagnier af regimentet "Princesa", under kommando af den meget agtværdige kaptajn v. Carrion, kom til os som allierede og forlod os som venner. Ingen klage blev mig forebragt i den tid, de lå her og i omegnen hverken over officerer eller soldater. Spanske og danske krigere levede som brødre med hinanden.
Intet under derfor, at vi alle havde ønsket at beholde dem her blandt os, og at den ordre, som befalede dem at marchere til Fyn, sårede alle indbyggernes hjerter. Vor tak og velsignelse følge dem. Vi ønsker snart se os forenede igen, og at enhver fremmed eller dansk garnison måtte holde en disse tre spanske kompagnier lignende disciplin."

Som tidligere anført, var franskmændene i modsætning hertil, fordringsfulde, livlige og oplagte til optøjer, som ofte medførte straf.
Efter foranførte måde at være på skulle man jo tro, at franskmændene var godt beslåede med penge, siden de sådan stillede fordringer. og det fremfor de ydmyge og bramfri spaniere. Dog nej, det modsatte var tilfældet. Begge nationers krigere spillede meget kort, men medens spanierne spillede om penge, og som regel havde en velspækket børs (pung) indeholdende både guldstykker og sølvpenge, måtte franskmændene i stedet for penge nøjes med, at den eller de tabende fik sat små træklemmer på næsen.
På en tid, da der i Erritsø lå fransk indkvartering, sad en dag i en af bøndergårdene en del franskmænd rundt om et bord og spillede kort. Et par af gårdmandens sønner, to unge mennesker, stod og så til. Franskmændene spillede med liv og lyst, og blandt de spillende var der særlig en, som det gik ud over. Han tabte næsten hver gang og fik sig en ordentlig række træklemmer sat på næsen. Herover blev han selvfølgelig ærgerlig, thi foruden smerterne i næsen, forårsaget af klemmerne, var det jo, syntes han, en skam og tegn på, at han var mindre dygtig til kortspillet. Den lille iltre franskmand var ildrød i hovedet af harme over sit uheld, og da han opdagede, at de to førnævnte unge mennesker lo ad ham, fordi han havde de mange kløftede træpinde på næsen, blev han rasende, og idet han råbte "sacra sutter!" et udtryk som franskmændene brugte, hver gang de kom i extase, fór han op og løb efter dem. De flygtede øjeblikkelig ind i den anden stue, hvor de smækkede døren i lås lige for næsen af den vrede lille franskmand. Således undgik de at smage hans sabel, som han løb med i hånden.
De to unge mennesker kunne i deres skjul høre, hvor den vrede kriger rumsterede og slog om sig med sabelen, medens han uafbrudt skældte dem ud for "Coraco", et ord, de altid brugte når de ville sige noget rigtig slemt om spanierne. "Coraco" var forøvrigt et ord som spanierne brugte meget og som nærmest skulle betegne et udtryk for deres ærgrelse. "For pokker" eller lignende.
Da de to unge mennesker efter en tids forløb atter kom frem fra deres skjul, havde franskmandens vrede lagt sig, og de var igen fine venner.
Endvidere brugte franskmændene meget i deres fritid at spille bold. En slags langbold, hvori de udviste megen færdighed. Spanierne spillede også bold, men endnu oftere brugte de at slynge jernstænger frem og deri overtræffe hinanden. Ligeledes morede de sig med at spille et i Sydeuropa brugeligt fingerspil, "Morra". Denne leg dreves med meget livligt minespil.
Spanierne var meget religiøse. Næsten alle bar om halsen en lille silkepung med en amulet. Denne var af elfenben, træ , ja endogså af guld, sølv eller messing.
Efter spaniernes bortrejse blev en sådan amulet funden af en mand her på egnen. Denne amulet bestod af en oval medaljon af messing. På den ene side sås Kristus på korset. På den anden side jomfru Marie. Begge sider var under billederne forsynet med latinsk inskription.

Efter nu i mine tidligere artikler i korte træk at have beskrevet de franske og spanske troppers opførsel under deres ophold her på egnen, må jeg, forinden vi går over til fremstillingen af spaniernes flugt fra Danmark i august 1808, ved hvilken lejlighed jeg har tænkt navnlig at give en nogenlunde udførlig beretning om en episode, dom forefaldt i nærheden af Snoghøj, foretage et lille strejftog ind i historien for at begivenhederne i Spanien at udlede årsagen til denne ilsomme og pludselige flugt.
I Spanien var kong Karl den 4de ved en opstand bleven nødsaget til at afstå regeringen til sin søn, Ferdinand den 7de, men i sommeren 1808 fik kejser Napoleon ved trusler og list, begge konger til at overgive ham magten, og nu indsatte han sin broder Josef Napoleon til konge af Spanien. Dette ville de kække spaniere ikke finde sig i, og ved Englands og Portugals hjælp, gjorde disse nu opstand for at afkaste det forhadte franske overherredømme. Så snart den ny konge havde tiltrådt regeringen, kom der selvfølgelig, gennem prinsen af Pontecorvo befaling fra Napoleon, at de her i Danmark værende spanske tropper ufortøvet havde at aflægge troskabsed til kong Josef Napoleon. Den spanske general Romana havde imidlertid, uagtet franskmændene gjorde alt for at forhindre de herværende spaniers skriftlige forbindelse med det af dem så højt elskede fjerne fædreland, dog alligevel fået meddelelse om opstanden i Spanien, og ønskede intet hellere, end at få lejlighed til med det ham betroede mandskab, at kunne ile det betrængte fædreland til hjælp, men når han stillede sig bestemt afvisende til opfordringen om de ham underlagte troppers edsfæstelse, så var han jo vis på at blive afvæbnet af franskmændenes overlegne styrke. Mishandling og hårdt fangenskab ville da være dem vis.
Romana viste sig da både i tale og rapporter tilsyneladende velvilligt stemt over for hyldningsedens aflæggelse, men det var imidlertid kun for at vinde tid.
Som tidligere berørt, havde Napoleon opgivet det påtænkte dansk-franske angreb på Sverige. De franske tropper var sidst i juli måned trukket ud af Fyn og Sjælland, samt lagt ned i hertugdømmerne. Prinsen af Pontecorvo havde fremdeles sit hovedkvarter i Rendsborg.
Spanierne skulle ligeledes drages sydpå, men opholdt sig endnu alle her. To regimenter, nemlig "Asurien" og "Guadalaxare" på Sjælland, fire regimenter, nemlig infanteriregimenterne "Zamora", "Rey", "Infante" og kavaleriregimentet "Algarva" i Jylland. Resten på Fyn.
Dette var af væsentlig betydning for den af general Romana først i august måned fattede plan, nemlig at sætte sig i forbindelse med de store engelske krigsskibe, som krydsede i Storebælt, for ved deres hjælp, at blive overført til Spanien.
Efter at prinsen af Pontecorvo, ifølge højere ordre, gentagende havde opfordret Romana til at lade de spanske tropper aflægge troskabseden til den ny konge, rejste generalen i de første dage i august måned 1808 rundt til de spanske afdelinger i denne anledning, men overalt modtog spanierne befalingen med den største uvilje.
Først samlede han officererne omkring sig, og herefter tiltalte han regimenterne, men disses mandskab udbrød enstemmigt og kraftigt: "No, Sennor!" ("Nej, herre, leve Spanien!"). Da officererne derefter spurgte de forskellige afdelinger, om de ville aflægge eden, lød det højt gennem rækkerne: "No, no, nadie!" ("Nej, nej, ingen!")
I de følgende dage gik spanierne tavse og tankefulde omkring. Bad deres paternoster med krucifixet i de foldede hænder og korsede sig, ligesom de syntes at undgå den ellers venlige omgang med deres kvarterværter.
Det er jo almindelig bekendt, hvorledes general Romana derefter satte sig i forbindelse med de engelske krigsskibe samt ved udsendte hemmelige stafetter fik de forskellige afdelinger trukket over op Fyn og derefter, for størstedelen overførte på de engelske krigsskibe.
Spanierne blev indskibede i Nyborg og Svendborg, hvorfra størsteparten tog over på Langeland og derfra ombord i de engelske skibe.
Romana havde fremlagt en fikseret ordre fra prinsen af Pontecorvo om, at de danske besætninger skulle forlade nævnte pladser og overlade disse til hans beskyttelse.
Den spanske anfører, general Romana, havde sit hovedkvarter i Nyborg, af hvilken grund han lettere kunne give det sandsynlighedens præg, at han af prinsen af Pontecorvo havde fået befaling til alene at besætte nævnte fæstning.
Da alt således var forberedt til flugten over Langeland og derfra ombord i den engelske flåde, tonede spanierne flag. Fortalte for kvarterværterne deres hensigt samt bad mindeligt om, at alt måtte gå fredeligt af. Alt, benyttelsen af fartøjer mm., skulle nok blive betalt. Dette skete også, thi spanierne var godt beslåede med mønt.
Det sidste regiment, som blev overført her fra Jylland, var regimentet "Zamora" der lå i kvarter i Fredericia, hvorfra de afmarcherede natten mellem 8. og 9. august.
Danskerne og franskmændene anede nu, at der var noget på færde med spanierne.
En ordre fra prinsen af Pontecorvo, dateret: Rendsborg, den 9. august 1808, indløb til Fredericia, og ifølge denne skulle det dersteds kantonnerede spanske regiment "Zamora" ufortøvent drage sydpå. Dette var jo imidlertid, som nævnt, allerede natten forud taget over til Fyn.
Samme dags eftermiddag ankom til Fredericia to franske regimenter, nemlig 19. regiment samt 14. regiment ridende jægere og en del artilleri. Disse regimenter var draget i ilmarch fra Haderslev og Aabenraa.
Fredericia og Erritsø var i forvejen stærkt belagte med danske krigere. Infanteri og Jyske dragoner. Vejermose batteri, tæt vest for Snoghøj, var stærkt besat med danske artillerister, og de to fynske kystbatterier var ligeledes forberedte på at kunne afvise eventuelle angreb fra spanierne. De fynske kystbatterier var batteriet Strib, der lå på Stribs Odde og batteriet Vasnæs, der lå lige over for det jyske batteri Vejermose, altså i Kongebroskoven, tæt ved den såkaldte Grimmersmose bro.

Det var den 11. august 1808
Om morgenen, endnu før solen var stået op, kørte gårdejer Mikkel Nielsen fra Erritsø tillige med sine to voksne sønner og sine tjenestefolk i to høstvogne ud på en af markerne, der var beliggende i nærheden af Erritsø Sønderskov, altså ikke langt fra kystbatteriet "Vejermose" for at binde og derefter hjemkøre et skifte byg.
Vejret var smukt, med klar luft og alle som en tog straks fat på at lægge bygget i bånd, hvilket måtte ske i morgenstunden, thi når solen steg hen på formiddagen, blev bygaksene som bekendt, tilbøjelige til at knække, hvorved en del korn ville gå til spilde i løbet af båndlægningen.
Gårdmanden og hans folk fik dog næppe godt begyndt op høstarbejdet, før de atter blev afbrudt heri og deres opmærksomhed henledt på noget helt andet. Klokken var den gang knap 4. Lige på en gang hører de hovslag af galopperende heste, og ser en mægtig støvsky hæve sig på landevejen et stykke nord for marken, og snart viste det sig at hidrøre fra en større afdeling spansk kavaleri.
Gårdejeren og hans sønner fik i en fart deres heste skjult i et lille krat, som lå i det ene hjørne af marken. De var nemlig bange for, at dersom en af rytternes heste styrtede under det hurtige ridt, de da, som det før havde været tilfældet, skulle tage sig en frisk hest, hvor de fandt en sådan.
Rytterne viste sig at være spaniere af regimentet "Algarve", der havde ligget i kvarter i Horsens og omegn. Det var et smukt syn, disse spanske ryttere afgav. De bar lysegrønne uniformer og red på ædle, andalusiske hingste. En dansk dragon havde de tvunget til at tage med som vejviser. Han måtte ride i spidsen, og hans gode danske hest havde ondt ved at følge spaniernes fyrige hingste, hvorfor disse uafbrudt trakterede dragonens hest med slag af klingen. Den stakkels hest hvæste af anstrengelse, og tungen han den ud af munden.
Spanierne ville til Snoghøj for derfra at slippe over til Fyn og gå med deres kammerater ombord i den engelske flåde.
Regimentet "Zamora" havde opholdt sig i Middelfart og omegn for at vente på "Algarvernes" ankomst, men var allerede dagen forud afmarcherede, da disse lod vente for længe på sig og franskmændene med to regimenter samt en afdeling artilleri var ankommen til Fredericia.
Grundet til at "Algarverne" ikke tidligere var sluppet over til Fyn var, mente man, denne, at anføreren havde opgivet håbet om at kunne komme over ved Snoghøj, da han lå så lang fjernet fra overgangsstedet og ville møde forhindringer af danske og måske franske tropper. Dog i sidste øjeblik havde regimentet besluttet at vove forsøget.
Da de i Horsens tilbageblevne spaniere fik underretning om, at overfarten ved Lillebælt var spærret, og de således var afskåret fra at ile deres betrængte fædreland til hjælp, gjorde dette et dybt indtryk på dem. Der fortælles således, at en af de spanske ryttere trak sin hest ud af stalden, striglede og pudsede den under kærtegn og tårer, hvorefter han steg til hest og red uden for byen til et afsides liggende sted. Her steg han af hesten, trak begge sine pistoler ud af hylsteret og skød med den ene sin hest og med den anden sig selv. Man fandt hest og rytter liggende døde ved siden af hinanden.
Ankommen til Snoghøj opdager spanierne til deres store sorg, at alle fartøjer var ført over til Fyn. Kun nogle få fiskerjoller lå under Vejermose batteri. I den derved opståede forvirring red vejviseren, den danske dragon, ind på Snoghøj, og fik et par stykker rugbrød og lidt vand til sin udasede hest, hvorefter denne atter kom lidt til hægterne.
Nu sneg han sig ud af gården, besteg hesten og red i fuldt firspring efter Erritsø, og han var så heldig, trods spaniernes forfølgelse, at nå uskadt ind til den derværende danske indkvartering.
Spanierne opdagede nu nogle små fiskerjoller omme under Vejermose batteri og nærmede sig derfor dette. Da batteriet imidlertid med en af kanonerne affyrede et slud løst krudt mod dem for at afskrække dem, vendte de straks tilbage igen og fortsatte et lille stykke nord for Snoghøj. Her mødte de en gammel mand, Jens Kjær fra Kjærsgaard i Erritsø, som havde været ude på marken for at flytte sine kreaturer. Den spanske anfører, hvos navn var Don Antonie Acoste, tog da sin børs frem, som var fyldt med guldstykker, og viste manden dem samt sagde til ham, at alt dette guld var hans blot han kunne skaffe spanierne over på Fyns kyst. Manden rystede på hovedet, det var han ikke i stand til, selv om han havde villet.
Så snart spanierne var ankomne til Snoghøj, kom alt i bevægelse, De danske krigere, som lå i Erritsø, nemlig en afdeling af Jyske Dragonregiment, rykkede straks ud. Et stykke uden for Erritsø mødte de den før omtalte danske dragon, som forfulgtes af spanierne og som altså hurtigt blev fri for forfølgelsen. Endvidere kom i ilmarch de to franske regimenter, der to dage forud var ankomne til Fredericia, samt dansk og fransk artilleri.
Den danske og franske hærafdeling afskar da spanierne og omringede dem.
Kun tre officerer og 30 mand havde forinden kastet sig af hestene, taget nogle gamle ilandtrukne fiskerjoller og var under ilden fra Vejermose og Vasnæs batterier flygtet over til Fyn, hvor de straks blev anholdt og afvæbnede af danske tropper.
Ritmester Acoste, hvilken betegnedes som en meget tapper mand, spurgte nu sit mandskab, om de ville slås med den langt overlegne dansk-franske styrke og dø. Hertil svarede spanierne nej. Derpå overgav ritmesteren sig tillige med sit mandskab til den på stedet højst kommanderende franske oberst Biaunie. Denne søgte nu at berolige spanierne og erklærede, at han ikke anså dem som fjender, men kun som forførte af englænderne, hvilket Acoste gentog på spansk. Han erklærede over for sit mandskab, at han alene var skyldig, hvortil hans folk råbte, at de var alle lige skyldige.
Ritmester Acoste tilbød nu den franske oberst sin kårde og sit ur, hvilket denne hjertelig afslog, idet han forsøgte at berolige ham med forsikringen om, at de fremdeles skulle være venner. Nu rakte den spanske anfører sit ur og sin børs til sin tjener, rev sin pistol op og skød sig selv for panden, uden at det kunne forhindres, beholdende sit rolige udseende.
Dette skete et lille stykke nordøst for Snoghøj, på en førnævnte gårdejer Mikkel Nielsen af Erritsø tilhørende mark, kaldet "Borre", i nærheden af, hvor nu Lyngs teglværker er beliggende.
Det fortjener at bemærkes, at alt foregik forholdsvis roligt, så at end også af en del kvæg samt en større fåreflok, som stod tøjret på samme mark, og i umiddelbar nærhed af stedet, ikke en eneste havde rykket sig løs.
Af franske skansegravere blev nu i hast kastet en grav på stedet, og de stakkels, ulykkelige spanske ryttere måtte med sorg se på, at deres tapre og afholdte fører blev kastet ned og næppe tildækket med det nødvendige jord.
Dog, her viste en højere dansk officer, som også havde været til stede under affæren, en langt større humanitet end de små iltre franskmænd. Han lod nemlig samme dags eftermiddag atter liget tage op og førte det til Fredericia, hvor det blev lagt i en ligkiste og blev anstændig begravet på den katolske kirkegård.
Efter hvad jeg for ganske nylig har bragt i erfaring, kan jeg ikke undlade at meddele, at et minde fra førnævnte episode, nemlig en af ritmester Acostes pistoler, formodentlig den, hvormed han havde skudt sig, og som siden fandtes på marken, hvor liget havde været begravet, skal være i behold og befinder sig i hr gårdejer S. Baungaards besiddelse på Erritsø mark. Er dette tilfældet, da er jeg overbevist om, at denne dygtige landmand, der omgås og behandler alle sine ting med en sjælden akkuratesse, så alt stedse er på sin plads og i den skønneste orden, også har bevaret dette gamle minde fra syvårskrigen og holder dette gamle våben i hævd.
De spanske ryttere førtes nu som fanger til Fredericia, hvor de blev afvæbnede. Usigelig var deres angst for, at de næste nat skulle blive myrdede af franskmændene. Dog beroligede det dem, at de kom under dansk bevogtning, hvilken forsikrede dem, at intet ondt skulle vederfares dem.
Senere førtes fangerne til Kolding, hvorfra de afgik til Rendsborg. Nu fik de imidlertid en alt andet end mild behandling, hvilket jeg nærmere skal påvise i min næste og sidste artikel om syvårskrigen.
Som alt anført havde den spanske general Romana vist at vedligeholde hemmelighedem med sine planer, så at disse hidtil havde undgået dansk og fransk indblanding.
Først da Romana havde sendt hemmelig ordre til divisionsgeneral Kinderlan, en formentlig irlænder, som førte kommandoen over de i Jylland værende spaniere om, at disse 4 regimenter ufortøvent skulle overføres til Fyn, brast hemmeligheden.
General Kinderlan, som den gang sammen med regimentet Zamora opholdt sig i Fredericia, var nemlig stærk imod planen om flugt og var stærk fransksindet. Dette havde spanierne bemærket og hadede ham af denne grund.
Samme nat som Zamora afmarcherede fra Fredericia og blev overført til Fyn, flygtede derfor general Kinderlan med søn i stor hast sydpå, af frygt for at blive myrdet af de ophidsede spaniere, og efterladende sin ekvipage med mere hos regimentet.
Kinderlan påskyndede sin rejse sydpå. Undervejs underrettede han franskmændene om de spanske planer, og nåede også snart hovedkvarteret i Rendsborg, hvor han straks anmeldte det passerede til prinsen af Pontecorvo. Dette bevirkede, at der straks kom stærk røre blandt franskmændene, ligesom prinsen, efter forud at have sendt adskillige regimenter nordpå, straks også selv begav sig samme vej, efter dog først at have sendt en proklamation, sammen med en do. fra Kinderlan til spanierne.
Som lige bemærket bevirkede bevægelsen, at "Algarverne" blev taget til fange ved Snoghøj.

Da prinsen af Pontecorvo, som allerede tidligere anført, den 9de august 1808 fik underretning om spaniernes planer om flugt, blev i stor hast den franske krigshær dirigeret nordpå fra hertugdømmerne.
Bønderne blev tilsagt til at møde med lange høstvogne så hurtigt som muligt at befordre infanteriet, ligesom kavaleriet og artilleriet i ilmarch rejste mod nord.
De første franske tropper, 19. regiment, 14. regiment Chasseurs samt en del artilleri, ankom som bekendt så tidligt, at de sammen med vore tropper standsede det spanske kavaleriregiment ved Snoghøj.
Prinsen havde jo et stort ansvar overfor kejser Napoleon med hensyn til de ham underlagte spanske tropper, og han nærede endnu håb om at kunne standse disse, forinden de kom om bord i den engelske flåde.
Førnævnte to franske regimenter, som allerede 9. august hen på eftermiddagen var ankommet til Fredericia, og som sammen med en afdeling danske dragoner af Jyske Dragonregiment den 11. august om morgenen havde taget den spanske rytterafdeling ved Snoghøj, blev samme dag dirigerede over på Fyn og marcherede i ilmarch efter Odense.
Prinsen af Pontecorvo samt flere franske generaler ankom allerede den 12. august til Odense, og nu blev 19. franske linjeregiment hurtigst muligt ført til Svendborg for derfra at kastes over på Langeland efter de flygtende spanier.
Atter måtte en del ægtvogne, lange høstvogne, skaffes og de stakkels fynske bønder måtte køre franskmændene i strygende fart til Svendborg.
Dette hjalp dog ikke, thi franskmændene måtte i Svendborg vente efter forstærkning, da spanierne i et antal af henved 10.000 befandt sig på Langeland, og franskmændene var for få.
Ganske vist førtes den 13. august et kompagni af 19. regiment over på Thorseng, og dette forøgedes lidt efter lidt med danske og franske tropper, men dels manglede man fartøjer til transport over på Langeland, dels var den der samlede spanske hær for stor til, at man med de på Thorseng stående dansk-franske tropper kunne tage kampen op.
Den på Langeland værende mindre danske hærafdeling havde spanierne straks overmandet, og disse måtte uden kamp, indgå på at indstille fjendtlighederne mod den overlegne styrke, hvorefter de holdtes i et mildt fangenskab, indtil indskibningen på de engelske skibe havde fundet sted.
Spanierne indskibedes først den 22. august, så man vil forstå, at det kneb med at skaffe forplejning til dem under deres ophold. Det gik endda godt, og spanierne betalte på stedet, thi de var godt beslåede med mønt og ville særlig også sætte en ære io at skilles pænt fra danskerne, hvilke de holdt meget af, hvorimod de nærede et dødeligt had til franskmændene.
Som bevis for, at spanierne opførte sig godt over for deres kvarterværter lige til det sidste, fortaltes den gang følgende:
Hos en købmand i Rudkøbing var indkvarteret henved 400 spanier. Maden til dem kogtes i store kedler, men det var umuligt at få så meget skaffet til veje som alle behøvede.
Nu havde købmanden i et af sine pakhuse et meget stort parti røget flæsk, og dette havde spanierne opdaget. Købmanden var selvfølgelig bange for, at de skulle tage flæsket, og han rådførte sig med en spansk underofficer om, hvad han skulle gøre. Denne rådede ham til at åbne pakhuset samt udveje og sælge flæsket. Dette råd fulgte købmanden, og i løbet af knap 10 dage var hele lageret rømmet og pengene fulgte kontant. Her må bemærkes, at underofficeren var tysk af fødsel, hvorfor købmanden bedst kunne forhandle med ham.
Underofficeren forebragte sagen for officererne og disse var da købmanden behjælpelige med indkasseringen. Kommis'erne rådede købmanden til også at åbne butikken, som ligeledes havde været lukket. Spanierne købte da også her en betydelig del uden at knurre over de forlangte priser. Kun fandt de, at spillekortene var lovlig dyre og udstødte mangen arrig "Caraco" herover.
Nogle timer efter spaniernes afrejse ryddedes op, bl.a. også i et værelse, hvor en højere spansk officer havde ligget. Under hans seng fandtes da en pengekat indeholdende en betydelig mængde guldpenge. Købmanden tog da pengekatten, satte sig på sin hest, red i strakt galop og nåede også spanierne ved udskibningsstedet, hvor han straks fandt den pågældende officer og overleverede ham hans penge. Herover blev spanieren så glad at han faldt købmanden om halsen og tilbød ham to hingste til foræring, hvilket denne dog afslog.
Trods franskmændenes hurtige bevægelser, lykkedes det altså ikke alt standse spanierne. Hertil bidrog jo også i væsentlig grand dette, at den engelske flåde krydsede i farvandene og forhindrede overfarten.
Som nævnt faldt henved tre spanske regimenter i franskmændenes vold, nemlig to på Sjælland og størsteparten ar rytterregimentet Algarve i Jylland. Her bemærkes, at Romana ganske vist også under 7. august havde sendt ordre til de to regimenter spaniere "Asturien" og "Guadalazara" på Sjælland, hvor de kantonnerede i Ringsted og Slagelse, men dette brev faldt i den danske regerings hænder, så nævnte regimenter vidste intet om flugten og var altså overladt til sig selv.
Af mangel på plads ombord måtte spanierne efterlade flere hundrede heste, der var løsladte på udskibningsstederne. Da der blandt de mange på en gang løsslupne dyr fandtes mange vælige hingste, opstod der stor alarm, og følgen var, at adskillige af disse, ved indbyrdes slagsmål, ødelagde hinanden og efter indfangningen måtte dræbes. Hestene erklæredes af prins Pontecorvo for god fransk price. Dog var han så høflig at forære kong Frederik den 6te 30 udsøgte, prægtige andalusiske hingste, uagtet at det altså ikke lykkedes franskmændene at stoppe spanierne i flugten, de måtte tålmodig finde sig i at se den stolte, engelske flåde, sejle bort med ca. 10.000 spanske krigere ombord, så blev prinsen dog i Odense fra 12te til 24de august.
Mandagen den 15. august afholdtes i anledning af kejser Napoleons 39-årige fødselsdag, en stor fest i Odense, ved hvilken prinsen af Pontecorvo holdt revy over danske og franske tropper, hvorefter han på Odense slot havde indbudt et stort antal militære og civile autoriteter til festmåltid. I slotshaven spillede et stort fransk musikkorps, og under tordnende kanonsalver udbragtes skåler for kong Frederik den 6te og kejser Napoleon.
Om aftenen illumineredes, og to smukke transparenter var opstillede til ære for kejser Napoleon og Kong Frederik.
Sidst i august måned blev franskmændene atter dirigerede bort fra Fyn, hvorefter en del blev indkvarteret i Fredericia, Erritsø og omegn. Størsteparten trak dog sydpå, og lidt længere hen på efteråret blev de her på egnen liggende franske krigere ligeledes dirigeret ned i hertugdømmerne.
Først i september måned blev de fangne og afvæbnede spaniere transporteret sydpå og overgivet til Franskmændene. Så længe de eskorteredes af danskerne, blev de godt behandlede, men værre gik det for de stakkels mennesker, efter at de var afleverede til franskmændene.
Spanierne kom flere gange under marchen til de samme kvarterer, som de havde haft på henrejsen, og det gamle bekendtskab og venskab mellem disse og kvarterværterne fornyedes. Alle steder, hvor de kom frem, ynkedes indbyggerne over de fangne spanier. Der blev foretaget indsamling til dem af strømper, sko, linned mm. samt tobak til cigarer.
Stor var deres taknemlighed, og med de bedste ønsker for deres danske venner, skiltes de fra disse, som endnu længe bevarede dem i venlig erindring.
Efter at være ført over ved Snoghøj, blev de spanske fanger overgivet til den i Fredericia liggende franske afdeling. Hos disse steg de stakkels spaniers lidelser til det højeste, og man må oprøres over den hånlige og uværdige behandling, der blev dem til del.
Man fortalte således, at på hver eneste mand, det være sig officer, underofficer eller menig, blev overarmene med reb tvunget tilbage på ryggen. Derefter blev de sammensurrede, fire mand i hvert "knippe" samt derefter bundne fast på vognen og kørt sydpå. Man tænker sig hvilke store lidelser disse krigsfanger har måttet udstå under den lange transport, fastbundne såvel indbyrdes som til vognene der kørte dem.
De blev ført ned til det nordlige Frankrig, hvor de blev ført i fængsel, i hvilket de blev til Napoleons fald i 1814.
General Romana, som det lykkedes med ni á titusind spanier at slippe om bord i den engelske flåde, landede i Spanien den 9de oktober 1808 og kastedes straks i kampen mod Napoleon. Allerede den 10. november fandt en stor del af dem heltedøden i slaget ved Espinosa. Romana blev straks efter sin tilbagekomst til Spanien af juntaen udnævnt til kommandant i de nordlige provinser af Spanien. Han bidrog her især til oprettelsen af spanske guerillakorps, som under den spanske befrielseskrig var meget fordærvelige for franskmændene. Som en følge af sine store personlige anstrengelser i krigen, døde han allerede i 1811 i Portugal, hvortil han havde tilført den engelsk-portugisiske armé en større forstærkning. Det er jo noksom bekendt, hvorledes Napoleon straks kastede en stor sejrsvant hær ind i Spanien, slog spanierne og fortrængte englænderne, som under den tapre engelske feltherre Wellington var ilet spanierne til hjælp.
Østrigs kejser, som nu atter så sit land truet, begyndte igen en krig mod Frankrig, men Napoleon ilede til Donau, vandt flere blodige slag, og tvang ved freden i Wien 1809 den østrigske kejser til en ydmygende fred.
Nu stod Napoleon på magtens højeste tinde, men var tillige nær ved sit fald. Kejser Alexander af Rusland ville ikke opgive sin selvstændighed og afbryde al handel med England, trods Napoleons forlangende. Tværtimod forbandt Rusland sig nu til England, Tyrkiet og Sverige, som fik løfte om Norge, og nu drog Napoleon med ½ million krigere ind i Rusland i året 1812 og besatte den gamle hovedstad Moskov. Russerne havde, da franskmændene nærmede sig, afbrændt staden. En tidlig og hård vinter indtrådte og Napoleon måtte nødtvunget tiltræde et tilbagetog, på hvilket kulde og hunger næsten ødelagde hele hans stolte arme.
Napoleon ilede nu til Paris og udskrev en ny hær, men nu forenede østrigerne og prøjserne sig også med Napoleons fjender. Vel sejrede de franske flere gange, men nu trængte Wellington med en engelsk hær ind i Frankrig og Napoleon måtte, navnlig da der også i Frankrig fandtes mange som var misfornøjede med ham, nedlægge regeringen og drage til den lille ø Elba, som hans fjender tilstod ham. Dette skete i året 1814.
Nu sammentrådte en kongres af fyrster i Wien for at ordne de store forstyrrelser, som Napoleon på sin korte løbebane havde foranlediget. Hvert land fik igen sine gamle grænser. Men imidlertid fik Napoleon på Elba underretning om, at franskmændene atter var misfornøjede med deres tilstand. Han landede da atter i Frankrig med nogle få hundrede mand og lovede folket frihed, og soldaterne hæder.
Følgen deraf blev at franskmændene igen i hast flokkedes om den af dem forgudede Napoleon, så han i spidsen for en stor hær kunne holde sit indtog i Paris.
Dog denne gang varede kejserdømmet kun 100 dage. Hans forskrækkede fjender samlede i hast en vældig hær, som under den tyske general Blüchers og den engelske general Wellingtons anførsel, efter først at have vundet flere mindre slag, til sidst ganske ødelagde den franske arme i slaget ved Waterloo i Belgien den 18de juni 1815.
Napoleon måtte nu overgive sig til englænderne og disse førte ham over på den lille klippeø Sct, Helena, hvor han under en streng engelsk bevogtning, levede i 6 år og døde her den 5. maj 1821, 52 år gammel. 21 år efter, altså i 1842, førtes hans støv til Paris og bisattes med stor højtidelighed.
Her fra Danmark havde vi jo måttet afgive en del tropper til vore allierede, den store Napoleon. Så længe krigslykken fulgte Napoleon havde vi jo udsigt til, efter krigens afslutning, at kunne vente at få gode fredsbetingelser, men det gik jo, som bekendt, Nepoleon imod, og som følge heraf, blev vi ved freden i Kiel den 14. januar 1814 tvunget til at afstå Norge, som herefter blev forenet med Sverige.
Syvårskrigen havde sørgelige følger for vort kære gamle Danmark.
I 1807 mistede vi vor stolte flåde. Krigen kostede så meget mat den af regeringen udstedte masse pengesedler, sank så stærk i værdi, at følgen heraf blev statsbankerotten i året 1813. Og endelig ved freden i Kiel den 14de januar 1814, måtte vi med blødende hjerte, afstå Norge til Sverige.
Det nittende århundrede begyndte altså med mange hårde prøvelser for vort ældgamle Danmark, Dog samtidig fremstod der hjemme flere stormænd på det åndelige område. Det åndelige liv vaktes og det danske folk vågnede gennem trængslerne til selvbevidsthed og dåbskraft. Lig sagnets fugl "Fønix" om hvilken fortælles, at når den bliver gammel, bestiger den et bål og bliver da brændt til aske, men af asken fremstår en ny og ædlere fugl "Fønix". Således fremstod gamle Danmark efter at have gennemgået trængslernes ildprøve i tidernes løb, atter i fornyet og forædlet skikkelse.
Vi danske kan jo med stolthed hævde, at om end vort kære gamle fædreland i tidernes løb er bleven så beskåret og så lille, at vi må sande digterens ord: "En lille plet som øjet knapt opdager på Verdens kort, er vore fædres land!" så er vi dog i stand til ved vor hjemlige virksomhed og dåbskraft på fredelige områder at tildrage os andre og større staters opmærksomhed, beundring og agtelse.

Kilde: Artikler i Fredericia Dagblad 1901. 2/3-22/3-11/4-26/4-2/5-6/5-9/5-13/5-20/5-30/5

Synonymet M, der har skrevet ovenstående i 1901 dækker med ret stor sandsynlighed over den dengang pensionerede oberst Moltke 1830-1914, som da boede på Landlyst i Erritsø og var gift med Thomasine Klaudine Knudine f. Bruun der var født i Svendborg.