FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

var i sin første Halvdel alt andet end heldigt for de danske Vaaben. I Maj var Hæren efter Træfningerne ved Kolding, Vejle og Gudsø bleven tvungen til at gaa tilbage til Als, Fyn og Midten af Nørrejylland, og Stemningen i Marinen var, efter Ulykken ved Ekernførde den 5. April, trykket i allerhøjeste Grad.
Efter at Fjenden var rykket ind i Sønderjylland med en Hær paa 73 Batailloner, 160 Kanoner og 48 Eskadroner, under v. Prittwitz, havde han delt sin Styrke, sendt 20 Batailloner med Artilleri mod Als, 14 Batailloner med en Belejringspark mod Fredericia og 22 Batailloner ledsaget .af talrigt Rytteri og nogle Batterier, mod Ryes Korps. Resten anvendtes til Besætning af Halvøens Søstæder. Det var dette Øjeblik, paa hvilket den danske Hærfører havde ventet. Saa snart Fjenden havde spredt sin Overmagt, kunde vi magte ham.
Medens man fra 15. Februar var begyndt paa at udbedre Fredericias Fæstningsværker, stod det længe tvivlsomt, om det overhovedet kunde lykkes at faa Fæstningen i brugelig Stand. Det var først da man ved Oberstløjtnant Lundings Udnævnelse til Kommandant d. 8. April havde faaet den rette Mand til den rette Plads, at man begyndte at se paa Forholdene med andre øjne.
General Bülow overtog den 15. April Kommandoen over Hæren, med Oberstløjtnant Flensborg som Stabschef og Kapt. H. Kauffmann som Souschef; herved fik Hæren en Overkommando, der i højere Grad end den tidligere kunde fastholde sine Anskuelser over for Krigsministeren, General Hansen, der havde en Tilbøjelighed til at gribe personlig ind i Operationerne.
Allerede den 12. Maj havde General Bülow i en Skrivelse til Krigsministeren udtalt sig om det pinlige i den Uvirksomhed. hvortil Hæren var fordømt, og henvist til, at hvis Als ikke skulde benyttes som Udgangspunkt for Operationerne, kunde Styrken formindskes. Ministeren svarede den 15. at en Formindskelse kunde finde Sted, og det gjaldt da om at træffe Bestemmelse om Anvendelsen af Overskuddet. At forstærke Ryes Korps eller Besætningen paa Helgenæs kunde der i Øjeblikket ikke være Tale om. Derimod kunde man forstærke Fredericias Garnison eller foretage Landgange N. og S. for Fæstningen samtidig med et Udfald, for at trænge Oprørshæren tilbage.
General Bülow svarede den 17. Maj, at det netop havde været hans Hensigt at foreslaa Ministeren at trække 5000 Mand fra Als og 5000 Mand fra Ryes Korps til det nordvestlige Hjørne af Fyn, debouehere gennem Fredericia med 20,000 Mand og sprænge Bonins Styrke der ansloges til henved 15.000 Mand. En Konferenee mellem Ministeren og General Bülow i Fredericia, gav kun det Resultat, at General Rye fik Ordre til at trække sig tilbage paa Helgenæs, for at man hurtigt kunde trække hans Korps eller Dele deraf til Fyn.
General Bülow var imidlertid paavirket af Bonins Foretagender og Fæstningskommandantens Indberetninger kommen til det Resultat, at der snarest burde foretages et større Udfald fra Fredericia. Ministeren var ikke derimod, men mente dog, at det ikke hastede saa stærkt, samt fastholdt, at Udfaldet skulde forenes med en Landgang. Da han til denne vilde benytte Styrker, der skulde tages fra Als, bestemte han, at den skulde udgøre en Brigade og et Batteri, og ved at underrette de Meza derom tilføjede han, at denne Styrke skulde kooperere med Udfaldstropperne.
Udfaldet fra Fredericia var i Hovedsagen vedtaget, men Krigsministeren vedblev lige saa standhaftigt at holde paa, at det skulde forbindes med Landgange ved Snoghøj og Trelde Næs, som Bülow at bekæmpe denne Tanke. Tilsidst gav Krigsministeren dog ved Skrivelse af 18. Juni Overkommandoen frie Hænder.
Insurgenthæren, der under Preussergeneralen Bonin belejrede Fredericia stod i følgende Stilling, der ved en Oversvømmelse fra Møllebugten til Koldingvejen, var delt i et vestre og nordre Afsnit:
Det vestre Afsnit, der dækkedes af Oversvømmelsen, bestod af en Række Værker, af hvilke de to lukkede Skanser Redoute I og. II paa begge Sider af Koldingvejen, var de mægtigste. Dette Afsnit forsvaredes af 0prørshærens Avantgarde, og førtes af Preusseren v. Gersdorff; dens Hyttelejre var ved Fuglsang og Stoustrup.
I det nordre Afsnit var Fjendens Værker lagt i to Grupper. Midten med de lukkede Skanser, Redoute III og IV samt en lang foran dem værende Løbegrav forsvaredes .af 2. Brigade under Preusseren v. Zastrow, deres Hyttelejr var tæt bag Redoute III, og den venstre Fløj, Værkerne ved Kattegat med Redoute V (Treldeskansen) og VI samt en Række Løbegrave, forsvaredes af I. Brigade under Preusseren v. Stüekradt, dens Hyttelejr var ved Kristinebjerg.
Imellem de to Grupper, Midten og venstre Fløj var der et aabent og ubefæstet Rum paa omtrent en Fjerdingvej.
Hele Stillingen, der iøvrigt var forsynet med en Række Batterier og aabne Skanser, overspændte en Strækning af en Mils Længde og de opkastede Løbegrave havde en Længde af 9000 Alen. Værkerne var spækkede med 84 pundige og 24 pundige Kanoner, og da de ikke var berørte af en eneste Kanonkugle ansaa Tyskerne dem for stormfrie og uovervindelige.
Belejringskorpsets Styrke var ialt 14 Batailloner Infanteri og Jægere, 10 Eskadroner Dragoner og 6 Feltbatterier.
Efter at Overførslen af Tropperne fra Helgenæs og Als lykkeligt var overførte til Fyn, uden at blive bemærket af Fjenden, førte Bülow i Nætterne mellem den 3., 4. og 5. juli Schleppegrells, Mezas, Ryes og Moltkes Brigader over Bæltet til Fredericia, for med denne Styrke, der talte ialt 18 Batailloner, 48 Kanoner og 4 Eskadroner, at foretage Udfaldet.
Overkommandoens Disposition for Opstillingen, som var udarbejdet paa Basis af en Konferenee i Fæstningen den l. Juli var følgende:

Opstillingen:

1. En Brigade langs Stranden med et Batteri. NB. Udskibet samme Nat, da Pladsen er overset fra Fjenden. Deboucherer gennem Forhugget.
   
2. En Brigade mellem Dronningensgade og Staldene. Deboucherer ad Kongens Port.
   
3. Hele Artilleriet og Kavalleriet paa de to aabne Kvarterer ved Kongens Port.
   
4. En Brigade bag Kurtinen mellem Slesvigs og Holstens Bastioner paa Engen. Rykker langs Volden og ud ad Kongens Port.
   
5. En Brigade i Venders, Danmarks, Gothers og JyllandsGaden.
   
   

Opstillingen og dens nødvendige Forudsætning modtog efter det nedenfor nævnte Møde i Vejlby Præstegaard den 3. Juli ingen anden Forandring, end at Udfaldet paa Grund af en Forsinkelse af 4. og 6. Brigades Dislokationsordre blev opsat 24 Timer til Natten mellem den 5. og 6. Juli.
Angrebet skulde rettes imod Fjendens venstre Fløj og den ea. 3000 Alen brede Aabning mellem Treldeskansen og Værkerne ved Igumvejen. Meza og Rye, havde erholdt Ærespladsen i den forestaaende Kamp. Side om Side skulde de aabne Slaget med at tage de Værker der dannede Fjendens venstre Fløj og dem der dannede Fjendens Midte. Schleppegrell skulde med 3. Brigade følge Meza der med 6. Brigade dannede Avantgarden, medens Moltke med 4. Brigade skulde følge Rye og optage Kampen, naar Ryes 5. Brigade trængte til Understøttelse.
Om Stemningen i Overkommandoen og i selve Fæstningen i Slutningen af juni, altsaa eiter ea. 6 ugers tiltagende Bombardement, faar man et levende Indtryk gennem nogle Dagbogsoptegnelser af daværende Ordonnansofficer hos Faderen, den senere fra 1864 kendte Dybbøl-Præst F. R. E. Bülow, der skriver:
Beskydningen tiltager, der kan ikke længer finde Overførsel Sted fra Strib, hvorfor en Bro er bygget i Baaring Vig, Et Udfald fra Fæstningen, hvorved en fjendtlig Skanse ødelagdes, har vist, at der snart maa gøres det påtænkte, store Udfald, da ellers Kastelsbroen vil blive beskudt og Overførsel standset.
Min Fader har faaet denne sin Villie sat Igennem og er i godt Humør. Oberst Flensborg er meget alvorlig. Mange er dog ængstelig for, at Fader skal gaa for dristig til Værks, Flere af de ældre Officerer ytre uforbeholdent, at de anse Udfaldet for et fortvivlet Foretagende. Fader bekymrer sig dog ikke derom. Han morer sig ved at ride og hilse paa de Tilkommende Tropper fra Jylland og fra Als. At de Meza af Krigsministeren var beordret til at følge sin Brigade og forlade ssin Kommando paa Als overraskede vel Fader, men besvarede det ved al tilskrive Rye: »Vi faar en munter Dag ved Fredericia. Har De Lyst til at være med i Legen, saa overgiv Flindt Kommandoen og følg med Deres tropper. Rye modtog med Glæde det Tilbud.
Den 3. juli samledes der i Vejlby Præstegaard i Faders Værelse Rye, Meza, Schleppegrell, Moltke, Fibiger, Schegel med Fader, Flensborg og Kaufmann. Vi ventede i spændt forventning paa Resultatet. Fader afskar hurtig al Forhandling om Udfaldet med de Ord: »Dette er bestemt af mig. Her er kun Tale om de nærmere Aftaler.«
Vi saa da snart Forsamlingen træde ud, vel alvorlige, men især Rye og Schleppegrell, med glade, frejdige Miner. Henad Middag fik alle, der hørte til Staben, Ordre til at møde i Flensborgs Kvarter hvor Dispositionerne til Udfaldet skulde dikteres. Da jeg kom tilbage til Kontoret sad Fader i Haven med Rye og samtalede om Minderne »fra Dage af fordum« i det fredelige Garnisonsliv, og om de stolte Kampdage i det forrige Aar, fuldtro Vaabenfæller som de havde været. Da jeg fik Plads hos dem og ikke kunde undlade at spørge. om de ikke ansaa det for meget farligt, hvad del skulde ske, lo de begge. Fader svarede kun: »Farligt, men nødvendigt! « Rye sagde: »Det vil nok gaa!« Fader føjede saa til: »Overlever Du Natten, vil Du faa at se, hvor det Hele vil passe vore Folk, dette at gaa ud, slaa løs og vende hjem efter at have jaget Fjenden bort. Men det vil koste Menneskeliv, og det eneste jeg kan gøre for Folkene, er at lade dem se, at jeg udsætter mit eget Liv. Derfor vil jeg ikke høre Formaninger om Forsigtighed. Den kan ikke vises! « Man behøvede ikke at kende meget til Rye for at vide, at det ogsaa var talt ud af hans Hjærte.
Natten mellem den 1. og 5. Juli var det min Tur at holde Vagt i Kontoret. Naar jeg af og til aabnede Døren ind til Faders Værelse, saa jeg ham sove aldeles tryg og rolig.
Om Morgenen den 5. rede vi sammen ud at se fra Strib over til den Egn, hvor der snart skulde ske saa meget. Tropperne samlede sig mere og mere om Baaring Vig, hvor Broen var. Hvor blev der Jubel og Hurraraab, da Tropperne fra Als, navnlig 1. og 2. lette Bataillon, saa deres gamle Chefer, Bülow og Rye. Naar man saa disse kække Folk, kunde man saa vel forstaa den Tillid, deres Officerer havde til dem, forstaa »Kulsvierne«. Udtalelse: » Nu bliver det til noget, siden Generalerne have sendt Bud efter os! «
Kl. 9 om Aftenen kørte Vognene frem for at føre os ned til Broen. Det var Fuldmaane. Ved Broen gik enkelte Grupper af Officerer, der ventede paa Fader, deriblandt Rye, Schleppegrell og Meza. For Enden af Broen laa »Ophelia"; nu var Maalet ikke Klampenborg som tidligere, nu skulde den føre os til det blodige Stævne. Af og til beskrev en Bombe sin Bane over Dampskibet og faldt plaskende i Vandet, det var jo den vante Afløsningstid.
Efter den korte Sejlads lagde vi til ved Kastelsbroen. Just som fader satte Foden paa Broen, faldt en Bombe ved den anden Broende. »Fjenden saluterer Generalen«, sagde Lunding, der med sine Adjutanter stod for at modtage Overgeneralen med følge. Vi tog nu gennem Byen op til Kammerherre Lorentz´ Gaard, hvor Ordonnansafdelingen skulde møde, Soldaterne laa rundt omkring lejrede paa Bymarkerne og i Gaderne, Maanens Straaler oplyste snart Pyramider af Geværer, snart de mørke Kanoner med deres Bespænding. Foran husene laa Folkene med Hestenes Tøjler ved haanden; alt var parat. Af og til vrinskede en Hest og af og til hørtes Bølgebrus, ellers iagttoges den største Stilhed. I den store Havesal var dækket et tarveligt aftenbord, Saa kom Stabslægen med sine underordnede Læger for at tage Afsked. Inden de gik til det Sørgelige Arbejde, der nu snart forestod dem. Saa meldte Oberst Lunding til Overgeneralen: »Alt i Orden!« Da General Bülow hertil svarede: »Intet glemt« sagde Lunding: »Nej, Lokalerne til at modtage Fangerne ere i fuld Orden!«. »Saa lad dem i Guds Navn rykke ud! «, sagde Fader. Senere fortalte han mig, at i det Øjeblik følte han Ansvaret saa stærkt, at han kun kunde give Ordren i Guds Navn.
Vi stege da alle til Hest, i Gaarden holdt en stor Skare Ryttere af Ordonnansafdelingen, hver Karl indhyllet i sin lange uldne Kappe.

Udfaldet.

Den 6. juli Kl. 1 Nat stod Fuldmaanen lavt paa den skyfri Himmel, men en fin Taage hang i den varme stille Luft over Engene og steg ved en let Luftning fra Nord op i tætte Dampe, der kastede et Slør over vor Fremrykning; Vinden tog til, den kom fra Nord og bar hver Larm fra Tyskernes Vagter ned mod Fæstningen, medens ingen Lyd derfra naaede ud til Fjenden. Bonin, der fra Daggry den 5. havde staaet beredt til at modtage vort Angreb, som han mente vilde ske fra tre Sider, havde ladet sine Tropper gaa hjem til deres Kantonnementer, da Angrebet udeblev; stor var derfor hans Overraskelse. da han ved Midnatstid modtog den forfærdelige Efterretning fra Overgeneral v. Prittwitz, at næsten hele Ryes Korps havde forladt Jylland, og at han maatte vente et Angreb af den samlede danske Styrke.
For sent kom imidlertid dette Varsel, der saaledes kun tjente til at forøge Forvirringen, da de Danske kort efter meldte sig.

Da de Meza Kl. 1 modtog Ordren til Fremrykning, opfordrede han sine Tropper til at gaa paa med Bajonetten og ikke spilde Tiden med at. skyde. Dette forstod Folkene; i Løb ilede de ud gennem Kongens Port for at samles uden for Fæstningen, og nu gik det fremad med en saadan Kraft, at Fjendens Forposter kastedes, og at der 5 Minutter efter, at Kampen var begyndt, sendtes Fanger ind i Fæstningen. Uden at vente paa de bagefter følgende Afdelinger stormede 1. Bataillon i Løb videre i Tusmørket, indtil de naaede frem til det aabne Rum mellem de to Skanseanlæg; her standsedes de af en morderisk Dobbeltild, trods hvilken Bataillonen dog holdt Stand indtil den fik Hjælp. Den til venstre følgende 2. Bataillon var i Mørket tørnet mod Skanserne ved Igumvejen, hvor den modtoges af en voldsom Ild, der frembragte en øjeblikkelig Forvirring, som dog ophørte da Kapt. Sehiønning styrtede fremad forbi Skanse IV fulgt af Folkene videre mod Skanse III, hvor han med sin Fanebærer plantede Dannebrog påa Brystværnet.
Tæt efter 2. Bataillon fulgte det berømte 2, jægerkorps. Da de naaede Løbegravene omkring Skanse IV aabnede Fjenden Ilden mod dem; ikke desto mindre kastedes Forposterne og de tog det store Morterbatteri vest for Vejen, hvorved nogle og tyve Mand toges tilfange, men den faste Skanse var endnu tilbage, Den angrebes nu fra tre Sider af Kompagnierne Wolle, Seharffenberg og Scholten, hvorefter den toges med 2 Officerer og 95 Mand som fanger.

Scholten og Wolle gik nu videre til Skanse III, hvor Sehiøning trængte haardt til Hjælp over for det meget stærkt befæstede Verk, som imidlertid fik Undsætning, hvorfor vi maatte forlade Gravene, ved hvilken Lejlighed vi mistede en Del saarede, som toges til fange. Stillingen forandredes dog hurtigt, idet Dele af Schleppegrells Brigade kom Avantgarden til Hjælp, hvorpaa Fjenden dreves tilbage nord for Skanse III, der samtidig blev forladt af fjenden.
Stormen paa de to Skanser havde imidlertid hindret 2. Bataillon og 2. Jægerkorps i at følge I. Bataillon ud i det aabne Rum og støtte dens venstre Fløj, saaledes at Bataillonen stod temmelig ene og forladt i en frygtelig Kamp. Meza, der endnu ikke vilde slippe hele sin 2. Linie ud af Haanden, nøjedes med at sende et Kompagni af 1. forstærknings-Jægerkorps til højre fløj for at lukke Hullet mellem første Bataillon og Ryes Brigade og drage fjendens Ild imod sig. Dette sidste lykkedes ganske godt, i Løbet af nogle faa Minutter faldt Halvdelen af Kompagniet.
Meza begav sig selv med Wörishøffer, svensk Grev Löven og F. V. Lund ind i 1. Bataillon, da han for ingen Pris vilde opgive de vundne fordele, der trods Kugleregnen hævdedes af Bataillonen, der nu havde opløst sin Styrke til sidste Mand i een Ildlinie. Her faldt Løjtnanterne Tronier, Sehou, Svenskeren Niels Buse og Aug. Møller; Kapt. Mathiesen fik en Kugle gennem begge Kinder, Løjtnanterne Ravn og Holst dræbtes, medens Osvald Meyer og Gram saaredes. Meza holdt smilende i den tætte Krudtrøg og børstede omhyggelig Snavset af sine Manschetter, hver Gang de overstænkedes med Jord af de faldende Bomber, det var alt det Hensyn, han tog til Dødens Sendebud.

Terrænet paa hvilket der kæmpedes var ypperligt egnet for Rytteri, hvorfor fjenden sendte en Eskadron imod vore Kulsviere. »Kredse folk., raabte Lund, der fulgte med Meza. »Behøves ikke«, var Svaret, »vi skal nok barbere dem«. Da nogle Kanoner, der var fulgt med det fjendtlige Rytteri, begyndte at overøse l. Batl. med Kardæsker, lod Avantgardens Batteri ikke vente længe paa sig; i Galop kørte Batteriet Wegner op i l. Batl. Rækker og fejede det fjendtlige Batteri af Marken.
Medens Meza med sine nordsjællandske Batailloner kæmpede om Skanserne ved Igumvejen, havde Rye med sine Jyder en lige saa haard Kamp om Treldeskansen og de sig hertil knyttende Forskansninger østerpaa- Paa samme Tid som Meza rykkede ud af Fæstningen mod Nord, rykkede Rye ud mod Nordøst gennem Forhugget langs Stranden mod Skanserne V og VI.
»I Dag maa ingen vige«, havde han sagt til sine Folk, og hans Officerer opfordrede Mandskabet til at gaa paa saa hurtigt som mulig. Fremad gik det i Mørket; uden at skyde ilede Jægerne foran, overrendte Forposterne, som toges til Fange. og gav først Ild da de naaede Skanserne. Blandt de Forreste var Kapt. Løvenfeldt, der kastede sig over Løbegravene øst for Strandvejen, tog Forsvarerne til Fange, og stormede, fulgt af sit Kompagni, efter de Flygtende, som joges helt op til deres Hyttelejr ved Kristineberg Skov.
Men de, der korn efter Løvenfeldts Kompagni havde en des haardere Dyst foran Skanserne, hvis Besætning modtog dem med en Ødelæggende Ild. Gang efter anden dreves vore Kolonner tilbage, Officerer og Menige faldt mellem hverandre indtil to Batailloner og Batteriet Markussen kaldtes til Forstærkning. Skydningen begyndte i Mørke, det var vanskeligt at tage Sigte, da man ikke kunde se, Samtidig med Batteriet gik Reserven frem, men straks ved første Angreb faldt 4 Officerer og 70 Mand, thi Skansernes Kugler overfejede Marken i alle Retninger. Nu rykkede nye fjendtlige Kolonner frem for at forstærke Besætningen i Skanserne og Rye kaldte da sin 2. Træfning, 6. og 7. Bataillon til Hjælp. Selv red han foran med sin Stab, af hvilke flere straks fik Hestene skudt under sig, medens Skansernes Ild anrettede et frygteligt Blodbad blandt 6. og 7. Bataillon. der i tætte Rækker nærmede sig Værkerne.
Den fjendtlige Skanse stod urokket, forsvaret af sin tapre Kommandant Kapt. Arnswaldt; i en blodig Krans omkring den laa vore faldne, Hundreder af Menige og hen ved 30 sårede og faldne Officerer kostede disse Skanser os.
Rye for frem i Spidsen, baaret af en saaret blodig Hest. »Er her ingen Officerer?« spurgte han, og han havde god Grund til at spørge. Ingen svarede; da udbrød han: »Børn, i har hele Tiden fulgt mig, nu vil i ikke svigte Eders General!« Et halvt Hundrede Mand, der havde hørt hans Stemme sprang frem med Løjtnanterne Tranberg og Rousing i Spidsen og ilede mod en fjendtlig Reserve, der nærmede sig; det lykkedes dem ogsaa at hindre den at undsætte Skansen; men havde 5. Brigade ikke faaet Forstærkning, vilde dens Tapperhed dog have været forgæves. Denne kom i rette Øjeblik; General Bülow havde givet 8. Bataillon og et Batteri Befaling til at undsætte Rye; ved dens Ankomst fik de udmattede Soldater atter Kraft. De stormede frem med fornyet Iver, og skønt mange af de forreste faldt, blev Skansernes Brystværn dog Snart besat af de Stormende og Besætningen derinde tvungen til Overgivelse.

Blandt de 16 saarede og 14 faldne Officerer, som denne Det af Kampen kostede os, maa først og sidst nævnes General Rye selv. Da han havde genoprettet Ordenen i sin Reserve, der stormede mod Skanserne. red han længere nord paa til sin venstre Fløj; To Gange blev Hestene skudt under ham paa denne Vej, saa han tilsidst tilfods naaede op mod Ryttergrøften, hvor Fjenden havde sat sig fast. Ikke langt herfra maa den dødbringende Kugle have naaet ham; thi ved et Vandhul ea. 100 Alen nord for Ryes Høj fandtes han her ganske tilfældigt liggende døende af Løjtnant Earlsen, i hans Arme han drog sit sidste Suk. Ingen havde set ham falde; han havde faaet to Skudsaar, et i Laaret og et i Underlivet. Hans Død bragte Sorg ikke blot blandt Officerer og Soldater, men over hele Landet og blandede Bitterhed i Sejersjublen, Det var som ovenfor beskreven Dele af Schleppegrells 3, Brigade, der var kommen Avantgarden til Hjælp den Gang, den trængtes haardt foran Skanse III og IV,
Da Avantgarden saaledes var hjulpen ud af den Knibe den havde været I, svingede Schleppegrell tilvenstre og førte sine Batailloner mod Skanserne I og II, vest for Oversvømmelsen, der samtidig angrebes af to fra fæstningen fremsendte Stormkompagnier,
Kampen her var forholdsvis let; efter ½ Times Fægtning maatte Tyskerne med et Tab af 23 Fanger opgive deres Skanser der besattes af vore Tropper, der forfulgte de Vigende vesterpaa.
Da Stoustrup var naaet og fra tagen Fjenden, blæstes der Holdt; men da Kapt. Magius havde opdaget, at den fjendtlige, meget værdifulde Artilleripark stod 1/4 Mil længere borte ved Heise Kro, foreslog han at trænge frem ug erobre den. Dette lykkedes og Fjendens gentagne Forsøg paa at tage den tilbage afvistes.
Da Klokken var 5 om Morgenen ,var alle Skanser i vore Hænder og Fjenden paa Flugt, ivrigt forfulgt af Avantgarden, Ryes Brigade og enkelte Delinger af 3. Brigade.
»Fremad!« »Fremad!« Lød det idelig fra vore Soldater, medens Fjenden søgte nordefter mod Randsfjord, hvor der var et Vadested. Det hjalp kun lidt. at der blæstes »Det hele holdt! « thi Vore var i fuldt Løb lige i Hælene paa Fjenden.
Kapt. Falkenberg, der havde set det flygtende Artilleri svinge ind i en Bondegaard, hvorfra en Vej førte lige til Vadestedet, befalede sit Kompagni at sætte i løb uden om Gaarden, saaledes at Kanonerne modtoges af vore Skytter, da de kom kørende ud af Gaarden; Artilleristerne afvæbnedes af Jægerne, der sprang op paa Stanghestene og kørte Kanonerne i Triumf til Fæstningen.
Fra Hyttelejren ved Kristinebjerg søgte Tyskerne at naa Vadestedet, hvilket til Dels mislykkedes, idet en Del Søgte ind i de omliggende Gaarde, hvor de, efterhaanden toges til Fange. De Flygtende, som naaede Randsfjord, fandt Vadestedet spærret. Forgæves løb de langs med Bredden, de knude ikke undgaa deres Skæbne. 600 Mand og 9 Officerer toges et Sted til Fange, et andet Sted toges 500 Mand og 6 Officerer, efter at al Modstand var opgiven. Næsten hele Fjendens venstre fløj blev opreven. Solen var nu staaet helt op og straalede over Valpladsen, beskinnede Dannebrogsflagene, der vajede i den fremstormende Kæde og i de efterfølgende Reserver, indtil Kampen omsider stilnede af. Den Jubel, hvormed det erobrede Skyts og andre Trofæer blev ført tilbage til Fæstningen er noksom beskreven og bekendt; det var Lønnen for 10 Timers blodig Kamp, det var Trofæerne fra den Sejr, der skulde betale to Aars Krænkelser og Forhaanelser. Disse var nu afvaskede i Blod; Sejren var kjøbt med mange Braves Liv, men aldrig før haved et Udfald fra en Fæstning haft et saa glimrende Forløb og resultat.
Fjendens Tab var 3.300 Mand. Vort 1.900 Mand. Vi tog 31 Stk. Skyts, 200 Geværer foruden Ammunition, Heste, Vogne og andet Materiel.

Erik F. Rønnebech
Januar 2005