LIDT AF SØNDERJYLLANDS HISTORIE
DET SLESVIG-HOLSTENSKE OPRØR
OG TREÅRSKRIGENS FORLØB

af Erik F. Rønnebech © 2002-2005

Forord:
En stat eller er sammensat af flere lande eller landområder, der har fælles statsoverhoved eller regering, men ikke nødvendigvis en ensartet befolkning med samme holdninger og kultur. Befolkningerne havde tidligere ingen indflydelse på, hvem der skulle have magten i det område de var bosat i, og måtte underkaste sig den til enhver tid regerende fyrstes luner.
Demokrati og monarki er derfor uforenelige størrelser og kan kun eksistere sammen i Danmark, fordi monarken er frataget magten til at regere landet, og kun fungerer som et symbolsk fortidslevn.
Den stat, der i 1848 regeredes af den enevældige danske konge, bestod dels af kongeriget Danmark, dels af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg.
Kongeriget Danmark svarer dengang næsten til det vi kender i dag. Dog lå sydgrænsen omtrent 80 km. nordligere, på en linie fra Kolding Fjord, til sydspidsen af Fanø. Den del af Jylland, der i dag kaldes Sønderjylland eller Nordslesvig, og som nu er indlemmet i Danmark, hørte med til hertugdømmet Slesvig, der strakte sig ned til Ejderen og grænsen til Holsten, hvis sydgrænse ligger ved Elben.

Treårskrigen, der udkæmpedes 1848-50, var hertugdømmernenes væbnede oprør mod den danske kongemagts undertrykkelse. Den udkæmpedes mellem to grupper indenfor det samme statssamfund, og er derfor af nogle betegnet som en borgerkrig. Det var den også i visse henseender, idet især mange slesvigske familier og mennesker der tidligere havde været gode venner eller naboer, blev valgte forskellig side og kom til at kæmpe mod hinanden i krigen.
Mange slesvigere blev, på grund af et stort gruppepres, mere eller mindre tvunget over på tysk side.
Holsten og Lauenburg var rene tyske samfund med tysk sprog. Slesvig var splittet i en dansksindet, dansktalende, og en tysksindet, tysktalende befolkning.

Der var mange årsager til, at spliden førte til åben krig. Det var i forvejen en brydningstid i hele Europa, hvor man ønskede de enevældige fyrsters magt afskaffet og afløst af fri forfatninger.
Holsten var allerede medlem af tyske forbund sammen med Lauenborg, og ønskede Slesvig ud af det danske monarki, så Slesvig, Holsten og Lauenburg, som én samlet stat, kunne blive medlem af tyske forbund under ledelse af hertug Christian August af Augustenborg. Fra dansk side ønskede man derimod Slesvig, hvor over halvdelen af befolkningen var dansksindede og dansktalende, sammenlagt med kongeriget og kongerigets grænse flyttet ned til floden Ejderen. En strid om arveretten til hhv. monarkiet og hertugdømmerne der opstod, fordi Frederik VII ikke kunne få børn og han dermed ville blive den sidste i den oldenburgske kongerække, blev starten på oprøret, der endte med en blodig forbitret krig. Oprørerne fik hjælp fra Preussen og det tyske forbund, der betragtede det lille Danske kongerige som brutal undertrykker af slesvig-holstenernes ønsker og rettigheder.
Den 6. juli 1849, i Slaget ved Fredericia, lykkedes at den danske hærledelse at isolere oprørerne fra deres allierede og slå dem. De allierede trak sig derefter ud af krigen og anerkendte helstaten, men oprørerne fortsatte alene indtil Danmark i slaget ved Isted i 1850, vandt den endelige sejr, der førte til at helstaten med Kongeriget og hertugdømmerne under den danske konge Frederik VII, blev genoprettet, men sejren var dyrekøbt og i 1864 blussede oprøret op igen.
Erik F. Rønnebech 2002


Danernes land.
Det land danerne bosatte sig i og som i dag hedder Danmark, havde, fra tidernes morgen og til 1864, sin sydgrænse ved floden Ejderen. Første gang det er nedfældet på papir er i en traktat fra 811, da frankerrigets konge Karl den Store havde erobret det nuværende Holsten. Det frankiske storrige blev i 870 omdannet til det nuværende Tyskland og Frankrig.
Ved Ejderen ligger også det gamle danske forsvarsværn mod indtrængen sydfra kaldet Danevirkevolden. Historiske kilder fortæller, at den danske kong Godfred i 808 lod opføre en vold som beskyttelse mod frankerkongen Karl den Store. Man mener i dag, at det var den midterste del af volden kaldet Kovirke. Den ældste del af danevirke er dateret til år 737. Omkring 950 rejste Gorm den Gamle den lille Jellingsten til minde om sin dronning Thyra. Det er det ældste skriftlige vidnesbyrd på et land kaldet Danmark ("Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra sin kone Danmarks bod.")
I 968 byggede Harald Blåtand på volden og midt i 1100 tallet tilføjede Valdemar den Store en teglstensmur kaldet Valdemarsmuren. I nyere tid har volden også tjent som forsvarsværk. Senest volden brugtes til det formål var under 2. slesvigske krig i 1864.
Grænsen ved Kongeåen lige syd for Kolding, opstod først, da Slesvig blev hertugdømme.


Hertugdømmerne:
Syd for det gamle danske landområde Slesvig ligger Holsten afgrænset af Østersøen, Ejderen, Nordsøen, Elben og Trave. Området var oprindeligt en del af Sachsen. Holsten var i starten kun betegnelsen for den midterste del af området, som var omgivet af Vagrien, Stormarn og Ditmarsken. Sachsens hertug oprettede år 1111 grevskabet Holsten, der ligesom Stormarn tildeltes slægten Schauenburg som len.

Valdemar 2 Sejr erobrede Holsten med Lübeck i året 1203, men tabte det igen i 1225. Det var ham der var årsag til, at Sønderjylland blev adskilt fra Danmark, idet han uddelte de såkaldte fyrstelen. På det tidspunkt havde sachserkongen mistet sin lenshøjhed i Holsten.

Da grev Gerhard 3. (grev Gert) af Rendsborg i 1326 blev dansk rigsforstander, gav han sig selv Slesvig som len.
Efter 1340 indløste Valdemar den 4. Atterdag alle de danske len, med undtagelse af den sydligste del af Sønderjylland. Havde han også indløst dette len, havde meget måske set anderledes ud i dag og vi kunne måske have undgået de slesvigske krige.

Den del af Jylland der lå nord for hertugdømmerne (kongeågrænsen) kaldtes Nørrejylland, og området syd for og ned til Ejderen, var Slesvig og kaldtes Sønderjylland . I dag er det gamle Sønderjylland delt i Nord- og Sydslesvig, hvor Nordslesvig er området fra den gamle grænse ved Kongeåen til den nuværende grænse mod Tyskland, og Sydslesvig hører under den tyske forbundsstat Schleswig-Holstein. Købstæder som Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder lå indtil 1864 i hertugdømmet Slesvig.

Da den slesvigske hertugslægt uddøde i 1375 kom hele Slesvig under de holstenske Schauenburgere, fra 1386 dog som et len af Danmark. Schauenburgslægten uddøde i 1459, med undtagelse af den ubetydelige gren Pinneberg. Slægten gjorde meget for at ”fortyske” området.
For at forhindre, at Slesvig og Holsten blev delt, fandt de holstenske godsejere på en måde de kunne beskytte deres interesser i Slesvig. De tilbød i 1460 at gøre Christian I. til hertug i Slesvig og greve i Holsten, mod at han til gengæld underskrev det såkaldte ”Udelelighedsbrev” hvori han lovede den slesvig-holstenske adel, at de to landområder skulle "bliuen ewich tosamende ungedelt" (forblive udelte i al evighed), på den måde undgik de at få deres besiddelser adskilt.
I 1474 blev Holsten omdannet fra grevskab til hertugdømme, og den danske konge blev således hertug i både Slesvig og Holsten. Ved det tyske riges opløsning i 1806, indlemmedes Holsten i det danske monarki, men blev i 1815 optaget i Det tyske Forbund, der foruden de mange stater i det tyske område, bestod af bestod af Østrig, Nederlandene og Holsten.
Da Frederik VI i 1814, ved fredsslutningen i Kiel, måtte afstå Norge til Sverige, fik han Svensk Pommeren med Rügen som en slags kompensation. Det byttede han dog snart efter med Lauenborg.

Kort over området


Oprøret ulmer.
I hele Europa var man efterhånden blevet trætte af enevældige fyrster og adelsvælde og befolkningerne krævede forandring og medindflydelse.
En slesvig-holstensk embedsmand krævede i 1830 en fri forfatning for begge hertugdømmer, adskilt fra Danmark. Frederik VI måtte i 1836 nødtvunget gå med til at oprette 4 stænderforsamlinger, hvoraf de to lå i hertugdømmerne (i Itzehoe i Holsten og i byen Slesvig i Slesvig). Det var det den første spæde start på et folkestyre. Stænderforsamlingerne var dog kun rådgivende og kun knapt 3% af befolkningen kunne vælges, idet valgret og valgbarhed var afhængig af grundejendom eller livsfæste, d.v.s. at man skulle eje jord eller have ejendomsret over jord for at kunne vælges. Universitet og gejstlighed blev også repræsenteret. Stænderne skulle kun samles hvert andet år, og som en yderligere indrømmelse til slesvig-holstenerne, kom der forordninger om en fælles højesteret og en fælles provinsregering for begge hertugdømmer.


Man havde forventet, at Christian VIII, da han blev konge i 1839, ville have vist sig at være liberal og afskaffe enevælden til fordel for folkestyre, men der skuffede han. Han måtte se det slesvigske problem vokse og forsøgte at dele sol og vind lige.
Da den danske konge var statsoverhoved i Holsten, var han også medlem af det tyske forbund og skulle stille tropper til rådighed for forbundshæren. I 1842, da der var optræk til krig mellem Det tyske Forbund og Frankrig, stillede Danmark således med et kontigent holstenske soldater, under kommando af danske officerer.
Kongeriget og hertugdømmerne kaldtes tilsammen for helstaten.
I Holsten og Lauenburg har sproget altid været tysk. Man kan således ikke sige, at Holsten har været et dansk eller dansksindet område. Det har blot været regeret fra Danmark.


Sprogstriden:
Af Slesvigs 330.000 indbyggere talte over halvdelen dansk, men kun 120.000 havde dansk som skole- og kirkesprog og retssproget var udelukkende tysk. Sproggrænsen lå omtrent ved den nuværende grænse, dog var Tønder overvejende tysk og Flensborg overvejende dansk. Modsætningerne mellem de to sprog skærpedes mere og mere. I Slesvigs stænderforsamling var sproget tysk, kun Ærøs repræsentant talte på dansk. Da Hjort Lorenzen også begyndte at tale på dansk, vagte det stort postyr. De sønderjyder, der ønskede at bevare tilknytningen til Danmark, krævede dansk som administrationssprog i de sogne, hvor man talte dansk i skole og kirke. Det efterkom kong Chr. 8. i 1840 med det såkaldte "sprogreskript". Til minde herom købte Nordslesvigske bønder, bosat mellem Kolding fjord og Haderslev, først i 1840'erne sønderjyllands højeste punkt Skamlingsbanken, med det formål, at stedet skulle være et samlingssted for en folkelig bevægelse, der kæmpede for det danske sprogs rettigheder i Slesvig. Det første møde afholdtes 18. maj 1843, hvor bl.a. Lauritz Skau talte. De tysksindede sammenlignede dansk og tysk som en simpel tjenestepige med en tysk herskerinde. I 1844 bestemte kongen, at man kun måtte tale på dansk i Slesvigs stænderforsamling, hvis man ikke kunne tale tysk, og forbød dermed Hjort Lorenzen at tale på dansk. Det bevirkede at han og nogle meningsfæller nægtede at møde i stændersalen. Kongens afgørelse vakte stor harme i hele landet, og der blev sendt en skrivelse til kongen med 20.000 underskrifter, der bad ham ændre beslutningen. En af de store fortalere for bevarelse af det danske sprog var N. F. S. Grundtvig.

I den tysksindede befolkning var startet en modbevægelse, der arbejdede for at både Slesvig og Holsten skulle løsrives fra Danmark med tysk som eneste sprog, og i stedet knyttes til Tyskland med hertugen af Augustenborg som hertug. Bevægelsen kaldtes for slesvig-holstenismen. Ved et stort sangermøde i Rendsborg, arangeret af bevægelsen, 1843 intruduceredes sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen", der blev en slags nationalsang for de slesvig-holstenske oprørere.


I hertugdømmerne var man efterhånden blevet klar over, at kronprins Frederik, den senere Frederik VII, ikke ville få arvinger, og at den oldenburgske kongelinie ville uddø med ham, og hvad skulle der så ske med hertugdømmerne. Efter den danske kongelov skulle arvefølgen så gå over til kvindelinien så der var ingen problemer med arveretten til den danske trone. Spørgsmålet var arveretten til hertugdømmerne og specielt Slesvig.

På den holstenske stænderforsamlings i Itzehoe vedtog man i 1844 "Det slesvig-holstenske program" om hertugdømmernes uadskillelighed under mandsstammens, d.v.s. Augustenborgernes regimente (up ewig ungedeelt zwosammen som Chr. I havde skrevet under på i udelelighedsbrevet).


Hertugen af Augustenborg.
Med chancen for at oldenborgerne ville uddø med Frederik VII, øjnede Christian August, hertug til Slesvig Holsten og prins af Augustenborg, chancen for at løsrive begge hertugdømmer fra den danske trone og i stedet lade dem indgå i det tyske forbund med ham selv som arvehertug til både Slesvig og Holsten. Ja han mente sig endog berettiget til at overtage hele monarkiet som dansk konge og hertug.
Han samarbejdede med det slesvig-holstenske ridderskab og var medlem af stænderforsamlingen i Slesvig samt overhoved for det slesvig-holstenske parti, der arbejdede på en sammenslutning af Slesvig og Holsten og en adskillelse fra kongeriget.

I starten var det hertugens lillebror prins Frederik af Nør, der arbejdede på at piske en oprørsstemning op mod Danmark, men han tilsluttede sig snart selv oprøret, der var rettet mod deres egen svoger, den danske konge Christian VIII, der i sit 2. ægteskab, havde giftet sig med brødrenes søster, Caroline Amalie
Begge de to brødre, der stod i spidsen for oprøret, var opdraget som danske prinser, og de havde talt dansk i deres hjem. De var sønner af Frederik VI´s søster Louise Augusta og hertug Frederik Christian af Augustenborg.
Frederik Christian var garnisonskommandant i Fredericia fra 1789-1803.
Prins Frederik af Nør ejede fra 1832 godset Nør syd for Eckernförde. På trods af, at han åbenlyst kæmpede imod bevarelsen af det danske sprog i hertugdømmerne, gav Chr. VIII ham i 1842 hertugdømmernes højeste post som statholder og kommanderende general. Kongen håbede måske på denne måde, at kunne lukke munden på ham.


Striden om arvefølgen i hertugdømmerne.
I Danmark var indstillingen, at Slesvig i 1721 var blevet knyttet så meget til kongeriget, at den danske kongelovs bestemmelse om kvindelig arvefølge (hvis mandslinien uddøde skulle tronen gå over til kvindelinien) også gjaldt her. Argumentet for dette var, at Frederik IV. i 1721 havde været i strid med den gottorpske hertug Karl Frederik og derpå havde indlemmet den gottorpske del af Slesvig i kongeriget. (Hertugen måtte flygte til Rusland, hvor han blev gift ind i den stadig mere danskfjendtlige zarfamilie).
Man var dog enige om, at kongeloven ikke gjaldt i visse dele af Holsten, hvor den russiske Zar stod først i arvefølgen til at blive hertug. Det var altså spørgsmålet om kongelovens gyldighed i Slesvig striden drejede sig om.

For at pointere den danske opfattelse, udsendte Chr. VIII og hans ministre 8 juli 1846, "det åbne brev", hvori der stod, at kongelovens arvefølge gjaldt i kongeriget, Slesvig og Lauenburg, mens der var tvivl om dele af Holsten. Lauenburg var ikke en del af hertugdømmerne, men et landområde kongen havde byttet sig til.

Det gav hertug Christian August, prins Frederik af Nør, og chefen for det slesvig-holstenske kancelli Josef Reventlow-Criminil anledning til at standse samarbejdet med Danmark. De slesvig-holstenske stænder klagede derpå til det tyske forbund over, at den forfatning de havde vedtaget om mandlig arvefølge, var blevet krænket. Hertugdømmerne var på randen af revolution og i tyskland rasede man over at Danmark undertrykte tyskernes rettigheder, og at Danmark forhindrede Slesvig i at blive medlem af det tyske forbund.


Striden om Slesvig:
Da Frederik VII blev konge overtog han faderens ministerium. Ministeriet skulle starte deres arbejde med at lave udkast til en fri forfatning. Forfatningen skulle, ud over at opløse enevælden, bevare forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne uændret, det man kaldte helstatstanken.
Den 28. januar forelå forfatningsudkastet, der gik ud på at der, ud over de 4 eksisterende stænderforsamlinger, skulle oprettes en fælles forsamling (fælles rigsstænder) med lovgivende myndighed og med lige mange repræsentanter fra kongeriget og hertugdømmerne, samt nogle kongevalgte medlemmer. Rigsstænderne skulle samles 1 gang årligt og mødes hvert 2. år i København og hvert andet år på Gottorp.
Denne forfatningen knyttede i princippet Slesvig nærmere til Holsten end til kongeriget, og det satte en revolution i gang blandt de nationalliberale i den danske befolkning, der bl.a. anførtes af Orla Lehmann.
De nationalliberale samledes til flere møder i København. Den 20. marts var studenterne samlede til møde på universitetet, håndværkerne i Hippodromen men de fleste samledes i Casino teateret, hvor borgerrepræsentationen samme aften vedtog en resolution til kongen om, at det gamle ministerium straks skulle afsættes og en ny mere danskvenlig indsættes. Danmarks sydgrænse skulle flyttes til Ejderen og der skulle udarbejdes en fælles forfatning for kongeriget og Slesvig, der dog skulle bevare sit særpræg med egen landdag, forvaltning og retspleje. Slesvig-holstenernes krav om Slesvigs indmeldelse i det tyske forbund skulle afvises, fordi det ville betyde, at man opgav den danske trones ret til Slesvig. Næste dag gik et mægtigt demonstrationstog gennem København til Christiansborg, hvor resolutionen blev oplæst for kongen. Da det meddeltes de fremmødte, at kongen havde fulgt opfordringen og afsat sine ministre, brød forsamlingen ud i jubelråb, men da kongen ikke viste sig for at tage mod hyldesten, opløstes demonstrationen stille og roligt.

I hertugdømmerne ville man ud af den danske indflydelse og i stedet samarbejde med det tyske forbund på trods af, at halvdelen af Slesvigs befolkning var dansksprogede og dansksindede, og dermed ville blive tvungne borgere i det tyske forbund. Beseler, der var præsident i de slesvigske stænder, foreslog, at der oprettedes en provisorisk regering for hertugdømmerne og spurgte prinsen af Nør om han ville være medlem.
Man opstillede et krav til den danske konge og hertug om at indkalde til en grundlovgivende forsamling for Slesvig-Holsten. Et udvalg af stænderne i hertugdømmerne skulle så indsættes som midlertidig regering til en ny kunne vælges, og Slesvig skulle optages i det tyske forbund. På mødet hvor Olshausen var hovedtaler, blev han spurgt om, hvad danskerne ville sige til det og svarede:” Danmark behøver vi ikke at frygte. De er et dovent, dorskt og usammenhængende folk, der har mistet al respekt i Europas øjne”.
Man overhørte helt, at Hans Krüger fra Bevtoft rejste sig og sagde:”De herrer overser helt, at over halvdelen af Slesvigs befolkning er dansktalende og dansksindede, og ikke vil ind i det tyske forbund”. Samtidig stolede man på de slesvig-holstenske hærafdelingers tyske loyalitet.
Frederik Reventlow, der hørte til de mindre aggressive, foreslog, at man sendte en delegation til København for at foreligge kongen et ultimatum, hvilket blev vedtaget, og man udtog derpå 5 repræsentanter, der skulle rejse til København og stille kongen følgende 5 krav:

  • En fælles fri forfatning for Slesvig-Holsten
  • Slesvig optages i det tyske forbund.
  • Almindelig folkevæbning (værnepligt).
  • Ytringsfrihed.
  • Afskedigelse af regeringspræsident L. N. Scheel.
Kravene skulle opfyldes øjeblikkeligt.

Delegationen afsejlede fra Kiel den 21. marts og ankom dagen efter til København og indlogerede sig på hotel d'Angleterre, der snart blev belejret af en truende menneskemængde, hvorpå de måtte flytte til et mere sikkert sted.

I Danmark var der to hovedsynspunkter. De konservative ville bevare helstaten som den var, og de nationalliberale, med Orla Lehmann i spidsen, ønskede, at Danmarks sydgrænse skulle flyttes ned til Ejderen.
Kongen havde diskuteret med Orla Lehmann om en evt. deling af Slesvig ved sproggrænsen efter sognevis folkeafstemning, som Uwe Lornsen havde foreslået først i 1830'erne.
Efter nogen besvær blev det nye "martsministerie" dannet og det blev nu dets første opgave at svare deputationen fra hertugdømmerne, der var under vejs.

Den 23. marts fik deputationen foretræde for kongen, der blot udtalte, at kravet om Scheels afsked var opfyldt og de andre krav havde han endnu ikke taget stilling til, hvorpå delegationen advarede kongen med, at stemningen i hertugdømmerne var som en krudttønde, hvor en lille gnist kunne få det hele til at eksplodere. Sagen blev derfor drøftet i statsrådet, hvor man enedes om at sige nej til både Slesvigs optagelse i det tyske forbund, og til et forslag om at dele Slesvig.

Deputationen, som i mellemtiden var bragt i sikkerhed på krigsskibet Hekla, fik derpå overbragt svaret på regeringens vedtagelse:

  • Holsten kunne få en fri forfatning som selvstændig tysk forbundsstat.
  • Slesvig skulle have fælles forfatning med Danmark. Dog med egen landdag og selvforvaltning.

Med kongens underskrift på vedtagelsen, var helstaten dermed opløst, og de slesvig-holstenske embedsmænd og deres familier forlod København samtidig med deputationen.
Så snart Beseler var kommet tilbage, sendte han bud om udfaldet til prinsen af Nør, der straks trak i militæruniform og ilede til Kiel for at være med til starten på oprørert, som var besluttet af Friderich Rewentlow og Beseler i fællesskab. Det lykkedes prinsen af Nør den 24. marts 1848, ved en list, at overrumple garnisonen i Rendsborg ved at optræde i dansk generalsuniform. Han blev derpå udnævnt til krigsminister i den oprørsregering slesvig-holstenerne havde dannet.
Alle de der deltog i oprøret incl. de slesvig-holstenske soldater og officerer der tjente den danske konge i hertugdømmerne, havde svoret den danske konge troskab, da han besteg tronen.
Ved at gå over til oprørerne, brød de denne ed, hvilket vakte stor forargelse og afsky i Danmark, især hovedmændene, de to brødre blev betragtet som højforrædere af værste slags.



OPRØRET STARTER

Slavekrigen:
Kort tid efter at det blev klart, at der var udbrudt oprør i hertudømmerne, bredte der sig et rygte om, at store oprørsfriskarer (frivillige), drog hærgende op gennem Jylland hvor de røvede, plyndrede, afbrændte huse og gårde og voldtog kvinderne overalt hvor de kom frem. Rygterne blev mere og mere fantasifulde og senest blev det til, at oprørerne havde lukket fangerne (slaverne) ud af fængslerne, og at disse mordere og forbrydere nu var på vej i store flokke op mod kongeriget hvor de teede sig som en flok vilde dyr. I landsbyerne gjorde man sig klar til at forsvare sig mod disse vilde horder. Man bragte værdigenstande i sikkerhed og mændene fik fabrikeret primitive våben så de kunne forsvare sig, og man turde ikke bevæge sig nogen steder uden at være bevæbnet.
Der tilflød stadig nye gruopvækkende rygter om, at slavehæren var set både her og der og hvilke forfærdelige ulykker de havde forårsaget. Den ene historie var værre end den anden, og forslagene til, hvordan man skulle bekæmpe slavehæren var ikke mindre fantasifulde.
Rygterne var en følge af den angst der i slutningen af marts og starten af april havde grebet befolkningen ved optræk til borgerkrig.
Frygten for slavekrigen ebbede hurtigt ud og afløstes af patriotisme med stor vilje og pligtfølelse til, at alle våbenføre mænd uanset alder, meldte sig frivilligt under de danske faner for at udrette, hvad man kunne for fædrelandet. Denne bevægelse kaldtes for landstormen.


Slaget ved Bov den 9. april 1848.
De styrker oprørernes krigsminister prinsen af Nør kunne stille med kunne naturligvis ikke hamle op med den danske hær, selv om han indkaldte de sidste 8 årgange. Oprørsregeringen havde opfordret befolkningen til at oprette frikorps, de såkaldte friskarer) og på få dage oprettedes 4 på ialt 1000 mand. Flere kom dog til men en del opløstes igen så i praksis havde de ingen betydning. Man havde heller ikke tilstrækkeligt med officerer og fik hjælp fra Preussen som sendte 50, der ankom i løbet af april. Man var efterhånden nået op på 6.150 mand, og regeringen forlangte nu at hæren skulle rykke op i Slesvig for at vinde respekt og tilslutning. Sidst i marts afmarcherede den lille hær fra Rendsborg under kommando af prinsens stedfortræder oberst Krohn, og i de første dage af april blev de opstillet i terrænet nord for Flensborg ved Bov og langs Krusåen. Mange af oprørssoldaterne bar danske uniformer, som af hensyn til genkendeligheden var forsynet med hvide armbind.
Den 6. april fik Kron efterretninger, om at danskerne havde landsat større styrker på halvøen Holdnæs i Flensborg fjord. Da han frygtede at blive omringet, sendte han 3 bataljoner og et frikorps ud mod Glücksborg for at imødegå et evt . dansk anbreb bag om Flensborg. Den danske styrke var imidlertid blot på 1 bataljon. De danske styrker førtes af General Hedemann og kaptajn Læssøe, og deres plan gik ud på at fastholde fjenden i stillingerne ved et angreb med hærens styrke og så sende en infanteri- og en kavaleribrigade vest om Bov og fjendens vestlige flanke og komme frem til Flensborg og spærre tilbagetoget for derved at knuse oprøret inden de tyske hjælpetropper kunde nå frem. Den 9. april om formiddagen rykkede danskerne frem til angreb. 3. jægerkorps, 12. bataillon og et halvt batteri (4 kanoner) dannede avantgarden og lededes af oberstløjtnant Magius. Efter en hård kamp erobredes Bov. 1. jægerkorps sammen med et par kompagnier af 5. og 9. bataillon angreb fra øst mod skovene omkring Kobbermølle, der forsvaredes af major Michelsens slesvig-holstenske jægerkorps forstærket med et kompagni kieler studenter. Tæt bag danskernes angrebskolonner fulgte resten af afdelingerne klar til at blive sat ind. Slesvig-holstenerne trængtes tilbage fra Bov til en stilling ved Nyhus, men måtte også opgive at holde denne og rykkede længere tilbage mod Harreslev og nordkanten af Flensborg. Bülows 1. brigade erobrede derefter Harreslev. 1. 2. og 11. bataillon havde udstået en vanskelig march gennem vanskelligt terræn, og måtte opgive det store sving vest om slagmarken, og tog i stedet retning mod nordkanten af Flensborg. Kavaleribrigaden nåede heller ikke at falde oprørerne i ryggen. Oprørshæren var i opløsning men undslap sydpå og undgik at blive omringet. Ved Kobbermølle modstod Michelsen lang tid det danske angreb. General Krohn havde ikke beordret ham tilbage da hovedstillingen blev opgivet. Da nu danskerne satte ind med fuld kraft, kunne han ikke længere holde stillingen og trak sig tilbage langs Flensborg fjord, hvor han kom under beskydning fra de danske orlogsskibe der lå 5-600 m. ude i fjorden. Kort tid efter blev han angrebet sydfra af general Ryes 1. bataillon så hele Michelsens styrke blev dræbt, såret eller taget til fange. Det var gamle danske afdelinger der kæmpede mod hinanden og som havde kæmpet sammen i Helsingborg, Landskrona, Gadebusch, Schested mm. Gamle officerskammerater måtte følge de politiske ordrer og kæmpe mod hinanden. General Olaf Ryes to svogre stod bl.a. på oprørernes side.
De danske tab var på 16 faldne og 78 sårede. Slesvig-holstenerne havde 30 faldne, 143 sårede, der alle blev taget til fange og 780 usårede, der blev taget til fange. Fire af deres syv sårede officerer døde.
Oprørerne søgte hjælp i det tyske forbund og hos kongen af Preussen og den fik de.
I Rendsborg blev de slagne styrker mødt af en preussisk division på 12.000 mand og en forbundsdivision på 10.000 mand, som flere dage havde stået klar til at undsætte dem. Den slesvig-holstenske hær blev derpå reorganiseret og den preussiske general Wrangel fik overkommandoen over de samlede styrker.


Slaget ved Slesvig den 23. april 1848.
Efter slaget ved Bov 9. april, måtte den danske hær opgive at forfølge slesvig-holstenerne. Den 11 april rykkede hæren ind i Slesvig by. Hæren var blevet forøget med garden til fods talte nu 12.000 mand. En alt for lille styrke til at kunne holde den 15 km. lange Dannevirkestilling. Krigsminister Tscherning havde derfor instrueret overkommandoen, at man skulle forsøge så kraftigt som muligt at forsvare stillingen i Slesvig, men kunne den ikke holdes, skulle man trække sig kæmpende tilbage fra stilling til stilling. Man måtte under ingen omstændigheder sætte hærens eksistens på spil. Hedemann og Læssøe foretog en rekognoscering i det omkringliggende terræn og besluttede at hovedstillingen skulle ligge i det skovbevoksede bakkede område mellem Gottorp og Husby.
General Wrangel sendte påskedag, den 23. april 1848 den preussiske division på to brigader med i alt 32.000 mand og med 74 kanoner, anført af generalløjtnant fyrst Radziwill frem mod de danske stillinger med ca. 10.000 soldater og 32 kanoner. Det var en råkold og fugtig morgen og de danske tropper var ved at samle sig til kirkeparade, da dragonordonnanser på skummende heste kom galopperende ind på pladsen og meldte, at fjenden i lange kolonner bevægede sig hurtigt frem ad vejen mod Bustrup.
Den danske overkommando troede først ikke på meldingen og først kl. 10 blev der blæst alarm. Da var de preussiske generaler allerede forsamlet på egnens højeste punkt Kongshøj, hvorfra stillingen kunne overses. Den ene fjendtlige brigade ført af general Möllendorf, fulgte den gamle Rendsborg landevej over Brekendorf og Over Selk, medens den anden, under general Bonin, fulgte den vestligere Rendsburg chausse over Jagel og Klosterkro. De to brigader mødtes, hvor de to veje støder sammen, ca. 250 m. nord for Dannevirkes forbindelsesvold til halvkredsvolden, og fortsatte gennem Bustrup og Friedrichsberg og forbi Gottorp slot og Slesvig by videre nordpå. Taktikken var, at når de nåede Kovirke skulle de standse op. Möllendorffs brigade skulle besætte Kovirke og Bonins brigade skulle samles ved landsbyen Lille Dannevirke vest derfor. Angrebet på de danske stillinger var først planlagt til at skulle foregå dagen efter. Fjendens reserver fulgte et stykke bagefter og bestod af Prinsen af Nørs ca. 4.000 slesvig-holstenere og ca. 3.000 fra det tyske forbund. De resterende af forbundsdivisionen var på march op gennem Holsten, men Wrangel anså dem ikke for nødvendige for at kunne besejre den talmæssigt underlegne danske hær. Da den preussiske højre kolonne ikke mødte danske tropper ved Over Selk, sendtes en fortrop fra avantgarden på 1½ kompagni frem over Vedelspang og halvkredsvolden. Øst for Bustrup kom den i hidsig kamp med de danske forposter, og avantgarden chef, oberstløjtnant von Waldersee, måtte i modstrid med sine ordrer, sende forstærkninger frem. Danskerne fik også forstærkninger, hvilket fik Waldersee til yderligere at sende infanteri og et par kanoner frem.
Da den danske overkommando fik underretning om kampene ved Bustrup, anså de det som indledningen til et større angreb, og planen gik derfor ud på at holde fjenden angageret ved Bustrup, medens resten af hæren gjorde sig kampklare i hovedstillingen. Avantgardens 3. jægerkorps og 12. bataillon rykkede derfor frem og drev fjenden tilbage til halvkredsvolden. 3. jægerkorps besatte forbindelsesvold en til Dannevirke og 12. bataillon holdes som reserve for jægerne ved Risbjerg. Da Wrangel ikke reagerede, vedblev Oberstløjtnant von Waldersee at sende forstærkninger frem så næsten hele Möllendorfs brigade efterhånden var inddraget i kampene. Da den danske avantgarde i længden ikke kunne vedblive at holde til presset, sattes Bülows 1. brigade ind mod preussernes venstre flanke. Dette gjorde Wrangel så nervøs, at han bad Bonins brigade komme Möllendorff til hjælp. Bonins brigade var på march mod vest, og da ordren nåede bageste regiment, undlod regimentschefen major Steinmetz, at lade ordren gå videre frem, men vendte selv om med sit regiment, medens resten af brigaden intetanende fortsatte marchen mod vest. Da Steinmetz nåede Bustrup, kom han i ryggen og flanken på Bülows brigade, der derfor måtte trække sig noget tilbage. Kampene kom efterhånden tættere på danskernes hovedstilling, og overkommandoen kaldte friske batailloner frem, som kom i voldsomme nærkampe om gården Anettenhöhe, men fik stoppet prøjsernes fremmarch. Klokken var da omkring 16. Hedemann og Læssøe valgte dette tidspunkt til at forsøge et dansk modangreb. Det blev dog ikke til noget på grund af en melding, der indløb fra oberst Juel om, at han med garden havde forladt Gottorp slot, der fungerede som danskernes faste venstre flanke. Juel var rykket mod Slesvig by på grund af rygter om fjendtlige tropper her. Rygtet var falsk, men uden flanken på plads var det for risikabelt med et modangreb. Højre fløj, der bestod af kavaleri, var heller ikke på plads, men gået tilbage til Skovby. Overkommandoen besluttede ved mørkets frembrud i stedet, at trække sig ud af kampene og gå tilbage til en forberedt stilling mellem Arnholt sø og Langesø. Da soldaterne var trætte efter kampene, lod overkommandoen dem gå i kantonnement i Flensborg i stedet for at bivuakere i Bovstillingen. Man regnede ikke med at blive forfulgt af fjenden. Det var desværre en fejltagelse, idet Wrangel havde sendt friske og udhvilede hannoveranere samt andre forbundstropper, der ikke havde været med i kampene dagen før, frem. De overraskede fuldstændig danskernes forposter ved Oversø og tog to af 2. jægerkorpsets kompagnier til fange. Et par dragoner reddede sig og fik alarmeret soldaterne i Flensborg. Soldaterne tumlede søvndrukne ud af byen i vild uorden, som det dog ret hurtigt lykkedes officererne at få orden på. Rygter nåede frem til Tscherning om at hæren var i opløsning, og han sendte derfor generalintendanten general C. F. Hansen til Als med uindskrænket fuldmagt til at foretage det fornødne, da han ikke anså overkommandoen for kompetent.
En episode fra kampene ved Husby skildret af en preussisk officer:
»Nu red general Bonin frem for at undersøge forholdene. Vore blænkere fulgte langsomt efter bag hegnene. På én gang råber generalen: »Børn! se til at komme herhen, dér sidder artilleri fast, det hører os til.« Nogle danske kanoner var kørt gennem en gård ind på en markvej, som pludselig endte, og nu måtte de tilbage gennem gården. Blænkerne løb rask op på bakken, men som vi er i fuld fart, ser vi generalen sætte over et dige ind på marken og vinke os tilbage med det udråb: »Bag hegnet, der kommer kavaleri!« I Slesvig er alle marker og veje indfattede med beplantede jordvolde, som her kaldes »knicke«. Disse levende mure er ofte så høje, at man ikke kan se en vogn bag dem, og fra en således indhegnet sidevej, der var umiddelbart foran vore skytter, for pludselig en eskadron af det Sjette Danske Dragonregiment frem, bøjede ind på hovedvejen og jog lige løs på vore to bataljoner. Forrest var ritmesteren, han hed Würtzen, så kom fire officerer i en linje, derpå Dannebrogsfanen og efter den hele eskadronen, svingende sablerne højt op i stærkeste firspring. Det støvede, susede, raslede som en hvirvelvind forbi os på vejen, og skytterne, som på generalens vink havde reddet sig bag hækkene, tænkte slet ikke på at fyre, men var virkelig noget forbløffede, som man kalder det. Da de havde besindet sig og indså, at der efter reglementet og den sunde fornuft dog egentlig skulle have været skudt, var den vilde jagt stormet forbi og gik nu lige løs på løjtnant Petzels haubitser, som netop havde prodset på til fremrykning. Disse måtte naturligvis atter afprodse, men de danske var allerede over dem, før det kunne ske. Imidlertid kom vore skytter til besindelse og begyndte at beskyde de danske i ryg og side. Standarten sank, en ung dansk officer, hr. von Vedell, blev fanget. Hvad der kom ud af hurlumhejen, jog tilbage i det mindste lige så rask som de var komne, men denne gang ikke uden ubehagelige sidebemærkninger fra blænkerne bag hegnene. Hvor man så hen, var fangne, døde og sårede, og når man betænkte, med hvilket mod og uforfærdethed rytterne jog frem til angreb, gjorde det én ordentlig ondt, at de kom så slet derfra, thi angrebet var virkelig det skønneste, man kunne se, især fordi officererne red foran og selv gav det bedste eksempel. Men kanonerne, ja dem havde de danske reddet, mens vi skælvede for dragonerne.«
Kavaleriangrebet blev ledet af ritmester W. F. Würtzens
Sangen "Påskeklokken kimed mildt" skrev den koldingensiske digter Carl Ploug til minde om slaget.


Wrangel overskrider Kongeåen 1. gang.
Efter at danskerne var blevet overrumplede i Flensborg efter slaget ved Slesvig, blev stillingen i Bov opgivet og størsteparten af hæren trukket tilbage til Fyn og Als. Et brohoved holdtes besat på Sundeved. Kavaleriet samt en bataillon og et batteri fortsatte marchen nordpå til grænsen ved Kongeåen. Slesvig-holstenerne fulgte efter og Wrangel lod divisionen fra forbundstropperne under ledelse af general Halkett, gå i stilling på Sundeved, medens han selv rykkede nordpå med de preussiske og de slesvig-holstenske styrker, der blev ført af Bonin. Dette protesterede prinsen af Nøhr imod, for såfremt Wrangel havde i sinde at overskride grænsen mellem Slesvig og Nørrejylland (grænsen til Kongeriget), ville det ændre den politiske situation, fordi oprørerne ikke havde til hensigt at angribe kongeriget, men kun sikre Slesvig-Holsten mod danskernes militære indgriben. Wrangel overhørte imidlertid prinsens indvendinger og gik over Kongeåen og besatte den sydlige del af Nørrejylland, herunder fæstning Fredericia, der forinden var blevet rømmet sammen med resten af Nørrejylland på ordre fra krigsminister Tscherning på trods af overkommandoens protester.


Fredericia besættes, Kastellet bombarderes
Natten mellem 2. og 3. maj besætter slesvig-holstenske styrker, under ledelse af general Bonin, fæstningen uden nogen form for kamp. Overgeneral Friedrich Wrangel kom også til byen med en bataljon preussere, men blev kun et par dage.
Det første besættelsestropperne gjorde var at tømme byen for proviant.
Medens fjenden opholdt sig i fæstningen, blev kastellet udsat for et bombardement fra danske skibe i Lillebælt. Kommandørkaptajn Steen Andersen Bille med "Hekla" og 6 kanonbåde begyndte 8.maj kl 6.45 kampen med et prøjsisk batteri, hvorunder flere bygninger blev ramt. På et tidspunkt ramtes krudtmagasinet, der sprang i luften. Bille forsøgte også at skyde det preusiske flag på flagbastionen ned.
Den danske flåde havde i længere tid blokeret de tyske havne og Friedrich Wrangel krævede den 18. maj i en proklamation, kompensation for det tab, de derved havde lidt, og forlangte en krigsskat på 4 millioner rigsdaler der skulle betales af jyderne inden 8 dage. Ellers ville han selv tage "hvad der behøvedes og hvor det fandtes". Han nåede dog ikke at indkassere pengene, for så snart hans styrker var gået over grænsen til kongeriget, reagerede den russiske regering, der truede med at bryde med Preussen, og Wrangel fik derpå ordre fra Berlin til straks at gå tilbage over grænsen. Sverige-Norge reagerede også og sendte et hjælpekontigent soldater på 4.500 mand til Fyn.


Kampene ved Dybbøl og Nybøl den 28. maj 1848.
Overkommandoen, der bestod af Hedemann og Læssøe, havde endelig fået krigsminister Tschernings godkendelse af deres plan til et fremstød fra Als ind i Sundeved, for at drive forbundsdivisionen væk og samtidig afskære forbindelslinierne til Wrangels styrker. Da Wrangel var rykket tilbage til Slesvig, valgte Tscherning at tilbagekalde sin accept, for i stedet at forsøge en diplomatisk løsning, og sendte 26. maj kontraordre til overkommandoen. Planen var dog allerede sat i værk og hæren overført fra Fyn til Als den 27., inden ordren var nåede frem. Det fik dog ikke Hedemann til helt opgive planen, men han indskrænke den til kun at omfatte indtagelse af dybbølstillingen og det omkringliggende terræn. Om formiddagen 28. maj overførtes 14.000 mand fra Als til det brohoved, danskerne stadig havde i Sundeved, og kl. 12 startede angrebet. General C. F. Hansen gik med hovedstyrken på tre brigader samt Schleppegrells flankekorps på tre bataljoner og et batteri til angreb på fjendens forposter på dybbølbanken. De 4 fjendtlige forpostkompagnier formåede dog at holde stillingen så længe, at general Halkett kunne nå at få sine 7.000 mand bragt i stærk forsvarsstilling på bakkerne ved Nybøl Mølle, hvor hele hans artilleri var samlet i et batteri på 16 kanoner opstillet i en dækket stilling. Danskerne erobrede hurtigt byerne Dybbøl, Ragebøl og Stenderup, men gik i stå ved Nybøl Mølle. Et dansk batteri kørte frem men måtte protse af på åben mark og derfra tage en ulige kamp op mod fjendens dækkede stillinger. En time efter måtte det, stærkt ødelagt, opgive og trække sig ud. Schleppegrell reddede dog situationen ved med flankekorpset samt 5. og 10. bataillon, 1. jægerkorps og et batteri at trænge frem over Bøffelkobbel langs den danske venstre fløj til Nybbøl. Her angreb han den tyske stilling ved møllen og erobrede den. Så kom der igen bevægelse i de danske linier, og forbundstropperne blev trængt tilbage over Adsbøl og Gråsten. Wrangel besluttede derpå at sætte et modangreb ind for at få danskerne drevet helt ud af Sundeved og over på Als, og 5. juni blev det meste af hans hær sat ind på at løse opgaven. Hovedparten af forbundstropperne med de to preussiske divisioner på højre fløj skulle starte angrebet, medens de resterende forbundstropper og slesvig-holstenerne skulle danne reserven. Den danske forpostlinie, der bestod af 5. bataillon og 2. reservebataillon, blev drevet tilbage til Dybbølstillingen. Wrangels brigader var startet i så spredte udgangspositioner at de ikke kunne danne en samlet angreb på den danske hovedstilling, hvilket blev udnyttet af Hedemann og Læssøe, der satte et modangreb ind med garden, 2. og 4. bataillon samt 3. jægerkorps. Angrebet var så kraftigt, at Wrangel måtte opgive sit forehavende og trække sine styrker tilbage til en linie mellem Nybøl og Sottrup kirke. Den danske sejr var stærkt medvirkende til, at man nu troede på en heldig udgang på krigen.


Våbenstilstanden 26. august 1848.
Den 26. august blev der sluttet våbenhvile i Malmø.
Slesvig-holstenerne tilbød nu, at Slesvig kunne deles i en dansk og en tysk del efter en folkeafstemning. Det var den danske befolkning stærkt imod, men det danske ministerium, kaldet martsministeriet, var også ved at være stemt for en deling, men Frederik VII, der nu var blevet konge, ville under ingen omstændigheder gå med til at dele Slesvig


Kongerevyen (hærskuet) ved Vejle den 18. september 1848.


FREDERIK VII SKRIDTER FRONTEN AF PÅ LERBÆK MARK VED VEJLE

Efter at vi havde besejret de tyske forbundstropper ved Nybøl 25. maj og det prøjsiske hjælpekorps ved Dybbøl 5. juni 1848, og der 26. august var indgået fornyet våbenstilstand med den preussiske konge, blev Nørrejylland befriet for den prøjsiske besættelse. Nationalitetsfølelsen i Danmark og troen på et sejerrigt udfald på konflikten var steget kraftigt.
Danmarks flåde var enerådende både i Østersøen og på vestkysten. Hæren var siden krigens start forøget væsentligt, så der nu var omkring 20.000 mand under våben. Vi havde stor sympati i Sverige og Norge og et svensk hjælpekorps stod klar på Fyn. Uroen gærede i Prøjsen og Østrig, der følte dynastierne vakle. På grund af den engelske dronning Victorias tyske prinsegemals indflydelse, var det engelske kongehus blevet slesvig-holstensksindet, men Lord Palmerston frygtede, at Kiel og andre havne kunne tjene til opbygning af en Tysk-Østrisk flåde, der kunne true Englands søherredømme, og den russiske kejser, der anerkendte at den danske konge var den legitime hersker i hertugdømmerne, ville ikke acceptere tysk støtte til oprørerne. Dette var bl.a. baggrunden for, at kong Frederik VII besluttede at lade sig hylde ved en stor tropperevy på Lerbæk mark ved Vejle den 18. september 1848. Han ville benytte lejligheden til at takke officererne og soldater, inden en del af styrken kunne hjemsendes. Tidligere havde kongen holdt en mindre revy over general C. F. Hansens tropper på Als. Han sejlede derfra til Fredericia og videre til Vejle blev modtaget på kajen kl. 10.00 af en stor jublende folkemasse. Efter den officielle militære modtagelse, fortsatte kongen og arveprinsen, den senere Christian IX, gennem den festsmykkede by til revypladsen ved Lerbæk gods. Her var næsten hele byens befolkning, samt mange gæster fra nabobyerne Fredericia Kolding og Horsens samlede. Tropperne stod opmarcherede på linie i regiments- og bataljonskolonner og de modtog kongen med svingende huer og chakoter.
Kongen red derefter forbi fronten og ved hans side red overgeneral Krogh og prinsen. Soldaterne satte i med tordnende hurraråb. Efter at kongen var redet forbi tropperne, gjorde han holdt for at lade dem defilere forbi. Herpå opmarcherede tropperne i kolonner og kongen hilste på hver bataljons- og regimentsofficer, og uddelte dekorationer til de, der havde udmærket sig. Mange menige blev ligeledes dekoreret, og kongen holdt en kort tale til hver afdeling. Først da klokken var 18, var kongen nået alle afdelinger igennem. Herefter blev der holdt hvil, medens kongen med sit følge deltog i et let måltid med alle officererne på et smukt sted i nærheden af Grejsdalen. Her blev følgende sang afsunget:


Melodi: Der er et land.

Vel mødt igen, kong Frederik, ved hæren!
Til kamp beredt den venter kun dit bud.
Hvor Stævnet blodigst var, vi frelste æren –
Lad os da trøstigt fægte striden ud!
Giv intet bort, thi vid, før du skal miste
en fodsbred jord af dine fædres land,
Før vil vi alle kæmpe til det sidste,
før vil vi alle falde som én mand.

Og hvis dit blik i disse tætte rader,
har søgt forgæves mangen kammerat,
beklag ham ej! vær stolt af ham som fader
og husk, for Dig han døde som soldat.
I dødens stund og skilt fra sine kære
hans sidste suk gjaldt fædrelandets ret,
hans sidste tanke var din krones ære –
I kamp for den vil ingen blive træt

Se her er nok, der vil udfylde pladsen!
Se her er nok, der kæmpe vil som han,
men ikke én der i hele massen,
som vil se delt sit kønne fædreland!
"Det skal ej ske!" det løfte har du givet,
"Det skal ej ske!" fra folket lød igen!
Og kongen tro i døden som i livet,
"Det skal ej ske!" vi sværger her som mænd!

Midt under spisningen dalede sangbladende pludselig ned over deltagerne, og samtidig startede musikken til den kendte sang som blev sunget med begejstring af deltagerne. Kongen blev rørt og med tårer i øjnene greb han sit glas og gentog: "Det skal ej ske!, Det lover jeg!". Der foregik stadig fredsforhandlinger og regeringen blev mere og mere stemt for en deling af Slesvig. Med kongens manifestation hørte man ikke meget mere til tilhængerne for delingen.
Da mørket begyndte at falde på lød appellen, og i en fart kom alle afdelinger på plads igen. Jublende hurraer fulgte kongen og hans følge, da de forlod pladsen. Kl. 21 vendte kongen tilbage til den festilluminerede Vejle by og tog ind på amtmandsgården, og efter et par timers ophold afsluttet med en let middag, var klokken blevet 23.30, hvorpå kongen blev fulgt ned til dampskibet Ægir, med et fakkeltog. Ægir afsejlede derefter til Helgenæs, hvor kongen den følgende dag inspicerede de påbegyndte befæstningsarbejder sammen med general Krogh (Ryes skanser), og var tilbage i København ved midnatstid. På stedet hvor revyen blev holdt findes en mindesten med indskriften: Hærskuet paa Lerbæk Mark - 1848-18 September-1948 - "!Det skal ei skee" .


Hærskuet
MINDESTEN FOR HÆRSKUET/KONGEREVUEN PÅ LERBÆK MARK

Kongens ord på Lerbæk mark blev et folkekrav. Kongeriget Danmarks sydgrænse skulle gå ved Ejderen. 11 november gik "Martsministeriet" af og afløstes af "Novemberministeriet".


Fæstningen Fredericia sættes i forsvarstilstand.
Oberstløjtnant Læssøe foranledigede i vinteren 1848-49, at Fredericias forsvarsværker blev sat i stand, og 15. februar 1849 påbegyndtes arbejdet, der blev ledet af oberstløjtnant Lunding fra ingeniørtropperne. Den 8. april udnævntes Lunding til fæstningens kommandant. Med hjælp fra byens borgere, lykkedes det at udbygge og forbedre voldene, der blev bestykket med 148 kanoner og 36 morterer. Mølleengen og Ullerupdal oversvømmedes ved opstemning af Ullerup bæk, og ved stranden i Møllebugten, lidt foran dæmningen over bækken, blev anlagt et blokhus i den bagved liggende sænkning.
Randdalen, der kunne yde fjenden dækning, havde man ikke mulighed for at beskytte sig imod. Garnisonen i byen blev bragt op på 6.800 mand.


Krigen starter igen.
Efter 7 måneders våbenstilstand, besluttede den danske regering at genoptage krigen den 27. marts. England fik dog starten udsat i endnu 8 dage, for at der kunne blive tid til at behandle et nyt mæglingsforslag, som dog forkastedes. Følgen af, at danskerne gik med til udsættelsen blev, at vi nu ikke blot skulle kæmpe mod oprørerne, men også mod forbundstropperne, som dermed fik tid til at nå op i hertugdømmerne. Den 14.000 mand stærke oprørshær kunne den danske hær med lethed tilintetgøre, men nu kom den 47.000 mand stærke forbundshær den til hjælp, så at fjendens samlede styrke nu kom op på. 61.000 mand, imod Danmarks 41.000 mand.
Den danske hær stod ved felttogets begyndelse opstillet i 2 grupper. En større gruppe bestående af de 5 fodfolksbrigader, lidt rytteri og størstedelen af artilleriet, lå på Als, og en mindre bestående af Ryes brigade, størstedelen af rytteriet samt lidt artilleri stod opstillet langs kongeågrænsen. General Krogh var øverstbefalende general, og Læssøe var hans stabschef.
Den 2. April om aftenen udløb så våbenstilstanden, og på dette tidspunkt stod fjenden spredt på en linie langs Sønderjyllands kystbyer lige fra dets syd- til dets nordgrænse. Oprørerne stod længst fremme. Deres general Bonin, havde sit hovedkvarter i Åbenrå, medens overgeneralen over de forenede oprørere og tyskere, den preussiske general Prittwitz, havde sit hovedkvarter i Flensborg. Efter at der længe havde været uenighed mellem krigsministeren, general Hansen, og overkommandoen om den måde, felttoget skulle åbnes på, blev man endelig enige om en plan, der i sine hovedtræk gik ud på, at Ryes korps og de tropper der stod på Als, samtidig skulle trænge ind i Sønderjylland og forsøge at samle sig ved Åbenrå, for derpå at sætte sig fast langt fremme i Sundeved. Disse operationer skulle støttes af flådedemonstrationer mod Eckernførde eller et andet sted længere mod syd.


Kampene ved og i Haderslev 3. april 1849.
Det nørrejyske korps under general Rye rykkede 3. april ind i Slesvig fra Kolding.
Kl. 5 om morgenen den 3. april afmarcerede oberstløjtnant Irminger med 2 batailloner, 4 kanoner, et espingolbatteri og kavalleridivisionen Hegermann-Lindenkrone. Ved Aller kro sprængte de en fjendtlig kavalleripatrulje, og kl. 15 stødte de på fjenden i et meget kuperet terræn ved Haderslev.
Der opstod en infanterifægtning, hvorunder fjenden trængtes ind i byen, og der opstod heftige gadekampe. De huse og møller der lå ved Sønderbroen, og som fjenden havde indrettet til forsvar, blev hurtigt erobret og snart var hele byen besat af danske tropper. Kampen kostede på dansk side 3 døde og 6 sårede.


Træfningen ved Adsbøl 3. april 1849.
Den 3. april om morgenen begyndte fremrykningen fra Als. Bülow havde beordret flankekorpset over til Sundeved for at undersøge fjendens styrke og stillinger der, en afdeling af flåden skulle samtidig udføre en afledningsmanøvre mod Egernsund. Ordre til opbruddet blev givet kl. 5 og generalmajor Schleppegrells 3. infanteribrigade, der bestod af 3. 4. og 5. linieinfanteribatailloner gik straks over broen over Alssund efterfulgt af det 6-pundige batteri Jessen. Brigaden marcherede over Sattrup, Aunbøl og Bøgeskov på Østerhavbjerg, og afsendte en mindre afdeling over Øster Satrup og Vester Snogebæk til Ullerup og op mod Blans. Brigaden traf ikke fjenden før de nåede Aunbøl hvor der bemærkedes nogle fjendtlige poster i skoven syd for vejen. Et kompagni af 3. jægerkorps sendtes ind i skoven og da dette straks kom i infanterifægtning med fjenden, sendtes yderligere et kompatni af 3. liniebataillon frem til forstærkning. Efter at være ankommet til Østerharbjerg efterlod brigaden her, overensstemmende med den givne disposition, sit batteri og 2 batailloner som reserve, medens 4. liniebataillon og 3. kompagni af 3. jægerkorps og 1. kompagni af 3. liniebataillon sendtes til Ridding og derfra i sydlig retning mellem skoven ved Grøngrøft og Graasten, til landevejen fra Graasten til Feldsted. Hensigten med denne ombående bevægelse blev imidlertid ikke opnået fordi afstanden og de dårlige veje forhindrede de afsendte tropper i at nå frem før 6. brigade havde kastet fjenden tilbage.

Efter at 3. brigade var rykket fra Sønderborg, fulgte oberst de Meza med 6. infanteribrigade bestående af 1. og 2. lette bataillon, 3. forstærkningsbatailon, 2. jægerkorps og 1. forstærkningsjægerkorps og rykkede frem mod Nybøl og Stenderup. Brigaden var desuden tildelt det 6-pundige batteri Lumholtz og ½ eskadron af 3. kavalleridivision og ½ deling pionerer. 2. kompagni af den lette bataillon under kaptajn Fugl gik mod Egernsund. Kl. 11.30 stod brigaden på højde med Nybøl. Der indløb melding fra kaptajn Fugl om, at Broagerland var ubesat af fjenden, men at derimod den anden side af sundet var besat af fjendtlig infanteri og et batteri, formentlig 4 stk. 12-pundinge kanoner, samt at fregatten Havfruen og nogle kanonbåde var i kamp med fjenden.

Da general Bülow fik melding om at 3. brigade var ankommet til Østerhavbjerg, gav han ordre til at 6. brigade skulle rykke længere frem.
På første træfnings venstre fløj gik 1. forstærknings-jægerkorps langs kysten op ad vejen til Nybøl, medens 1. lette bataillon dannede træfningens centrum og 2. jægerkorps højre fløj. 3. forstærkningsbataillon og 2. lette bataillon fulgte som reserve.
Ved Adsbøl mødte man fjenden der holdt byen besat med infanteri og artilleri. Under et kfraftigt angreb svingede 2. jægerkorps fulgt af 1. lette bataillon til venstre og omgik fjendens venstre flanke så begge disse afdelinger trængte frem nord om Nybøl og forbi Fiskebæk. Angrebet på byen understøttedes desuden af 2 granatkanoner. Efter en levende artilleri og infanterikamp blev fjenden trængt ud af byen og blev nu stærkt trængt af første træfning og 3. forstærkningsbataillon. Først gennem byen, hvor to af de danske kanoner var anbragt på kirkegården, og derefter over markerne og gennem skoven foran Graasten. Man ventede der at se fjendens retræte standset eller vanskeliggjort på grund af 3 brigades omringende bevægelse, men på grund af disse troppers forsinkelse, som ovenfor beskrevet skete fjendens tilbagetrækning så hurtigt, at man snart tabte ham af syne.
Batteriet og brigaden formerede sig på højen der daler ned mod Nybbøl nors sydvestlige bredder, medens general Bülow gik med blænkerkæden frem gennem Trepper, uden dog at opdage nogen fjende.
Ved opplantede dannebrogsfaner standsedes nu også marinens ild.
Formålet med rekognoceringen var således i hovedtrækkene nået og flankekorpset indtog nu en noget tilbagetrukket stilling hvor forpostlinien udsattes fra Asbøl over Aunbøl og Ullerup til Alssund. Bag denne linie kantonnerede tropperne i Nybøl Stenderup og Satrup, med alarmpladser ved Nybøl mølle og Satrup kirke.
De danske tab var på 2 døde, 21 sårede og 2 savnede.
De tropper vi kæmpede imod var insurgenter ledet af oberst St. Paul. Deres styrke var på 5-6 batailloner infanteri og 2 batterier med hhv. 6-pundige og 12-pundinge kanoner.

Korvetten Najaden og nogle kanonbåde sejlede samme dag ind i Åbenrå fjord og fordrev fjenden fra Åbenrå.
Alt gik planmæssigt, indtil krigsministeren, vistnok påvirket af den franske general Fabvier, der var kaldt til landet som rådgiver, pludselig fik betænkeligheder og kom til den overbevisning, at den danske hær, dels på grund af dens talmæssige underlegenhed, og dels af politiske grunde, burde forholde sig defensiv. Overkommandoen lagde ikke skjul på sin misfornøjelse med dette indgreb i dens dispositionsret, men den måtte adlyde, og skuffede gik de danske soldater tilbage fra de erobrede stillinger. I det følgende dage var der småkampe i Sundeved, men det hele havde dog fået et væsentlig forandret præg på grund af den udtrykkelige ordre om at forholde sig defensiv. Den planlagte demonstration mod Eckernførde var derved blevet overflødig men aflyst blev den desværre ikke, og den 5. april indtraf en fatal katastrofe, som kostede Danmark et linieskib og en fregat, og som vakte endeløs jubel overalt i Tyskland.


Kampen ved Eckernförde den 5. april 1849.
Efter 7 måneders våbenstilstand, genoptog Danmark krigshandlingerne igen den 2 april 1849.

Hans Georg Garde
Hans Georg Garde

Chefen for østersøflåden, kommandør H. G. Garde, fik til opgave at skabe tumult i Eckernförde fjord, for at give den danske hær, der lå på Sundeved, ro til at etablere sig i dybbølstillingerne. Til at udføre planerne valgte Garde kommandørkaptajn F. A. Paludan på linieskibet Christian den Ottende. Linieskibet havde 84 kanoner. Desuden deltog fregatten Gefion med 48 kanoner, dampskibet Hekla med 6 kanoner og dampskibet Geiser med 6 kanoner. Sidstnævnte skulle have 6 jagter med et kompagni soldater på slæb. Linieskibet havde en forholdsvis urutineret besætning om bord, og havde kun været 13 dage i søen. Vejret havde været stormfuldt med snebyger og mandskabet havde enkelte gange øvet "klart skib" og affyret løse skud med kanonerne. Den 4. april om eftermiddagen mødte det ud for fjorden fregatten Gefion og dampskibet Hekla, og kl. 18 stod eskadren ind i fjorden og ankrede op ved prins Frederik af Augustenborgs gods ”Nør”. Her mødtes den med dampskibet Geiser, med de tre jagter på slæb. På grund af stærk blæst, valgte man at blive liggende her natten over for at afvente bedre vejr. Et par blokadeskibe lagde sig i nærheden.
Eskadrens ankomst vakte naturligvis uro i Eckernförde. Under våbenhvilen havde man bygget 2 batterier til forsvar af havnen. Nordbatteriet med to 84 punds granatkanoner samt to 24 punds- og to 18 punds kuglekanoner. Sydbatteriet var bestykket med fire 18 punds kuglekanoner. Tidlig om morgenen, skærtorsdag den 5. april, samledes skibscheferne hos Paludan. Vinden var aftaget til en svag østlig vind, og alle var enige om, at den ikke var egnet til angreb. Man aftalte at se tiden an til solopgang. Planen var at linieskibet og fregatten skulle følge fjordens nordside og give nordbatteriet en bredside når det passeredes, og derefter ankre op lidt nordvest for de 2 kystbatterier så de kunne beskydes med bredsiderne. Dampskibene skulle blive uden for nordbatteriets rækkevidde og skyde med granater mod sydbatteriet. Da solen kom på himlen, var vejret stadig det samme, men Paludan besluttede alligevel at lette anker kl. 6. Dampskibet Geiser sejlede forrest. Da man nåede indenfor skudvidde af nordbatteriet, rettede det alt sit skyts mod linieskibet, der blev ramt. Batteriet fik 2 bredsider fra både linieskibet og fregatten da de passerede, og ved 8 tiden kastede man som aftalt anker, dog betydeligt nærmere sydbatteriet end planlagt, på grund af vanskeligheder med manøvreringen i den smalle fjord. Afstanden var kun ca. 500 meter. Man begyndte straks at fyre fra begge bredsider, og snart blev nordbatteriet sat ud af spillet og man koncentrerede sig om sydbatteriets 4 kanoner, der var oppe mod de to skibes tilsammen 60 kanoner. Østbatteriets kanoner affyredes samtidig, hvorefter dets mandskab gik i dækning når skibene afgav skud. De kunne herefter, uden risiko, genlade kanonerne. Batteriet rettede nu alle kanonerne mod fregatten, der omkring kl. 8.30 blev svajet om af vinden så den fik agterstavnen vendt mod batteriet. Det var den værst tænkelige situation, fordi der nu kunne skydes på langs af skibet. Man tilkaldte dampskibet Geiser, da fregatten ikke kunne komme ud af klemmen ved egen kraft. Det lykkedes da også at få en trosse om bord, men man kunne ikke få fregatten bragt helt på plads. Efter to timers kamp skød kystbatteriet stadig med fuld kraft, og Paludan begyndte at tvivle på, at aktionen kunne gennemføres. Omkring kl. 10 besluttede han at afbryde kampen, og signalerede til dampskibet Hekla om at slæbe linieskibet væk. På vej hen mod linieskibet blev Hekla ramt af to skud i rorstammen, så foretagendet måtte opgives. Man forsøgte derpå at varpe begge skibe ud. (Trække skibene ud ved hjælp af ankre lagt ud med småbåde). Vinden var imidlertid tiltaget, så den metode kunne heller ikke benyttes. Fregatten blev stadig kraftig beskudt og måtte opgive at kæmpe videre og Geiser tilkaldtes for at slæbe den væk. Men uheldet var ude og dampskibet blev ramt i maskinen af en kugle og havde nok at gøre med at bringe sig selv udenfor skudvidde. Fregatten forsøgte derpå igen at varpe sig ud, men fik ved manøvren igen vendt agterspejlet mod batteriet. Paludan forsøgte da en list. Han hejste parlamentærflaget og sendte en officer i land med et ultimatum. Officeren skulle forlange, at batteriet indstillede skydningen og lod skibene få fri passage ud af fjorden, ellers ville Eckernförde by blive skudt i brand. Da parlamentæren gik i land stoppede batteriet skydningen. Hekla havde i mellemtiden fået ordnet roret, og fik ordre til først at slæbe fregatten og derefter linieskibet ud af fjorden. Da Hekla nærmede sig nordbatteriet under parlamentærflag, blev det beskudt derfra, og kaptajnen turde ikke fortsætte. Han mente heller ikke, at det kunne lykkes at bugsere skibene ud, da vinden var tiltaget til østlig kuling, og han vendte derfor om. Fregatten måtte derpå opgive at varpe skibet ud fordi de små både hele tiden fyldtes med vand og mandskabet var udmattede. Linieskibet havde hele tiden holdt sin plads, og skulle være i stand til selv at krydse ud. Kl. 4.30 kom parlamentæren tilbage med den besked, at man ikke havde i sinde at indstille skydningen, og straks efter blev beskydningen af fregatten, der stadig lå med agterspejlet mod batteriet, genoptaget. Kaptajn Meyer signalerede da til Paludan, at han måtte stryge flaget, hvilket han så gjorde, dog uden at batteriet indstillede skydningen. Først da man sendte et fartøj i land for at meddele overgivelsen, vendtes ilden mod linieskibet, som nu fik travlt med at bringe sig i sikkerhed. Det store anker blev lettet, og man begyndte at hale ind i varpankrene. Mærssejlet kunne ikke hejses, men for fok, klyver, og mesan forsøgte man at gå over stævn og få vind i sejlene kun 200 meter fra land. Forsøget mislykkedes, og skibet gled tilbage som en vingeskudt fugl med den nedskudte rigning piskende i vinden. Stormærssejlet kastede sig omkring i vinden, og skibet huggede mod grunden med agterstavnen vendt mod sydbatteriet. Der var udbrudt brand flere steder om bord. Kampen var tabt og Paludan måtte kl. 18 stryge flaget under fjendens høje jubelråb. Kort tid efter kom underofficer Preusser om bord og befalede, at chefen og mandskabet skulle føres i land, og at man skulle ophøre med at kaste ammunition over bord. Paludan overdrog derpå kommandoen til sin næstkommanderede, og roede i land for at overgive skibet. Medens man var i gang med at bringe mandskabet i land, slog der pludselig flammer ud fra forlugerne og kanonportene. Kanonerne begyndte at affyre sig selv og ilden nåede frem til krudtmagasinet og med et mægtigt brag, sprang skibet i luften, så sprængstykkerne haglede ned over folk inde på land. Linieskibet mistede ialt 101 underofficerer og menige. En såret officer og 49 sårede menige samt de 2 skibschefer, 8 officerer og 888 underofficerer og menige blev taget til fange. Fjendens tab var kun på 1 officer, 49 døde menige og 18 sårede. Desuden ødelagdes 3 kanoner.
Hvor sørgeligt end dette tab var, kunne det dog ikke rokke ved den kendsgerning, at Danmark forblev overlegen på havet, men begivenheden fik alligevel stor betydning, fordi den fik krigsministeren til at beordre en endnu forsigtigere defensiv. Hvor han før gav befaling til hæren om at gå tilbage til Dybbølbjerg og befæste dette, så befalede han nu, at hele Slesvigs fastland skulle rømmes så kun 2 bataljoner blev tilbage. En på brohovedet overfor Sønderborg og en bag de halvfærdige dybbølskanser. Resten af hæren blev, på trods af overkommandoens anbefaling, trukket tilbage til Als og Ryes brigade sendtes tilbage over kongeågrænsen, og resultatet efter 5 dages marcher og kampe var derved nøjagtig den samme, som da felttoget startede, dog med den forskel, at hærens ånd og moral var blevet rystet, på grund af de uforklarlige befalinger til tilbagetog efter de sejrrige kampe.
To dage efter begivenheden ved Eckernförde, fik krigsministeren gennemført, at general Krogh og oberstløjtnant Læssøe begge blev fjernet fra overkommandoen. Generalen blev kaldt til København, hvor han gennem en langvarig retslig undersøgelse. Her lykkedes det Krogh at rense sig for krigsministerens sigtelse for, at han var ansvarlig for den ulykkelige udgang af på slaget ved Eckernförde. Læssøe blev hånet med en ansættelse på generalkommandokontoret på Fyn, en »invalid og retrætepost« kaldte han den selv. Han havde dog kun posten i 4 dage, da Rye udbad sig, som en særlig gunst, at Læssøe måtte blive bataljonschef i hans korps. Til overgeneral i stedet for Krogh udnævntes så generalmajor Bülow, der hidtil havde ført flankekorpset på Als. Oberstløjtnant Flensborg blev hans stabschef, medens oberst Julius de Meza, som kort tid efter blev forfremmet til generalmajor, fik befalingen over flankekorpset på Als.


Fjendehærens styrker.
Forbundshæren og slesvig-holstenerne tilsammen mønstrede nu godt 65.000 mand
Forbundshæren på 46.700 mand var sammensat af kontingenter fra 23 af forbundets medlemsstater. Preussen stillede med en af de fire divisioner, Hannover og Sachsen stillede tilsammen en og de to sidste divisioner var sammensat af soldater fra de øvrige 20 stater.
Den preussiske generalløjtnant von Prittwitz fik overkommandoen over samtlige styrker. Slesvig-holstenerne lededes af den preussiske general Bonin, der i september 1848 afløste prinsen af Nør.
Da det, for danskerne, fra nu af, kun drejede sig om at bevogte Als, var den derværende styrke overflødig stor, hvorfor brigaderne Moltke og Schleppegrell blev overførte til det nordvestlige Fyn og kun de Mezas flankekorps blev tilbage på Als. Den 13. april foretog general Prittwitz sin højt besungne »Erstürmung der Düppeler Schansen« (storm på Dybbøl skanserne). 11.000 tyskere gik, ved den lejlighed, løs på skanserne med stor iver og kampgejst, og det kunne de roligt gøre, for i skanserne befandt der sig ikke en eneste dansk soldat. Forpostbataljonen stod nemlig endnu i sin natstilling, d.v.s. bag skanserne, og den trak sig, i overensstemmelse med sin instruks, tilbage til brohovedet, hvor den ikke blev angrebet.


Slaget ved Kolding 23. april 1849.
På årsdagen for slaget ved Slesvig, led den danske hær nederlag ved Kolding.
Bonin havde, på trods af overgeneral Prittwitzs forbud, ladet sin avantgarde overskride kongeågrænsen. På ny forbød Prittwitz Bonin at indlade sig i større kampe med danskerne nord for Kolding å, men Bonin trodsede forbudet, og førte hele sin hær på 14 bataljoner infanteri, 10 eskadroner kavaleri og 40 kanoner til Kolding som han indtog 20. april. Over for ham stod Ryes brigade med 5 bataljoner og 12 kanoner samt to kavaleribrigader med 14 eskadroner omkring Almind og Bramdrupdam. Generalløjtnant Fr. Bülow, der havde sit hovedkvarter i Middelfart, rådede over to brigader med 10 bataljoner og 28 kanoner fordelt på Nordøstfyn. Bülow troede, at Bonin kun rådede over avantgarden i Kolding og at resten af hans arme stadig stod ved Haderslev og besluttede derfor at overføre sine brigader til Jylland, for sammen med Rye at drive Bonin tilbage over grænsen inden forstærkningerne kunne nå frem sydfra. Brigaderne blev overført den 22. april, og var klar til angreb den 23. da der indløb melding om, at Bonin alligevel havde hele sin styrke samlet ved Kolding. Bülow besluttede dog alligevel at angribe. Planen var, at Rye skulle rykke frem langs Alpedalen, overskride Kolding å ved Ejstrup og trænge frem mod Seest og Vrannerup for at komme bag på fjenden. Molktes brigade skulle angribe fra Vejle landevej og Schleppegrels brigade fra Fredericia landevej. Rye mødte imidlertid overvældende modstand, og måtte trække sig tilbage over åen neden for Harte kirke. Det lykkedes Molkte og Schleppegrell at erobre Kolding, men Bonin startede derpå et stærkt artilleribombardement sydfra, der ødelagde det meste af den sydlige bydel. Da general Bülow hørte, at Rye var trængt tilbage, gav han ordre til, at hele hæren skulle trække sig tilbage bag dalen ved Almind for at skåne Kolding for yderligere ødelæggelser.


Hæren deler sig.
Dagen efter koldingslaget lå Ryes brigade bag Vejle å og de to øvrige danske brigader lå i Elbodalen. Bonins sejr ved Kolding fik forbundsregeringen og oprørsregeringen i slesvig-holsten til at presse kongen af Preussen til at gå med til at invadere Nørrejylland. I begyndelsen af maj fik overgeneral Prittwitz den ønskede tilladelse til at gå over grænsen og besætte mest muligt af Jylland.


Kampene ved Gudsø den 3. og 7. maj 1849.
Efter at danskerne tabte slaget om Kolding den 23. april 1849, havde general Bülow trukket Moltkes og Schleppegrells brigader ind i Fredericia og general Rye lå med sine styrker på Vejlekanten omkring Lilballe.
Da fjenden tilsyneladende holdt sig i ro, besluttede Bülow 3. maj at indtage en stilling vest for Elbodalen og kom i kamp med fremsendte fjendtlige styrker ved "Det skarpe hjørne" hvor Fredericia-Kolding og Snoghøj-Koldinglandevejene mødes. Fjenden blev kastet tilbage gennem gudsøpasset, som blev besat, og der etableredes en forpostlinie fra Gudsøvig over Eltang til Lilballe, hvor der var forbindelse til Ryes korps. General Prittwitz forberedte nu et angreb på begge de danske afdelinger, der skulle ske den 7. maj om morgenen. General Bonin og hans tre brigader sendtes mod Gudsø. Her stod major N. G. la Cour for at forsvare den danske stilling, med 3 bataljoner og 4 kanoner. Det blev en hidsig og hård kamp. Da la Cour så at vore tropper nord for ham blev trængt tilbage over Elbodalen, måtte han også trække sig tilbage, idet han dog efterlod 9. bataljon og dele af 8. bataljon samt de 4 kanoner ved gudsøpasset. Da de danske forposterne ved Gudsø blev angrebet, gjorde løjtnant Faber et forvovent modangreb mod deres kæde og blev selv herunder såret og taget til fange og døde 28. maj i Kolding af sine sår. Danskerne måtte derpå, på grund af den overlegne modstand, trække sig tilbage til fæstningen.
3 af de faldne fra 7. maj ligger begravet på Sdr. Vilstrup kirkegård, hvor et mindesmærke er opsat.
Et andet mindesmærke over to der faldt samme dag, står på bakken ved Gudsø.
En del af Molkte og Schleppegrells brigader blev derpå sejlet fra Fredericia og tilbage til Fyn og resten blev liggende i fæstningen


Ryes korps forfølges op i Jylland.
Olaf Ryes brigade, også kaldet Det Nørrejyske Armékorps, på 7.000 mand, hvori indgik en betydelig styrke af rytteri og 16 kanoner, begyndte herefter sit berømte tilbagetog op gennem Jylland forfulgt af general Prittwitz med 22.000 mand og 52 kanoner. Allerede dagen efter kampene ved Gudsø og Viuf, altså den 8. maj, fortsatte Prittwitz sin fremrykning og traf Rye på de skovbevoksede højder nord for Vejle, med højre fløj støttet til Grejs Å. Ved omgående rytteri og lidt frontal kamp, blev Rye manøvreret ud af denne stilling og marcherede til Hedensted. Natten mellem d. 8. og 9. maj trak han sig op bag Ølsted Å og tog selv kvarter i Thorsted, medens rytteriet stod længere mod vest ved Hornborg. Den 9. gik han op bag Hansted Å, hvor han delte sin styrke i en mindre vestlig kolonne under oberst Juel og en større østlig, som han selv førte.
Den 11. maj foretog fjenden, fra sine kantonnementer nord for Vejle, en rekognoscering og konstaterede, at Rye stod bag Hansted Å, og den 13. rykkede hele tyskerhæren frem, fordi der ikke var flere madvarer at få på den udpinte egn, men Rye havde om natten fået efterretning om, at fjenden ville komme, og da han nu, under broslagningen ved Lundum, opdagede et forsøg på at isolere de to danske kolonner fra hinanden, lod han oberst Juel gå tilbage til Fuldbro, medens han selv gik til Skanderborg og Fruering. I disse stillinger fik de vigende danske tropper, på grund af indre politiske vanskeligheder i Tyskland, ro indtil den 22. maj.
På denne dag blev Rye glædelig overrasket ved at modtage endelig befaling til at rette sit tilbagetog mod Helgenæs og gå i stilling i et skanseanlæg påbegyndt i 1848 og som forinden var blevet delvis befæstet og bestykket med 12 svære kanoner og besat med en bataljon. Hidtil havde nemlig Aalborg været målet for tilbagetoget, og for Rye, som kun ved at holde føling med fjenden, udfordre ham til kamp og derpå undvige, var i stand til at lokke ham længere og længere bort, var tilbagetogslinien mod Aalborg uheldig, fordi han derved let kunne blive manøvreret bort fra kysten og således blive afskåret fra deltagelse i kamp på afgørende punkter, f.eks. Fredericia. Den 24. rykkede Prittwitz frem med hele sin styrke, delt i 4 kolonner, for at angribe Rye ved Fuldbro, Nybro, Skanderborg og Fruering. Men da han kom så tæt på, at angrebet kunne begynde, opdagede han, at Rye var væk. Rye havde nemlig gennem sit fortræffelige efterretningsvæsen fået at vide, at fjenden ville komme og stod nu på egnen nord for Århus. Herfra gik han, medens fjenden kantonnerede ved Skanderborg, først imod nord, men det var en krigslist. Senere drejede han af mod øst, og snart stod han bag Egå med forposter over Lisbjerg og Vejlby.


Rytterfægtningen ved Århus

rytterfægtningen
RYTTERFÆGTNINGEN VED ÅRHUS

Tyskerne havde nu tabt hans spor, men fandt dog snart ud af, at han måtte være gået gennem Århus. Den 29. maj fik denne by besøg af en mindre fjendtlig styrke, som dog snart trak sig tilbage igen, men Rye kunne ikke lide sådanne besøg, og lod derfor natten til den 30. maj to kompagnier, en eskadron og 2 kanoner gå frem til en koncentreret stilling syd for Århus, hvor tyskerne den 31. angreb med 4½ bataljon, 5 eskadroner og 15 kanoner. Overfor denne imponerende styrke trak danskerne sig kæmpende tilbage, Århus blev besat af tyskerne, og en styrke på et jægerkompagni og 2 husareskadroner blev sendt frem for at forfølge danskerne der befandt sig nord for byen, hvor de havde gjort holdt på højde med Risskovs sydlige del. Det lykkedes de danske fodfolk at lokke de fjendtlige jægere til en dristig forfølgelse, så der for rytterdelingen Cetti blev lejlighed til at angribe forfølgerne med et sværmangreb, og da de tyske husarer ville hjælpe jægerne ud af forlegenheden, huggede de i nærheden værende småkommandoer af rytteri, der bestod af tilsammen omtrent 2 eskadroner under ritmestrene Barth og Heramb, ind på husarerne og jagede dem, efter en kort fægtning, hvor der vankede drøje hug, i vild flugt tilbage til Århus, som samme eftermiddag blev rømmet af fjenden og besat af danskerne. Fjendens tab var ca. 50 mand. Heraf 4 officerer og 26 heste. Danskernes tab var en fjerdedel af fjendens.

mindesten for rytterfægtningen
MINDESTEN FOR RYTTERFÆGTNINGEN

Til minde om denne lille, men for dragonerne ærefulde kamp, blev der sat en mindesten sten på deres gamle eksercerplads. Rye og Prittwitz blev stående over for hinanden i ca. 3 uger uden at tyskerne foretog sig andet end nogle fouragerings- og rekvisitionsekspeditioner (indsamling af fødevarer hos befolkningen på egnen), som befolkningen selvfølgelig nødig bøjede sig for, og som Rye søgte at vanskeliggøre ved små, men langt udgående strejftog. Det var på et sådant strejftog at ritmester Brock, natten til den 9. juni overrumplede og fangede en tysk ritmester, en læge, 60 husarer og 67 heste i Nørre Snede.
Ved dette og flere lignende dristige foretagender fra dansk side, lykkedes det at give fjenden store vanskeligheder med at skaffe tilstrækkelig forplejning, og Prittwitz besluttede derfor igen at gå i offensiven. Den 21. juni begyndte fremrykningen gennem og forbi Århus. Dagen efter gjorde tyskerne en stor svingning til højre, så deres forpostlinie gik over Vejlby, Lisbjerg og Trige, men Rye undgik at blive omringet ved at gå tilbage over Hjortshøj til en stilling længere mod øst med forposter mellem Kalø Vig og Rosenholm. Medens Rye stod i denne stilling, modtog han fra overkommandoen meddelelse om, at en brigade og et halvbatteri var overført fra Als til Fyn samt befaling til at holde 4 bataljoner og et batteri parat til indskibning fra Helgenæs. Den 30. juni fandt indskibningen sted, og samme aften blev styrken landsat i Bogense, og hermed var Ryes mesterstykke fuldført. Ved sit fortrinlig ledede tilbagetog, var det lykkedes for ham at opsplitte den overlegne fjendes styrker, således at 22.000 mand stod fastlåst i Sundeved over for Als, 22.000 var narret op til egnen nord for Århus, så den ca. 14.000 mand store oprørshær stod nu helt alene og isoleret foran Fredericia uden mulighed for hjælp, idet de nærmeste hjælpetropper i Århus og på Sundeved befandt sig ca. 4 dagsmarcher borte. At Ryes tilbagetog var et mesterstykke forklares bedst når det oplyses, at general Prittwitz den 4. juli, altså 4 dage efter at Rye havde afsendt de 4 af sine 6 bataljoner til Fyn, indberettede til det tyske krigsministerium, at han stod overfor 10 bataljoner og 10-16 eskadroner. Først den 5. juli fik Prittwitz pålidelig underretning om, hvor grundig han var blevet narret, nu stod det ham klart, at slesvig-holstenerne stod til prygl ved Fredericia, og han gav derfor straks sine to sydligst stående brigader befaling til, at gå i ilmarch mod syd. Men det nyttede ikke, de kunne kun komme for sent. Danskerne havde vundet den strategiske sejr og nu stod kun den taktiske afgørelse tilbage. Også i denne del skulle Rye lægge sit vægtige lod i skålen. Ganske vist var det først bestemt, at han skulle være blevet ved Helgenæs med resten af sit korps, men han bad overgeneral Bülow om tilladelse til at afgive kommandoen over denne rest, for personlig at kunne følge efter sine 4 bataljoner til Fyn.


TROPPERNES PLACERING


Fredericias belejring og bombardement.
Allerede dagen efter kampene ved Gudsø, altså den 8. maj, viste fjenden sig i fæstningens forterræn. Avantgarden, under major Stilekradt, indtog Erritsø og brigaden Abereron besatte Stoustrup. Rytteriet blev sendt ud på venstre fløj og brigaden St. Paul dannede reserve ved Hejse Kro. Avantgardebrigaden og reservebrigaden bevogtede kysten fra Sandal Huse til Gudsø. Brigaden Abereron udstillede forposter langs oversvømmelsen og grøften i dens forlængelse, medens rytterbrigaden afpatruljerede terrænet foran fæstningens nordfront.
Den næste dag påbegyndte Bonin belejringsarbejderne med anlægget af redouterne 1 og 2 ved Vejlevej. De skulle forhindre danskerne i at gøre udfald den vej. Den 11. maj var disse værker færdige, og den 12. påbegyndtes redoute 3 ved Egumvej. Det store morterbatteri foran Randdalen samme sted og den til dette batteris dækning bestemte redoute 4. Desuden blev der bygget et mindre morterbatteri ved oversvømmelsen lidt nord for Vejlevej og et batteri ved Sanddalshuse.
Alle disse arbejder med tilhørende løbe- og skyttegrave var færdige den 16. maj, og nu forsøgte Bonin, om han ikke kunne tvinge fæstning til overgivelse ved at foretage et kraftigt bombardement med belejringsartilleri han havde hentet i Rendsborg. Han havde, da han indtog den forladte fæstning året før, bemærket, at der ikke fandtes nogle bombessikre rum.
Bombardementet startede samme dag kl. 3 og varede til 20. maj. Den 17. og 18. maj skød han uafbrudt fra 3 morgen til 20-21 aften. Der blev ialt afgivet 1.045 skud, eller i gennemsnit, et skud hvert 5. minut. Fæstningen svarede naturligvis igen med voldens skyts.
Overgeneral Bülow havde ikke blandet sig i Lundings måde at sætte fæstningen i forsvarsstand på, bortset fra en enkelt ting. Blokhuset ved Strandvejen, der skulle forhindre fjenden i at åbne for vandet i oversvømmelsen, mente Bülow var for svag, men det gjorde ikke indtryk på Lunding. Blokhuset kaldtes blandt soldaterne for "Lundings lysthus". Førte gang fjenden åbnede ild mod mod fæstningen, blev det skudt i stykker og afbrændt, dog uden at man fjernede dæmningen, idet oversvømmelsen også beskyttede mod udfald fra fæstningen. Vagtkommandøren og flere af besætningen faldt, medens resten flygtede ind gennem strandporten.
Det batteri der ødelagde blokhuset blev derefter kaldt "Blokhusmorderen". De øvrige fjendtlige batterier fik også navne. Batteriet der beskød kastellet kaldtes "Kastelsjægeren" og det tunge morterbatteri der sendte 168 punds bomber ind over volden kaldtes "Den store gryde". Lunding straffede straks "Blokhusmorderen" ved at beskyde det fra Holstens bastion batterierne på Strib og batteriet led stor skade.
Det fjendtlige artilleri brugte voldmøllen på Prins Christians bastion og skorstenen på Ahlmanns brændevinsbrænderi og ølbryggeri, der lå på hjørnet af Norgesgade og Danmarksgade, som sigtemål. Derfor gik det hårdt ud over de kvarterer, der lå i nærheden Herefter befalede Lunding voldmøllen nedrevet.
Næsten alle civile indbyggere i byen var søgt i sikkerhed på Fyn. Ca. 20 mennesker omkom ved bombardementet, halvdelen civile, og et stort antal huse ødelagdes. Over 150 huse blev skudt i brand. Især i Danmarksgade, Kirkestræde og Vendersgade.
Byens velorganiserede brandkorps, som havde fået ekstra sprøjter tilsendt fra København, gjorde en stor indsats for at bekæmpe brandene. Bonin indså 20. maj, at bombardementet ikke ville få den ønskede effekt, men i stedet kostede en mængde ammunition. Den materielle skade han kunne tilføje fæstningens huse kunne ikke tvinge den til overgivelse, fæstningens personel kunne ikke rammes, så længe den var i dækning bag de skærmende volde, og de civile tab var meget beskedne fordi størsteparten af byens civile indbyggere var evakueret til Fyn.
Bonins indså da snart, at skulle han tvinge fæstningen til overgivelse måtte han afbryde dens forbindelse med Fyn, så han startede med at opføre et nyt batteri ved Sanddal Huse, sammen med blokhusbatteriet på bakken over løvehovedkilden og et batteri neden for Prangervejsbakken, hvor vejen nåede oversvømmelsen, skulle beskyde kastellets sydlige landgangsbro, medens den østre landgangsbro skulle beskydes hen over byen fra to morterbatterier der skulle anlægges ved Egeskovvej. På stedet ved Egeskovvej, hvor batteriet skulle anlægges, blev der kæmpet hårdt, og det var ved denne lejlighed, at kompagniet Wildenrath af 3. jægerkorps vandt en pengepræmie kommandanten havde udsat som belønning til dem, der tog de første fanger.
Søndag den 3. juni blev fæstningen atter bombarderet. I løbet af 5 timer blev der skudt 600 projektiler ind over fæstningsværkerne og landgangsbroerne. Ilden blev besvaret fra voldene, og forårsagede en del tab af personel og materiel, men havde i øvrigt ingen afgørende betydning. Dette bombardement skulle sandsynligvis sløre anlægsarbejderne ved Egeskovvej. Det lykkedes ham dog ikke at gennemføre planen, idet danskerne næste dag foretog et udfald og fik ødelagt de påbegyndte værker, som derpå blev opgivet.
Mere betænkelighed vakte nogle anlægsarbejder, som i disse dage blev observerede foran oversvømmelsen, og som Lunding anså for begyndelsen til en 1. parallel, altså det store løbegravsarbejde, hvormed et fæstningsangreb indledes. Den 5. juni gjorde han overkommandoen bekendt med sin fornemmelse og udtalte, at angrebsarbejderne i løbet af ca. 8 dage formentlig ville være så langt fremskredet, at der kunne stormes. Inden den tid måtte belejringen ophæves, hvis man skulle forhindre et stormangreb.
Lundings indstilling blev dog ikke tagen til følge foreløbig. Dels fordi situationen endnu ikke var moden til den afgørende kamp, og dels fordi hans frygt viste sig ugrundet. Bonin tænkte ikke på stormangreb, men kun på at afbryde forbindelsen med Fyn, hvilket, trods alle anstrengelser, endnu ikke var lykkedes. Til at ødelægge den østre landingsbro var en beskydning tværs over byen ikke tilstrækkelig, og en præcisionsskydning på nogenlunde kort hold kunne kun foregå fra batterier på fæstningens nordfront tæt ved kysten, men her var terrænet åbent og behersket fra kanonerne på Kongens og Dronningens bastioner. Ganske vist fandtes der enkelte dalstrøg, som førte ned til stranden, men de kunne beskydes fra kanonbådene der lå ude i Lillebælt. Man måtte derfor give afkald på al dækning og lægge batterierne langt fremme ved Fælledvej, ca. 1600 m. fra landgangsbroen. Til gengæld måtte såvel batterierne, som de redouter, der skulle anlægges for at beskytte dem, være stærke og indrettes på en måde, så de kunne føre et selvstændigt forsvar. Til de soldater der skulle beskytte det isolerede anlæg byggedes der en hyttelejr på Hyby fælled.
Der blev også bygget en stor hyttelejr midt i Erritsø by, der blev kaldt for "Flensborg"
Det var ikke uden betænkeligheder at Bonin besluttede sig til at sprede sine styrker, men det var hans eneste mulighed for at kunne forhindre større udfaldsstyrker i at rykke ud den vej, samt for at isolere fæstningen fra Fyn. Hertil kom, at belejringen havde kostet ham ret anseelige tab. Navnlig blandt de højere befalingsmænd. Hans talentfulde stabschef, Kaptajn Dellus, var blevet skudt den 22. maj og nogen tid efter led en af brigadecheferne, oberst St. Poul, som også var en intelligent og dygtig officer, samme skæbne.
Trods denne modgang, gik oprørerne ufortrødent i gang med de nye arbejder. Major Stilekradt, hidtil chef for avantgarden, fik befalingen over St. Pouls brigade, som nu blev sendt ud på venstre fløj. En bataljon stillede han på forpost mellem kløften og stranden, en anden blev indkvarteret i hyttelejren på fælleden, to bataljoner i en hyttelejr ved Kirstinebjerg og 2 i Egeskov og Trelde. Efter at hyttelejrene var færdige, tog man om aftenen den 27. juni fat på batterierne i redoute 5 (Treldeskansen) og de ny anlæg ved Fælledvej med tilhørende batterier.
Den 30. juni observerede man disse farlige arbejder fra bæltet. Lunding, som dagen i forvejen igen havde opfordret overkommandoen til at fremskynde afgørelsen, indså, at der måtte gøres noget for at vinde tid, og han bestemte sig da for et udfald med det formål, at ødelægge de nye batterier. Om eftermiddagen kl. 3 rykkede 6 kompagnier og et arbejdskommando på 150 mand, alle under befaling af oberstløjtnant Irminger, ud gennem Kongens Port. Uden at blive bemærket, nåede kommandoet frem til en stilling omkring 500 m. fra de fjendtlige forposter, hvorefter det, ved et raskt angreb, erobrede arbejdsterrænet og forsvarede det mod fjendens modangreb, medens arbejdskommandoet sløjfede de påbegyndte værker. Først da pladsen var renset og jævnet med jorden og da tømmer, faskiner og skansekurve var slæbt sammen i en stor bunke og antændt, trak udfaldsstyrken sig tilbage og blev modtaget med anerkendelse og respekt af kammerater og foresatte inde i fæstningen, medens fjenden søgte at redde stumperne ved at slukke ilden i de antændte materialer, men heller ikke dette lykkedes, for ingeniørerne havde spækket bålet med håndgranater som hele tiden eksploderede og holdt fjenden på afstand indtil det hele var brændt.
I de efterfølgende 5 dage fik fjenden endelig fuldført arbejdet og delvis armeret dem med kanoner.
Man blev klar over, at det hastede med at få sprængt belejringen inden fjenden fik befæstet sig for stærkt. Oberst Lunding skrev 5. juni til overkommandoen, at "det var vigtigt at sprænge nettet inden snøren trækkes til", og 16. juni fik hærens overgeneral F. Bülow frie hænder til at handle.
I de tre måneder byen havde været belejret var 49 huse brændt ned til grunden og 210 mere eller mindre ødelagt. Garnisonen havde mistet 47 mand. 111 var såret og 10 taget til fange. For slesvig-holstenerne var tallene 31 dræbte, 91 sårede og 3 fanget.


Bülows bemyndigelse til at samle hæren i Fredericia 18/6 1849
Krigsministeren meddelte i en skrivelse af 18. juni 1849 general Bülow bemyndigelse til, efter aftale med kommandanten i Fredericia, at foretage en ekspedition til fæstningens undsætning når, hvor, på hvad måde og med den styrke han ville, samt at lade udgå til general Rye ved Aarhus og de Meza på Als de her om fornødne ordrer.
Overkommandoen havde således fået fuldstændig frie hænder med hensyn til udførelsen af den så stærkt attråede og i øvrigt forfægtede ekspedition til Fredericia-fæstningens undsætning, og den tøvede heller ikke med at gøre dette skridt, som forekom den nødvendige, for at alt kunne være på rede hånd når øjeblikket kom.



SCENE FRA FREDERICIASLAGET

Udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849.
De 7000 mand, under kommando af oberst N. C. Lunding, der allerede opholdt sig i byen, kunne ikke alle huses hos byens borgere, og Trinitatis kirke anvendtes i 4 måneder som indkvarteringssted. Kirkebænkene fjernedes og soldaterne sov på halm lagt ud på kirkegulvet. Nogle af de krigsfanger der blev taget, var også indkvarteret i kirken. Andre soldater boede i jordhuler gravet ind i voldskråningen, vel nok det sikreste sted i byen at opholde sig under bombardement, da fæstningen jo totalt manglede bombesikre rum. Reformert kirke brugtes til ammunitionsmagasin.
Bülows plan med i hemmelighed, at få Ryes og de Mezas brigader bragt ind i fæstningen, uden at fjenden anede uråd, og derved at få så stort overtal, at et udfald kunne lykkes, lykkeds fuldt ud. Danmark havde herredømmet til søs og så mange skibe til rådighed, at man med kort varsel kunne flytte store styrker ad søvejen (6-8000 mand på en gang). Bülow havde allerede planen klar midt i maj 1849, men først da han fik frie hænder, kunne han sætte den i gang.
Den 20. juni havde Rye og de Meza fået ordre på at afgive fire bataljoner et batteri en brigade samt et halvbatteri. Da Ryes brigade i hemmelighed blev udskibet fra Helgenæs fra den 30. juni til 2. juli og sejlet til Fyn, landsattes den i Flaskebugten ved Vejlby Fed. Herfra marcherede den til Strib, hvor der var anlagt en skibsbro ved Billeshave, hvorfra overførselen til Fredericia foregik. Først den 5. juli gik det op for Prittwitz at han var blevet narret, og da var det for sent for ham at gøre noget. De Meza sejlede 21. juni fra Als til Faaborg med sin brigade.


VEJLBY GL. PRÆSTEGÅRD

Generalstaben samles 4. juli.
De sidste planer for udfaldet blev lagt af Bülow og hans generalstab ved et krigsråd i Vejlby gl. præstegård på Fyn om aftenen den 4. juli, hvor den var forsamlet omkring præstens spisebord. (Maleren Knud Gamborg har illustreret den historiske begivenhed i et maleri). Til stede i præstegårde var generalerne A. C. F.Molkte, F. A. Schleppegrell, Olaf Rye, C. J. de Meza og obersterne H. A. Juel, J. S. Fibiger, C. O. E. Schlegel og Phillip Ræder, samt kommandør i flåden H. G. Garde. Desuden var de tre stabschefer major J. P. A. Wørishøffer og kaptajnerne J. W. Neergaard og C. C. F. Beck blevet tilkaldt. Den 5. juli afmarcherede tropperne på Fyn afdelingsvis til skibsbroen ved Billeshave i Baaring Vig og indskibedes i transportbåde og pramme som dampskibe trak over bæltet. Belejrerne observerede skibstrafikken og forsøgte uden held at ramme skibene. Bülow og hele hans stab gik om bord i det sidste skib. Havde fjenden fået ram på dette, kunne det have fået katastrofale følger. Efter ankomsten til fæstningen, samledes man kl. 23.00 hos fæstningskommandanten, oberstløjtnant Lunding, i hans hus "Bella Vista", hvor de spiste en let frokost og traf de sidste forberedelser, indtil de, en time efter midnat, steg til hest for at starte udfaldet.
Om aftenen den 5. juli rådede Bülow over ca. 24.000 mand mod Bonins ca. 14.000 mand.
Den 5. juli var alle styrker på plads i fæstningen og forberedte sig til det store slag. I fæstningens gader, porte og poterner havde man strøet halm for at dæmpe lyden af de mange soldater, så fjenden ikke skulle få nys om, at et udfald var på vej.
Det havde ikke skortet på advarsler til Bonin, idet den store trafik af skibe ikke kunne undgå at vække opmærksomhed. Han troede dog stadig, at Ryes brigade stod på Helgenæs, men havde garderet sig mod udfald ved at forstærke den nordlige fløj, men tog sig ellers ikke særligt af de advarsler han modtog.


Placeringen af oprørernes styrker 5. juli på det tidspunkt udfaldet startede:

1. Højre fløj.

Avantgarden
Brigadehovedkvarteret lå i Errritsø.
1. jægerkorps var på forpost mod syd ved stranden med et kompagni i Skærbæk, et i Snoghøj og de to øvrige på og ved Henneberg Ladegård
9. bataljon stod med to kompagnier ved Sanddalhus og med forposter ved stranden. De to øvrige kompagnier var i Erritsølejren.
2. jægerkorps lå i hyttelejren i Erritsø.
Det 6-pundige batteri nr. 3 og det 12-pundige nr. 1 var placeret i den sydlige ende af Erritsø.
2. eskadron af 1. dragonregiment lå i Børup
10. bataljon var tildelt infanterikommandoen i centrum.

2. Centrumsstyrken.

2. brigade havde infanterikommandoen i Stoustrup med brigadestaben på Sønderbygård.

På forposter:
10 bataljon med et kompagni feltvagter 1 og 2 og som skulle holde stillingen ved teglværket besat lå med de 3 andre kompagnier i hyttelejren i Fuglsang.
7. bataljon med et kompagni i redoute 1 og 2 og på feltvagt 3 og 4.
De andre 3 kompagnier som forsvar ved landevejskrydset.
5. bataljon med 1. og 2. kompagni under befæstning af feltvagterne 5-9 i løbegravene, redoute 4 og det store morterbatteri, 3 og 4 kompagni i reserve i slugten mellem redoute 3 og 4.
4. jægerkorps med 2 stk. kanoner under kommando af underofficer Fischer fra det 6-pundige batteri nr. 2 i hyttelejren bag redoute 3.
I kantonnement:
6. og 7. bataljon. De var netop afløst fra forpost og parat til at marchere til kantonnementet i Stoustrup.
8. bataljon afløst på forpost af 5. bataljon og var lige indtruffet i Stallerup og trådt af og på vej til at gå i kvarter.
Det 6-pundige batteri nr. 2 i Stoustrup
Det 12-pundige batteri nr. 2 i Torp.

3. Venstre fløj.

1. brigade med stabskvarter i Christineberg.
På forposter:
Fra 2. bataljon var det 4. kompagni i redoute 5 og den tilstødende del af løbegravene.
3. kompagni i løbegravende frem til stranden.
1. og 2. kompagni var netop blevet afløst i disse stillinger og parat til afmarch mod den fremskudte hyttelejr. Ved byggeriet af batterierne var foruden pionererne og artilleristerne tillige 200 mand fra 3. bataljon beskæftiget og samtidig bestemt til evt. forstærkning af forposterne.
1. og 4. bataljon stod med 2 stk. kanoner fra det 6-pundige batteri nr. 1 (løjtnant Gallus) i hyttelejren ved Christineberg.
I kantonnement:
3. jægerkorps og det 6-pundige batteri nr. 1 med 6 stk. kanoner i Egeskov
3. bataljon i Vejlby
5. eskadron af 1. og 1. eskadron af 2 dragonregiment med to ridende kanoner i Egeskov.
3. bataljon i Vejlby
5. eskadron af 1. og 1. eskadron af 2. dragonregiment med to ridende kanoner i Egum.
Begge pionerkompagnier og skarpskyttekorpset i Trelde.

Herudover:
Kavalleribrigaden med 5 eskadroner og 6 ridende stk. skyts i Pjedsted, Herslev, Follerup o.s.v.
I det hele taget bag Bredstrupområdet.
Brigadestabens hovedkvarter i Pjedsted,
1. regiments kommando i Follerup,
2. regiments i kommando i Herslev.
Ammunitionskolonnen i Højrup.
Feltlazarettet i Nr. Bjert
Artilleriparken lå ved Hejse kro.
Den største del af pontontrainets heste, der var til dets disposition var opstaldet i de omkringliggende gårde ved kroen.
Artillerikommandoen lå på Sønderbygård.
Hovedkvarteret med stabsvagten fra 3. jægerkorps lå i Bredstrup og den kommanderende general i gården Spongelgård.


Oprørernes egen beretning om udfaldet


Danske styrker i fæstningen den 6. juli 1849.


Den samlede styrke i fæstningen 6. juli 1849 udgjorde 23.600 mand, hvoraf de 4.200 incl. 70 officerer forblev i fæstningen medens 19.400 mand, incl. 420 officerer, deltog i selve udfaldet.
Flåden deltog med 2 afledeflotiljer, der ialt havde 230 mand incl. 4 officerer fra søetaten om bord.


Ingeniørsoldater: ca. 100 mand incl. 7 officerer
Artillerister: ca. 1150 mand incl. 32 officerer
Kavaleriet: ca. 500 mand incl. 25 officerer
Infanteriet: ca. 17.500 mand incl 326 officerer
Stabene: ca. 100 mand incl. 30 officerer


Udfaldsstyrken.

Infanteriet:
3. infanteribrigade på 4.300 mand under generalmajor F. A. Schleppegrell
4. infanteribrigade på 4.300 mand under generalmajor A. C. F. Molkte
5. infanteribrigade på 4.300 mand under generalmajor Olaf Rye
6. infanteribrigade på 5.000 mand under generalmajor C. J. de Meza - (Avantgarden)
2 kompagnier af 6. reservebataljon på 400 mand

Kavalleriet:
3 eskadroner husarer
1 eskadron dragoner

Artilleriet:
4 stk. 6 pundinge batterier
1 stk. 12 pundigt batteri
2 stk. halve 24 pundige batterier
1 espingolbatteri
Ialt 48 feltkanoner samt espingolbatteriet

Søetaten:
Flotille 1 under kommando af Kaptajn Krenchell:

Dampskibet Ægir
4 kanonbåde
18 sejl- og transportfartøjer med et kommando af 2. forstærkningsbataljon ført af løjtnant Kühle og et ingeniørkommando.




Flotille 2 under kommando af kaptajn Maxolls:

5 dampskibe
2 kanonchalupper
4 transportfartøjer med et kommando af 2. forstærkningsbataljon ført af løjtnant Piehl


De styrker der forblev i fæstningen bestod af:
4. forstærkningsbataljon
5. forstærkningsbataljon
2. forstærkningsjægerkorps
6. reservebataljon
1 kompagni af 2. forstærkningsbataljon.


Kort over udfaldsområdet
Klik på kortet for at se et større, detailleret kort


Flådens skinangreb
Samtidig med at udfaldet startede, blev der foretaget 2 skinangreb fra søsiden, henholdsvis i Vejle Fjord og ved Skærbæk. Skinangrebene skulle forvirre fjenden og opsplitte hans styrker. De to flotiller der deltog var sammensat således:

Flotilje 1, der havde ligget for anker ved Hindsgaul, sejlede kl. 1.00 mod Hagenør, hvor det fingerede en landgang ud for teglværket. Sejlede derpå lidt længere mød øst og gentog proceduren. Landsatte derpå kommandoet af 2. forstærkningsbataljon ved Snoghøj, som blev besat.


Flotilje 2 viste sig ved Trelde Næs kl. 1.00. Kanonbådene sejlede derefter til mundingen af Rands Fjord hvor de kunne beskyde vadestedet.


Soldaterne rykker ud
Fra mørkets frembrud stod de danske soldater på deres alarmpladser i Fredericias gader, hvor generaler og andre højere førere efterhånden indfandt sig og gjorde deres soldater bekendte med, hvad de vel i forvejen havde på fornemmelsen, nemlig, at der forestod nogle blodige kamp.
Kl. 1 gav Bülows befaling til at rykke ud. Samtidig forsvandt månen og det blev fuldstændige mørkt. Med geværerne i højre hånd fulgte de tavse landsoldater deres officerer over de halmbelagte porte og poterner ud af fæstningen, ud mod fjendens skanser
Da udfaldet startede red Bülow op på Danmarks bastion og fulgte herfra slaget indtil kl. 3, hvorpå han fulgte efter Schleppelgrels styrke ad Egumvej. Ifølge planen skulle han kunne findes mellem 3. og 4. brigade.

6. brigade (avantgarden).
De Mezas 6. brigade på 5.200 mand dannede fortroppen (avantgarden), og rykkede som de første ud af Kongens port og poternen, der lå ved dæmningen over voldgraven, hvor Nørreport i dag ligger. Poterne benævnes også Dronningens port.
I avantgardens fortrop marcherede 1. lette bataljon under oberstløjtnant Walther. Så snart dens forreste deling, under løjtnant C. Th. Sørensen, var kommet ud, opmarcherede den. Den blev straks beskudt, hvorfor løjtnanten kommanderede, »Giv agt, løb!« og nu gik det fremad i nordlig retning med højre fløj langs Treldevejen, medens de andre underafdelinger, samtidig med at de fordelte, sig til venstre, fulgte med noget længere tilbage. Fjendens vedetter og feltvagter blev angrebet og kastet tilbage endnu inden opmarchen foran porten var forbi, og gennem højt og vådt korn, arbejdede bataljonen sig frem til en stilling ca. 350 m. foran linien mellem redouterne 4 og 5 (4=Morterbatteri ved Egumvej, 5=Treldeskansen) og holdt denne stilling under hele kampen. Ja gik endog længere frem, medens kampen bølgede frem og tilbage udenfor og bagved begge dens fløje.
2. lette bataljon, under oberstløjtnant Hindenburg, gik ud samtidig med 1., men den benyttede poternen (udfaldsporten mellem Købmagergade og Dalegade), og da denne var så smal, at man kun kunne marchere i spredt formation, tog det den længere tid at komme ud. Også denne bataljon måtte angribe inden opmarchen var fuldført, ja endog før det bageste kompagni (Schønning) var nået ud af poternen. Bataljonen gik frem i vest- nordvestlig retning og kom, som det var planlagt, ikke til at gå uden om løbegravene, men måtte angribe dem lige forfra. I endnu højere grad var dette tilfældet med 2. jægerkorps, som ligeledes var gået ud gennem poternen, men som var blevet forsinket af en vogn med arbejdsredskaber, som havde klemt sig fast i poternen. Uden for denne stod chefen oberstløjtnant Branner og dirigerede kompagnierne efterhånden som de kom ud, og havde formeret kolonne frem på venstre fløj af 2. lette. Med 2 kompagnier i første, og andet i anden linie, men uden chef, for han var allerede, som hårdt såret, bragt ind i fæstningen, gik korpset frem mod redoute 4, det store morterbatteri og de nærliggende løbegrave, som på dette tidspunkt var blevet besat med i alt 6 fjendtlige kompagnier. Disses ild tyndede frygteligt ud i rækkerne, navnlig for kompagniet Scharffenberg på venstre fløj af forreste linie. Efter at kompagnikolonnen havde tilbagelagt ca. 1,2 km. i løb, fik den en salve, 20-30 skridt fra fjenden fik den endnu en. Ved en tredje salve blev Scharffenberg såret, og først nu så man, at man var stødt på en skanse, nemlig redoute 4, hvis brystværn man begyndte at bestige efter at have overskredet graven. På brystværnet og gennem den palisaderede strube begyndte der nu en skududveksling, under hvilken løjtnanterne Borch og Rosenstand Goiske blev sårede. Tilbage var der kun en officer, løjtnant og senere oberst og kendt militærforfatter N. P. Jensen, og han trængte, med en lille rest af kompagniet, ned i skansens indre og opfordrede skansekommandøren, Kaptajn Gutzkow, til at nedlægge våbnene. En opfordring, som også blev efterkommet. Kort efter greb oprørerne ganske vist igen deres våben, men da var tropper fra andre kompagnier nået frem, og snart førte løjtnant Jensen en kaptajn, en løjtnant og 99 underofficerer og menige som fanger fra den først erobrede skanse ind til Fredericia.
I 2. jægerkorps's 2. linie gik kompagniet Scholten, dækket i venstre flanke af en deling under løjtnant Bruus. Han stødte på det store morterbatteri og gik løs på det uden betænkning, erobrede det og fangede 25 mand, deriblandt 4 officerer.
Kompagniet Wolle i 2. jægerkorps's første linie, tørnede mod et insurgentkompagni nord for redoute 4 og måtte udstå en hård kamp. Wolle og hans to løjtnanter blev sårede, men omtrent på det tidspunkt, da redoute 4 blev taget, kom kompagniet Schønning af 2. lette til hjælp, og nu måtte insurgenterne vige. Dette held var dog kun forbigående, for snart førte insurgentmajor Schmidt en bataljon og 2 kanoner frem fra hyttelejren bag skanse 3 og besatte denne. Ganske vist blev skansen omringet af 2. jægerkorps samt kompagniet Schønning, men gentagne stormløb og dumdristig opførsel af enkeltpersoner, navnlig officerer, viste sig forgæves og kostede store tab. Til sidst rykkede den fjendtlige brigadechef, oberst Zastrow frem med en bataljon og et batteri, slog danskerne tilbage og befriede major Schmidt.
Også 2. lette bataljon blev på dette tidspunkt kastet tilbage af en frisk insurgentbataljon, der kom fra Stallerup, men 1. lette blev på sin farlige plads indtil de Meza fandt det på tide, at sætte sin anden træfning ind. Han gav da 3. forstærkningsbataljon, under oberstløjtnant Gerlach, ordre til at rykke frem på venstre fløj af 1. lette bataljon.


Schleppegrells 3. brigade.
3. Brigade stod opstillet i Vendersgade Gothersgade Danmarksgade og Prinsessegade.
Kort efter at de Mezas 2. træfning var sat ind, rykkede Schleppegrell frem mod de fjendtlige tropper, som nu befandt sig mellem Randdalskløften og det store morterbatteri. Den 6. reservebataljon rykker ud af Prinsens port medens resten af styrken går ud af Kongens port.
Det var imidlertid begyndt at lysne, og batteriet Jessen var begyndt at lade sig høre på denne del af kamppladsen. Da tav pludselig de fjendtlige kanoner, for Bonin var kommen til stede og da han så, hvorledes det ene angreb efter det andet splintredes mod de forstærkede danske linier, forstod han, at slaget var tabt, og gav ordre til tilbagetrækning. Schleppegrells brigade, såvel som resten af den stærkt medtagne avantgarde forfulgte oprørerne over Randdalen og fandt redoute 3 forladt. Klokken var da omtrent 3.30. På dette tidspunkt rasede kampen om Treldeskansen endnu ude på højre fløj.


Ryes 5. brigade.
Da mørket var faldet på, tog brigaden opstilling på alarmpladsen nede langs Østersstrand fra Kastellet og nordpå til Danmarks bastion.
Så snart avantgarden var kommet ud af Kongens port fulgte Rye efter.
Rye havde givet 1. reservejægerkorps under major Bonnez teten. Det rykkede frem på begge sider af Fælledvej mod eksercerpladsen på Fælleden, og blev beskudt straks efter fremrykningens begyndelse. Bonnez vidste, at han løb lige mod et stort batteri og nogle løbegrave øst for vejen, men hverken han eller Rye vidste noget om hvor stærk redoute 5 (Treldeskansen) og de tilstødende løbegrave vest for vejen var. De førstnævnte værker blev dog taget i første stormløb af Bonnez's højre fløjkompagni under kaptajn Løvenfeldt, navnlig ved hjælp af dennes tapre løjtnant Weyhe. Man havde fået slået hul i den fjendtlige linie og vejen til frem var banet. Kompagniet måtte dog foreløbig stoppe op da det nåede frem til hyttelejren på fælleden, medens de andre kompagnier, af hvilke et allerede nu havde mistet alle sine officerer, blev slået tilbage foran den frygtelige Treldeskanse med tilhørende løbegrave.
Rye blev holdende på sin hest lidt uden for Kongens port, og sendte herfra 2 kompagnier af sin 9. bataljon frem langs stranden. De nåede helt frem til Løvenfeldts kompagni. De 2 andre kompagnier af 9. førtes, frem til venstre for l. reservejægerkorps af bataljonschefen, major Krabbe. Sammen storme de en del af løbegraven og et morterbatteri vest for Fælledvej, men løbegraven nærmest Treldeskansen lykkedes det dem ikke at erobre. Under forgæves stormforsøg mod denne del af løbegraven, blev majoren dødelig såret.
4. bataljon var blevet udviklet til venstre for 9.. Uden at ane det, kom den med sin højre fløj til at passere tæt til venstre forbi Treldeskansen, hvorfra den fik en så morderisk ild, at dens højre fløjkompagni blev så godt som opløst. En stor del af bataljonen gik nu tilbage, men kompagniet Buhl gik i en bue udenom skansen, fordrev to insurgentdelinger bag denne og stødte senere på fremrykkende oprørere under brigadechefen, major Stilokradt. Kampen blev nu stående ca. 300m. nord for Treldeskansen.
På dette tidspunkt, omtrent kl. 2, opholdt de Meza sig bag 1. bataljon. Endnu var det mørkt; men af skuddenes glimt kunne han skønne, at der var fremgang i oprørernes linier fra Kirstinebjerg. Han forstærkede derfor sin højre fløj med kompagniet Klingsey og espingolbatteriet Meineke.
Rye opholdt sig sydvest for Treldeskansen. Hans ene adjudant var sendt ud på højre fløj for at undersøge forholdene der, og de 2 andre var ude for at skaffe sig heste i stedet for dem, de havde fået skudte under sig. Treldeskansen synes åbenbart at have gjort situationen kritisk i generalens øjne. Han greb ordnende ind i forholdene ved at befale første træfning bestående af 1. reservejægerkorps, 9. bataljon og 4. reservebataljon, at fortsætte fremrykningen forbi skansen og 2. træfning med 6. og 7. bataljon at erobre den. Stabschefen, kaptajn Bech, overbragte disse ordrer og fra nu af var Rye alene.
6. og 7. Bataljon gik nu løs på skansen og Rye fulgte med 6., der kom lige mod skansens front og led så forfærdelige tab under fremrykningen, at denne gik i stå. Vist nok uden kommando faldt mandskabet ned, og nu regnede det med kugler ned i den tætte, sorte menneskemasse. Der var ikke andet for, end at løbe nogle hundrede meter tilbage for at reorganisere, men på samme tid rykkede 7. bataljonskolonne, med chefen, major Vogt, ridende på højre fløj og adjudanten, løjtnant Nickolin på venstre fløj, taktfast frem, lidt mere til venstre. Det forreste højre fløjkompagni blev nedmejet lige så totalt som den ulykkelige 6. bataljon og blandt mange andre faldt chefen, kaptajn Bentsen, men af de andre kompagnier kom dog en del ned i højre flankegrav, medens en anden del af løjtnant Nickolin blev ført imod struben. Derpå begyndte stormen med beundringsværdig tapperhed, men den blev afslået med lige så stor tapperhed, og bataljonen måtte søge tilbage.
For Rye har situationen nu tegnet sig om muligt endnu mere kritisk. Han opgav foreløbig at erobre skansen, og alt, hvad han kunne samle af sin opløste anden træfning, sendte han frem til første, fordi han, for enhver pris, ville forhindre oprørerne i at nå frem og undsætte skansen. Disse ordrer gaver han f.eks. til løjtnant Carlsen og kaptajn Kühle af 7.bataljon, samt løjtnanterne Rowsing og Tranberg af 6. bataljon. Generalen fulgte personlig de fremsendte skyttesværme, hans hest blev skudt; men han fortsatte vejen til fods og kom således i nærheden af espingolbatteriet fra de Mezas brigade, ved 1. lettes højre fløj ved Treldevej. Denne bataljon var i mellemtiden rykket frem. Her fik han en ny hest af batteriets chef, som dog også snart blev skudt i læben, samtidig med at Rye blev såret af et skud i benet. Han fortsatte til fods, og nåede frem til sine skytter, opmuntrede dem til at gå på, da han blev ramt i underlivet. Nogle soldater meldte til sekundløjtnant Carlsen, at der et stykke bag ved lå en hårdt såret højtstående officer i en grøft. Løjtnanten ilede tilbage sammen med soldaterne og fandt Rye liggende på maven. Med hjælp fra soldaterne får han Rye vendt om på ryggen. Øjnene stirre tomt ud i luften, han trækker vejret rallende og har skum omkring munden. Carlsen væder hans læber med lidt vin, men i det samme drog Rye sit sidste suk. Klokken var da 3.
Så snart Rye havde lukket sine øjne, ilede Carlsen videre for at indhente sine skytter, for nu gik det rask fremad mod oprørerne, som hurtigt trak sig tilbage. Faren for, at fjenden skulle komme Treldeskansen til undsætning, var overstået, og æren herfor tilkom for en stor del kompagniet Løvenfeldt og de andre kompagnier dervar gået frem langs stranden. De havde nemlig banet sig vej helt op til Kirstinebjerg og truede oprørernes venstre flanke, samtidig med, at de af Rye fremsendte skytter udførte frontalangrebet i området øst for Treldevejen.
På trods af det, afviste Treldeskansens besætning endnu et stormangreb, som den ubøjelige major Vogt iværksatte, og som blev udført med samme begejstring som før. For anden gang viste danske førere, deriblandt den tapre løjtnant Kås, og soldater sig på brystværnskronen, men med kraft og ro afgav besætningen sin ild på så nært hold, at intet skud kunne ramme forbi. Alt det blod var egentlig spildt, idet skansens skæbne var afgjort med den vending, som kampen havde taget bag dens front, og netop dette må have været Ryes tanke, da han foreløbig opgav dens erobring og satte al kraft ind på at slå den fremrykkende undsætning tilbage.
Imidlertid blev de Meza, som stadig opholdt sig ved 1. lette bataljon, urolig over kampen bag hans højre fløj, som ikke syntes at ville få ende. Han sendte en adjudant til Bülow med melding om, at Rye vistnok trængte til hjælp, og hjælpen kom i form af batteriet Marcusssen, som indtil da havde holdt udenfor Kongens Port og ventet på ordre. Batteriet hørte til Ryes brigade, men det var de Meza's stabschef, major Wørishøffer, der foreslog batterichefen at handle uden ordre. Et forslag, som blev fulgt med glæde, så meget mere, som Marcussen selv havde gjort forgæves forsøg på at indhente ordre. Batteriet blev ført frem til en stilling 275 m. fra Treldeskansen, og snart regnede kardæskkuglerne ned over denne, men på grund af halvmørket var skydningen usikker, og det var først, da general Moltke havde fået ordre til at gribe ind, at skansens sidste time slog.


Molktes 4. brigade.
Brigaden ventede på alarmpladsen mellem Vestervold og Gothersgade fra Slesvigs til Oldenburgs bastion. Da Ryes brigade var ude af fæstningen, rykkede den ud langs stranden og nået frem i højde med Treldeskansen, og var netop i færd med at iværksætte sin frontforandring til venstre, da den fik ordre til at gribe ind i kampen. 8. bataljon blev sendt frem til storm på skansens venstre flanke. Resten af 6. og 7. bataljon gik samtidig, altså for 3. gang, løs på højre flanke, og nu blev dens tapre besætning, ca. 200 mand, og dens heltemodige kommandant, kaptajn Arnswald, bogstavelig klemt sammen i skansens indre rum. Da kl. var 4, var besætningen afvæbnet og forfølgelsen i gang.
Det ejendommelige forfølgelsen skyldes for en stor del terrænforholdene. Da major Stilekradt blev klar over, at han måtte trække sig tilbage, ville han først skaffe sig bevægelsesfrihed ved et sidste offensivt fremstød, men det blev afvist med glans af den standhaftige 1. lette bataljon, som ved denne lejlighed fik hjælp af andre tropper, deriblandt batteriet Wegener. Det hele endte med, at danskerne stormede oprørernes stilling ved Ryttergrøften, en stor i øst-vestlig retning gående grøft i højde med Kirstinebjerg, og nu søgte Stilekradt tilbage i nordlig retning over Randsfjordens vadested. Snart fik han dog den ubehagelige efterretning, at vadestedet kunne beskydes af de danske kanonbåde, og han måtte derfor dirigere sin brigade over Egum, Stallerup og Bredstrup, men det var selvfølgelig en farlig vej. Fjenden måtte løbe spidsrod forbi de sejrrige danske troppeafdelinger,og dette måtte uundgåelig føre til mange katastrofer. Kun en femtedel af den ulykkelige brigade nåede over på den anden side af Elbodalen, og da klokken var 6, havde danskerne ikke mere at kæmpe imod på deres højre fløj.
På venstre fløj forfulgte Schleppegrell og dele af de Meza's brigade i nordvestlig og vestlig retning. Redouterne 1 og 2 ved Vejlevej/Vestre Ringvej samt det omliggende terræn blev længe holdt af en fjendtlig styrke på omtrent en bataljon, men Lunding sendte 2 kompagnier fra fæstningen frem mod redouten, som samtidig blev angrebet i venstre flanke af Schleppegrells brigade. Redouten blev erobret og det omliggende terræn renset. Derefter fortsattes forfølgelsen mod syd langs oversvømmelsens vestside.
Medens den fjendtlige avantgarde, som kl. 3.45 havde besat Stoustrup, Torp og Hejse Kro, kl. 5.30 fik anvist en bekvem tilbagetogslinie over Havreballepasset over Elbodalen ved Hvandlund, tog det nogen tid at flytte artilleriparken, som stod ved Hejse Kro. Parken blev under forfølgelsen opdaget af kaptajn Magius af 3. jægerkorps, han førte straks sit kompagni imod den. Andre tropper, blandt andet husarer under løjtnant Castenschjold, kom til, og uden store tab tog vi et stort bytte af materiel og ammunition.
Da de sidste skud faldt ved Havreballepasset, som den fjendtlige avantgarde holdt besat. Da klokken slog 8.00, var Bülow herre over terrænet øst for Elbodalen, medens Bonin samlede sine slagne afdelinger ved Pjedsted, hvorfra han kl. 11.00 afmarcherede mod Vejle.

Det berettes at slesvig-holstenerne natten før havde været i alarmberedskab og ventede et udfald. Natten til 6. juli fejrede de hertugen af Augustenborgs ældste søns fødselsdag, og har sikkert fået en slem forskrækkelse. Flere af løbegravene var ubevogtede og et fødselsdagsselskab måtte forlade "et veldækket bord" i huj og hast som det står i sangen: I natten klam og kold.


Oprørernes tab.


Materiel:
4 stk. 6 punding feltkanoner
1 stk. 12 pundig feltkanon
2 stk. 24 pundinge håndmorterer
6 stk. 168 pundinge morterer (står nu omkring Landsoldaten)
18 stk. kanoner - dels 84 pundinge dels 24 pundinge bombe,granat og kuglekanoner.
Herudover erobredes:
29 kanonaffutager
ca. 6.000 stk. bomber,granater og kanonkugler
ca. 2.500 geværer + en mængde andre våben
ca. 100 ride- og trækheste
Store forråd af krudt, lazeretrekvisiter, proviangt m.m.
86 vogne, heraf 38 overdækkede rekvisitvogne med ammunition, 3 pontonvogne, 2 ambulancevogne og 2 apotekervogne.

Tilfangetagne oprørere:
Usårede:
30 officerer incl. 9 fændrikker
1626 underofficerer og menige
9 læger, heraf 1 såret. To af lægerne, der var født i Holsten, blev sat til at assistere behandlingen af deres landsmænd, resten blev frigivet.

Sårede:
11 officerer incl. 1 fændrik
284 underofficerer og menige
Ialt: 31 officerer 1920 underofficerer og menige.
Af de faldne begravede danskerne ialt 5 officerer samt 197 underofficerer og menige.

Døde og sårede oprørere:
Ifølge general Bonins officielle beretning udgjorde hans tabstal:
65 officerer og ca. 2.800 underofficerer og menige.
32 officerer og 850 underofficerer og meninge lå på hans egne lazeretter. Resten, 33 officerer og ca. 1950 underofficerer og menige, opgav han som blevne på valpladsen eller er faldet, hårdt sårede, i danskernes hænder.
Disse tal er ifølge de danske opgørelser forkerte. Hvis man til de danske opgørelser lægger Bonins tal for de officerer og underofficerer, der ligger på hans egne lazeretter, udgør tallet 68 officerer samt 2967 fændrikker underofficerer og menige. Hertil skal lægges tallet for døde sårede og savnede af andre kategorier.


De danske tabstal.
Ifølge overgeneral Bülows endelige rapport, er de danske tabstal 6. juli opgjort således:
75 officerer (18%)
1.800 underofficerer og menige (9%).
Det samlede tal for de der døde i forbindelse med udfaldet er noget større, idet en del døde ugerne efter af deres sår. bl.a. på lazerettet Billeshave og i Odense.
Grunden til det forholdsvis store tabstal for officerer i forholdt til de menige, menes at skyldes, at de ufortøvent stillede sig i spidsen for deres styrker. Ved felttoget året før, hvor forholdet var det samme, mente man, at det var den letgenkendelige uniform, der gjorde dem let at skille ud fra det menige mandskab. Ved udfaldet bar ingen officerer epauletter og våbenfrakkerne var næppe til at skelne fra mandskabets.


Begravelsen af de faldne danske.
Det sejrrige udfald fra fæstningen Fredericia 6. juli 1849 og skuffelsen for de oprørske slesvig-holstenere vakte som bekendt stor jubel og løftede den nationale bevidsthed. Men oven på sejrsrusen kom sorgen for alle de familier, der havde mistet deres kære. Tabene var meget store på begge sider, størst for danskerne, der skulle løbe stormløb mod oprørernes befæstede skanser. Fra de tidlige morgentimer den 6. juli begyndte en sørgelig trafik ind gennem Fredericias porte. Vogn efter vogn med døde og sårede - venner som fjender - blev bragt ind. De sårede, der kunne tåle transport, blev efter en nødtørftig lægehjælp for størstepartens vedkommende, hurtigst muligt overført til lazaretter på Fyn og andre steder i landet, medens de faldne mere eller mindre tilfældigt blev samlet i byens kirker, i evakuerede privathjem eller andre steder. Oberst Lunding skrev om aftenen i et brev til sin kone:" Det billede af de tre lag lig i den katolske kirke vil jeg aldrig glemme, men jeg vil heller aldrig glemme glæden, da jeg så de første 100 fanger, som blev bragt ind, og derpå den jubel, da det var os, der var herrer i de fjendtlige batterier i dag." Den faldne general Rye blev først indbragt til Sct. Knuds kirke men senere overflyttet til den daværende latinskoles (Nu Trinitatis Sognegård) store klasse, og lagt på lit de parade. Samtidig forberedte man begravelsen af de mange hundrede faldne.


MICHAELIS KIRKE MED OFFICERERNE SAT OP VED BÆNKEGAVLENE OG RYES KISTE VED ALTERET

Sct. Michaelis kirke frembød om formiddagen den 8. et underligt skue. Midt for alteret stod Olav Ryes kiste, og i midtergangen var ligene af 22 andre faldne officerer anbragt siddende på gulvet i deres uniformer med ryggene støttet mod bænkegavlene.
" Det var en besynderlig følelse at gå frem mellem disse lig af mænd, der for størstedelen var ganske unge mennesker, som for få dage siden havde været fulde af liv og kraft. Her lå de nu, de fleste med et udtryk af fast vilje og ophøjet alvor, som ville de sige, at således skulle det netop være."
Kl. 12.00 forrettede feltprovst Boisen en gribende gudstjeneste, hvorefter Rye blev båret ud på pladsen foran kirken og de faldne officerer en for en lagdes i kiste og båret ud. Disse var simple sortmalede fyrretræskister foret med et lag høvlspåner der dækkedes af et stykke lærred. På hvert kistelåg anbragtes en krans og den faldnes sabel. Officerskisterne bragtes ud i hold på tre, sørgetoget tog opstilling bag ved, og processionen begav sig ad Vendersgade og Danmarksgade til Trinitatis kirkegård. Rye blev båret af 16 kaptajner der skiftedes undervejs. De øvrige kister blev kørt medens 3. brigades musikkorps spillede C. W. Thilos sørgemarch, der i hast var komponeret til lejligheden. Stabshornisten J. Bergmann havde arrangeret den for musikkorpset.

HØR SØRGEMARCHEN

Da størstedelen af de civile var evakuerede, bestod følget mest af militærpersoner.
Fra mørkefald den 7. juli, havde der hersket en hektisk aktivitet på Trinitatis kirkegård. Ingeniørerne opkastede den store fællesgrav bistået af et arbejdskommando på ca. 100 mand, der dels medvirkede ved gravningen, dels modtog de indbragte faldne. Stedet lå ud mod Kongensgade i det område, hvor 60 faldne fra træfningerne i bl.a. Kolding, Gudsø i forvejen var jordfæstede. Disse grave indpassedes i den store fællesgrav. En del af de faldne var sendt til deres hjemsogne. De resterende 372 anbragtes på stierne omkring graven efterhånden som de i nattens løb bragtes til kirkegårdsterrænet. Her forestod et større identifikationsarbejde der medførte, at samtlige 372, på grundlag af destinktionering, afdelingsmærker, soldaterbøger eller kammeratudsagn, efterhånden som natten skred frem, kunne forsynes med mærkeseddel udvisende grad, nummer, navn, afdeling og fødested. 22 faldne officerer bragtes til Michaelis kirke, medens underofficerer og menige oplagdes i rækker i nummerorden, kompagni og bataljonsvis. Alt dette foregik i nattens mulm og mørke, kun belyst af et flakkende fakkelskær. Efter lang tids regnfuldt, koldt og blæsende vejr havde sommervarmen indfundet sig. Både af den årsag og fordi det psykisk må have været hårdt at gå mellem faldne kammerater, måtte mandskabet hyppigt udskiftes. Da graven var kastet, blev de faldne underofficerer og menige gravlagt. Man startede med 1. lette infanteriregiment og fortsatte derefter i afdelingsorden. De døde blev, alle i fuld uniform, lagt i to rækker på ryggen og med fødderne mod hinanden. Da bunden af graven var fyldt op, dækkedes dette første lag med kalkstøv "der indhyllede de døde som et ligklæde", hvorefter der fortsattes lag efter lag, indtil alle var anbragt.
Kl. ca. 11.00 var graven, uden nogen form for gejstlig ceremoniel, tilkastet, idet der dog holdtes en plads åben i den nordlige del til officererne når de ankom fra Michaelis kirke.
Da processionen ankom til graven sænkedes officerskisterne straks ned i det tomme rum i gravhøjens nordende. Derpå kunne feltprovst Boisen foretage det kristelige jordpåkastelsesritual. En enkelt, men til gengæld den mest kendte af fredericiaslagets døde, nemlig generalmajor Olaf Rye kom dog ikke til at hvile blandt sine soldater. Inden graven kastedes til blev hans kiste taget op og under æresvagt henstillet i kirkens våbenhus, og den afsluttende tildækning kunne derpå finde sted, og dermed afsluttedes et på en gang uhyggeligt makabert men samtidig gribende højtidelig ceremoniel. Begravelseshøjtideligheden afsluttedes med en drønende gevær- og kanonsalut som et sidste honnør til de faldne kammerater. General Ryes båre blev den 11. juli blev overført til København. Her bisattes han den 15. september på Garnisonskirkegården under kongelig deltagelse. Dermed havde denne imposante soldaterskikkelse, som den sidste af udfaldets faldne krigere, fundet sit endelige hvilested.
Den store fællesgrav måtte de følgende år flere gange efterfyldes med jord, som hentedes på reformert mark. Krigergraven, der har form som en rektangulær gravhøj, blev forsynet med en 130m. lang og 1,4m høj ringmur af granitkvadre, med en fremstående frise øverst, hvori de faldnes navne og tilhørssted er indhugget. Dette arbejde udførtes i 1857 af stenhugger Kleving fra Flensborg.
Midt for højen ud mod Kongensgade afsløredes 6. juli 1853, Bissens bronze basrelief, forestillende to soldater der bærer en falden kammerat til graven.
 De faldne der ligger begravet i Krigergraven

Mange af de sårede fra belejringen og udfaldet bragtes til Lazaretter på Fyn. Et af disse lazaretter lå på herregården Billeshave. Mange af de døde herfra ligger begravet i en fællesgrav på Vejlby kirkegård lidt udenfor Middelfart. Graven rummer 41 døde soldater, og 21. februar 1858 afsløredes et mindesmærke på de dødes gravhøj.


Oprørerne begraves.
De ca. 260 indbragte faldne slesvig-holstenere blev begravet på Michaelis kirkegård natten mellem den 7. og 8. juli. Pastor Hertel foretog jordpåkastelsen efter at have betegnet de afdøde som "forrædere og menedere" men tilføjede dog, at den højeste dommer kunne give syndsforladelse. Ud over jordpåkastelsen var der var ingen ceremonier eller militær honnør. De efterfølgende dage og uger døde mange af de sårede oprørere og de begravedes også her. "Tyskergraven" eksisterer delvist endnu, og markeres af 4 privat opsatte støbejernskors. Den er dog kun halvt så lang som oprindelig, idet en del for nogle år siden blev inddraget til vej.
I 1890'erne ville de tyske våbenbrødre have sat et stort mindesmærke på graven, men den påtænkte indskrift var fornærmende for danskerne. Tyskerne ville ikke ændre den, hvorfor kirkestyrelsen nægtede at give tilladelse til mindesmærket.


Våbenhvile med Preussen.
Helstaten stadfæstes

Fire dage efter udfaldet sluttedes våbenhvile med Preussen, og i et helt år var slagmarken overladt til diplomaterne, der imidlertid slet ikke havde løst de virkelige problemer, da den endelige fred blev indgået 2. juli 1850. Aftalen, den såkaldte London-protokol, blev underskrevet d. 2. august 1850 og senere tiltrådt af Østrig, men ikke af Preussen. Våbenstilstanden mellem Danmark og Preussen var udløbet og to dage efter, den 4. juli 1850 besluttede repræsentanter for England, Rusland, Frankrig og Sverige-Norge i London, at det danske monarkis udelelighed og arvefølge skulle sikres af hensyn til Europas ligevægt og fredens bevarelse. Aftalen undertegnedes 2. august og blev tre uger senere tiltrådt af Østrig. Helstaten var genoprettet og slesvig-holstenerne havde lidt et politisk nederlag. Det var Rusland der sikrede aftalen.

De slesvig-holstenske oprøreres beskrivelse af udfaldet.


Oprøret blusser op igen
Slesvig-holstenerne opgav dog ikke da de mistede støtten fra deres allierede, men valgte at fortsætte alene, og fik ved hjælp af tyske frivillige bragt deres hær op i nærheden af 34.000 mand.


Slaget ved Isted den 24-25 juli 1850
Den 14. juli 1850 begyndte den slesvig-holstenske hær på 26.800 mand fremrykningen ind i Slesvig, og den 17-18 juli gik de i stilling mellem Vedelspang sø og Arnholdt sø. Bonin og de øvrige preussiske officerer var kaldt hjem og i stedet valgte statholderskabet den afskedigede preussiske general Wilhelm von Willisen, der var teoretiker uden krigserfaring, til at lede den slesvig-holstenske hær. Han forlangte at hæren kom op på 30.000 mand og ændrede på dens organisation og taktik, hvilket skulle vise sig at være uklogt.
Den 16. juli rykkede så den danske hær, der nu talte 37.500 mand, og lededes af general Christoph von Krogh, ind i Slesvig fra Nørrejylland og Als. Den 18. var den nået ind i Flensborg, og to dage efter begyndte man at udsende rekognosceringsenheder mod syd for at finde ud af fjendens styrke og placering. General Krogh samlede 23. juli kl. 19 sine to divisionsgeneraler og seks brigadekommandører til krigsråd på Bilskov kro. Det var hedebølge og ulidelig varmt, og flere af soldaterne blev syge og enkelte døde af varmen. Man drøftede om man på slagdagen skulle lade soldaterne lægge tornystrene og om det var tilrådeligt at marchere de 20 km. til Isted og angribe på samme dag. Resultatet blev, at soldaterne skulle beholde deres tornystre på, men man valgte at indtage en mellemstilling dagen efter, for at gå til angreb den 24. Kun oberst Flensborg stemte mod beslutningen.
Næste dag kl. 3 om morgenen startede fremrykningen. 1 division, der lededes af general Molkte, gik frem ad Flensborg-Slesvig landevejen og 2. division under general Schleppegrell fulgte en næsten parallel vej lidt længere mod øst. Oberst C. A. Schepelern med 3. brigade, skulle omgå fjendens vestlige flanke og hindre dens tilbagetog mod syd, og fulgte en noget vestligere kurs.
1. division ført af oberst Philip Ræder, stødte først på fjendtlige forposter, der blev drevet tilbage og fortsatte til lidt syd for Helligbæk, hvor det kom i kamp, da fjenden satte sit modangreb ind. Kampen rasede resten af dagen.
Den 25. juli, lidt over midnat styrtregnede det og den varme og tørre jord dampede og gjorde sigtbarheden dårlig. General de Meza noterede i sin dagbog:" Morgenen lummer. Op ad dagen regnvejr, der gjorde egnen overskuelig." Inden daggry gik danskerne til angreb og snart var den tågede luft fyldt med krudtrøg der gjorde sigtbarheden endnu dårligere. Terrænet på slagmarken var gennemskåret af talrige levende hegn.
Samtidig med, at den danske hær fik føling med fjenden, kommanderedes slesvig-holstenerne til angreb. Schleppegrels hovedstyrke, med Læssøes 12. bataljon som avantgarde, trængte frem sydvest for Isted sø mod Gryde skov. En slesvig-holstensk brigade, ført af general von der Horst, skød frem nordpå over en løbebro over Langesø og overraskede den danske 13. bataljon, der var på march mod Isted sø, ved Øvre Stolk og Grydeskoven. Det skabte forvirring blandt danskerne og kom til meget voldsomme kampe, der varede ved til danske forstærkninger nåede frem, og trængte den fjendtlige brigade tilbage. Det var under de heftige kampe her, at både Schleppegrell og Læssøe faldt. Det siges, at de lod hånt om al forsigtighed. To af salmedigteren Grundtvigs sønner deltog i slaget. I et brev hjem til moderen skrev Johan Grundtvig:" Schleppegrell, Læssøe, Trepka, oberstløjtnant Bülow og Kaptajn Kranold, alle armeens håb tabte!" og hans bror Svend Grundtvig skrev:" Af 17 officerer, som vi gik frem med i går morges, vendte kun 5 uskadte tilbage...Hvad der kostede os mest, var stormen på Isted by, hvor fjenden holdt sig hårdnakket og skød ud af alle vinduer, medens vi måtte frem over åben mark og gade ... - Den fjendtlige stilling var meget stærk og vort overtal sikkert ikke betydeligt. Og det skal jeg aldrig nægte, at der blev kæmpet imod os med dygtighed og forbitrelse."
Da den danske 13. bataljon blev overrasket af von der Horsts brigade, og mange af officererne faldt, mistede oberst Baggesen i forvirringen overblikket og sendte kl. 7.45 en ordonnans til overkommandoen med melding om, at brigaden var faldet i baghold og afdelingerne splittet, samt at Schleppegrell og flere højtstående officerer var faldet. 1/2 time senere sendte han samme melding skriftlig. I virkeligheden var slesvig-holstenernes angreb brudt sammen og på retræte.
Krogh og Flensborg reagerede på Baggesens meldinger ved at sende oberst Thestrups 4. brigade til undsætning, og gav den sygemeldte general de Meza, som fulgte med overkommandoen, kommandoen over Schleppegrells 2. division. Overkommandoen sendte desuden en ordonnans ud for at finde oberst Schepelern ude mod sydvest for at få ham tilbage og forstærke hovedstyrken. Det ville dog tage ordonnansen nogle timer at nå frem og i mellemtiden rettede hovedstyrken et samlet angreb mod fjenden, der allerede var i uorden og på tilbagetog. Ordonnansen nåede Schlepelerns brigade kl. 12.15. Da var han nået frem til Skovby, 4½ km. syd for Isted skov og klar til at falde slesvig-holstenerne i ryggen. Der var da gået 4 timer siden meldingen blev sendt af sted, og man kunne høre i Skovby at skydningen ved Isted trak sydover. Schepelerns officerer appellerede til at man skulle følge den oprindelige plan, men Schepelern fulgte den modtagne ordre og kommanderede brigaden tilbage ad samme vej den var kommet. Herved undgik fjenden omringelse og overgivelse.
Slesvig-holstenernes general Willisen, havde imidlertid forinden fået melding om, at en større dansk styrke stod ved Skovby, og af frygt for omringelse, afbrød han slaget og beordrede styrkerne tilbage i retning mod Rendsborg. Danskerne forfulgte fjenden med Kavalleri, men da dets kommandør, general Flindt, mødte svag modstand ved Dannevirke, vendte han om og opgav forfølgelsen. Det lykkedes således ikke Krogh at tilintetgøre fjendens hær og få afsluttet krigen.

De danske tab var 845 faldne, 2.405 sårede, heraf blev de 47 taget til fange, og 368 usårede ligeledes taget til fange.
Mange af de danske faldne fandt deres grav på Flensborg gl. kirkegård, hvor Bissens Istedløve sattes som gravminde.
Slesvig-holstenernes tab var forholdsvis større. 534 faldt og 1.202 blev såret. 411 sårede og 1.072 usårede blev taget til fange.

Følgende vers er fra N.F.S. Grundtvigs kærmindesang "Det var en sommermorgen" om Istedslaget:

HØR MELODIEN

Der faldt i ungdoms blomster
så mangen modig svend,
at tysken tror det næppe
vi mange har igen;
dog synger danske drenge.
de slår i vænget top:
som blomster i enge
hvert år de vokser op.

Guds fred med vore døde
i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde
af dybe hjertesår!
Vor kærlighed med alle,
de store og de små,
som ville stå og falde.
med løben askegrå!


Danskerne kunne af politiske grunde ikke følge efter slesvig-holstenerne, da de trak sig tilbage over Ejderen og ind i Holsten. Efterfølgende udbyggedes dannevirkestillingen, ligesom Mysunde og Eckernförde blev befæstet. Vest for Danevirke blev de sumpede områder oversvømmet.


Angrebet på Mysunde12. sep. 1850.
Efter Istedslaget befæstede danskerne Mysunde, der skulle dække venstre flanke. Under pres fra det slesvig-holstenske statholderskab valgte oprørernes overgeneral Wilhelm von Willisen at foretage et angreb på Mysunde den 12. september 1850. Mysunde forsvaredes af 1. brigade og et stærkt artilleri under oberst Krabbe. Angrebet blev afvist og slået tilbage, nok hovedsageligt på grund af Krabbes artilleri.


Kampene ved Frederiksstad den 29. sep.- 5. okt. 1850.
Efter Istedslaget besatte slesvig-holstenerne Fredriksstad og udsendte derfra en ekspedition til Husum. Derfor besluttede overkommandoen at sende oberst Schepelern med 3. brigade, en eskadron, et batteri og en afdeling ingeniører til byen, som blev erobret dagen efter. Fæstningen sattes derpå i forsvarsstand med skanser og kanonstillinger på digerne.
Slesvig-holstenerne havde mistet deres alierede, men var fast besluttede på at kæmpe videre. Deres hær var vokset til 42.000 mand indbefattet en del tyske frivillige, så den nu var jævnbyrdig med den danske.
Slesvig-holstenernes general Willisen, som havde afløst Bonin, ville forsøge med den danske taktik fra Fredericiaslaget, gående ud på at splitte den danske hær op i mindre afdelinger og så angribe en af afdelingerne med en overtallig styrke. Det fik han imidlertid ikke lov til af statholderskabet, og han anså også et angreb på dannevirkestillingen som umuligt. Da statholderskabet var utålmodig, valgte han at angribe Frederiksstad hvis garnison, der lededes af den norske oberstløjtnant Hans Helgesen, bestod af 7. bataillon, 4. reservebataillon og to halvbatterier alle fra 3. brigade. Ialt 1.600 mand.
Willisen ville gå til angreb med 4½ bataillon på 5.000 mand, 10 kanoner og 22 morterer, samt 4 kanonbåde, hver med 2 meget svære kanoner.
Angrebet satte ind med et voldsomt bombardement den 29. september som varede uafbrudt i 5½ døgn. Den 4. oktober sattes et stormangreb ind der varede hele natten, men kl. 8 næste morgen måtte de trække sig tilbage med uforrettet sag.


Oprørshæren afvæbnes.
Under tryk fra Rusland og Østrig måtte Preussen affinde sig med, at et østrigsk hærkorps blev sendt til Holsten for at afvæbne den slesvig-holstenske hær. Den 12. januar 1851 proklameredes standsningen af fjendtlighederne. I Danmark fejrede man sejren. Den danske hær havde jo indtaget hele Sønderjylland, og oprørerne vandt hverken løsrivelsen eller Slesvigs deling.


Sejrsrusen efter krigen.
Den fynske soldat "Knud Rasmussen beretter om stemningen efter hjemkomsten.
Da Treårskrigen var sluttet, modtoges de hjemvendte soldater med stor glæde hver i sit hjem og by, men der var to soldater fra Sødinge, der blev på slagmarken, den ene var Jørgen Johansen, der savnedes efter slaget ved Slesvig påskedag den 23. april 1848. Man mente, han havde været blandt de infanterister, der måtte passere en mose, hvor mange sank ned i dyndet og enten druknede eller faldt for fjendens kugler. Den anden var mit søskendebarn, Povl Andersen, som faldt i slaget ved Isted den 25. juli 1850.
Beboerne i Sødinge gjorde gilde for hjemvendte krigskarle hos gl. Hans Hansens enke. I dette deltog 25 soldater. Disse sad langs ydervæggene i stuen, og foran sad de to dannebrogsmænd Kristian Maare og Mads Hansen Kursmed, den sidste havde været såret. De fleste af byens folk var med til gildet, og jeg, der knapt var 14 år, var også med på min faders vegne. Han var jo krøbling og kunne ikke komme med til gilder, hvorfor jeg var begyndt at blive hans stedfortræder ved sådanne lejligheder. Prokurator Hansen holdt festtalen, der for øvrigt var meget tør, idet den nærmest bestod af en opregning af de forskellige slag, der var holdt. Derefter oplæste skafferen, Kristian Lillegård, en tale af en feltpræst, den gjorde meget indtryk, og man sang en sang, som ingen kendte, af samme præst; den blev sungen således, at skafferen fremsagde to linier, der så blev sungne. Drejer Lars Jørgen Jeppesen havde til soldaterne malet en smuk tiltale, som var omkranset, og stuen var pyntet. Om aftenen blev der danset og sunget mange krigsviser. Den 25. juli 1851 blev der holdt en minde-folkefest ved Kellerup i Ringe sogn, hvortil deltagere fra hele Fyn var kommet. Jeg var også med der, men jeg svævede en tid lang mellem håb og frygt om, hvorvidt det kunne ske, da man sagde, at kun dem, der var konfirmerede, måtte komme med. Det viste sig imidlertid, at der var adgang for alle, der løste adgangstegn. Hvilket stort og mægtigt møde var det dog. Folk var komne dertil fra alle egne på Fyn. Festpladsen var en stor grusgrav ved Kellerup, hvor tribunen med talerstolen stod i midten. I bundfladen af graven stod bænke, og skråningerne grundt om var formede som trapper til ståpladser. På disse terrasser stod folk i mængde. I de nærliggende småskove var lavet pæne spadseregange, og oppe ved Ringe kro var rejst et telt til festmåltidet. Dette hørte og så jeg ikke noget til. Festkomiteens formand og mødets leder var lærer A. Jørgensen i Ringe, der også havde digtet en sang til lejligheden. Der var mange talere, men de, hvis ord gjorde mest indtryk på mig, var V. Birkedal og oberst Tscherning. Birkedal talte om "Jensernes" heltebedrifter, hvorledes de med "stålpen" ved Fredericia, Isted og Frederikstad skrev Danmarks sejrssaga, men hvorledes diplomaterne med "gåsepen" fraskrev fædrelandet udbyttet af de sejre, vore krigere havde vundet på slagmarkerne. Hans store veltalenhed og den kærlighedsvarme for konge, folk og fædreland, hvormed talen blev holdt, gjorde dybt indtryk på de fleste. Tscherning talte bl.a. om arbejdet på rigsdagen; hvem der ville udrette noget der, måtte slutte sig til et parti, og hvis der ikke var noget af de bestående partier, der tilfredsstillede, måtte man selv danne et nyt parti. Af andre talere husker jeg Balthazar Christensen, I. A. Hansen, Jespersen, Peder Nielsen, præsterne Melby og Mau, samt redaktør Nis Hansen. Mage til fest har jeg siden ikke oplevet.



SLUT


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286