FREDERICIAS HISTORIE
Personer med tilknytning til Fredericia
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©


Jørgen Røjel
født Rasmussen

(1916-2007)

Han blev født den 22/6 1916 på Arnesvej 27 i Brønshøj og døbt Jørgen Rasmussen 6/8 i Brønshøj kirke.
Han var søn af kommunelærer Johannes Frederik Peter Rasmussen og hustru Caroline født Jensen.
Han var den yngste i en børneflok på 5. Forældrene blev gift i Sct. Jacobs kirke i København, 10/5 1908.
9/9 1926, da han var 10 år gammel, skiftede faderen slægtsnavnet Rasmussen ud med Røjel.
Han læste til læge, og var færdig med studiet i 1943 og blev 1953 Dr. med . Han var gift i over 50 år med Karen Elisabeth, født 16/3 1917. Hun døde 7/8 2005. Der var to børn i ægteskabet: Datteren Line, overlæge i Aarhus og sønnen Morten, arkitekt i Kolding og kendt i Fredericia for sin restaurereing af "Nordstjernen" som også gav navn til hans tegnestue.

Da Danmark blev besat i 1940 gik han aktivt ind i modstandskampen og blev en kendt person i modstandsbevægelsen.
Han ledede modstandsgruppen Holger Danskes angreb og 29. september 1944 på Nordværk, en værnemagerfabrik der producerede motordele til det tyske luftvåben.
Han deltog i sprængningerne af broerne ved Langå hvorefter han blev dødsdømt in absentia og flygtede til Sverige, men vendte senere tilbage for at genoptage kampen. Han blev taget af gestapo og indsat i Frøslevlejren. Det lykkedes ham at flygte skjult i en kasse med affaldsbrød og komme til København.
Han var ivrig sportsmand og medlem af Danske Studenters Roklub.
Efter besætteæsen forsvarede han retsopgøret, modstandskampen og stikkerlikvideringerne.
I 1958 blev han ansat som overlæge på Fredericia By- og amtssygehus og skulle stå for den medicinske afdeling der tidligere havde været sammenlagt med den kirurgiske.
Han markerede sig siden som en ivrig debattør og forfatter og især miljø og forurening optog ham meget. Han førte i flere år en privat krig mod Superfos på grund af fabrikkens kraftige luftforurening.
Han flyttede til et hus i Trelde ved Trelde skov, og blev kendt for at løbe til og fra arbejdet på Fredericia Sygehus.
På Fredericia Sygehus' hjerteafdeling, ville han ikke at behandle hjertepatienter, der ikke ville ophøre med at ryge.
Han var Ridder af Dannebrog.
Jørgen Røjel døde den 24/4 2007, Nørrebrogade 8 i Fredericia og bisattes fra Trinitatis kirke 28/4. Urnen nedsattes ved siden af hans kones i et simpelt plænegravsted.


FD 12/6 1976
Da Røjel i 1976 fyldte 60 år forlod han sygehuset for at starte sin egen specialpraksis i hjertesygdomme i Danmarksgade. I den anledning blev han interviewet af journalist Poul Bech fra Fredericia dagblad:


Fik af spanskrøret af sin far i skolen.
Jørgen Røjel, der fylder 60 år den 22. juni og som forlader sygehuset ugen efter, ville være brugsuddeler.



JØRGEN RØJEL FORAN HUSET VED SKOVEN I TRELDE

- Da jeg som 14-årig blev afkrævet et svar af min far på mine fremtidsplaner, var jeg ikke i tvivl. Jeg ønskede at skabe mig en karriere inden for handelen. Jeg ville sælge, og jeg tror stadig den dag i dag, at der er gået en god brugsuddeler tabt i mig.
Den unge Jørgen Røjels for­håbninger gik ikke i opfyldelse, og det er der nok nogle mennesker, der i tidens løb har ærgret sig over. Bag disken havde Røjel ikke kunnet sætte sindene så meget i bevægelse, som han har formået i sin lægegerning. Hans liv har været fyldt med prekære og omsiggribende sager, hvor mange personer har følt sig ramt af Røjels skarpe tunge.
Men Røjels sager har aldrig været ført for hans egen persons skyld, men været udtryk for harme på andre menneskers vegne - som regel hans pati­enters. Det har andre også gjort, men Røjel adskiller sig ved, at han er gået ind i debatterne med en fantastisk energi og udholdenhed.
Nu er den landskendte Frede­ricia-overlæge med bopæl på Trelde Næs, på vej ned ad barri­kaderne. Han fylder 60 år den 22. juni og det er den egentlige årsag til, at han ugen efter for­lader sygehuset for at gå på pension.
Den hvide kittel bliver dog ik­ke hængt til side. Den 194 cm hø­je overlæge starter omkring 1. august en privat praksis i hjer­tesygdomme i Danmarksgade.

Arbejdsuge på 60 timer.
I de sidste 18 år har jeg - som mange overlæger - haft en arbejdsuge på over 60 timer, ligesom jeg ofte har arbejdet om natten. Der er en grænse for, hvad man kan holde til, og den er jeg ved at nå nu. Jeg har det aldeles fortræffeligt, men jeg ved, hvordan jeg ser ud indvendig, siger Jørgen Røjel.
Det er vigtigt, at jeg forla­der jobbet nu, hvor jeg synes, at jeg er meget god til mit arbejde, og jeg vil hellere have, at man spørger: "Hvorfor går han?" I stedet for "Hvornår går han?".
Mit mål har altid været, at bli­ve en levedygtig pensionist. Og det skal jeg nok blive. Jeg har en masse, der skal ordnes, og jeg glæder mig faktisk til at leve i et nedgearet tempo, forsikrer Røjel.
Når jeg gør status i dag. føler jeg stor taknemmelighed over, at jeg har fået lov til at opleve så meget af tilværelsen, og det har været en stor glæde at få lov til at arbejde med menne­sker, at helbrede og trøste.
Det har givet en vis balance, at jeg ofte er blevet skældt ud, når jeg skulle have ros, og mødt anerkendelse i situationer, hvor jeg faktisk fortjente at blive irettesat.

Ror, cykler og løber.
Jørgen Røjel nyder en stor del af fritiden i naturen. Her aktive­rer han sin krop og sjæl. Hver morgen løber han en tur i Treldeskoven, og hvis vejret tilla­der det, foregår transporten til sygehuset på cykel.
Roning er Røjels hjertesag, og det sker of­te, at han stikker til søs på Vejle fjord.
Men jeg er ikke nogen sundhedsapostel, der missione­rer for, at motion ar sundt. Det må være op til folk selv, hvad de vil beskæftige sig med, men jeg så gerne, at mange flere dyrke­de et eller andet.
Og så er jeg noget af en læsehest. Jeg er storaftager af en­hver form for personhistorie.
Efter fyraften kan man også opleve Røjel som en flittig ar­bejdsmand. Sammen med sønnen Morten, købte han i vinter den ældste ejendom i Frederi­cia, "Nordstjernen", og de er i fuld gang med at gøre huset be­boeligt. I Norge har Røjel tøm­ret to hytter sammen, og det er her, ferierne holdes.
Jeg er også glad for at skri­ve, og det er efterhånden blevet til mange kronikker, artikler og lægevidenskabelige afhandlinger, og jeg havde den glæde, at min bog "Kæft, Trit og Retning" om modstandskampen, blev godt modtaget.
Røjel er så småt gået i gang med bog nr. to - og den vil in­deholde små essays om hans mange sammenstød med de centrale myndigheder, så det skal nok blive interessant læsning.
Jørgen Røjel glæder sig også til at nyde mere tid sammen med familien.
- Vi har et vældigt godt fa­milieliv - ja, det kan faktisk ikke være bedre, synes jeg. Vi kan lide at diskutere, og vi sæt­ter stor pris på retten til at vare uenige - til at have sin egen mening, men i de sager, hvor jeg har været impliceret, er jeg blevet bakket op i enestående grad. Dér har vi haft fælles synspunkter.
Kvinden bag Røjel hedder Ka­ren Elisabeth, og det har hun gjort siden 1941.
De har tre børn: Morten, som er arkitektstude­rende, Line, der er læge om et år, og Mette, som er gift med en professor og bor i USA.
Overlægen er netop returneret fra et fem uger langt besøg i den sydafrikanske stat Botswana, hvor han har fulgt Line, der kører alene rundt og vaccinerer buskmænd.
Han elsker at være på farten - at opleve noget nyt. Lægegerningen har bragt ham vidt omkring i verden, men også som privatmand har han rejst meget.

Har boet 27 steder.
- Ved vort sølvbryllup gjor­de vi op, at vi havde boet 27 ste­der, så vi behøvede først at gøre hovedrent, når vi flyttede, siger Røjel.
Hans første hjem var i Drejøgade på Østerbro. Han blev født som den sidste i en flok på fem.
Hans far var skoleinspektør og moderen lærerinde.
- Det, som jeg især husker fra mine tidlige barndomsår, er disse enorme mængder af grød, som blev fortæret. Der var grød til alle måltider, og jeg kunne sikkert ikke lide det. Min store­søster kunne i hvert fald ikke. Hun smed en dag en tallerken­fuld ud af vinduet, og uheldigvis sad jeg placeret i barnevognen nedenfor.
Vittige sjæle har senere for­talt mig, at den grød, jeg fik i hovedet, må være trængt indenfor!
Jeg gik i min fars skole - desværre, for det var bestemt ikke let at leve op til det idealbillede af en skoleinspektørs søn.
På det tidspunkt var jeg nok det, man kalder et adfærdsvanske­ligt barn. Jeg pådrog mig tit "svedetimer", og de blev altid afsluttet med tre slag i enden af spanskrøret - og det var min far, som eksekverede dommen.

Problemer i skolen.
- Det kneb for mig at følge med i skolen, og efter nogen tid blev årsagen opklaret. Jeg var ordblind, men det blev der ikke taget hensyn til. jeg måtte klare mig selv, og eneste udvej for at kunne følge med, var at optræne min hukommelse. Det er en evne, jeg stadig besidder.
Vi boede i en stor tjenestebolig med 13 værelser. Vi hørte til de mere velbjærgede, men rige var vi bestemt ikke.
Mor og far var politisk og fø­lelsesmæssigt tilknyttet den radikale bevægelse med dens frihedstanker, men samtidig var de stadig præget af den autori­tære skoleopdragelse.
Vi børn lærte hurtigt tilpas­ningens svære kunst. Gik man over grænsen, faldt straffen øjeblikkeligt, men vi blev samtidig opdraget til at fungere som selv­stændige individer. I en tidlig alder lærte vi at tage stilling til problemerne.
Med stort besvær lykkedes det mig at hive en studentereks­amen i land. Jeg blev nr. 11 ud af 13, men jeg havde ikke lyst til at studere videre. Som nævnt ville jeg ud i handelslivet, siger Jørgen Røjel.

Læge via roningen.
- Det var faktisk roningens skyld, at jeg blev læge. Min far var medlem af Studenternes Roklub, og jeg var også selv begyndt at ro, men jeg kunne kun blive medlem af klubben, hvis jeg studerede, og så valgte jeg medicin, for det var min bror begyndt på.
I de første år var jeg ikke særlig flittig, og jeg dumpede da også til 1. del. Jeg ville hellere ud at ro, og jeg var ganske god til det. Det blev til over 30 sejre, og det kulminerede med et nordisk mesterskab.
Jørgen Røjel har tilsynela­dende altid været fyldt med vi­talitet. Der skal hele tiden ske noget, og han kravlede allerede op på barrikaderne, mens han studerede. Han opfordrede myndighederne til at gøre noget ved den store arbejdsløshed. Slagsmål med politiet afholdt den unge Røjel sig heller ikke fra at deltage i.
Så kom 2. verdenskrig, og for den ældre generation vil Røjel stå tydeligt i erindringen, som en af de store frihedskæmpere. Han gjorde sig allerede bemær­ket i de første krigsår, hvor han aftjente sin værnepligt som un­derlæge på en minestryger.

Fik kongelig skældud.
Røjel var godt gal i hovedet over, at flåden hjalp tyskerne med at fjerne de engelske miner, og det var lige før, at der var udbrudt mytteri på skibet. Sammen med den øvrige besæt­ning, forfattede Røjel en skri­velse til sin gode ven, kronprins Frederik, men det blev ikke no­gen succes. Kronprinsen gav Røjel en ordentlig skideballe i sit svarbrev. Han havde bare at følge kæft, trit og retning.

Jørgen Røjels oplevelser som modstandsmand er kendt gen­nem hans bog, men det bør dog bemærkes, at han ledede en af de mest omtalte sabotager i Danmark - Sprængningen af jernbanebroerne ved Langaa.
Røjel måtte flygte tre gange - først til Sverige, da jorden begyndte at brænde under ham. Derefter hjem igen (han kunne ikke forliges med det inaktive liv i Den Danske Brigade, og en­delig fra tysk fangenskab).
Kun ved at udgive sig for sin mindre belastede broder, und­gik han en sikker henrettelse, da han blev taget af tyskerne. Flugten fra Frøslevlejren fore­gik i en brødkasse, hvor Røjel i tre timer måtte ligge foldet sammen som en lommekniv, og denne flugtmåde var lige ved at tage livet af ham. Derefter leve­de han "under jorden" til krigens slutning.
Efter krigen overvejede jeg stærkt at emigrere, fortæller Røjel. Jeg var led over at se den nidkærhed og hævnlyst, som regeringen for frem med i retsop­gøret. Resultatet blev, at der blev henrettet fem gange så mange som i Norge, som havde gået meget mere igennem end Danmark.
Røjel blev dog overtalt til at blive og i 1946 tog han fat på sin disputats, hvor han klargjorde, at der er en sammenhæng mel­lem livmoderkræft og syfilis.
- Det var en dødssyg affære, fordi jeg nærmest druknede i stati­stik, siger han. Over 3.000 patienter indgik i undersøgelsen.
Efter at have sejlet som skibs­læge for ØK, trådte Røjel i 1947 ind i dansk hospitalsvæsen, og han har bl.a. virket i Randers, Hjørring, København, Skive og i Fredericia fra 1968.
I 50'erne var Røjel atter i offentlighedens søgelys.
Under Koreakrigen var han om bord på hospitalsskibet "Jutlandia". Han var med i den første danske ambulance til Ungarn i 1956, og han var også blandt de første danske læger i Congo i 1960.
Nogle vil kalde disse rejser for eventyrtrang. Det vil jeg ik­ke acceptere. Det var opgaver, der skulle løses.
De mest uhyggelige ople­velser har jeg fra Congo. Lægeholdet fra Røde Kors blev flere gange truet på livet af oprører­ne, og vi måtte til sidst arbejde under FN beskyttelse. Krigen blev ført med den største gru­somhed, og de forhold, vi måtte arbejde under, var yderst primitive.
Da jeg kom til Fredericia sy­gehus, blev det drevet på "one-man"s basis al overlæge Hoffmeyer, og jeg fik til opgave ale­ne, at bygge en medicinsk afde­ling op. Heldigvis havde vi et forstående sygehusudvalg med daværende borgmester Arent i spidsen. Samarbejdet var fortræffeligt. I øvrigt blev jeg usædvanligt godt modtaget af lokalpolitikerne. Det var dengang, sukker Røjel.
Det var på det tidspunkt, at den aktive medicinske behand­ling slog igennem. Tidligere blev en akut syg patient over­ladt til kirurgerne. Den medicinske overlæge var en teoretiker, der ofte interesserede sig mere akademisk for patienten.
I Fredericia var vi blandt de første herhjemme, som anskaffede en defibrillator (et hjertestop-apparat - og det blev se­nere fulgt op med en dialyseaf­deling.
Forholdet til patienterne er noget grundlæggende for Røjel.

Tid til hyggesnak.
- Dette, at patienten giver én sin fulde tillid, er en vældig inspiration, og jeg gør meget ud af, at stuegangen ikke bliver en paradeforestilling. Det skal væ­re en opmuntring for patienten, og der skal være tid til et par spøgefulde bemærkninger og lidt hyggesnak. Jeg går gerne ind i en diskussion med patien­ten om hans (hendes) sygdom og behandlingsform. Jeg prøver at besvare patientens uudtalte spørgsmål: "Hvad fejler jeg -og kan jeg komme mig?".
Jeg siger altid til mine kolle­ger: Smilet bør være en del af jeres arbejdsdragt. Vi skal mø­de patienten med positiv venlig­hed og være klar til at trøste og opmuntre.
Overfor dødssyge patienter stiller det sig naturligvis ander­ledes. Jeg har ikke nogen standardprocedure i min optræden, men jeg lyver aldrig. Hvis jeg kan se, at patienten kan tåle at høre sandheden, får han den at vide. men ellers bestræber jeg mig på at holde håbets fane højt, fastslår Jørgen Røjel.
Her på afdelingen har jeg et dygtigt personale. Vi har et godt teamwork, hvor alle hjælper hinanden, og jeg står altid op om natten og kører ind på sygehu­set, når det er nødvendigt.
Sygeplejerskerne har en cen­tral stilling i patientbehandlin­gen. Jeg mener, at faget bør sidestilles med den akademiske uddannelse. Lønnen er ussel i forhold til det kæmpearbejde, som sygeplejersken udfører, og efterhånden betros hun flere og flere lægelige opgaver. Et sygehus ville lukke omgående, hvis sygeplejerskerne forlod det - Uanset om der er 20 overlæger. Desværre er der ikke udsigter til en forbedring af sygeplejer­skens løn- og arbejdsforhold. Dansk Sygeplejeråd er i dag en "Tanteforening".

Er opstillet for CD.
Jørgen Røjel overraskede alle ved at gå ind i politik ved sidste folketingsvalg. Han var opstillet i Fredericia-kredsen for Cen­trumdemokraterne, men uden større succes.
- Mit politiske mål er at være med til at værne om demokratiet i Danmark, og det kan for tiden bedst ske i CD, men jeg har endnu ikke afgjort, om jeg vil lade mig genopstille. Jeg så helst, at partiet fandt en an­den.
Røjel mener ikke, at de mange sager, han har kæmpet for, har slidt på ham.
- Hvorfor skulle de gøre det, når jeg hele tiden har ment, at jeg var ledet af den sunde fornuft. Jeg er ikke nogen slagsbroder Jeg opsøger ikke strider for stridens skyld, men angriber nogle mig personligt, svarer jeg igen på samme måde Det er vel naturligt. Men når jeg først har bidt mig fast i en sag, så bliver jeg ved. Jeg er ikke typen, der giver op på halvvejen.

Sygehusene - en papirmølle.
Røjel mener, at det danske sy­gehusvæsen er en stor papir­mølle.
- Det er ufatteligt, hvad vi modtager af papir hver dag. Og det er de mest absurde bagatel­ler, der skrives om. Sygehusene er i dag overadministreret, og det kan efterhånden være svært at få udført det egentlige arbejde - at pleje patienterne.
Det bekymrer mig, at administrationsfolkenes antal er steget til det mangedobbelte, uden at patientbehandlingen er forbedret eller antallet af patienter er steget tilsvarende, og det vær­ste er, at de såkaldte langtids-planlæggere træffer afgørelser på områder, hvor de er inkompetente, og det kan kun være til skade for patienterne.
Sygehusene bør gøres mindre og bør have mere selvstyre. Og det kan kun ske gennem fornuf­tig planlægning med lægelig del­tagelse.

Siger tingene ligeud
Fra mine forældre har jeg arvet en trang til at sige tingene ved deres rette navn. At kalde er spade for en spade, men det er ikke alle, der kan forstå det. Hvis jeg har noget på hjerte skal det ud - og så er det ligegyldigt, hvor mange der forarges.
Røjel har på sin utrættelige og karakteristiske facon ført mange kampagner i sin overlægetid i Fredericia. Bedst huskes han for sin hårdnakkede modstand mod sundhedsstyrelsen om dialysecentret for nogle år siden.
Sundhedsstyrelsens chef, medicinaldirektør Esther Ammundsen krævede, at centeret skulle lukkes, da det var startet uden de fornødne tilladelser. Røjel nægtede. Der fulgte en årelang strid, hvor der blev truet med injuriesager, Men Røjel vandt kampen til gavn for Fredericia og Vejle amt.
Hjerteambulancerne, Superfos forureningen og lungekræftrapporten er kendte sager, som Røjel også har kastet sig over.
Amtsborgmester Erling Tiedemann har taget flere brydertag med Fredericia-overlægen, og de kom i åben strid, da Tiedemann sidste år forlangte, at han skulle offentliggøre den endnu ikke færdige kræftrapport.
- Hvis jeg skulle opfylde hans krav, ville jeg ikke kunne sidde i stue med mig selv.
Politikerne lader sig åbenbart diktere af boulevardpressen, så i deres panikreaktion griber man direkte ind i lægernes ret til at forske frit og uafhængig.
Denne tendens er efterhånden ved at være udbredt, og jeg frygter, at vi er på vej mod et samfund, hvor den lægevidenskabelige forskning styres af politikerne.
Der er nok nogle, der vil protestere, men i virkeligheden er jeg et nemt og omgængeligt menneske. Jeg synes selv, at jeg er en munter fyr, og jeg forsøgte hele tiden at leve op til mit motto: "Holde hovedet koldt og hjertet varmt".


EN KÆMPE ER GÅET BORT
Nekrolog i Fredericia Dagblad af journalist Poul Bech 26/4 2007


Et stykke Danmarkshi­storie er gået bort.
Mod­standsmanden, forfatte­ren, miljøforkæmperen og overlægen Jørgen Røjel, Fredericia, er død. Han blev 90 år.
Kun få mennesker op­når så meget i deres liv som denne ener.
Røjel stammede fra Kø­benhavn, og han boede i Fredericia siden 1958, hvor han blev ansat på Fredericia Sygehus. Han boede først i smukke og landlige omgivelser i Trelde, og i de sidste 25 år, i et mindre hus på Lupinvej 6.
Det var under mod­standskampen, at hans navn for alvor blev kendt.
Dengang var Røjel ung læ­ge i Randers og deltog ak­tivt i kampen mod tysker­ne.
Især huskes han for sin deltagelse i den legen­dariske sabotage af jern­banebroen i Langå, hvor det lykkedes at stoppe ty­ske troppetransporttog i flere dage.
Efter sabotagen måtte Røjel nødtvunget flygte til Sverige, men blev hurtigt træt af, at gå uvirksom rundt hos "Den Danske Bri­gade", hvor han virkede som læge, og rejste et års tid senere tilbage til Danmark, hvor han blev en ledende figur i modstandsorgani­sationen "Holger Danske".

Flygtede i en brødkasse .
I begyndelsen af 1945 blev Røjel arresteret af ty­skerne. Jørgen Røjel bluf­fede ved at udgive sig som sin broder, og inden ty­skerne opdagede, hvem de egentlig havde fanget, lykkedes det den to meter høje Jørgen Røjel at flygte fra Frøslevlejren, skjult i en én meter lang brødkasse.
En tynd finerplade var lagt over ham og dækket med gammelt brød der skulle bruges til grisefoder.


Rekonstruktion af Røjl i brødkassen han flygtede i.


Den bitiske generalmajor R. H. Dewing i Kastrup lufthavn 5.maj 1945.

Det var en stolt Jørgen Røjel der 5. maj 1945 stod opmarcheret i Københavns Lufthavn, for sam­men med de andre ledende frihedskæmpere, at modta­ge den engelske general Dewing.
Som læge involverede Jørgen Røjel sig efter kri­gen i det humanitære ar­bejde. Han var med på hospitalsskibet "Jutlandia" i Korea i 1952, og forsøgte også at komme ind i Un­garn med en lægeambulance ved den sovjetiske in­vasion i 1966, men blev af­vist ved grænsen. Senere var han i Congo under borgerkrigen i 1962.

Til Afghanistan.
Jørgen Røjel engagerede sig også i den sovjetiske besættelse af Afghanistan, og tog her klart sympati for de afghanske oprørere. Han blev smuglet ind over grænsen, forklædt som en indfødt. Han var i livsfare flere gange, og mistede hø­relsen på sit ene øre, da en granat eksploderede lige ved siden af ham.
I Dan­mark rejste han en debat om de forfærdelige for­hold, som Afghanistans indbygger levede under, og var med til, at den danske stat øgede sin støtte.
På Fredericia Sygehus var Røjel også en markant figur som der stod respekt om. Han udkæmpede her utallige kampe mod syste­met. Han gik stik imod Sundhedsstyrelsen, da den krævede, at han skulle stoppe dialysebehandlingen i Fredericia, fordi be­handlingen skulle centra­liseres. Det ville Røjel ik­ke, for han havde afgivet lægeløfte om at redde liv. Røjel fik sin vilje, da Sundhedsstyrelsens davæ­rende chef, Esther Ammundsen, til sidst gav Fre­dericia lov til at fortsætte.
Røjel var også initiativ­tageren til, at hele Fredericla 1970'erne samlede penge ind til at installere genoplivningsudstyr i de såkaldte hjerteam­bulancer, og denne ind­sats har reddet mange menneskeliv. Under Røjels lederskab, blev den første pacemaker i Danmark ind­sat på en patient fra Fre­dericia.

Mod Superfos.
Fredericia Sygehus lå tæt op ad gødningsfabrik­ken Superfos, og overlæ­gen klagede ofte over, at både han og hans patien­ter blev generet af luftfor­ureningen. Det blev star­ten på en lang og utrætte­lig kamp mod fabrikken, og også her var det Røjel, der trak det længste strå. Superfos blev tvunget af myndighederne til at sæn­ke forureningen. Superfos var så bange for at have Røjel som modstander, at man tilbød, at ansætte ham som fabrikslæge!
Senere kastede Røje sig ind i den danske miljøde­bat ved at påvise, at rege­ringens første vandmiljø­plan i 80'erne var uden ef­fekt, og at 300 mio. kr. var smidt ud i den blå luft.
I nogle få år forsøgte Røjel også at gå ind i politik. Ved et enkelt valg stillede han op for Centrumdemo­kraterne, men kort tid ef­ter meldte han sig ud. Røjel ville ikke sættes i bås.
Røjel var altid klar til at tage en ny kamp, og den sidste blev udkæmpet for få år siden. Han rasede mod de danske kommuni­sters optræden under "Den Kolde Krig" i 1950'erne. Han sagde lige ud, at de havde begået landskadelig virk­somhed. Det førte til at han blev indstævnet for injurier af folketingsmed­lem Frank Aaen fra En­hedslisten, og retsmøder­ne i Fredericia blev et tilløbsstykke, hvor Røjel vir­kelig førte sig frem. Han tabte sagen med et brag, men følte alligevel, at han havde vundet ved at rejse debatten. Hans venner iværksatte en landsind­samling, hvor der blev samlet penge ind til at dække Røjels sagsomkost­ninger!

Var helt sin egen.
Røjel var helt sin egen. Han kunne virke arrogant og frygtindgydende, men havde et stort hjerte, og tog altid de svages parti. Han var ikke altid lige nem at snakke med. Røjel førte ordet, og det kunne godt irritere ham, hvis han blev korrigeret. Han fulgte sin samvittigheds røst, og han helmede ikke, før hans mission var opfyldt.
Jørgen Røjel skev et utal af bøger. Først og frem­mest flere fra besættelsen, bl.a. om professor Erik Husfeldt. Om "Holger Danske gruppen", om "Hvid­stens-gruppen", men også om den kolde krig, miljø­debatten og om et togt med vikingeskibet "Hu­gin" til England i 1949.
I det sidste årstid be­gyndte det for alvor at kni­be med helbredet, og for to år siden mistede han sin hustru Karen Elisabeth , som han havde været gift med i over 50 år. Der er to børn i ægteskabet. Line, der er overlæge i Aarhus og Morten, der er ar­kitekt og bor i Kolding.
Jørgen Røjel blev bisat fra Trinitatis Kirke i Frederici lørdag den 28/4.


Dr. med. på 42, medicinsk overlæge i Fredericia.
Dr. Jørgen Røjel, der i øjeblikket er 1. Reservelæge i Skive, har været overlæge på "Jutlandia".

Bestyrelsen for Fredericia By- og Amtssygehus holdt møde i går eftermiddags og foretog her ud­nævnelsen af den nye medi­cinske overlæ­ge, der skal være leder af den kommende medicinske af­deling ved sy­gehuset i Fre­dericia.
Der var som tidligere omtalt 9 Ansøgere til den nye stil­ling, og den foretrukne ved udnævnelsen i går blev Dr. med. Jørgen Røjel, som i øjeblikket er 1. reservelæge på Skive Sygehus.
Doktor Røjel er 42 år. Han er født i København, hvor hans far var skoleinspektør ved Frederikssundsvejens Skole. Han bestod sin medicinske embedseksamen under besættelsen og blev en tid knyttet til sygehuset i Randers som turnuskandidat.
Han var i disse sidste krigsår, stærkt engageret i illegal virksomhed, og var således i en periode i 1944 medlem af "Holger Danskes" firemandsråd.
I november 1944 arresteredes han af værnemagten, men kom på fri fod en måned før kapitulationen og flygtede til Sverige, hvor han knytte­des til den danske Brigade som Læge.
Efter sit arbejde ved bri­gaden, knyttedes dr. Røjel en tid til Odense Bys- og Amtssygehus, hvorefter han blev reservelæge ved marinen, samtidig med at han varetog et vigtigt arbejde som kandi­dat ved Finseninstituttet. Han knyttedes derpaa som assistent til Seruminstitut­tet, og under sit virke her, udarbejdede han sin doktor­disputats, som han erhverve­de doktorgraden på i 1953. Afhandlingen angik en ræk­ke vigtige undersøgelser ved­rørende livmoderkræft
Dr. Røjel knyttedes derpå til Randers Sygehus som 2. Rreservelæge og flyttede herfra til Hjørring som 1. reser­velæge. I 1952 udnævntes han til overlæge på hospitalsskibet "Jutlandia" og gjorde i nogle måneder tjeneste un­der det danske skibs ophold ved Koreakysten. Hjemvendt fra Korea blev han 1. Assi­stent ved Kommunehospita­lets poliklinik i København, og i oktober 1956 knyttedes han så til sygehuset, i Skive som 1. reservelæge.
Den nye overlæge har, som det vil ses, med grundighed sat ind på at skaffe sig en god og alsidig uddannelse in­denfor lægerningen. Han har dertil deltaget i mange inter­essante foreteelser, dels som læge og dels som sports­mand.
I 1955 foretog han således en studierejse i USA. I efteråret 1956 meldte han sig til tjeneste ved den danske am­bulance ved den ungarske grænse. Nogle måneder, for flere år tilbage, sejlede han som skibslæge med ØK, og en­delig var han i 1949 en af de gæve "vikinger", der roede "Hugin" over Vesterhavet til England.
Om sine spændende oplevelser på dette togt har han fortalt i bogen "På vi­kingefærd med Hugin", der også er udgivet paa engelsk.
Man vil altså af foranstående kunne se, at det er en både dygtig og farverig personlighed, der nu knyttes til Fredericia Sygehus' nye medi­cinske afdeling. Dr. Røjel skal tiltræde stillingen, så snart han kan blive løst fra sine opgaver i Skive. Det er nem­lig hensigten, at han skal ta­ges med på råd med hele opbygningen af den nye af­deling i Fredericia.
Tør man nævne det som en af skæbnens små tilskikkel­ser, at Fredericias ny medi­cinske overlæge modtog meddelelsen om sin ansættelse i sygesengen. Han har i et par dage måttet holde sengen på grund af en infektionssygdom der i øjeblikket grasserer i Skive, men han har dog ikke været mere medta­get af det ondartede mavetil­fælde, end at han har kunnet fortælle, at han glæder sig meget til sin kommende ger­ning i Fredericia.
Ny-



DEN UNGE LÆGE JØRGEN RØJEL.


Overlæge Jørgen Røjel knyttet til Fredericiaegnen ved Slægtskabsbånd.
18/4 1958

Vi har modtaget:

Når den ny overlæge Dr. med. Jørgen Røjel, til sin tid tiltræder sin nye stilling ved Fredericia Sygehus, kommer han til en egn, som han er knyttet til ved slægtskabs­bånd.
Hans faders moder, fru Johanne Rasmussen, var dat­ter af ålefisker Hans Niel­sen, Hindsgaul, der passede det omfattende fiskeri på godsets kyster. Foruden hen­de, havde Hans Nielsen to an­dre døtre, hvoraf den ene var gift med gdr. Rudolf Lang­hoff, Gammel Aalegaard, Sdr. Stenderup, og den anden med Christoffer Christiansen, Hagenør.
De to hjem, der begge lig­ger umiddelbart ud til Lille­bælt og næsten, omend på afstand, kan betragtes som genboer, blev et stadigt og elsket opholdssted for Jørgen Røjels fader i hans barndom og ungdom i ferietiden, og ligeledes, efter hans giftermål, for hustru og børn.
Der, ved det saltmættede, fri­ske vand, fordrev de megen af deres tid i sommermånederne med sejlads og fiskeri.
Oprindelig havde Jørgen Røjels fader, Johannes Ras­mussen, stor lyst til sø­mandslivet og var endog en tid i tvivl om, hvilken vej hans livsbane skulle gå, men besluttede sig så, efter sin formynder Christoffer Christiansens råd, til at gå skolevejen.
Sin kærlighed til søen kunne han dog aldrig slippe, og den foranledigede da også, at han tog navneforan­dring, som han således sym­boliserede med det øverste sejl på en fuldrigger, og navnet Røjel blev hermed til et slægtsnavn, der allerede er ret talrigt og bekendt i flere kredse.


Da overlæge Røjel snød Tyskerne.
29/12 1958

Smuglet ud fra Frøslev i en Brødkasse.
Som omtalt har overlæge, dr. med. Jørgen Røjel, der om kort tid tiltræder sin nye stilling i Fredericia, været aktiv modstandsmand under krigen. Han var bl.a. med til at sprænge Gudenåbroen sammen med fem andre sa­botører. Kun to mand slap levende fra aktionen. Senere forsøgte han at bringe vigtige illegale oplysninger til Sve­rige som medhjælper på en fiskerbaad. Denne blev op­snappet af tyskerne, og Røjel og skipperen arresteret. Røjel opgav falsk navn og blev sendt til Frøslev. Han vidste, at hvis tyskerne om­bord i fiskerbaaden fandt mappen med de vigtige pa­pirer, ville han være afsløret og straks blive henrettet. Derfor forsøgte han flere gange at flygte fra lejren. Det første forsøg mislykkedes, men uden at flugten op­dagedes af tyskerne. Anden gang skjulte dr. Røjel sig i en brødkasse, hvor han måtte bukke sig sammen og ligge på den ene side med knæe­ne trukket op under hagen. To venner lagde et tyndt trælåg over som underlag for affaldsbrødet.
I et interview med "Vejle Amts Folkeblad" ved Hans Fos­mark, fortæller overlægen, at den tyske opsynsmand, der fulgte med bilen fra hoved­vagten til køkkenbarakken, kravlede op på vognen. Jeg mærkede, at vi kørte. Bilen skrumpede hen over den ujævne lejrgade. Langsomt kørte vi gennem den første port ned mod hovedporten. Så gjorde bilen holdt. Jeg kunde høre tyskerne under­søge bilens førerhus, og så kom turen til den øvrige del af bilen. Så hørte jeg vagt­kommandøren råbe til ty­skeren på bilen: "Hast du die Brotkisten untersucht?"
Efter lang pause svarede manden: "Ja-ja, alles in Ordnung."
Opsynsmanden sprang af bilen - og nu kørte vi gen­nem porten til friheden. Det var en ubeskrivelig fornem­melse. For hvert minut fjer­nede vi os længere og længe­re bort fra Frøslevlejren. Mine ben smertede, så jeg måtte bide mine fingre til blods for at aflede opmærk­somheden fra benene, og dog var jeg verdens lykkeligste menneske.
Jeg mærkede, at bilen standsede. Så blev kassen løftet ned, og jeg blev place­ret på en trillebør. Over de toppede brosten gik turen ned til svinestalden. "Skal vi tippe kassen," sagde en kvin­de, men til min beroligelse hørte jeg en mandsstemme sige: "Nej, jeg tømmer den med hånden." Lidt senere udstødte den gamle kone et frygteligt skrig af angst, da hun fik øje på mig.
Vognmanden blev helt ude af sig selv: "Den går ikke," sagde han. "Jeg melder Dem til tyskerne. Jeg svarede med at true ham med skydning, hvis han foretog noget.
Det var tydeligt, at han var bange for, at jeg kunde være stikker. Tyskerne prøvede så ofte at smugle stikkere ind for at se, om de danske hjælpere var pålidelige, og hvis Vogmændene ikke anmeldte en sådan stikker, ville det blive en højst ubehagelig affære for ham selv. Jeg dristede mig så til at henvise til den danske fængselsbetjent Langborg. Han blev tilkaldt, og han sagde god for mig. Jeg var dermed virkelig ude i friheden. Efter en dramatisk flugt gennem landet lykkedes det mig at nå tilbage til København, hvor jeg 4.-5. Maj var med til at modtage den engelske general Dewing, og dermed var min deltagelse i frihedsbevægel­sen et afsluttet kapitel.

Gudenaa-Sprængningen.
31/12 1958
I omtalen af Vejle Amts Folkeblads interview for­leden, hed det, at kun 2 sabo­tører slap levende fra den aktion, hvorunder Gudenaa-broen sprang i luften. Den ene er overlæge Røjel selv, og den anden viser sig at være en tidligere frederi­cianer, skoleinspektør Ejvind Jacobsen, Hasseris, søn af overlærer Th. Jacobsen, Køb­magergade.


Langåsprængningen
Sprængningerne af jernbanebroerne i Langå ved Randers blev udført den 17. november 1943 og var dermed en af de første danske jernbanesprængninger.
Seks mand deltog i handlingen:

  1. Adjunkt Kai Hannibal Hoff,
  2. Læge Jørgen Røjel,
  3. Maskinist Sven Christian Johannesen,
  4. Violinist Ole Hovedskov,
  5. Lærer Ejvind Jacobsen
  6. Sparekasseassistent Oluf Akselbo Kroer.

Ordren om at Langå-broerne skulle sprænges kom direkte fra London, som forsøg på at forhindre tyske troppe- og materieltransporter gennem Jylland samt til og fra Norge. Den 15. november 1943 blev 80 kg plastisk sprængstof, som forinden var blevet nedkastet af engelske fly til Hvidsten-gruppen nord for Randers, gemt i nærheden af broerne. Selve aktionen var sat til at foregå den 17, hvor de to danske politibetjente, der var sat til at beskytte broerne, efter aftale blev bagbundet og placeret i sikker afstand af eksplosionen. Sprængstoffet blev placeret 6 steder på og under de tre broer, hvorefter sabotørerne cyklede tilbage til Randers ad forskellige ruter. Sprængningerne var beregnet til at ske 20 minutter efter, men eksplosionerne blev stærkt forsinket af det kolde vejrs indflydelse på de syreholdige "sprængblyanter", og først fra kl. 5.25 til 9.41 - efter at sabotørerne var nået tilbage til Randers - drønede de forløsende brag fra eksplosionerne gennem Gudenådalen.

De to gitterbroer blev stærkt beskadiget, men ad den solide kassebro kunne togdriften genoptages efter 12 dage. Langå-sprængningen blev højdepunktet i Randersgruppernes aktiviteter og regnes som en af de største og mest betydningsfulde jernbanesprængninger under besættelsen, både militært og politisk. Langåsprængningen blev også understøtter af samtidige sprængninger af sporskifteanlæg ved Århus samt sprængninger på Langå-Viborg og Randers-Ryomgård-banen.

Efter aktionen optrævlede Gestapo sabotagegrupperne, og fire sabotører fra Randers og en fra Århus blev efterfølgende henrettet ved skydning på Skæring Hede den 2. december 1943. Yderligere en sabotør fra Randers-gruppen, Kai Hannibal Hoff *, blev skudt under flugtforsøg efter anholdelsen 30/11-1943.

De fem henrettede var:
Sven Christian Johannesen * (født 10. juni 1923)
Oluf Akselbo Kroer * (født 17. april 1916)
Anders William Andersen (født 12. juli 1924)
Otto Manley Christiansen (født 30. september 1924)
Georg Mørch Christiansen fra Århus (født 14. september 1921)
* Deltog i Langå-sprængningen

Efter Langå-sabotagen lykkedes det for Jørgen Røjel * og Ejvind Jacobsen * at flygte til Sverige, hvorimod Ole Hovedskov * efter anholdelsen blev sendt i tysk KZ-lejr. I alt 112 danskere blev i perioden 1943 til 1945 henrettet som følge af tyske krigsretsdomme.


Bibliografi:

  • 1949 På vikingefærd med Hugin.
  • 1984 Modstandsgruppen Hvidsten, .
  • 1985 Erik Husfeldt : Læge, humanist og modstandsmand,
  • 1991.Fra anarki til hysteri : Dansk miljøpolitik 1960-90,
  • 1995 Da freden brød ud : Modbevægelse og retsopgør, Holger Danske rejser sig, 1995
  • 1996 Erindringer fra efterkrigstiden,
  • 2000 Dobbeltagenten : En stikkers historie.
  • 2013 Kæft Trit og Retning.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286
SIDST OPDATERET DEN: 11-05-2023 12:22:48