FREDERICIAS HISTORIE
Personnavne der knytter sig til byens historie.
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©


Provst
Fredrik Zeuthen
(1837-1915)

  • 1837 født i Grimstrup præstegård, Grimstrup/Årre pastorat 2/1 1937, døbt i kirken 8/6. søn af pastor F. L. B. Zeuthen og hustru Margrethe Hedvig Johanne Laub.
  • 1857 student ved Sorø Akademi.
  • 1862 Teologisk kandidateksamen, herefter huslærer.
  • 1864 Deltog som soldat i krigen og kampene ved Arnkilsøre på Als, kapellan i Udby-Ørslev sogn.
  • 1868 Gifter sig med jomfru Rasmine Frederikke Bagger i Brahetrolleborg kirke 13/10. Hun bor på Haagerup præstegård og han er kapellan i Udby ved Vordingborg.2)
  • 1872 Sognepræst i Everdrup.
  • 1879 Medlem af betyrelsen for "Kirkelig forening for indre mission i Danmark" .
  • 1887 Næstformand i Indre Missions bestyrelse.
  • 1885 Forlader Everdrup, kaldet som Stiftsprovst i Viborg af biskop Jørgen Swane.3)
  • 1888 Ridder af Dannebrog.
  • 1895 Sognepræst i Sct. Michaelis Fredericia og Erritsø annex.
  • 1900 Provst i Elbo m.fl. herreder.
  • 1901 Formand i Indre Missions bestyrelse.
  • 1906 Frasiger sig provstestillingen men tituleres stadig provst.
  • 1910 Redaktør af Indre Missions Tidende.
  • 1915 Død 27/2 af hjertelammelse.

1) I 1845 boede familien i Tømmerup ved Holbæk og Fredrik havde 3 søskende: Hieronymus Georg Zeuthen 6 år og Henrik Steffen Zeuthen 4 år og Johanne Luvisa Marie Zeuthen 2 år. De ældste var født i Grimstrup, den yngste i Tømmerup.

2) Hans kone Rasmine Frederikke, er født i Tanderup sogn, Odense amt den 23/3 1840 og døbt i Tanderup kirke 18/6. Hun var datter af sognepræst Frederich Vilhelm Bagger og hustru Sofie Charlotte Birch.

3) Udover de kraftfulde prædikener i kirkerne (til domsognet hørte annekserne Asmild og Tapdrup, så Zeuthen havde to prædikener om søndagen) havde Frederik Zeuthen også andre aktiviteter. Om sommeren arrangerede han friluftsmøder. De foregik på f.eks. Borgvold eller Klosterhaven.
Stiftsprovst Zeuthen agiterede for, at man opførte et missionshus i Viborg.
Før han kom til byen, havde den svenske gartnerfamilie Brostrøm huset de første indremissionske møder, men i slutningen af 1870'erne var tilslutningen til møderne så stor, at man måtte afholde dem i Borgerskolens gymnastiksal. Omkring 1890 kom Zeuthen på kant med biskop Swane. Biskoppen ønskede ikke et missionshus, som Zeuthen gjorde, men foretrak derimod et menighedshus, hvor man kunne samle alle kristelige arbejder. Nogle mener, at det var denne modsætning mellem biskoppen og stiftsprovsten, som i sidste ende fik Zeuthen til at forlade Viborg i 1895 for at overtage pastor Viggo Gøtzsches stilling som sognepræst i Sct. Michaelis og Erritsø kirker, da denne blev biskop i Ribe stift.

Provst Zeuthen er død.
I formiddags ved halvtitiden er provst Frederik Zeuthen, efter nogle dages sygeleje, afgået ved døden i en alder af 78 år.
Navnet Zeuthen er bekendt i dansk præstehistorie. Præster af det navn nævnes lige op til reformationstiden. Familien menes at stamme fra Søften i Aarhus stift.
Frederik Zeuthens bedsteforældre var konsistorialråd Zeuthen og Maria Magdalena Steffens, søster til den bekendte Henrik Steffens.
Hans forældre var dr. phil, Frederik Ludvig Bang Zeuthen og hustru Magdalene Hedvig Johanne Laud (Søster til biskop Laud).
Faderen var sognepræst i Grimstrup ved Varde. Der fødtes Frederik Zeuthen 2. januar 1837. Senere var faderen sognepræst i Sorø og Fredericia.
Adskillige ældre folk her i byen erindrer endnu faderen der var en meget gavmild mand. Det hændte endog, at han om lørdagen gav det sidste par støvler væk, så han ingen havde når han skulle i kirke om søndagen.
1857 blev Frederik Zeuthen student ved Sorø akademi. Sommeren 1862 blev han teologisk kandidat. Han interesserede sig dengang særlig for filosofiske studier og hørte til den kreds af unge, der i sin tid samledes på Borchs kollegium for at diskutere tidens forskellige problemer. Den kreds, til hvilken bl.a. også Georg Brandes hørte. Siden gik disse mænd i vidt forskellig retning.
1866 begyndte Zeuthen sit lange og virksomme præsteliv, idet han i det år blev personel kapellan i Udby-Ørslev ved Vordingborg. Her virkede han i 6 år, og han gifter sig 13/10 1868 i Brahetrolleborg kirke med Rasmine Frederikke Bagger fra Haagerup Præstegård på Fyn
1872-85 var han sognepræst i Everdrup ved Præstø, indtil han blev kaldet til stiftsprovst i Viborg af biskop Jørgen Swane.
Efter i 10 år at have varetaget stiftsprovst embedet og ved siden af deltaget utrættelig i Indre Missions virksomhed som prædikant og som skribent, blev han i 1895 kaldet til sit nuværende embede som sognepræst ved sin faders gamle kirke, Sct. Michaelis i Fredericia. Senere blev han tillige provst for Elbo m. fl. herreder, hvilken stilling han dog afgav i 1906.
Foruden forskellige teologiske og filosofiske afhandlinger: "Om lyksalighedsdriften og samvittigheden, som de naturlige forudsætninger for den kristne tro", "om underet", "om den frie tanke", o.s.v. har han skrevet en mængde prædikener og artikler.
Provst Zeuthen har været medlem af mange bestyrelser og deltaget i mange arbejder.
Således skal det nævnes, at han var et af det kirkelige udvalgs mest fremtrædende medlemmer. Men først og fremmest var hans arbejde knyttet til Indre Mission. Uafbrudt fra 1878 var han medlem af missionens bestyrelse. I mange år var han næstformand, og da man dagen efter Vilhelm Becks død samledes i Ørslev præstegård for at foretage valg af en ny formand, var man fuldstændig enige om at vælge Frederik Zeuthen.
Det var ikke nogen let plads, han derved gik ind til. I den almindelige bevidsthed var navnene Indre Mission og Vilhelm Becks i høj grad sammenknyttede. Vilhelm Becks organisationstalent og ejendommelige personlighed, havde skabt Indre Mission indpas og fremgang i så at sige alle egne af landet, og mange frygtede, at efter hans død ville der komme splittelse og tilbagegang. Dette blev dog ikke tilfældet. I de 14 år, provst Zeuthen var formand, forstod han at holde sammen på den store kirkelige organisation.
Provst Zeuthen blev på kongens fødselsdag 1888 udnævnt til ridder af Dannebrog og for nogle år siden fik han tillige dannebrogskorset.
Provsten var en udpræget personlighed, Vilhelm Beck sagde vel, at han havde "tre samvittigheder" men dette var en hentydning til hans fine retfærdighedssans.
Halve standpunkter lå ikke for ham, og han gjorde absolut intet for at opnå popularitet.
Alle, uden hensyn til kirkelige synspunkter, erkendte hans redelighed og agtede og ærede ham.

Provst Zeuthen som prædikant.
Som bekendt var provst Zeuthen biskop Gøtzsches efterfølger som præst ved Michaelis kirke her i byen. De to mænd hørte til samme kirkelige retning, og dog syntes mange, at der indtrådte en ikke ringe forandring, da Zeuthen kom. Hans stemme var tør og hans tale skarp.
Efterhånden som tiden gik, lærte dog flere og flere at sætte pris på hans klare forkyndelse. Der gik altid en rød tråd gennem hans taler, og der var indhold i hans prædikener. Hans veltalenhed var ikke af den art, som vækker beundring og straks øver sin virkning. Han brugte ikke flere ord end nødvendig, men der var en egen betoning over det han ønskede at indprente sine tilhørere.
Som menneske var han fåmælt og tilbageholdende, beskeden, næsten undseelig.
Det kunne undertiden være vanskelig at få en virkelig samtale med ham, men fik man først samtalen i gang, gav han sig hen i den med hele sin stærke personligheds kraft og overbevisning, og man mærkede, at der bag ordene stod en mand uden svig. Det noget kolde og reserverede, der kunne synes at være over hans væsen, forsvandt, og der kom glød i de dybtliggende øjne. Som hele hans person ledte tanken hen på forsagelsen, kunne ingen mistænke ham for at mangle troen.

Provst Zeuthen på rejser.
Pastor Olfert Richard skrev for nogle år siden en artikel i "De unges blad"
"På den tid var der kæmper på jorden", hedder ordet, og det kan vi ikke engang sige, når vi taler om vor ungdomstid, og så tænke på Zeuthen.
Du kan møde ham en nat, når han rejser med sit tog. Han har sit eget tog, ellers kører der mest mu-køer og bæ-lam med det tog. Det kommer i løbet af en nat fra Fredericia til København. Der i en 3. klasses kupé vil du træffe en mand med et rejsetæppe, bed buskede øjenbryn og hvidt skæg. Gamlingen rejser til et møde efter at have arbejdet en lang dag. Sådan bærer kæmperne sig ad, og vi dværge må undres."
Det er rigtigt, at provst Zeuthen ikke skånede sig selv. Ofte sås han ved vintertid køre i åben vogn til gudstjenester i Erritsø eller møder.

Provst Zeuthens varme kærlighed til vort fædreland var en del af hans personlighed.
Han gjorde krigen 1864 med som underkorporal i 4. regiment, Han var med ved Dybbøl og stod i det kompagni, som først angrebes yderst på Arnkilsøre. Det punkt, tyskerne ved overgangen til Als, først nåede. Hans kompagnichef faldt ved hans side.
De store verdensbegivenheder, der nu foregår, og som også kan få betydning for vort fædreland, fulgte han med den største interesse. Hver dag, hvad enten det regnede eller sneede og ofte sent på aftenen, når vi optog de sidste telegrammer, så vi den gamle provst uden for vore vinduer.
Efter det såkaldte fredsmøde her i byen var der enkelte, som gerne ville give det udseende af, at provst Zeuthen var begejstret for krigen. Intet kunne være fejlagtigere. Zeuthen havde fuldt så vel som alle andre. øjnene åbne for det forfærdelige ved en krig, men som han selv havde sat sit liv i vove for fædrelandet, da det blev angrebet, således mente han også, at det var en pligt for enhver god dansk mand, at slutte kreds om fædrelandet i farens stund. Dette sig standpunkt hævdede han åbent og ærligt såvel på "freds"mødet som gennem artikler i "Indre Missionstidende" for ganske nylig.
Det blev også fortalt, at provsten gik fortørnet bort fra mødet i teatersalen, Sandheden er, at han først gik, da han havde sagt, hvad han ville have sagt, og da diskussionen var afsluttet, idet foredragsholderen og indbyderne havde forbeholdt sig at have "det sidste ord".
Dette forbehold og den brug, der blev gjort deraf, idet man stillede de yngre præster op som modsætning til provst Zeuthen og forlenede dem med et klarere syn på, hvad der er kristeligt forsvarligt, var vel ikke meget hensynsfuldt, men vi er dog tilbøjelige til at tro, at hvis den gamle provst forbavsedes over noget, var det mest over den ugenerthed, hvormed man, i alt fald fra en enkelts, side forsikrede om afvæbningsmændenes mod, og den frimodighed, hvormed man førte skriftlige grunde i marken for den opfattelse, at et land aldeles ikke skal forsvare sig.
Provst Zeuthen har aldrig lagt skjul på, at sin personlige vækkelse og sikkerhed på sit kald vand han netop i de alvorlige timer ovre på Dybbøl.

Provst Zeuthens prædikensamling afbrydes.
Som den travle og altid optagne mand, provst Zeuthen var, fandt han ikke tid til at udarbejde sine prædikener skriftlig i alle detaljer, endsige til at udgive dem.
Dette blev af mange følt som et stort savn, og det vil være kendt, at en kreds af venner her i byen for ikke længe siden søgte at råde bod herpå ved at lade et års prædikener optage stenografisk. Ad den vej håbede man at bevare en del af deres rige og dybe indhold, samtidig med, at man skabte sig et minde om provst Zeuthens stærke og djærve personlighed, der kunne overgives til efterverdenen.
Det var meningen, at denne prædikenrække skulle strække sig over et år og begyndelsen gjordes med kirkeårets begyndelse, første søndag i advent (december) i fjor.
Det blev således ikke nogen større del af planen, der blev bragt til udførelse, idet den sidste prædiken blev stenograferet søndag den 14. februar. Senere har provsten været syg, hvilket dog ikke har forhindret ham i at udarbejde de prædikener, han ville have holdt, hvis han ikke havde været syg, og endnu i går følte han sig så rask, at han sendte bud efter stenografen til i dag. Det var så hans mening, at han ville have holdt de manglende prædikener for stenografen alene, for at samlingen kunne blive komplet. Den bratte død afskar imidlertid dette, og provst Zeuthens prædikenrække kommer derfor ikke til at gå længere end til 14. februar.
Wentorffs maleri af provsten overføres til Charlottenborg.
For nogle år siden blev provst Zeuthen på initiativ af den indre mission, malet i legemsstørrelse af maleren Carl Wentorf. Billedet, der er af høj kunstnerisk værdi, har hidtil været ophængt i provstens hjem. Nu efter hans død vil det få en mere fremtrædende plads på Statens museum for kunst på Charlottenborg.

Provst Zeuthens sidste tale.
Provst Zeuthen var pligtopfyldende og uden tanke på egen bekvemmelighed til det sidste.
Skønt allerede stærkt angrebet af sygdommen, holdt han dog sine prædikener i Michaelis og i Erritsø kirker søndag den 14. februar, rejste til København om natten og talte i Garnisonskirke mandag aften i anledning af den københavnske Indre Missions 50-års jubilæum. Det blev hans sidste tale. Efter sin hjemkomst måtte han holde sengen. Han havde budt sig selv for meget.

Dødsårsagen.
Den afdøde behandledes af sin huslæge, distriktslæge Liebe. Døden kom pludselig, mens provsten et øjeblik havde rejst sig fra sygelejet, og skyldtes en hjertelammelse.

Jordefærden vil blive bestemt når den afdødes to sønner (én er sognepræst i Vildbjerg ved Herning, en anden ingeniør i København) ankommer hertil.

En højtidelighed i Sct. Michaelis kirke i aftes.
I aftes fandt en lille højtidelighed sted i provst Zeuthens hjem, hvor den nærmeste slægt og venner var samlede fir at tage en sidste afsked med den afdøde. Efter denne højtidelighed, der var af fuldstændig privat karakter, førtes kisten gennem præstegårdshaven ind i den oplyste og blomstersmykkede kirke, medens sneen udenfor faldt fint og dryssende, bredende et tæppe af den hvideste renhed og skønhed over alle omgivelser.
I kirken intoneredes fra orgelet Chopins sørgemarch, hvorefter de tilstedeværende sang salmen: "O Gud ske lov det fremad går".
Derefter trådte pastor Piolipsen frem foran den med kranse bedækkede kiste og udtalte:
De sidste ord provst Zeuthen ville have talt til os i den prædiken, han ikke fik holdt, men som han udarbejdede til brug for den prædikensamling hans venner ønskede, lyder således:
Stå fast sådan som Jesus selv stod fast, så kan du være vis på at vandre blandt engle, hvor du går og intet i verden skal skille dig fra Guds herligheder. Herren lod dette blive provst Zeuthens sidste ord til sin menighed, og gennem disse ord får vi det bedste billede af provst Zeuthen selv. Netop således stod han blandt os, og heri lå hans styrke og hans vældige kraft. Vi, der havde den nåde og lykke at samarbejde med provst Zeuthen, vi lærte hans styrke men også hans kærlighed at kende. Vi vidste, at bag ordene stod en mand og bankede et hjerte med den rigtige kærlighed.
Vi vil komme til at savne vor præst og ikke mindre vor ven. vi siger Gud herren tak for alt, hvad provst Zeuthen har været for os, og vi vil bevare mindet om ham. Den største kæmpe blandt os. Han er nu også gået ind til den herre, han tjente som en tro stridsmand, ind til den hvile, han længtes så stærkt imod, og som er ham så vel undt efter et langt dygtigt og arbejdsfuldt liv. Der grædes nu i præsteboligen, i byen og landet over. Kun én kan trøste, den herre Jesus, der har sagt: Salige er de, der bor i Herren. Vi priser Herren for provst Zeuthens liv, og bedre ord kan ikke siges ved en mands grav. I vore hjerter vil vi som gravskrift sætte over ham:s Vi så Guds kærlighed i hans liv.
Pastor Philipsen sluttede med en varm takkebøn til Herren for alt, hvad provst Zeuthen havde været for sine omgivelser, sin menighed og sit folk.
Højtideligheden sluttede med salmen: "Er der da så stor en glæde".

5/3 1915
Provst Zeuthens jordefærd
En smuk højtidelighed
Grå, trist og mørk oprandt dagen for provst Zeuthens begravelse. Tung, lav og truende sænkede den mørke vinterhimmel sig over byen, medens tågen fortættede sig til en fin regn, omdannede gaderne til et grimt, fedtet og smudsigt ælte.
Overalt vajede flagene på halv stang. Tunge, våde og slaskede hængte de nedad flagstængerne, yderligere understregende det almindelige billede af uhygge, tristhed, kulde og væde.
Allerede kl. 11 begyndte Sct. Michaelis kirke at fyldes og kl. 11½ var der overfyldt.
Koret var forbeholdt præsterne, af hvilke der var mødt så mange, som vi ikke mindes nogensinde tidligere at have set samlet. Langt over et halvt hundrede.
De øverste stolerækker var forbeholdt de officielle repræsentanter, hvoraf kan nævnes: Byrådet, kirkeinspektionerne for de to kirker, menighedsrådene for begge sogne og Erritsø, repræsentanter for skolerne, for de forskellige velgørende organisationer, cheferne for de fire civiletater, militæret, repræsenteret ved oberstløjtnant Rhordanz, en kaptajn, en løjtnant, en underofficer samt en menig soldat fra hver af de fire kompagnier. Endvidere var til stede stiftsamtmanden, biskop Koch, stiftsprovst Hoffmeyer som reprlæsentant for den københavnske Indre Mission, pastor Dalhoff som repræsentant for Diakonissestiftelsen, andre indremissionærer o.s.v.
Efter salmen: "Med sorgen og klagen holde måde", udført af orgel, basuner, pauker og kor, talte biskop Koch:
Stærke mænd omkring os segner, og vi savner dem. Provst Zeuthen er nu segnet. Han som hørte til dem, der bevarede så meget af styrken. Og han vil blive savnet rundt om i vort folk. Han hørte til den slægt, der efter 1864 rejste sig med lyst til at tage fat og bygge vort land op igen. Grebet af Kristus gik han afgjort og uforfærdet ind til sin præstegerning, stærkt præget af troens fulde forvisning. Det første indtryk af provst Zeuthen, de funklende øjne, de buskede bryn, det rynkede, furede ansigt, var en vis barskhed, men ingen tvivlede om det varme hjerte, der bankede for hans medmenneskers ve og vel. I den ånd udførte han sin præstegerning, og på samme måde udførte han sin provstegerning. Hans afgørelser var præget klarhed og retfærdighed. Han var pligtopfyldende også i de små ting. Men tjente han således Herren i sin præste- og provstegerning, gjorde han det ikke mindre som formand for kirkelig forening for Indre Mission, hvilken stilling han overtog i sin alders 65. år.
Det var en lykke for Indre Mission at der var en mand som provst Zeuthen til at overtage denne gerning. Han havde mange og store betingelser for at kunne gøre det. Alle, uanset farve og retning, betragtede ham som en af vore bedste mænd og så hen til hans krarakter med respekt og agtelse. Skolet ved nedarvet kultur, ved tankearbejde og folosofiske studier, ejede han evnen til at forstå andre standpunkter end sit eget.
Han forstod de åndelige strømninger i tiden, også blandt de yngre præster. Det evige og uforanderlige bliver selvfølgelig altid det samme gennem tiderne, men hver tid opfattes og gengiver det på sin måde. Guds rige er altid det samme, men det afspejler sig forskelligt i de skiftende slægtled. Men det nye og det gamle hører sammen. Det forstod provst Zeuthen, og han forstod de synspunkter, der ikke var hans egne, han, som efter sin alder og også efter sin natur holdt fast ved det gamle, det prøvede og kendte.
Men at forstå er ikke det samme som at være enig med. Det hjælper til at bære over med og ikke at gøre en modstander uret, og det hjælper til at finde det, som er det fælles og forenende. Og så havde provst Zeuthen en tredje betingelse: Han stod midt blandt sit folk, Han var en af vore gode mænd, og han var en dansk mand. Ingen tvivlede om at han selv i sin høje alderdom ville bevise ægtheden af sin kærlighed til land og folk. Ikke med ord og tunge men i sandhed og gerning.
Provst Zeuthen er nu segnet i døden, og han vil blive savnet som få er blevet det. Men idet vi ser hen til den frelser, der for alle sine tjenere har en salig opstandelse, takker vi Gud for provst Zeuten og hans gerning. Velsignet og æret være hans minde.

Pastor Zeuthen, Vildbjerg:
Da enden nærmede sig for Paulus sagde han: Jeg har stridt den gode strid, fuldkommet løbet og bevaret troen. Disse ord passer bedre end hvilket som helst andre på min kære, gamle fader. Han har stridt troens gode strid, hans løb er endt, og han bevarede sin tro.
Derfor vil også den retfærdige dommer række ham retfærdighedens krans. Her vil man kende hans klare og afgjorte forkyndelse om Jesus, hans hellige alvor, hans troens frimodighed, den kraft, der var over ham, og hans stærke kald til menneskene om omvendelse. Han talte ikke de mange ord, men Herrens ånd var med ham. Derfor agtede man ham og så op til ham, og der er mange rundt i vort land, der takker Gud for ham og for hans gerning. Men bag alt dette, som Gud gav ham, stod en kæmpende og stridende sjæl. Fra sin ungdom havde han altid villet det gode, det sande det skønne. Først da han lærte at se synden og uretten i verden, og det lærte han ikke mindst, da ulykken i 1964 brød ind over vort fædreland, lærte han også at bøje sig ind under Guds nåde. Det var den grund, han byggede på, levede tit liv og gjorde sin gerning. Hans liv var i ydre henseende et let og lykkeligt liv, men det var i virkeligheden ikke let. Han kæmpede mod synden i sig selv og udenom ham. Han var ikke uden synd, men hans synd var, tør jeg sige, altid af skrøbelighed, aldrig af vilje. Han havde et heftigt sind, og det kunne kæmpe og bruse inden i ham. Ikke fordi han følte sig selv krænket, men når han følte, der skete uret og Herrens sag blev sat til side. Men disse storme rensede og lutrede hans sind, således at han blev den ydmyge mand. Han var en arbejdsom mand. Gennemtænkte enhver sag til bunden og var altid fuld af ild og iver. Vi børn har meget at takke ham for. Han var en trofast og kærlig fader, stærk, fast og nidkær, som vi altid kunne se op til og som vi vidste omfattede os med en usvigelig kærlighed, og som ikke mindst bar os frem i sine bønner. Vi har mistet meget, og ikke mindre har vore kære, gamle moder mistet.
Også i som havde ham som præst og den Indre Mission har mistet meget i ham. Han har nu stridt troens gode strid, og som vi ved at han har grebet det evige liv, således vil vi alle bestræbe os på at følge ham. Stride troens gode strid for en gang at gribe det evige liv.
Amen.

Pastor Manniche:
En god engel skal ledsage ham, og hans rejse skal lykkes. Hvor passer ikke dette ord på provst Zeuthen og på den gerning, der havde hans kærlighed og som han viede sine kæmpekræfter. Da vi for otte år siden holdt fest for provst Zeuthen i anledning af hans 70 års fødselsdag, da udtalte vi ønsket om, at den sidste del af hans vandring måtte blive lige så lykkelig som den første. Hvor er dette ønske ikke gået i opfyldelse. Herren har hørt vor bøn. Han fik nåde til at lukke sine øjne samme sted som hans fader før ham. Den fader hvis minde endnu med kærlighed bevares her i Fredericia, Han bevarede sin ånds fulde kraft til det sidste, og han fik lov til at se frugten af sin gerning. Hans menighed skaredes om ham, og hans ord om synd og nåde vendte ikke tomme tilbage. En engel ledsagede ham til det sidste! Han var en vældig tankens ånd, han stred den gode strid og førte vældigt ordets slagsværd. Han kunne slå hårdt, meget hårdt, da han stod i sin ungdoms fulde kraft. Men med årene blev han mild, kærlig, elskelig og barnlig. Aldrig har provst Zeuthen været til rigere velsignelse end på sine gamle dage. Han blev sagtmodig og ydmyg, fordi han havde lært af ham der sagde: "Lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjerte." Han udtalte selv, at han ikke fortjente alle de lovord, der blev sagt om ham. At man tog fejl af ham og at han slet ikke var så god, som vi i vor kærlighed til ham troede. Dette er den rette ydmyghed. Han var en ærlig, nidkær og redelig Herrens tjener.
Han var, som vor borgmester sagde i byrådet, en ridder uden frygt og lyde, en retlinet personlighed, en ædel skikkelse, en værdig Herrens stridsmand.
Pastor Manniche sluttede derefter med en varm takkebøn for alt, hvad provst Zeuthen havde været.
Efter salmen "Den grund hvorpå jeg bygger" talte pastor Moe, Skanderup (Ny formand for Indre Mission).
Når provst Zeuthen fik en så fremtrædende stilling inden for Indre Mission. Når han blev så kendt landet over, og når der er så stor sorg ved hans død, så skal det siges, at grunden ikke var hans rige begavelse og filosofiske forstand, thi inden for Indre Missions brede lag er der mange, som ikke ved, hvad man forstår ved en filosof. Heller ikke var det hans ridderlighed der gjorde udslaget. Det var to andre ting, hans ydmyghed og hans tro.
Herom siger Herren: "Uden at blive som børn kommer i ikke ine i himmerigets rige". Dette ord gælder ikke blot det jævne folk, men det gælder også dem i de store stillinger og dem med den rige begavelse. Provst Zeuthen kendte så st sige kun solskin i livet. Han havde en trofast og elskelig hustru, to sønner, som gjorde ham ære og glæde. Han og hans familie trykkedes ikke af sygdom og havde ikke økonomiske sorger. Han mødte i det hele taget ikke noget af det, som ofte trykker andre. Der er ikke mange der kan tåle at have så megen medgang, men provst Zeuthen kunne tåle det. Han var altid i ligevægt, aldrig overlegen, altid hensynsfuld, og han kunne, hvad der er et af de bedste kendetegn på den sande sagtmodighed og ydmyghed, det er noget som det brede lag indenfor missionen forstår. Netop fordi provst Zeuthen var som han var, havde han den udstrømmende og varme tro på Gud og Guds ords sandhed. Der er talt om vanskeligheden ved at stå i spidsen for missionens store arbejde. Det aller vanskeligste har dog været at holde missionen klar af den liberale teologi. Der har været gjort mange forsøg på at føre missionen blrt fra de gamle sider og føre dem ind i en mere moderne retning, og der har under disse forsøg været appelleret til provst Zeuthens filosofiske dannelse, hans liberalisme og ridderlighed og hans vidtskuende ånd. Men hvor ridderlig han end kunne være: Her stod han fast over for alle forsøg på at gøre Jesu undfangelse af den Helligånd og hans korsfæstelse til kirkelige dogmer, stod han afvisende. Kunne han end ikke bruge så stærke vendinger som Vilhelm Bech, så var han alligevel oraklet på det afgørende punkt hvor angrebet skete. Hans filosofiske tankegang medførte vel, at han undersøgte alt til bunds, men han fandt dog kun én side ved det der skete på Golgatha. Han stod fast på bibelens grund. Derfor er det også, vi i Indre Mission siger Herren tak for provst Zeuthen. Måtte vore tanker hver gang de vender tilbage til den afdøde, altid hæfte sig ved dette: Han arbejdede og døde i troen på Gud.
Missionær Beck fra København fremdrog Zeuthens kærlighed til de arbejdende lægfolk. Det var ikke mindst denne kærlighed, som blev bevaret indtil hans død, der gjorde, at han i 1879 trådte ind i bestyrelsen for Indre Mission. Han var altid bedrøvet og protesterede, når man mente ikke at kunne bruge flere lægprædikanter. Enkelte missionærer har vel til tider misforstået Zeuthen, men de lærte efterhånden at kende og skatte ham.
De første sejre vandt provst Zeuthen i sit lønkammer, hvor han ofte bad: Lad os ikke blive fejge, men fyldte med kraft, kærlighed og sindighed. Det var netop egenskaber der karakteriserede Zeuthen. Når nu provst Zeuthens lig stedes til hvile, er det med tak til herren og med bøn om, at han fremdeles il holde sin hånd over Indre Mission. En af de væsentligste betingelser for missionens fortsatte trivsel er det, at den nære forbindelse mellem præsterne og lægfolket bevares.
Taleren sluttede med en bøn.
Derefter spilledes Hartmanns sørgemarch over Thorvaldsen.
Efter første vers af salmen: "Så vil vi nu sige hverandre farvel" blev kisten båret ud af kirken. Jordpåkastelsen foretoges af pastor Zeuthen, der ligeledes på familiens vegne, bragte en tak til kongen, biskoppen, byrådet samt alle de mange andre, der havde vist deres deltagelse.

Et digt af provst Zeuthen:
Nedstående digt af provst Zeuthen er ifgl. Kristelig Dagblad skrevet for 17½ år siden til en kvindelig missionær i anledning af hendes udsendelse til Indien.

I Fredericia var jo dit hjem,
og der har din frelser du fundet.
Og hvor du drager i verden frem,
dog hertil dit hjerte er bundet.

Og når du gisper i solens brand,
der stråler fra himmelfeltet.
Du ønsker dig til Fredericias strand,
med de kølige vinde fra bæltet.

O, tænk da på kirken, der gemmer sig bag,
kastanjens fyldige kroner.
Og tænk på så mangen en herrens dag,
med salmer og orgelets toner.

Og tænk så på ordet om frelse fra fald,
som der har din sjæl vederkvæget,
Og tænk så på ham, hvis himmelske kald,
til sidst, fik dit hjerte bevæget.

Ja, aldrig din barndomshjem du glem,
bevar det i kærligt minde.
Men husk dog på, at dit rette hjem,
på jorden du ej kan finde.


Signerede kranse til provst Zeuthens båre.
Blandt det store antal signerede kranse, der var sent til provst Zeuthens båre, bemærkedes en krans (med guldsignerede bånd) fra kongen, sognerådet i Erritsø, Selskabet Børnenes Vel, Plejeforeningen, Menighedsrådet i Erritsø, Samfundet i Erritsø, Eleverne i Søstrene Andersens skole, Det sidste konfirmandhold, Fredericia byråd, Sct. Michaelis kirkekor, Soldaterhjemmet i Fredericia, Officersforeningen i Fredericia, Befalingsmænd og rekrutter af Fredericia garnison, Lærerinder og lærere ved Fredericia højere Almenskole, Trinitatis-Ullerups menighedsråd, Sct. Michaelis menighedsråd, Sct. Michaelis kirkeinspektion, Fredericia skolekommission, KFUM's hovedafdeling KFUM´s ungdomsforening, Kirkelig forening for Indre Mission i Nordslesvig, De personelle kapellaner, Dansk Diakoniske stiftelse, De hellige samfund i Fredericia, Søndagsskolebørnene, Samfundet i Ikast D. L. 102. kreds, Understøttelsforeningen i Fredericia.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286