FREDERICIAS HISTORIE
Personnavne der knytter sig til byens historie.
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©

Anne Magdalene Thoresen f. Kragh
(1819-1903)

Født Sundegade 16 i Fredericia den 3. juni 1819, som datter af skibstømrer Thomas Nielsen Kragh og hustru Anne Kirstine Pedersdatter. Ved dåben fik hun navnet Anne Magdalene Kragh.
Hun var nr. 2 i en børneflok på 4: Niels, født 20/9 1917, Anne Magdalene, f. 3/6 1819, Dorthea f. 25/10 1822 og Peter f. 22/12 1824.
Malene, som hun kaldtes medens hun boede i byen, var ikke nem at styre som barn og opholdt sig en stor del af tiden hos bedstemoderen Dorthe Mikkelsdatter kaldet "Kragen", boede i huset kaldet "Kragereden", der også husede beværtning, og lå på hjørnet af Norgesgade og Sdr. Voldgade. Bedstemoderen og Malene lignede hinanden meget af sind og bedstemoderen var den eneste der kunne styre sit temperementsfulde barnebarn.
Da Malene blev konfirmeret, boede hun hos bedstemoderen.
Hun elskede at klæde sig ud og spille komedie sammen med sine søskende.
Fra konfirmationen og til hun som 21 årig forlod byen i 1840, er der ikke mange oplysninger. Ingen troede vist på at hun skulle blive en kendt forfatter og komme til at omgås nogle af de største kulturpersonligheder i dansk og norsk kulturliv.
Hun skrev digte og gik rundt på havnen iklædt matrostøj og røg stor cigar til stor forargelse for byens borgere. Hun elskede at læse bøger og nåede vel næsten igennem alle lejebibliotekets bind.
Fabrikant Anker Heegaard fra København hørte om den iltre og begavede unge pige og fik hende til København, hvor hun studerede sprog og litteratur i 2 1/2 år. Hvorledes de er mødtes vides ikke, men han har måske besøgt Kragereden, der lå tæt ved færgelejerne, på en rejse og der set nogle af hendes digte. I studietiden traf hun islændingen Grimor Thorgrimson Thomsen, som hun forelskede sig i og de fik sammen en søn som døbtes Aksel Peter Jensen. Grimor, som også var en vilter type og nationalskjald på hjemøen, forlod hende dog. Så fik hun arbejde hos pastor og enkemand Thoresen på Herøy i Norge. Hun skulle undervise 5 børn fra hans to tidligere ægteskaber. Pastoren, der var 17 år ældre end Magdalene, forelskede sig i hende og de blev gift og fik sammen 4 børn. Han rejste meget sammen med hende og førte hende ind i de kulturelle kredse. En af hendes steddøtre blev gift ned Henrik Ibsen. Hun oversatte og skrev vaudeviller og teaterstykker og traf den 25 årige Bjørnstjerne Bjørnson, der da var 25 år. Thoresen var død to år tidligere og Magdalene forelskede sig nu vildt i Bjørnstjerne, som udgav hendes "Digte af en dame" i 1860. Bjørnstjerne gengældte dog ikke helt hendes kærlighed og giftede sig med Caroline. I 1862 rejste hun til København med børnene, men bevarede dog stadig kontakten til Bjørnstjerne.
I Danmark betragtede man hende som nordmand og i Norge som dansker, hvilket gjorde det svært for hende at klare sig. Hun opholdt sig derfor snart hos en datter i Nordnorge, hos en søn i Schweitz og i København. I København fik hun meget støtte af søstrene Reinhard og af Johanne Louise Heiberg. Hun mødte bl.a. H. C. Andersen og 22 årige George Brandes som hun gjorde tilnærmelser til, hun var da 45 og Brandes væmmedes ved hende.
Hun skrev mest om Norge men også bl.a. om livet ved Lillebælt.
Som 80 årig fik hun både danske og norske fortjenstmedaljer i guld, og hun blev også tilkendt en dansk digtergage af staten. Hun levede den sidste tid af sit liv ved Gilleleje. hun døde 24. marts 1903 og begravedes på Assistens kirkegård i København.
Georg Brandes skrev om hende at hun var en mærkelig blanding af hedenskab og kristendom og at hun som ung havde sagt, at hun elskede Jesus og Eros lige højt.


NY FÆRGEGAARD KALDET "KRAGEREDEN" MIDT I BILLEDET - SET FRA STRANDVEJEN

Hun udgav en lang række fortællinger om norske bonde- og fiskersamfund, bl.a. romanerne Signes Historie (1864) og Solen i Siljedalen (1868).
Hun skrev også dramatik og "Et rigt Parti" fra 1870, "Inden Døre" fra 1877 og "En opgående sol" fra 1881 opførtes på Det kgl. Teater. Mest kendt er hun nok fra sine rejsebeskrivelser "Billeder fra Vestkysten af Norge fra 1872 og Billeder fra Midnatsolens Land 1884-86.


Fredericia Dagblad 24/2 1906
Forstander ved den kgl døvstummeskole, Fritz August Becher fortalte i et foredrag 1905 om Magdalene Thoresen:

Ved mødet i onsdags i Good Templar-hjemmet bød murermester Schow velkommen, hvorefter man sang "Til vor lille gerning ud". Forstander Bech indledede derefter sit foredrag med at nævne, at der for ikke længe siden, i et lille hus i Sundegade, er bleven opsat en mindetavle over Magdalene Thoresen. Den bærer følgende inskription:

"Her fødtes forfatterinden
Magdalene Thoresen
3.juni 1819
Død 25. marts 1903"


Hvorvidt Magdalene Thoresen virkelig er født i det nævnte hus, ved man dog ikke med bestemthed. Der er flere ældre folk i byen, der har tilbøjelighed til at tro, hun er født i "Ny Færgegaard", hvor hendes forældre boede. Men det ved man med sikkerhed, at hun er født her i byen. Hendes fader Thomas Kragh, var af gammel, noget stolt, jysk slægt, der holdt på værdigheden, medens moderen, Kristine Petersen, var fynbo. Man mener at Magdalene Thoresen har arvet det sejge værdige efter faderen. Faderen drev fskeri og sejlede med fragt. Desuden havde han et gæstgiveri i "Ny Færgegaard" som dog til dels bestyredes af hans kone. Thomas Krag havde to brødre, der led samme skæbne som han. De døde på havet.
Magdalene skal have været et ualmindelig kønt barn, med mange mærkelige egenskaber. Hun tumlede sig med stor lyst ved stranden, specielt ved Møllebugten, og når hun legede med kammerater, var hun altid den anførende og den opfindsomme, hvorfor kammeraterne så op til hende med beundring. Det fortælle, at der ude ved møllebugten engang var drevet et stort stykke tømmer i land, som hun ved hjælp af 2 brødre fik halet på det tørre og stillet på kant. Det skulle forestille et strandet skib, og brødrene kommanderede hun til at lægge sig ned på strandkanten, forestillende ilanddrevne lig, medens hun selv agerede den eneste frelste. En gammel kone, der i det samme kom forbi, irettesatte Magdalene for denne, efter hendes mening bespottende leg, og sagde bl.a.: Tænk om din fader nu er druknet i havet. Denne advarsel tog Magdalene som en spådom. Hun skyndte sig hjem, gav sig til at feje og skure, strøede grønne grene foran døren, idet hun mente, at hun ved arbejde kunne gøre bod for den synd hun havde begået. Faderen, som var på havet, kom dog velbeholden hjem den gang.
Som ganske lille kom Magdalene i pleje hos en slægtning, en gammel kone der boede i Sundegade, og der havde hun sit bedste hjem. Den gamle kone kunne rigtig give stof til Magdalenes fantasi, og især udmalede hun for Magdalene, hvilken stor dag hendes konfirmation ville blive.
Alt hvad der hed pligt skyede Magdalene. Hun var ikke nogent særligt flidsmønster i skolen. Derimod skrev hun vers, som hun læste op for sine kammerater.
Imidlertid oprandt hendes konfirmation, men hendes plejemoder opnåede ikke den glæde at være med til konfirmationen. Magdalene kom hjem til færgegården, hvor hun skulle gå moderen til hånde med at opvarte gæsterne. Det passede ikke Magdalene, der fra barn havde udmalet sig noget større og højere. Dog fik også her hendes fantasi rigtig næring, når hun om aftenen sad i en krog og hørte på fiskernes beretninger, og navnlig fængslede sømændenes fortællinger om oprøret i Paris hende stærkt.
Dette værtshus havde dog også sin uheldige indflydelse på hende, da hun, køn som hun var, var genstand for gæsternes efterstræbelser, og adskillige har nok fået brådne pander for hendes skyld.
Hun kunne til tider være ret vild. Således kunne hun trække i sømandstøj og med cigar i munden, spadsere ud ad Strandvejen til almindelig forargelse for fredericianerne, ligesom hun også skulle have kendt Frederik den 7., da han som prins boede her i byen. Dette passer også med hendes egne fortællinger, men ud over, at han vel nok gjorde kur til hende, er der næppe mere om dette bekendtskab. Hendes tolker nævner heller ikke noget derud over.
Fra sig 14. til 20. år opholder hun sig i hjemmet i færgegården. Disse år kalder hun sine trængselsår. Moderen ønskede hende anbragt i modehandlerlære, hvilket hun også kom, men dette ville ikke gå. Hun sad og syede, men mellem modesagerne gemte hun sineromaner, som hun tig frem, så snart lejligheden tilbød sig. Skønt hun fra det liv hun førte, medens hun var i beværtningen, blev stemplet som sunket dybt. Hun siger selv, at hun så kun sorg og råddenskab til alle sider, så var der dog dem, der havde øje for hendes gode sider og hjalp hende til et 3-årigt ophold på en skole i København.
Det første år faldt hende besværligt, men senere læste hun med stor lyst, og da de tre år var omme, stod hun med en stor mængde kundskaber. Hun søgte nu plads som lærerinde.
Tilbage i Fredericia ville hun på ingen måde. Hun kunne få plads i Vestindien og i Norge.
Hun valgte da Norge. Pladsen var hos en provst Thoresen, der var enkemand for anden gang og havde 5 børn. Provsten, der tillige var stortingsmand, tog imod Magdalene i Christiania, hvor hun så ham k omme med flere af Norges stormænd, og fik da det indtryk af Thoresen, at han ikke på nogen måde stod tilbage for de andre.
Det var ikke lutter morskab for Magdalene at være lærerinde hos Thoresen. Livet var stille og roligt. Omgivet af høje fjelde på den ene side og vand på den anden, som præstegården var. bidrog opholdet her til at fremkalde mørke og tunge tanker i hendes sind, og dertil kom, at hun ikke før havde kendt til noget religiøst liv som det, der her rørte sig. Hun blev syg, men kom dog over sygdommen, hvortil bidrog Thoresens store omsorg og opofrelse.
Nu tilbød Thoresen hende sin hånd, som hun tog imod, og først nu fandt hun sig selv igen efter mange års bevæget liv.
Hun blev en god moder for de 5 børn, som allerede fandtes i hjemmet og fødte selv 4.
Samme år de var bleven gift, søgte Thoresen embede i Bergen, da han troede dermed at kunne glæde sin hustru, men Magdalene har siden selv sagt, at hun følte det som en sorg, da hun skulle forlade den lille ø.
Thoresens kom hurtigt ind i en stor selskabskreds i den livlige by Bergen, og kom bl.a. også sammen med Ibsen, der var meddirektør for Bergens Teater. Fru Thoresen vandt ved sin skønhed og begavelse alles hjerter. Hun blev tilbudt at skrive kritikken over teateret, og snart begyndte hun selv at skrive stykker, både vaudeviller og tungere, dramatiske stykker. Nogle gjorde lykke, andre ikke.
Disse stykker var altid anonyme.
Skønt hun således bevægede sig meget i selskabslivet, skrev teaterstykker og i øvrigt var meget optaget udadtil, glemte hun dog ingenlunde sine børn og sit hus.
Om Ibsen siger hun: Han var en banebryder Norge trængte til, og om Bjørnson, som hun senere kom til at kende, sagde hun: Han betog mig, som havet betager mig.
Dette selskabelige liv i Bergen inspirerede hende til at skrive en lille fortælling: "En aften i Bergen", og dermed havde hun gjort introduktion i litteraturen.
Ikke længe efter døde hendes mand, og hun stod nu ene med 4 børn. Hun ansøgte regeringen om digtergage i lighed med andre forfattere, men dette blev hende afslået, da man gjorde gældende, at hun var en dansker. Hun rejste nu til København i håb om bedre at kunne klare sig her. Hun ansøgte nu den danske regering, men her trak man på skuldrene og sagde, at hendes afdøde mand var nordmand. Senere blev der dog tilstået hende 800 kr. som året før hun døde forhøjedes til 1.200 kr.
I København skrev hun fortællingen "Studenten" hvori hovedtrækkene er disse: En såkaldt bondestudent, en naturlig begavelse fra landet, kommer på gale veje, synker dybt, tager sig atter sammen og bliver en stor mand. Man vil af denne som af mange andre af Magdalene Thoresens fortællinger kunne gennemskue forfatterindens egen livsskæbne genfortalt eller overført på andre.
Hun siger i en fortælling: Jeg takker Gud for, at han gav mig evne til at tømme glædens bæger og til at se sorgen, som den er. Det er denne livsfølelse, der går gennem flere af hendes fortællinger.
Magdalene Thoresen var imidlertid bleven populær i København. Det ledende blad "Fædrelandet" omtalte hendes arbejder meget rørende, og hermed var hendes forfatterevne anerkendt.
Studenterforeningen indbød hende som æresgæst ved en stor fest, hvor hun dansede polinaise sammen med fru Heiberg. Det var den største ære, der kunne vises dem, og dertil kom, at alt hvad der var norsk, pludselig var kommet på mode.
Senere førte hun et mere uroligt liv. Snart var hun i Norge, snart i Danmark. Gjorde rejser til Bøhmen og Schweiz, skrev en masse skildringer fra Norges kyster, og 66 år gammel gjorde hun endnu en rejse til Norge. Sejlede rundt i både deroppe hvorefter hun srev "Nogle billeder fra midnatssolens land".
Skønt Magdalene Thoresen kaldte de år, hun levede her i Fredericia, sine trængselsår, så slog hendes hjerte dog varmt for hendes fødeby, hvad man bl.a. kan skønne deraf, at da man for nogle år siden henvendte sig til hende om bidrag til det formål, at gøre Fredericia til en turistby, svarede hun, at penge havde hun ingen af, men kunne hun være til tjeneste med litterært arbejde, skulle hun hjælpe det hun formåede.
Af de bøger hun har skrevet,vil to specielt have interesse for fredericianerne, nemlig "Fra Lillebælt" og "Søløven".
"Søløven er kaldet op efter hendes faders yacht.
Foredragsholderen omtalte sluttelig festen i anledning af Magdalene Thoresens 80 års fødselsdag, og udtalte håbet om, at fredericianerne ville bevare mindet om digterinden med samme trofasthed, som hun bevarede det til Fredericia.
Murermester Schow takkede foredragsholderen for det udmærkede foredrag, hvortil forsamlingen sluttede sig ved at rejse sig. Derefter sang man: "Der står et slot i vesterled".


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286