Og tysken marschered' mod Mysunde op,
o hør, o hør hvor det dundrede,
for han vilde fede sin magre krop,
der var halvfemsindstyve hundrede,
o hør, o hør hvor det dundrede.
2
Og Wrangel han klø'ede sig i sin paryk,
o hør, o hør, hvor det dundrede,
han ønskede også at blive lidt tyk,
han "Jensernes" maver beundrede,
o hør, o hør hvor det dundrede.
3
Han sa'e: "I skal til middag få"
o hør, o hør hvor det dundrede,
"Det danske sul og en snaps ovenpå,
en snaps, der varmer som hundrede,"
o hør, o hør hvor det dundrede.
3
Så gik de til Mysunde og blev trakter't,
o hør, o hør hvor det dundrede,
men så fik de maden i halsen forkert,
alle halvfemsindstyve hundrede,
o hør, o hør hvor det dundrede.
4
Da Jens han såe det så småt han lo,
o hør, o hør hvor det dundrede,
og lystig på tyskernes ryg han slog,
de løb så Jens sig forundrede,
Ja, lystig Jens på dem dundrede.
5
"Nu skal du s'gu have prygl, du rad!"
o hør, o hør hvor det dundrede,
så jublede Jens og pryglede glad,
hver Jens slog som flere hundrede,
o hør, o hør hvor det dundrede.
6
Ja tysken fik nok for denne gang,
o hør, o hør hvor det dundrede,
og Wrangel han fik en næse så lang,
så lang, - så han selv den beundrede.
o hør, o hør hvor det dundrede.
7
De danske Jenser så tapre stod,
o hør, o hør hvor det dundrede,
at tyskerne hastig Mysund forlod
og brøled' mens Jens dem "muntrede":
"o hør, o hør hvor det dundrede!"
