DSB MINDELUND

14/3 1939
På et byrådsmøde blev fremlagt et af DSB overarkitekt Seest udarbejdet tegningsforslag til en mindelund for de jernbanemænd, der mistede livet under deres arbejde i DSB's tjeneste.
Byrådet følte sig på byens vegne beæret som udvalgt til at huse mindelunden.
Nationalmuseets udtalelse var, at forslaget var for kirkegårdsagtigt, men det ville ikke sætte sig imod og byrådet vedtog at tiltræde udkastet.

13/5 1939
Formanden for udvalget, der stod bag mindelunden var DSB's generaldirektør Knutzen.
Monumentet skulle rejses på Holstens bastion. Mindestenene skulle være i bornholmsk granit.
Tanken om en mindelund var ikke ny. 28 år tidligere kunne man i jernbanebladet læse, at langt over 2.000 jernbanefolk siden 1892 havde mistet livet i tjenesten.
Midtpunktet bliver en 4m. høj sten. Man forventede at mindelunden ville stå færdig i september.

30/10 1939
Mindelunden indvies 29/10 1939.
Indvielsen af mindelunden på Holstens Bastion mellem Sjællandsgades gennemskæring og det gamle baneterræn i går, formede sig som en enkel og smuk højtidelighed.
I den grå og fugtige oktoberdag, hvor tunge regnskyer hang truende over byen, men dog holdt tæt under selve indvielsen, havde der samlet sig mellem 2 og 3.000 mennesker i mindelunden. På den rejste tribune sås statsminister Stauning, trafikminister Axel Sørensen, generaldirektør Knutzen, landstingsmand Charles Petersen og mange af statsbanernes ledende embedsmænd.
Vi kan således nævne trafikchef E. Terkelsen, regnskabschef Jyrdal, søfartschef Neergaard, de to distriktschefer Herschend og Gustav Hansen fra hhv. første og andet distrikt, overarkitekt Seest, der har projekteret mindelunden og mindesmærket, stationsforstander L. Chr. Larsen m.fl.
Endvidere medlemmer af Fredericia byråd og formændene for de fire organisationer, som har rejst mindesmærket, nemlig stationsforstander Høgsgaard (jernbaneforeningen), forretningsfører Th. Petersen (Dansk Jernbaneforbund), lokomotivfører Sofus Jensen, Fredericia, (Dansk lokomotivmandsforening) og Laur. Hansen, København, (Værksteds og remisearbejdernes Fællesorganisation).
På det afspærrede terræn udenfor tribunen stod de mange pårørende, som var indbudt til højtideligheden. Ialt havde statsbanerne udstedt ca. 400 fripas til sådanne pårørende fra alle egne af landet. De fleste af de mange indbudte ankom til Fredericia med middagstogene. Såvel perronen som banegårdens hovedbygning og pladsen foran denne var smukt pyntet med dannebrogsflag, og byen havde til ære for gæsterne, renst 40 flagstænger ad Jernbanegade til mindelunden.
På begge sider af mindesmærket sås faner fra jernbaneorganisationerne samt de udenfor jernbanerne, men i samarbejde med disse stående fagorganisationer.
Højtideligheden indledtes med musik af et hornorkester under musikdirektør Billesbølles ledelse. Præcis klokken 14.45, da transmissionen begyndte, lød tonerne fra "Kongernes konge" over pladsen og formanden for centralorganisation I (sølvsnorene).

Charles Petersens tale.
Landstingsmand Charles Petersen, talte derpå på de fire personaleorganisationers vegne.
Landstingsmanden indledede med at omtale monumentets tilblivelseshistorie og fortsatte.
Det er desværre et stort antal arbejdere og tjenestemænd, der i årenes løb har mistet livet under udførelse af deres pligt i statsbanernes tjeneste.
Ulykker undgås jo ikke, hvor mange hjul snurrer og tunge maskiner er i gang. Teknikkens vældige udvikling, og tidens rastløshed medfører uundgåeligt større risiko op arbejdspladsen som overalt.
Jernbanetjenesten er i høj grad forbundet med risiko for udøvere af denne tjeneste.
Jernbanemandens farefulde gerning kræver både agtpågivenhed og åndsnærværelse, men der kan være stunder, hvor selv den bedste hjerne kan blive træt, den sikreste hånd kan svigte, og ulykken kan i samme øjeblik være over den vedkommende.
Det er oftest den dygtigste, mest tjenstivrige tjenestemand det går ud over, men i det hele gælder det, at arbejderen i værkstederne, manden der arbejder ude på banelinien mellem de blanke stålskinner, tjenestemanden på rangerpladsen, togmanden der færdes i og mellem vognene og sporene, lokomotivmanden der styrer stålhesten. Alle skal have et øje på hver finger, og nerverne må være i orden, først og fremmest af hensyn til banernes sikkerhed og de tusinder af menneskers liv, som hver time i døgnet befordres fra sted til sted med de danske statsbaner, men naturligvis også af hensyn til eget liv og førlighed.
Alligevel må nogle bringe svære ofre under udførelsen af deres pligt og ansvarsfulde gerning i kampen for tilværelsen. En del, desværre for mange, mister førligheden og bliver invalider. En anden, noget mindre del, må sætte livet til. Det er disse, dem, der er forulykkede på arbejdspladser, vi vil mindes ved det mindesmærke, der om lidt skal afsløres. Flere af stenene bærer navne på mænd, der satte livet til for at redde andre mennesker for fare. Disse, arbejdets helte, skal mindes og æres til sene tider.
Jeg føler mig værende i kontakt med alle jernbanemænd og med alle slægtninge til de afdøde, når jeg bringer regeringen, statsbanernes generaldirektør og de fire jernbaneorganisationer samt Fredericia kommunalbestyrelse og hr. overarkitekt Seest, jernbanepersonalets tak for rejsningen af mindesmærket.
Ære være vore afdøde kammeraters minde.
Talen efterfulgtes af et par minutters stilhed og alle blottede hovederne.
Jernbanernes folk bliver dus med risikoen.

Generaldirektørens tale.
Der fulgte nu en smuk sang skrevet til højtideligheden, og derefter talte generaldirektør Knutzen.
Den sikkerhed statsbanerne byder sit rejsende publikum er overordentlig stor. Der kan ske ulykker. Netop i disse dage er det 20 år siden, den sidste store ulykke skete ved Vigerslev, men i de 20 år siden da, har statsbanerne befordret ialt ca. 700 millioner rejsende og af disse har kun 3 mistet livet uden egen skyld ved ulykke under befordringen. Det kan derfor med rette hævdes, at for publikum er sikkerheden på jernbanen fuldt betryggende.
Helt så sikre kan man ikke betegne forholdene på arbejdsmarken for statsbanernes eget personale. Stenene her vidner om arbejdets risiko. Siden 1900 har 385 jernbanemænd sat livet til under tjenestens udførelse og også før århundredeskiftet krævede arbejdet på skinnerne ofre.
Studerer man stenene nærmere vil man finde et lyspunkt: Antallet af dræbte er lykkeligvis ikke steget i takt med trafikkens udvikling. I hvert af tiårene 1900-1909 og1910-1919, var antallet gennemsnitlig 11. I hvert af de to sidste tiår har det været omkring 8.
Når det erindres, hvorledes tempoet i hele trafikkens afvikling er steget i disse 40 år, er tallenes tendens tilfredsstillende. Det er gået den rigtige vej. Dermed er det ikke sagt, at vi er tilfredse, tværtimod. Hver eneste ulykke rammer os smerteligt. Hver gang en af vore arbejdsfæller dør under arbejdets udførelse, føler vi det dybt, og hver gang giver det os anledning til påny at rejse spørgsmålet, om det ikke kunne være undgået, og om der er noget at gøre for at forhindre senere ulykker. Det samme spørgsmål rejser sig naturligvis mangedobbelt stærkt ved en samlet overvejelse, som f.eks. arbejdet med dette monument har givet anledning til. Summen af vor erkendelse er da den, at jernbanemændenes gerning i sig selv rummer risikomomenter, mod hvilke man kan søge at rejse gærder i reglementer og instrukser og i arbejdets tilrettelæggelse.
Dette er administrationens selvfølgelige pligt, men reglementerne slår ikke til. En nærmere undersøgelse af ulykkens årsager vil vise, hvor hyppigt det er en momentan forglemmelse, en sætten forsigtighed til side, der har ramt dødeligt. Men i samme åndedrag, som vi fastslår, at mange ulykker teknisk set kan rubriceres under uforsigtighedsrubrikken, i samme åndedrag erkender vi, at denne uforsigtighed er dybt forbunden med jernbanemændenes daglige indsats. De bliver dus med risikoen. "Det går jo altid godt", og dybt i bevidstheden sidder den uskrevne lov: Du må ikke forsinke togene. Af tempoet skabes skyndsomheden, af skyndsomheden nu og da uagtsomheden, der normalt intet koster nu og da, og da koster det det dyreste mænd kan sætte ind: Livet.

En tak til de døde.
Men ganske uanset ulykkens årsag, er vor sorg og vor medfølelse hver gang den samme. Det er for de allerfleste en livsgerning, at komme til jernbanen. For disse blev jernbanens arbejdsmark stedet, hvor de, som der står på den ene sten, såede arbejdets kerner og høstede dødens korn.
Statsbanerne har en tak at bringe alle disse. De har ikke nået at få den tak, vi giver vore gamle ved deres afsked. De har været med i vores arbejde, de har fulgt dets inderste lov.
For mange af dem har arbejdet ved banerne været det sidste i deres bevidsthed. Derfor gik statsbanerne med særlig glæde ind i arbejdet på rejsningen af dette monument. Det har en dobbelt opgave: Det skal først og fremmest være et mindesmærke der skal bidrage til at holde erindringen levende. Men det skal også være et alvorligt manende til besøgende, stilfærdigt indtrængende skal det minde om arbejdets risiko. Fællesskabet mellem statsbanernes personale og deres ledelse har fundet udtryk ved rejsningen af dette monument, Måtte det også i den retning have en opgave: At minde om, at vi er dybt fælles om vilkår og om fremtid.
Idet jeg da afslører hovedstenen for dette monument over arbejdets ofre, beder jeg Dem alle om et par minutters stilhed for at samle Deres tanker. Deres sorg og deres tak. Deres medfølelse og deres erindringer omkring vore døde kammerater. Sålænge en mand mindes i hengivenhed, er han ikke rigtig død, og selv, når han for længst er blevet til støv, så bevarer vi dog en velgjort gerning, et livs indsats altid har sin værdi.
Under sidste del af generaldirektørens tale blev et stykke lærred, der havde skjult forsiden af hovedmindesmærket, fjernet, og der fulgte en ny kort stund, hvor alle stod tavse med blottede hoveder. Efter afsløringen blev der nedlagt smukke blomsterdekorationer ved mindesmærket. Generaldirektøren nedlagde en dekoration fra statsbanerne, og efter ham fulgte de fire personaleorganisationers formænd. Bagefter dvælede de et øjeblik ved mindesmærket, der foruden statsbanernes mærke, det vingede hjul, bærer følgende inskription:

Jernbanemændenes gerning mellem de blanke skinner Arbejdets hastige rytme. Togene dag og nat kræver af alle en indsats Af nogle den største i livet Dem til ære og minde. stenene her er sat

To mindre mindesmærker er rejst henholdsvis for de jernbanemænd der omkom før 1900 og som man ikke kender navnene på, og for de arbejdere, der omkom under arbejde ved statsbaneanlæg, men ikke direkte antagne af statsbanerne.
På de to nævnte sten, der er anbragt ved siderne, er der indmejslet smukke og meget betegnende inskriptioner. Stenen på højre fløj bærer følgende indskrift:

Jernbanemænd, omkomne under tjeneste for De danske Statsbaner i årene 1847-1899.

Er navnene gemt bag årtiers slør, og gravene hjemfaldne skjul, hver tæller dog med i den flok som dør, under togenes rullende hjul.

Stenen på venstre fløj er forsynet med følgende inskription:

De såede arbejdets kærner, og høstede dødens korn, men mindernes blomster stjerner, kan gro mellem savnenes torn.

Statsministerens tale:
Efter nedlægningen af dekorationer ved mindesmærket, hvorunder orkesteret intonerede "Altid frejdigt" talte statsminister Stauning.
Det er ikke just respekt for menneskeliv, der præger dette århundrede, sagde han. Millioner af mennesker er faldet som ofre under udøvelsen af deres borgerpligt. I den henseende har det danske folk dog været forskånet, fordi alle er enige om, at vi skal bevare vor neutralitet. Men selv om vort land holdes udenfor de blodige begivenheder, undgås det dog ikke, at der sker ulykker, som kræver menneskeliv. Det er en smuk tanke at man har ønsket at sætte et varigt minde for dem, som faldt på arbejdets valplads.
Det er al anerkendelse værd, at denne plan er blevet realiseret, og det vidner tillige om den rette kammeratskabsånd, at man nu har rejst dette mindesmærke her i Fredericia ved det store knudepunkt for statsbanerne. Jeg takker i regeringens navn for det gode vidnesbyrd om godt sindelag, som her er givet. Vi ærer dem, der gik bort, og vi vil alle værne om dette smukke monument, der i dag er rejst.

Nyt minde for Fredericia at værne om.
Sluttelig talte borgmester Frantz Hansen.
På Fredericia bys vegne takker jeg generaldirektoratet og de respektive organisationer fordi man har valgt at opstille dette mindesmærke i Fredericia.
I tiden der kommer, vil sikkert mange samles her i en stille stund for at mindes deres omkomne pårørende. Fredericia fik jo gennem tiderne mange minder at værne om. Jeg kan på byens vegne afgive løfte om, at vi også vil sætte en ære i at værne og frede om denne mindelund, så den til sene tider må tolke sin tavse tak til dem, der gik bort, og medfølelse med dem, der blev tilbage.
Den officielle del af højtideligheden var dermed til ende og de mange mennesker benyttede derefter lejligheden til at tage mindelunden nærmere i øjesyn. Næsten alle de pårørende havde medbragt blomster, som de anbragte på eller ved de sten, der bar den omkomnes slægtnings navn.
Ved hovedmindesmærket sås også dekorationer fra hver af de fem personalegrupper ved Fredericia station. Tavse og præget af den stemning, der naturligt vil være knyttet til en sådan mindelund, gik de mange mennesker rundt mellem stenene, medens man samtidig fra det nedenfor liggende baneterræn, hørte lyden af rullende jernbanevogne, kørende hen over de spor, hvor der indtil for få år siden herskede et pulserende liv, og imellem hvilke adskillige af de jernbanemænd, hvis navne findes på mindelundens granitsten, fandt deres død.
Efter indvielsen samledes en række af de indbudte, ca. halvandet hundrede mennesker, til kaffebord på hotel Victoria. Her blev der holdt to korte taler, nemlig af forretningsfører Th. Petersen, som på de fire personaleorganisationers vegne takkede de to ministre for deres tilstedeværelse, og af trafikminister Axel Sørensen, som talte for landstingsmand Charles Petersen, som den egentlige fader til ideen, at rejse et monument for de omkomne jernbanemænd. De fleste af gæsterne forlod atter Fredericia med de sidste eftermiddags- eller aftentog. De to ministre og generaldirektør Knutzen tog med et bumletog østpå.

Bumletog=Langsomt tog der holder ved alle stationer.

En særlig mindemur med navneplader på de DSB´folk der mistede livet som modstandsfolk under besættelsen findes ligeledes i mindelunden og bærer følgende indskrift:
Danske statsbanemænd, der mistede livet i kampen med den tyske besættelsesmagt 1940-45. -

Arbejde fyldte dagen, men natten var tung af dåd. Op mod voldsmagtens terror og mod de lunknes råd voved i livet som indsats og tabte det dyre spil. Mennesket kan vel dræbes, men dåden er evig til.

PLAN OVER MINDELUNDEN 1939

INDVIELSEN AF MINDELUNDEN 29/10 1939

SKILT VED MINDELUNDEN

MINDESTENENE OPSTILLET EFTER ÅRSTAL

STATSBANERNES OMKUMNE UNDER BESÆTTELSEN

DEN STORE MINDESTEN