DEN NYE BANEGÅRD I FREDERICIA

DEN NYE BANEGÅRD

I 1927 tager anlægget af den nye banegård med spor til lillebæltsbroen, der er under opførelse, og med nye spor til Pjedsted, der erstatter den gamle nordbanestrækning, for alvor fart.
Den nye banegård får et samlet sporareal på 60 km. Afstanden mellem indkørsels- og udkørselssignalerne er 7,5 km.
14. maj, samtidig med den første lillebæltsbro åbner, tages banegården i brug. Trækkraften er hovedsageligt damplokomotiver, og nogle få dieseldrevne motorvognssæt, samt de nye røde lyntog, der også sættes i drift denne dag. I modsætning til den gamle banegård er denne en gennemkørselsbanegård, så man ikke skal ud og ind samme vej og gennemkørende tog der ikke stopper ved perronerne kan passere på et midterspor mellem dem. Banegården bliver Danmarks største jernbaneknudepunkt. På Nørremarken ud forbi Stenhøjbroen ligger det store rangerterræn, hvor de mange godsvognene samles efter destination. De hje lysmaster oplyser terrænet sp der kan arbejdes i døgndrift. Rangerristens mange spor skråner ind mod banegården, så vognene ved egen kraft kan løbe ned ad sporet. Får de for meget fart på sørger en skinnebremse der styres fra kontrolposten, for at bremse dem eller rangerpersonalet sætter en "hund" på sporet der bremser vognene. Hjulet på sporet med "hunden" løber op på så den kileformede hund, der derefter kurer hen ad sporet til vognen stoppes og hjulet løber derefter tilbage ned ad kilen, så hunden kan fjernes. Rangering med personvogne foregår ved perronerne. Ude på Nørremarken ligger også den store lokomotivremise, værksteder, kuldgårde og vandtårn og vandkraner, så lokomoptiverne kan få vand og kul på og blive serviceret. Kullene hentes via havnesporet til den nye vesthavn, hvor DSB har bygget en stor kulgård med kulkran der kan losse kulskibene.
Indkevering af banepakker foregår stadig på det gamle baneterræn ved Norgesgade.
I banegårdshallen er der indlevering af rejsegods, garderobe, toiletter, restaurant bladkiosk og slikkiosk samt rejsebureau og billetsalg. På perronerne er der også ventesale med servering, foruden perronsælgere der betjener passagererne i togene med aviser, is, bananer, appelsiner og drikkevarer. Her er også livlig trafik af de små perrontraktorer fra postvæsenet og DSB slæbende en rækker af sammenkoblede gittervogne efter sig, samt dressiner der henter og bringer rejsegods i form af cykler og kufferter der skal med de rejsende. Postvæsenets kørende postkontorer, bureauvognene, skal også betjenes ligesom postpakker skal læsses ind og ud i en fart så toget kan komme videre. Hjul og slanger efterses medens toget holder ved perronen. Togpersonalet hjælper folk ud og ind med deres pikpak. Skilte på togvognene skiftes evt ud. Standerne med skilte der viser hvilke tog der ankommer og afgår fra de forskellige peronner slås ud og ind når togene ankommer og afgår. Der er i det hele taget en leben der minder om en myretue. Folk haster op og ned af perrontrapperne slæbende på deres kufferter og anden bagage, når de skal skifte tog i Fredericia. Af og til passerer et af de internationale tog som f.eks nordekspressen mellem Paris og København, med deres sovevogne og spisevogne og anderledes udseende end de danske vogne.
Medens toget holder ved perronen skal der evt. kobles vogne fra eller til. Portørerne løsner koblingen mellem vognene og løfter den af krogen, kobler slanger fra, skiller harmonikabælgene der forbinder vognene og låser dørene og sætter evt, lanterner på eller kobler vogne til.
Stationsforstanderen giver signal til afgang ved at vise sit "spejlæg" til togrøreren. Togføren går derefter ned langs rækken af vogne og lukker dørerne og inden han når den sidste vogn, vender han sig og ser op mod lokomotivet, hvor lokomotivføreren står med overkroppen ude af døren. Så løfter togrøreren den ene arm og pifter i sin fløjte, lokomotivet svarer med et pift fra dampfløjten og toget sætter sig langsomt i bevægelse, Togføren springer ind af den sidste dør i farten og smækker den efter sig og snart efter er han i gang med at klippe billetter med sin tang medens han råber: "Nye rejsende". Ude ved Stenhøjbroen ligger det store rangeranlæg på en bakke med rangerristen, hvor vognene ved egen kraft, kan rulle ned på samlesporene og fordeles i lange togstammer til de forskellige destinationer, og mellem banegården og rangerristen, har man de mange servicebygninger og -værksteder og ved Egumvej lå den store lokomotivremise og overnatningsbygning til lokomotivpersonalet. Her var også kulgård og vandkraner til damplokomotiverne og brændstofaatanke til motorvognene og lyntogene.Her finder man også 4 af de 5 blokposter der styrer trafikken og betjener skiftespor og signaler. Mellem indkørselssignalerne på hhv. syd- og nordbanen er der 7 km.

Dramatisk brand i nat ved den ny lokomotivremise natten til den 9/8 1938.
Bygningen med omklædningsrum og stort olielager lagt i aske.
Voldsomme eksplosioner af iltflasker.
Hele remisen og mange lokomotiver en overgang stærkt truet af ilden.
Fd. 9/8 1938

Den store ny remise ved Egumvej var i nat kun et hårsbred fra udslettelse. Ved en brand i en tilbygning blev også remisens ene hjørne antændt, og da taget er af træ, fik ilden ret godt fat. Havde der blot været noget stærkere vind, ville set næppe have været muligt at redde remisen.
En af lokomotivførerne, der kom hjem omkring midnat fortæller om, at han forlod materialebygningen lidt før halv et, uden at han dog mærkede noget. Han gik kort efter til ro på værelset i den ovenfor liggende mandskabs- og kontorbygning, men næppe havde han lukket øjnene, før alle de sovende på værelserne blev kaldt ud. Gennem vinduet kunne han da se, at materialebygningen stod i lys lue. Så hurtigt var det hele gået.
Ilden blev opdaget af materialeforvalteren, og han indså straks, at man intet kunne udrette med det forhåndenværende materiel, hvorfor han omgående sørgede for at brandvæsnet blev tilkaldt. Også Falck blev alarmeret. De to korps mødte hurtigt, men de kom til at stå overfor en meget vanskelig opgave. Den eneste adgangsvej der findes til remisen fra Egumvej, er en sti der fører over det højstliggende spor og ned ad banedæmningen. For overhovedet at få materiellet frem måtte man rive en del af det spærrende rækværk ned.
Da man så endelig havde fået et par slanger i brug, viste det sig at der ikke var tilstrækkeligt tryk. Vandstrålerne formåede intet over for det mægtige bål, der her var antændt.
Den brændende bygning rummede nemlig et stort lager af stærkt brændbare sager. Medens omklædningsrummene fandtes i den øverste etage sammen med 48 rum til lokomotivpersonalets tøj, var hele stueetagen optaget af olietønder, iltflasker, tvistlager, reservedele til lokomotiver og motorvogne, værksted o.s.v. Her var lige noget der kunne give de grådige flammer rig næring, og hvad der var det allerværste. De mange olietønder og iltflasker frembød en stor fare for slukningsmandskabet.
Dette viste dog en forbløffende koldblodighed. Med dødsforagt gik man løs på at bekæmpe flammerne, trods det, at det hele en overgang så håbløst ud.
Et par gange eksploderede der en iltflaske. Det skete med et mægtigt brag, samtidig med, at pladsen omkring den brændende bygning oplystes af et stærkt, hvidt lys. Det så ud, som om en fotografbombe blev affyret.
Mange af de omkringstående flygtede, hvad der var let forståeligt, mens brandmændene med gnisterne flyvende om sig, uforknytte fortsatte deres kamp mod ilden. Omsider lykkedes det at føre en slange gennem hele remisebygningen tll et vandhul der ligger ca. 300 meter fra brandstedet. Man fik en slangefordeler sat til, og med tre kraftige stråler lykkedes det derefter hurtigt at kvæle det store bål.
Slukningen skete i sidste øjeblik. Der var nemlig på dette tidspunkt ild i det sydøstlige hjørne af remisetaget, idet ruderne ind til remisen på dette sted for længst var sprængt i den voldsomme hede. Ilden åd sig hurtigt frem i trælaget og den store remise med dens 21 lokomotiver var en overgang stærkt truet.
hvad det ville have betydet om ilden havde fået lov til at fuldende et sådant ødelæggelsesværk på et tidspunkt, da statsbanerne som følge af den stærke sommertrafik, har brug for hver stump rullende materiel, kan enhver tænke sig. Nu undgik man heldigvis katastrofen.
Det var et meget farefuldt arbejde at få de store slanger ført gennem remisen. Som følge af kortslutning gik lyset ud på et ret tidligt tidspunkt, og jævnligt hændte det, at en mand i mørket styrtede i de mange grave, der findes mellem sporene i den store hal. Det var ikke hyggeligt, men heldigvis skete der ingen alvorligere ulykker derved. Den eneste der var ude for et stygt uheld var brandsvend nr. 13, tømrer Petersen. Han var så uheldig at pådrage sig nogle slemme snitsår på en af de mange splintrede ruder. Han måtte føres til sygehuset for at få nogle klemmer i såret.

En katastrofe der blev undgået.
Det eneste der blev reddet i materialebygningen var kælderetagen, hvor centralvarmeanlægget findes i den ene ende af bygningen. Her ligger også nogle store olietanke, hvoraf den ene rummer 19.000 kilo olie. Heldigvis nåede varmen fra det store bål ikke at antænde denne farlige beholdning, da der så fald ville være indtrådt en katastrofe af usigeligt omfang. Foruden eksplosionerne fra iltflaskerne hørtes under branden et mægtigt knalderi fra de eternitplader, der dækkede den brændende bygning.
Når disse plader, der indeholder asbest, opvarmes, eksploderer de med et skarpt knald.
Da man omsider fik ilden under kontrol, og varmen ikke længere hindrede adgangen til remiseportene, blev de mange lokomotiver for en sikkerheds skyld, trukket ud af bygningen.
Heldigvis viste det sig at brandvæsenet virkelig var herre over ilden. Da flammerne først var neddæmpet, varede det ikke længe, inden det store bål var slukket helt.
I gavlen til materialebygningen fandtes en lem med kran til transport af de tungere dele som opbevares i magasinet. Den tunge jernskinne der har dette hejseværk, styrtede ned og rev et stykke af gavlen med sig.
Branden forårsagede ingen forsinkelser for persontrafikken, idet ankomst- og afgangssporene ligger isolerede. Derimod blev der for nogle af godstogene forsinkelser på omkring en halv snes minutter, idet man måtte afvente det øjeblik, da den voldsomme varme branden udsendte, havde fortaget sig noget, før godsvognene fra godsbanegården kunne føres forbi på de nærtliggende spor.
Hvor stor brandskaden er, er endnu ikke endelig opgjort, idet der først skal foretages et nærmere eftersyn, men det formodes, at skaden beløber sig til omkring et halvt hundrede tusinde kroner.
Først henad morgenstunden kunne brandvæsenet og Falck rykke hjem efter en anstrengende nat. Enkelte af slukningsmandskabet havde ikke haft tid til at få uniformsbenklæderne på. De optrådte i lyse sommerbukser. At disse ikke just var pletfri bagefter, turde være indlysende.

Brandmandskabets kamp med ilden.
Den værste brand jeg har været med til, siger vicebrandinspektøren.
Vi havde efter branden en samtale med vicebrandinspektør, ingeniørassistent Jensen, der sammen med brandinspektør Malthe Sørensen ledede slukningsarbejdet, og han gav en interessant skildring af nattens dramatiske oplevelser.
Det var noget af det værste jeg har været med til som brandmand. Jeg tror, det var værre end den gang, vi havde den store brand hos Voss. Vi blev alarmeret lidt før klokken et, og der blev slået storllarm. Vi vidste jo, at branden var opstået på et vanskeligt sted, og at vi kunne få brug for alt materiel, hvorfor vi kørte af sted med to motorpumper. Da vi kom ud til remisen, viste det sig imidlertid, at det var meget vanskeligt at komme i forbindelse med brandstedet. Vi kunne ikke køre vore vogne ned på baneterrænet. Det kneb også med at finde brandopstanderne, men endelig lykkedes det dog, og vi fik tre slanger lagt ud. Det viste sig imidlertid, at der var for lidt tryk, og da der samtidig indtraf nogle store eksplosioner, måtte vi trække vore folk bort fra den del af bygnngen, hvor de farlige lagre fandtes. Imens fik ilden kraftigt fat, og vi måtte, for at kunne rette et virkningsfuldt angreb på ilden, søge at få vand fra det reservoir, der findes nord for remisen. Her var der vand nok, men for at få fat i det måtte vi køre eller slæbe motorpumpen ned ad dæmningen og over de mange spor.
Det var hårdt arbejde, men det betalte sig, for nu havde vi vand nok, og vi lagde straks en 3 tommers fødeslange ind gennem remisen, hvor den blev fordelt på 3 slanger.
Det var ikke helt let at få den store fødeslange ført frem. Lyset var jo gået ud, og Landry Thomsen dumpede ned i en af fyrgravene. Det var lige ved nat-iltogstid, og nu og da skulle en maskine ud og andre skulle bringes i sikkerhed, men omsider lykkedes det at få slangen ført igennem remisetaget. Ved at angribe ilden nede fra lykkedes det, bogstavelig talt at skære ilden over.
Herved havde vi plan i hele slukningsarbejdet, og skridt for skridt kunne vi bekæmpe bålet.
Da vi fik at vide, at der i bygningens kælder lå store oliebeholdere, satte vi en sprøjte ind på dette sted, for at vandet kunne fremkalde en afkøling. Derved lykkedes det at redde det store olielager og forhindre en stor eksplosion. Bygningen rummede en del jernkonstruktion, som i varmen truede med at skyde ydermurene ud. Da man fik tilstrækkelig vandtryk på til at kunne køle de mange jernstænger, lykkedes det også at afværge den fare der her var opstået.
Først henad klokken fem kunne brandkorpset rykke hjem. efterladende en brandvagt på 4 mand. Det var nogle sorte brandmænd der kørte ind på brandstationen, og ingen af folkene havde en tør trevl på kroppen takket være sved og vand.
Da iltflasken eksploderede, stod brandsvendene Emil Nielsen og Møller Jensen ved en port ind til magasinet. Jeg ilede til, yderst glad over, at de ikke var kommet noget til. Dette skyldtes at den eksploderende flaske havde befundet sig oven over dem, hvorved stumperne røg i luften, uden at man har mærket noget til dem. Havde flasken ligget i de to brandsvendes nærhed, ville en ulykke have været uundgåelig. Da vi ikke rigtig kunne opklare, hvor mange iltflasker der fandtes i bygningen, valgte vi at forlade denne angrebspost og tage fat på ilden fra en anden front, hvor mandskabet ikke var så udsat som her.
Det var en forfærdelig arbejdsplads slutter vicebrandinspektøren. I mørke løb vi over sporene. Faldt og slog os. Brandmænd bliver selvfølgelig ivrige, når de står over for et sådant bål, men det værste var nu alligevel tilkørselsforholdene. Vor skumsprøjte havde vi haft god brug for men det var umuligt at få vognen ned til brandstedet, og føre skumslangerne ned over sporene lod sig heller ikke gøre.
Om årsagen til brandens opståen havde man endnu ikke i formiddags fået nogen klarhed.
En mand havde været i den brandhærgede bygning godt et kvarters tid før ildens opkomst, og han har forklaret, at han intet som helst har bemærket.
Foruden det brændte materiale, har lokomotivpersonalet mistet en mængde af ders tøj, der opbevaredes i bygningen.
Politiets undersøgelser blev påbegyndt allerede i nat og fortsattes i dagens løb, men endnu i eftermiddag var man ikke kommet til klarhed over årsagen til ildens opkomst.
Den mand der opdagede ilden fortæller, at han hørte en lyd oppe fra loftet. Det lød som en vandhane der løb, og han tillagde det derfor ikke nogen betydning. Da lyden ikke forsvandt efter 5 minutters forløb, gik han ud for at se, og trappen var da fyldt med røg.
Han blev nu klar over at det var ildens knitren han havde hørt.
Efter alt at dømme, er ilden opståët i omklædningsrummene. I løbet af eftermiddagen vil de lokomotivfolk, der har været i bygningen i aftes, blive afhørt, for om de muligvis kan give oplysninger, der kan skabe klarhed i sagen.