DØVSTUMMEINSTITUTTET OG -SKOLEN

© Fredericias Historie v. Erik F. Rønnebech

  SKOLEN

 INSTITUTET

Oprettet ifgl. lov af 22/3 1880 og ibrugtaget august 1881. Officielt indviet i 1882.
Instituttet lå syd for sygehuset i Dronningensgade. Efter forskole i København eller Fredericia, overflyttedes alle døvstumme skoleelever hertil, og fordeltes efter begavelse i tre afdelinger, a, b, og c og undervistes efter talemetoden. De yngste elever sov på sovesale i instituttet, medens de større over 10 år boede to og to hos plejefamilier i byen. Skolen var en kostskole og havde fra starten plads til 100 elever. Forstanderen var kgl. udnævnt. I 1891 indviede man et annex opført ud mod Dronningensgade. Fra 1886 havde man lejet sig ind i Seidelins gård i Prinsessegade, da pladsen på instituttet allerede da var blev for trang. Hertil overflyttedes b-eleverne. 1904 var institutionen blevet så stor, at den deltes i to med hver sin forstander. Den gamle "Det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia", i daglig tale Instituttet fik forskolen og b-eleverne, der rykkede tilbage til den gamle bygning. Den nye institution fik navnet "Den Kgl. Døvstummeskole i Fredericia" og hertil overførtes a-eleverne (de bedst begavede), som så flyttede ind i "Den Seidelinske gård" indtil 1914, hvor der blev taget en helt ny skole i brug ved Østervold, ved siden af den gamle vagtbygning. Den eksisterede som døveskole til 1977 og brugtes derefter til 2009 som retsbygning, hvorefter kommunen overtog den.
I 1933 blev de to skoler igen lagt sammen under én forstander. De ældste elever kom til at gå på den gamle a-skole. Man var ophørt med opdeling i a-b og c elever. I 1950 blev navnet ændret til Statens kostskole for døve. I 1950 oprettedes også en hørecentral i det tidligere badehotel Bonaventura i Østervoldgade.
Da instituttet ophørte, tilbød amtet i 1977 at kommunen kunne overtage bygningerne, men kommunen var ikke interesseret, og bygningen med undtagelse af gynastiksal pedelbolig og anneks, blev nedrevet og grunden overtaget af amtssygehuset. Skolen flyttede til nyopførte bygninger på Merkurvænget og skiftede navn til Fredericiaskolen. 2005 skiftede skolen igen navn til "Center for høretab".


Institituttets forstander Vilhelm Larsen skrev i forbindelse en artikel om stedets historie:

DE DØVSTUMMES BY
Fredericia 300 år 1950


Ved Vilh. Larsen.
(1868-1954)

Efter redaktionens opfordring skal jeg i jubilæumsnummeret fortælle lidt om de døve i Fredericia, og jeg gør det med glæde, thi lige fra loven om oprettelse af et døvstummeinstutut i Fredericia den 22. marts 1880 forelå, har Fredericia by og borgerskab fulgt overskriftens ord. Effata, hvilket er udlagt som: Luk dig op!
Byen lukkede sig op for disse samfundets stedbørn, idet den stillede en stor og værdifuld grund til rådighed og borgerskabet gjorde det sammen, da de mange småhjem tog imod de elever fra Det kgl. Døvstummeinstitut, som ifølge ledelsens principper, skulle anbringes i pleje, for der at komme i kontakt med "almindelige" mennesker.
Det kunne ikke være betalingen alene, der fristede folk til at stille deres hjem til rådighed, thi plejepengene var 245 kr. pr. elev, og for denne sum måtte plejehjemmene yde kost, vask og logi samt vedligeholde elevernes klæder og holde dem med fodtøj.
Eleverne, der boede sammen to og to, (i enkelte tilfælde flere) blev behandlet som husets egne børn, og besøgende forældre eller søskende blev modtaget som kærkomne gæster, og der knyttedes venskaber, som holdt sig langt ud over skoletidens år og kastede lykkeskær over døvstummes kår og færden.
Det er da med fuld føje, at jeg betegner Fredericia som de døvstummes by og priser dem lykkelæige for alle deres gode barndomsår inden (eller udenfor) fæstningsbyens volde. Også for dem blev Fredericia mindernes by.
Igennem mange år var døvstumme-instituttet i København kongeriget eneste. Børnene indkom her, når de var 7 á 8 år, og forblev, til de havde endt deres skoletid. Der var ikke tale om hjemrejser i ferierne, thi staten var yderst sparsommelig, og de allerfleste forældre havde ikke råd til selv at hente deres børn og atter bringe dem tilbage.
Tænk hvilken smerte for sådanne forældre, først at opdage og konstatere barnets manglende hørelse og siden aflevere dem i København til årelang adskillelse!
Da instituttet i Fredericia blev oprettet og begyndte sin virksomhed, blev der straks indført en 4 ugers sommerferie i august måned, således at børnene blev fulgt til hjemstationerne, hvor de glædestrålende forældre modtog dem, men ud over dette sommerbesøg, fandt der kun, ganske undtagelsesvis, hjemrejse sted.
Jeg mindes en gang, da jeg med et hold børn skulle rejse syd- og vestom med Ringkøbing som endestation, og at jeg i Esbjerg skulle aflevere et par fanøpiger, som et år tidligere var optaget i Fredericia. På perronen stod deres mødre i deres smukke nationaldragt og spejdede ivrigt efter børnene. Næppe var småpigerne ude af kupeen, før den ivrigste mor med glædessmil og tårestrømme greb den nærmeste pigelil og hilste hende velkommen med kys og klap, uden at bemærke den anden fanøkones protester. Endelig gik det op for den pågældende, at hun havde forvekslet børnene og ødslet sin gensynsglæde på den urette. Fejlen var let at undskylde. Pigerne var af ens højde og havde i årets løb skiftet over i instituttets ensartede påklædning, og fejltagelsen affødte ingen bitterhed. Da toget fløjtede afgang så man to lykkelige mødre vandre afsted mod Nordbyfærgen, hver med sit strålende barn ved hånde.
Til instituttets forstander var udvalgt Georg Jørgensen, mangeårig lærer ved dovstummeinstituttet i København. Han var en meget dygtig lærer ved dette institut, og få overgik ham i malende tegn og flydende fingersprog, men han havde den lykke i 1874 at besøge et lille døvstummeinstitut i Riehen ved Basel i Schweiz. Den elskelige forstander Arnold, stillede ham her ansigt til ansigt med den rene talemetodes anvendelse over for små døvstumme børn, dens fortrin og velsignelse. Alle tegn var bandlyst i undervisningen. Børnene lærte at bruge deres stemme og aflæse fra læber og kom så vidt, at man med lethed forstod dem, ligesom de selv, gennem aflæsefærdighed forstod omgivelsernes tale.
Døvstumme skal ikke mere være et isoleret samfundsfolk, mennesker af anden rang. De skal føres tilbage til menneskehedens rækker, lød parolen i Riechen.
Georg Jørgensen, den smukke højtbegavede mand, med det letbevægelige, følsomme sind, blev vundet for talemetoden og rejste hjem med trang og lyst til at optage denne gerning blandt de hjemlige døvstumme.
Pastor Malling Hansen var den gang Københavnerinstituttets forstander. Han og Georg Jørgensen var ungdomsvenner og Jørgensen var forstanderens højre hånd.
Da Jørgensen vendte hjem som begejstret tilhænger af talemetoden, var der kun én på instituttet, der skænkede ham tiltro. Hans kolleger og arbejdsfæller erklærede ham nærmest for gal. Men lykkeligvis var denne ene hans forstander, og Malling Hansen, lagde for en tid sin skrivekugle, og andre opfindelser, til side og kastede sig ud i organisationsplaner sammen med Jørgensen.
Den 5. april 1881 modtog Georg Jørgensen kongelig udnævnelse til forstander ved det nyopførte døvstummeinstitut, og hans første opgave var at finde duelige medarbejdere. Den første august ansattes 3 lærerinder: Frk. Lundh, frk. Helga Nielsen og frk. Friis, samt lærer Chresten Johansen, der for øvrigt, efter mange års ophold i Fredericia, i en periode blev medlem af byrådet.
Den 10. september indkom den første elev, Laura Larsen, datter af skolelærer Larsen i Kvandløse ved Holbæk, og i løbet af denne og følgende måneder, optoges ialt 55 døve børn.
Og dermed var en ny æra i den danske døvstummeundervisnings historie indledt.

Arbejdet begynder.
Ingen af de 4 ansatte lærerkræfter havde før haft med døvstummeundervisningen at gøre, så det var forstanderen selv, som måtte tage fat og vise sine hjælpere, hvorledes de skulle gøre.
De fire fungerede da nærmest som hjælpelærere, fortsatte i mesters fodspor og indøvede det af ham foreskrevne stof.
Forstander Jørgensen selv, mødte til sin gerning med glødende begejstring og energi, ganske sikker på, at det skulle lykkedes ham at fremtvinge sådanne resultater, at hele verden skulle bøje sig for den rene talemetodes berettigelse.
Det lykkedes ham at overføre denne begejstring til medarbejderne. Der arbejdedes med den største flid og interesse og med en ensartethed og trofasthed mod det foreskrevne, at resultaterne måtte blive gode. Her skal ikke nærmere gøres rede for fremgangsmåden i undervisningen, men kun nævnes, at skolens resultater blev på alle måder udmærkede, og underdirektøren, pastor Malling Hansen, kunne efter inspektionsbesøg berette, at han havde haft megen glæde af at se resultaterne af undervisningen og opdragelsen her.

Kongebesøget.
Sin egentlige festlige indvielse fik instituttet først den 2. juli 1882, da kongen og dronningen med kronprinsparret og følge gæstede "Borgen" for at se indretningen og høre prøver på resultaterne af de nye undervisningsmetoder, som anvendtes her.
Den smukke kirkesal på første sal i midtfløjen var fyldt med gæster da majestæterne og kronprinsparret med følge, ført af forstander Jørgensen, trådte ind og tog plads. Instituttets organist, lærer Polke, præluderede smukt på orgelet, og man afsang en til dagen skreven sang (af O. C. Jensen), hvis første vers lød:

"Lange tider var det nat
For den døve og den stumme.
Ingen dagning synes sat,
før hans grav ham skulle rumme.
I hans bange spørgeblik,
mistro og forhadthed boede.
Ingen blomst i hånd han fik,
ingen lægeurter groede"

Forstanderen besteg derefter talerstolen og fremkom efter en ærbødig hilsen og hyldest til de kongelige, med en historisk oversigt over de døvstummes stilling ned gennem tiderne, såvel i Danmark som overalt i den øvrige verden.
Forstanderen udtalte videre: "I mange år har der været alvorlig kamp mellem tegn- og talemetoden, og det er ført i de aller seneste år, at denne sidste metode er skreden så vidt frem i udvikling, at den må betragtes som en gavnlig og sund metode for et stort flertal af de døvstumme børn i undervisningsalderen.
Her i landet var det pastor V. Dahlerup, som var den første, der rejste talemetodens fane. Han blev efterfulgt af den nuværende forstander for idiotanstalten, professor Duurloo, og i mange år senere har professor Keller arbejdet for talemetodens udbredelse her i landet.
Imidlertid er i de allersidste år, døvstummeundervisningen, om jeg må sige, trådt ind i et nyt stadium. Fremgangsmåden er bleven forandret og resultaterne er bleven større og bedre. Det er disse erfaringer i udlandet, der bevægede pastor Malling-Hansen til at fremkomme med sit forslag om at oprette et døvstummeinstitut i Jylland, thi det stod nu klart for fagmænd, at nu var tiden kommen til, at man ikke kunne blive stående ved kun at oplære uegentlige døvstumme til at udtrykke sig mundtligt og lære at aflæse talen fra andres læber. Dette gode burde og måtte også udstrækkes til et større antal af de børn, der fra deres tidligste barndom har været hørelsen berøvet.
Nede i vor forhal er der tvende tavler indmurede. På den ene står der: "Ved kongens, regeringens og rigsdagens omsorg for døvstummes opdragelse og oplærelse rejstes denne bygning i kong Kristian den niendes 17. regeringsår". Disse ord skulle udtrykke de døvstummes taknemmelighed mod konge, regering og rigsdag. Må jeg nu i al ærbødighed og underdanighed frembære en tak fra disse små til deres majestæt, må jeg endvidere fremføre en hjertelig tak til den kultusminister, under hvem loven for dette instituts oprettelse blev vedtaget, kultusminister Fischer, og til den minister, under hvem instituttet er trådt i kraft og virksomhed, deres excell. kultusminister Scavenius, og må jeg til slut frembære de døvstumme børns tak såvel til Aarhus som til Fredericia byråd, der begge kappedes om at tilbyde fri grund til anstalten.
Nu gælder det for os, der skulle arbejde her indenfor disse mure, at vi opfører en indre bygningm der er den ydre værdig, og vi har forsøgt at tydeliggøre den tanke, ved på den anden i forhallen indmurede tavle, at lade indhugge et sted af Esaias: "Engang skulle den døves øren åbnes og en stummes tunge sjunge med fryd".

Taleren sluttede med at nedbede Herrens velsignelse over arbejdet i dette hus, og over børnene og "velsign du vor konge, dronning, vor kronprins og kronprinsesse og hele vort kongehus, velsign vort land, velsign du os alle."

Efter afslutningen af denne højtidelighed overværede majestæterne og kronprinsparret med megen interesse en prøve på undervisningen af en klasse små døvstumme og undredes storligen over elevernes tydelige og klare stemmer og over deres store aflæsningsferdighed.
Om denne præstation fortæller jeg i min lille historie:
Abekat: "Nogen tid før majestæternes besøg var der undervisning i en af klasserne. Læreren, hr. Pedersen, havde just fuldendt et anskuelsesstykke efter et herligt billede. Det forestillede en pyntet abekat, der ridende på en pudel præsenteredes for et undrende markedspublikum. På tavlen var der opskrevet: Hvad er det? Det er en abekat, Hvad har den på hovedet? Den har en trekantet hat på hovedet. Hvad har den ved siden? Den har en sabel ved siden o.s.v.
Dette stykke blev i sin helhed fremført for majestæterne, der forstod hvert ord. En dreng "lille Jens", havde særlig udmærket sig, og kongen henvendte sig til ham, pegede på sig selv og spurgte: "Hvem er jeg?" Da drog sig et smil fra øre til øre på Jens´s ansigt og han begyndte: "Det er kongen. Kongen hedder Kristian den niende. Kongen bor på et slot i København. Kongen er gift med dronning Louise" o.s.v.
Da lo kongen og sagde: "Du er en flink dreng!", men derefter pegede han på den nærmeste kavaler, der var klædt i ypperlig uniformsdragt, med mange ordener, trekantet hat med fjerbusk under armen og kårde ved siden og sagde til lille Jens: "Hvem er så det?" Jens stod tvivlrådig og et: "Det er en soldat": ", svævede på hans læber. Da fik han i det samme øje på den trekantede hat og kården og udbrød: "Det er en abekat!", glad over, ikke at blive svar skyldig.
Da lo kongen så højt, som man sjældent mindes at have hørt ham le, og en latterbølge rejste sig og bruste ud gennem salen. "Ha! Ha! Ha" min gode Lilienskjold! Hørte De, hvad han sagde? Ha! Ha!

Nordens førende institut.
Instituttet voksede sig stort og havde i slutningen af århundredet ca. 250 elever fordelt i 3 afdelinger: Forskolen, A-skolen og B-skolen.
Mange fremmede fagfolk aflagde besøg. Således hospiterede i instituttets første 3 år ikke mindre end 35 døvstummelærere her og forstander Jørgensen blev kaldt "Nordens største agitator for den rene talemetode".
Og et blev snart skik, at nordiske fagfolk, som ville til Tyskland, først aflagde besøg i Fredericia. Ja, en nordmand, bestyrer Bjørset, der oprindelig ville på studierejse til Tyskland, efter et ganske kort ophold i Fredericia, blev her endogså et halvt år, og han har siden fremhævet, at dette ophold fik en afgørende indflydelse på hele hans fremtidige liv, både som menneske og som døvstummeforstander. Han skriver om Georg Jørgensen: "Ja, en usædvanlig rik personlighed var forstander Jørgensen. Så vidt min erfaring går, plejer gerne et bestemt trekk i en manns åndelige fysiognomi at være det fremherskende i den grad, at det overskygger de andre, men hos forstander Jørgensen var dette ikke tilfelle, dertil var han for rik. - Av frukterne skal man kjenne treet, og det må fremhæves meget stærkt, at hvad enn Jørgensen byggede sin artikulatjonsundervisning på, så var resultaterne beundringsværdige. Jeg har aldrig nogen steds eller nogensinde hørt en artikulasjon, som var så gennemført, klar og tydelig, som hos alle klassens elever i Fredericia dengang."
Man har kaldt tiden under forstander Georg Jørgensen for instituttets guldalder. Det var i al fald en god, lykkelig og resultatrig periode.
Forstander Jørgensen gik selv i spidsen for arbejdet, det være sig i skole eller i have. Der var kun én vilje og et mål. Det var et slid og en anspændthed, som man ikke ofte har set mage til. Han sagde tit: "Man bliver egentlig først døvstummelærer uden for selve skoletiden!" og mente dermed, at man skulle søge børnene på legepladsen, tale med dem, lege med dem, kort sagt, man skulle være til tjeneste fra morgen til aften.
Men resultaterne var som nævnt, også derefter. De var enestående gode, og det skal fremhæves her, at af alle de fra instituttet udgåede elever, er det de ældste årgange, der har klaret sig bedst, både i tale og aflæsning såvel som med dygtigt arbejde ude i livet.
Forstander Jørgensen var meget streng i sine fordringer, kunne blive heftig, undertiden uretfærdig over for sine underordnede, men han lod aldrig solen gå ned over sin vrede. Det var ham umuligt at gå i seng, før han havde gjort det godt igen. Og så stor en charmør var han, at når han udfoldede sin elskværdighed og med lune glattede det skete og det talte ud, så var der ingen, der kunne stå imod.
Al vrede, ærgrelse og dårligt humør svandt bort.
Men ville han være selvherskeren så ønskede han også at være patriarken, og ved de mange og muntre selskaber, han holdt på instituttet, var lærerpersonalet altid hans første og kæreste gæster.
I ferierne blev alle måltider af de hjemmeværende lærere indtaget ved forstanderbordet og da engang en lærer i ærbødige vendinger antydede, at han ikke kunne komme til aftensbordet kl. 7 fordi hans far var tilrejsende og skulle hentes, svarede forstanderen ikke herpå men råbte til sin kone: "Petra, vi spiser først kl. 9, N. N.'s far kommer.
Og hans gode hustru, fru Petra, bør også nævnes. Hun stod trofast ved hans side og var med i arbejdet, fuld af beundring for hans tanker og trang, parat til at være med til at lette hans byrder. Bar han med rette navnet, "Vor far" fordi han gerne ville være en far for alle unge, så var hun sandelig en mor for flokken.
De døvstumme er i sig selv ensomme, fordi de mangler en af de vigtigste sanser til at starte forbindelsen mellem sig og andre mennesker, men det er bevist, at døvstumme kan oplæres således, at der slås bro mellem dem og deres hørende medmennesker. De fleste voksne døvstumme er flittige og dygtige i deres kald, samvittighedsfulde og pålidelige.
De er tillidsfulde og barnlige og jeg vil med dem for øje nævne det gamle ord: "Man har det, som man ta'r det", og til slut:

Kan du gennem din strid og din dåd
bevare dig barnlige sind til det sidste,
da har du regnbuen over din gråd,
da har du glorien over din kiste.


Dette vers passer på de fleste døve.

I den by, hvor de har gået i skole i de mange år, slår mange af dem sig ned når læretiden er endt, og de bliver gode borgere. Som de er glade for Fredericia, kan byen være stolte af dem.
Ved utrættelig flid har Døvstummeforeningen for Fredericia og Omegn (nærmest gennem formanden hr. overlærer Kjærs arbejde) nu fået rejst sig et døvstummehjem, hvor der findes en større forsamlingssal. Dette vil sikkert trække mange døve hertil til møder og kongresser og bidrage til, at Fredericia i endnu højere grad bliver de døvstummes by.
Vilhelm Larsen.


12/7 1930

ET MINDE FRA FREDERICIA 1880.
Et lille bidrag til Døvstummeinstituttets 50-års historie

Tidligt på året 1880 blev arbejdet med bygningen påbegyndt. Murerarbejdet blev overdraget til murerfirmaet "Carl Kruuse & Henning Hansen" fra København, og med en mindre styrke af firmaets der arbejdende svende (deriblandt undertegnede) blev arbejdet sat i gang. Arbejdsstyrken blev tid efter anden forøget til gennemgående 10 mand. For ikke at skabe unødig misstemning blandt byens egne arbejdere, blev den københavnske 10 timers arbejdstid forlænget til 11 timers arbejdsdag. Kun om lørdagen standsedes arbejdet på instituttet kl. 6. (18)
Midt på den afmærkede, højtliggende byggeplads voksede så i løbet af sommeren Det Kgl. Døvstumme-Institut frem i en egen, fornem ro og med afstand fra alfarvej.
Når undtages det gamle, nærliggende krudttårn, var nærmeste nabo den gamle stubmølle og Møllegaarden. Som genbo mod vest lå de reformertes marker som et stort, samlet hele.
De afsluttede gaders forlængelse over de foranliggende, opdyrkede marker, var af fortidens vise kommunale råd overladt til kommende slægter at gennemføre.
Når jeg på min daglige morgentur fra barndomshjemmet i Erritsø til arbejdspladsen på instituttet skød genvej gennem Karolinelund, forbi voldmestergården og op over de reformertes marker, måtte jeg selv, efter bedste skøn bedømme, hvilket af de græsbevoksede markskel jeg helst skulle benytte som nærmeste vej til arbejdspladsen.
Noget af mit sidste arbejde på bygningen blev pudsearbejdet i vestibulen. En kammerat og jeg udførte i fællesskab dette stykke arbejde. Når jeg stundom tænker tilbage på disse svundne tider, dukker adskillige behagelige minder frem med udspring fra mit arbejde på Døvstumme-Instituttet.
Som et lille beslægtet tillæg til mit kortfattede mindebidrag til instituttets 50-års historie, kan jeg som afslutning meddele:
Den afdøde, velkendte professor, arkitekt Anton Rosen arbejdede som ung murersvend med ved opførelsen af instituttet og afsluttede dér den praktiske del af sit studium som arkitekt.
København 1930, pt. Erritsø
Jens Lind

Vi kan tilføje, at blandt dem, der arbejdede som håndværker ved døvstummeinstituttets opførelse var også landstingsmand, direktør Tvede.
Red


INSTITUTET HOVEDFACADEN 1881


INSTITUTET SET FRA BAGSIDEN 1881


INSTITUTET 1900


INSTITUTET SET FRA LOLLANDSGADE 1974


DØVSTUMMESKOLEN I ØSTERVOLDGADE 1921


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286