FUGLSANGGAARD

Det fhv. traktørsted i Fuglsang skov. Nu ridecenter.
© Fredericias Historie v. Erik F. Rønnebech

Hvor den gamle Prangervej mødtes med Fuglsang skov, lå gården og traktørstedet Fuglsanggård, der om sommeren var et yndet søndagsudflugtsmål for byens borgere, der kom hertil enten til fods, cyklende eller pr. hestekøretøj. I dag er her ridecenter. Til restauranten hørte en keglebane, hvoraf kun den 12-kantede murstensbygning, der kaldes Keglebanehuset, stadig eksisterer - Pavillonens possition er: - 9.7018 Ø - 55.5608 N.

I 1853 købte kommunen det 150ha. store område, der i dag er Fuglsang og Hannerup skove.
Fuglsang købtes af bønderne i Stoustrup, hvoraf den største lodsejer nok var Stoustrupgaard. Sønderbygård derimod, valgte at beholde sin skov der støder op til Fuglsang.
Med i købet af Fuglsang, fulgte også skovfoged Johan Lorentz Dons (1803-1855), der i 1834 var blevet livstidsansat som skovfoged med tjenestebolig på Fuglsang, der lå hvor Fuglsanggård ligger i dag. Han var egentlig uddannet Cand Phil. og søn af justitsråd og birkedommer i Halsted sogn på Lolland, og blev først ansat som huslærer hos proprietær, stænderdeputeret, amtsrådsmedlem og sognerådsformand Jens Jacob Betzer på Stoustrupgaard.
Han giftede sig i 1834 med en datter af den forrige skovfoged Søren Pedersen Vindeløv (1760-1832).
Om skovfogedboligen fik navn efter skoven eller omvendt, vides ikke.

Fuglsanggård var efterhånden kommet i meget dårlig stand. Byrådet ønskede at overtage Fuglsanggård, der var skovfogedbolig, og fæstet på livstid af den 71 årige enke efter skovfoged Dons, Lucie Charlotte f. Vindeløv.
Hun ville godt afstå fæstet mod at få en årlig ydelse på 1.200kr og på betingelse af at sagen blev afgjort på byrådsmøde 6/2 1885. I modsat fald ville hun ikke stå ved sit tilbud. På dagsordenen var også at gården bevaredes som bolig for en skovfoged og at der på "bakken" opføres en større, smuk restauration med veranda og bolig for værten, samt at der indrettes staldplads. Det er meningen at kommunen skal bortforpagte restaurationen. De tidligere skovfogeder havde drevet lidt gæstgiveri, men havde ikke faste åbningstider.
Når der var åbent, hejste man flaget.

Byrådsmøde 6/2 1885:
Vi kan dog ikke være bekendt at føre fremmede derud og lade dem se byens lystskov med restauration som den nu er. Jeg har tænkt meget over den sag og tror, at vi bør tage fat og foranstalte noget ordentligt. f. Eks. at bygge en lille smuk pavillon med lidt haveanlæg foran og ved siden. Spørgsmålet om Fuglsang skov er af større betydning og vil kræve større ofre. Hvis vi ikke agter at opføre en passende pavillon i Fuglsang, vil jeg fraråde at tage mod madam Dons's tilbud. Det er dog ikke tidssvarende længere, at man absolut skal op på volden for at se, om flaget er hejst i Fuglsang og Hannerup og om det lader sig gøre at få en halv bajer derude.
Ditlevsen sluttede sig til Becher. Der måtte gøres noget.

Forpagtning
Fuglsanggaard, beliggende i Fuglsang skov ved Fredericia
kan erholdes i forpagtning på 10 år fra 1ste april 1886 at regne.
Til gården hører lidt over 30 tdr. land samt en ret indbringende
sommerbeværtning.
Skriftlige tilbud indsendes til borgmesterkontoret i Fredericia inden
indeværende års udløb. Nærmere oplysning om forholdene kan
erholdes af udvalgets formand, herredsfoged Becher Fredericia.
Fredericia byråds udvalg for udenbys ejendomme
den 5te december 1885

Fuglsang bliver restauration med faste åbningstider:
4/3 1886 underskrev Hans Andersen Ussing en forpagtningsaftale om Fuglsanggård med kommunen.
Aftalen omfatter en i skoven liggende pavillon samt de til gården hørende 35 tdr. land.
Ejendommen skal overtages som den er, dog skal byrådet bygge en stald til 20 heste og en veranda på stuehuset.
Forpagteren skal tåle færdsel gennem gården, og bibeholde den foran samme værende holdeplads. Forpagtningen tager sin begyndelse 1. april dette år og vedvarer uden opsigelse fra nogen af parterne i 10 år.
Den årlige afgift er 1.700 kr. og forpagteren skal forpligte sig til, i hele forpagtningstiden, at drive beværtning på gården.

Byrådsmødet 24/4 1886.
Byrådsmødet i onsdags den 21/4 blev holdt på Fuglsanggaard med det formål, at træffe endelig afgørelse med hensyn til den nævnte ejendoms stand.
Ifølge den med forpagteren indgåede kontrakt, er byrådet nemlig forpligtet til at sætte samtlige bygninger i forsvarlig stand og opføre en ny rejsestald, men da det ved undersøgelsen af, hvad der måtte foretages for at opfylde den kontraktmæssige forpligtelse efter det har vist sig at bygningerne er i langt ringere stand end hidtil antaget, havde udenbys udvalg rejst spørtsmål, om det ikke var rettest at forsyne ejendommen med nye udbygninger:
Følgende forslag forelå:
1) at nedrive samtlige bygninger og opføre helt nye, enten på gårdens nuværende plads, eller på et andet heldigere beliggende sted.
2) at lade stuehuset blive stående, dog forøget med en tilbygning i syd, bestemt til restaurationssal, med veranda foran, men derimod at nedrive samtlige udhuse og opføre disse af nyt i en samlet længe øst for stuehuset, således at udsigten fra verandaen til det foran liggende skovinteriør bliver fri, idet den udsigten spærrende kostald falder bort.
3) Stuehuset forandres som i foranførte forslag. Kostalden flyttes, en ny rejsestale opføres, men iøvrigt bibeholdes de gamle udhuse, med fornøden reparation, og
4) Byrådet indskrænker sig til kun at foretage, hvad det er kontraktmæssig forpligtet til.
Ved afstemningen blev forslag 1 forkastet med 11 stemmer mod 2 og forslag 2 vedtaget med 9 stemmer mod 4, og da derefter forslag nr. 1 blev genoptaget som ændringsforslag til det vedtagne forslag, gående ud på, at også stuehuset skulle opføres af nyt, blev dette forkastet med 6 stemmer mod 5. 2 stemmesedler var blanke. Det ovenfor under nr. 2 anførte forslag blev således vedtaget uforandret.

I juli 1886 søger forpagteren kommunen om tilskud til dræning. Hvis kommunen leverer rørene, vil han bekoste nedlægningen.

Læserbrev 29/6 1887:
Hr. redaktør Tillad os gennem deres blad at forespørge, om rygtet taler sandt når det fortæller, at de bævere fra andre byer, som i søndags gæstede Fredericia, og som vi var opfordret til at hilse med dannebrog, på en udflugt til Fuglsang har udfoldet Socialisternes bekendte blodrøde banner.

Læserbrev 30/6 1887:
Hr. redaktør I anledning af den indsendte forespørgsel igår skal man ikke undlade at oplyse, at det forholder sig rigtigt, når det rygtevis hedder, at de fremmede vævere, der i søndags beærede vor by med deres nærværelse. På en udflugt til Fuglsang udfoldedes den blodrøde fane. Ved den lille pavillon umiddelbart op til Fuglsanggaard, stod ikke mindre end to sådanne opplantede. De bestod af en blodrød dug med forbyldt inskription og vakte selvfølgelig ikke ringe forargelse hos de øvrige skovbesøgende, særligt da flere "vævere" gennem bladene havde opfordret borgerne til at hejse Dannebrog for disse mennesker.

Flere skovbesøgende.

1889 opstår der tvistigheder mellem forpagter Ussing og beboeren i skovløberhuset Vindeløv. Using mener det går ud over hans forretning når skovløberen serverer kogt vand, mælk, fløde og deslige, og folk kan sidde i haven og indtage deres medbragte mad.
I 1895 indgår byrådet en ny forpagtningskontrakt med Ussing. Efter den kan forpagtningen opsiges fra begge sider med et års varsel til 1. april.
Under behandlingen blev sagen diskuteret i byrådet:
Devantier: Forpagteren har vist ikke noget imod, at andre leverer vand på maskine, hvorimod al anden servering ikke kan tillades, og når udvalget gør dette begribeligt for vedkommende, vil han nok rette sig herefter.
Bjerre: Der er ved den pågældende pasus taget for meget hensyn til værten og for lidt til publikum.
Voss: Vil værten forpligte sig til at servere overalt i skoven?
Flere: Det er for meget forlangt.
Spindler: Byrådet bør ikke binde sig nærmere til Utzon (byrådsmedlem) end at det kan tillades Vindeløv at levere varmt vand og fløde.
Duus: Når hele foreninger beværtes andre steder, går det dog for vidt. Kan folk få varmt vand og fløde, tager de selv sukker og cognac med, og så er beværtningen der.
Bjerre: Der bør også tages hensyn til de ubemidlede, som ikke har råd til at give de store priser.
Bjerre forlangte at der tilførtes protokollen en protest mod serveringsbestemmelsen.
9/5 1911
Hans Andersen Ussings og frues sølvbryllup på Fuglsanggaard 1. maj 1911.
1. maj fejredes på Fuglsanggaard H. Ussings og frues sølvbryllup. Der blev i den anledning vist sølvbrudeparret megen velvilje og opmærksomhed af kolleger og venner. Af de sidste har Ussing og frue skaffet sig mange i de år, de har virket på Fuglsang.
Aftenen før festen blev der af naboer og venner rejst en smuk æresport. Selve festdagen mødte sangforeningen "Urania" kl. 5 og overraskede sølvbrudeparret med deres smukke sange. Længere hen på formiddagen overbragte bestyrelsen for beværterforeningen sølvbrudeparret en lykønskning og overrakte det et pragtfuldt sølvbeslået drikkehorn fra kolleger. Omtrent samtidig overrakte udenbys byrådsudvalg Ussing og frue en smuk og stilfuld sølvvase. Vi skal ikke her nævne alle de gaver, breve og telegrammer, som sølvbrudeparret modtog fra slægt og venner, fra fjern og nær.
Hen på eftermiddagen var huset fuld af gæster og snart sad de bænkede ved de festlig dækkede borde og lod fru Ussings velkendte gode mad smage sig. Blandt gæsterne var også en ung, nygift kone og hendes mand. De bor i Horsens, men er rejst herned i dagens anledning. Det var hende, Hans Ussing som barn reddede ud af et brændende hus.
Ussing bød gæsterne velkommen,
Lærer J. A. Ussing talte for sølvbrudeparret og bragte det en tak fra sig selv og familie.
Dr. Henrik Ussing, Sorø, takkede i varme ord sin onkel og tante for al den godhed de havde vist ham, og for det hjem, han i mange år havde haft i Fuglsang, medens han gik i skole. Senere talte han for egnens befolkning, den i Erritsø og den på Fredericia mark.
Hr. Hastrup takkede på den lille Konstantin Ussings plejesøns vegne Ussing og frue for, hvad de havde gjort for ham, fordi de tog ham til sig som barn under moderens sygdom. Hr. Hastrup talte senere for slægten Ussing.
Brøndmester Jens Nielsen takkede Ussing, fordi han reddede hans datter. Han begyndte med at citere nogle linjer af den ene af de til festen skrevne sange:
"Men blusser ild, står hus i brand, da rask han frakken smider, da skyer han ild så lidt som vand, derom et barn fortælle kan, han handler når det kniber"
Efter at endnu et par talere havde haft ordet og alle de i dagens anledning forfattede sange var sungne, sluttede det vellykkede festmåltid. Snart blev salen ryddet, og sølvbrudeparret førte an i dansen, der trak længe ud, især til ungdommens fornøjelse. Men omsider måtte gæsterne bryde op. En ting var vist alle enige om, dette at have tilbragt en fornøjelig dag og aften.

Den 26/3 1917 nedbrændte alle gårdens udbygninger. Ingen dyr omkom i branden.


Restauratører/Gæstgivere/Forpagtere:

  1. ????-1860 Skovfoged Søren Peter Windeløw gift med Mette Margrethe Windeløw.
  2. 1853-1855 - Skovfoged Johan Lorentz Dons, gift med Lucie Charlotte Vindeløv
  3. 1855- 1886 - Enke Lucie Charlotte Dons, f. Windeløw
  4. 1886-1930: Forpagter og gæstgiver Hans Andersen Ussing * 1/2 1849 i Erritsø, gift med enken Margrethe Katrine Jacobsen f. Windeløw i Erritsø kirke 1/5 1886. Død 1939.
  5. 1940-1953: Forpagter og gæstgiver Ole Sørensen gift med Pauline, der stammede fra Løsning. De var født på samme dag 11/7 hhv. i 1885 og 1880 og blev gift 2/8 1916. Ole Sørensen havde mange tillidshverv. Han var i bygådet i flere perioder og formand for gasudvalget og i hovedbestyrelsen for Tjærekompagniet i København. Han var formand for Fredericia og omegns restauratørforening og vurderingsmand i ejendomsskyld.
  6. 1953-1953: Ejner Sørensen. Måtte straks efter overtagelsen søge om at blive løst fra kontrakten på grund af sygdom. Det blev bevilliget.
  7. 1954-1958: Forpagter og restauratør, bagermester Hans Heinrich Lorentz Hasse fra Middelfart, gift med Margit Skovsende. Tidligere Gestelev v. Svendborg og Middelfart.

I 1943 var der en stor batalje på Fuglsanggård som tre år efter blev beskrevet af en pige der oplevede den på nært hold: 21/12 1945
Tyskernes brutale overfald på Fuglsanggård
For første gang i mit liv har jeg været bange, rigtig dødsensangst.
Det var dengang håndboldklubben var til fest på Fuglsanggaard.
Der skulle være bal om aftenen men forinden nød de forskellige en lille genstand.
Pludselig kom der en tysk vogn kørende med to spand heste, hvori befandt sig en kusk og en officer. Vognen holdt uden for døren, og officeren traskede ind med usikre skridt. Han ville have noget at drikke. Et af bestyrelsens medlemmer sagde i en pæn og høflig tone, at han ikke kunne komme ind, for det var et sluttet selskab. Den tørstige tysker snurrede om på hælene og kom ud i gangen, hvor min veninde og jeg stod. I det samme kom en ung mand fra den modsatte dør. Officeren sagde noget til ham op gebrokkent sprog, og pludselig greb han fat i halsen på ham. Den unge mand slog fra sig, men straks trak tyskeren sin lange sabel og fo'r som et vildt dyr efter ham.
Alle døre var gudskelov låsede.
Jeg for ud i skoven sammen med nogle andre. Herfra så vi tyskeren køre som en vild ind mod byen. Nu blev der selvfølgelig diskuteret, om vi turde fortsætte, og vi blev enige om først at løse billetter ved 10-tiden.
Vi var imidlertid ikke mere end lige begyndt at danse, før vi hørte et skud og råben og skrigen udenfor. Fra salen blev der råbt: "Kom ud, tyskerne overfalder os!"
Hvordan jeg kom ned til vinduet, ved jeg ikke, men med et stod jeg der og turde ikke knuse ruderne.
Så så jeg endelig til min lettelse, at der var nogle der kom ud gennem en sprængt dør. Den vej måtte jeg også kunne komme ud. Jeg vendte mig men var nær besvimet af rædsel. Ved klaveret, mellem glasskår og knust inventar, lå en stakkels mand med blodet løbende fra hovedet, mens en tysk bandit stod og sparkede ham i hovedet. Jeg var ikke engang i stand til at skrige. Jeg holdt mig bare for hovedet.
Da vi masede for at komme igennem døren, som vi jo ikke kunne komme ud af på én gang, havde banditterne rig lejlighed til at slå de bagerste i flokken halvt fordærvet. Jeg slap med at få en hård genstand i baghovedet. Da vi kom udenfor, faldt vi over hinanden og skar os på glasskår. Vi fór ind i skoven. En ung mand tog mig ved hånden, og så gik det af sted. Vi nåede et gammelt hus hvor der var flere der gik ind. Inde mødte os et stygt syn. Mange, der var blevet såret, lå rundt omkring og blødte. Selv opdagede jeg, til min store forskrækkelse, at jeg ingen sko havde på.
Da de forskellige var forbundet og mange kørt bort, spadserede vi andre, mange af os på strømpefødder, andre med kun én sko, op til Fuglsang igen. Hver gang vi hørte råb og puslen, stivnede vi af skræk. Endelig nåede vi derop, og nu var det hele omringet af dansk politi. Vi fik lov at gå ind efter vort tøj og vore tasker, og her traf jeg min veninde. Hun var slemt tilredt. Så traskede vi ind til byen. Jeg på strømpefødder og veninden med én sko. Der var næsten hverken strømper eller fødder, da vi nåede hjem.
Denne blodige begivenhed, der indtraf for knap år siden, kan jeg se for mig endnu.
Edith Dalgaard
Kongensstræde 81, 2. sal

Bataljen på Fuglsanggård 1943

1. februar 1958 lukkede restauranten og forpagtningen af gården blev overtaget af Ove Jespersen Haahr, Vejlevej.
Glasverandaen blev solgt til FDF, der ville bruge den til mødelokale, når de havde fundet et sted at placere den.

Fuglsanggaard
FUGLSANGGÅRD 1904

Fuglsanggaard
FUGLSANGGÅRD 1925

Fuglsanggaard
FUGLSANGGÅRD

Fuglsanggaard
FUGLSANGGÅRD

Fuglsanggaard
FUGLSANGGÅRD 2008


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286