HANNERUP ANLÆG

8. september 1942 indstillede det sociale udvalg at der blev etableret en ændring af anlægget mellem Hannerup pavillon og dyrskuepladsen. Anlægget var tænkt som en slags erstatning af idylen ved den gamle Strandvej, der forsvandt ved anlæggelsen af Vesthavnen.

Skovudvalget indstiller 25/2 1943 til byrådet, at arbejdet må blive iværksat som en beskæftigelsesforanstaltning for langvarigt arbejdsløse.
Udgifterne ved arbejdet vil udgøre 37.500 kr., hvoraf arbejdsløn til 20 arbejdere i 13 uger anslås til ca. 20.000 kr.
Statens tilskud vil formentlig beløbe sig til ca. 14.000 kr. og kommunens andel til ca. 20.000 kr.
Socialudvalget har tiltrådt forslaget idet man har udregnet, at socialkontoret ved arbejdets iværksættelse vil kunne spare ca. 12.000kr. på kommunehjælpskontoen. Også kasse- og regnskabsudvalget anbefaler. Anlægget var tegnet af den københavnske havearkitekt Erik Erstad-Jørgensen (1871-1945), der også har stået for stianlæggene på voldene, Landsoldatpladsen og Nordre Kirkegård ved Christianskirken.

5/5 1943
Ændringen af pladsen foran Hannerup Pavillon.<br> Arbejdet ventes tilendebragt inden pinse.
Endepunktet for mange fredericianeres søndagsspadseretur, Hannerup Pavillon, er igen en gang ved at skifte udseende. På initiativ af skovudvalget er der nemlig, som tidligere omtalt, taget beslutning om, at restaurationens nærmeste omgivelser skal ændres. Efter planer af ingeniørassistent Jensen og under medvirken af den københavnske havearkitekt Erstad-Jørgensen, er man nu gået i gang med de forberedende arbejder. Udgravning og træfældning.
Meningen er, at de ændringer der skal foretages skal være tilendebragt ved pinsetid, således at man vil kunne spejle det nye cellulds-pinsesnit i Hannerupsøens blanke vande.
Vi har været ude at se på arbejdet, der allerede er begyndt at tage form. Træerne, hvor søen skal ligge, er blevet fældet og sløjfningen af den gamle sti og trappe til pavillonen er tilendebragt, og man er begyndt at fylde jord på fra udgravningen af søen. Terrassen med den pragtfulde udsigt til Fyn bliver ikke længere skæmmet af de kedelige opgange, der usymmetrisk bryder balustraden og en ny, bred men meget lang trappe fører fra Engvejen op til restauranten. Den oprindelige køresti forbi pavillonen bliver forlagt ud til kanten af dyrskuepladsen, således at den skjules af birkene omkring den kommende sø.
Søen bliver lavet så uregelmæssig, at den får et smalt sted, hvorover der skal føres en lille bro.
Skråningen fra Engvejen op til pavillonen vil, nu da stierne er nedlagt, blive anlagt i terrasser med blolmster.
Desværre skal nogle af de gamle, skønne takstræer bort i samme anledning. Den meget forgroede underskov foran skråningen skal også fjernes for at give luft for mere civiliseret vegetation.
Tanken om at omskabe Hanneruppartiet er opstået i forbindelse med de mange nødhjælpsforanstaltninger der er blevet iværksat til afskaffelse af arbejdsløsheden, og i alt arbejder nu 23 mand med det store stykke arbejde. Man har været i gang i 3 uger, og som nævnt vil der endnu gå 6-7 uger, inden de store arbejder er tilendebragt. Efter den tid vil man dog stadig arbejde med at fuldende nyskabelsen af Hannerup pavillonens omgivelser.

Arbejdet trak ud og først 17. maj 1944 blev anlægget officielt overdraget. Formanden for skovudvalget kunne oplyse, at anlægget i alt havde kostet ca. 40.000 kr. hvoraf kommunens andel havde udgjort en 23.000 kr.

Anlægget blev beskrevet således af skovudvalget:
En fugleø, en bro og fisk i søen.
Den sø, man er ved at udgrave i det nye anlæg, vil slynge sig fra vejen gennem Hannerup til skovpartiet sydøst for pavillonen.
Der er ingen grund til at lægge skjul på, at adskillige tilskuere ryster forundret på hovedet over hele projektet, der er anslået til at koste 37.500 kr. men udvalget deler absolut ikke dette syn.
Udvalget mener, at hele anlægget med sin fugleø, spadserbro og småfisk i vandet vil blive en meget stor attraktion til Hannerups i forvejen store skønhedsværdier- Vel at mærke, når hele anlægget i løbet af 3-4 år vokser til.

19/5 1944
Et stykke tabt idyl er genskabt i Hannerup.
Da den inderste del af strandvejen med den hvide bro og al den idyl, der knyttede sig til dette smukke parti, faldt bort ved bygningen af Vesthavnen, gav det et stik i de fleste fredericianeres hjerte, men det var udviklingens ubarmhjertige lov der rådede.
Idyllen måtte vige for interesser, der var knyttet til byens udvikling som havneby af det store format, ja, og så gik det som det altid gør. Tiden læger alle sår, selv om det i dette tilfælde gjorde meget ondt. Den ungdom, der den gang kendte til at "vende den hvide bro" under en eftermiddags eller aftentur er allerede afløst af en ny generation. Men også denne har fået sig en hvid bro, og den har skovudvalget skabt i Hannerup, og nu "vendes" denne af en frisk ungdom, for hvem en vandretur til Hannerup og tilbage er det rene legeværk.
Ungdommen nu om stunder har lært at bruge benene, og sandelig, om ikke det også sammen den hvide bro derude i Hannerup er lykkedes at skabe en ny idyl, der minder meget om det forsvundne ved strandvejsvoldgraven.
Efterhånden som åkanderne vil gro op og udfolde deres store blade og blomster på overfladen af den lille skovsø, med masser af guldfisk svømmende mellem de lange stilke og de to stolte hvide svaner glidende langs bredderne, vil mange fredericianere vist erkende, at det på en ganske fortræffelig måde er lykkedes at genskabe et stykke tabt idyl.

HAVEARKITEKT ERIK ERSTAD-JØRGENSEN TEGNING AF ANLÆGGET

DET NÆSTEN NYE ANLÆG ca. 1945

HANNERUP ANLÆG 1966

HANNERUP ANLÆG 1973

HANNERUP ANLÆG 25. MAJ 2005