OBERST LUNDINGS MONUMENT

på Danmarks bastion

© Fredericias Historie v. Erik F. Rønnebech

Monumentet er en 7,5 m høj obelisk udført af Andreas Paulsen og bekostet af frivillige bidrag tilvejebragt ved indsamling i hele landet. Monumentet blev indviet 6. juli 1899 på 50-års dagen for udfaldet.

Inskriptionerne er følgende:
Fredericias kommandant Oberst Niels Christian Lunding
Rejst til minde om Fredericias heltemodige forsvar 1849
For Danmarks gode ret de tappert stred
Stordåd er historiens eje

AFSLØRING AF LUNDINGS MONUMENT.
Ved 11 tiden gik strømmen af mennesker op til Danmarks Bastion, det nordøstlige hjørne af volden, hvor afsløringen skulle foregå, forinden den egentlige veteranfest tog sin begyndelse.
Foruden de ca. 600 indbudte, til hvilke der var reserveret plads, havde der indfundet sig mange hundrede mennesker, som opstillede sig bag ved monumentet og på voldskråningerne.
Krigsministeren og de kommanderende generaler modtoges ved deres ankomst med fuld militær honnør.
Af højtideligheden bringer vi følgende referat:
Borgmester Scharling: Herved tillader jeg mig som borgmester her i Fredericia, at byde dem alle sammen velkommen og takke dem alle, der er komne og ved deres nærværelse bidrager til at kaste glans over denne højtid.
Men mine tanker og hilsen flyver videre ud til de mange, som forholdene har forhindret i at være til stede, men som i tankerne er med os i denne højtid, og først og fremmest da til vore kære, gamle konge, som, da denne dag blev forelagt ham, straks gav sit allernådigste bifald til den og i gerning og ord senere har støttet dens fremgang, og så meget mere vender vore tanker sig til ham, fordi denne højtid er som en prolog til den store veteranfest Fredericia i dag fejrer, hvor det danske folk vender sine tanker til dem, der i Danmarks genfødselsstund drog sværdet for at værne dets ret, og det er vor stolthed og glæde, at til vore gamle veteraner hører også vor højtelskede konge, og det er vanskeligt at sige, hvilket af disse bånd, der er det stærkeste, men de bunder i det samme, nemlig det, at enhver dansk ved, at den der sidder på landets trone og løfter vort gamle skjold, hvor løverne springer og hjerterne står i brand, hans personligheds karaktertræk er de tre kardinaldyder, som er ejendommeligt for det danske folkelige ideal. Retfærd, trofasthed, og fromhed.
Derfor er det den skønneste og mest stemningsfulde indledning til vor fest, at vi udbringer et leve for vor gamle konge.
Nifoldigt hurra og fanfare, afsyngelse af "Kong Kristian".
Derefter blev afsunget følgende sang.


Mel: Ja, vi elsker dette landet,

Store, danske frasagn melde
end ved bælt og fjord,
om en tid, da Danmarks vælde
lyste højt i nord.
Da vi planted´sejersfanen
Fjernt i vest og syd,
og de franken og germanen
skælved for vort spyd.

Længst ak, et med magten veget
sejren fra vort stål,
sejgt at værne kun vort eget,
blev vort nutids mål.
Værne det mod griske fjender,
alt hvad kært vi fik
hjem og modersmål og minder
fædres arv og skik.

Spørg den dyre grund vi træder,
spørg hver omstridt plet.
Har vi kæmpet ej med hæder,
hvor det gjaldt vor ret?
Tiden glatte kan og blidne
mindets barske skrift
djærvt skal denne vold dog vidne
om vort folks bedrift.

Rejse vi det da en støtte,
dette seje mod,
som, hvad fare end det mødte,
stolt sin prøve stod.
- Det hvis rødder når tilbage
i vor sagas tid.
og som slog i nutids dage
vagt om denne vold.

Vidn o, bauta, her med ære
om hin helteslægt
- mest om ham, som bar det svære
ansvars fulde vægt,
Som han stod blandt sine egne,
pligtens strenge folk,
skal hans billede sig nu tegne
for det danske folk
Oberst N. B. Jensen


I natten klam og kold
bag Fredericia vold,
forventningsfuld og tavs
står danerhæren bold.

Således står der i sangen om slaget ved Fredericia, og det er jo netop her hvor vi nu er samlede, at hæren stod for 50 år siden for at foretage det udfald, der bragte sejren hjem, men at dette udfald blev muligt, skyldtes den måde, hvorpå fæstningen var blevet forsvaret. Derfor kan festen for slagets halvthundredeårsdag ikke indledes smukkere end at mindes den mand hvis ære det var at gennemføre forsvaret, ved at mindes Niels Christian Lunding.
Da krigen kom i 1848 havde vi mange fæstninger, men de var alle i en mådelig forfatning på en eneste nær. Det var desværre Rendsborg, thi derved fik slesvigholstenerne det støttepunkt, uden hvilket de ikke havde kunnet rejse oprøret. Fredericia var den gang så forfalden, at den måtte prisgives, men i felttoget i 1848 lærte vi at kende flankestillingernes nytte, og derfor var det, at man i våbenstilstandsperioden 1848-49 efter Læssøes forslag, tog fat på at afhjælpe manglerne ved Fredericias befæstning, men midlerne var kun små og tiden stærkt begrænset, så at der ikke var udrettet meget da der i april atter kaldtes til kamp.
Den 8. april blev oberstløjtnant Lunding udnævnt til kommandant i Fredericia. Krigsministeren kendte fæstningens mangelfulde tilstand. Et ord fra Lunding ville have været nok til, at dens forsvar atter var bleven opgivet, men ordet blev ikke sagt. Det var Lundings ære, at han havde mod til at knytte sit navn til forsvaret.
Kommandanten i en fæstning spiller en afgørende rolle. Fredericia havde i 1849 den lykke, at have den rette mand på den rette plads.
Lunding var en officer af den gamle skole. For ham var konge, fædreland og pligt alt. Streng i fordringerne til sig selv, var han også streng i sine fordringer til sine undergivne, og strengheden kunne blive til hensynsløshed, når han anså det for nødvendigt, og det kan blive nødvendigt for en fæstningskommandant. Han var en personlighed med en jernvilje, og havde han én gang givet en befaling, så gennemførte han den, selv om man gjorde ham opmærksom på, at den ikke traf den rette, thi han lod sig ikke sige imod. Men på samme tid havde han den fortræffelige egenskab, at han havde den fuldstændigste foragt for faren. Han boede i den del af byen, der var mest udsat for fjendens ild, men trods alle opfordringer var det ikke muligt at få ham til at tage et andet kvarter.
Selv ænsede han ikke de springende granater der faldt på hans daglige ekspeditioner.
Han var altid på færde, og han forlangte, at de officerer der ledsagede ham, skulle vænne sig til samme ligegyldighed.
Hver eftermiddag holdt han parole i Prins Georgs Bastion, der var meget udsat for fjendens ild, men det hørte med til hans opdragelsesmetode. Han ville, at officererne på alle områder skulle være de første, de første til at bære alle anstrengelser og savn uden at kny og ikke mindre være de første til at sætte livet ind. Derved skabte han en fæstningsbesætning, og stod han så end for sine undergivne som den strenge mand, så de dog op til ham med højagtelse og følte sig trygge ved, at deres skæbne var lagt i hans hånd.
Efter sin ankomst i april 1949, arbejdede han rastløs på at få afhjulpet fæstningens mangler, men allerede den 8. maj, blev den indesluttet af Bonin med hen ved 15.000 slesvigholstenere.
Fjenden begyndte med at anlægge skanser B. og NB. før fæstningen for at forhindre os i at debluchere ad Snoghøjvejen, Koldingvejen og vejen om Egum.
For at fremtvinge en hurtig overgivelse, bombarderede Bonin derpå fæstningen i dagene fra 16. til 20. maj. En stor del af byen, navnlig den nordvestlige del, blev ødelagt, og den civile befolkning blev nødsaget til at søge tilflugt på Fyn, men den sidste omstændighed var en lykke for kommandanten, thi han behøvede nu ikke at tage hensyn til befolkningen, men kunne udelukkende handle af militære hensyn.
Da bombardementet ikke førte til overgivelse, besluttede Bonin at søge at afskære fæstningen fra forbindelsen med Fyn. Kunne dette lykkes, måtte fæstningen falde, thi kunne besætningen ikke blive afløst fra Fyn, måtte den bukke under på grund af anstrengelserne, og kunne man ikke få forplejning fra Fyn, måtte befolkningen sulte, thi der fandtes ingen magasiner i fæstningen.
Fæstningen løber ud i en spids, og på denne ligger kastellet med den ene side vendende mod syd, og den anden mod øst. Vore landingsbroer lå på den sydlige side. Fjenden anlagde derfor batterierne S. før fæstningen, beskød broerne og derved tvang han os til at flytte dem om på den østlige side.
På den måde var man nået hen i begyndelsen af juni måned.
Nu mente Lunding, at der fra hærens side kunne foretages et stort udfald. Han skrev derfor den 5te juni til overkommandoen, at vi kunne komme ud nordpå, men denne åbning, der var 3.000 alen, kunne snart spærres, derfor var det vigtigt at sprænge nettet inden snøren blev trukken til.
Skete det ikke, måtte fæstningen lide samme skæbne som de andre fæstninger, der ikke fik undsætning. Så måtte den falde.
Var det derfor overkommandoens hensigt ikke at ville undsætte fæstningen, bad han om, at befolkningen måtte blive underrettet derom, for at den ikke skulle leve på et gjækkende håb.
Lunding sluttede med:" Jeg andrager altså på, at der fattes beslutning om, hvad armeen kan og vil gøre for forstærkningen, at, hvad man vil gøre især, inden det er for silde, og at jeg i den henseende får befaling og underretning.
Forholdene tillod ikke straks at føje Lundings ønsker, men det var overkommandoens hensigt, at foretage et udfald, når det rette øjeblik kom. Det blev Lunding underrettet om, og han fortsatte forsvaret med den tidligere frejdighed.
Da fjenden ikke kunne se landingsbroerne, efter at de var flyttede om på den østlige side af kastellet, kunne han kun beskyde dem indirekte. Bomberne udslyngedes derfor på må og få, og det bidrog til at forøge tabet af menneskeliv, thi fraregnet de bæverhuler, mandskabet havde lavet i voldskråningerne, var der ikke et sted, hvor man følge sig sikker. Det varede derfor ikke længe, inden det stod fjenden klart, at han ikke på den måde kunne opnå resultat, og derfor besluttede han at bygge batterier ved stranden nord for fæstningen, thi derfra kunne han se og beskyde landingsbroerne.
Da han forinden måtte bygge hyttelejr til den styrke, der skulle anvendes på denne kant, var det først i slutningen af juni, at fjenden kunne tage fat på batteribygningen. Man havde opdaget disse arbejder fra fæstningen, og den 30. juni om eftermiddagen, blev der gjort et kækt udfald, hvor fjendens arbejder blev ødelagt, men om vi en søgte at holde terrænet under en stadig ild fra de nærmeste bastioner, så kunne vi dog ikke forhindre ham i at arbejde om natten.
Batterierne blev derfor færdige og natten til den 6. juli var fjenden netop i begreb om at bestykke dem.
Var det lykkedes, ville Fredericia være tabt.
Nu kom udfaldet netop i det rette øjeblik, thi batterierne blev aldrig bestykkede.
Den 1. juli havde general Bülow besøgt Fredericia og fortalt Lunding, at befrielsens time nærmede sig.
Det var for Lunding et glad budskab, og talte han end timerne, så fordoblede han på samme tid sin iver for at holde ud.
Så om natten, da alle stod samlede, så skete udfaldet, og bragte den sejr, der fyldte hæren som folket med jublende glæde, og den der ikke var mindst glad var Lunding.
Da tropperne var rykket ud kunne han ikke blive i fæstningen. Han måtte ud for at se, hvad der foregik.
Han var ikke kommen langt gennem Prinsens Port, da så han de første fanger blive bragt ind.
Kort efter vendte han tilbage til Fredericia. Derfra skrev han kl. 5½ om morgenen til sin hustru: "Det var et dejligt syn at de første 100 fanger bringes ind", og om aftenen kl. 10½ skrev han på ny:" Jeg vil aldrig glemme den glæde, da jeg så de første 100 fanger som blev bragt ind." Løjtnanten, som førte fangerne, så første gang den strenge fæstningskommandant, men da denne i sin glæde omfavnede løjtnanten, havde han tårer i øjnene. Tårerne kan sidde fast, men kommer de frem, så vidner det om at der er hjerte bag ved.
Anne var enige om at anerkende Lundings fortjenester, men det forandrede ham ikke.
Han vedblev at være den jævne mand, han havde været før, og han søgte sin lykke i, at der var bleven forundt ham at have udrettet noget for konge og fædreland.
I felttogene 1850 kom Fredericia ikke til at spille nogen rolle. og da krigen var endt, ansattes Lunding som fæstningskommandant på Kronborg.

Så kom 1864. Atter lød det til kamp, og Lunding var selvskreven som kommandant i Fredericia.
I årene mellem begge krige var det bleven overvejet, hvad der behøvedes for at sætte Fredericia i god forsvarstilstand. Der blev forlangt 7 mil. kroner, men der blev kun anvendt 700.000. I stedet for permanent befæstning anvendtes feltbefæstning, men det var dog lykkedes at få anlagt en befæstet lejr nord for fæstningen, så at faren for at fjenden skulle afskære forbindelsen med Fyn var afvendt.
Der var bleven givet Lunding løfter med hensyn til besætningen og andet, men de blev ikke holdte. Lunding var den samme som i 1849. De mellemliggende 15 år havde ikke forandret ham. Ligesom den gang ville han forsvare fæstningen trods dens mangler, men han ville gøre det på sin måde, og frem for alt ville han, at man skulle opfylde de løfter, der af krigsministeriet var givet ham med hensyn til kommandoen og befæstningen. Da det ikke skete, udsendte han den 13. februar en kommandantbefaling, hvori det hed: Overanstrengelse og bekymring har i disse dage undergravet mit helbred, så at jeg, da den mig nødvendige medhjælp dels fattes, dels ikke underordnes mig, for øjeblikket er ude af stand til med den fornødne energi og udholdenhed, at overtage de pligter, som det mig allernådigst anbetroede embede under belejringstilstanden pålægger mig.
Under min sygdoms forfald, overtager den ældste stabsofficer i garnisonen, hr. oberst Meyer af det kgl. ingeniørkorps, de kommandanten i denne fæstning påliggende pligter, indtil nærmere bestemmelse i denne anledning indtræder fra armeens overkommando.
Han sendte en afskrift af befalingen til krigsministeren og tilføjede: Når deres excellence sammenligner Deres mundtlige tilsagn med, hvorledes de er bragte i udførelse, og når De lader dem underrette om, med hvilken forekommenhed og hurtighed alt, hvad der angik Fredericia fæstning fremmedes i sommeren 1849, vil de få en klar anskuelse om, hvilke de bekymringer er, der har foranlediget den sygdom, som har nødet mig til at overdrage kommandantskabet til har oberst Meyer. Men Lunding kunne dog ikke længe udholde den stilling. Fjenden nærmede sig den jyske grænse, og den 18. februar besatte han Kolding. så snart Lunding fik melding derom, overtog han atter kommandoen.
Den 8. marts gik fjenden over grænsen og indesluttede Fredericia.
Ligesom i 1849 ville han også denne gang fremtvinge overgivelsen af fæstningen ved et bombardement. Det begyndte den 20. marts og varede til den næste middag kl. 1. Så sendte Wrangel en parlamentær til fæstningen for at opfordre Lunding til at kapitulere.
Han blev afvist med et fyndigt svar og bombardementet blev så fortsat til om aftenen kl. 7.
Så kom der en rolig tid, fordi fjenden koncentrerede sig om at erobre Dybbøl-stillingen.
Dybbøl faldt den 18. april efter et forsvar, der ikke vil glemmes.
Nu ventede Lunding, at turen ville komme til Fredericia, og det ventede vi alle.
Trods sine 70 år blev Lunding fyr og flamme og rastløs forberedte han alt til kampen.
Da blev han som lynslagen ved fra krigsministeren at få befaling til at rømme fæstningen.
Forgæves stred overkommandoen såvel som Lunding imod. Ministeren fastholdt befalingen. Endnu ville Lunding dog gøre forsøg på at omstemme ham. Han bad om og fik en telegrafisk samtale den 26. april om eftermiddagen, men krigsministeren ville rømningen.
Så spurgte Lunding, om han, hvis han blev angrebet under rømningen på et tidspunkt, da han endnu havde tropper nok til at kæmpe, skulle slås eller kapitulere.
Han fik sit svar: Kapitulere.
Det var for meget for Lunding, og da han ikke ville udsætte sig for en sådan eventualitet, lod han rømningen begynde straks, men forlod med blødende hjerte og dybfølt harme Fredericia den 27. april. overladende en regimentskommandør at fuldføre rømningen.
Lunding vendte så tilbage til Kronborg, og her døde han den 1. juli 1871.
Lunding døde, men hans minde lever i et taknemmeligt folk, der aldrig vil glemme, at det var hans forsvar af Fredericia i 1849, som banede vejen for sejren den 6te juli.
Det er en gæld, der betales når der nu rejses et minde, der skal bevare hans navn og erindringen om hans bedrifter til kommende slægter.
Så falde da det slør, der skjuler mindesmærket, for at julisolen kan skinne på det og lad os give det den hyldest, det fortjener.
General Lundings minde leve!
I samme øjeblik faldt sløret for det smukke og storslåede monument, som vi tidligere har omtalt udførligt og bragt et billede af. Ved afsløringen saluteredes der med 27 skud.
Oberst Jensen fortsatte derefter med henblik på inskriptionen.
Stordåd er historiens eje, men den er også slægtens eje, Held det folk, der har store minder at se tilbage på. Held det folk, der forstår at pleje og værne om dem. Vi har større minder, så lad os værne om dem, og når tiderne synes trange, så lad os ty til dem for at hente mod og kraft. Så vil også den dag komme, hvor en ny julisol bryder frem over vort elskede fædreland.

Følgende sang blev nu afsungen:

Mel: Danmark dejligst vang.

Danmark blev din heltesaga
viet mon til død.
Åndens bål fra hine dage
slukt til sidste glød.
Blev din vilje slap og lunken?
Rejse vi kun sten til skue,
på din gravhøjs tue.?


Nej! er svunden og din vælde,
sank vort spir i grus.
End er ej vi blevet trælle,
i vor fjendes hus.
Må vi døje end og tåle,
giftig hån og stik af nåle,
vil du atter på os kalde.
stå vi rede alle.

Støtten rejst for dem som fyndigt,
bøde fjenden trods.
taler, stumt et strengt og myndigt
alvorsord til os.
Se, vi hører det og sværge
Danmarks ret som de at værge,
heller liv end ære miste.
kæmpe til det sidste.
Otto C. Fønss.

Derefter trådte borgmester Scharling atter frem og udtalte omtrent følgende:
Idet jeg som borgmester for denne by overtager dette mindesmærke, så må jeg først og fremmest bringe en tak til alle dem, der har medvirket til at få det rejst, og da frem for nogen anden til vor kære gamle konge og vor allernådigste kronprins, der fra deres side har gjort alt for at føre sagen igennem, og til dem knytter sig en så stor række af andre, der har givet bidrag til det smukke mindesmærke, at det ville være overmåde vanskeligt at nævne dem. Jeg vil kun tillade mig at nævne tre navne på mænd, der særlig har gjort sig fortjent til at mindes ved denne lejlighed.
Der er først vor landsmand mod øst, etatsråd Bornholdt i Riga, den varmhjertede patriot, som ydede en mægtig støtte og derved hjalp sagen over et vanskeligt punkt.
Dernæst grosserer Vett, der selv sagde: "Skulle jeg ikke som en brav gammel jyde give mit bidrag". Han hjalp os to gange, da det var vanskeligt med sagen, og dernæst for det tredje, vores bysbarn, oberst Voss, der nu er i København, hvor han har måttet underkaste sig en operation, thi for ham er det en sorg som for os, at h an, der her i byen har været fører for denne sag og kraftigt slået til lyd for den, og som han selv med stort bidrag har støttet, at han ikke kan være med til denne højtid.
Der er mange flere, der burde mindes her for deres offervillighed, men jeg mente her navnlig at skylde sagen at nævne disse tre, når jeg skulle nævne nogen af dem, der har hjulpet til at bringe denne sag frem.
Når jeg nu også, på Fredericias bys vegne, modtager dette skønne monument, da er det med et løfte om at værne det sammen med de andre mindesmærker og for at vise vore børn det , ja opdrage dem med mindesmærkerne for øje, og vise det til de mange danske mænd og kvinder, som i årenes løb gæster vor by.
Det er nu vor stolthed at værne og bevare dem og lære alle at kende de tre navne, som særlig knytter sig til 6te juli. Bülow, Rye og Lunding, hvis mindesmærker nu findes her, men vi har også tre mindesmærker, ikke for den enkelte, men for den hele, store mængde, der vovede og ofrede liv og blod for vort land.
Kæmpegraven, der gemmer de i slaget døde, for hvem vi bøjer os i ærbødighed. Landsoldaten, hist henne ved Prinsens Port. Den kække, frejdige Jens, der stormer frem med energisk kraft i øjeblikket, og nu dette nye monument, der vidner om den seje udholdenhed der ej blot her i Fredericia, men særlig på Dybbøl banker, hævdede den danske soldats trofaste sind, og vi vil sige til dem, der ser disse mindesmærker: Dette er ikke blot sten og malm, men stenene kan tale, og de maner varslende om dansk og stor og herlig id til Danmarks frelse i nødens tid, og de siger til os de ord: Sig fædreland skylder man alt hvad man kan udrette og derfor mener jeg, at vi bør slutte denne højtidelighed ved at istemme et leve for vort gamle fædreland, Det leve (Hurra).



MONUMENTET AFSLØRES 1899


MONUMENTET AFSLØRES 1899


MONUMENTET AFSLØRES 1899


MONUMENTETVINTEREN 2005


MONUMENTET NYRENOVERET 9/11 2005


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286