SCT. FOLQUARTS KILDE

Det ældste man har på tryk om kilden står i en præsteindberetning fra 1638 som lyder således:
"Østen ved Ulderup Kircke findes en Vandsprøng, som var i gamble Dage meget naffnkundig och med et Kieldeverck af Thre (Træ) indfattet, kaltes Sancte Falquards Kjelde, och aff gamble Folckes Beretning skal på samme Sted veret sked store Miraculer paa sjuge Folck, som søgte thill samme Vand. Och findes paa Stedet endnu Skabelon aff Kjelden."

Der er givet flere bud på, hvem Sankt Folkvard var. Det sandsynligste er nok, at han var en af de syv navngivne missionærer, som Karl den Store (742-814) sendte her til landet for at kristne de vilde nordboer i sidste halvdel af 700-tallet. Karl den Store der blev kronet til kejser af paven år 800, regnes som grundlægger af vor tids Europa og var den langt senere kejser Napoleons store forbillede. Han samlede det tidligere vestromerske rige hvilket også var Napoleons store drøm. (iKilde: Gert Jensen)

Kilden var fra gammel tid kendt som lægedomskilde findes tæt nedenfor Ullerup kirkebakke. Der er dog ikke noget væld længere, men stedet henligger som et lille vandhul.
Man har sandsynligvis valfartet til kilden før kirken byggedes på bakken ovenover. I bronzealderen foretog man både dyre- og menneske ofringer ved sådanne blotsteder og disse hellige steder.
At man har bygget kirker ved de gamle helligkilder og hedenske ofringssteder er der mange eksempler på. Bl.a. ved hærvejskirken Øster Nykirke. Man har også holdt årlige markeder ved sådanne kilder (kildemarked), der normalt holdtes ved Sct. Hans hvor den helbredende virkning var størst.
Sct. Hans aften trak mange mennesker til kilderne fra nær og fjern, og det benyttede andre sig af og omdannede området omkring kilden til markedsplads, de såkaldte kildemarkeder med forlystelser og gøgl.
Den gamle landevej til Vejle over Bredstrup og Pjedsted Spang, førte tæt forbi kirken, så stedet har ligget ved alfar vej.

Vandets lægende kraft
Det fortælles, at en mand, der havde fået til opgave at rense kilden op, var fyldt med vorter op ad armene. Da arbejdet var færdigt var vorterne forsvundet og han tvivlede ikke på at det var kildevandet havde fjernet dem.
Den tidligere mangeårige ejer af jorden omkring kilden, fru Marie Mortensen, var overbevist om, at kildevandet havde virkninger over for mange lidelser.
Hun kunne fremvise mange breve, der bekræftede dette, ligesom hun fortalte om besøg langvejs fra, bl.a. fra Tyskland og Belgien af folk, der kom for at hente vand fra kilden.
Vandet skulle virke helbredende på eksem og andre hudsygdomme, vorter og øjensvagheder.
Helligkilder var i hedensk tid ofte opkaldt efter nordiske guder, og i katolsk tid efter helgener og helgeninder.
Området omkring Sct. Folkvards kilde ejes nu af Fredericia kommune.

Sct. Hans aften og "de hellige kilder".
FD. 30/6 1890.
Gyngerne var i stedsevarende gang, dels under den sædvanlige tyrkiske musik, dels under ledsagelse af sang, og i det hele blev den herskende lystighed, som den nat syntes at bringe kildens Najade et just ikke aldeles uværdigt offer, ikke nogensinde forstyret af tøjleløshedens vilde tummel.
I gamle dage var det imidlertid Helenekilde, hvis ry overstrålede alle de andre helligkilders.
Nordvest for Arresø på Tisvilde mark, viser man endnu den hellige Helenes kilde, hvis vand havde ord for lægende kraft. Sct. Hansaften kom derfor syge og svage fra alle Sjællands egne, endog de allersydligste, til denne kilde i håb om at få deres lemmers førlighed, og helbred tilbage ved at vaske sig i et af de tre væld. Det mellemste, der fortrinsvis var indhegnet, sagdes at være det, der havde størst lægedomskraft.
Overtroen føjede til, at helbredelsen ikke kunne gå for sig, uden at den syge lagde sig til at sove enten på selve Helenes grav, eller i det mindste i nærheden af denne.
Ikke blot fra Sjælland søgte man dertil men også fra andre landsdele. Der fortælles således, at fattige i Aarhus havde fået hjælp af myndighederne for at gøre en rejse til Helenekilden for ved denne at blive af med deres skrøbeligheder.
Selv svenske gæster var ikke sjældne ved kilden. Rimeligvis har der samtidig været holdt marked, hvilket har bidraget sit til at forøge den tilstrømmende menneskeskare.
En fremmed forfatter, Lindanns, som i 1658 opholdt sig i København, beretter, at mange tusinde mennesker årligt samledes ved kilden Sct. Hans aften og dagen efter Sct. Hans dag, og dagen efter Sct. Olafs dag, den 30te juli, og nævner tillige forskellige af de der stedfundne mirakelkure, som naturligvis skulle bidrage sit til at godtgøre helgenindens magt.
E. C. Werlauf bemærker i sine "Antegnelser til Holbergs lystspil" 1858, at det ikke var almuen alene, som nærede en ubegrænset tillid "til vandets kraft", men mod visse tilfælde, såsom øjensvaghed, tilrådede også lægerne brugen af vand fra Helenekilden.
Flere af vore konger besøgte kilden, og navnlig gælder dette om kong Kristian den Fjerde, der satt meget stor pris på den. Han lod indhente det medicinske fakultets betænkning over vandets naturlige beskaffenhed, og skred endog til at anlægge et offentlig badehus i en af de nærliggende landsbyer.
Den gejstlige øvrighed fandt det imidlertid nødvendigt at modarbejde de katolske skikke og den overleverede helgentro, der var forbundet med valfarterne til kilden, og derfor blev der i Kristian den Fjerdes tid (1617 og 1639) udstedt forbud mod udøvelsen af visse cheremonier ved benyttelsen af kilden.
Overtroen lod sig imidlertid ikke så let udrydde, og endnu lige til vore dage () har der været såre megen overtro forbunden med benyttlsen af Helenekilden såvelsom de øvrige "Helligkilder" i andre egne af landet.
Om den helgeninde, hvis navn er knyttet til den sidst omtalte helligkilde, siger sagnet, at Helene var en from og hellig kvinde i Sverige.
Hun boede i en skov, adskilt fra menneskers selskab, men var stedse rede til at gøre godt og til at stå nødlidende og ulykkelige bi med råd og dåd.
I sin ensomhed blev hun overfalden af onde mennesker, der dræbte hende og kastede hendes lig i havet, men en stor sten, siger sagnet videre, tog imod det og flød med det lige over til Sjælland.
Da liget nu ikke kunne blive bragt i land på grund af skråningen, skete det for hendes helligheds skyld, at skrænten brast. Den derved frembragte kløft vises endnu, så man derigennem kunne føre liget op på marken og på det sted, hvor man først satte liget, fremsprang en kilde af jorden, og denne kilde bærer endnu den dag i dag navn efter den hellige Helene.
Det fortælles også, at da hendes lig var lagt i kiste, skulle det føres til Tisvilde kirke, men undervejs talte bærerne letsindige ord, og båren blev da så tung, at de ikke var i stand til at hæve den fra stedet. Den sank dybt ned i jorden på det ted, som herefter kaldes Helenes grav.
På samme grav findes en stenhob, omgiven af et gærde. Stenen, som bar den hellige Helene til Sjælland, vises også ved kysten.
Tisvilde skrives af Werlauf "Tisvælde", og man har fremsat den formodning, at navnet skulle have sin oprindelse af de derværende kildevæld og måske af gudenavnet "Tyr".

KILDEDAMMEN 1960

KILDEDAMMEN 1984

KILDEDAMMEN 2004 - I BAGGRUNDEN KIRKENS MINDESTEN

KILDEDAMMEN 2010