FATTIGGÅRDEN I DRONNINGENSGADE

FORSØRGELSESANSTALTEN
© Fredericias Historie v. Erik F. Rønnebech

 HER LÅ FATTIGGÅRDEN

Det første fattighus lå i forbindelse med byens sygehus i Dronningensgade. Man ønskede at adskille de to institutioner og købte Krackes tidligere cikoriefabrik i Sjællandsgade, på hjørnet af Dronningensgade købtes for 12.000 kr, og skulle ombygges til afbejdsanstalt og fattiggård. Prisen for købet af fabrikken var 12.000 kr., + 232,85 i omkostninger. Desuden brugtes 19.749,24 på ombygningen. Ialt kom fattiggård og arbejdsanstalt til at koste 43.752,29 kr., en stor sum dengang.

Fattiggården og arbejdsanstalten, lå på det sydvest hjørne af Sjællandsgade og Dronningensgade.
Kommunen købte i 1878 fabrikant Kracks cikoriefabrik i Dronningensgade og indrettede den til fattiggård til afløsning af det gamle Fredericia Hospital over for Trinitatis kirkegård i Dronningensgade 69. Man påbegyndte straks en udvidelse med bygning af en ny fløj ud mod Sjællandsgade (nr. 98), og i den gamle del indrettedes arbejdsanstalt og sygestuer. På første sal i nybygningen indrettedes byrådets udvalgssal samt forsørgelsesvæsenets kontor.

FD 9/5 1881
I løbet af sommeren vil den "nye" fattig- og arbejdsanstalt kunne ventes taget i brug. Kommunen har ved opførelsen af en arbejdsanstalt samt et sygehus fået to følelige savn afhjulpet.
Medens sygehuset i hele sin indretning må kaldes tidssvarende og, hvad det ydre angår, også i arkitektonisk skønhed svarer til nutidens fordringer, kan det samme desværre ikke siges om fattig- og arbejdsanstalten, den tidligere cikoriefabrik. Angående dennes indre udstyrelse og indretning, da kan vel enhver, der interesserer sig derfor, få tilladelse til at tage den i øjesyn. Bygningens stygge indre virker sandelig ikke indbydende. Nogen arkitektur er der slet ikke tale om, hvad endda fik være det samme, når man så kunne trøste sig med den overbevisning, at erhvervelsen af cikoriefabrikken og dens ombygning til fattig- og arbejdsanstalt, var et for kommunen i pekuniær henseende, fordelagtig foretagende, men desværre, det er langt fra tilfældet, og det er vor overbevisning, at hele dette foretagende allerede har været og vil blive uforholdsmæssigt dyrt, thi at købe fabriksbygningen for grundens skyld, var der jo ingen anledning til, da kommunen har byggegrunde nok.
Vi skal ikke her nærmere berøre dette byggeforetagende, vi har kun påpeget det af hensyn til skatteydernes tarv, for man kan nok forlange, at kommunen får noget, der svarer til udgifterne, da der jo er flere byggeforetagender i vente, f.eks. kasernen (skolelokalerne er jo heller ikke tidssvarende og trænger i det mindste til en udvidelse), vil vi håbe, at der bliver gået frem på en anden måde, og at kommunens arbejde, efter et grundigt overslag, bliver bortliciteret.

30. maj 1901 bevilligede byrådet 325 kr. til sikringsforanstaltninger ved fattiggårdens mur. Nogle uheldige elementer havde sneget sig over muren og ud at købe brændevin til sig selv og andre fattiglemmer, hvilket var demoraliserende. Det blev besluttet at der skulle anbringes pigtråd oven på muren.


I 1935 tjente min mor og hendes søster Martine begge på "fattiggården". Stedet blev ledet af et bestyrerpar og bestyreren hed Christensen. Han afløste bestyrer Marius Petersen, som blev ansat 1916. Christensen var tidligere brødkusk, og supplerede sin indtægt som fattiggårdsbestyrer ved at gå ud som lejetjener. Det var bestyrerens kones arbejde, at stå for køkkenet.
På det tidspunkt bestod beboerne dels af de åndsvage samt en sindsforviret- og en blind mand, dels af de subsistensløse.
De åndssvage var ude i byen kendt for følgende:
Frederik kunne ikke stå for kobberpenge (1,2, og femører). Når nogen mødte ham på gaden kunne de finde på at lukke deres pung op og sige: "Se her Frederik, du må tage lige den mønt du vil." Og selv om der lå en og tokroner ved siden af kobberpengene, tog Frederik altid en kobbermønt.
Christian var romantiker og om sommeren gik han og plukkede blomsterbuketter på volden.
Når Christian og Frederik skulle i bad kom de op i samme kar. Det var min mosters opgave at bade dem, og ved en sådan lejlighed spurgte Christian min moster:" Frøken, synes de ikke også min tissemand er meget pænere end Frederiks."?
Prinsesse Marie af Danmark, som hun kaldte sig, elskede at danse for folk, og fortalte, at hun havde set hvordan verden blev til.
En kvinde, som ikke var så meget ude i byen, gik altid rundt med en dukke i favnen og var på intelligensnivo med en 2-årig.
Om den sindsforvirrede fortaltes det, at han engang havde været en klog mand, vist nok ingeniør, men han havde fået solstik og var derved blevet sær. Han ville hverken vaskes eller have klippet negle eller hår og lignede en vildmand.
De subsistensløse (farende svende), havde deres egen afdeling med tremmer for vinduerne. De blev låst inde om natten, vel nok fordi man frygtede, at de skulle drage på tyvetogt.
De skulle arbejde for føden og flettede bl.a. sivmåtter og kløvede pindebrænde.
Kosten de fik var en god solid kost. Morgenmaden bestod af et stykke rugbrød og et stykke franskbrød samt te. Var det ikke nok kunne de få mere. Den varme middagsmad bestod af retter som grønkålssuppe, gule ærter, frikadeller, medisterpølse o.l.. Stort set de samme retter der var på en arbejderfamilies menu. Pålægget bestod hovedsageligt af leverpostej, fedt og ost.
Oven på bygningen der vendte ud mod Sjællandsgade var der en stor sal, som min mor har fortalt, blev brugt til mødesal, bl.a. for byrådet. Underetagen bestod af en lang gang med værelser samt en gennemgang til gården.
Man kom ind i gården til de to bygninger, gennem en port i Dronningensgade. Den gamle bygningen mod Dronningsgade rummede værksteder og sygestuer.
Jeg skylder på sin vis fattiggården min eksistens, idet det var her min mor traf min far.
Der skulle renses for utøj på et af værelserne og ved den lejlighed blev en "kammerjæger", der vist hed Hjort, tilkaldt. De dampe der skulle slå utøjet ihjel eksploderede imidlertid, hvorved "kammerjægeren" blev slemt forbrændt og der skete skader på værelset, som min far, der den gang var ung murersvend, blev sendt ned for at reparere.
To år efter giftede de sig.
Da fattiggården skulle lukkes og de åndssvage sendes til Brejning opstod der store problemer med at forklare dem, at de skulle flyttes. Det ville de under ingen omstændigheder. På det tidspunkt var var den gamle lillebæltsbro netop taget i brug, og man fandt derfor på et kneb. Under foregivelse af at de skulle med ud og se broen, fik man dem med ind i en bil. Man kørte ganske vist også en tur over broen, men fortsatte derefter direkte mod Brejning, og dermed forsvandt de ud af Fredericias bybillede.
Den blinde mand var død forinden, og hvad der blev af de subsistensløse vides ikke.

Fredericia Forsørgelsesanstalt
FATTIGGÅRDEN CA. 1900

Fredericia Forsørgelsesanstalt
FATTIGGÅRDEN CA. 1930

Fredericia Forsørgelsesanstalt
BESTYRER CHRISTEN MED KONE OG TO STUEPIGER 1936

Fredericia Forsørgelsesanstalt
ALUMNE "TOVLI FREDERIK" I PRINSESSEGADE 1925

Fredericia Forsørgelsesanstalt
ALUMNE "HESTEHANDLEREN" VED LANDSOLDATEN 1932

Fredericia Forsørgelsesanstalt
FATTIGFORSTANDERSKABET 1900

Fredericia Forsørgelsesanstalt
FATTIGFORSTANDERSKABET 1933


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286