FREDERICIAS KIRKEHISTORIE

Født 11. marts 1814 på Bogø, Præstø Amt. Forældre: Sognepræst, sidst i Damsholte Sogn, Præstø Amt, Børge Pontoppidan (1776-1854) og hustru Mette Marie Jansen (1782-1856). Student 1832 fra Nykøbing; cand.theol. 27. april 1837 (*laud). Huslærer hos provst Hans Christian Holten i Skuldelev i 1½ år. Lærer ved Borgerdydsskolen på Christianshavn 1. februar 1839. Skibspræst på fregatten "Bellona", på togt til Sydamerika og rundt Kap Horn 26. juli 1840 (-1841); ordineret 26. juli 1840. Hjælpepræst Sankt Hans Kirke i Odense 1842. Residerende kapellan ved Ribe Domkirke og sognepræst i Seem Sogn 10. februar (ell. april?) 1843. Sognepræst i Fredericia Trinitatis og Vejlby Sogne 26. juni 1856. Sognepræst i Randers Sankt Mortens Sogn 27. maj 1863. Død 31. maj 1879 i Randers. Gift 16. maj 1844 i Vordingborg med Birgitte Christine Marie Oxenbøll, født 30. december 1824 i Randers, død 14. januar 1888 på Frederiksberg. Forældre: Byfoged i Vordingborg, etatsråd Morten Oxenbøll (1796-1868) og hustru Johanne Cecilie Stilling (1802-1862).
Børn: 10 sønner og 6 døtre:
1) Johannes Pontoppidan, født 5. september 1845, død 11. februar 1846
2) Erik Jansen Pontoppidan, født 16. juni 1847 i Ribe, død 21. november 1919 i Charlottenlund. Læge, dermato-venerolog.
3) Inger Pontoppidan, født 6. april 1849 i Ribe, død7. juni 1905. Pianistinde, forstanderinde, ugift
4) Morten Oxenbøll Pontoppidan, født 3. januar 1851 i Ribe, død 21. september 1931 i Haderslev. Præst, højskoleforstander og forfatter.
5) Marie Christine Pontoppidan, født 15. april 1852 i Ribe, død 9. april 1904. Gift Kampmann.
6) Knud Børge Pontoppidan, født 10. juli 1853 i Ribe, død 21. oktober 1916 i Hillerød. dr.med, psykiater og neurolog.
7) Margrethe Pontoppidan, født 13. december 1854 i Ribe, død 19. november 1919. Gift 26. august 1879 med sognepræst, sidst i Baarse-Beldringe, Præstø Amt, Emil Jens Jesper Jespersen (1839-1901, hans 2. hustru).
8) Johanne Cecilie Pontoppidan, født 24. marts 1856 i Ribe, død 5. december 1864
9) Henrik Pontoppidan, født 24. juli 1857 i Fredericia, død 21. august 1943 i Charlottenlund. Forfatter, Nobelpristager.
10) Mathilde Augusta Pontoppidan, født 25. december 1858 i Fredericia, død 22. oktober 1912. Ugift
11) Hans Peter Pontoppidan, født 23. september 1860 i Fredericia, død 19. maj 1930. Sognepræst, sidst i Spjellerup-Smerup, Præstø Amt.
12) Holger Pontoppidan, født 10. juni 1862, død 31. juni 1891. Forretningsmand.
13) Waldemar Pontoppidan, født 14. august 1863, død 4. april 1894. Forlægger
14) Svend Pontoppidan, født 24. juni 1864, død 15. april 1866.
15) Ellen Elisabeth, født 31. december 1865, død 29. juli 1866.
16) Johanne Elisabeth Pontoppidan, født 15. januar 1868 i Randers, død 15. marts 1959 i Hellerup, gift 3. november 1896 i Baarse med ingeniør Asger Skovgaard Ostenfeld (1866- 1931).
Ved folketællingen 1860 har pastor Pontoppidan ovenstående børn nr. 2-10; nr. 11 er den eneste der er født i Fredericia efter folketællingen og inden flytningen til Randers i 1863.
Dines Pontoppidan erhvervede ved skøde af 6. april 1858 gården på nordvesthjørnet af Dronningensgade og Prinsensgade, matr. 463, gl. grundnr. 50, nu Prinsensgade 69/Dronningensgade 34; ved folketællingen 1860 regnes den til Dronningensgade (som nr. 50 & 51). Ved skøde af 8. december 1861 fik Trinitatis og Vejlby Sognekald skøde på gården, som herefter var embedsbolig for sognepræsten frem til 1904, da den ved skøde af 18. december nævnte år solgtes til bager Hans Peter Olsen, der omdannede gården til bageri.
Hos Nedergaard skrives (under Randers, bd. VII B, s. 37-39): Om Dines Pontoppidan henvises til prof., dr. P.G. Lindhardts og Poul Borchsenius' bøger om P. (begge 1948), som giver et fyldigt billede af denne særprægede præst. Dines P. blev tildels af helbredsmæssige grunde skibspræst, og hans store rejse bidrog i høj grad til at udvide hans horisont. I sin bog om rejsen giver han mange interessante oplevelser i karakterfuld form. Han var fra først af under indflydelse af H.N. Clausen og J.P. Mynster. Hans tidligst trykte prædikener viser hans tilknytning til den mynsterske retning. De prædikener, han udgav i Ribe, viser, at han er kommet under grundtvigsk påvirkning. DBL oplyser, at dette skete under påvirkning af hans ven, pastor A. Leth. Pontoppidan sluttede sig nu til den kirkelige opvækkelse, kender nu forskel på tilhørere og menighed, på "den store døde christenmasse og den lille tro og oprigtig bestandige og samdrægtige menighed." Trosbekendelse og sakramenter sættes i centrum, men Lindhardt gør opmærksom på, at udviklingen indenfor grundtvigianismen, som i 1840'erne erstattede en personlig erfaring af synd og nåde, med en menneskelig udvikling som forudsætning for en kristelig, gjorde P. ikke med. Derfor var han ofte på kant med sine præstevenner, og det er typisk, at han satte Brorsons salmer højere end Grundtvigs. Det standpunkt, han nåede i Ribe, blev ikke, hvad man senere anså for grundtvigianisme. 1848 skrev han om at få den kontrollerende, statskirkelige bispetype afløst af en ny, som virkelig kunne blive præsterne en broderlig hjælp og menighederne til opbyggelse. Han følte sig tiltalt af en mand som A.G. Rudelbach for hans indsats og personlighed og brød en lanse for ham i sin bog 1852. Året efter søgte han at retlede vækkelsen, som var kommet under baptistisk eller mormonernes påvirkning.
Han fandt, at vækkelsen derved var kommet på afveje, og at de vakte savnede almenmenneskelig, folkelig og kristelig oplysning og henviste til det grundtvigske livssyn som redningen. Lindhardt betegner dette lille skrift som et vigtigt led i det arbejde, som efter 1849 sikrede kirken mod større frikirkelighed, og som takket være Grundtvigianismens den gang store fasthed lammede baptismen. Peter Larsen Skræppenborg kritiserede ganske vist P.s udtalelser, men det førte alligevel til nærmere kontakt mellem P. og de vakte.
Efter dette havde man nok ventet sig en del af P. som grundtvigsk fører. 1853 nævnes han i Fr. Barfods fortællinger af fædrelandets historie som "en af de ypperste blandt de yngre præster". Men hans navn blev strøget i senere udgaver. Efter 1853 udgav han væsentlig kun lejlighedstaler, og skuffelsen bredte sig. Henrik Pontoppidan hørte om dette i skolen, bragte det med sig hjem, og han hørte da "faderen hviske bevæget hen for sig selv, at han trøstede sig til at have gjort fyldest der, hvor det var mest fornødent." Derved tænkte han vel på sit brydsomme embede og på sine mange børn og den svage økonomi.
Biskop Brammer i Aarhus var fortørnet over, at P. fik embedet i Randers ved at gå direkte til Kong Frederik VII. Brammer ønskede en anden, og nærede altid antipati mod P. Han visiterede aldrig i Randers. Brammer kunne ikke døje grundtvigianere, og P. skjulte ikke sine standpunkter. Han hævdede sin person og sit embede fuldt så værdigt som biskoppens. Og Brammer holdt ikke af P.s artikler om at afløse den kontrollerende statsbiskop med en mere broderlig bispetype. Da p. på egen hånd havde indført et salmebogstillæg i Randers, ville biskoppen foranledige en ministeriel irettesættelse, men den udeblev.
P. var stærkt grebet af begivenhederne 1864, ved kongebesøget 1865 i Randers vakte han kongens mishag ved at tale om, at "vore hjerter endnu bløde ved de dybe sår".
Holger Begtrup fortæller i "Grundtvigske Hjem i det 19. Aarh., II, 1930, s. 27f., om Chr. Bergs senere hustru, Maren Bertelsen, at hun i efteråret 1851, 15 år gl., kom i huset hos pastor Dines Pontoppidan i Ribe. Hun skulle lære at spille af præstefruen og fik ellers en god undervisning, bl.a. i kjolesyning hos frk. Caroline Ramsing, der havde skole for unge piger. Det pontoppidanske hjem var præget af kristelig alvor. Præsten var nærmest, hvad man kalder "Grundtvigianer". Men det var mere den kirkelige end den folkelige side af Grundtvigs livssyn, han havde tilegnet sig. Han hørte til den ædle stamme af dannede præstemænd, som forstod at forene deres lutherske arv med den ny kirkelige oplysning. I kraft af sin sikre dannelse dømte han frisindet om åndelige forhold og tog bestemt afstand fra den snævre pietisme, som han mødte hos mange af de gudelig vakte lægfolk, han fik med at gøre. Men han var personlig af en myndig og streng karakter, der vel nok isolerede ham noget i hans daglige liv.
Fru Marie Pontoppidan var en sjælfuld kvinde, der godt kunne være livlig og elskværdig. Men hun var svagelig af helbred og følte sig noget forpint af forholdene i Ribe, hvor hun ikke engang havde en rigtig præstegård at bo i. Desuden var hun stærkt optaget af sine børn, hvoraf de ældste: Erik, Inger og Morten endnu var små, da den unge Maren Bertelsen kom i huset.
Skønt det var et stille og alvorligt hjem, Maren således blev optaget i, var hun dog glad ved det år, hun var i Ribe. Hun lærte meget og gik villig sin husmoder tilhånde. Men især havde hun åbne øren for de gode samtaler, der førtes, når der kom gæster i hjemmet. - Man får et godt indtryk deraf i et brev, som hendes moder skrev til hende, mens hun var hos Pontoppidans: " - Jeg glæder mig ved det, du skrev i sidste brev at når I havde bispinde Müller (i besøg), så fik I altid sådanne kraftige samtaler af hr. Pontoppidan, og at du hørte så meget godt. Ak, hvor det glæder os".
I "Lykkeper" har Henrik Pontoppidan formentlig omtalt sit barndomshjem, idet han her har benyttet meget intimt erindringsstof ... mest i 2. udgave af romanen. Dog er hjemmet nok tegnet mere dystert end det var. I Henrik Pontoppidans selvbiografi har han i bindet "Drengeaar" (35 år senere end "Lykkeper") tegnet sit hjem i en anden belysning, mens Morten Pontoppidan tegner hjemmet væsentlig lyst, selvom det ikke forties, at Dines P. var en streng mand, uhumoristisk, og moderen ofte var syg. Der var mange bekymringer og knuste håb, megen sygdom og økonomiske sorger.
Dines P. var en højt begavet og selvstændig personlighed, en alvorlig prædikant. Han samlede ikke mange, men havde betydning for den lille, grundtvigske kreds, som han også samlede til aftenmøder. Hans forkyndelse var positiv, stærkt bibelsk, og hjemmet var grobund for en række højt begavede børn.
Morten P. indleder sine erindringer med at tale om "sit lyse og lykkelige barndomshjem. Jeg tror, at iblandt velordnede hjem skal man vanskelig finde et livligere og fornøjeligere end dette, jeg er vokset op i" (Minder og Oplevelser, 1922, s. 7).
I "Præstehistoriske Samlinger" 1933, s. 97 flg. har Morten Pontoppidan tegnet et billede af sin fader, hans sans for lønkammeret, hans viderværdigheder som skibspræst, hans gerning i Fredericia og hans gerning i Randers, hvor han var "en skattet sjælesørger hos flere af de fornemmere embedsfamilier, men de velhavende købmænd kunne han ikke ret komme i forhold til. Måske var der noget åndsaristokratisk ved ham ... han kunne derhjemme ofte lufte sin ærgrelse over de "ærkefilistre" han sad i skolekommission og legatbestyrelse med.
Populær kunne han aldrig blive. Dertil var han, trods sit gode hjertelag for stejl og myndig af væsen. Han ville f.eks. ikke forrette begravelse om søndagen - ikke af magelighedshensyn, men Herrens dag måtte ikke krænkes ...
Det er en blandet fornøjelse at læse biskop Brammers sure breve til kultusminister J.C.H. Fischer (Khst. saml. 6. rk. II, 600, 619, 644f., 653f., 656, 657, 674f.). Det hedder f.eks. i et brev af 28. marts 1878, at en ansøger (Ehlers, sidst spr. i Snøde-Stoense) "endskønt han kommer fra Randers, hvor hr. Dines Pontoppidan er sognepræst for ikke at sige sogneherre, så vidt jeg kan mærke, ikke er grundtvigianiseret." 6. aug. 1879 hedder det, at "den grundtvigske vennekreds, som P. havde samlet omkring sig vel er meget lille, men uden tvivl så ivrig, at den vil føle sig meget frastødt og tilbøjelig til sognebåndsløsning, hvis en skrap modstander af grundtvigianismen skulle blive P.s eftermand. At flertallet i menigheden såre nødigt vil have nogen grundtvigsk præst tør anses for en afgjort sag ... kapellanen, pastor Jacob Hansen han langt flere konfirmander end P., en omstændighed, som kan blive til skade for P.s eftermand ...
I et brev af 1. jan. 79 hedder det: "Hr. Dines Pontoppidan i Randers har længe været syg af gulsot. Han eller man ville måske sige, at han havde ærgret sig den til, dersom han havde fået den selvforskyldte tilrettevisning". Gulsoten var en følge af den kræft, som få måneder efter lagde Pontoppidan i graven, og på selve begravelsesdagen skriver Brammer i et brev, som er meget krybende overfor ministeren (6. juni 79): "Ved sine utidige, fordrings- og salvelsesfulde ansøgninger var Dines Pontoppidan da sig selv lig til det sidste. Han var i den grad bleven tolereret og favoriseret, at han naturligvis ventede at blive behandlet med ganske særdeles hensyn til hans fortræffelighed. Han var især af simple og fattige folk uden tvivl så ilde lidt" -. Det sidste stemmer afgjort ikke med brødrene Mortens og Henriks oplysninger.
Moderen, f. Oxenbøll, husker de ældre brødre som en livlig og livsglad kvinde; Henrik husker hende nedbøjet af sygdom, hans konfirmationsdag ødelagdes helt deraf. Men for alle børnene stod hun som en helt, der bar sine byrder med sjældent tålmod, og Henrik beretter, at hendes lidelser førte hende til en dyb forståelse for alle lidende. På sygesengen kastede hun sig over socialøkonomi og samfundsvidenskab og kunne "tale harmfuldt om fattigfolks lidelse og samfundets hykleriske moral." Nogle mindetaler ved hendes død 1888 tegner samme billede, men uforglemmeligt er indtrykket fra Lykke-Per, hvor Per fra havneknejpen ser moderens kiste blive hejst om bord i fragtbåden, og siden som en æresvagt følger han med om bord til den jyske by.
Lindhardt skriver: Der var ingen religiøs overfodring i hjemmet; Henrik turde være et pålideligt vidne her. Morgen- og aftenandagter indrammede dagen, børnene fik besked om at passe deres daglige bønner, men ingen kontrollerede dem.
Morten Pontoppidan fortæller om sine drengeår i sine Erindringer, s. 19f. bl.a.: Ingen begivenheder gjorde tilnærmelsesvis så stærkt indtryk på os som Danevirkes rømning. De smertede disse gentagne nederlag, men de overraskede os egentlig ikke.
I Randers var det preussere, vi fik med at gøre. Augustagarden og Elisabethgarden lå en længere tid indkvarteret der i byen. Det var skikkelige folk, og der herskede en eksemplarisk mandstugt. Fra selve Randers mindes jeg ikke at have hørt noget eksempel på uordentlig eller voldsom optræden fra det indkvarterede mandskabs side. Derimod så jeg hos en bonde i nærheden af Randers gibsloftet i storstuen tæt oversået med små huller; dem havde de preussiske soldater prikket med deres bajonetter som hævn, fordi de ikke havde været fornøjede med kosten, de fik der i huset. Ja, det var unægtelig selvtægt, og det var vandalisme, men dog af en - under krigsforhold - forholdsvis uskyldig art. Der kan naturligvis være begået adskilligt andet; men dette er, som sagt, det eneste overgreb fra mandskabets side, jeg mindes at have hørt om. En sag for sig var jo de officielle voldsomheder - arrestationer af indflydelsesrige mænd eller opbringelse af bønderheste til preusserhærens brug. Især dette sidste gik stadig for sig, og der fortaltes mange morsomme historie om, hvorledes den og den snedige og sindige jyde havde forstået at skaffe sine værdifulde bæster til side og sætte preusserne en voksnæse på. Til de officielle voldshandlinger hørte også sprængningen af den store jernbanebro ved Langaa. Langaa er nabostation til Randers, og jeg var ude og så den sammensunkne jernkolos. Da Nørrejylland på den tid ikke havde mere af jernbane end det stykke mellem Aarhus og Randers, kan brosprængningen ikke godt være sket af militær nødvendighed som hindring for mulige danske troppetransporter. Man opfattede det da også blot som et led i det, der hed "at lægge pres på Jylland" og derigennem på den danske regering for at bevæge den til eftergivenhed. Langaabroen var - efter tidens forhold - et særdeles værdifuldt aktiv, som man mente at kunne bedrøve den danske almenhed for uden at øve nogen særlig inhumanitet overfor befolkningen.
I Randers præstegård, som var en ret stor og anselig bolig, havde vi gerne høje officerer indkvarterede. Men tillige både underofficerer og menige. Det vil sige tre forskellige borde hver dag - foruden vort eget. Hvilket var meget besværligt. De bedste værelser havde vi måttet afgive. Hvem der ville besøge os i den eneste opholdsstue, vi havde at være i, måtte bukke hovedet godt og gå gennem et aflukke under trappen, et rum hvor vi plejede at have koste og andre redskaber hengemte. Men dette havde mindre at betyde; det værste var al den madlavning og al den opvartning.
På husmoderen var det, byrden hvilede tungest. Min mor var meget dygtig til at ordne sådanne sager, og hun var af dem, der ikke let giver fortabt. "Man må gå på jorden, selv om den er glødende," var et af hendes valgsprog. Og det fik hun lejlighed til at indøve her. Men - som der stod i den gamle ABC-bog:

"Når ej kamelen mer kan bære, at rejse sig den lader være."

Og et sådant punkt kom for mor, da hun, som hele sommeren havde været i velsignede omstændigheder, stod umiddelbart foran sin nedkomst.
Da sagde mor: Nu må vor indkvartering flytte bort.
Og da indkvarterings-kommissionen erklærede sig magtesløs overfor en sådan fordring, hvad gjorde så mor?
Det skal jeg fortælle. Mor klædte sig i fineste puds, sort silkekjole, hvidt silkesjal og handsker, og så lod hun sig melde hos den oberst, vi havde i kvarter, og som var øverstbefalende over tropperne i byen. Hos ham kommer mor til audiens, i sin egen dagligstue - fremstiller for ham sin tilstand, som jo har været tydelig nok at se, og lader ham i de høfligste, men bestemteste ord vide, at han og hans folk må flytte, og at der i hvert fald fra den og den dag ikke vil være mad eller opvartning at få i præstegården.
Jeg ved ikke noget om, hvorledes den høje officer optog denne henvendelse, men jeg formoder, at han straks hensynsfuldt har føjet sig. Vist er det, at han flyttede, og de andre med ham.
Mors fremfærd ved denne lejlighed vidste jeg dengang intet om. Men jeg hørte derom senere, og jeg har meddelt det her som et meget betegnende bidrag til min mors karakteristik. Mor var mild; men hun var fast. Mor var kun lille; men hun var en kvinde med holdning.
Mor havde ingen sønner at sende ud i krigen; de største af os var endnu kun skoledrenge. Men som husmoder under de for præstegården så særlig vanskelige indkvarteringsforhold udøvede hun, støttet af sine to flinke tjenestepiger, på sin måde meget af en værnepligt og kunne godt have fortjent krigsmedaljen. Der er ingen tvivl om, at hun villigt havde givet sine drenge hen, dersom vi havde haft alderen til at tjene fædrelandet. Hun havde indåndet os kærlighed til vort land og vort flag. Hvad vi kunne af fædrelandssange, havde hun lært os. Hun satte sig til klaveret og spillede dem - hun var meget musikalsk - og sang så ordene til, og fik os til at synge med. Mellem fædrelandssangene var "Vift stolt på Kodans bølge" den, hun satte højest. Og engang talte hun til os drenge om denne sang, hvor heltene nævnes, som i fortiden kæmpede og døde for flaget, og hvor derefter slutningsverset - og det var særlig dette vers, mor fremhævede for os - flaget hilses af de nulevende:

"Se dem, du har tilbage, de blusse ved dit navn, vil for din hæder drage med lyst i dødens favn - -"

Aldrig kunne jeg siden synge dette vers uden at tænke på, at det var det, min mor holdt så meget af, og uden at jeg indvendig ligesom rettede mig op og stod med blottet hoved og gav vort gamle flag min kærligheds- og troskabserklæring, den, min mor havde lagt mig i hjertet og på tungen.
Mor havde lært os vore fædrelandssange. Og det var også mor, der en dag vistnok i det sene efterår 1864 satte sig til klaveret og begyndte at lære os en ny sang, der var kommet, nemlig Frederik Paludan-Müllers "Danmarks Maal". Det er jo den, der begynder "Brat af slaget rammet", og hvor Danmark, vor gamle mor, udøser sit hjerte og taler om, hvad hun sætter sit håb til: at når krigens sår først bliver lægt, skal der blive optugtet en helteslægt af "ynglinger i plade, drenge klædt i stål", af "mænd med faste hjerter" og af "fromme, stærke kvinder". Og når dette er nået,

"da til lurens toner blusser bavn og bål: Slesvigs land genvundet det er kampens mål."

Den sang gik ud over landet i de dage og blev sunget atter og atter i de hjem, hvor man i det hele taget sang. Og til dem hørte mit barndomshjem.

Udg. bl.a.: Rejse til Sydamerica (1841). Kirkelige Taler til Præster og Lægfolk (1849). Vejledning til Bedømmelse af Opvækkelsen i vore Dage (1853). Desuden talrige artikler, enkelte mindre skrifter, bl.a.: Dr. A.G. Rudelbach og vor Tids kirkelige Bevægelser (1852). Blandt hans mange indlæg i tidens debat kan nævnes artikler 1848 om tilsynsembedet i kirken, 1845 om salmebogstillægget (Berl.Tid.), om Symbolum apostolicum (Dansk Kirketidende), om den kirkelige frihed (smsts.), om den rette ledetråd i børnelærdom (Ugeskrift for den evangelisk-lutherske kirke), om præsteeden (Dansk Kirketidende 1863), om ægteskabet (Fædrelandet, 1859); han skrev om H.A. Brorson i Kirkehistoriske Samlinger I, 145f, samt afhandlinger (Teologisk Tidsskrift, Dansk Kirketidende), og udgav flere prædikener og lejlighedstaler. Hans produktion indtil 1864 fortegnet i Erslews Forfatterlexicon, suppl. II, s. 689-692.
Slægtslitt.: Axel Pontoppidan: Den yngre slægt P., 1931, s. 61 & 195-205; suppl. v/ Elsa Pontoppidan, 1974. I øvrigt: Kirkehist. Saml., 6. rk., 107, se navneregisteret. DBL2, XVIII (1940), s. 455-456 (Bj. Kornerup); DBL3, bd. 11 (1982), s. 433-435 (P.G. Lindhardt). P.G. Lindhardt: Præsten Dines Pontoppidan (1948) = Acta Jutlandica XX. P.G. Lindhardt i Ribe Stifts Aarbog 1949, s. 10f.; samme i Kr. Dagbl. 30. oktober 1946. Stig Bredstrup: J.H. Monrad, s. 79. Aug. F. Schmidt i Venstres Maanedsskrift 1954, s. 181f.
Papirer i Kgl. Bibl. og Rigsarkivet (prædikener).

Født 7. juni 1830 i Taarbæk Sogn, Københavns Amt. Forældre: Minister, professor, dr.theol. Henrik Nicolai Clausen (1793-1877) og hustru Birgitte Francisca Swane (1797-1875). Student privat 1848; cand.theol. 18531 (laud). Studierejse i Tyskland, Schweiz og Italien (kirkehistorie og kirkearkæologi). Andenlærer ved Jonstrup Seminarium 1857; dr.phil. 1861 (Laurentius Valla, hans liv og skrifter). Sognepræst i Fredericia Trinitatis og Vejlby Sogne 10. august 1863, ordineret 2. oktober s.å.. Sognepræst i Horsens 3. april 1872. Biskop over Aarhus Stift 28. februar 1884. Afsked 19. september 1905. Ridder af Dannebrog 28. august 1875. Dannebrogsmand 1887. Kommandør II af Dannebrog 1892. Kommandør I af Dannebrog 1905. Død 31. december 1905 i Aarhus, begravet ssts. Gift 17. oktober 1857 i København (Frue Kirke) med Charlotte Laurentze Margrethe Frimodt, født 22. december 1833 på Birkendegaard, Værslev Sogn, Holbæk Amt, død 17. januar 1902 i Aarhus. Forældre: Kammerråd, godsinspektør på Lerchenborg, exam.jur. Johan Frimodt (1792-1851) og hustru Nicoline Cathrine Nielsen (1798-1892).
Medlem af den teologiske eksamenskommission 1863. Feltpræst 1864. Formand for Stefansforeningen, Aarhus.
Oversat 1862 F. Poggios skrifter: 'Om Roms ruiner' og 'Bøhmeren Hieronymi martyrdød'. Udg. 1867: Vil en frimenighedslov kunne gavne vor folkekirke?; 1872: Lov og evangelium i forhold til kristendomsforkyndelsen, forhandlet mellem reformatorerne i Wittenberg og Agricola fra Eisleben; 1874: Om kirkens enhed og Grundtvigs kirkespejl; 1878: Om brugen af Guds ord ved Gudstjenesten; 1881: H.N. Clausen: Fædrelandske forhold og anliggender; 1885: H.N. Clausen: Kirkelig forhold og anliggender; samt flere lejlighedstaler, prædikener og afhandlinger i blade og tidsskrifter.
Børn: 3 sønner og 1 datter, heriblandt:
Henrik Nicolai Clausen (1858-1901), sognepræst, fra 1897 til sin død i Søllerød Sogn, Københavns Amt.
Som søn af professor H.N. Clausen voksede biskop Johannes Clausen op midt i tidens førende kulturelle og kirkelige liv. Han gik først i Metropolitanskolen, blev senere undervist bl.a. af sin fader under et længere ophold i Italien 1845-46. Denne Italien-rejse mindedes prof. H.N. Clausen med særlig glæde. Under de romerske lamper læste han Livius og Virgil med sin søn. Efter sin embedseksamen var Johs. C. atter på en længere rejse. Både hans disputats og hans bøger er typiske for hans humanistiske interesser. Senere udgav han flere teologiske og kirkelige skrifter. især må nævnes den kirkehistoriske undersøgelse 1872 om lov og evangelium o.s.v. Han ejede i udpræget grad slægten Clausens sans for klarhed og harmoni. Det prægede både hans skrifter og hans forkyndelse.
I Fredericia fik han en velsignet præstegerning, og der blev en ret stærk vækkelse. Han var tilhænger af en positiv kristendom, en typisk repræsentant for den højkirkelige retning, dog med en hældning mod Københavns Indre Mission (svoger til Rudolf Frimodt). Han beundrede sin fader (jfr. hans smukke mindetale over ham 1877), men stod teologisk Martensen nærmere. Han havde med begejstring hørt Martensens forelæsninger, og gjorde som præst og biskop skarp front mod alle rationaliserende retninger. Han stod den grundtvigske retning fjernt; han bekæmpede sammen med pastor Johs. Clausen, Ryslinge, valgmenighedsloven og skrev 1874 sit stridsskrift mod Grundtvigs Kirkespejl.
Som biskop var han konservativ og så ikke med sympati på tidens demokratiske frihedsbestræbelser. Han kunne deltage ivrigt i forberedelsen af visse reformer, f.eks. indførelsen af en ny tekstrække, og stillede sig forstående over for det moderne kristeligt-filantropiske arbejde, bl.a. oprettelsen af børnehjem, sømandshjem og lign. Visitatserne var hans kæreste arbejde. Han kunne støde lærerne ved sin myndige, overlegne optræden, men for præsterne betød Johs. C. meget, selvom meningerne om ham var delte. Det grundtvigske sympatiserede han ikke videre med. Men han forsøgte at forstå de forskellige typer og var ved sin formfulde, kulturprægede personlighed det naturlige midtpunkt ved kirkelige sammenkomster.
Johs. C. var med blandt de 40 mænd ("de 40 riddere"), som efter Askov-mødet 1881 var med til at samle de fælleskirkelige i det udvalg, der førte til Bethesda-møderne (F. Torm: Biskop Peder Madsen, s. 166).
Kritikken mod ham møder vi i brevvekslingen mellem Skat Rørdam og Otto Møller. Der falder mange åbenhjertige bemærkninger. 8. maj 1872 skriver Skat Rørdam, at han ikke søgte Horsens, "men jeg havde kunnet unde de gode folk i Horsens en bedre præst end Johs. Clausen, som vist i de fleste henseender er en stivstikker, men i øvrigt i besiddelse af en hel del personlig elskværdighed, og han er da utvivlsomt langt mere inde på det kristelige end hans fader er ..." (I, 199). Otto Møller skriver 13. juli 88: Af hvad der fortælles om C. får man det indtryk, at "han tit kommer mindre heldigt af sted, idet han vil bispe og dominere ud over det, som der er mening i. Det er en fare for mænd som ham, der ikke har stort at sige, at de fristes til at kaste sig over småting og narrestreger. I kirken taler han stadig ud af lærebogen og er meget omhyggelig med at afværge, hvad der kunne stamme fra Grundtvig. Men ellers synes de fleste præster godt om ham, da han er "så rar og yndig". Han skal anbefale at læse hans faders skrift om katolicismen og protestantismens kirkeforfatning ... det er at vise noget langt tilbage nutildags efter oplysning. Men det kan jo være, at han er bedre, end man skulle slutte efter sådanne småhistorier, som kolporteres ..." (II, 135). 23.-24. juni 1889 var biskoppen på visitats i Gylling. Otto Møller var mere end kølig. Han følte sig ilde tilpas ved at have "en overordnet" på visit (som ikke var ønsket). Otto M. indbød ikke ét fremmed menneske; han ville ikke "anstille nogen glædesfest". Han skriver 5. juli 89: Når man skal modtage ham, smager det lidt af fjendtlig indkvartering, som jeg desværre netop har prøvet før. Og dette formår vor biskop heller ikke at fritage dem for, som han gæster. Men det kan jo være, at denne levevis fører det med sig, at han puster lidt af det biskoppelige ..." I øvrigt fandt Johs. C. intet at anke over, uden at der var mødt for få katekumener (30-40), fordi Otto M. ikke havde kunnet indkalde dem. Visitatsen holdtes med ganske kort varsel. Resultatet af denne visitats var dog, at Otto Møller måtte indrømme, at Johs. C. var "en brav mand og også en dygtig mand. Især i skolerne er han meget dygtig og optræder med gavnlig og god myndighed. I det hele syntes jeg godt om ham og havde betydelig glæde af at tale med ham i de to dage. Han var meget uforbeholden, og om der end var ét og andet vi ikke så så ens på, som jo er påvirket af hans fader og af det indremissionske, så er han alligevel billig og medgørlig, og jeg fik det indtryk, at man kan komme langt med ham, når man taler godt med ham ..." Også senere anerkendte Otto Møller Clausens retsindighed og medfødte sans for åndsfrihed og evne til at respektere de forskellige typer, men 5. juli 1905 skriver han: "C. efterlader sig en del mærkelige historier om sine visitatser. Han har været særlig uheldig med sit geni. Navnlig har han givet lærerne meget at more sig over. I grunden er han fredelig og velvillig, men han har været alt for overlegen overfor degnene, og nu er det deres tur til at være ovenpå ... Man gætter på, at vi skal have Gabriel Heiberg i Roskilde som hans efterfølger hér i Aarhus Stift." (II, 385).
Stein omtaler Clausens brev om ministerskandalen 1891, Clausen stod sammen med Stein og Swane i flere sager, men Swane var utilfreds med hans stilling i ligbrændingssagen (To højkirkemænd, s. 200), da han afæskede præsternes erklæring i sagen 1893. 1894 påtalte Clausen ved en visitats i Horsens "de helliges hovmod", hvilket gav anledning til indlæg i Indre Missions Tidende 18. februar 1892, og Vilh. Beck krævede at Clausen skulle dementere referaterne (smsts. s. 258). Han tog sig meget af Stefansforeningen. Stein boede hos ham, når han var til møde i Aarhus om denne sag. Clausen nød stor agtelse i Aarhus og befandt sig godt der.
Om en ordination hos biskop C. får man et billede gennem pastor J.C. Clausens beretning (H.C. Frydendals mindebog over sognepræst J.C. Clausen, Brahetrolleborg-Krarup, 1942, s. 66f): "I slutningen af 1900 tog jeg min såkaldte bispeeksamen hos biskop Johannes Clausen i Aarhus og blev ordineret af ham i Aarhus Domkirke 6. december 1900. - Denne for mig så store og betydningsfulde begivenhed blev mig i nogen måde en skuffelse. Vi var 5 ordinander, som mødte hos biskoppen til eksamen. Jeg var den ældste, og da min teologiske uddannelse ved universitetet lå en halv snes år tilbage i tiden, og jeg ikke i mellemtiden havde beskæftiget mig synderligt med de teologiske discipliner, var mine besvarelser af de stillede opgaver ikke særlig præget af den teologiske visdom, men mere af en almindelig og kristen tankegang, hvad hans højærværdighed også bemærkede ved censuren. Jeg havde ventet dog i nogen måde et åndeligt udbytte af samværet med biskoppen, men det fik jeg ikke, kun nogle rent praktiske råd og anvisninger, som f.eks. anskaffelsen af en papirsaks, da det ikke så godt ud for en præst at indsende indberetninger og lign. på et afrevet stykke papir. Endvidere pålæg om ikke at være ligegyldig med sin påklædning: det sømmer sig ikke for en præst at gå med gule bukser og rød vest. En præst bør ejheller gå på auktion eller ind i kirken i ornat med alterbogen i den ene hånd og en flaske altervin i den anden. Men ingen råd eller anvisning for præstens åndelige gerning. - Fra selve ordinationen mindes jeg, hvorledes biskoppens påbud til os ordinander under intimeringen at opholde os i rundgangen bag alteret, hvor hans højærværdighed også vandrede frem og tilbage og memorerede, betog mig noget af højtideligheden, og endelig en meget uheldig prædiken af den ordinand, som af os fem først havde fået udnævnelse. Jeg sad ved siden af min fader, pastor Johs. Clausen, Vonsild-Dalby, under denne prædiken og var pinlig berørt af den frimodighed, hvormed den unge mand afleverede sin mere end tynde prædiken, men min fader sad og vred sig og gabede ret højlydt. Da vi senere var til middag hos biskoppen, forlangte min fader af denne, der var hans studenterkammerat, at han skulle give den unge mand en ordentlig tilrettevisning, og det fik han også".
Ved sin afrejse fra Fredericia fik Johannes Clausen den 9. maj 1872 foræret et sølv-kaffeservice (Wiberg suppl., 276/16, s. 38).
Litt.: Selvbiografi i Universitetsprogrammet november 1861, s. 44f. Aarhuus Stiftstidende og Aarhus Amtstidende 2. januar 1906. H.N. Clausen: Optegnelser om mit levned og min tids historie, 1877, s. 300, 436, 449, 473, 489, 549. W. Hjort: Nicolai Gottlieb Blædel, 1881, s. 173. Svend Aage Bay: Menigheden i Horsens 1820-1884, i Århus Stifts Årbøger 1994, spec. s. 141-154.
Otto Møller og Skat Rørdam: En brevveksling, udgivet af H. Skat Rørdam, I-II, 1915-16. To højkirkemænd. Brevvexling mellem bisperne H. Stein og J. Swane, ved P.G. Lindhardt og J. Swane, 1958. P.G. Lindhardt: Den danske kirkes historie VII, 1958. DBL2, bd. 5 (1934), s. 302-304. DBL3, bd. 3 (1979), s. 423-424 (begge af Bjørn Kornerup). Morten Mandel Refskou: "Jeg går i fare", i Skalk nr. 2, april 2003, s. 30-32 (om Clausen som feltpræst). Slægtslitt.: Henrik Nicolai Clausen Gad: Stamtavle over familien Clausen, 2. udg., 1896. Th. Hauch-Fausbøll: Slægtshåndbogen, 1900, s. 103ff. Paul Nedergaard: 100 danske præsteslægter, 1954, nr. 21, s. 27-28.

---

21 (17). FREDERIK JULIUS DALL
(1872-1880)

Født 11. december 1824 i København. Forældre: Justitsråd, postforvalter ved Københavns danske Brevpostkontor Jacob Frederik Dall og hustru Anna Judithe Marie Treschow (datter af norsk statsråd i København, professor dr.phil. Niels Treschow). Student 1841 fra Borgerdydsskolen på Christianshavn; cand.theol. 21. april 1847 (laud). Lærer i København. Personel kapellan Baarse-Beldringe, Præstø Amt, 3. februar 1857, ordineret 4. marts s.å. Personel kapellan i Jørlunde, Frederiksborg Amt, 2. maj 1857. Personel kapellan i Dover-Veng, Skanderborg Amt, 15. september 1859 og til 1860. Konstitueret af Ministeriet for Slesvig som sognepræst i Hoptrup Sogn, Haderslev Amt, 1861. Sognepræst i Tømmerby-Lild Sogne, Thisted Amt, 15. september 1861. Sognepræst i Fredericia Trinitatis og Vejlby Sogne 8. juni 1872. Sognepræst i Slemminge-Fjelde Sogne, Maribo Amt, 27. januar 1880. Afsked 31. december 1895. Død 23. maj 1918 (som Danmarks ældste præst). Gift 25. juni 1862 i Tømmerby med Birgitte Sofie Doris Magdalene Steen, født 26. februar 1844 på Bækmark, Flynder Sogn, Ringkøbing Amt, død ca. 1920. Forældre: Mejeriforpagter på Bækmark, senere på Livø, gårdejer Johan Christian Steen og hustru Edel Margrethe Kjeldsen.
Dall måtte som student ernære sig ved undervisning, bl.a. ved von Westens Institut, hvor rektor Bohr viste ham megen tillid og hjælp ham. Han blev en flittig og nidkær præst..., tog trøstigt fat (i Slemminge-Fjelde) med børnegudstjeneste, kvindemøder, møder i præstegården og præstegårdshaven. Jævnligt var her fremmede talere, især pastor Willemoes, Fuglse. Men dette arbejde blev kun lidet påskønnet, trods Dalls flid og nidkærhed. - Han var en ejendommelig mand, der gjorde et godt arbejde i sognene. Han (og hans forgænger Frederik Winther) skal ikke i sognets kirkelige historie sættes i skygge af efterfølgeren C.C.J. Asschenfeldt-Hansen, thi A-H byggede i virkeligheden på sine to forgængeres arbejde.
Udg.: "Hvorfor jeg ikke vil være Grundtvigianer" (Thisted, 1866, og Skive, 1872). "Videre Forklaringer til Balslevs Lærebog efter Luthers lille Katekismus (1876). Flere artikler til kirkelige blade og tidsskrifter, bl.a. Teologisk Tidsskrift.

---

22 (18). LUDVIG MICHAEL VALEUR
(1880-1899)

Født 18. juli 1838 i Sønder Felding Sogn, Ringkøbing Amt. Forældre: Sognepræst sidst (1850-1875) i Vitten-Haldum-Hadsten, Aarhus Amt, Johannes Meller Valeur (1798-1875) og hustru Ane Nicolette Brorson Lund (1810-1880). Student Aarhus 1856, cand.theol. 18621 (haud1). Lærer ved Det lærde Undervisningsinstitut (Latinskolen) i Fredericia. Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 11. juni 1872. Sognepræst Fredericia Trinitatis-Vejlby Sogne 24. marts 1880. Sognepræst Elmelunde Sogn, Præstø Amt, 25. oktober 1899. Afsked 19. december 1919. Død 3. januar 1926. Ridder af Dannebrog 1896. Gift 18. september 1872 i Fredericia Trinitatis Sogn med sin kusine Caroline Christine Valeur, født 23. november 1846 i Fredericia Trinitatis Sogn, død 10. juli 1899. Forældre: Prokurator, herredsfuldmægtig, mølleejer, exam.jur., kammerråd Jens Gleerup Valeur og hustru Ane Cathrine Magdalene Høst.
Barn: 1 datter
Søskende: 1) Elisabeth Kirstine Valeur (1842-1926), g.m. Christian Theodor Davidsen (1842-1916, sognepræst, 1882-1909 i Øster Velling-Helstrup-Grensten, Viborg Amt. 2) Johan Christian Resen Valeur (1843-1930), sognepræst, 1897-1922 i Paarup Sogn, Odense Amt. 3) Jens Kasper Verner Valeur (1846-1931, sognepræst, 1886-1915 i Ledøje-Smørum, Københavns Amt. 4) Johannes Meller Valeur (1852-1913), sognepræst 1892-1913 i Langaa-Torup-Sønder Vinge, Viborg Amt. Slægt: 100 Danske Præsteslægter, nr. 92, s. 89f.
Under Fredericia Trinitatis Sogn fortælles i Nedergaard, at han stod Indre Mission nær (bd. X, s. 908; jfr. nedenfor).
I C.C. Clausen, Danmarks Byer og Deres Mænd, I: Fredericia (1899), s. 33-34, skrives: Pastor Valeur er præst ved Trinitatis Kirke. Af gammel præsteslægt, født 1838 i Sønder Felding, kandidat 1862, lærer ved Latinskolen i Fredericia til 1872; 1872-80 Kateket ved Trinitatis (sic!), fra 1880 sognepræst. Som ganske ung grundtvigianer, nu nærmest tilhørende "den tredje retning", ikke nogen partimand, står mæglende. En mild og elskelig natur, med stor og levende kærlighed til mennesker, Han har været i Fredericia en menneskealder og kender hvert barn i sit store sogn (Michaelis ca. 5000, Trinitatis ca. 8000 mennesker). Er selv kendt og elsket af alle. Jeg hørte overalt lovord om ham. En stærk interesse for alt, hvad åndens er. Har været meget udenlands, i Frankrig, Tyskland, Schweiz og Italien, og på hans vægge hænger mange vidnesbyrd om hans kærlighed til og forståelse af renæssancens og oldtidens store og gode kunst. En stærkt optaget mand, hans sogn giver præsten meget at bestille, og levner ham ikke megen tid til studier, hvad han beklager.
Under Elmelunde Sogn fortælles i Nedergaard: Pastor Valeur var 61 år gammel, da han kom hertil, og han fik her en stilfærdig gerning, indtil han var over 80 år. Han havde haft sine bedste år i Fredericia, hvor han bl.a. var optaget af døvstummeundervisningen. Han skrev i de døvstummes blad "Effata" og i Indre Missions Tidende og i Nordslesvigsk Søndagsblad er der nogle prædikener af ham. Han holdt meget af at rejse og var flere gange i udlandet, var i øvrigt en lille (lidt pudsig) aristokratisk type, en købstadpræst, der ikke passede særlig godt på landet (Nedergaard, bind II, Roskilde Stift, s. 758). Ssts., s. 756: I pastor Valeurs tid blev kirkegangen ikke bedre (sc. end den havde været i forgængeren, provst Hjorts tid, hvor den var sløj).
Valeurs svigerfader ejede fra 1842 stubmøllen på Østervold i Fredericia, og løste 4. august s.å. møllerborgerskab i Fredericia. Han solgte møllen i 1883 (Sven Avnby, Møller på Fredericia-Egnen (1985), s. 25-26).

---

23 (19). JENS CHRISTIAN AHRNER MANNICHE
(1900-1927)

Født 6. maj 1853 i Roskilde. Forældre: Amtsvejinspektør i Roskilde Jens Ahrner Manniche og hustru Vilhelmine Nielsen. Seminarist fra Jonstrup Seminarium 1873, samme år hjælpelærer i Borød, Pedersborg Sogn. 1873-1876 lærer ved Biltris Skole, Sæby Sogn, Københavns (Roskilde) Amt, og fra 29. november 1876 til 1. oktober 1881 lærer ved Sæby Skole i samme sogn. Student fra Roskilde (privat dimitteret) 14. juli 1883; cand.theol. 14. juni 1888 (haud). Sømandspræst i Newcastle on Tyne 17. november 1888. Sognepræst i Bandholm 25. januar 1894. Sognepræst i Fredericia Trinitatis-Vejlby 10. april 1900. Tillige præst ved Det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia 1. marts 1901. Fra 25. marts 1901 kun sognepræst i Fredericia Trinitatis. Tillige præst ved Døvstummeskolen ssts. 1. maj 1904. Afsked 12. juli 1927 pr. 31. s.m. Død 20. oktober 1933 i Fredericia, begravet 25. s.m. på Trinitatis Kirkegård. Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Gift 7. juli 1891 i Nakskov med Marie Valborg Emilie Wiboltt, født 2. december 1865 i Nakskov, død 16. maj 1938 i Viborg, begravet 17. s.m. på Fredericia Trinitatis Kirkegård. Forældre: Bankdirektør i Nakskov Rasmus Larsen Wiboltt og hustru Eline Josiasen.
Børn: 2 sønner og 2 døtre (aldersrækkefølgen usikker):
1) Kaj Wilhelm Manniche, født 25. marts 1892, død 17. eller 18. september 1941 i Odense, begravet 23. s.m. på Fredericia Trinitatis Kirkegård.
2) Ragnhild Manniche (Student Fredericia Højere Alménskole 1912; g.m. ingeniør Ebert i Viborg).
3) Ingeborg Manniche (gift Hansen)
4) Christian Ahrner Manniche (Student Fredericia Højere Alménskole 1918))
Udg. digtsamlingerne Spurvekvidder (Odense, 1902), Sømandspræsten (Fredericia, 1903), Saulus i Damaskus (Odense, 1906) og Til Tugt og Trøst for Syge og Sorgfulde (Fredericia, 1920).
Litt.: Studenterne fra 1883 (1908), s, 14; FD, 21. oktober 1933, s. 2 (nekrolog) og s. 3 (dødsann.)
I Nedergaard skrives (bd. X, s. 908): J.C.A. Manniche stod udenfor de kirkelige retninger eller, som man nu begyndte at sige, var Kirkeligt Centrums-mand. Han blev også præst ved døveinstituttet. Tillige påtog han sig en række sociale opgaver i værgeråd, understøttelsesforening, hospitalsinspektionen og som administrator af en række legater. Kateketembedet var blevet nedlagt i 1873, men det måtte erkendes, at arbejdsopgaven som sognepræst for Trinitatis og Vejlby Sogne med 7-8000 mennesker i alt var umulig for en enkelt person, så året efter Manniches udnævnelse oprettedes embedet som residerende kapellan ved Trinitatis Kirke og sognepræst i Vejlby. Dette embede blev besat med Hans Chr. Krogh (se nedenfor).
I pastor Manniches tid blev præstegården på nordvesthjørnet af Dronningensgade og Prinsensgade solgt (ved skøde af 18. december 1904) til bager Hans Peter Olsen, der omdannede præstegården til bageri. Der blev vistnok ikke erhvervet nogen ejendom til erstatning for præstegården, og pastor Manniche boede siden i avlsbruger H. Daugaards ejendom på nordvesthjørnet af Vendersgade og Danmarksgade, matr. 250, Danmarksgade 5.

---

24 (20). AAGE RØRDAM , provst
(1927-1952)

Født 30. maj 1885, i København. Forældre: Oberst, kammerherre Holger Rørdam af Ondløse-Søndersted og hustru Emma Christine Mørck. Student Vester Borgerdydsskole i København 6. juli 1904; cand.theol. 21. januar 1910 (haud). Kateket ved Vor Frelsers Kirke i København 18. november 1910, ordineret 14. december s.å. Kaldskapellan i Holbæk-Merløse 21. november 1912. Sognepræst i Lynge-Uggeløse 1. marts 1919. Sognepræst i Fredericia Trinitatis Sogn 24. december 1927. Provst over Elbo-Holmans-Jerlev Herreder 21. januar 1931. Ridder af Dannebrog 1943. Afsked 28. januar 1952. Død 27. oktober 1958, begravet Trinitatis Kirkegård. Gift 7. maj 1913 i Vor Frelsers Kirke i København med Marie Busch, født 20. maj 1885 i Buddinge, Gladsakse Sogn, død 29. januar 1973, begravet 3. februar s.å. på Trinitatis Kirkegård. Forældre: Lærer i Buddinge Jens Carl Busch og hustru Ingeborg Cornelia Louise Hansen.
Børn: 2 døtre (aldersrækkefølgen usikker):
Inger Marie Rørdam, gift med Hans Schmidt
Nina Rørdam, gift med Karl-Asmus Hass
I Nedergaard (bd. X, s. 908), skrives: Aage Rørdam var sønnesøn af en broder til sognepræst i Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 1840-1850 Hans Christian Rørdam. Hans fader var officer og hofmand, rådgiver for enkekejserinde Dagmar og Dronning Alexandra, og han var selv opvokset i en tjenestebolig på Christiansborg Slot. 1931 blev han provst ...
Ligesom sin forgænger havde provst Rørdam heller ikke nogen embedsbolig, men boede til leje i slagter Mathias Jacob Devantiers ejendom på det sydvestre hjørne af Købmagergade og Jyllandsgade (hvor også Axeltorvs Apotek er beliggende).

---

25 (21). ARNOLD VIGGO DANVAD, provst
(1952-1977)

Født 17. februar 1912 i Assens. Forældre: Togfører Christen Lauritzen Danvad og hustru Jacobine Christine Andreassen Bech. Student Viborg 1930; cand.theol. 1935 (laud). Hjælpepræst i Jelling-Hover 20. februar 1937, ordineret 16. marts s.å. Sognepræst Grejs-Sindbjerg 14. marts 1940. Residerende kapellan Fredericia Trinitatis-Vejlby 20. december 1947. Sognepræst Fredericia Trinitatis 10. juni 1952. Provst over Elbo-Holmans-Jerlev Herreders Provsti 19. juni 1952. Provst over Fredericia Provsti 1971. Ridder af Dannebrog. Afsked 30. marts 1977, bosat i Trelde (Treldenæsvej 61). Død 4. oktober 1990, begravet 8. s.m. fra Trinitatis Kirke. Gift 20. marts 1937 i Viborg med Gerda Marie Jensine Giversen, født 11. oktober 1912 i Stenild, død 22. april 2003 i Fredericia. Forældre: Købmand Anders Lund Jensen Giversen og hustru Dorthea Pedersen. Død 22. april 2003.
Børn:
Birthe Danvad, født 18. oktober 1939 i Hover (student, mn, Fredericia 1959; cand.scient. (matematik), 1966II; adjunkt ved Marselisborg Gymnasium 1970). Gift 19. marts 1965 med
stud.med. Johannes Hem.
Kirsten Danvad, født 26. december 1945 (student, ns, Fredericia 1964); gift med Alfred N.N.
Jens & Ole - børnebørn (i dødsannoncen for A.V.D.).
Ved provst Danvads tiltrædelse af sognepræstembedet i 1952 erhvervedes villaen Øster Voldgade 12 (matr. 506f) ved skøde af 28. maj 1952 som embedsbolig for sognepræsten i Trinitatis Sogn.
I Nedergaard (bd. X, s. 908), skrives, at Danvad, ligesom sin forgænger som residerende kapellan ved Trinitatis Kirke og sognepræst i Vejlby Holger Petersen, sluttede sig til den grundtvigske retning.
Som hjælpepræst i Jelling-Hover og sognepræst i Grejs-Sindbjerg underviste Danvad i religion på Jelling Seminarium.
Personarkiv i LAFO, j.nr. A398.

---

26 (22). VAGN FUGLSANG DAMGAARD
(1977-1990)

Født 12. maj 1927 i Aarhus (på DFDS-båden "Kjøbenhavn" mellem Aalborg og København). Forældre: Biskop (1934-1960 over Københavns Stift) Hans Fuglsang-Damgaard (1890-1979) og hustru Caroline (Calina) Elisabeth Solveig Wagner (1900-1979). Student 1947 fra Johannesskolen; aftjente værnepligt ved Den kongelige Livgarde; cand.theol. 1954 fra Københavns Universitet (laud). Fast hjælpepræst ved Flensborg Helligaandskirke 30. september 1957. Residerende kapellan ssts. 1957. Sognepræst i Lyksborg 1960. Feltpræst på Cypern 1969-1970. Feltpræst af reserven ved Slesvigske Fodregiment. Atter feltpræst på Cypern i 1983. Sognepræst ved Fredericia Trinitatis Kirke 1. juli 1977. Ridder af Dannebrog 1987. Afsked 29. maj 1990 pr. 31. december 1990 - afskedsgudstjeneste 25. november dette år (kirkeårets sidste søndag). Bosat i Fredericia (Anchersvej 17). Død 28. maj 1994 i Fredericia, begravet 3. juni s.å. på Trinitatis Kirkegård. Gift 24. juli 1954 i Egebæksvang med Grethe Fensager, født 5. december 1928 på Frederiksberg. Forældre: Landsretssagfører Axel Oban Ludvig Fensager og hustru Karen Marie Hindsbøll.
Børn: 1 søn og 1 datter:
Datteren er i VVS-branchen i Odense
Holger Fuglsang-Damgaard, officer ved hjemmeværnsdistriktet i Fredericia
FD, mandag den 30. maj 1994 (nekrolog og dødsannonce).

---

27 (23). POUL PAPE
(1991-2012)

Født 7. juli 1951 i Horsens. Forældre: Montør Henry W. Pape og hustru Agnethe Vinter Christensen. Student Aarhus Katedralskole 1970; cand.theol. Lund 1976; §2 till. Sognepræst i Sevel, Ringkøbing Amt 1. januar 1978, ordineret 13. januar s.å. i Viborg Domkirke. Sognepræst i Aalborg Sankt Markus Sogn 1. April 1988. Sognepræst (kbf.) i Fredericia Trinitatis Sogn 1. Januar 1991; 1. gudstjeneste i Trinitatis Kirke 10. februar 1991. Gift 6. september 1980 i Vinderup med damefrisør Anna Marie Kastberg Madsen, født 23. juni 1947 i Aulum, Ringkøbing Amt. Forældre: Snedkermester Johannes Madsen og hustru Mary Edvine Kastberg.
Ægteskabet barnløst
I et interview med Fredericia Dagblads Morten Kiilerich i anledning af sit 25-års præstejubilæum fortalte Poul Pape, at interessen for kristendommen blev vakt i FDF i fødebyen Horsens. Han erklærede ikke at tilhøre nogen bestemt kirkelig retning, men erkendte, at præstetiden i Sevel Sogn havde påvirket ham i indremissionsk retning (Fredericia Dagblad, lørdag den 11. januar 2003).
26/1 2012 holdt han sin afskedsprædiken. Helbredet efter en blodprop og sukkersyge kunne ikke holde til præstegerningen. Ælgeparret bliver boende i Fredericia.

---

28. ELLI KROG FOLDAGER(2008-....)

Hun blev født på Mors i 1964. Hendes far var tømrer og moderen var hjemmegående. Hun voksede op i et frikirkeligt miljø. Efter skolen uddannede hun sig til speditør, men da lillesøsteren startede på at læse teologi og hun efter konfirmationen var blevet mere indteresseret i religion, valgte hun også at studere teologi og var færdiguddannet i 1996.
Under uddannelsen arbejdede hun på plejehjem. Hun er gift med Claus Skov Christensen, der arbejder på Velux fabrikken i Kolding og er født i Herslev 1971. De har sønnen Matthias født i 1999.
I 1990'erne var hun i perioder konstitueret i Herslev og Hannerup sogne. Hun var senest pæst i Hvejsel sogn ved Jelling i 10 år. Hun indsattes som sogne og sygehuspræst den 7/2 2008. De 25 % af arejdstiden skulle foregå på sygehuset. Da sygehuset i dag er nedlagt eksisterer denne stilling ikke længere. Hun overtog Poul Papes stilling som kirkebogsførende sognepræst 1/3 2012.

---

29. BENT ANDREASEN
(2012-....)

Tidligere sognepræst i Mølholm sogn og højskoleforstander på Løgumkloster Højskole. Indsat 17/6 2012 som sognepræst og teologisk assistent.

---

30. INGE PILEGAARD THOMSEN
(2006-2016)

Indsat som halvtids korshærspræst 8/1 2006.
Hun er født i Vejle og opvolset i Vejle og Herning. Teolog fra Aarhus og Københavns universiteter i 1992. Studier i lidelsesteologi ved universitetet i Türingen.
Under studiet arbejdede hun som sognemedhjælper i belastede minjøer i Aarhus, som fængselspræst i Horsens og på værestedet for narkoprostituerede i København, Reden.
I 1992-98 i en 3/4 stilling som korshærspræst og ½ som sognepræst ved Margrethekirken i Aalborg. Fra 2002-2005 sognepræst i Smidstrup og Skærup sogne, hvor hun uventet opsagde sin stilling for at blive korshærspræst ved Trinitatis kirke i Fredericia. Hun er gift med Henning Thomsen, rektor for pastoralseminariet i Aarhus. Parret har 4 adoptivbørn fra Indien.

---

31. MERETE ØRSKOV
(2016-....)

Journalistuddannet og tidligere sognepræst i Ringkøbing i 9 år. Indsat som korshærspræst 29/5 2016. Afløser Inge Pilegaard Thomsen. Skal være nærværende i Kirkens Korshærs varmestue Danmarksgade 79 samt opsøgende. 50 år ved indsættelsen.

---

RESIDERENDE KAPELLANER I TRINITATIS SOGN

---

(1901-1994) og sognepræst i Vejlby sogn (1901- )
Embedet oprettedes i 1901. Indtil da havde Trinitatis Sognepræst haft Vejlby Sogn som anneks. Men endskønt den nye præst var sognepræst i Vejlby Sogn og kun residerende kapellan i Fredericia Trinitatis Sogn, boede han dog i Fredericia (indtil 1975). Fra omkr. 1930 inddeltes Trinitatis Sogn i distrikter, og Vejlbypræstens distrikt omfattede i 1930'erne ca. 3000 mennesker, i -40'erne 2100, og i -50'erne 3600 mennesker; 1939 blev det første embede ved (den senere) Christianskirke oprettet, 1956 det andet, og 1975 det tredie; sognet udskiltes fra Trinitatis Sogn i 1949. - 6 år efter oprettelsen af hjælpepræsteembedet ved Trinitatis Kirke i 1988 mistede Vejlbypræsten i 1994 sin tilknytning til Trinitatis Sogn.

---

1. HANS CHRISTIAN KROG
(1901-1911)

Født 8. januar 1867 i København. Forældre: Sognepræst, sidst i Kerteminde-Dalby, Jens Krog (1830-1877) og hustru Lovise Vilhelmine Jacobsen (1835-1909). Student 1886 fra Borgerdydsskolen på Christianshavn; cand.theol. 18931 (haud2). Lærer i København. Kaldskapellan i Ebeltoft-Draaby 15. december 1896. Residerende kapellan Fredericia Trinitatis Sogn og Sognepræst Vejlby Sogn 31. maj 1901. Sognepræst ved Godthaabs Kirke på Frederiksberg 13. november 1911. Ridder af Dannebrog 1927. Død 28. juni 1935. Gift 29. juli 1897 med Ellen Kirstine Topsøe-Jensen, født 30. april 1871 i Lemvig. Forældre: Højesteretsassessor Gottlieb Andreas Jensen og hustru Caroline Marie Augusta Topsøe.
H.C. Krog var medlem af bestyrelsen for Københavns præstekonvent, og formand for Frederiksberg menighedssygepleje.
Pastor H.C. Krog deltog interesseret i det kristne studenterliv, da han var ung ("Sorte Krog" i modsætning til "Lyse Krogh", senere sognepræst i Farum). Hans præstegerning lå på Indre Missions linie, han var en nidkær forkynder, og det var ham en hjertesag at bringe folk evangeliet. Hans hyggelige lune og vennesæle sind skaffede ham mange venner, i præstekonventer og i menighedssamfund var han sammenholdets og broderkærlighedens talsmand, han forstod at trøste og opmuntre, hans sorte hår blev hvide, men hans sind var ungt til det sidste.
(Kr.Dagbl. 29. juni 1935; Berl.Tid. og Nationaltid. 29. juni og 5. juli 1929).

---

2. PETER HOLGER PETERSEN
(1912-1947)

Født 10. august 1877 i Næstved. Forældre: Overlærer ved Herlufsholm Skole Julius Holger Petersen og hustru Dorthea Benedicte Biering. Student 1897 fra Herlufsholm; cand.theol. 20. juni 1905 (haud). Lærer ved Mørke Højskole 1905, og ved Ryslinge Højskole 1906-07. Præsteviet medhjælper ved Ryslinge Valgmenighed 20. august 190?, afsked 26. november 1910. Hjælpepræst i Husby Sogn, Odense Amt, 1911. Residerende kapellan i Fredericia Trinitatis Sogn og sognepræst i Vejlby Sogn 24. februar 1912. Ridder af Dannebrog 21. april 1937. Afsked 15. august 1947. Død 26. januar 1961, begravet på Trinitatis Kirkegård. Gift 23. juli 1912 i Herlufsholm med Cæcilie Elise Hedevig Lind, født 29. september 1881 i Everdrup, død 28. februar 1976, begravet Trinitatis Kirkegård Forældre: Godsforvalter Herlufsholm Theodor Christian Lind og hustru Thora Emilie Lange.
I 1912 fik Fredericia omsider en grundtvigsk præst, Holger Petersen, som residerende kapellan ved Trinitatis og sognepræst i Vejlby. Han spillede en stor rolle i Højskoleforeningen for Fredericia og Omegn lige til sin død, især dog i tiden til omkr. 1930. Foreningsarbejdet blev i øvrigt båret af de almindelige medlemmer, funktionærer ved DSB og kommunen, håndværkere, handlende, lærere o.l. Tiden til omkr. 1930 var en fremgangstid med kendte foredragsholdere - professor Vilh. Andersen endog 10 gange, desuden udflugter, dilettant, folkedans o.l. Medlemsskaren voksede fra 35 i 1904 til 270 i 1930. - 1912-15 søgte Holger Petersen at etablere en særlig ungdomsafdeling, og bl.a. med henblik på en sådan erhvervedes Prinsessegade 35 med en sal til foreningsmøder. Men trods flere forsøg ville en ungdomsafdeling ikke trives, så man fortsatte i samme spor, fra 1947 med Holger Petersens efterfølger, A.V. Danvad, som støtte. Medlemstallet svingede lidt; efter en nedgangstid steg det til 224 i 1941; 1945 var det ca. 200, 1958 253. - Men gennemsnitsalderen steg...

---

3. ARNOLD VIGGO DANVAD
(1947-1952)

1952-1977 sognepræst her - se ovenfor, sognepræst nr. 25 (21).

---

4. HARALD LINDBERG ANDERSEN
(1952-1974)

Født 13. februar 1913 på Fur, Viborg Amt. Forældre: Husmand Andersen og hustru. Student Rønde 1936; cand.theol. 19431 (haud-67). Hjælpepræst i Skagen 10. februar 1943, ord. 14. marts s.å. i Dorf Kirke, Dronninglund Sogn, Hjørring Amt. Sognepræst i Bedsted 21. februar 1944. Residerende kapellan i Fredericia Trinitatis Sogn og sognepræst i Vejlby Sogn 17. november 1952. Afsked 31. juli 1974 pr. 31. august s.å. at regne. Død 26. november 1975, begravet Trinitatis Kirkegård Gift 26. juli 1943 med Dagny Elisabeth Jensen, født 28. september 1911 i Skjoldborg Sogn, Thisted Amt. Forældre: Tømrer Jensen og hustru. Død 30. august 1999, begravet Trinitatis Kirkegård
Børn:
1) Benedikte Lindberg Andersen, g.m. Svend A. Andersen
2) Merete Lindberg Andersen, student (mat.-fys.) Fredericia 1968; g.m. Bjarne Lønborg
3) Harry Lindberg Andersen
Fredericia Dagblad, torsdag den 27. november 1975, s. 6:

† Min kære mand, vor kærlige far, svigerfar og morfar fhv. sognepræst Harald Lindberg Andersen er stille sovet ind Fredericia, d. 26. november 1975 Dagny E. Andersen Benedikte og Svend A. Andersen Merete og Bjarne Lønborg Harry Lindberg Andersen Børnebørnene Begravelsen foregår fra Trinitatis Kirke mandag den 1. december kl. 13.

Samme avisnr., s. 4:
Dødsfald
Pastor emeritus H. Lindberg Andersen, Prangervej 144, er efter lang tids sygdom død i en alder af 62 år. - Harald Lindberg Andersen stammede fra Fur i Limfjorden. Han afsluttede sin teologiske embedseksamen i begyndelsen af 1943 og fik samme år sit første embede som hjælpepræst i Skagen. Her var han desuden sekretær i KFUM. - Fra 1945 til begyndelsen af 1952 var pastor Lindberg Andersen sognepræst i Bedsted i Sønderjylland, og herefter blev han sognepræst i Vejlby Sogn ved Fredericia. Samtidig med dette embede var han residerende kapellan ved Trinitatis Kirke. - I midten af 60'erne blev pastor Andersen ramt af en alvorlig sygdom [en hjerneblødning, som lammede ham i den ene side], der betød, at han i nogen tid måtte opgive sit hverv, men med sin utrolige viljestyrke og sit store livsmod kunne pastor Lindberg Andersen atter genoptage sit arbejde som præst i en lang årrække. - På grund af svagelighed måtte han i 1974 tage afsked, og han holdt sin afskedsprædiken den 1. september sidste år. - Pastor emeritus H. Lindberg Andersen efterlader ved sin død foruden sin hustru to døtre, der er gift, samt en ugift søn, der går på diakonhøjskole.

---

5. HARRY KOKHOLM
(1975-1995)

Født 29. marts 1929 i Nørlem Sogn, Ringkøbing Amt. Forældre: Hønseriejer Johannes Christensen og hustru Karen Marie Kokholm. Landmand til 1946; student Struer 1951. Forretning 1951-1960; cand.theol. Aarhus 19641 (haud). Residerende kapellan i Skelby-Gedesby og Gedser, Maribo Amt, 28. august 1964, ordineret 6. september s.å. i Maribo Domkirke. Konstitueret sognepræst sammesteds 1968. Sognepræst sammesteds 1. december 1972. Sognepræst i Vejlby Sogn og residerende kapellan i Fredericia Trinitatis Sogn 1. juli 1975. Alene sognepræst (kbf) i Vejlby 1. februar 1994. Afsked 14. juni 1995 fra 31. oktober 1995 at regne. Død 21. april 2003, begravet 25. s.m. fra Trinitatis Kirke. Gift 31. maj 1954 i Ravnkilde med Jytte Mollerup, født 24. januar 1930 i Aarhus. Forældre: Fiskeskipper Christian J. Mollerup og hustru Kirsten Rønn Nielsen.
Børn:
Ole Kokholm, bosat i Fredericia ved faderens dødsfald.
Dorrit Kokholm, bosat i København ved faderens dødsfald.
Timelærer i religion ved Katedralskolen i Nykøbing Falster 1964-1975. Timelærer i religion ved Fredericia Gymnasium 1979- . Beskikket censor ved lærereksamen 1970- .
Skrevet om "Skelby-Gedesby-Gedser - Danmarks sydligste kirker og sogne" i Lolland-Falster Stifts Årbog 1973.
Nekrolog i Fredericia Dagblad torsdag den 24. april 203 af Poul Thiesen:
Tidligere sognepræst Harry Kokholm, Jernbanegade 6, Fredericia, er død efter lang tids sygdom. Han blev 73 år. - Harry Kokholm var født i Nørlem ved Lemvig, hvor forældrene drev en landejendom. Han voksede op på Lemvig-kanten og tog siden hen studentereksamen fra Struer Gymnasium. Derpå påbegyndte han teologistudiet ved Aarhus Universitet. - Harry Kokholm var i en del år sognepræst på Falster, inden han for mange år siden kom til Fredericia-kanten. Her boede han og familien i en villa på Thorsvej, indtil præsteboligen i Egeskov var færdigbygget. - I 1975 blev han præst ved flere kirker i Fredericia Kommune, for det var sådan, at Trinitatis Kirke i Fredericia delte præst med Egeskov Kirke. Således var Harry Kokholm præst både ved Trinitatis og Egeskov Kirke, men den 1. februar 1994 skiltes kirkerne ud - og således blev Harry Kokholm udelukkende præst ved Egeskov Kirke. Året efter blev han pensioneret. - Familien Kokholm startede for godt 25 år siden firmaet Lillebælt Yachtbureau, et firma, som forhandler lystbåde. Harry Kokholms søn, Ole Kokholm, gik gradvist mere og mere ind i virksomheden, som først havde til huse i Egeskov, senere i nu afdøde købmand Oemanns forretning på Egeskovvej og nu i de tidligere banklokaler på Skansevej. - Harry Kokholm var meget engageret i Y's Men's Club Landsoldaten samt i FDF og FPF. - Pastor Kokholm efterlader sig sin hustru, Kirsten, med hvem han nåede at være gift i 49 år, samt sønnen Ole, der bor i Fredericia, og datteren Dorrit i København.

---

6. SUSANNE LEDSKOV RYSGAARD
(1995-....)

Født 16. april 1951 i Slagelse. Forældre: Egon Ledskov og hustru Kylle Christoffersen. Student 1970 Slagelse Gymnasium; lærereksamen 1976 Haslev Seminarium; cand.pæd. i kristendomskundskab 1990; cand.theol. 1992 Århus. Lærer ved Tommerup Efterskole 1977-82, ved Rønde Høj- og Efterskole 1982-89. Fungerende hjælpepræst i Thorsager Bregnet fra 6. december 1993 til 5. marts 1994, ordineret 29. november 1993 i Århus Domkirke. Sognepræst i Vejlby Sogn 1995. Gift 3. juli 1976 i Kirke Stillinge med forstander Thorsten Rysgaard, født 9. maj 1951 i Snedsted. Forældre: Harald Rysgaard og hustru Nina Nielsen.
Har sammen med sin ægtefælle udg.: "Du er ..." Et studiemateriale om identitet (1993). Medredaktør af "Kirken arbejder" fra marts 1993.
Hjælpepræst i Trinitatis Sogn og sygehuspræst ved Fredericia Sygehus 1988-
Et nyt embede, oprettet i 1988; fandtes indtil 1. februar 1994 side om side med det residerende kapellani, hvis indehaver tillige var sognepræst i Vejlby Sogn; indehaveren af dette embede har siden 1. februar 1994 alene været sognepræst i Vejlby Sogn - og det hidtidige hjælpepræstembede ved den lejlighed opnormeret til et sognepræsteembede.

---

1. VITA ANDREASEN
(1988-1996)

Født 1. februar 1955 i Robstrup. Forældre: Fhv. gårdejer Johs. Pedersen og hustru Kirsten Marie Fris. Student Grenaa 1974; cand.theol. Aarhus 1987. Lærer ved Rønde Højskole 1979-1981. Hjælpepræst i Fredericia Trinitatis Sogn 1. september 1988 (fra 1. februar 1994 sognepræst(?)). Afsked august 1996, da hun sammen med sin mand blev ansat som forstanderpar på Løgumkloster Højskole. Gift 14. januar 1978 i Glæsborg med sognepræst Bent Andreasen, født 31. oktober 1951 i Egense. Forældre: Fhv. gdr. Ejler Andreasen og hustru Helga Simonsen.
Vita Andreasen var bestyrelsesmedlem i KFUM og -K Århus-kredsen 1976-1983, formand 1981-83. Bestyrelsesmedlem af Rønde Højskole 1987, bestyrelsesmedlem af Bucholdtsminde institut under Jysk Børneforsorg 1989- (omdannet til Familiebo 1991), stiftssekretær i Kirkefondet 1989-.
Medudgiver af Tro og Viden 1981; Fra Sværd til Plov. Projekt Zimbabwe, 1982.

---

2. PETER BOYSCHAU
(1996-....)

Født 4. april 1965 på Haderslev Sygehus. Forældre: Landmand Helmuth Boyschau (f. 1938) og hustru, ejendomsmægler Asta Pedersen (f. 1943). Opvækst i Marstrup ved Haderslev. Skolegang i Marstrup Skole, Haderslev Realskole og Skanderborg Amtsgymnasium. Student 1985. Cand.theol. Aarhus Universitet 1994. Ordineret 16. april 1995 i Aalborg Domkirke. Ved skrivelse af 12. april 1995 ansat i barselsvikariat ved Frederikshavn Kirke 17. april - 24. august 1995. Ved kirkeministerens skrivelse af 13. november 1996 udnævnt til sognepræst i Fredericia Trinitatis Sogn og sygehuspræst ved Fredericia Sygehus fra 1. december 1996 at regne. Kollats af 27. november 1996; indsat 8. december 1996 i Trinitatis Kirke.

---

RESIDERENDE KAPELLANER

---

Embedet blev oprettet 1662 og nedlagt ved den sidste indehavers død i 1805, i henhold til reskript af 12. august 1803.

---

1. RASMUS OLSEN HIRSCHNACH
(1662-1689)

Født i Verninge Sogn, Odense Amt. Fader: Sognepræst til Verninge Oluf (Ole) Stephansen. Dimitteret 1643 fra Odense Skole. Personel kapellan i Verninge 1648. Residerende kapellan Fredericia Trinitatis-Vejlby Sogne 4. januar 1662 (men synes at have virket her allerede i 1659). Død 2. april 1689 i Fredericia. Gift 1. 25. september 1667 i Odense med Johanne Madsdatter. Gift 2. med Anna Christence Pedersdatter Dorscheus, d.a. sognepræst nr. 6 (2) hér Peder Jørgensen Dorscheus (også hendes 2. æ.; hun var 1. g.m. Christian Andreas Høysgaard, rektor for Fredericia Skole fra 1674 og til sin død 1686), død 2. november 1690 i Fredericia.
ROH's broder Rasmus Olufsen efterfulgte deres fader (og farfader) som sognepræst i Verninge, men iflg. Wiberg kommer der allr. 1634 en "fremmed" præst til sognet, nemlig Laurits Bendixen; han er der til 1663, og det må altså være for ham, ROH har været personel kapellan.

---

2. HANS (JENS?) HANSEN BANG
(1689-1709)**

Født 1652 i Bogense. Forældre: Sognepræst til Bogense-Skovby Hans Clausen Bang (1620-1658) og hustru Maren Hansdatter (ca. 1622-1686). Dimitteret 1673 fra Odense Skole. Adjungeret minister cum spe successionis i Fredericia-Trinitatis-Vejlby Sogne 6. juni 1685. Residerende kapellan ssts. 26. oktober 1689. Død 1709 i Fredericia, begravet 14. marts. Gift 4. april 1689 i Fredericia Trinitatis Kirke med Anna Henriksdatter (ell. Hansdatter) Ravn, født 1650, død 1719 i Fredericia (hun var enke efter en købmand i Fredericia)

---

3. JENS (HANS) SALOMONSEN LUND
(1709-1722)

Født 1681 i Kolding. Forældre: Klokker i Kolding Salomon Jacobsen Lund og hustru. Dimitteret 1704 fra Fredericia Skole. Residerende kapellan i Fredericia Trinitatis-Vejlby Sogne 22. september 1809. Død 16. maj 1722 i Fredericia Trinitatis Sogn. Gift 7. oktober 1710 i Halk, Haderslev Amt, med Elisabeth Hedewig Hornemann, født 1692 i Øsby Sogn, Haderslev Amt. Forældre: Færgemand i Aarøsund Daniel Hornemann og hustru Metta N.N.
Børn: 1 søn

---

4. SØREN OVESEN (AAGESEN?)
(1722-1725)

Født 1683 i Fredericia. Forældre: Bedemand, vejer og måler Ove (Aage) Pedersen og hustru. Kaldet på succession til Føns-Ørslev Sogne, Odense Amt, 27. oktober 1715 (men ikke tiltrådt på denne kaldelse). Residerende kapellan i Fredericia Trinitatis-Vejlby Sogne 19. juni 1722. Sognepræst i Føns-Ørslev 26. april 1725. Død 2. marts 1734. Gift 19. juni 1722 i ? med ? (datter af en brygger i København).
Børn: 1 søn og 2 døtre.

---

5. HANS CHRISTIAN LAURITSEN MØRCH
(1725-1744)

Født 30. november 1689 i Bergen. Forældre: Kgl. skibsmåler og købmand i Bergen Laurits Lauritsen Mørch. Baccalaureus 14. maj 1708; cand.theol. 21. februar 1719 (laud). Rektor for Middelfart Skole 1720. Residerende kapellan i Fredericia Trinitatis-Vejlby Sogne 18. juni 1725. Død 13. juli 1744 i Fredericia. Gift 12. juni 1725 i Middelfart med Karen Jeppesdatter Juul, født 1690 i Middelfart, død 1771, begravet 27. maj. Forældre: Købmand i Middelfart Jeppe Juul og hustru Anna Bertha Gossmann.
Børn: 2 sønner og 2 døtre, hvoraf kendes:
1) Anna Hansdatter Mørch, gift med kapellan nr. 7 hér J.J. Neumann.

---

6. MARCUS PEDERSEN CLOD
(1744-1750)

Sognepræst og provst hér 1750-1786 - se sognepræst nr. 9 (5).

---

7. JOHANNES JOHANSEN NEUMANN
(1750-1776)

Født 13. oktober 1701 i Ribe. Forældre: Apoteker i Ribe Johann Joachimsen Neumann og hustru Martha Tobiasdatter Franch. Dimitteret 1724 fra Fredericia Skole; baccalaureus 6. juli 1725; cand.theol. 1729. Hører ved Fredericia Skole 1729. Residerende kapellan i Fredericia Trinitatis-Vejlby Sogne 6. juli 1750, ordineret 27. august s.å. Tillige præst ved Fredericia Hospital 12. januar 1752. Død 1776 i Fredericia. Gift i København, Sct. Petri Kirke med Anna Hansdatter Mørch (fødsels- og dødsår uoplyst). Forældre: Residerende kapellan nr. 5 hér Hans Christian Lauritsen Mørch og hustru Karen Jeppesdatter Juul.
Børn: 2 døtre
J.J. Neumann var en "i lærdom og levned ustraffelig lærer" (H.A. Brorsons visitatsberetnng 1754, udg. 1960, s. 89).

---

8. JENS BECK
(1776-1795)

Født 16. august 1738 i Regstrup, Avnslev Sogn, Svendborg Amt. Forældre: Exam.jur. Thomas Beck (siden herredsfoged i Middelfart) og hustru Else Margrethe From. Student Odense 1755; cand.theol. 6. december 1760 (non). Lærer i de skønne videnskaber ved Landkadet-Akademiet 1772. Residerende kapellan i Fredericia Trinitatis-Vejlby Sogne 28. august 1776, ordineret 23. oktober s.å. Sognepræst i Varde Sct. Jacobi Sogn 12. juni 1795; provst over Skast og Øster & Vester Horne Herreder samme dato. Afsked 16. august 1815. Død 23. november 1819 i Ribe. Gift med Mette Hilaria Cathrine Plesner, døbt 30. oktober 1739, død 18. marts 1804.
Børn: 4 døtre, hvoraf kendes:
1) Christiane Beck, døbt 8. januar 1776 i København, død 16. marts 1822 i Ribe. Gift 27. april 1798 i Varde med sognepræst, 1794-1814 i Sønder Omme-Hoven, Hans Thorning Wellejus (1765-1814)
2) Else Margrethe Beck, døbt 17. februar 1778 i Fredericia, død 9. juni 1797 i Sønder Omme; gift 8. september 1796 med samme mand som hendes ældre søster ægtede efter hendes tidlige død, sognepræst, 1794-1814 i Sønder Omme-Hoven, Hans Thorning Wellejus (1765-1814).
Der fortælles, at da Varde Sct. Jacobi Kirkes formedelst brøstfældighed nedbrudte tårn naturligvis skulle erstattes med et lukke over kirken; og byens råd ikke kunne finde på en meget billig måde at få tag over tårnet, uden at rejse noget spir, foreslog provst Beck, at det nye tårn skulle bygges ligesom den kalot, han gik med på hovedet. I noget over et halvt århundrede har "provstens kalot" prydet Varde Kirke, om end denne prydelse er alt andet end smuk og en købstadkirke værdig (Wiberg).

---

9. MATHIAS CHRISTENSEN
(1795-1805)

Født 24. juni 1744 i Nyborg. Forældre: Smed i Nyborg Christen Larsen og hustru Anne Cathrine Madsdatter. Dimitteret 1764 fra Nyborg Skole; cand.theol. 26. april 1770 (haud). Residerende kapellan i Holstebro-Maabjerg Sogne 21. august 1782, ordineret 25. september s.å. Residerende kapellan i Middelfart-Kauslunde Sogne 22. april 1789. Residerende kapellan Fredericia Trinitatis-Vejlby Sogne 12. juni 1795. Død 19. januar 1805 i Fredericia. Gift 25. oktober 1782 i København Sct. Petri Kirke med Helene Sophie Eriksdatter Pontoppidan, født 4. november 1745 i København, dødsdato uoplyst. Forældre: Hofpræst, senere biskop i Bergen og prokansler for Københavns Universitet Erik Ludvigsen Pontoppidan (1698-1764) og 3. hustru Johanne Marie de Hofman (1722-1809, søster til Fredericias præsident Hans de Hofman).
Ægteskabet barnløst.
Mathias Christensen havde en litterær produktion, bl.a. om skolevæsenet; i 1794 udgav han i Fredericia et skrift om "Brand- og Vandvæsenet i Frederits" (H. Ehrencron-Müllers Forfatterlexicon bd. II (1925), s. 231).

---

ORDINEREDE KATEKETER

---

Ved kancellipromemoria af 9. juli 1808 bestemtes det, at førstelæreren ved borgerskoler i købstæder uden residerende kapellani skulle være ordineret kateket. Ifølge dette oprettedes embedet som ordineret kateket ved Trinitatis Borgerskole ved reskript af 26. juli 1808 og blev besat fra 1809. Ved §14 i Lov om nogle forandrede Bestemmelser for Borger- og Almueskolevæsenet i Kjøbstæderne og paa Landet af 8. marts 1856 åbnedes der mulighed for, at købstædernes borgerrepræsentationer ved vakance i det ordinerede kateketembede med kultusministeriets approbation kunne få embedet nedlagt, dog således at alle de indtægter, der hidtil havde været tillagt kateketembedet, skulle overføres til den lærer, der ansattes i kateketens sted. Denne nedlæggelse skete for Trinitatis Sogns vedkommende i 1873 (men for Michaelis Sogns vedkommende først i 1913).

---

1. LAURITS JOHANSEN SVENDSEN
(1809-1813)

Født 1780. Dimitteret 1799 fra Helsingør Latinskole; cand.theol. 29. april 1805 (haud). Personel kapellan i Karlebo Sogn, Frederiksborg Amt, 31. oktober 1806, ordineret 7. november s.å. Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 1. maj 1809. Sognepræst i Agersø-Omø Sogne, Sorø Amt, 23. juli 1813. Sognepræst i Gyrstinge-Kirke Flinterup Sogne, Sorø Amt, 26. juli 1820. Sognepræst i Krummerup-Fuglebjerg sogne, Sorø Amt, 14. september 1825. Død 1835. Gift med Henriette Mathea Bagge, født ca. 1788, død 8. februar 1850 i Skælskør.

---

2. JENS ADOLPH KAMP
(1815-1818)

Født 19. marts 1778 i Kærum Sogn, Odense Amt. Forældre: Degn i Kærum Jens Kamp og hustru Hedvig Frederikke Birch. Dimitteret Odense 1795; cand.theol. 20. juli 1802 (haud). Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 21/22. november 1815, ordineret 15. marts 1816. Sognepræst i Balslev-Ejby Sogne, Odense Amt, 11. november 1818. Død 11. november 1831. Gift med Anna Sophie Hansen, døbt 17. december 1775 i Horsens, død 4. september 1844 i Assens. Forældre: Hospitalspræst, senere residerende kapellan i Horsens Jacob Hansen (ca. 1728-1786) og hustru ca. 1744-1783).
Ægteskabet barnløst.

---

3. SØREN HENRIK AUGUST RAASCHOU
(1819-1822)

Født 14. april 1792 i Nørre Sundby Sogn, Aalborg Amt. Forældre: Sognepræst, 1803-13 i Kolding, Peter Raaschou (1762-1813) og hustru Maria Judithe Wedel (1769-1832). Student Kolding 1810; cand.theol. juli 1815 (laud). Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 16. april 1819, ordineret 13. august s.å. Residerende kapellan i Hyllested-Venslev-Holsteinborg Sogne, Sorø Amt, 24. maj 1822. Sognepræst i Skørping-Fræer Sogne, Aalborg Amt, 9. februar 1827. Sognepræst i Søborg-Gilleleje Sogne, Frederiksborg Amt, 25. juli 1837. Provst over Holbo Herred 18. februar 1847 - 31. oktober 1856. Afsked 11. november 1868. Død 24. juli 1873. Gift 4. oktober 1822 med Mette Marie Blicher, født 18. juli 1801 i Harte Sogn, Vejle Amt. Forældre: Sognepræst, 1817-32 i Gauerslund-Vinding Sogne, Niels Gudme Blicher (1755-1832) og hustru Anna Marie Brøchner (1775-1845).
Børn; flg. kendes:
1) Niels Peter Raaschou, født 23. august 1823 i Holsteinborg, død 7. november 1890. Sognepræst, 1878-1890 i Espe-Vantinge Sogne, Svendborg Amt.
2) Christiane Elisabeth Raaschou, født 9. november 1841 i Søborg, død 30. november 1894. Gift 7. oktober 1868 med sognepræst i Bøstrup, Svendborg Amt, Christen Lundsgaard Nielsen (1836-1909) - hans 2. hustru.
Under Søborg berettes hos Nedergaard: Provst Raaschou var en smuk, mild prælat med gammeldags myndighed, noget tilbageholdende overfor det nye i Indre Mission og i Luthersk Missionsforening [især sidstnævnte vandt god indgang i sognet]. - Fra 1864 havde han personelle kapellaner; den første, 1864-1868, var hans svigersøn C.L. Nielsen.
Ved sin visitats i 1841 fandt biskop J.P. Mynster præstegården meget god. Pastor Raaschous prædiken omtales som "noget overfladeligt, nogen tendens til smuktaleri, med en del ensformige, sødladne gebærder. Katekiserer godt, ungdommen er opvakt, velundervist". i 1850 var kirken sat i smuk stand, Raaschous prædiken var "sødladende i indhold og foredrag; det gode deri manglede klarhed og kraft til at trænge ind. Kun få ældre var tilstede, men en talrig ungdom, som svarede meget godt (J.P. Mynsters Visitatsdagbøger 1835-1853, bd. II (udg. af Bjørn Kornerup, 1937), s. 251f).

---

4. HANS FREDERIK GØTZSCHE
(1823-1830)

Født 11. maj 1796 i Jyderup Sogn, Holbæk Amt. Forældre: sognepræst i Jyderup-Holmstrup Sogne Hans Philip Gøtzsche (1752-1829) og 2. hustru Petronelle Christiane Geisler (ca. 1771-1855).
Student Herlufsholm 1816; cand.theol. 23. april 1822 (laud). Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 14. februar 1823, ordineret 16. april s.å. Sognepræst i Søby-Skader-Halling Sogne, Randers Amt, 4. juni 1830. Død 5. maj 1839. Gift 1824 med Anna Marie Sophie Overgaard, født ca. 1806, død efter 1868; ægtefællerne separeret 1836. Forældre: Artilleriløjtnant Christen Overgaard og hustru.
Børn: 1 søn, 3 døtre; heraf kendes:
1) Hans Christian Frederik Gøtzsche, født 7. februar 1826 i Fredericia (Trin.), død 11. marts
1827 ssts.
Carl Viggo Gøtzsche (nedenfor, nr. 11) var søn af H.F. Gøtzsches ældre halvbroder Henning Christopher Gøtzsche; med sine 2 hustruer havde Hans Philip Gøtzsche 21 børn.
Hos Wiberg oplyses, at Gøtzsche var en begavet taler. Desuden: "Enken har i 1866 underkastet sig translatøreksamen i fransk og er meget intelligent; hun var uskyldig i skilsmissen... Hun levede i 1868 i København" (Wibergs bd. III udkom i 1871).

---

5. ARVE CHRISTIAN LINDE HEIBERG
(1831-1832)

Født 5. juli 1805 i Ringsted. Forældre: Kordegn, klokker og førstelærer ved Borgerskolen Gabriel Heiberg (1772-1816) og hustru Elisabeth Siersted (1786-1864). Student Roskilde 1823; cand.theol. 10. juli 1829 (laud). Lærer ved von Westens Institut og Efterslægtsselskabets Realskole. Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 26. august 1831, ordineret 19. oktober s.å. i København. Sognepræst i Lunde Sogn, Odense Amt, 2. marts 1832. Sognepræst i Kerteminde-Dalby Sogne 6. juni 1840. Provst over Bjerge-Aasum Herreder 17. juli 1840. Ridder af Dannebrog 6. oktober 1852. Sognepræst i Helsingør Sankt Olai Sogn 10. april 1855. Dannebrogsmand 1881. Afsked 23. november 1882. Død 22. juni 1891. Gift 22. oktober 1831 med Georgine Samsine Rørdam, født 23. februar 1808 i Undløse Sogn, Holbæk Amt, død 22. maj 1883. Forældre: Sognepræst, 1826-1831 i Tølløse-Aagerup Sogne, Holbæk Amt, Thomas Schatt Rørdam (1776-1831) og hustru Cathrine Georgia Teilmann (1777-1842).
Børn: 4 sønner og 4 døtre, hvoraf kendes:
1) Gabriel Thomas Skat Rørdam Heiberg, født 16. juli 1832 i Lunde, død 22. februar 1917; præst, 1886-1912 andenpræst ved Roskilde Domkirke.
2) Georgia Elisabeth Heiberg, født 30. august 1834 i Lunde, død 18. oktober 1863. Gift 9. november 1860 med Johannes Møller, 1874-1892 residerende kapellan ved Odense Vor Frue Kirke (1832-1923).
3) Peter Andreas Christian Heiberg, født 29. september 1837 i Lunde, død 20. marts 1875 i Hellebæk. Botaniker, dr.phil. (se DBL3 og PHT 1977, s. 109-111).
4) Gustav Peter Joachim Heiberg, født 1. december 1838 i Lunde, død 30. maj 1931; sognepræst, 1884-1915 i Kirke Helsinge-Drøsselbjerg Sogne, Holbæk Amt.
5) Axel Theodor Holger Heiberg, født 6. december 1842 i Kerteminde, død 8. juni 1876 på Sct. Thomas. Jurist, prøveprokurator på De dansk-vestindiske Øer.
Hos Nedergaard berettes: Provst Heiberg fik megen betydning i Helsingør ved sin fine og faste personlighed. Han tilhørte den mynsterske retning, men påvirkedes i grundtvigsk retning af sin karakterfulde og intelligente hustru. Deres hjem i Helsingør var i en årrække et kirkeligt og kulturelt samlingspunkt. Provsten besad megen historisk sans og har leveret flere gode bidrag til dansk kirkehistorie. Foruden et par mindre afhandlinger udgav han 1840 en biografi af Peder Palladius, og 1852 - efter at have benyttet Odense bispearkiv - en biografi af Thomas Kingo ... to værker, som stadig har betydning. Da Palladius' visitatsbog blev genfundet, var det naturligt, at Samfundet for dansk Litteraturs Fremme opfordrede Heiberg til for første gang at udgive dette værk, hvad han også gjorde 1867. Men hans manglende teknik medførte, at Samfundet atter lod værket udgive 1872 (ved Sv. Grundtvig).
Morten Pontoppidan (Heibergs personelle kapellan 1876-1878 og søn af Fredericia Trinitatis sognepræst nr. 19(15)) mindes tiden i Helsingør som fuld af blidt solskin. Provst Heibergs var "prægtige og intelligente mennesker, der med stor hjertelighed åbnede deres hus" for Pontoppidan. Provst Heiberg var en mand med megen stil over sig, en gejstlig af den type med det stive, hvide halsbind, og hele hans holdning var måske blevet så meget stivere, fordi han var temmelig lille af vækst. Men der var tillige noget så smukt og mildt i hans udtryk; han var en mand man både kom til at respektere og holde af. Han rystede på hovedet af Pontoppidans "folkelige idéer" ... Pontoppidan var da i en periode, hvor han var ved at komme "ud af studenterrammen og ind i folkerammen", stærkt optaget af Christopher Bruuns: "Folkelige Grundtanker". "De kunne kun fremkalde et overbærende vantro smil hos provsten. Maaske de ville være faldet i bedre jord hos den ualmindelig friske fru Heiberg". Provst Heiberg var en kærlig mand og en hyggelig mand, både i sit hjem og i sin gerning.
Litt.: DBL2, bd. IX (1936), s. 546-547; DBL3, bd. 6 (1980), s. 154-155. M. Galschiøt: Helsingør (1921), s. 264. C.H. Rørdam: Svundne Dage II (1916), s. 76. Morten Pontoppidan: Minder og Oplevelser (1922), s. 57f. Sv. Grundtvigs forord til P. Palladius' Visitatsbog (1972). Nekrologer i Helsingør-bladene. Gabriel og Gustav Heibergs taler ved deres faders jordefærd fra Frederiksberg Kirke (1891). Slægt: G.F. Heiberg: Slekten Heiberg. Genealogiske oplysninger og personalhistorie. 2. utg., Oslo, 1942. Nedergaards Stamtavler, nr. 41, s. 43-44. Litterær produktion: Erslews Forfatterlexicon bd. I, s. 609, og sammes Suppl. I, s. 737.

---

6. EMIL WESENBERG
(1832-1838)

Født 10. februar 1807 i Viborg. Forældre: Justitsråd, amtsforvalter i Aalborg Ernst Bugislaw Wesenberg og hustru Marie Kirstine Sadolin. Student Aalborg 1824; cand.theol. januar 1829 (laud). Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 3. august 1832, ordineret 28. september s.å. i Aalborg. Sognepræst i Vinkel-Rind Sogne. Viborg Amt, 1. maj 1838. Sognepræst i Melby Sogn, Frederiksborg Amt, 22. juli 1846. Sognepræst i Stadager-Nørre Kirkeby Sogne, Maribo Amt, 24. februar 1855. Afsked 26. september 1868. Død 16. januar 1869. Gift 17. september 1833 med Birgitte Gjødvad, født 12. maj 1810 i Aalborg, død 20. januar 1887. Forældre: Købmand i Aalborg Anders Gjødvad og hustru Dorothea Sophie Finsteen.
Ægteskabet barnløst.
Emil Wesenberg og hans hustru stiftede et legat på 10.000 rdl til bedste for ugifte og uformuende præstedøtre fra Aalborg By og Stift.
Biskop S.C.W. Bindesbøll (biskop over Lolland-Falsters Stift 1856-1871) skriver, at Wesenberg ikke forstår at drage folk til kirke, og "han kender grænserne for sin skyldighed og iagttager dem samvittighedsfuldt" (Lolland-Falsters Stift gennem 150 Aar (1955), s. 148).

---

7. JOHANNES GOTTHILF MØLLER
(1838-1843)

Født 28. november 1811 i Slagelse. Forældre: Major ved Fyenske Infanteri-Regiment Gotthilf Heinrich Møller og hustru Johanne Jydtmann. Student 1828 Fredericia; cand.theol. 30. oktober 1833 (laud*). Skolebestyrer i Middelfart. Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 2. oktober 1838, ordineret 21. november. Sognepræst i Hedensted-Store Dalby Sogne, Vejle Amt, 15. december 1843. Sognepræst i Dalby-Stubberup Sogne, Odense Amt, 14. august 1859. Afsked 24. november 1882. Bosat i Fredericia. Død 28. juni 1885. Gift 4. december 1844 med Louise Caroline Müller, født 20. juni 1824 i Fredericia, død 24. april 1888. Forældre: Toldkontrollør, premierløjtnant Herman Anker Müller og hustru Elisabeth Hansen.
Børn: 1 datter kendes:
1) Joachimine Dorthea Frederikke Møller, født 17. marts 1855 i Hedensted, død. Gift 16. juni 1875 i Dalby med Ludvig Theobald Bruun, sognepræst, 1885-1907 i Ingstrup-Vester Hjermitslev-Alstrup Sogne, Hjørring Amt (1839-1917); han var 1870-1874 personel kapellan hos svigerfaderen i Dalby-Stubberup.
I Hedensted var Johannes Gotthilf Møller præst på en egn, der blev præget af gudelige vækkelser, bl.a. ved Brødremenigheden og "de stærke jyder". Til disse vækkelser stillede J.G. Møller sig velvilligt-forstående; da han rejste i 1859 beklagede han, at han måtte skilles fra disse menigheder, som havde givet ham "så mange beviser på velvilje og tillid". Om ham selv noterede biskop Brammer ved visitatser i 1851 og -56: "Præsten er en opbyggelig prædikant, uagtet han har en uheldig udtale ... men menighederne kunne uden tvivl godt forstå, hvad han siger, og at det er hans oprigtige stræben at forkynde Guds ord rent og indtrængende for dem".
I Dalby Sogn havde Kristen Kold 1852-1862 sin friskole, som både pastor J.G. Møller og hans forgænger var modstandere af. Gårdmand og folketingsmand Christen Larsen, Flægkærgaard i Dalby, var én af Kolds støtter og var med ved dannelsen af Kerteminde Valgmenighed i 1869, der allerede oktober samme år fik en filial i bedesalen "Betlehemshuset" i Dalby. Pastor J.G. Møller synes at have stået ganske fremmed for den grundtvigske bevægelse; men fra 1879 havde han en personel kapellan som var grundtvigsk, og det noteres hos Nedergaard, at "efter 1880 har der været et godt forhold mellem sognemenigheden og valgmenigheden. - Ellers anføres der intet om pastor J.G. Møller under Dalby-Stubberup.

---

8. DITLEV CARL HOSKIÆR
(1844-1845)

Født 16. oktober 1811 i "Nøjsomhed", Brahetrolleborg Sogn, Svendborg Amt. Forældre: Kaptajn i vejkorpset Hans Jacob Hoskiær og hustru Cathrine Dorothea Bruun. Student Kolding 1831; cand.theol. 18. november 1836 (*laud). Huslærer i 5 år hos lensgreve Preben Bille-Brahe til grevskabet Brahesminde (Hvedholm i Horne Sogn m.v.). Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 24. februar 1844, ordineret 27. marts s.å. Sognepræst i Jordløse-Haastrup Sogne, Svendborg Amt, 3. oktober 1845. Sognepræst i Kalundborg 9. juni 1858. Ridder af Dannebrog 10. september 1871. Afsked 25. april 1884. Bosat i København. Død 29. september 1896. Gift 13., 15. eller 16. november 1844 (sic!) i Horne med Octavia Augusta Rasmussen, født 13. eller 14. august (sic!) 1815 i Jordløse Sogn, død 8. januar 1880. Forældre: Sognepræst i Jordløse-Haastrup Sogne Johan Frederik Kurrelbaum Rasmussen (1774-1818) og hustru Bolette Sophie Bendz (1783-1863).
Børn: 2 sønner, 1 datter, hvoraf kendes:
1) Preben Hoskiær, født 1. oktober 1845 i Fredericia, død 10. marts 1909 i Nakskov. cand.jur.
1868, sidst byfoged og borgmester i Nakskov (H. Hjorth-Nielsen, Danske Sagførere (1941),
s. 171-172).
Wiberg (som var Hoskiærs efterfølger i Jordløse-Haastrup), anfører, at H. var født 15. oktober 1812 i "Ditlevslyst" (i Brahetrolleborgs nabosogn Vester Aaby Sogn, Svendborg Amt), som fra 1809 var skovriderbolig for Baroniet Brahetrolleborg.
Ved folketællingen 1. februar 1845 (s. 265) bor kateketparret i Kongensgade nr. 71; de er da endnu barnløse og har én tjenestepige.
Hoskiær blev indstillet til kaldet i Jordløse-Haastrup af lensgreve Bille-Brahe, idet herregården Damsbo i Jordløse Sogn hørte under grevskabet Brahesminde. Der er imidlertid overhovedet ingen karakteristik af han hos Nedergaard under dette pastorat.
Under Kalundborg Købstad anføres hos Nedergaard: Hoskiær var meget afholdt af sin menighed. Han var åndsfrisk til det sidste, men i løbet af det sidste år led han meget som følge af kræft i ansigtet, han måtte underkaste sig flere operationer, og hans ønske var kun at blive udfriet. "Vi er forvissede om, at hans gamle sogneboere med vemod modtager budskabet om hans bortgang" (Kalundborg Avis, 30. september 1896). - Hoskiær nævnes overhovedet ikke i forbindelse med den Indre Missionske vækkelse i Kalundborg og omegn efter 1860.

---

9. HALVOR SØEBORG
(1845-1851)

Født 16. juni 1812 på Læsø. Forældre: Sognepræst i Byrum-Vesterø-Hals Sogne Andreas Søeborg (1760-1817) og hustru Maren Olsen (1773-1863). Student Fredericia 1831; cand.theol. 13. juli 1837 (laud). Lærer ved Fredericia Lærde Institut 1837. Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 12. december 1845, ordineret 28. januar 1846. Sognepræst i Klovborg-Tyrsting-Grædstrup Sogne, Skanderborg Amt, 21. september 1851. Afsked 20. januar 1879, derefter bosat i København. I sit otium hjælpepræst flere steder, sidst i Lynge-Braaby Sogne, Sorø Amt. Død 28. september 1892. Gift 26. juli 1839 i Frederikshavn med Sara Hansine Dorothea Christine Lønstrup, født 17. marts 1818 i Frederikshavn, død 2. februar 1885. Forældre: Købmand og gæstgiver, senere toldbetjent i Varde Peter Christensen Lønstrup og hustru Mette Cathrine Wolthers.
Børn: 2 sønner, 4 døtre
Pastor Søeborg stillede sig ved folketingsvalget 4. juni 1866 i Skanderborg Amts 3. Kreds (Brædstrupkredsen), men faldt for venstremanden og nejsigeren, skolelærer A.I. Dahl, Aale, der valgtes ved kåring.
Hos Nedergaard berettes: Pastor Halvor Søeborg var politisk optaget (stillede sig 1866 som folketingskandidat hér), en kultiveret præst uden kirkeligt særpræg. Befolkningen omtales som "gudfrygtig, med ærbødighed for kirken". Der var nogen gammeldags gudsfrygt, især i Klovborg. 1877-1879 virkede en Indre Missions kolportør, Søren Jensen, fra Rom ved Lemvig i Klovborg, efterfulgt af en kolportør N.K. Risbjerg (1879-1885).
Om pastor Søeborg beretter en samtidig første rangs fortæller, at præstegården (som ligger i Skade i Klovborg Sogn) dannede rammen om et fuldkommen lykkeligt, harmonisk hjem. I den store, lavloftede dagligstue stod kakkelovnen, overfor hvilken bondekonen slog hænderne sammen og udbrød; "Du milde Himmel! Syv etager!" og i præstens studerekammer hang piberne i række på pibebrættet. Derimod var det kun småt bevendt med præsten i kirkerne. Han prædikede i den gamle, grædende præketone efter ganske bestemte recepter, og han var så upræcis, at det er hændt Mama, at hun, da hun efter en times ophold i kirken kørte hjem, mødte præsten på vej til kirken. Hvad åndeligt liv, der rørte sig i sognene, kom da heller ikke fra kirkerne - vel næppe nok fra præstegården; jeg skulle næsten tro, at pastor Søeborg som sjælesørger var lige så andenhånds, lige så tillært som forkynder. Men præstegården var sognets "åbne hus"; hér mødtes store og små, gammel og ung, og beboernes levende interesse for alt og alle i sognet, deres varme gæstfrihed, spøgen, velviljen og den kultiverede ligefremhed og naturlighed fik de mest heterogene elementer til at smelte sammen. At der også fandtes en stor hjælpsomhed fremgår af, at naboerne bestandigt henvendte sig i præstegården for at låne snart ét, snart et andet, ja "Lasses i Skade" drev det til at spørge, om de ikke kunne låne besætning til en kjole! (meddelt af provst Jens Peter Jeppesen).

---

10. PETER HØEG
(1851-1860)

Født 6. april 1817 i Nyborg. Forældre: cand.theol. i Nyborg Jeremias Müller Høeg og hustru Marie Elisabeth Husum. Dimitteret privat 1837; cand.theol. 2. november 1842 (non), og atter 28. april 1843 (haud). Lærer ved Søetatens Pigeskole og Københavns Kommuneskoler. Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 29. december 1851, ordineret 19. marts 1852. Sognepræst i (Sønder) Gørding-Vejrup, Ribe Amt, 12. december 1860. Sognepræst i Grejs-Sindbjerg, Vejle Amt, 22. februar 1877. Død 23. januar 1888 i Grejs. Gift 20. december 1845 i Københavns Vor Frue Kirke med Christiane Børgine Risbricht Høeg, født 1. juli 1809 i København, død 21. oktober 1879 i Grejs. Forældre: Urtekræmmer i København Hans Adolph Høeg og hustru Anna Marie Ravn.
Ved folketingsvalget i Fredericiakredsen (Vejle Amts 1. kreds) 14. juni 1858 stillede Peter Høeg sig, men opnåede med 166 af 388 afgivne stemmer ikke valg; det gjorde løjtnant Marius Gad med 211 stemmer, og han genvalgtes i kredsen indtil 1876. Gad var konservativ og betegnes fra 1869 som højremand; ved valget 1858 er der ingen partibetegnelse ved Høeg, men som det ses nedenfor var han også et konservativt sindet gemyt.
Om pastor Høegs tid i Gørding-Vejrup berettes hos Nedergaard: Han var historisk interesseret, et ordensmenneske (arkivet i fin stand). Endvidere citeres her også Vejle Amts Folkeblads nekrolog (se nedenfor).
Om tiden i Grejs-Sindbjerg, der faldt sammen med den mest tilspidsede kamp mellem Venstre og Højre, berettes: Peter Høeg var ivrig højremand; som kateket i Fredericia opstillede han sig endog som folketingskandidat (1858), men blev ikke valgt. Han beskrives af Vejle Amts Avis 23. januar 1888 (nekrolog) som en arbejdsom, dygtig og velvillig mand, der som sådan altid vil blive mindet af sine menigheder. Noget anderledes karakteriseres han af Vejle Amts Folkeblad (af samme dato): "Han hørte til de stille, tilbageholdende naturer, der skyr stærke bevægelser og frygter fremskridtet og det ny, der melder sig. I sammenhæng hermed var han udpræget konservativ på alle områder. Med omhu røgtede han sit embede og blev afholdt af mange i sit pastorat".

---

11. CARL VIGGO GØTZSCHE
(1861-1868)

Født 15. januar 1833 i Finderup Sogn, Holbæk Amt. Forældre: Sognepræst i Finderup Henning Christopher Gøtzsche (1788-1872) og hustru Johanne Marie Jacobsen (1792-1864).Student 1849 Slagelse; cand.theol. 18551 (laud). Teologisk manuduktør. Studierejse i Italien 1958-1859. Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 24. februar 1861, ordineret 24. april s.å.. Sognepræst i Sæby-Gershøj, Københavns Amt, 23. juni 1868. Sognepræst i Fredericia Sankt Michaelis Sogn 17. juli 1875. Biskop over Ribe Stift 18. marts 1895. Ridder af Dannebrog 1888. Dannebrogsmand 1896. Død 24. juni 1901 i Ribe, begravet i Fredericia (Mich.). Gift 24. maj 1861 i Finderup med Ane Marie Pouline Hjort, født 5. marts 1837 i Frederiksværk, død 18. februar 1885 i Fredericia (Mich). Forældre: Justitsråd, herredsfoged i Løve Herred cand.jur. Siegfred Christian Frederik Hjort (1800-1866) og hustru Frederikke Elise Armgarde Budde (1806-1895).
Børn:
1) Henning Christopher Gøtzsche, født 4. april 1862 i Fredericia, død 21. maj 1940. 1912-1927 sognepræst i Vissenbjerg Sogn, Odense Amt.
2) Johannes Gøtzsche, født 25. juli 1866 i Fredericia, død 18. juli 1938 i Snoghøj, begravet i Fredericia; 1921-1936 biskop over Viborg Stift
3) Erik Valdemar Gøtzsche, født 9. februar 1868 i Fredericia, død 23. februar 1950. 1922-1934 sognepræst i Rise Sogn, Ærø, Svendborg Amt.
Udgav 1867-68 Kirkeligt Maanedsblad. Det babyloniske Fangenskab, ti bibelske Foredrag, Vor Herres Jesu Kristi Genkomst (1883). To Prædikener (1883). Ved min Hustrus Begravelse (1885). Den kristne Frihed, to Prædikener (1896, sammen m. dr. Fr. Zeuthen). Kristus, vor Konge og hans Rige (1896).
Ledende senior i Studenterforeningen 1855. Bestyrelsesmedlem i Dansk Missionsselskab 1896, formand 1897. Medindbyder til kirkemødet i Odense 1884. Bestyrelsesmedlem i Københavns Kirkefond 1896.
Sønnen Johannes Gøtzsche skriver i sine "Erindringer" (1955), s. 271, bl.a.:
Når jeg forsøger en karakteristik af fader, er det med følelsen af, at det slår dårligt til.
Men hvad skal man gøre? Man kan lade være at sige noget om ham og lade hans minde dø, som de flestes dør. På den anden side var han så karakteristisk og hele hans personlighed så positiv, derfor så opbyggelig, at han nok kan fortjene at mindes.
Hans ydre skikkelse: middelhøj, rank, svær. Et stort hoved, en høj pande, bestemte, kloge øjne, sorte lokker, der hang ned over frakkekraven over de brede skuldre. En let elastisk gang. Altid klædt i sort, sorte benklæder, sort diplomatfrakke, sort silkehat. Havde man set ham én gang, tog man aldrig fejl af ham siden hen. Hjemme sad han tiest med sin lange pibe i munden.
Han var vel begavet, men ikke rigt. Orden, klarhed, præcision i alt, hvad han vidste og havde med at gøre. Han glimrede ikke med dybe tanker og fine indfald. Han forstod at værdsætte sådant, når det i øvrigt var forenet med det, han vurderede højt. Men han ejede det ikke selv og prøvede ikke på at præstere det. Han kendte sin begrænsning og gik ikke uden for den.
Han var vel belæst, havde lært sine ting i skole og på universitet. Men han havde intet speciale, hvor han var ekspert. Han læste altid noget, men det var ingen omfattende læsning. Litteratur havde han kun et begrænset kendskab til. Han elskede Holberg, især Peder Paars, enkelte andre ting var ham kære. Men nyere litteratur havde han ingen tiltrækning til. Sin Bibel studerede han stadigt, læste snart én, snart en anden tysk kommentar, ikke mindst til Gl. Test.; men moderne kritiske spørgsmål holdt han sig væsentligt fjernt fra. Gennem Martensen havde han fået sit positive teologiske standpunkt, og det holdt han sig til. Nyere sprog var han kun nødtørftigt hjemme i, mindst i engelsk. Men hans opfattelse var i orden; hvad han hørte, forstod han og bedømte klart og rigtigt.
Fordi han var så klar over sin egen begrænsning, var han villig til at beundre andre, der havde andre evner end han. Han kunne høre Vilh. Beck med hjertelig sympati, smile ad hans morsomheder, gå gladelig med, også når der var lidt voveligt i det, der blev sagt. Han kunne med største tilfredshed høre den unge Ricard og være optaget deraf. Men han prøvede aldrig selv at gå ad sådanne veje. Men han var sandfærdig. Han har vist aldrig sagt noget, som ikke var sandt, og han har sikkert heller aldrig overdrevet, når han fortalte noget, han havde hørt, og som havde moret eller optaget ham. Åndelig talt var han blufærdig. Sine egne åndelige oplevelser var han såre varsom med at fortælle om. Når han prædikede, lå hans egne oplevelser i baggrunden, men han førte dem ikke frem. Måske man skal sige, at der var noget forbeholdent over ham. Måske er dette ikke det rette ord. Men han gav ikke sig selv, og dog var det, han sagde, ganske personligt. Han talte ikke, så hans grebethed lå i overfladen; men den var dybest nede. Føleri, klynkeri, drømmeri, fantasteri, kælenskab, hysteri, sværmeri - procul esto [det være mig langt fra].
Han var ikke uden selvfølelse og selvtillid. Men den lugtede ikke, fordi han ikke var forfængelig. Men han ville ikke sættes til side, hvor han havde en myndighed. Til tider kunne han være endog meget afgjort. I det altsammen var han altid sig selv.
Han blev opfattet meget forskelligt. Man har fortalt, at da han første gang kom til hoffet, smilede man ad ham. Men kong Georg af Grækenland fik interesse for ham, og de samtalte ikke så lidt, de to gange de mødtes.
Til hans særlige evner hørte hans lederevne. Han havde denne evne, og den blev taget i brug. Han så ligefremt og rigtigt på sagerne; han anerkendte andre og deres dygtighed. Han chikanerede ikke, drillede ikke, søgte ikke sit eget. Han forstod sig rent ud sagt ikke på vrøvl. Derfor mødtes han med så megen tillid fra forskellig side, at hans lederevner kom til at gøre deres nytte.
Hans temperament? Han var af natur hidsig. Men han overvandt denne hidsighed, så den sjældnere og sjældnere kom til udbrud. "Han var et hidsigt asen," sagde Vilh. Beck engang om ham, "men hvor er han blevet et skønt menneske."
Og så var han optimist. Han var alvorlig; til tider kunne han gå og være trykket. Men han var i grunden altid tilbøjelig til at se den lyse side af tingene. Således kunne han frydes over det frembrydende forår, ligesom han elskede havet og følte sig dybt hjemme ved det skønne Lillebælt. Når foråret kom, udsatte han en belønning af 25 øre til den af børnene, der fandt den første følfod. I sin have dyrkede han med stor interesse frugttræer og blomster. Og mennesker troede han vel; samtidig med at han dømte rigtigt, var han altid tilbøjelig til at se på den bedste side hos menneskene; han forstod deres ejendommeligheder, regnede med dem og lod dem være i fred. På ham er opfyldt ordet fra salmen, citeret i Hebræerbrevets første kapitel: "Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie fremfor dine medbrødre."
Han var flittig i alt, hvad han tog sig for. I en kort skildring af ham (efter hans død) siger A. Schack om ham, at han forstod Sandheden af det ord, at "alt hvad der fortjener at blive gjort, fortjener at blive gjort godt." Han gjorde sine ting så godt, han kunne. Han var stærkt optaget af sin forberedelse til sine prædikener, bibellæsninger, lejlighedstaler; han besøgte de syge flittigt, gik på sygehus og i arrest, på fattiggård, og holdt mange møder udenfor sine egne sogne. I ikke få år var hans søndagsration af arbejde: 2 gudstjenester, søndagsskole og aftenmøde i missionshuset.
Men man kendte ham ikke, hvis man ikke kendte hans lune. Han var ikke vittig, men han var lun. Det var tit sådanne småting, at det ikke siden kan gengives; til andre tider blev det siddende og efterlod et billede af hans sjæleliv. Da jeg blev hans medhjælper i Fredericia, fik jeg megen lejlighed til på nærmere hold end tidligere at se dette. Et par eksempler. En præst, der ville opdrage mig pastoralt, forklarede mig forskellen mellem første og anden helligdagsprædikener: Den første helligdag skal man holde en festprædiken; anden helligdag prædiker jeg det rene evangelium. Jeg refererede denne lærdom for fader og spurgte ham især om dette sidste, hvad det ville sige. "Å", sagde han, "det vil sige, at han ikke forbereder sig til anden helligdag."
Hans prædiken var som han selv; det var dens fordel. Schack siger om den, at den kunne være noget tør og nøgtern, fordi stemningen ikke havde magt over den, og han ikke var veltalende. Han har selv engang sagt: "Jeg har ikke mange ord, så når jeg ikke har tanker, har jeg ingenting." Han talte bibelsk. Der var ikke skildringer deri, ikke journalistik, ikke litteratur, ikke poesi; sjældent kolorerede han med træk, han havde læst, så godt som aldrig, måske aldrig, med noget, han selv havde oplevet, mindre med hvad han havde oplevet som præst, fordi han ikke ville tale derom. Men han udlagde og forkyndte i henhold til sin tekst, som var blevet ham selv levende og værdifuld. Derfor kunne han sige de bibelske ord, så de hørtes. Han talte engang ved et landemode til de forsamlede provster om det ord: "Det er gjort, som du befol." Han prædikede engang på 5. s.e. Trin. om ordet: "Far ud på dybet." Det er blevet sagt om ham af en af hans tilhørere: "Jeg kunne sommetider ikke følge med, og til andre tider sidde og ønske, at han aldrig ville holde op." Selv erindrer jeg en visitatstale på Manø, hvor jeg netop sad med denne sidste følelse.
Det, som Paulus siger om forkyndelsen: "Den tale er troværdig og al modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere," passede i høj grad på ham. Jeg har hørt ham tale derover og måtte sige, at både Paulus og han, som talte, med rette kunne sige dette ord.
Så var han et bedende menneske. Når han bad i kirken, var det reelt. Når han bad hjemme, var det ganske det samme; der var intet, som ikke var til at stole på. Gang efter gang var han på forhånd klar over bønnens opfyldelse.
Når hans gamle venner, Ipsen fra Assens, Johannes Clausen fra Slagelse, senere Vonsild, og Vilh. Beck var hans gæster, kom der en egen oprømthed over ham, og hans deltagelse i samtalen viste os da nye sider af hans åndelige indhold.
Hans deltagelse i Det danske Missionsselskabs arbejde, tilsidst som dettes formand, fyldte meget af hans liv, og da han var blevet biskop i Ribe, rakte hans interesse sig ud til videre kredse; men hans børn og deres vel blev altid ved at være i den forreste række, så vi kunne regne med hans hjertelige deltagelse i vort ve og vel.
Hans sidste år var et sygdomsår. Han blev forkølet ved indvielsen af stationskirken i Ulfborg, hvor man spise frokost ved vintertid i en uopvarmet sal, hvor der endda lige før var vasket gulv, så der ikke var tørt. Det gav sig udslag i en hjertesygdom, der var meget pinlig. Han lå meget syg den sidste vinter, tog derefter ind til Finsens Institut for at gennemgå en kur, blev bedre og fik at vide, at når han ville opgive sit arbejde, ville han kunne leve måske i ikke få år. Men at opgive arbejdet kunne han ikke beslutte sig til, men begav sig på vej hjem for at tage fat som sædvanlig. Sin vej hjem lagde han om ad vore hjem, så vi fik et besøg af ham. Fra Herning, hvor jeg dengang boede, tog han til Ribe, fik et tryk på hjertet, da en vogndør på banegården i Bramming slog i af et vindstød, netop som han havde fået fat i håndtaget på dørlåsen. Han kom hjem, stod en aften i haven og så på roserne foran havestuedøren og sagde stilfærdigt til sig selv: Så får jeg dem altså ikke mere at se. Den næste morgen lå han i sin seng, udstødte et suk; hans datter satte sig ved hans side, han trykkede hendes hånd og var død.
Vi fulgte samlet hans kiste i tog til Fredericia, hvor han blev begravet ved moders side.
"Sandheden tro i kærlighed", står der på hans gravsten omkring korset, hvor bispestaven danner det første af de bogstaver, der er indhugget på stenen." ...
Stiftsprovst H. Lutzhøft skrev:
"Biskop C.V. Gøtzsche var ikke nogen partimand, men opfyldt af ønsket om at bevare enheden indenfor kirken, hvilket også gav sig udtryk i et kirkeligt blad, han en ganske kort tid udgav. Han var en frisindet mand, forstående overfor de forskellige kirkelige retninger, selv gennemtrængt af evangeliets trøst og alvor og nidkær for at vække åndeligt liv ... Han var en personlig ven og skolekammerat af Vilh. Beck og havde mange berøringsflader med Indre Mission, men han var tillige en meget selvstændig mand og forstod at hævde sin selvstændighed ... Hans betydning lå ikke i hans forfatterskab, ikke heller i hans forkyndelse, men i hans personlige alvor, hans karakters oprigtighed og tilforladelighed, hans retsind og selvstændighed. Derved vandt han stor agtelse og tillid, dette skabte hans indflydelse ... Biskop Gøtzsche har krav på den danske kirkes taknemmelighed for det store og nidkære arbejde, han har udfoldet, for den ireniske ånd, hvori han har virket, for den kærlighed, hvormed han omfattede enhver alvorlig livsbevægelse indenfor kirken. Han var ikke bange for at påtage sig et arbejde og et ansvar, og han var trofast i sit arbejde, trofast imod, hvad han erkendte for ret, han forstod i ikke ringe grad at være "sandheden tro i kærlighed" (Illustr. Tid. 30. juni 1901). Om hans indflydelse ved Johs. Gøtzsches udnævnelse til sognepræst i Herning, se Nedergaard VI, s. 755.
I Ribe Festskrift hedder det s. 277: Biskop Gøtzsche var den første tilhænger af Indre Mission, der kom til at beklæde bispeembedet hér. Også Ydre Mission havde hans kærlighed. I de bevægede kriseår sidst i 1890'erne var han den kloge og besindige formand for DMS. - Som gammel modstander af præstefrihedstankerne optrådte Gøtzsche sammen med Vilh. Beck skarpt og håndfast over for den liberalteologiske pastor Anton Jensen, Harboøre, der 1901 blev tvunget til at træde tilbage (Se Nedergaard VI, s. 615 og 620).
Biskop Gøtzsche havde en stor del af sit hjerte i Ydre Mission. Ved det bevægede DMS-møde i Odense 1891, da Kina-missionen blev vedtaget, var den måde han ledede mødet som dirigent "et af glanspunkterne" (T. Løgstrup: DMS Historie, 1907, s. 86). Kr. Dagbl. skrev 8. oktober 1906: Når Gøtzsche med sit store, kloge hoved besteg talerstolen som leder af vore kæmpemissionsmøder, betoges man af en egen soliditets- og sikkerhedsfølelse, der gik helt ned i benene, så man kunne stå lagret i timevis. Flaget var hejst, admiralen stod på kommandobroen - ikke for at kommandere, men for at samle de mange uklare viljer i én stærk, strid strøm. "Han indviede flere af DMS's missionærer ved store festgudstjenester, den største var 19. august 1896, da han i Ribe ordinerede sin søn E.V. Gøtzsche og 23. oktober samme år i Fredericia udsendte ham sammen med flere andre til at blive missionær i Indien. - Ved det store DMS-møde i Viborg 1896 trådte biskop Skat Rørdam ud af bestyrelsen. Næsten alle ønskede C.V. Gøtzsche indvalgt, men han ville ikke modtage valg så hurtigt efter at være blevet biskop. I stedet valgtes Jens Holt, Taulov. Men samme år blev han ekstraordinært bestyrelsesmedlem, og september 1897 valgtes han til formand efter provst Jens Vahl. Gøtzsche havde siden 1889 været fast dirigent ved de store møder. Det blev en urolig tid. Vilh. Beck angreb 1898 hårdt DMS's sekretær, pastor Th. Løgstrup, og Beck trådte ud af bestyrelsen; et møde i Aalborg juli 1898 var meget bevæget. Biskop Gøtzsche, der blev genvalgt med største stemmetal, havde brug for al sin forhandlingsevne. Ved dette møde indvalgtes bl.a. pastor A. Busch. Opgøret medførte, at missionær L.P. Larsen, Indien, løsnedes fra DMS. Bokseroprøret i Kina 1900 medførte mange vanskeligheder for DMS. Biskoppens død 1901 var et tungt slag for DMS, hans faste, styrende hånd og milde sind havde skabt ro. En sølvkrans fra DMS over ham hænger i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia. - Han var også bestyrelsesmedlem i Københavns Kirkefond, som optog ham meget.
Stiftsprovst P.J. Pedersen skriver: "Biskop Gøtzsche havde selv været sognepræst i mange år og var således fuldt fortrolig med den praktiske præstegerning. Han tilhørte Indre Missions retning og lagde aldrig skjul derpå, men var overlegen og frisindet nok til at stille sig venligt også til præster af anden retning. Thi "livet" elskede han så højt, at han måske undertiden for meget betragtede et ydre kirkeligt røre som tegn på præsters duelighed. Hans ordinationstaler var dybe og hjertelige, og ganske særligt mindes jeg, hvad jeg kunne kalde hans "bordtaler", småtaler ved de festlige samlag efter landemoderne eller ordinationerne. I disse taler var humor og kristelig alvor og varme på en tiltalende måde forenede" (Ribe Stifts Aarbog 1955, s. 62ff).
Se i øvrigt: Niels Bundgaard: DMS Historie I (1935), s. 180f; DBL2, bind VIII (1936), s. 537-538. Johs. Gøtzsche: Klokkerne kimer (1933). Samme: Livserindringer. Ebenezer, s. 46. Ribe Festskrift 1948.

---

12. JACOB AAGAARD
(1868-1873)

Født 13. november 1831 i Ribe. Forældre: Bager Knud Aagaard og hustru Caroline Knudsen. Student 1850 Ribe; cand.theol. 18582 (haud1). Lærer ved Helsingør Realskole 1859. Ordineret kateket i Fredericia Trinitatis Sogn 2. november 1868; ordineret 27. januar 1869. Sognepræst Snejbjerg-Tjørring Sogne, Ringkøbing Amt, 30. april 1873. Sognepræst i (Sønder) Gørding-Vejrup Sogne, Ribe Amt, 3. maj 1877. Afsked 31. december 1896. Død 17. september 1904. Gift 1. 5. april 1862 i Helsingør Sct. Olai Kirke med Magna Johanne Elisabeth Lindhard, født 19. maj 1839 i Højbjerg, død 25. januar 1884. Forældre: Lærer Johannes Lindhard og hustru Elisabeth Pouline Groth; plejefader: Købmand Isak Sidenius Pontoppidan af Helsingør. Gift 2. 21. oktober 1885 med Dorthe Marie Kragh, født 18. maj 1846 i Fredericia, død 10. november 1886. Forældre: Smedesvend Johan Løbnitz H og hustru Dorthea Elisabeth Kragh.
Under Snejbjerg-Tjørring berettes hos Nedergaard: 1873-90 var her 5 sognepræster. De tog ikke del i vækkelsesarbejdet... Pastor Jacob Aagaard (1873-1877) var svagelig.
I Gørding-Vejrup mindedes pastor Aagaard som en "mærkelig mand". Han var legemligt en kæmpe, og der fortælles mange besynderlige historier om ham. Da præstegården blev ombygget i 1886 ville han ikke flytte ud af den gamle præstegård under ombygningen, hvorfor stuehuset lagdes så upraktisk, at det blev skilt fra haven ved en stor gårdsplads, hvilket af følgende præster betegnes som "en stor gene".