Samlet og tilrettelagt for internet af
Erik F. Rønnebech © 2002

Smeden Peter Thomsen

Et natlige optrin, jeg her nærmest vil skildre, et virkelighedsbillede, fuldt af støjende røre og græsselig forvirring, kunne jeg med rolig samvittighed begynde på den måde:
Det var en yndig, stille sommernat i året 1864, - var det kun ikke fordi det klinger stærkere af gammel romanstil, end det vistnok sømmer sig eller er tilbørligt for en virkelighedsskildring, som attrår at optages i et historisk tidsskrift. Derfor begynder jeg ikke på den måde. Jeg vælger at begynde med at fortælle lidt om manden, gamle Peder Thomsen, smed, der kom til at spille en mindst lige så farlig som vigtig rolle, ja egentlig hovedrollen i det natlige optrin. Han påtog sig hvervet. Derfor har, han fortjent et lille mindeord, og personlig skylder jeg ham det til tak for de ikke få fornøjelige timer, jeg har tilbragt i hans lille gamle smedje i min grønne ungdom.
Oppe fra kobbelmarkerne kommer der en lille bæk listende ind midt i landsbyen Trelde, og hvor bækken møder banken med kørevejen gennem byen, bøjer den brat til side. Her ved bækkesvinget, under den store gråpil og tæt ved midterbyens gamle vippebrønd lå gamle Peder Thomsens smedje. ret en malerisk gammel landsbysmedie med bindingsværksvægge, blyvindue, sprukne halvdøre, som skreg i hængslerne, når de gik, mørkladen og vejrbidt foruden, sort og tilrøget forinden. der blev aldrig helt lyst derinde, selv på den blankeste solskinsdag; der var altid dunkle hjørner, sære kroge med alskens sammenkylt ros og skrammel af rustne stumper jern og gamle brudne træredskaber.
For os drenge var den gamle smedje et fornøjeligt sted at komme, en stump eventyrland, som lokkede og drog fantasien med en sælsom magt. Alene det med ilden var underligt. Ilden, vi hjemme stadig fik alvorligt tilhold og påmindelse om at være yderst varsomme med, gaves her så frit spillerum, så gnisterne sprang om til alle sider derinde eller fløj med røgen oven ud af skorstenen. Og bålets flakkende skær, der skiftede og spillede uroligt, så tingene i smedjen ligesom rørte sig, og pludselig brød stærkt frem, så der på en tåget kvæld stod en bred lysstrime gennem døråbningen langt ud i mørket. Og så det ellers så hårde, brune jern, som blev hvidglødende og bøjeligt, for sprudende ud på ambolten og krummede og strakte sig under hamrenes klingende musik.
Jo, det var virkelig et sært fornøjeligt sted, men det kan kun den rigtig forstå, som har levet sine barndomsdage i en stille landsby med en gammel smedje og stået på god fod med en venlig smed som Peder Thomsen.
Han var så godmodig af sind, som han var stærk og kraftig i tømret, aldrig højrøstet, en lidt stilladen mand, ikke helt uden tørt smedelune. »Kursmederi« gav Peder sig ikke af med, lige så lidt som han havde synderligt til fælles med hine kloge og snu sorte kunstens mænd, der forstod at »vise igen« eller i en håndevending at slå øjet ud på en milefjærn tyveknægt, og allermindst lignede han disse folkeeventyrets forsorne kraftkarle af grovsmede, som kunne mestre selve fanden. Men naturligvis, kan jeg godt sige, kendte vor ven Peder adskillige af de puds og grove løjer, en rigtig landsbysmed i hine dage jo burde kunne, og når der stod voksne folk på arbejde i smedjen, var det ikke altid nogen helt ublandet fornøjelse at komme der for sådanne drenge og godtroende grønne fyre, som ikke var indviede i smedelivets løndomme.
Det puds med at lumske sig til at lægge en stor spytklat på ambolten og så lave dundrende knald i hytten var uden sammenligning det morsomste, og den kunst var Peder en mester i.
Nej, hyggeligst var han at komme til, når han var ene i smedjen og stod og »småponnede« (smånynnede) med et eller andet arbejde, det ikke jog med at få fra hånden, og især i skumringen. Så hvæste og knirkede bælgen lidt, og liden sprudede og lyste, så hamrede han lidt, og ind imellem fortalte han. Han var nærmest de raske soldaters ven og fortalte især med lyst om sine unge dage. I gamle kong Frederik den 6. tid, da han som stovt karl gik i grøn jægermundering der ovre i København. Det var ellers ret strenge dage, ja pinde var det så. Somtid sov de ude på den bare jord, men de var friske og raske folk, de grønne jægere, og når en er ung og rask, hvad regn' en karl så et korn hårdhed imell.
De lærte deres ting til gavns, de grønne jægere, og det både til lands og vands. Peder lagde sig på smedjegulvet og viste os »de rigtig reglementerede svømmetag«, rigtige stræktag, sådan,- et, to--o, et, to--o. Ingen pjasken med poterne, lige som Peter Holms sortpudlede skibshund, og han viste os, hvor strunk de kunne marchere, hvor flink de kunne manøvrere, smutte om mellem buskene, dukke sig bag grøfter og gærder.
Det var rigtig noget for os drenge, for vi legede jo soldater den gang. Vi hørte og forstod, det var hel karls hæder at være en flink dansk soldat. Det lå jo som i luften, vi åndede.
Daglig færdedes vi på steder, hvor 6. juli-kampen havde gnyet og sejrsjubelen runget, og både i hjem og på høstager og ved gildesfærd, hvor ældre folk kom sammen, hørte vi jævnlig både sang og fortælling om vore krigsmænds støtte mod, trofasthed og seje udholdenhed. Vi fik tro og tillid til vort folks evner. Det var kun, som det burde være, og bør være.

Østrigerne i Trelde 1864

Så kom fire og tres. Da gik Peder smed op ad de tres, og da fik han en lille historie.
Det var ved midsommerstid. I Trelde lå på den tid indkvarteret henved to kompagnier østrigske jægere. Godmodige, livlige sydtyskere. Små stadselige folk i blågrå uniform og sort højpullet hat med en stor busk lange sortgrønne hanefjer. Alle landsbyens sorte kokke havde i de dage et sært vanheld til at tabe deres smukke haleprydelse om natten. Somtid lød der også frasagn om, at det var gået ud over fuglens hoved og hals. Af fjender at være var feltjægerne for øvrig nogenlunde rimelige og medgørlige folk, særlig officererne da, der så godt som alle udmærkede sig ved høflighed og noget vist hensynsfuldt i færd og væsen, en finhed, der var ret forskellig fra de prøjsiske officerers bryskhed og overmenneskelige stramhed. Derimod syntes i det hele taget de prøjsiske menigmænd at have næmmet det 7. bud (du må ikke stjæle) langt bedre, end deres østrigske fæller, særlig da kroater og ungarer og italienere. De stjal som skader, og det med en fiffighed og færdighed, der tydede både på naturligt anlæg og lang øvelse.
Hos en udflytter-boelsmand på Klint kom en patrulje fodfolk en sommerdag ind for at købe flæsk. Det måtte gå rask, for de havde travlt, gjorde de ham forståeligt. og rask gik det. Manden filede den ene store hinkel af flæskeskinken efter den anden, og pengene, han fik for hver hinkel, lagde han op i vindueskarmen bag sig, men i skyndingen lagde manden ikke mærke til, at lige så raskt en ny kunne trådte til, forsvandt pengene fra vinduet med ham, der gik ud. Til sidst opdagedes det jo, da de sidste par kunder var ved at løbe bort. Så satte manden ud efter flokken med højrøstede krav på langt hold. En tid lang ænsede tyveknægtene ikke hans råb, men pludselig vendte de om alle som en og kom farende med truende banden for at gå på ham med fældet bajonet, lod det til, og da blev den stakkels mand så ræd, så han sprang tilbage til det nærmeste hus og krøb helt ind i ovnen. Flæsketyvene gik så videre med deres bytte.
Tvivlsomt er det, de ville være slupne fra den handel for så let køb, om manden havde klaget til deres kaptajn eller en anden officer. De plejede gerne at holde kort rettergang i slige sager.

En dag, husker jeg, kom en fattig huskone grædende ind i min fødegård og fortalte os, at en østrigsk soldat havde været i færd med at stjæle hendes ene lam. Løjtnanten, en norditaliener, som da lå i kvarter i gården, må have hørt det og skønnet, der var noget på færde, som vedkom ham. Han kom ud og spurgte, hvorfor konen græd, og da vi havde forklaret ham det, så godt vi kunne, gik han straks ind og tog sin sabel på og forlod gården. Hvordan det gik til, at han fandt synderen, ved jeg ikke, men knap en time efter lå fyren halvt afklædt på en bænk uden for gården, og to stokke svuppede livligt på hans rygstykker, medens løjtnanten i sin skinnende hvide frakke stod ved siden af og så derpå i tavshed, indtil han omsider gav tegn til, at nu kunne det være tilstrækkeligt smør for den sags skyld.
Men det var feltjægerne jeg kom fra. Østrigerne lå i ro og spiste daglig deres kød- og rissuppe, drak deres sure landvin og røg en mængde tobak, som lugtede værre end »amerikansk aroma-tobak«, jodlede deres tyrolske og stejermarkske folkeviser i højen sky i de smukke, stille sommeraftener og gjorde nu og da vagttjeneste, enten på strandfeltvagterne på Sande og ude på næsset, eller ved den, der flyttede om fra gård til gård i landsbyen. Ingen forstyrrede dem. Nu og da kunne vel synet af en røgsky fra en damper eller et hvidt sejl på havet ude under Æbelø sætte dem en smule uro i blodet. Havet og skibe ytrede de stadigt lumsk frygt for, men fartøjerne kom aldrig nærmere, og så faldt der atter ro over sindene.

Så en dag - det må have været hen sidst i juni - kom en fremmed mand ind til sognefoged Søren Ousen i Trelde. Han foregav at være handelsmand eller pranger - hvad han også godt nok så ud til - og at have det hverv at opkøbe ungt kvæg til tyskernes naturalforplejning, men da han kom på tomandshånd med sognefogden, blev prangeren snart til dansk spejder. Det var noget for Søren Ousen med hans smag for det vovsomme og eventyrlige, og medens de så gik om i gårde og på marker og mønstrede ungt kvæg, fik spejderen rig lejlighed til at gøre iagttagelser og skaffe sig de oplysninger, han havde brug for. mulig har de et eller andet sted gjort sig for nyfigne, så tyskerne har fattet mistanke til prangeren - Jeg kan ikke sige det for vist, men der blev sagt som rygte, at i en af gårdene havde en halvfuld feltjæger råbt dansk spion efter handelsmanden, og lidt efter var han så rejst sin vej, men inden han forlod byen, havde han givet sognefogden et brev og overdraget ham at træffe aftale. Med en tavs og pålidelig mand, som kunne bringe det videre. ved midnatstid mellem 2. og 3. juli ville der komme en let skruedamper ind i fjorden og sætte en lille jolle ind til strandbredden, hvor manden med brevet stod og gav signal med en tændt lygte.
Den pålidelige hjælper blev Peder Thomsen. Som gammel soldat vidste han sikkert nok, hvad fare han her vovede sig ind i. Der var al rimelighed for fjenderne ville gøre kort rettergang med ham, hvis de opdagede foretagendet og snappede barn som signalmand, men ved midnat stod gamle Peder smed lyttende på sin post under kratbankerne på strandbredden, en fire- fem hundrede alen neden for landsbyen, og så snart han hørte den svage støj af damperen, der kom listende ind over fjorden, tændte han lygten og hævede og sænkede den tre gange. Det var det aftalte signal. Natten står så levende for mig. Det var en af de halvlyse og blikstille sommernætter, der er så vidunderlig skønne, især ude ved fjord og hav. - Hjemme i min fødegård var vi alle gået til ro ved sædvanlig tid, venner som fjender. oppe i storstuen og gæste kamret lå en kaptajn, en yderst stillelevende og ordknap mand, som åbenbart helst holdt sig inden døre. Han syntes at kede sig grundigt, men med stor anstand; der hørtes aldrig en klagelyd fra hans læber. Hver evige middagsstund stod han ved et af vinduerne ud til gårdsrummet og røg en uhyre lang og tynd cigar, medens han »skar hakkelse til hønsene«, skar sine middagslevninger i stykker og strøg dem ud til hønsene. De kendte ham og stillede i stor flok, så snart han lukkede vinduet op. Om jægerkaptajnen kendte talemåden: »Det kommer igen, sagde manden, han gav soen flæsk«, ved jeg ikke, men jeg ved, det gik tit på, at hans oppasser kom ned i køkkenet og forkyndte mine søstre: »Heute haup´mann Hühnel!« .
I midterstuen lå et par højere underofficerer. I dagligstuens ene alkoveseng sov en sergent (führer) og en kantinesoldat, i den anden min broder og jeg. Ved ti-elleve tiden denne aften kom sergenten urolig hjem fra et vend til stranden og vakte den sovende kantinesoldat, fordi han åbenbart trængte til at fortælle nogen en nyhed, der fyldte hans sind med ængstelse. Han havde hørt en uhyggelig dump lyd af en damper ude på havet (som man ved, er havet en god lydleder, og især når vandet er smult og natten stille, høres en lyd jo lang vej). Det måtte være et græsseligt stort uhyre, for den sagde bum, bum, bum. Kanske det var selve »Wulf Grakke« (Rolf Krake). Det lød så frygteligt.
Omsider kom han dog i seng og faldt til ro, men et par timer efter skræmtes vi alle op af vor søde søvn. Kaptajnens tjener kom styrtende ind i stuen og skreg op: »Die Dänen, die Dänen!
Ude fra hørtes hornsignal og fjern lyd af livlig skyden. Der var forvirring og travende røre i hele huset. Op tumlede kantinesoldaten med sukkende stønnen, op tumlede sergenten og gav sig til at snurre aldeles forfjamsket rundt på gulvet i sin stumpede skjorte. »Mine bukser, hvor er mine bukser! - Ah, Mari-Josef - hvor er mine bukser? - sa'e jeg det ikke nok - Den store »Seehund- - Åh, mine bukser! - Åh, Mari - Josef!«
En times tid efter sad han for bordenden i fuld udrustning og mumlede og nikkede tungt med sin prægtige fjerhat på hovedet. Han havde villet drikke sig mod til i vin, men det var ikke lykkedes ham, sølle fyr. Op på morgenstunden, da alt var falden til ro igen, tog kaptajnen ham ind på tomandshånd. Det blev nok en fropræken med næb og klør.
Men nu gamle Peder smed. Netop som jollen fra damperen var kommen så langt ind, at smeden kunne høre årernes sagte plasken i vandet, lød der pludselig stærk støj oppe fra en af de nærmeste gårde, hvor vagten lå. Tyskerne kom løbende ned over tofteagrene under råben og skyden og hundeglam. Da skønnede Per, at nu gjaldt det »dø'pin« om at se til at slippe ud af klemhærken, han sad i, og da kom det ham såvist til gode, at han i sine grønne jægerdage havde lært at smutte og dukke og sno sig i krat og bag hegn. Takket være nattedæmringen og lavningerne og de tykke gærder op til byen lykkedes det vor ven at slippe uset forbi de fremstormende fjender og hjem, og det første han tog sig for, da han nåede indenfor sin dør, har han selv fortalt, var at smide både hue og trøje og vest og så løbe ud på åben gade, sætte det søvnigste og mest forbavsede ansigt op, han var i stand til at opdrive, og spørge både tyske og danske, han mødte: »Lille bø'n, hwa er der da ved'et? Der må jo vær' nowed ved'et.«
Det så unægtelig stærkt ud til det. Hornene gjaldede på det ivrigste ud over landsbyen, små grå menneskeskikkelser, enkeltvis og i uordnede hobe, kom travende ud af gårdene og løb ned ad stranden til, hvor skydningen stadig blev livligere og livligere. Raketter fløj til vejrs fra strandvagterne ovre på Bjerreherred-siden. Forstærkning, først fodfolk, så to kanoner, rykkede skyndsomt til hjælp oppe fra nabobyerne. Da var dagskæret brudt så meget frem, at man tydelig kunne se den lille damper, der længst havde vendt og nu stod ud af fjorden. Kanonerne kørtes op i en hvedemark på en banke ved stranden og sendte skibet nogle skud, som vist næppe nåede det.
Feltjægerne vendte i den blanke morgen tilbage til byen under lystige og glade sange. Deres tavse kaptajn hyldedes med skingrende »Hoch«. - Men siden denne natlige forstyrrelse viste østrigerne sig særdeles årvågne og påpassende, indtil den ny våbenhvile kom.
Op på dagen drev smeden ud til tørvegravene. Her rev han brevet i stykker og puttede stumperne dybt ned i mudderet. Kan hænde det var unødig varsomhed. Vistnok ingen anede, hvad del han og sognefogden havde i spillet. Først da Østrigerne var ude af landet, kom det op.
Hvad hensigten var med det hele - om der tænktes på at snappe østrigernes feltvagter ude på Trelde Sande og næsset, eller der var større ting i gære, det ved jeg ikke, men spejderens brev ville rimeligvis have nået sit mål, dersom den flyttende vagt i byen ikke netop den aften havde stået i en af de nordre gårde, der lå nærmest fjorden. Det var en omløbende hund, som røbede skibet for tyskerne. Dyret havde især sluttet sig til den østrigske sergent, - som hin nat var vagtkommandør. Han kom tilfældig ud i toften bag gården, hunden mærkede lyd fra fartøjet på fjorden og tog til at knurre og gø, og derved blev sergenten opmærksom på, at der var noget på færde ude på vandet. Et skib - Danskerne gjorde landgang! Så slog han alarm, og da blev der røre.
De nærmeste dage efter var landsbyen fuld af rygter og gisninger om nattens hændelse. Der fortaltes blandt andet, at østrigerne havde skudt på hverandre i forvirringen og natteskumringen, en større flok jægere, der kom løbende ned til strandbankerne noget efter vagtmandskabet og de første flokke, havde troet, det var vore soldater, der lå og gav ild nede mellem tangknuderne og stenene på strandbredden, og straks givet sig i færd med at knalde løs, indtil de fik at vide, det var deres kammerater, de skød på. Der var bleven såret og dræbt flere af dem ved den lejlighed, og de faldne var skyndsomt og i al stilhed blevne jordede i en afkrog omme bag byen. Det lød jo aldeles ikke utroligt, thi forvirringen havde været stor, men østrigerne svor og påstod på det ivrigste, at det var tåbelig løgn og opspind til hobe. De så alt andet end hyggelige ud i de dage.
Rygtet har dog vist knap været helt mundsvejr alligevel. For godt halvandet års tid siden korn nogle folk i Trelde til at rode op i en gammel grusgrav omme bag byen, tæt ved, hvor bækken løber ind fra markerne, og da stødte man uventet på tre benrade lidt nede i sandet. Man skønnede, det havde været folk af knap jævnhøjde, og de var uden tvivl døde i en ung alder, for de havde alle deres tænder.
Et af de nærmeste år efter krigen slog en stærk pålandsstorm Peder Thomsens gamle, skrøbelige båd helt i kvas. Det var et såre hårdt stød for ham, fattigmand han var, men kort efter skød mænd fra sognet sammen og skænkede ham en anden. det var næsten rørende at se den stilladne, ærlige mands inderlige glæde og taknemlighed.