Kampmannsvej i Sanddal er opkaldt efter Conrad Kampmann, der var kaptajn i hæren og onkel og adoptivfar til Olfert Viggo Fischer Kampmann (1910-1976), der efter afsluttet skolegang startede sin karriere i statsadministrationen, og blev socialdemokratisk finansminister under Hans Hedtoft 1953-60 og statsminister 1960-62.
Viggos biologiske forældre var grosserer Otto Peder Leck Fischer i København, der døde af en form for lymfekræft i 1911, kun 38 år gammel, uden at efterlade sig midler til sin enke, Marie Fischer, der pludselig stod alene med 4 børn, hvoraf den yngste, Viggo, endnu var spæd. Moderen ville derfor få meget svært ved at opfostre alle fire børn, med sin lille enkepension.
Så hun besluttede, at børnenes faster og onkel i Fredericia, Ellen og Conrad Kampmann, kunne få lov at adoptere Vigo. Også fordi de efter mange års ægteskab stadig var barnløse, selv om de ønskede sig børn. Onkelens betingelse var kun, at barnet skulle være en dreng, og at han skulle bære efternavnet Kampmann. Viggos tre søskende blev boende hos deres biologiske mor, der var flyttet fra København til Slagelse. Den ældste af dem var Otto Leck Fischer, der senere blev digter og forfatter og bl. a. har skildret farfaderens drukneulykke i serien: "Kaptajnen". De øvrige var Agnes Sophie (Søster) og Ejner Christian.
Conrad Kampmann fødtes i Horsens, Vor Frelser sogn, 10/2 1870, som søn af fuldmægtig Carl Addit Henrik Kampmann og hustru Marie Louise Richter.
Han giftede sig som 34 årig premierløjtnant 7/5 1904 i Sct. Michaelis kirke i Fredericia med pigen Ellen Cecilie Kristine Fischer, født i Trinitatis sogn Fredericia 6/1 1872, datter af da afdøde løjtnant Otto Vilhelm Fischer og hustru Petra Josefine født Leck. Da Ellens far druknede måtte moderen opgive at drive møllevirksomheden videre og flyttede med de hjemmeboende børn til en lejlighed i Oldenborggade 1B. Ellen var da lærerinde på Markholt Olesens realskole.
Conrads lillebror Ernst Wilster Kampmann, f. 5/4 1875, der var pensioneret gartner, boede 1940 sammen med ham i villa Vidtskue tillige med en husbestyrerinde.
I Fredericia Dagblad 25/1 1930 kunne man læse at:
Kaptajn af fodfolket, kompagnichef C. Kampmann er afskediget på grund af alder i nåde fra 10. februar. Kaptajn Kampmann er som bekendt inspektør for hærens sløjdskole, der har kursus her i byen.
Hans kone Ellen Kirstine Cecilie f. Fischer døde 23/5 1936 i Sanddal, 65 år gammel.
Fredericia Dagblad 23/5 1936
DØDSFALD
Kaptajn Kampmann, Sanddal, har haft den sorg at miste sin hustru Ellen Kampmann.
Fru Kampmann, der blev 64 år gl., var datter af for længst afdøde kaptajn Fischer, der ejede havnemøllen.
Hendes bortgang vil vække sorg i mange kredse, thi hun var et i sjælden grad dygtig og interesseret menneske. Størst vil savnet blive i hjemmet, som hun betød så meget for. I dette hjem opdroges en brodersøn til fru Kampmann (Viggo Kampmann). Han tog senere statsvidenskabelig eksamen og er nu ansat i statistisk departement. En anden brodersøn er den bekendte forfatter Leck Fischer, der er kendt for sin omfattende skribentvirksomhed, og som nylig fik et skuespil ”Barnet” opført på Betty Nansen teatret i København.
Alle der kom i berøring med fru Kampmann, lærte hurtig at værdsætte hendes gode egenskaber. Ikke mindst beboerne og haveejerne i det hurtigt opvoksende kvarter Sanddal forstod at sætte pris på den elskværdige og hjælpsomme kvinde.
Inden for Røde Kors var fru Kampmann meget virksom og denne hendes uegennyttige og varmhjertede virksomhed bevirkede, at hun for få år siden tildeltes organisationens fortjenstmedalje der var en overordentlig udmærkelse. Hun var også et virksomt medlem indenfor forskellige filantropiske foreninger. Hvor meget der end kaldte udadtil, havde hjemmet dog altid hendes hovedinteresse, og hun vil blive mindet som en dygtig kvinde, der elskede sin by og sit land, og som fuldt ud fyldte sin plads i livet.
Dødsannoncer
Vor kære hustru og mor
Ellen Kampmann
f. Fischer
døde stille i nat
Fredericia d. 23. maj 1936
Conrad Kampmann
Kaptajn
Lis og Viggo Kampmann
Bisættelsen foregår fra By- og Amtssygehuset mandag kl. 6½
Begravelsen finder sted fra Erritsø kirke onsdag kl. 4
|
Min kære fader
Kaptajn
Conrad Kampmann
Er afgået ved døden
Sandal den 8. august 1948
Viggo Kampmann
Begravelsen foregår fra Erritsø Kirke
torsdag den 12. ds. Kl. 15.30
|
Den 22/7 1926 købte Conrad Kampmann en 9.000 kvadratalen stor grund med strandret af H. Andreasen på Sandal (nu Sanddalhus). Prisen var 50 øre pr. kvadratalen = 4.500 kr.. Der var ikke byggepligt på grunden men allerede samme år opførte han villaen Vidtskue (Kampmannsvej 9, matr. 4b). Han havde tidligere boet til leje hos Andreasen på Sanddalhus.
17/9 1926 kunne man i Fredericia dagblad læse følgende:
Solgt ejendom i Fynsgade
Kaptajn Kampmann har solgt sin ejendom Fynsgade 49 til handelsrejsende K. C. Nielsen.
Overtagelsen sker 1. april næste år. Købesummen er ca. 28.000 kr.
Som bekendt bygger kaptajn Kampmann en villa på sin grund i Sanddal.
Villaen skal være færdig til indflytning 1. april 1927.
Conrad Kampmann døde i Sanddal 8/8 1948, 78 år gammel og begravedes ved siden af sin hustru på Erritsø kirkegård.
Han opnåede rang af i hæren af kaptajn og kompagnichef. Han var også inspektør for hærens sløjdskole, der holdt kurser for befalingsmænd og meninge i Fredericia.
Maleren Axel Haldrup boede Kampmannsvej 1, og Kampmann boede Kampmannsvej 9 (Vidtskue opført 1926). Da vejen skulle have navn, var der stor diskussion i sognerådet om, hvad vejen skulle hedde.
Valget stod valget mellem de to, og det faldt altså ud til Kampmanns fordel, muligvis på grund af adoptivsønnen der blev statsminister (Viggo Kampmann).
Huset er i 2022 blevet restaureret og både farven og navnet er forsvundet.
|