En svensk rytterafdeling på 250 mand overraskes og splittes af kurfyrst Frederik Vilhelm I af Brandenburgs hjælpetropper, hvis hovedkvarter lå i Ribe, men kort tid derefter flyttedes til Viborg. Frederiksodde blev indesluttet af Polakker og Østrigere uden at der var tale om egentlig belejring.
I marts 1659 mente den svenske generalmajor Bøtticher, der havde 3000 mand i fæstningen, ikke mere at fæstningen kunne forsvares og rømmede den på nær Bersodde skansen yderst ude, hvor der lå nogle få hundrede mand.
16 maj gik hjælpetropperne endeligt til angreb på fæstningen. Der blev gravet løbegrave helt ind til voldene, og kampene rasede hele natten. Til sidst opgav svenskerne, udskibede sig og sejlede bort. De havde dog, inden de forlod fæstningen, undermineret 4 bastioner med sprængstof, men kun en af minerne sprang uden at gøre særlig skade. Desuden havde de efterladt sig 13 fornaglede kanoner. Resten havde de taget med sig. Hjælpetropperne rykkede derpå videre for at indtage Fyn, og i midsommeren 1659 var Frederiksodde fæstning så videt vides uden soldater.
I juli 1659 kræver kurfyrst Frederik Vilhelm I , at den danske konge sender en besætning til fæstningen så den ikke igen faldt i fjendens vold. I modsat fald skulle den jævnes med jorden.
Oktober 1659 udnævnes oberst Mogens Krag så til kommandant for garnisonen.
Fæstningen og hele omegnen var da øde, udpint og forarmet.
|