Nedenstaaende Optegnelser skyldes afsk. Strandkontrollør og Telegrafbestyrer i Lohals Vilh. Rohde, født 1831, død 1914.
De er velvilligst tilstillet Aarbogens Redaktion af Postekspedient J. T. Rohde i København.

»Det var henimod Solnedgang den 7. Mai 1848, da to Kanonchalupper, hvoraf den ene. Nr. 3, kommanderet af Løjtnant Treschow, havde mig blandt sin Besætning, efter en temmelig besværlig Sejlads fra Flensborgfjorden ankrede op i den sydlige Ende af Fænø Sund. Vi traf der sammen med to andre Kanonbaade, der ligeledes var beordrede fra deres sædvanlige Station for at deltage i et paatænkt Angreb. Hvorpaa, vidste vi ikke, men vi tænkte jo nok, at det maatte gælde Fredericia, der var besat af Prøisserne.
Vinden havde lagt sig, og Sundet laa speilblankt for os. Til højre stak den skovbevoksede Hindsgavl Odde frem, til venstre laa det smukke Fænø, og i Baggrunden høinede den jydske Kyst sig. Det forekom mig den Gang, at jeg aldrig havde set noget skønnere.
Ikke længe efter vor Ankomst dampede Dampskibet Hekla ind i Sundet og gik til Ankers tæt ved os. Kanonbaadenes Førere bleve ved Signal kaldte der ombord, formodentlig til Krigsraad. Da de vendte tilbage, blev der foretaget et nøje Eftersyn af Ammunitionsbeholdningen, og denne blev yderlig forøget med en Del Granater, som bragtes os fra Fænø, hvor der vel maa have været et Depot for saadanne Sager. Mandskabet, med Undtagelse af nogle Vagter, fik nu Lov til at søge Køien, og snart laa hele Eskadren i en dyb Søvn uden at lade sig forstyrre af Vagternes Raab hvert Kvarter: »Alt vel«.
Jeg erindrer ikke, om jeg drømte noget den Nat eller om jeg i det hele skænkede den Dag i Morgen nogen Tanke. I 17 Aars Alderen har man jo et godt Sovehjærte.
Det var meget tidligt, da vi bleve purrede ud og gik i Gang med at lette. Vi roede hen under »Hekla«s Agterende og fik Slæbetov ombord. »Hekla«s Chef, Kaptain Steen Bille, stod paa Kommandobroen og kommanderede vor Ordning. I det deiligste Veir gik saa Damperen. med sine 4 Kyllinger bagefter sig op ad Lillebælt. Da vi passerede Kongebroen, stødte endnu 2 Kanonbaade til os og fik ligeledes Slæbetov. Den ene af disse Chalupper kommanderedes af en ganske ung Kadetunderofficer, Mac Dougall. Han havde et Par Dage i forvejen haft en temmelig varm Dyst med et tysk Batteri ved Snoghøj. Om han i denne Affære havde Døde eller Saarede, erindrer jeg ikke nu, men der gik senere en hel Del Ry om denne Bedrift. Mac Dougall blev endogsaa placeret i en af de mange Sange, som i hine Dage fremkom. Sangen var egentlig om Steen Bille og begyndte saaledes:

Kender I kanske den lille
Raske Kaptain Steen Bille?
Det var ham, der nylig kom
Hjem med »Galathea«, som
Havde sejlet Verden om.

I skulde bare se ham mule
Prøisserne med Krudt og Kugle.
Hvor han faar de Tyske fat,
Gi'r han dem ombord lidt Kat,
Saa kunde de dog sige, at
De havde set en dansk Fregat.

Og længere hen i Visen findes saa følgende;

Og Mac Dougall skød saavel
Hundred Prøissere ihjel!


FORAN FREDERICIA 1848

Her skylder den historiske Sandhed at oplyse, at Fiendens Tab indskrænkede sig til 1 dræbt Læge, et Par saarede og 1 demonteret Kanon. Ombord i Kanonbaaden var nok ogsaa en Kanon bleven gjort ubrugelig ved, at Slæden gik i Stykker paa Grund af, at Kanonen var bleven for stærkt ladet.
Efter denne lille Digression gaar jeg videre i min Beretning.
Vi passerede Middelfart og fik et dundrende Hurra af en Mængde Soldater, som stod paa Skibsbroen, og dreiede saa op ad Fredericia til. Imidlertid havde vi ladet vore Kanoner, 60-Pundigeren med Granat, 24
Pundigeren med Kugle, og Betieningsmandskabet stod paa deres Pladser. Som altid, naar Kanonbaadene ventede at komme i Affære, var Masterne lagte ned, saa kun Flagstang og Vimpel ragede i Veiret. Aarerne
hvilede i deres Gafler og var klare til Brug. Fienden lod under Opseilingen slet ikke høre fra sig. Forude saa vi paa Fredericia Kastel et mægtigt sort-rødt-gult Flag veie. Kluden stak os svært i Øinene, og vor Løjtnant sagde, at den skulde vi se at faa pillet ned.
Ankommen i Møllebugten slap »Hekla« os, og for Aarerne indtog vi vore forskellige Pladser i ordre de bataille. »Hekla« lagde sig i Midten med 3 Baade paa hver Side, saaledes at vi dannede en Halvcirkel. Vor Baad var den yderste paa venstre Fløj. Næppe havde vi indtaget vor Plads, før et Batteri ved Erritsø aabnede en hæftig Ild imod os. En Kugle tog vor Vimpelstage, og Splinterne saarede let et Par Mand. For mit Vedkommende fik jeg en i min skotske Hue, men det opdagede jeg først senere. Vi tog nu en passende Afstand fra Batteriet, og tilligemed vor Nabobaad besvarede vi Fiendens Ild af alle Kræfter og naaede snart at bringe ham til næsten fuldstændig Tavshed.
Imidlertid var »Hekla« og de andre Baade komne i en livlig Kamp med Kastellet. Strømmen satte os nordefter, og pludselig saa vi igennem Krudtdampen, at vi var komne ganske nær Kastellet, som overøste os med Kardætsker, der dog ombord hos os ikke gjorde anden Skade end at rive Splinter af Dækket og knække et Par Aarer. Paa den anden Baad blev Chefen, Kaptainløjtnant Middelbo, saaret i Underansigtet. Han og vor Chef blev enige om at trække sig ud af Kardætskernes Omraade. Vi gav Fienden en Salut med et Par Skraasække og roede tilbage til vi laa i Nærheden af »Hekla«, der spyede Ild som en Vulkan, medens dens Chef stod paa Hjulkassen med Kikkerten under Armen og veltilfreds gned sine Hænder. Gennem Raaberen gav han os Ordre til at rette vor Ild paa Kastellet med Brandgranater. Jeg stod netop i færd med at række» Laderen « en 60 Punds Granat, da jeg ved at kaste Blikket til Siden saa en fiendtlig Kugle hoppe henad Vandfladen mod os og forsøgte hurtig at beregne Muligheden af, at den kunde træffe mig, da Kuglen slog ind lige under mig i Vandgangen. Der hørtes et højt Skrig, og da jeg saa ned i Lasten, opdagede jeg, at den Mand, der rakte Granaterne fra Krudtmagasinet, laa og jamrede sig. Kuglen var gaaet imellem hans Laar og havde pillet en Del Kød af dem, men ikke beskadiget Knoglerne.
Paa Kuglens videre Vej havde den taget Hovedet af en Mand, der laa i sin Køje. Det var et fælt Syn; Stumper af Hovedet og Hiærnen var spredt omkring, kun Hagen med lidt Skæg var alt, hvad der var tilbage af, hvad der havde været et Ansigt. Samme Mand, en Helbefaren, havde under Opseilingen staaet rystende ved Styreapparatet, klagende over Hovedpine og bedt om Tilladelse til at lægge sig. Den fik han af Løjtnanten med den Tilføielse i spøgende Form: »Det er da vel ikke snarere Mavepine? Men gaa du nu blot ned og læg dig med Bagdelen til Overdyne; her kan du alligevel ingen Nytte gøre!« Da Kuglen gik ud i Vandgangen, havde vi nu hele to Grundskud, som Tømmermanden stoppede med Træpløkke. Kort efter saa vi en Bygning i Kastellet i fuld Brand og hørte en Explosion. Det var nok Arsenalet, der røg i Luften. Nu fik vi nok en Kugle gennem Siden.
Fra »Hekla« kom en lille Kadet i en Jolle paa Siden af os og spurgte, hvor mange Døde og Saarede vi havde, og om vi manglede Ammunition. Vi var nu temmelig forkuede efter et Par Timers Kamp, og da Bille fik Besked derom, gav han vor Baad Ordre til at trække sig ud af Ilden og gaa over under Fyen. Han skulde nok dække vor Retræte, sagde han. Vi roede da bort efter Ordre og fulgtes efterhaanden af de andre Baade. Sidst gik »Hekla« bort. Vore Saarede satte vi i Land paa Strib og seilede derefter til Middelfart Havn. Strax efter vor Bortgang begyndte Prøisserne at beskyde Strib Færgegaard, som snart stod i lys Lue. Paa Strib var der bygget Skandser, men de manglede nok Kanoner til dem. Og næppe havde vi i Middelfart landsat vore Døde, før Tyskerne kørte Kanoner op lige overfor Byen og beskød den med Brandgranater, der antændte et Par Gaarde. Den fiendtlige Ild besvaredes med et Par Skud fra »Hekla«, som derefter gik ad Kolding Fiord til. Vi paa Kanonbaadene var imidlertid gaaet op i Byen for at se paa Ildebranden og skulde netop til at hiælpe Soldaterne med at rive et Hus ned, da vi blev kaldte ombord. Kanonbaadene gik ud af Havnen og gjordes klar til at besvare Ilden, da der pludselig hørtes Kanonskud fra Kongebroskoven, hvor et Par Feltkanoner var bragt op. Efter et Par Skud trak Fienden sig tilbage.
Under hele Affæren var vort Mandskab i det allerbedste Humør. Dertil bidrog ikke mindst vor Løjtnants hele Maade at være paa. Han opmuntrede Folkene paa alle Maader, rev Vittigheder af sig, medens han i Skiorteærmer baxede med og rettede en af Kanonerne og lod sin Oppasser, en ægte Nyboders Søn, flittig skænke Dramme ud til Folkene. Vi havde vor Divisionschef, Kaptainløjtnant Krieger, ombord hos os, men vi hørte meget lidet andet fra ham, saalænge Skydningen stod paa, end at han, naar Kuglerne vandede henimod os, raabte: »Duk jer Manne!« Aaret efter led han Heltedøden ved Eckernførde.
Hvad der egentlig var Hensigten med dette Angreb paa Fredericia, har jeg aldrig faaet nogen rigtig Oplysning om. Der blev rigtignok sagt, at Bille havde til Hensigt at storme Kastellet, efter at en Storm var bleven forberedt ved en voldsom Kanonade, men at han fraveg denne Plan, fordi Overkommandoen nægtede ham den begærede Hiælp af et Par Batailloner, og at han derfor besluttede at nedskyde det tyske Flag og sprænge Arsenalet i Luften.
Vort Tab var ikke saa ringe endda: 6 Døde, 7 haardt og 10 let saarede, medens Fienden efter Sigende ikke havde mistet mere end en Mand og ikke faaet en eneste Kanon demonteret. Og hvem bragte et Trofæ hjem? Det gjorde Tyskerne, idet en af Kanonbaadenes Joller drev ind til Fredericia, hvor Tyskerne modtog den som et kærkomment Bidrag til den tyske Flaade, satte den paa en Vogn og førte den i Triumf til Berlin, hvor den maaske nu pranger i »Ruhmeshalle«.
Saavidt Vilh. Rohdes Optegnelser.

I Mikaelis Kirkebog for 1848 ved Fortegnelsen over konfirmerede Drenge skriver den daværende Sognepræst, Dr. theol. Rørdam i Marginen:
NB. Da jeg skrev Antegnelserne paa denne Folio Mandag den 8. Maj 1848, Formiddag Kl. 9, blev jeg pludselig afbrudt ved en Kanonade fra en dansk Flotille, bestaaende af eet Dampskib og 5 Kanonbaade, hvorved Byen blev beskudt, uden at man veed Hensigten dermed. Preusserne lede ingen Skade. Men adskillige Huse bleve ramponerede af Kugler og Granater, og 2de Piger saarede, den ene dødeligt. Kanonaden varede omtrent i 2 Timer. Arsenalbygningen brændte, antændt ved de sidste Skud, hvorpaa Preusserne skød Strib Færgegaard i Brand, samt et Par Steder i Middelfart. Det Hele maa have været en Misforstaaelse eller Ufornuftighed fra dansk Side.
Rørdam.
--
Redaktionen ser sig i Stand til at vedføje et hidtil utrykt Billede af den omtalte Begivenhed. Billedet er en udmærket Gengivelse af et Maleri, der ejes af Etatsraad Emil Glückstadt. Maleriet er udført af Marinemaler Niels C. M. F. Dahl (1812-1865) og de paa Maleriet værende Figurer af Niels Simonsen (1807-1885).

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286