Kampen i eckernförde

TREÅRSKRIGENS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til treårskrigen.

KAMPEN VED ECKERNFÖRDE

5. april 1849

Efter de 7 måneders våbenstilstand i treårskrigen, genoptog Danmark krigshandlingerne igen den 2 april 1849. Chefen for Østersøflåden kommandør H.G. Garde fik til opgave at skabe tumult i Eckernförde fjord for at give den danske hær, der lå på Sundeved, ro til at etablere sig i Dybbølstillingerne. Til at udføre planerne valgte Garde kommandørkaptajn på linieskibet Christian den Ottende F.A. Paludan. Linieskibet havde 84 kanoner. Desuden deltog fregatten Gefion med 48 kanoner, dampskibet Hekla med 6 kanoner og dampskibet Geiser med 6 kanoner. Sidstnævnte skulle have 6 jagter med et kompagni soldater på slæb. Linieskibet havde en forholdsvis urutineret besætning om bord og havde kun været 13 dage i søen. Vejret havde været stormfuldt med snebyger og mandskabet havde enkelte gange øvet "klart skib" og affyret løse skud med kanonerne. Den 4. april om eftermiddagen mødte det ud for fjorden fregatten Gefion og dampskibet Hekla og kl. 18 stod eskadren ind i fjorden og ankrede op ved godset Noer, hvor Geiser, slæbende på de tre jagter stødte til. På grund af stærk blæst, valgte man at blive liggende her natten over for at afvente bedre vejr. Et par blokadeskibe lagde sig i nærheden.
Eskadrens ankomst vakte naturligvis uro i Eckernförde. Under våbenvilen havde man bygget 2 batterier til forsvar af havnen. Nordbatteriet med to 84 punds granatkanoner samt to 24 punds og to 18 punds kuglekanoner. Sydbatteriet var bestykket med fire 18 punds kuglekanoner.
Tidlig om morgenen skærtorsdag den 5. april samledes skibscheferne hos Paludan. Vinden var aftaget til en svag østlig vind, og alle var enige om, at den ikke var egnet til angreb. Man aftalte at se tiden an til solopgang. Planen var at linieskibet og fregatten skulle følge fjordens nordside og give nordbatteriet en bredside når det passeredes, og derefter ankre op lidt nordvest for de 2 kystbatterier så de kunne beskydes med bredsiderne. Dampskibene skulle blive uden for nordbatteriets rækkevidde og skyde med granater mod sydbatteriet.
Da solen kom på himlen, var vejret stadig det samme, men Paludan besluttede alligevel at lette anker kl. 6. Dampskibet Geiser sejlede forrest. Da man nåede indenfor skudvidde af nordbatteriet, rettede det alt sit skyts mod linieskibet, der også blev ramt. Batteriet fik 2 bredsider fra både linieskibet og fregatten de de passerede og ved 8 tiden kastede man som aftalt anker, dog betydeligt nærmere sydbatteriet end planlagt på grund af vanskeligheder med manøvreringen i den smalle fjord. Afstanden var kun ca. 500m. Man begyndte straks at fyre fra begge bredsider og snart blev nordbatteriet sat ud af spillet og man koncentrerede sig om sydbatteriets 4 kanoner, der var oppe mod de to skibes tilsammen 60 kanoner. Østbatteriets kanoner affyredes samtidig, hvorefter dets mandskab gik i dækning når skibene afgav skud. De kunne herefter uden risiko genlade kanonerne. Batteriet rettede nu alle kanoner mod fregatten, der omkring 8.30 tiden blev svajet om af vinden så den fik agterstavnen mod batteriet. Den værst tænkelige situation, fordi der nu kunne skydes på langs af skibet. Man tilkaldte dampskibet Geiser, da fregatten ikke kunne komme ud af klemmen ved egen kraft. Det lykkedes også at få en trosse om bord, men det lykkedes ikke at få fregatten bragt helt på plads. Efter to timers kamp skød kystbatteriet stadig med fuld kraft og Paludan begyndte at tvivle på, at aktionen kunne gennemføres. Omkring kl. 10 besluttede han at afbryde kampen og signalerede til dampskibet Hekla om at trække linieskibet væk. På vej mod linieskibet blev Hekla ramt af to skud i rorstammen så foretagendet måtte opgives. Man forsøgte derpå at varpe begge skibe ud. (Trække skibene ud ved hjælp af ankre lagt ud med småbåde). Vinden var imidlertid tiltaget, så den metode kunne heller ikke benyttes. Fregatten blev stadig kraftig beskudt og måtte opgive videre kamp og Geiser tilkaldtes for at slæbe den væk. Men uheldet var ude og dampskibet ramtes af en kugle i maskinen og havde nok i at klare sig selv udenfor skudvidde. Fregatten forsøgte derpå atter at varpe sig ud, men fik ved manøvren igen agterspejlet vendt mod batteriet. Paludan forsøgte da en list. Han hejste parlementærflaget og sendte en officer i land med et ultimatum. Officeren skulle foreslå, at batteriet indstillede skydningen og lod skibene få fri passage ud af fjorden. I modsat fald ville han skyde Eckernförde by i brand. Da parlementæren gik i land stoppede batteriet skydningen. Hekla havde i mellemtiden fået ordnet roret og fik ordre til først at slæbe fregatten og derefter linieskibet ud af fjorden. Da Hekla nærmede sig nordbatteriet under parlementærflag, blev det beskudt derfra og kaptajnen turde ikke fortsætte. Han mente heller ikke at det kunne lykkes at bugsere skibene ud, da vinden var tiltaget til østlig kuling, og vendte om. Fregatten måtte derpå opgive at varpe skibet ud fordi de små både hele tiden fyldtes med vand og mandskabet var udmattede. Linieskibet, havde hele tiden holdt sin plads, og skulle være i stand til selv at krydse ud. Kl. 4.30 kom parlementæren tilbage med den besked, at man ikke havde i sinde at indstille skydningen, og straks efter blev beskydningen af fregatten, der stadig lå med agterspejlet mod batteriet, genoptaget. Kaptajn Meyer signalerede da til Paludan, at han måtte stryge flaget, hvilket han så gjorde dog uden at batteriet indstillede skydningen. Først da man sendte et fartøj i land for at meddele overgivelsen, vendtes ilden mod linieskibet, som nu fik travlt med at bringe sig i sikkerhed. Det store anker blev lettet og man begyndte at hale ind i varpankrene. Mærssejlet kunne ikke hejses, men for fok, klyver, og mesan forsøgte man at gå over stævn og få vind i sejlene kun 200m. fra land. Forsøget mislykkedes og skibet gled tilbage som en vingeskudt fugl med den nedskudte rigning piskende i vinden. Stormærssejlet kastede sig omkring i vinden og skibet huggede mod grunden med agterstavnen vendt mod sydbatteriet. Der var udbrudt brand flere steder. Kampen var tabt og Paludan måtte stryge flaget kl. 18 under fjendens høje jubelråb. Kort efter kom underofficer Preusser om bord og befalede, at chefen og mandskabet skulle føres i land, og at man skulle ophøre med at kaste ammunition over bord. Paludan overdrog derpå kommandoen til sin næstkommanderede og roede i land for at overgive skibet. Medens man var i gang med at bringe mandskabet i land, slog pludselig flammer ud fra forlugerne og kanonportene. Kanonerne affyrede sig selv og ilden nåede krudtmagasinet og med et mægtigt brag sprang skibet i luften, så sprængstykkerne haglede ned over folk på land. Linieskibet mistede ialt 101 underofficerer og menige. Tilfangetaget blev en såret officer og 49 sårede menige samt de 2 skibschefer, 8 officerer og 888 underofficerer og menige. Fjendens tab var kun på 1officer og 49 menige døde og 18 sårede. Desuden ødelagdes 3 kanoner. Episoden medførte at krigsministeren fjernede både Krogh og Læssøe fra hærens overkommando, som gjordes ansvarlige for ulykken. I stedet indsattes Bülow og Flensborg.