|
Sjettejulidagen blev fra nu af i Fredericia den store mindedag, hvor de ca. 500 faldnes minde hædredes i taknemlighed over den store sejr.
Dagen fik i 1853 et særligt udtryk ídet der denne dag afsløredes et monument af professor H. V. Bissen, en 10.000 kg svær granitsten, 3 alen. høj, 2 alen bred og 2 alen tyk, forestillende i basrelief to landsoldater, der nedlægger en falden våbenbroder i graven. Monumentet opstilledes på den ca. 82 alen. lange og 23 alen brede kæmpegrav på trinitatis kirkegård på gravens 2 1/2 alen høje stensætning, som bygningsinspektør, den senere professor M. G. B. Bindesbøll havde givet tegnet. Højtideligheden overværedes af en talrig skare, hvoriblandt sejrherren fra Fredericia, generalløjtnant Bülow med stabschef og adjutant samt flere officerer fra Flensborg. Den begyndte i Michaelis Kirke, hvor provst Boisen talte, herefter sang man "Dejlig er heltedød" hvor første vers lyder:
|
Mel.: Julen har Englelyd.
Dejlig er Heltedød,
Salig sød,
Naar Livet ofres Æren
I Herren!
Naar Fædrelandet kalder
Til Hjælp i Nød sin Søn
Og vinker de!!, som falder,
Med Kærlighedens Løn;
Held den, som da af Hjertet,
I hvad det end har smertet,
Med rent, uplettet Skjold
Gav sig Gud i Vold.
|
man sluttede med at synge den smukke Sang »Kommer lad os vandre nu, ud til heltegraven«
Mel.: Kommer hid I Piger smaa.
Kommer lad os vandre nu
Ud til Heltegraven.
Vemod følger os i Hu
Gennem Dødninghaven;
Thi saamangen Ungersvend
Lagdes her til Hvile hen,
Til den sidste Hvile.
|
På kirkepladsen ordnede derpå marskaller processionen, der med Fredericia og Horsens sangforeninger med faner og emblemer i spidsen fulgt af 3. brigades musikkorps, 12. og 13. bataillon med floromvundne faner, officererne med flor om armen, og sluttende med et talrigt følge af militær og civile, nu satte sig i bevægelse mod krigergraven. Her spillede 3. brigades musikkorps »Bøn for Danmark« (Kongernes Konge), hvorpå monumentet afsløredes under salut af 27 kanonskud fra voldene. Efter en gribende sang af Carl Ploug, hvis første vers lyder således:
|
Mel.:Paaskeklokken kimed mildt.
Sjette julis sejerssol,
højt på himlen står,
og med den forynger
sig mindet år for år,
hviler sødt i jer grav,
gode danske mænd!
Danmarks ære vokser
som en blomst af den.
|
Herpå holdt Pastor Kallenbach indvielsestalen, der efterfulgtes af en sang, ligeledes af Carl Ploug, hvoraf første vers lyder:
|
Kan også synges på Mel.: Danmark, dejligst Vang og Vænge.
Danmark, dine kæmpegrave
er en sjælden skat.
Bedst af alt, hvad i din have
gud har gavnmild sat;
Havde du ej gyldne agre,
grønne skove, møer fagre,
løfted dog din søn sit øje
stolt fra bautahøje.
|
Højtideligheden endte med 27 kanonskud og 3 bataillonssalver. Om eftermiddagen begyndte en smuk folkefest i Fuglsang skov, således som den så ofte senere er fejret her med dyrehavsbakkeliv, musik, sang og dans, flere tusinde kulørte lamper, stort fyrværkeri kl. 22, liv og munterhed overalt, der varede ved til langt hen på morgenstunden.
Samme år blev udbetalt bytte-penge for fredericiaslaget til garnisonen med 4 rd. 61 sk. til officerer og 21 sk. til hver underofficer og menig.
Den mægtige jordhøj blev herefter beplantet med bøgetræer. Da disse henimod 2. verdenskrig var blevet for store, fældedes de og erstattedes af nye. Endnu er bøgegrenene, som de først indkomne soldater fra slagmarken viste sig med som sejrstegn, da de kom ind ad Prinsens Port, kæmpegravens mindetegn.
Carl Plougs sange ved afsløringshøjtideligheden.
AFSLØRINGEN AF "LANDSOLDATEN 1858".
Den næste store sjettejulidag, der fejredes, var i 1858, da Bissens »Den tapre Landsoldat« afsløredes på pladsen ved Prinsens Port til minde for kommende tider om de begivenheder, der dannede glanspunkterne i treårskrigen. Jublen over sejren fandt sit udtryk i dette mesterværk, hvor den menige danske soldat med bøgegrenen som sejrspalme og i den jævne uniform, af ægte plastisk karakter, er fremstillet med mandig kraft og styrke.
En betydelig menneskemængde var kommet til fredericia fra nabobyerne, omegnen og langvejs fra, som fra København og hertugdømmerne. indbudt var kommunalbestyrelserne fra Middelfart, Vejle og Kolding. Sogneforstanderskaberne fra nabosognene Ullerup, Vejlby og Erritsø, samt for byens vedkommende generalløjtnant Moltke. 12. bataillon havde som sædvanlig sjettejulidag været opstillet til parade og skulle nu deltage i processionen.
Kl. 10 samledes deltagerne på rådhuspladsen (Bülows plads) sammen med et broget mylder af de forskellige våbenarters, borgervæbningens, laugenes og korporationernes faner og flag. En halv time efter satte processionen sig i bevægelse i følgende orden:
3. brigades musikkorps, borgervæbningen, 10. bataillons musikkorps (10. bataillon var dette år forlagt til Fredericia i stedet for 13. bataillon, der fik garnison i København), de militære detachementer, søfolkenes med deres flag, sangforeningen, 12. bataillons musikkorps, monumentkomiteen, generalløjtnant Moltke, kommandanten og de militære embedsmænd, Fredericia kommunalbestyrelse, de fremmede kommunalbestyrelser og sogneforstanderskaber, gejstlige og verdslige embedsmænd, Det borgerlige Skydeselskab og andre korporationer, som sluttede sig til processionen, samt laugene med deres faner og emblemer.
Ved den med blomsterguirlander og kranse smykkede kæmpegrav på Trinitatis kirkegård talte pastor Pontoppidan, efter at C. Plougs sang, »Danmark, dine kæmpegrave« var sunget. derefter drog processionen ad Danmarksgade til pladsen ved Prinsens Port, hvor der sluttedes kreds om »Landsoldaten«, og en sang af C. Ploug blev sunget, hvis sidste vers lyder:
|
Mel.: De var vel syv og syvsindstyve.
Men folket, for hvem han stred og blødte,
det skænker ham nu hans løn;
Det rejser som sejrsmonument
et billed af sin søn.
Det melder over strand,
det sjunger over land
hans hæder og ære
|
Nu udtalte amtmand Lehmann fra en forhøjning ved siden af statuen bl. a. følgende: »Meget stod på spil, og meget blev vundet! Undergangens stund syntes at være kommen for dette ældgamle rige, da fjendens overlegne hærskarer oversvømmede dets grænser. Men Danmark blev reddet - reddet ved den treårige krig, hvori Fredericia-Slaget betegner det lykkelige vendepunkt. Det begejstrede mod, hvormed dette lille folk optog den ulige kamp, den udholdende kraft, hvormed det førte den, har været vor frelse og vor oprejsning. Den har givet os troen på os selv; den har beseglet fostbroderskabet med vore nordiske brødre. Den har vundet os Europas agtelse og den fornyede anerkendelse af en ret til en selvstændig plads i staternes store familie.
Det er umuligt at gøre sig fortrolig med vore enevoldskongers historie uden at gribes af den smertelige fornemmelse, at i grunden var det tysken, som rådede i Danmark. Stærkest fremtræder det i Slesvig, som jo også denne gang var kampens varmeste genstand. Jeg behøver ikke at minde om, hvad vi jo alle har oplevet, hvorledes i en del af Danmarks rige og under en dansk regering, dansk folkelighed og dansk sprog blev forhånet, forfulgt og forkuet, som var det en med våbenmagt fravristet provins.
Og nu! Det er naturligt at det ikke kan falde tyskerne let at opgive, hvad de betragter som et himlens kald, og navnlig er det en selvfølge, at i Slesvig sporene af århundreders uret ikke kan udslettes ved et trylleslag... Nu råder dansken i Danmark. ... Ved Ejderen ophører al tysklands ret.
... I sandhed. vi har ikke kæmpet forgæves, men har god grund til at glæde os over vor sejr og dens frugter. Derfor var der glæde i alle danske hjerter, da budskabet lød om Fredericia-sejren. Det var i hine uforglemmelige dage, det ønske opstod ved et værdigt mindesmærke at bevare erindringen om folkets glæde og folkets tak. Livet får først sin betydning ved, at der lever ihukommelse blandt mennesker, og kunsten har ingen værdigere opgave, end at række eftermælets palme til dem, som har gjort sig fortjent af deres folk, og at tale til folket om fædrenes bedrift.
... Hvad der vil møde øjet, når nu dette slør falder, er et jævnt og simpelt billede af livet - jævnt som det danske folks væsen og tankegang, og så simpelt, at enhver, som ser det, kan forstå det, og enhver, som var med og gjorde sin pligt, kan tilegne sig sin andel deri, men i al sin simpelhed dog fuld alvor, adel og begejstring. Det forestiller »den tapre landsoldat«.«
I dette øjeblik afsløredes statuen, og den modtoges af den forsamlede mængde med jublende hurraråb, ledsaget af musikkorpsenes fanfarer og 27 kanonskud fra den nærmeste bastion.
Derpå overgav Lehmann i givernes navn det lysende sejersmonument til staden fredericia, som han bad frede om det som om en skytspatron. Herpå takkede borgmester Mourier.
Lehmann henvendte sig dernæst til de tilstedeværende militære således:
»Også Fredericia garnison vil jeg bede om på hele den danske hærs vegne deri at modtage et højttalende, et uforgængeligt vidnesbyrd om det danske folks taknemlighed for dens herlige bedrifter i denne minderige krig. Jeg vil bede den holde denne sin kammerat i hævd og ære, for at han for de hurtigt vekslende slægter, som værnepligten år for år vil samle her omkring hans fod, kan forkynde den store lov, at troskab mod konge og fædreland, troskab mod fane og ed bringer sejr og hæder«.
Da kommandanten, general Ræder var syg, takkede i dennes sted oberst Steenstrup.
Endelig henvendte Lehmann sig til den forsamlede mængde: »Men vi alle, som her er til stede, vil i hele det danske folks navn aflægge det løfte, hvortil netop disse dages trængsler indeholder den stærkeste opfordring, at når Danmark vor dejlige, vor elskede moder, atter trænger til dine sønner, da skal hun atter finde dem så villige, så modige, så trofaste, som hin sjette julidag. Og så ofte danske mænd derefter samles om denne støtte, skulle de forny det hellige løfte, at hvad med ære blev vundet, skal med ære hævdes.«
Den 10-15.000 mand store forsamling udbrød her i jublende, langvarige hurraråb, hvorefter der blev sunget en sang af C. Ploug, hvis 1. vers lyder:
Mel: Dengang jeg drog afsted
Se - her skal han nu stå,
mens tiderne forgå,
sålænge danske hjerter
for danmarks ære slå;
Just som han stod og gik,
I al sin dragt og skik,
med alvor i sin mine
og med glæde i sit blik.
Så mandig i sit legem,
så barnlig i sin sjæl,
med løvet over hoved
og byttet under hæl.
En sejrherre stolt,
den tapre landsoldat
hurra, hurra, hurra!
|
Til sidst udbragte Lehmann et leve for kongen under fanfare og kanonskud med rungende, langvarige hurraråb.
Efter »Landsoldaten«s afsløring samledes en halv time senere ca. 400 af deltagerne i det store ridehus, der var smukt løvbeklædt og med smagfulde guirlander og kranse, og hvor der på 5 borde var arrangeret frokost. Til stede var her 1 underofficer, 1 underkorporal og 1 menig fra 10. og 12. bataillons kompagnier, og fra artilleriet og ingeniørerne i staden. Amtmand Lehmann talte her for armeen, og bl. andre talere var Oberst Lemmich for monumentkomiteen.
Om aftenen samledes man til dans og lystighed i Fuglsang skov. Professor Bissen rejste om aftenen til Vejle. Da han næste morgen passerede forbi med dampskib til Korsør, var en stor mængde mennesker kommet til stede og hilste ham med rungende hurraer. 10. og 12. bataillons musikkorps var beordret at møde, men ordren kontramenderedes på grund af heftigt regnskyl.
Fredericia havde fået sin Landsoldat, sin enestående seværdighed. Fra nu af var navnet Fredericia og Landsoldaten uadskilleligt knyttet sammen.
Carl Plougs sange ved afsløringen
|