FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

KARL GUSTAV KRIGEN
(SVENSKEKRIGEN)

Krigen1657-60 mellem Danmark-Norge og Sverige.
Ved Brömsebro-freden 1645 efter Chr. IV's nederlag i Thorstensonkrigen, havde Danmark og Norge lidt smertelige tab af land, og revanchelysten var stærk. Da Karl X Gustaf gennem sit felttog i Polen tilsyneladende havde pådraget sig det halve Europas fjendskab, blev den danske krigslyst vakt, skønt landet var utilstrækkelig forberedt diplomatisk, finansielt og militært. Frederik III. erklærede krig 1. juni 1657. Det var yderst kærkomment for Karl Gustaf, der længe havde syslet med angrebsplaner mod Danmark og nu med ære kunne forlade Polen for "att tala uti Herrans namn med bror lilla". Han gik i ilmarch til Jylland med 6.000 ryttere og 2.500 fodfolk, nedkæmpede den tapre, men spredte modstand og stormede til sidst forsvarets hovedstilling, den nye og ufærdige fæstning Frederiksodde, nu Fredericia. Trods besættelsen af Jylland så det lyst ud for Danmark ved slutningen af 1657. Kong Frederik havde sejret i Holland, og Henrik Bjelke havde fordrevet den svenske flåde fra havet. Dermed skulle Øst og mellem - Danmark kunne holde ud, til Polen, Brandenburg og kejseren kom til hjælp. I Norge generobrede Henrik Bjelkes broder Jørgen de landsdele, der var afstået 1645. Karl Gustafs eneste allierede var den forræderiske hertug af Gottorp. Da fik han én til. En usædvanlig hård vinter, som islagde de danske farvande og muliggjorde en enestående dristig og dygtig bedrift. På 14 dage, 30. januar-13. februar 1658, marcherede svenskerne fra Kolding til Køge over Hejls - Brandsø - Tybrind - Svendborg - Tåsinge - Langeland - Lolland - Falster - Vordingborg. Overalt hvor de kom frem, gik der panik i danskerne, og skønt Frederik III havde tilstrækkelige styrker ved København, tabte også han helt modet og bad om fred, allerede da Karl Gustaf stod på Fyn. Forhandlingerne førtes under svenskernes stadige fremmarch. Corfitz Ulfeldt var en af Sveriges forhandlere og fik personlige fordele indføjet i den fredstraktat, der blev undertegnet i Roskilde 26. februar 1658. Ved den blev Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm afstået samt af Norge Bohus len og Trondheim len, hvorved Nordnorge blev afskåret. Hertugen af Gottorp blev løst fra den danske overhøjhed, og endelig fik Karl Gustaf visse militære indrømmelser. De svenske krav havde endda oprindelig været langt større. Måske fortrød Karl Gustaf snart, at han havde slækket på dem; i hvert fald opstod der tvivl om fortolkningen af traktaten, og skønt Danmark gav efter, besluttede svenskekongen at gøre ende på snakken ved at tage hele landet. Han lod som om hæren skulle afgå til krigsskuepladsen i Tyskland, men 7. august 1658 udskibede den sig i Korsør og rykkede på ny mod København. Da indtraf der et forbløffende omslag i folkestemningen, og Frederik III fandt styrke i Jobs Bog og udtalte de berømte ord: "Jeg vil dø i min rede". Hovedstadens borgere under ledelse af Hans Nansen meldte sig til forsvaret. I de besatte områder opstod en modstandsbevægelse, bestående af bl.a. gjøngerne og de andre snaphaner, Kronborggruppen under Steenwinkel og Gerner og Malmö-gruppen under Bartholomæus Mikkelsen. De sydlige øer ydede hårdnakket modstand mod ny svensk besættelse, og bornholmerne under Anker og Kofoed befriede selv deres ø og forærede den til kong Frederik. Nordmændene under Jørgen Bjelke generobrede Trondheim len. Samtidig kom hjælpen udefra omsider. Jylland havde dog liden glæde af at blive "befriet" af 30.000 sultne, røveriske og sygdomsbefængte polakker, brandenburgere og østrigere. Langt mere velkomne allierede var nederlænderne, som under admiral Jacob van Obdam sejrede i søslaget i Øresund 29. oktober 1658 og førte forsyninger og tropper frem til den belejrede hovedstad. Derefter måtte Karl Gustaf trække sig lidt tilbage og opgive et påbegyndt bombardement. Men natten 10.-11. februar 1659 vovede han en storm, som brød sammen med blodige tab på 580 døde og 900 sårede. Forsvarerne mistede en snes mand. Derefter fulgte småkrig på øerne. Først 14. november kom det til et stort slag, da en svensk hær blev udslettet ved Nyborg af feltmarskallerne Eberstein og Schack med flådestøtte fra Micheel de Ruyter. 1660 forsøgte svenskerne at erobre Norge, men blev stoppet af Jørgen Bjelke og Tønne Huitfeldt. 13. februar døde Karl Gustaf, hvorpå begge parter var modne til en ny fredsslutning. Denne blev en skuffelse for Danmark-Norge. England og Frankrig havde interesse i et stærkt Sverige som modvægt mod Habsburgerne, og Nederlandene så gerne, at Danmark-Norge blev berøvet Øresunds østbred. De tre magter havde under krigen sluttet nogle aftaler, Haager-koncerterne, og dikterede nu freden i København 27. maj 1660, der lod Sverige beholde alle Roskilde-fredens gevinster undtagen Trondheim len og Bornholm. Under krigene havde folket med ringe grund givet adelen skylden for de ulykker, der ramte landet. Kongens personlige stilling var blevet styrket, og Københavns borgere havde udnyttet situationen til at gøre indhug i adelens privilegier. Dermed banede Karl Gustaf-krigene vejen for enevælden.

Fredericia under den anden Carl Gustavkrig