Den 7. april 1849 stod general Ryes korps i kantonnement nord for Kolding å, med forposter langs åen og Nebel å. Åen dannede den gang grænse til hertugdømmerne. Ry havde ordre til at skåne Kolding by over for hård modstand og dermed bombardement. En rekognocering den 19. april viste, at general Bonins avantgardetropper stod i en linie fra Rebæk ved Kolding Fjord, nord om Dalby og Vonsild til Fovslet. Denne linie svarede til grænsen mellem Nørrejylland og hertugdømmet Slesvig. Ry ventede et snarligt angreb og trak vore forposter tilbage til en linie tæt syd for byen. Den 20. april kl. 5 om morgenen gav Bonin oberst Zastrow, der var kommandøren for insurgenternes avantgarde, ordre til at kaste vore forposter tilbage. Forposterne bestod kun af to kompagnier af 1. jægerkorps. Kompagniet G.W.Caroc og 4 espingoler under premierløjtnant L.C.C.M. Schow af espingolbatteriet Meincke i byen. Det halve kompagni var skudt frem i en bue syd for broen ved Søndergade. Det andet halvkompagni bevogtede broen og nordsiden af Kolding å med espingolerne fordelt i huse øst for broen. Kl. 6.30 rykkede fjenden frem i tre kolonner. Kaptajn Caroc trak da sin frmskudte styrke over på nordsiden af åen. De jydske jægere og espingolerne kæmpede ufortrødent. Man kunne ikke vente undsætning og fjendens styrker forstærkedes uafbrudt så man nu havde 2½ bataljon i kamp. Da ammunitionen begyndte at slippe op, gav Caroc ordre til espingolerne om at trække sig tilbage, herunder blev premierløjtnant Schow hårdt såret. Dernæst beordrede Caroc venstre fløj tilbage og til sidst højre fløj. Ved den træfning var der 30 døde og sårede og 17 var taget til fange. Fjendens tab var omtrent de samme.
Da Bonin dermed havde overskredet grænsen til Nørrejylland, besluttede Bülow at sætte hele sin styrke ind på at kaste slesvig-holstenerne tilbage over grænsen. Den 23. april om morgenen kl. 6 stod Ryes brigade opstillet nord for Harte Kirke med ordre til at rykke frem gennem Ekkodalen og overskride åen ved Ejstrup og engagere fjenden her. Brigaden Molkte rykkede kl. 7.30 frem fra Bramdrup mod Kolding og samtidig rykkede Schleppelgrels brigade fremrykningen ad Fredericiavej over Nørre Bjert mod Kolding. Forrest kom sekundløjtnant Ludvig Carstenskiold med halvdelen af 2. eskadron garderhusarer efterfulgt af af 3. jægerkorps med 2 kanoner.
Fjenden havde forskanset sig nord for grænsen med det sidste engdrag foran sig. Ved Fredericia Landevej på bakken ved skovmøllen afventede Schleppegrell og Bülow med deres stabe, at 5. bataillon foretog en omgående bevægelse gennem Dyrehavegårds skov mod den fjentlige venstre fløj, mens jægerne fra 3. jægerkorps langsomt rykkede frem til engen mod fjendens forskansninger som de to kanoner derpå åbnede ild imod. Løjtnant Castenskiold havde fået ordre til med garderhusarene at foretage et angreb ad Fredericia Landevej mod skandsen yderst til højre og når den var nået svinge til højre om ryggen på de fjendtlige jægere og hugge ned på dem.
Samtidig med at 5. bataljon nærmede sig rykkede garderhusarene roligt frem, afventende at bataljonen kom på plads. Ved skovmøllebakken råbtes han an og fik besked på at angribe øjeblikkeligt. Garderhusarerne jog derpå frem mod skansen og overraskelsen fik fjenden til at standse ilden et øjeblik. Lige før de nåede frem affyredes en salve fra skansen lige mod dem så de forreste ryttere og heste væltede døde og sårede rundt mellem hinanden og spærrede vejen fra de bagvedkommende som også fik en dræbende skudsalve. De der havde tabt magten over hestene for videre ind i Kolding, hvor de blev taget til fange. Kun tre slap uskadt fra episoden. Løjtnanten var en af disse. Han slap med et skud gennem chakoten lige over hovedet og hesten blev skudt under ham. Koldblodigt rejste han sig, tømte saddeltaskerne og gik tilbage gennem kugleregnen langs strandgrøften. Det dristige og tapre angreb som kostede 10 døde og 19 sårede aftvang fjenden respekt. Vagtmester Axel Grupp, korporal Sandbye og seks af garderhusarerne begravedes på Taulov kirkegård. Løjtnant Castenskiold forfremmedes til premierløjtnant og blev slået til ridder af dannebrog. General Bonin sendta ham hans 2 pistoler som han havde mistet ved episoden.
Major Schindels 5. bataillon var imidlertid kommet frem til fjendens venstre flanke og samtidigt stormede 3. jægerkorps frem over engen mod forskansningerne. Dette fik insurgenterne til hastigt at retirere til Kolding efterfulgt af Schindel med 3 af sine kompagnier. Under gadekampe i Helligkorsgade faldt han ramt af to kugler i brystet og blev begravet på Kolding gl. kirkegård.
Bonin satte derpå 3 tolvpunds svære batterier til at beskyde byen fra højderne ved Bellevue. Da vort artilleri var underlegent og brandgranater begyndte at hærge byen, samtidig med at Rye meldte om for stærk modstand ved Ejstrup, besluttede Bülow ved 12.45 tiden at afbryde kampen og trække de danske styrker tilbage, og fjenden besatte igen Kolding by. De danske tab var store. 8 officerer, 7 underofficerer og 136 menige mistede livet. 20 officerer, 17 underofficerer og337 menige blev såret og 1 officer, 3 underofficerer og 127 menige blev taget til fange. Fjenden mistede 16 officerer og 390 underofficerer og menige. De fleste af de døde danskere begravedes på Kolding kirkegård.
Fra Erritsø faldt ungkarlen Christen Ivarsen Lassen, hvis gravmæle, et sortmalet støbejernkors, stadig kan ses på Erritsø kirkegård.
|
Fra oberst Münnichs dagbog - Udgivet af Otto Vaupel
Den 16. april 1849 gik korpset til Høruphav. Her indskibedes det på dampskibet "Slesvig" og overførtes til Faaborg. Derpå marcherede det gennem Fyn til Jylland.
Den 22. april færgedes det over Lillebælt og marcherede fra Snoghøj til Gudsø, hvor det 4. kompagni kom på forpost mellem landevejen og Kolding og Gudsø bugt og 2. kompagni nord for vejen, medens 1. og 3. kompagni stod i reserve bag Nebelå.
I denne stilling forblev korpset til om aftenen, da det afløstes af 2. bataillon, og drog i kantonnement i Børup og Taarup med alarmplads, hvor Fredericia-Koldingvejen munder ud i Snoghøj-Koldingvejen (Det skarpe hjørne). Brigadekvarteret var i Krybily.
Kl. 3½ morgen stod korpset opmarcheret på sin alarmplads. Kl. 4½ var brigaden samlet ved Krybily. Denne var nu sammensat af 3. og 5. linjebataljon, 3. jægerkorps, 1. og 2. forstærkningsbataljon, batterierne Jessen og Marcussen, 2 husareskadroner og en ingeniørafdeling under løjtnant Højer.
Brigaden brød op fra Krybily kl. 5 formiddag og gjorde holdt ved skoven mellem Eltang og Nørre Bjert for at indhente nyheder fra Molktes og Ryes brigader, der skulle angribe den ved Kolding stående fjende i midten og venstre fløj, hvorefter Schleppegrells brigade skulle angribe ham på højre side.
Da der kom melding, at de havde begyndt angrebet, rykkede Schleppegrell frem. 3. jægerkorps, der dannede hans fortrop, kastede oprørernes forpost ud af deres stilling mellem Hvidsminde og Dyrehavegaard. Ved Hvidsminde fik 4. kompagni befaling til at dække 2 kanoner, der førtes af Raasløff. De tre andre kompagnier kastede fjendens forposter ind i skanserne øst for Kolding. Vore to kanoner kørte frem ved bakken østen for Skovmøllen, hvor de tog stilling. Deres bedækning lagdes foran dem langs skrænten af bakken. Efter nogle minutters kanonade fik 3. jægerkorps befaling at gå over en foran det værende eng, og storme de øst for Kolding liggende skanser. Samtidig erholdt en husareskadron befaling til at gøre angreb ad chausseen (landevejen) forbi en nord for samme værende skanse og derpå svinge ind i samme. Det var en meget vanskelig opgave for korpset at gøre angreb tværs over engen, især når det skulle ske med den orden, som er en ufravigelig betingelse for et angrebs gode udfald.
Dog lykkedes det efter en stor blodsudgydelse men kun ved 5. bataljons kraftige indgriben, og ilsomt forlod fjenden sine skanser.
Men hvis brigadens 16 kanoner først havde virket samlet mod det nøjagtig bestemte angrebspunkt, og korpset derefter havde stormet skansen, og så rytteriet havde galopperet forbi jægerkorpset for at slå alt ned hvad kunne nås, ville det næppe have krævet så mange ofre. De mange husarer og soldater af 5. bataljon.
Først efter at kavaleriangrebet var afslået, kørte 6 kanoner op og beskød skanserne, medens 5. bataljon gik frem mod dem.
Efter at skanserne var tagne, stormede de to ovennævnte bataljoner frem imod Koldings østre indgang. Undervejs blev de beskudt af de sønden for Kolding stående fjendtlige 12pundige kugle- og 24 pundige granatbatterier.
Uagtet denne heftige ild trængte vore bataljoner frem forbi slotsmøllen, brød igennem toldbarrieren nedenfor slottet og tog mange insurgenter til fange.
Jægerkorpsets tre første kompagnier besatte den østre udkant af byen. 4. kompagni besatte toldbarrieren og slotsmøllen efter major Cochs befaling. Kompagniet stod opmarcheret i kolonne på dæmningen og den side eng. Det varede ikke længe, så fik det fjendtlige artilleri, som en kort tid havde ophørt med sin ild, sigte på kolonnen og stykkerne susede den om ørene. I en hast formerede kolonnen roder oglagde sig i denne formation på dæmningens nordre dossering ved slotssøen. Her lå kompagniet godt dækket en halv alen under vejens overflade. Ikke én mand blev såret. Granaterne faldt enten tæt ved søen eller ned på vejen og richocerede over mandskabet.
Medens kompagniet lå der, kom Münnichs fordums regimentkammerat, den uforsagte, ridderlige general Schleppegrell, ridende i skridt over dæmningen, som om der ikke var mindste fare ved dette ridt, ret som det kunne være et spadsereridt.
Granatstykkerne hvinede om ham, men det ænsede han ikke. Münnich sprang op for at hilse på ham, og idet generalen gengældte hilsenen, sagde han ganske roligt: "Det lader til at De har det varmt her". "Ja, tilvisse, hr. general", og han red roligt ind i Kolding, stedse i skridt.
Der kom befaling til kompagniet, at det skulle besætte den søndre indgang til Kolding ved Sønderbro. Øjeblikkelig blev kompagniet igen ordnet i kolonner, og rask gik det nu ned ad klostergaden. Havde beskydningen ikke været heftig nok, så blev den det nu. Rundt om folkene bragede granaterne. Kuglerne slog igennem murene, medens tag- og mursten raslede om kolonnen, men gennem gaderne måtte den og i strakt løb nåede den den søndre ende af Klostergaden, hvor den pustede ud bag et stort hus. Her ordnedes mandskabet påny, og gennem Helligkors- og Søndergade marcherede det til Sønderbro.
1. deling besatte hjørnehuset (Købmand Møllers gård) og 2. deling den ved hjørnehuset værende tømmerplads. Det vest for broen værende farveri (Utzons Farvergaard) kunne ikke besættes, da det stod i lys lue.
Broen barrikaderedes, men fjendens artilleri splittede barrikaden. Fjendtlige delinger nærmede sig broen, men de blev ved en velrettet ild, tvunget til at søge dækning i husene sønden for broen, hvorfra de vedligeholdt kampen med kompagniets riffelskytter.
Under denne skydning indtraf en ganske pudsig hændelse. En af tapriffelskytterne, nr. 43 Bladstrupmark, stod just ved siden af kaptajnen bag hjørnehuset ved broen og tog sigte på en ridende fjendtlig officer. Da strejfede en kanonkugle muren og en murbrok slår ham geværet af hånden i brostenene, hvor piben krummes. Koldblodig tager han det op igen, ser på det, vender sig til kaptajnen og siger: "Det gevær kan jeg ikke mere bruge".
"Det ser jeg min gut, du skal få et andet" og hurtigt blev han forsynet med en såret mands tapriffel. Fjenden havde bemærket at huset var besat med riffelskytter. Nogle kanoner rettede deres ild mod det, og snart blev murene så gennemhullede, at de truede med at styrte sammen. Major Koch befalede derfor at huset skulle rømmes, og folkene tage plads bag barrikaderne. Kort efter kom der under denne levende skydning befaling til kompagniet, at det skulle trække sig tilbage til torvet gennem købmand Borchs gård.
Løjtnant Freiesleben blev efterladt med en halv deling, for at opholde fjenden, der trængte stærkt på, og det lykkedes ham at standse fjenden i nogen tid, medens adgangen spærredes af ingeniørerne, hvornæst han atter forenede sig med kompagniet.
Han faldt som adjudant ved 4. forstærkningsbataljon i slaget ved Isted.
Da kompagniet var kommen ind på torvet, lukkedes den ved rådhuset værende barriere, og kompagniet stilledes i kolonne til understøttelse for 6. reservebataljon, der var indviklet i en heftig gadekamp med fjenden.
Fra torvet trak kompagniet sig op til staldgården. Ankommen her fortalte en infanteriofficer (Baland), som førte et kompagni, at vi vist var afskårne, da han havde hørt stærk skydning bag vor ryg. Major Coch besluttede derfor at forlade staldgården. Det ene halvkompagni under Münnichs egen anførsel gik foran og norden om staldgården og langs med den stald, der vender mod slotssøen. Her blev det levende beskudt af 3. jægerkorps's 1. kompagni, der stod i husene og vag gærderne på den modsatte bred af søen og vanskelig kunne antage det for andet end en fjendtlig afdeling.
Münnich greb kompagnifanen og viftede med den til skydningen ophørte. Da han med sit halvkompagni var kommet forbi staldgården, så han, at han var afskåren, idet vejen, toldporten og de mellem søen og havnen værende huse var besatte af fjenden.
Her at indlade sig i en regelmæssig kamp ville være dårskab.
Igennem måtte og igennem ville de kække jægere, det koste hvad det ville.
Lige på var det eneste der lod sig gøre. Fjenden var i kamp med den øvrige del af 3. jægerkorps, der stod øst for søen og anede ikke, at der endnu stod afdelinger i byen.
I et nu var halvkompagniet ordnet i sluttet kolonne. Kaptajnen tog fanen i hånden og i spidsen for sine folk for han i stærk løb lige mod fjenden der overrasket veg til siden, thi efter kolonnen fulgte et andet halvkompagni og kompagniet af 1. forstærkningsbataljon og da fjenden antog det hele for et overlagt baghold, spredtes han uden at løsne et skud i vild flugt til alle sider.
(Kompagniet af 1. forstærkningsbataljon fulgte ikke med, det var bedækning for de danske kanoner af Schleppegrells brigade der havde skudt fra staldgårdsbakken på de fjendtlige batterier ved Bellevue. De havde trukket sig ind i staldgården for at være i læ og stod der halvt glemte. Selv glemte de, at det var på høje tid, at de sørgede for at blive frelste. Pludselig sprængte en af overkommandoens adjudanter ind i staldgården og befalede batteriet og dets dækning at følge ham. Ad den vej Münnich var gået var det en umulighed, thi hullet var atter lukket, og det var kun med nød, at adjudanten var strøget forbi fjenden. Hestene ville blive nedskudte for kanonerne, så snart de kom ud af gården.
Der var endnu en udvej. Over torvet og gennem den nordre del af byen Låsby. Det var jo en mulighed, at fjenden ikke havde besat hele byen, og i hvert fald var det den eneste vej til frelse.
I trav raslede batteriet over torvet under fjendens levende beskydning der forfulgte det gennem Låsby, hvor barrierportene, der spærrede vejen, måtte ryddes.
I galop gik det op ad bakken norden for Kolding, altså ikke i den retning, som brigaden gik. Her ville batterichefen prodse af, men adjudanten, glad over at have frelst batteriet, førte det over Bramdrup til Hvidsminde, hvor det stødte til brigaden Schleppegrell.)
Straks blev toldporten besat, og fægtningen begyndte nu rask. Nr. 128, Sommersted, blev såret, men lidt efter kl. 3 eftermiddag, kaldtes kompagniet til brigaden, som havde taget stilling på de samme højder østen for byen, hvor slaget begyndte.
Af sårede havde kompagniet premierløjtnant Meyueren, nr. 125 Vedtofte, Nr. 128 Sommersted og nr. 249 Maare. Kompagniets forhold havde som sædvanligt været bravt og Münnich bevidnede både officerer og underofficerer sin anerkendelse.
De tyske batterier sendte kompagniet deres sidste hilsen på vejen til samlingspladsen, hvorfor den foretoges i rodemarch. Kuglerne faldt tæt om folkene uden at ramme nogen.
Det var så stille. Næppe rørte der sig en vind. Himlen var overtrukken, og det hele havde et sørgmodigt præg. Inde i byen havde tropperne hørt indbyggernes jamren og delt deres fortvivlelse over de ødelagte ejendomme. Da brigaden atter var samlet på den høje bakke østen for skovmøllen, var tæppet rullet op for al den elendighed. På mange steder brændte den ulykkelige by. Det var den første af vore steder (byer) som var bleven skudt i brand af fjendens kanoner. Med hvilke følelser enhver dansk soldat betragtede denne handling vil let kunne begribes.
Således endte denne dag. Slaget ved Slesvigs varslende årsdag, om ikke heldigere, så dog lige så hæderlig.
Ordforklaringer:
Kantonnement: Indkvarteret på bøndergårde modsat bivuak, hvor man overnatter i det fri.
Opstille i roder=opstille i enkeltkolonne (i stedet for i 2 eller 3 geledder.)
Brigade: Største hærenhed, der kan kæmpe selvstændig ledet af en general. Ved udfaldet fra Fredericia deltog 4 brigader.
Bataljon: Militær kampenhed opdelt i kompagnier = regiment, ledet af en Oberst.
Kompagni: Enhed ledet af en kaptajn bestående af et antal delinger.
Jægerkorps: Elitekorps tit sammensat af herregårdsskytter og jægere der var vant til at bruge våben. Brugtes ofte som snigpatruljer bag fjendes linjer. Havde et specielt kortløbet og bedre gevær end den øvrige hær og grønne uniformer.
|