Redaktøren - borgmesteren - rigsdagsmanden
af Vilhelm Larsen 1943
Johannes Jensen blev født den 28. december 1864 i Brændgaard ved Herning, som søn af daværende indsidder og arbejdsmand Jens Nielsen og hustru Else Frandsen og døbt i Herning kirke Hellig tre Konger, søndag den 8 januar 1865.
Han konfirmeredes 5. søndag i fasten 1879, med karakteren mg/mg, og familien boede da i Herninggade.
Da der var en stor børneflok, måtte lille Johannes, som også de andre søskende, tidligt hjemmefra og selv arbejde for føden. Han fik plads som vogterdreng hos en bonde i nærheden, og så lille han end var, røgtede han sin gerning godt.
Han var en stilfærdig, tænksom og rolig lille fyr, som udførte alt, hvad der blev ham pålagt med stor samvittighedsfuldhed og kom derfor også i yndest og anseelse såvel hos bonden og hans familie som hos sine medtjenere.
Han elskede dyr, og det viste sig snart, at han i høj grad ejede dyretække. en såre værdifuld egenskab hos en "hjordedreng". Han var snart den eneste, som kunne omgås gårdens store tyr, og dit viste sig, ved en særlig lejlighed, at han var i hos stor yndest hos den.
En tåget aften passerede han en hedevej og blev ganske forskrækket da han så et kæmpedyr komme stormende frem, ud af tågen. Den løb lige imod ham, men standsede så og snusede til hans træsko. Så blev den med et ganske rolig og fredelig og lod sig føre hjem og binde i stalden, af lille Johannes.
"Dyretække" er naturligvis alti forbunden med kærlighed til dyr, men kan optræde mere eller mindre intens hos de forskellige mennesker. Den meget kendte svenske dyrlæge og digter Axel Munthe fortæller således i sin bog, St. Michael, at han uden fare eller mindste risiko kan nærme sig rovdyrene i Zoologisk have og klappe og kærtegne dem gennem gitteret.
Ofte kan børn, og primitive mennesker, stå i et rørende forhold til dyrene, selv til de allerstørste og farligste, og forfatteren Svend Fleuron fortæller i sin bog, Gjallertyren, om den store præmietyr, der på herregården var en absolut fare for sine omgivelser, ondskabsfuld og plagsom over for røgteren, hadefuld, men ængstelig over for fodermesteren, hvis kæmpekræfter den havde lært at respektere, når han i bogstavelig forstand tog "tyren ved hornene" og med et rask kast tvang den i knæ.
Til sidst måtte herregården skille sig af med den, og det kostbare avlsdyr blev solgt til en kvægavlerforening, som opstaldede den hos formanden, en kendt gårdejer.
Her viste det sig snart, at den, som bedst kunne tumle den var en lille 9 års gut. Over for ham var den from som et lam.
Husmand Jens Nielsen blev ansat som postbud i landsbyen Herning, og som følge heraf blev Johannes sat i Herning skole. Her var der kun ansat én lærer, som underviste alle landsbyens børn i to klasser med ca. 60-70 børn i hver klasse.
Dengang var det mange steder skik, at yngste klasser i sommerhalvåret gik i skole i 4 dage om ugen, mens ældste hold nøjedes med 2. Og var et barn ude at tjene, behøvede det kun at søge skolen én gang. Det er en gåde, hvordan en stakkels lærer i en så indskrænket undervisningstid kunne nå at få tilført klasser på 60-70 elever de allernødtørftigste kundskaber. Men den Herning degn, var en dygtig, flittig og meget energisk mand, der med stærke midler, bankede visdommen ind i børnene. Lille Johannes blev snart kendt som skolens lys og blev lærerens yndling.
EN UNG JOHS. JENSEN.
Efter konfirmationen i foråret 1879, kom Johannes i lære på "Herning Folkeblad"s trykkeri, og var hermed inde på en bane, som skulle føre ham til bladvirksomhed og politisk gerning. Her ved bladet blev han snart altmuligdreng og kom til at arbejde under den mand, som i mange retninger blev hans forbillede. Skolemanden, redaktøren og rigsdagsmanden Thomas Nielsen.
Thomas Nielsen begyndte i 1869 at udgive "Herning Folkeblad" og blev derved den første, som vovede det forsøg herhjemme. At udsende et blad i en landsbykreds.
Hvad Thomas Nielsen har udrettet i folkeoplysningens tjeneste, særlig overfor den jyske almue, kan vanskeligt takseres højt nok. Først gennem sin skolevirksomhed og siden gennem sine blade og foredrag.
Da han blev rigsdagsmand, slugte det politiske arbejde mere og mere af hans tid. Alligevel vedblev oplysningsarbejdet i hans hjemstavn at eje hans store interesse. Han fik således bygget flere kirker i Midtjylland med den motivering: "Derovre har de jo hverken teatre eller andet at more sig med, så må man skaffe dem kirker". Men han var ganske klar over, at kirkerne ikke var nok. Der måtte også skaffes nidkære og dygtige præster, og han blandede sig med held i ansættelsesspørgsmålet således at kulturminister Scavenius en gang beklagende skal have sagt: "De store præsteembeder besætter dronningen, og Thomas Nielsen de små. Jeg selv har kun Færøerne".
Thomas Nielsen lagde snart mærke til den nye dreng i trykkeriet og opdagede hans gode evner. Han henvendte sig til forældrene og rådede dem indtrængende til at lade Johannes studere. Det var i høj grad vand på drengens mølle, thi han ønskede intet hellere, end at blive jurist, hvad hans evner absolut deciderede ham til, men der var 9 børn i postbudehjemmet, og pengene til studeringerne kunne ikke skaffes. Johannes blev da "ved sin læst". Blev svend og arbejdede som sådan videre ved bladet. Samtidig udvidede han sine kundskaber ved selvstudier og lærte bl.a. meget i de politiske bevægede tider af Thomas Nielsen.
Springet fra typograf til journalist var den gang ikke så stort og højst almindeligt. Johannes begyndte at skrive i "Herning Folkeblad" og gled mere og mere over til journalistisk virksomhed, der snart ejede hans fulde interesse.
"Grib lykken når den banker på din dør", siger et gammelt ord, og Johs. Jensen var ikke bange. I en alder af 23 år overtog han posten som redaktør af "Præstø Amts Avis", men måtte formelt lade sin fader indskrive i sit sted, da han ikke var myndig. Han virkede i Præstø fra 1887-90 og blev kort efter redaktør af det nystiftede "Fredericia Dagblad" og virkede som sådan til sin død.
Gennem mange år havde Fredericia kun haft ét blad, "Fredericia Avis". Den gang et såre ærværdigt presseprodukt, der gennem lange tider kun udkom 3 gange ugentlig. Men fra 1880 begyndte en aflægger af "Kolding Avis" at udkomme her under navnet "Fredericia Dagblad", og fra 1884 fik byen sit tredje blad, "Folketidende for Fredericia og Omegn". Disse to blade blev fra 1. juli 1890 slået sammen under navnet: Fredericia Dagblad med undertitlen: Folketidende for Fredericia og Omegn.
Dette blad blev som nævnt 1891 overtaget af redaktør Johs. Jensen, der med brændende iver tog sin ny gerning op og søgte at røgte sit kald på bedste måde.
Selvfølgelig kan en redaktør med fremdrift ikke holde sig udenfor aktiv politik, men gennem flere år var Johs. Jensen kun refererende politiker og tænkte næppe på selv at blive udøvende.
Ved et grundejermøde i Fredericia, udtalte han således: "Jeg ønsker ikke at blive valgt til sogneråd, byråd eller folketing, men skulle jeg engang blive så velstillet, at jeg har råd til at indtage en magelig stilling, så tror jeg nok, at jeg ville være landstingsmand, men det er da også det eneste, jeg kunne have lyst til.
Denne udtalelse havde tydelig nok bud til mødets dirigent, landstingsmand Schultz, men synes at røbe, at Johs. Jensen på daværende tidspunkt hverken havde lyst eller vilje til at blive aktiv politiker.
Som allerede nævnt, kom "Fredericia Dagblad" til verden den 1. juli 1890 og antog begge sine forældres navne, men var til at begynde med ikke noget udpræget levedygtigt barn.
I 50-års jubilæumsnummeret skrives da også: "De to noget magre køer, der dannede grundlaget, var nemlig tilsammen ikke blevet en fed ko", og Dagbladets første kontordame Fru Martha Nielsen, meddeler i samme nummer: "Der var, så vidt jeg husker, den gang i 1892 mellem 3 og 400 abonnenter, og kvartalsprisen var 2 kr.
Bladet blev redigeret af J. P. M. Lyngby med bogtrykker Vilh. S. Hansen som redaktionssekretær, faktor og trykkeribestyrer, og slog sig kun tålsomt igennem.
Det store vendepunkt i dets tilværelse kom i april 1891 og blev anmeldt således i bladet under rubrikken: Fra Vejle Amt: "Redaktør Vilh. S. Hansen, som tidligere har været faktor og trykkeribestyrer ved Fredericia Dagblad er fratrådt denne stilling og pladsen er overtaget af bogtrykker Johs. Jensen fra Præstø. Hr. Jensen er tidligere medudgiver af bladet og født medlem af dets bestyrelse."
Under bladets titel på forsiden opføres nu: "Redaktør J. P. M. Lyngby - Trykt ved Johs. Jensen", og først fra 1. september samme år indtrådte Jensen i bladets redaktion.
Den nye mand gjorde sig i den allerførste tid ikke meget bemærket udadtil. Hverken i sin ydre fremtræden eller i bladets spalter. Hvorledes var han da?
Statsminister Madsen-Mygdal skal engang have udtalt om ham: "Johs. Jensen er en lille mand som altid går omkring med en stor cigar og tilsyneladende går i sine egne tanker, men kommer man ham på nærmere hold, viser det sig, at han ved god besked om al ting."
Denne "lille" mand, som mange nulevende fredericianere endnu husker fra gadebilledet, hvor han færdedes fordringsløs i sin påklædning og jævn i sin fremfærd. Tilsyneladende ganske uden kontakt med omgivelserne, med blikket gemt bag de mørke, slørede brilleglas, og tanken indadvendt. Sådan så man nu i sommeren 1891 Johs. Jensen vandre på gaden. Som regel mellem sit hjem og det nye blads kontorer på "Fremad".
Han var altså, ifølge bladet, den ledende mand i trykkeriet, men som medejer af bladet og i kraft af sin stilling som bestyrelsesmedlem også en såre indflydelsesrig mand i redaktionen, og han blev meget snart bladets primus motor.
Efter at han var tiltrådt, bringer Fredericia Dagblad følgende reklamation:
"Fredericia Dagblad følger fra et selvstændigt, frisindet standpunkt de politiske begivenheder med opmærksomhed. Bladet vil, efter bedste evne, kæmpe for folkets ret til selvstyre og for gennemgribende sociale, politiske og økonomiske fremskridt.
Fredericia Dagblad bringer de, for et større provinsblad, sædvanlige meddelelser samt følger med omhyggelighed alle lokale bevægelser i Fredericia og omegn og refererer, så vidt muligt, større og betydelige møder."
Johs. Jensen fik allerede fra første færd en betydelig virksomhed som anmelder og referent, og man finder bl.a. hans navn under et referat af "et politisk møde i Fredericia" søndag den 27. september 1891.
Mødet blev indledt og dirigeret af bager Peter Dupont, der ret kraftigt omtalte folketingsmanden Jens Ousen, hvem han bebrejdede, at han ikke havde givet møde på "Fremad".
Johs. Jensen oplyste i sit referat, at indbydelsen var udstedt med dags varsel og ydede i det hele Ousen fuld dækning og anerkendelse og viste sig straks som den han var.
Det var i en meget bevæget og vanskelig tid at Jensen kom til Fredericia.
Forfatningskampen var voldsom, og spændingen mellem højre og venstre på kogepunktet.
Valget 1890 i januar måned havde givet oppositionen stort flertal men blev besvaret af regeringen med rigsdagens hjemsendelse og udstedelsen af en ny, provisorisk finanslov med en stor bevilling til opførelsen af Middelgrundsfortet.
Tilmed begyndte det opvoksende 3. parti, Socialdemokraterne, at løfte hovedet stærkt og opstille kandidater rundt om i provinskredsene. Da man i 1890 frygtede store majdemonstrationer i Horsens, blev der uddelt skapladte patroner til rekrutbataljonen i Fredericia, og der holdt ekstratog parat til at føre soldaterne derop, og i salen på Fremad holdt typograf L. Rasmussen, efter hvad han selv har fortalt mig, den 1. maj tale for 14 blege socialdemokrater.
Fredericiakredsen var den gang i partiet Venstres besiddelse, og dets kandidat gennem mange år var gårdejer Jens Ousen fra Egum, men selve Fredericia by var udpræget højrepræget i gammel tid.
Imidlertid var der opstået en del opvoksende fabriksvirksomheder, hvis arbejdere tilførte socialdemokratiet mange medlemmer og gav, en følge af typograf Rasmussens energiske agitationsvirksomhed, partiet store udviklingsmuligheder. Alt i alt var det da store vanskeligheder, der mødte den nye mand fra Præstø, men han var ikke for ingenting født jyde. Han ejede jydernes sejghed og brændende energi og opgav aldrig en sag, han havde sat sig for at gennemføre.
1891 blev på mange måder et mærkeår for "Landsoldatens by", der hidtil nærmest havde levet på sine minder og under devisen: "Det går ikke i Fredericia". Nu strammede man sig op og planlagde en industriudstilling i fæstningsbyen.
Længe havde man indenfor håndværkerkredse drøftet spørgsmålet, og der var debatteret frem og tilbage, men endelig sejrede foregangsmændene.
Afholdelsen af en udstilling i sidste halvdel af september blev vedtaget og fik en varm anbefaling i Dagbladet den 23. marts. Ved håndværkerforeningens årsfest talte borgmester Scharling for den initiativrige forening som nylig havde gjort det betydningsfulde fremskridt, at rejse en teknisk skole:
"I år har vi en stor, ny opgave, at føre en industriudstilling frem, og lad os håbe, at heldet må følge os. Lad os vise, hvad byen formår, og udtale ønsket om, at der kun må opstå én vanskelighed, at vi ikke har medaljer nok."
Planerne var opstået som en industriudstilling, men allerede i den første indbydelse til deltagelse kaldtes den Industri- og Landbrugsudstilling for Fredericia By- og omegn.
Johs. Jensen, som med den dybeste interesse havde fulgt den store nordiske udstilling i København i året 1888, og set, hvorledes denne begivenhed blev en af hovedårsagerne til, at byen blev trukket ud af sit lilleputpræg og fik storbyens højnelse, var et ivrigt medlem af udstillingskomiteen, og støttede den efter evne. Men han var dengang, som altid senere, en såre beskeden mand, der aldrig trængte sig på, men kun modtog de tillidsposter, der blev ham givet. Han stillede sig aldrig frem som forgrundsfigur, men var imødekommende og venlig over for alle henvendelser og forespørgsler. Trofasthed og venlighed prægede al hans færd og som redaktør Quist udtalte ved hans død: "Der var ikke svig i ham".
Han havde sin rod i den danske muld,
i trofast gerning han viljen øved.
Hans hjerteslag var som ædelt guld,
dets ægthed tit blev ved ilden prøved.
Sin by han gavned i lys og i løn,
Var fædrelandet en trofast søn.
For ædel gerning til folkegavn,
Vi ærer manden, og mindes hans navn.
L.P.
|
I Kraks blå bog for 1935 læses om Johs. Jensen:
Medlem af Fredericia byråd 1903-09, og 1917-29. Folkevalgt borgmester 1918-21, folketingsmand (Venstre) for Fredericiakredsen 1940-43, landstingsmand for 5. kreds fra 1929-
Da borgmester Carl Scharling i 1909 holdt 25 års jubilæum som borgmester i Fredericia og i den anledning, på mange måder hædredes af byens borgere, bl.a. ved et festmåltid i teatersalen, holdt stiftsamtmand Bardenfleth en tale, hvori han sagde:
" Fra jeg var ganske ung satte jeg mig det mål at blive amtmand, og jeg nåede det, om end ad omveje. Amtmanden var nemlig en tid minister.
Redaktør Johs. Jensen kunne ved sin 70 års fødselsdag have sagt, pegende på sin udtalelse ved grundejerforeningens møde i hans første Fredericiatid: "Jeg satte mig tidligt det mål at blive landstingsmand, og jeg nåede det, om end ad omveje". Han nåede til landstingsmandens bekvemme sæde efter at have været byrådsmedlem, folketingsmand og folkevalgt borgmester.
Han blev valgt til byrådsmedlem i januar 1903 og blev snart et af de medlemmer, man måtte regne med, thi hans ord havde vægt, og hans kendskab til kommunale sager var såre omfattende.
En af de første gange han tog ordet, var da forhandlingen drejede sig om pensioneringen af en gammel veltjent nattevægter, hvem man foreslog tillagt 400 kr., dog som en understøttelse, der skulle bevilliges for et år ad gangen.
Redaktør Jensen udtalte da, at alle kommunens funktionærer burde gøres pensionsberettigede. "Det bør være deres ret og ikke deres nådegave", sagde han.
Hans første tale i folketinget drejede sig om garnisonsspørgsmålet, nærmere betegnet om: Bevarelsen af Fredericia som garnisonsby, og hans ord faldt omtrent således: " Jeg rejser ikke dette spørgsmål som et lokalt pærekøbingsspørgsmål, men som et nationalt spørgsmål, og jeg understreger, at ved at opretholde garnisonen i Fredericia bevarer vi vor frihed til at kunne ordne vore garnisomsforhold, som det passer os bedst, uden at blive mistænkt fra nogen sider."
Hans ord faldt med vægt, og man behøver blot at henvise til forhandlingens resultater for at forstå den opmærksomhed som hans "jomfrutale" vakte. Ret hurtigt gled han igen ud af folketinget og tilbage til sin redaktørpost, og i de nærmest kommende år, viede han sit blad og sin stand sit virke.
"Den Blå Bog" fortæller: Medlem af bestyrelsen for organisationen for bladudgivere i provinsen 1898-1919, i de seneste år formand. Formand for Fredericia Håndværkerforening fra 1915. Medlem af Dansk Købestævnes bestyrelse 1917-30 og af den danske Købstadsforenings bestyrelse. Formand for tilsynsrådet for Fredericia By- og Omegns Sparekasse fra 1921.
I 1919 blev han atter indvalgt i byrådet, og da loven om "folkevalgte borgmestre" skulle gennemføres, og Valentiner-Branth trådte tilbage, valgtes Johs. Jensen til borgmester i Fredericia og udøvede den nye gerning fra 1918-21.
For de allerfleste mennesker med jævn uddannelse, ville denne gerning, uden foreksempler, falde meget vanskeligt, men Johs. Jensen gled ind i den næsten som en selvfølge og fyldte sin formandspost, som han var født til den.
Derimod var de daglige kontorarbejder ikke netop hans særlige lyst, men der kom en ny evne ham til hjælp. Hans evne til at finde de rette medarbejdere. Folk med flid og ordenssans, hvem talkolonner og linealarbejde i pyntelige protokoller var en øjnenes lyst og en sindets vederkvægelse.
Og alle hans medarbejdere elskede ham, og én har sagt om ham: "Han var manden med det lyse sind og det varme hjerte, som forlev menneskelig og hjælpsom i al sin færd".
I denne, hans borgmestertid, fik byen besøg af kongen og dronningen der ønskede at bese Det danske Købestævne. Den store begivenhed fandt sted den 5. august 1919, og majestæterne foretog rejsen herover søværts.
Det var meningen at "Dannebrog" skulle sejle helt ind i havnen og søge bolværk omtrent ud for Søndervoldgade. Ved den berammede ankomsttid stod her da opstillet en forsamling af byens bedste mænd og ventede kongeskibets ankomst, men til deres forbavselse så de skibet kaste anker ude på rheden og kongeparret sejlede til havnen i en lille dampbarkasse, der søgte hen til slæbestedet.
Her stod havnefoged Schmidt og kongens klare stemme lød op til ham: "Der narrede vi Dem nok havnefoged".
Eja, hvor fik dog "spidserne" travlt med at nå hen til pladsen ved slæbestedet og få opstilling der, men det lykkedes. Kongeparret trådte i land, og borgmester Jensen hilste velkommen med følgende ord: "På Fredericias bys vegne byder jeg deres majestæter hjertelig velkommen til "mindernes by". Det, som danskerne i sin tid kæmpede for udenfor disse volde, er nu ved begivenhedernes lykkelige udvikling bragt frem til endelig sejr, og vi tør håbe, at vor nationale tilværelse nu vil være sikker, således at vi kan leve i god forståelse til alle sider. Vi glæder os i dag ved at se kongeskibet på vor rhed, men det danske folk glæder sig aller mest ved at vide det danske "folkeskib" i sikker havn, og dette skylder vi ikke mindst hs. majestæt kongen tak for".
Majestæten kørte derefter i direktør Cohrs landauer til Købestævnet, hvor kongen personlig overrakte ridderkorset til borgmester Jensen og købestævnets folk.
I "Vestkysten" skrives den 11. april 1936: "Den sidste mødeaften i landstinget, da tinget havde taget bevæget afsked med Jensen-Klejs og råbt "Leve for kongen og grundloven", rejste en lille hvid mand sig fra sin plads, tændte en flosset cigarstump og vandrede med filosofisk ro ud af salen. Det var landstingsmand Johs. Jensen fra Fredericia, der nu forlader rigsdagen efter mange års trofast tjeneste.
Landstingsmand Johs. Jensen var en af rigsdagens skarpeste hjerner, og når han nu går uden at være kendt af den store offentlighed, skyldes dette hans totale mangel på ærgerrighed. Intet i verden skulle få den mand til at presse sig frem eller bruge albuer over for andre. Han var en af venstres dygtigste ordførere i landstinget, og når han stod over for en betydelig modstander, slog hans hjerne gnister. Blev han stillet over for f.eks. Steincke, blev der tyst. Så standsede selv Mads Degnbols rastløse traven bag i salen.
Ikke længe blev det forundt landstingsmanden at nyde sit otium. Allerede samme efterår blev han syg og døde på Amtssygehuset den 29. november 1936, efter 1½ måneds sygeleje. Mange smukke mindeord blev fremsat ved hans død og ved hans begravelse, der formede sig som en sørgefest.
Ved byrådsmødet den 7. december udtalte borgmesteren, at Fredericia ved hans død havde mistet en af sine mest kendte borgere. "Hans rige evner kom på mange måder vor by til gode. Man lyttede til hans mening, der var underbygget med indgående viden om forholdene i vor by. Han var i besiddelse af en fænomenal hukommelse og havde en sjælden evne til at finde kærnen i en sag. Han anglede ikke efter taksigelser, medens han levede, men nu, ved hans død skylder vi ham tak og anerkendelse for det arbejde, han udførte til gavn for vor by. Ære være hans minde!".
kilde FD 10/7-13/7-20/7 1943 Red: Erik F. Rønnebech 2020 ©
|