Chr. K. Fr. Molbech 1851 Melodi: På holmen Herluf Trolle gik
1
Det myldred over Kongeå,
det glimted og det knalded
det var, som om den sidste slå
fra Danmarks dør var faldet;
de halve danske gik til Als
til Frederits de halve.
Nu, tænkte fjenden, er til fals
de jydske mænd som kalve.
2
Og trommen gik, og hornet klang
fra Kolding og til Vejle:
"Først tage vi den jydske vang,
og så til Fyn vi sejle."
Men foran Vejle by en flok
af danske mænd tog stade,
de var kun få men de var nok
thi det var Ryes brigade.
3
Og tysken kom med småt og stort
i nattens mulm forborgen,
men Rye stod foran byens port
og bød ham først godmorgen.
Og fjenden drog mod Århus hen,
men knap kom han til staden,
så fik han lov at slås igen,
thi Rye stod midt i staden
4
Da lyned klingen hvas og vred,
og kuglerne fløj snare,
men den gang det mod aften led,
sankede Rye sin skare:
"Nu må vi ende striden mænd!
og se, vi kan os bjærge,
thi vi skal andre steder hen
for Danmarks land at værge."
5
Så drog han bort om natten, tyst,
men det skal ingen klage,
som sværdet drages af et bryst
sådan drog Rye tilbage.
Ved Helgenæs gik han om bord,
Hvor er han? spurgte fjenden -
men bølgen glatted ud hans spor,
og tavs var nordenvinden
6
Det var den årle morgengry
før sol gik op af havet
hin dag da Danmarks sol på ny
steg frem, som var begravet.
Det var, mens natten endnu hang,
på himlens vestre side,
hvor Rye var bleven af den gang
fik fjenderne at vide.
7
Ved Frederits blev holdt et slag,
hult lød kanonens torden,
krudtrøgen drev i tætte lag
som skyer over fjorden.
Det rysted i den stærke jord,
da skanserne fik mæle;
men hver en gang de talte, fo´r
til himlen mange sjæle.
8
Det var den tapre Olaf Rye,
han så´sig om fra tue;
han fryded sig ved kampens gny,
hans sjæl var ild og lue.
" Jeg tænkte nok, der kom en dag,"
så hørte man ham sige,
"da vi kan give slag for slag,-
nu, børn, må ingen vige!"
9
Og fremad over sten og stok
gik det mod skansens volde;
men fremmerst af den hele flok
løb Olaf Rye den bolde.
Og flammer lyste, kugler sang,-
da faldt den første række;
men over dem de andre sprang,
og de var lige kække.
10
Det glimted atter over vang,
de næsten sank for slaget;
men, før det lyste tredje gang,
blev Trelde-skansen taget.
Fra volden så´ de raske mænd
med stolthed over valen;
på én gang lød et råb igen:
"Men hvor er generalen ?"
11
I hornet blev der hurtigt stødt,
de spurgte, og de ledte;
da fandt de ham, hvor græsset blødt
sig over jorden bredte.
Der lå han, som han hvilte tit
midt under stridens larmen;
der lå han, som han slumred blidt,
ramt af et skud i barmen.
12
Det skarpe helteblik var slukt,
hans hånd lå tungt på brystet,
mens munden smilte rolig, smukt
og sagde tavs: Vær trøstet!
De løfted ham fra sejrens jord,
de bar ham bort med smerte;
hans kække sjæl i himlen bor,
hans navn i Danmarks hjerte.
13
Ti det skal vides i hver vrå;
midt under kampens torden
var han en lynildstråle blå,
der lyste gennem norden.
Og det skal mindes fjernt og nær,
til tiden står ved målet;
da Danmarks engel svang sit sværd,
sprang Olaf Rye af stålet.
