KÆMPEGRAVEN (KRIGERGRAVEN)

i Kongensgade på Trinitatis kirkegård.
© Fredericias Historie v. Erik F. Rønnebech

Kaldtes tidligere, helt frem til 1960'erne Kæmpegraven men nu bruges næsten kun betegnelsen Krigergraven, selv om det ikke er et navn man ville have brugt tidligere.
Man betegnede ikke de danske landsoldater som Krigere, da den betegnelse mere dækkede over professionelle soldater.
Under besættelsen 1940-45 kaldte man også dem der deltog i frihedskampen for Frihedskæmpere.
Kæmpehøjen er betegnelsen for en gravhøj der ligger på Trinitatis kirkegård ud mod Kongensgade. Her begravedes 8. juli 372 faldne menige og 29 officerer fra Fredericiaslaget 6. juli 1849. Desuden ligger her 60 menige fra slaget ved Kolding, 26 faldne fra andre træfninger samt 7 faldne fra slaget ved Isted i 1850. I 1851 nedsattes en komite der skulle skaffe midler til gravens udsmykning. Arkitekt M. G. Bindesbølle blev sat til at lave et udkast til gravhøj og mindesten.
Gravhøjen er omgivet af en mur af granitkvadre hentet på Hjarnø, og i den øverste række er de faldnes navne, tilhørssted og hjemsted indhugget. Dette arbejde blev først færdig i 1857 og udførtes af sten- og billedhugger H. A. Kleving, som havde sin virksomhed i København.
Det store bronzerelief på graven, forestillende 2 soldater der bærer deres døde kammerat til graven er udført af billedhuggeren H. W. Bissen. Det blev afsløret på 4 årsdagen for udfaldet, den 6. juli 1853 under overværelse af bl.a. general Bülow.
Relieffet ankom til byen pr. skib 10. december 1852 og det 10 tons tunge monument blev derpå transporteret fra havnen til graven ad Gothersgade og Danmarksgade på rullestokke, da ingen vogne kunne bære det.
Relieffet hviler på en 1 ton tung granitblok med indskriptionen 6. juli 1849.
I 1899 i forbindelse med 50 året for slaget, blev gravhøjen restaureret.

Fredag den 29. maj 1908 i Fredericia Dagblad:
Krigergraven på Trinitatis kirkegård.
Fredericia Trinitatis kirkeinspektion (d'herrer Manniche, borgmester Scharling og inspektør Johansen) har i anledning af nogle i "Vort Land" fremkomne artikler angående krigergraven på Trinitatis kirkegård i nævnte blad, fremsat nogle oplysninger.
Først gengives inspektionens skrivelse til krigsministeriet, i hvilken skrivelse mindes om, at mindesmærket over de faldne i sin tid er blevet rejst ved en indsamling i hele landet, ved hvilket beløb af ca. 20.000 kr. indkom, og at da graven i 1887 trængte til en hovedistandættelse, ydede staten hertil et beløb af 3.000 kr. Inspektionen skriver videre:
Når inspektionen nu atter tillod sig at henvende sig til det høje krigsministerium, var det i den tanke, at dette ligesom i 1887 ville træde hjælpende til, når graven ved tidens tand var kommen i defekt stand. Det daglige tilsyn og omsorgen for gravens sømmelige udseende har inspektionen nemlig aldrig unddraget sig, og den må nedlægge en bestemt og kraftig protest mod den skildring, som "en anset fredericianer" har givet af den for enhver fredericianer så dyrebare kæmpegravs udseende. Han har sikkert skrevet sin artikel i den bedste mening, fuld af kærlighed til sin by og sine bysbørn og i den tanke, at han gavnede sagen, men hans beskrivelse af vore krigergrave kan kun medføre, at det bliver let for en mindre velvillig modstander, at angribe den by, hvis glæde og ære det er at værne om vore minder, hvilket også general Grüner har benyttet sig af, når han i sin artikel taler om, "at byen bør betragte det som en ære og pligt, at værne og frede de dyrebare minder", og "at han finder, at byen burde sætte en ære i at holde gravene ved lige". Men det er heller ikke stemmende med virkeligheden, hvad "en anset Fredericianer" i så henseende skriver - absolut ikke. Han anfører: "Gravene (nemlig såvel krigergraven på Trinitatis kirkegård som den mindre fra 1864 på St. Michaelis kirkegård) ser sørgeligt forfaldne ud og gør et trist indtryk når man passerer dem. Græsdækket er skallet og vanrøgtet, træer og buske visker aldrig at blive plejede. Stenene er mosgroede og navnene udslettede af tiden, og ganske naturligt, de bliver aldeles ikke vedligeholdte.
Der gives intet steds fra midler dertil. Således værner staten om mindet om dem, der ofrede liv og blod for vort kære fædreland. Det ses tydeligt, at ingen nænsom eller betænksom hånd tager vare på dem. De henligger uden røgt og pleje. At de ikke fuldstændig ligner en møddingbunke, skyldes kun gravernes sømmelighedsfølelse, idet de én gang om året, slår græsset på dem og om efteråret river lidt af det nedfaldne løv bort.
De har ingen pligt dertil og får ingen betaling derfor". Ja, dersom denne skildring af "en anset Fredericianer", var blot i nogenlunde overensstemmelse med virkeligheden, var der ganske vist god grund til at lægge dadel på Fredericia bys befolkning, på alle os, der med rette er stolt af vor bys herlige minder, og da måtte det siges, at kirkeinspektionen kun dårligt varetog sin pligt, men, som sagt, det er absolut urigtigt.
Ingen af byens krigergrave ser sørgelig forfaldne ud. De henligger ikke uden røgt og pleje, og det skyldes ingenlunde gravernes sømmelighedsfølelse, at de ikke fuldstændig ligner en møgbunke. Heller ikke nøjes graven på Trinitatis kirkegård, som er bevokset med græs under de høje bøgetræer, med at blive slået én gang om året, efter som dette sker 3-4 gange i sommerens løb eller lige så ofte som enhver anden større græsplæne, og når græsset i tørre somre ganske vist ikke altid er frodigt, så har dette sin grund i, at det vokser under bøgetræer. Det er graverens pligt at sørge for gravens sømmelige udseende i så henseende, og han får sin betaling herfor.
Det er derfor ufatteligt, at en "anset fredericianer" har skrevet som sket er. Han har ikke derved gavnet sagen, hvor meget det så end har været hans hensigt og ønske, og kirkeinspektionen tager bestemt afstand fra enhver ytring i hans artikel, som taler om krigergravenes vanrøgt. De er aldrig bleven og skal forhåbentlig aldrig blive vanrøgtede. Dertil elsker vi alle i Fredericia alt for højt vore minder.
Men en ganske anden sag er det, når talen er om en ekstraordinær istandsættelse, større eller mindre, som kommer igen med mange års mellemrum. Her har kirkeinspektionen været af den mening, at krigergraven op Trinitatis kirkegård (såvel som byens andre krigergrave) tilhører ikke Fredericia by men det hele danske folk.
Fredericia er kun gravenes bevogter og det burde være hele det danske folks pligt og ære at holde den ved lige. Vi synes, at det er for ringe en ære at vise Danmarks skønneste minde, at anse dette som knyttet alene til en enkelt by, selv om vi med tak og glæde kalder Fredericia for "Mindernes By". Ikke fordi vi selv ynder at kalde den med dette navn, således som overst Tychsen med et lidt medlidende skuldertræk siger det i sin artikel, men fordi den nævnes således af alle i Danmark, som har kærlighed til danske minder, og aldrig glemmer vi den pligt, vi har til at bevare det synlige indtryk for disse store minder fra et af de skønneste tidsrum i vor fædrelands historie. Derfor var det at vi henvendte os til det høje krigsministerium som repræsentant for det danske folk.
Ministeriet var imidlertid af den mening, "at det ikke kunne imødekomme andragendet med mindre der ved inspektionens foranstaltning kommer til at foreligge et tilsagn fra Fredericia kommune om, at byen overtager den fremtidige vedligeholdelse af bemeldte gravsted". Denne skrivelse sendte inspektionen til byrådet med anmodning om dettes bistand, og dermed var sagen gået ind under offentlighedens mening og dom, hvilket har haft de forskellige artikler i forskellige dagblade til følge. Under 16. maj modtog inspektionen fra Fredericias borgmesterkontor skrivelse, hvori meddeles: "at byrådet, der nærer betænkelighed ved at overtage den ommeldte vedligeholdelsespligt, der formentlig må være kommunen som sådan uvedkommende, ikke ser sig i stand til at imødekomme inspektionens henstilling."
Under henvisning til denne skrivelse, har kirkeinspektionen derfor på ny henvendt sig til det øje krigsministerium i det håb, at ministeriet ved at tage sagen onder fornyet overvejelse, vil vise inspektionen den velvilje at imødekomme dens andragende.

I 1930 fældede man bøgetræerne på højen.

I november 1940 besluttede Trinitatis og Ullerup sogneråd, at graven igen skulle beplantes med bøgetræer.
Anlægsgartner Fr. Gram fik overladt opgaven.

På krigergraven har man kgl. tilladelse til at flage med splitflag ved særlige lejligheder.


TRINITATIS KIRKEGÅRD 1849 - KORSENE TV. ER SOLDATERGRAVE - HER PLACEREDES MASSEGRAVEN


ØSTRIGERNE VED KRIGERGRAVEN 1864


KRIGERGRAVEN RESTAURERES EFTER SAMMENFALD 1899


KRIGERGRAVEN 1916


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286