20/1 1886 fremlægges tegninger udfærdiget af arkitekt Bjerre, til et svendehjem i Kongensstræde der er bestilt af "Foreningen til understøttelse for rejsende håndværkersvende i Fredericia".
FD 19/4 1886
Grundstensnedlæggelse 17/4 1886
I lørdags nedlagdes grundstenen til svendehjemmet her i byen. Højtideligheden overværedes af den samlede bestyrelse for Foreningen til Understøttelse af rejsende Håndværkersvende i Fredericia, samt af de håndværkere, der er beskæftigede med bygningens opførelse. Kasseren hr. malermester Trabolt, oplæste nedstående dokument, som derpå, sammen med de deri anførte blade mm. Medlagdes i en blycylinder. Efter at denne var blevet tilloddet, nedlagde formanden, hr. arkitekt Bjerre, den i muren med ønsket om, at bygningen må blive et hjem i ordets rette betydning, til gavn og glæde for hele håndværkerstanden. Sluttelig henmurede samtlige tilstedeværende en sten over cylinderen. Dokumentet lyder således:
"År attenhundredeseksogfirs, hs. Maj, Kong Christian den 9des 23. regeringsår, da Carl Scharling var borgmester og byfoged her i byen, nedlagdes grundstenen til et svendehjem. Til fordel herfor, afholdtes året forud en håndværkerfest med optog som indbragte 4.229 kr. Foreningen havde i forvejen opsparet 1.169 kr. og da kommunen for en billig betaling, 632 kr. velvillig overdrog foreningen en byggegrund, stor 2.040 kvadratalen, besluttede de at opføre denne bygning, hvortil tegningen blev leveret af arkitekt og murermester Bjerre, murerarbejdet udført af murermester Hansen, tømrerarbejdet af tømrermester Dufresné, snedkerarbejdet af tømrermester Jagd, malerarbejdet af malermester Trabolt, blikkenslagerarbejdet af blikkenslager Madsen, glarmesterarbejdet af glarmester Leonhardt og smedearbejdet af smedemester Raben.
Hoslagt findes et eksemplar af samtlige her i byen udgående dagblade, et eksemplar af "håndværkerbladet", det udgår som ugeblad, og et eksemplar af foreningens love. Desforuden festavisen og eksemplarer af de til festen trykte sange.
Fredericia den 17de april 1886.
Foreningens bestyrelse består af: J. A. Bjerre, murermester, formand, J. H. Christensen, skomagersvend, B. Deleuran, snedkersvend, R. Lund, smedesvend, Chr. Madsen, maskinarbejder, H. Møller, skomagermester, A. L. Nielsen, bagermester, R. Olsen bagersvend, A Schultz, smedemester. R. Spetzler, urmagermester, J. B. Trabolt, malermester, kasserer.
FD 8/11 1886
Indvielsen af svendehjemmet i Fredericia 6/11 1886.
Lørdagen, dagen før svendehjemmets indvielse, meldte sig med storm og regn. Hen på formiddagen stilnede vejret dog af og om eftermiddagen blev det så godt, som med rimelighed kan forlanges på denne årstid. Kl. 3 stillede de forskellige lav på rådhuspladsen, hvorpå der straks efter, med musik i spidsen, afmarcheredes til hjemmet i følgende orden: Snedkerne med oldermandsskiltet, båret af 4 lærlinge i arbejdsdragt, samt med fane, lade, velkomst og pyntet skafferstol. Derefter murerne, tømrerne, smedene, skrædderne og skomagerne, alle med laugsinsignier (rituelle genstande).
Ankommet her, samledes deltagerne, eller rette så mange af disse som kunne få plads, i den smukt dekorerede sal, hvor der foruden flag og guirlander, fandtes ophængt et af malermester Matthiassen jun. skænket skjold, samt de forskellige fags våben. Efter at "laden", fanerne, velkomsterne osv. var anbragt omkring den oprejste talerstol, og de syv unge svende havde taget plads foran denne, blev en, i dagens anledning af pseudonymet Peter Jensen skreven sang, afsungen.
Formanden, arkitekt Bjerre, tog derpå ordet:
"Forinden jeg overgiver denne bygning til sit egentlige brug, nemlig til at være et hjem for de rejsende som for de i Fredericia arbejdende svende, vil det måske interessere de tilstedeværende, at erfare lidt om dette hjems tilblivelse.
I 1883 stiftedes der en forening til understøttelse af rejsende håndværkere, der imidlertid har måttet tage til takke med at leje kost og logi til disse. I erkendelse af det úheldige heri, besluttedes det afvigte år (sidste år=1885), at afholde en håndværkerfest, hvis overskud skulle benyttes til opførelsen af den bygning, som i dag skal indvies. Sagen vandt som bekendt god tilslutning, og overskuddet, ca. 4.300 kr., sammen med indvundne renter og opsparede penge fra foreningskontingentet, satte os i stand til at realisere planen og at opføre dette hjem. Desuden viste byrådet os den velvilje, at overlade os denne store grund så at sige gratis, idet vi kunne betale den med noget over 600 kr. Skønt hjemmet nu således står færdigt, vil jeg dog rette en indtrængende anmodning til hver især om vedblivende at støtte dette med råd og dåd, således at det kan få midler til endnu kraftigere at fortsætte sin virksomhed til held, lykke og velsignelse for de unge, samt med tiden, for håndværkerstanden i sin helhed. Jeg vil håbe, at den gerning som disse foreninger har sat sig til mål, må bære god frugt, og at det ord "rejsende håndværkersvend" må få en bedre klang end nu.
I den senere tid har det jo nemlig været sådan, at den rejsende svend næsten er blevet betragtet som et udskud af menneskeheden, fordi vagabonderne, på de ordentlige svendes bekostning, har brugt rejselivet som et erhverv. Forhåbentlig vil det imidlertid lykkes at få disse henvist til de steder, hvor de hører hjemme, idet, efter vore love, enhver svend, for at kunne gøre krav på understøttelse, skal have arbejdet mindst 6 måneder i det forløbne år. Sluttelig vil jeg lægge den mand på sinde, som er udset som vært på hjemmet, at han altid vil stille sig det som formål, at foregå de unge med et godt eksempel, så at hjemmet ret må give dem indtryk af at være et hjem i ordets sande betydning. Et ordenens og ædruelighedens hjem, om hvilket de unge kan sige, hvor de end færdes: I Fredericia svendehjem, der er godt at være. Med de ønsker overgiver jeg bygningen til sit egentlige brug."
Derefter talte borgmester Scharling om hjemmets betydning: "Inden denne bygning tages i brug, må det være mig tilladt som ordfører for Fredericia borgerskab, at bringe den en indvielsens hilsen. Blandt borgerskabets forskellige elementer udgør jo håndværkerstanden en væsentlig, ja vel den talrigeste del, og alt, hvad der kan tjene til dens udvikling og dygtiggørelse, har krav på anerkendelse af og støtte hos helheden. Nu er det jo sådan, at håndværkerstandens medlemmer, navnlig i deres unge år, må føre et vandrende og omflakkende liv, dels for derigennem at erholde en fyldigere uddannelse, og dels fordi forholdene fører det med sig, at snart er der arbejde at finde et sted, og snart et andet. Så drager håndværkersvenden fra sted til sted, og dette vandreliv har sine fortrin, men også sine skyggesider. Det giver, som sagt, muligheder for og er til dels endog betingelse for erhvervelsen af større teknisk uddannelse, og det afføder en vis frejdighed og frihed i livssynet ved at gøre bekendtskab med, hvorledes vilkår for og opfattelse af i øvrigt ensartede forhold stiller sig på forskellige steder og hos forskellige personer, men det frembyder også en stor fare for at nedbryde den ærbødighed og hensyntagen, som stedse skyldes det nedarvede, det traditionelle. Særlig gør det sig gældende med hensyn til hjemmets betydning. De unge svende slipper tidligt, til tider alt for tidligt, hjemmets gavnlige indflydelse, kammeratskabs friere og løsere bånd kan kun til dels byde erstatning herfor. Ja desværre er det vel lidt sådan, at det endog påvirker i modsat retning, for der er godt kammeratskab og skidt kammeratskab, men det er fælles for dem begge, måske endog med størst styrke for det sidste, at den betagende kraft, det har hver den unge, og dårligt kammeratskab har derfor været ødelæggende for mange liv.
Den tanke, som her nu er fremkommen, og som vi i denne bygning ser et synligt indtryk for, er da den at skabe for de vandrende svende trindt om lande, steder, hvor de kunne finde et hjem så godt, som dette nu kan blive, hår ganske vist forholdet er det, at den stadig skiften og vekslen af beboere umuliggør den personlige stabilitet, som er hjemmets egentlige kerne. Men skønt der således ikke kan holdes fast på personer, dog at der forhåbentlig vil være mange svende, som ikke blot i døgnvis, men i uger og måneder vil fæste bo her. Så kan der dog holdes fast ved en ånd og en tone, der som det blivende stedse kan modtabe de ny gæster og følge de bortdragende på vej, og det er det gode kammeratskab med fredsommelighed, god forståelse, gensidig hjælpsomhed og følelsen af, at håndværksstanden har sin særlige ære at opretholde. Gid dette kammeratskab må tage bo her. Særlig båret frem af dem, der bliver svendehjemmets faste beboere, og gid de må kunne få fat på den kammerat, som Holger Drachmann synger om i sit frejdige digt:
"Øksen i vejret og høvlen parat,
vis du kan klare butikken!
Arbejdet det er en tro kammerat,
la´r en håndværkssvend aldrig i stikken".
|
Og med det ønske udbringer jeg et leve for håndværkerstanden."
Taleren uddelte derpå svendebreve til 7 unge mennesker, og medgav dem de bedste ønsker på deres vej ud i livet. Derefter blev disse optaget i svendehjemmet under iagttagelse af datidens skikke. Skomagermester Lorenzen fungerede som oldermand, skrædder Beermann og skomagermester Ebling som bisiddere og smed Madsen som oldgesell.
Efter at laugsladen var åbnet, bekendtgjorde oldermanden dette for forsamlingen med tilføjelse, at enhver, som førte højrøstet tale, som ikke havde frakken knappet eller som stod med hatten på hovedet o.s.v. var ifalden en bøde. Derpå meddelte han anledningen til mødet og rettede nogle spørgsmål til de vordende svende, hvorefter disse, da ingen havde noget at indvende derimod, af oldermanden optoges i svendenes laug. Efter at "velkomsten" var gået rundt, og oldgesellen (ældste svend) havde fremsagt en prolog, sluttede oldermanden derpå mødet. Formanden, arkitekt Bjerre, afsluttede med en tak til alle, der såvel i dag som ved håndværkerfesten og andre lejligheder havde ydet foreningen støtte i den ene eller anden retning. Han bad dem vedblive dermed uden at trættes, således at hjemmet aldrig må mangle midler til at arbejde fremad mod det mål, det har sat sig. Om aftenen samledes de indbudte i hjemmets sal til en animeret fællesspisning, der krydredes ved en række skåltaler. Urmager Spetzler bød de tilstedeværende velkommen, og derefter talte formanden for borgmesteren, smed Schultz for en god forståelse mellem arbejder og arbejdsgiver, snedker Pagh for bestyrelsen, snedker Nielsen for murermester Morten Nielsen fra Kolding som den, der har givet et kraftigt stød til sagens fremgang i Fredericia, M. Nielsen for Fredericia by, snedker Nielsen for redaktør Davidsen fra Kolding, borgmester Scharling for den danske, specielt for den fredericianske håndværkerstand, redaktør Davidsen for de gamle lavsskikke, skomagermester Lorentzen for de unge, redaktør Hansen for disses oplysning, for skoleinspektør Johansen, for de udlærte og for formanden malermester Winther, for Lorentzen. Denne for håndværkerforeningens formand, nålemager Hansen fra Kolding, for det nye liv i Danmarks håndværkerstand og M. Nielsen for oldgesellen. Derefter meddelte redaktør Davidsen, at viseringspligten for rejsende håndværkersvende indenfor foreningen i den nærmeste fremtid kan ventes ophævet, hvorpå formanden hævede bordet. Hen på aftenen bænkedes deltagerne om punchebollerne og atter her blev der udbragt en række skåler og udtalt de bedste ønsker for den nye bygning og for dem, der her skal vinde et venligt asyl.
Foreningen til understøttelse for rejsende håndværkersvende valgte at sælge bygningen og de penge den indbragte blev anbragt i en fond der hvert år uddelte legater til trængende svende og mestre. Ejeren skulle drive svendehjemmet i bygningen og foreningen betalte for de svende, der var arbejdsløse og ikke selv kunne betale for ophold og kost.
Kom en farende svend til svendehjemmet og ikke kunne få arbejde var han sikret nattelogi og kost i et døgn betalt af rejseforsikringen, hvorefter han måtte drage videre til næste svendehjem.
Skrædder Laurits Julius Larsen, der blev født 6/7 1876 i Lillebrænde på Falster, og da han blev svend tog på valsen rundt i Danmark i 1896, skrev således i sin dagbog: "Fredericia Svendehjem var dengang det bedste i hele Landet. Vi rejsende spiste sammen med en del pensjonærer, så det var flot."
For at skaffe midler til svendehjemmet måtte man afholde forskellige arangementer som dette:
23/1 1889
Understøttelsesforeningen for rejsende håndværkersvende.
Vi tillader os herved at indbyde samtlige her i byen boende mestre og i arbejde værende svende, såvel gifte som ugifte, samt enhver, som interesserer sig for svendehjemmet, til et møde torsdag den 24. januar aften kl. 8 i hjemmets sal, for at bestemme afholdelse af et fastelavnsoptog og derefter maskerade med bal til fordel for svendehjemmet
Bestyrelsen.
15/3 1889
Svendehjemmet
Det er os en glæde herved at kunne meddele, at nettooverskudet ved optog, forestilling og bal fastelavnsmandag er 336kr. 1 øre, og bringer herved enhver, der på en eller anden måde har ydet bidrag dertil en hjertelig tak.
Bestyrelsen for rejseunderstøttelsesforeningen.
20/12 1895
Svendehjemmet
Pladsen som vært på Svendehjemmet er ledig fra april flyttedag 1896.
Nærmere oplysninger erholdes hos murermester J. A. Bjerre, til hvem ansøgning om pladsen må være indgivet senest den 22.ds.
Bestyrelsen.
Kongensstræde 48
I 1890 var huset i Kongensstræde 48 ejet af skrædder Jørgen Rasmussen.
I alt 22 personer opholdt sig i ejendommen ved folketællingen 1. februar. 10 mænd og 12 kvinder.
Jørgen Rasmussen var gift med Mine Rasmussen Jensen. De havde datteren Doris og sønnerne Bartolin og Marius.
Ny vært til svendehjemmet søges til 1. april 1896.
1 døgns gratis ophold og logi
Kom en farende svend til svendehjemmet og ikke kunne få et arbejde i byen, samt var løbet tør for penge, var han sikret nattelogi og kost i et døgn betalt af rejseforsikringen, hvorefter han måtte drage videre til næste by's svendehjem.
14/3 1901
Håndværkerforeningens generalforsamling
Svendehjemmet er solgt og foreningen har derved erhvervet et legat på 6.174 kr.
I Svendehjemmet står 5.000 kr. Legatet vil blive benyttet til 5 trængende mestre og 5 trængende svende.
19/8 1916
Svendehjemmet til salg.
Svendehjemmet, Kongensstræde 48, i hvilket der i ca. 20 år har været drevet en indbringende forretning, kan på grund af ejerindens høje alder, nu fås til købs.
I hjemmet har der sidste år overnattet 2.300 svende.
For et dygtigt ægtepar vil her være en god lejlighed til at erhverve en solid og fordelsagtig virksomhed.
Henvendelse sker til ejerindens befuldmægtige.
Sagførerfirmaet Thiellesen og Johansen.
15/3 1921 kunne man i FD læse følgende:
Indbydelse
Da jeg har hørt, at et af byrådsmedlemmerne har udtalt, at der på svendehjemmet hersker utålelige forhold, vil jeg hermed tillade mig at indbyde vedkommende til at bese hjemmet, da jeg forstår, at vedkommende mangler kendskab til samme.
Og alle og enhver, som kunne ønske at bese svendehjemmet, skal være hjertelig velkommen. Der vil være fri adgang hver torsdags eftermiddag i en måned fra kl. 2-4. I håb om, at ærede medborgere vil beære os med deres besøg.
Chr. Jensen
Svendehjemmet, Kongensstræde 48.
3/1 1942
Antallet af rejsende svende der opholdt sig på svendehjemmet i julen var 33, der alle fik gratis mad juleaften, natlogi, morgenkaffe og middagsmad 1. juledag.
Nytårsaften var der 30 mand som fik aftensmad, natlogi og morgenkaffe nytårsdag.
22/6 1942
En død, ca. 40 årig person, blev fundet død i grøften ved Fredericia-Snoghøj landevejen og indbragt til sygehuset. Kriminalbetjent Carl Jensen havde fri og besøgte sin far på sygehuset.
Han fik lejlighed til at se den døde i kapellet og opdagede at det var hans egen bror, cigarsorterer Carl Jensen fra Odense, men havde tidligere gennem flere år været vært på svendehjemmet i Fredericia og var svoger til den nuværende bestyrer Norge og var sandsynligvis på vej til sygehuset for at besøge sin far.
FD 26/11 1942
Liget genkendt
Liget af den mandsperson, som i går eftermiddags bkev fundet i den gamle havn, blev i løbet af eftermiddagen i går genkendt af bestyrer Norge på Svendehjemmet som den 35 årige Carl Chr. Rasmussen, der er født i Nyborg, men hvis forældre bor i Odense. Rasmussen, der hørte til én af landevejens vandrere, ernærede sig ved at sælge ståltrådsvarer. Han har sidst været på svendehjemmet den 30. oktober og ulykken menes at være sket omkring dette tidsrum.
FD 24/12 1942
Et besøg på svendehjemmet dagen før juleaften.
Hvor har vi det godt, vi, der sidder lunt inden døre og ved hvorfra morgendagens måltider vil komme. Os, der har et lunt hjem, hvortil vi, efter dagens arbejde, kan vende tilbage og hvile. Lad så være, at goderne kan være små, hjemmet trangt og ugelønnen lille. Der er dog et sted, vi kan kalde vort.
Ved Juletid bliver hjemmet os dobbelt kært, et centrum, hvorom vore tanker stadig kan kredse med kærlighed. Der er nogle der ikke har et hjem. Det gør ingen forskel, hvordan de har mistet det. De har bare ikke noget, og de har intet arbejde der kan optage deres tanker dagen lang. Livet er for dem et tomrum, en uendelig kæde af tanker om livets meningsløshed og uretfærdighed. Den farende svend går julen i møde. Hans tomme liv, skal det ikke fyldes? Skal den kærlighed, som julen bebuder, ikke nå ham, der har naturen til kirke, men bitre tanker som præst? Skal han ikke én aften kunne synge: "Glæden er jordens gæst i dag…"? Jo, et sted fra kalder på den hjemløse, farende svend. Et sted venter man hans komme, og et sted viul man tage imod ham med åbne arme og give ham julen som gave.
Jul på Svendehjemmet 1942.
De færreste ved, hvor svendehjemmet ligger. I Kongensstræde, lidt tilbagetrukket fra gaden og dækket af træer ligger den farende svends hjem. Kun én dag af gangen må han færdes i sit hus, men det er dog stadig det hjem, hvortil han må vende tilbage.
40 farende folk vil her finde juleaftens glæde, varme, levende lys og et måltid mad og hvile. I går eftermiddags besøgte vi svendehjemmet, hvor juleforberedelserne er i fuld gang, og traf "husmoderen" fru Norge, der fortæller om juleaften på svendehjemmet.
Ja, juleaften serverer vi flæskesteg og rismelsgrød med rigtig kanel og saft, og senere på aftenen vanker der kaffe, og sidst et natteleje. Det er gratis. Vi pynter lokalet med guirlander, borddekorationer og små bordflag, og så er der jo vort juletræ. Vi begynder at spise kl. 17 så vi får en lang aften. Hvis der ikke er et talent mellem svendene, kniber det med underholdningen. Der kommer jo desværre ingen udefra til os for at underholde. Rejseforeningen bestyrelse kommer i aftenens løb ned og ønsker glædelig jul.
Et godt skudsmål.
Det er flinke mennesker som kommer her. Ejegode de allerfleste og villige til at hjælpe når man beder dem derom er de også.
Fru Norge tager en cigaret og stikker den i munden på et ansigt hinsides en bøjet ryg der vender mod lyset. Et taknemmeligt grynt og en røgsky. Så plumper kartoflerne som "ryggen" skræller, atter i langsom takt i den store gryde mellem mandens ben.
Der siges mangt og meget endnu. Det kommer ikke julen ved, men glem ikke den bøjede ryg i aften. Det er ikke alene gryden på gulvet, der får den krummet, der er også tunge tankers vægt på disse skuldre. Glem dem ikke, du, som er sikker på juleglæden. Ræk ham dog hånden. Han trænger til den! Og så glædelig jul, du farende svend.
Difteritis
I 1944 blev der konstateret difteritis på svendehjemmet.
Overlæge Kærn fik halvdelen af beboerne interneret på epedemisygehuset.
Der lukkedes for al tilgang til svendehjemmet der skulle luftes ud og have sengetøj og andet desinficeret, samt malet sove og opholdsrum med limfarve.
Svendehjemmets legat uddeltes fortsat hvert år til jul med 10 legat portioner á 15 kr. til 8 mestre og 8 svende.
15/9 1945
Brændehandler P. Norge, tidligere vært på svendehjemmet, er anholdt af krisepolitiet, der sigtede ham for at have en vogn kørende i Vandel, ligesom han skulle have fremlejet svendehjemmet til tyskerne for den store sum af 3.000 kr. om måneden. Norge hævdede, at det var tyskerne der havde beslaglagt svendehjemmet. Desuden havde Norge bestyret et tysk lejrkøkken i Haderslev. Han blev krævet fængslet i retten.
Hvorledes retssagen endte vides ikke.
Svendehjemmet blev i marts 1946 udbudt til salg. Annoncen lød således:
Svendehjemmet i Fredericia til salg. Stor 1kl. rødstensejendom og garage m. lagerplads, hvor der i mange år er drevet brændselsforretning. Overtagelse efter ønske. Nødvendigt ca. 15 á 20.000 kr. (Det var bestyreren P. Norge der drev brændselshandelen.)
Møller Christensen
Der skete jævnlig tyverier på svendehjemmet hvor der også kom andre kriminelle elementer og hjemmet optrådte jævnligt i politirapporten.
Vognmand Th. Winther, Fredericia, købte i juni 1946 ejendommen.
Senere har bygningen omkring 1975 rummet "Smidts polsterværksted og møbelsalg".
Laugsvæsenet.
Håndværkerlaugene har i Danmark rødder helt tilbage til det 12. og 13. århundrede efter tysk tradition. Når en lærling efter udstået læretid, havde færdiggjort og fået godkendt sit svendestykke og kunne kalde sig svend, skulle han drage på valsen til fods, med alt sit nødvendige "hab und gut" i en ransel på ryggen, en bredskygget, rundpullet hat på hovedet og en knortekæp i hånden. Turen gik som regel mod syd. I de større byer på ruten var der mødesteder for de omvandrende håndværkersvende, hvor de kunne spørge efter arbejde og høre nyt. Var der intet arbejde at få og havde de ingen penge, var lavene pligtige til at hjælpe dem, så de kunne få et sted og sove og et måltid mad inden de måtte videre, havde de ingen penge var ophold og føde i et døgn gratis så dagen efter måtte svenden fortsætte turen i håb om at der var arbejde at få på næste stop.
Efter 3 år og 1 dag på valsen betragtedes en svend som udlært og kunne vende hjem, slå sig ned og stifte familie. En håndværker der ikke havde været på valsen kunne dengang ikke få lov til at aflægge mesterprøve og blive mester. En fællesbetegnelse for vandrende håndværkere fra de skandinaviske lande var "navere" (forkortelse for skandinaver). De havde deres egne love og ritualer og gik i samme, genkendelige påklædning.
Hvert fag havde sit eget laug som både omfattede mestre og svende.
For, som ung, nyudlært svend, at blive optaget i lavet, måtte man gennemgå et ritual, hvoraf meget var hemmeligt.
Håndværkerlaugene bestemte i starten suverænt, hvem der måtte drive håndværksvirksomhed i købstæderne.
Ved lov i 1857 blev der indført næringsfrihed i Danmark. Loven trådte i kraft i 1862, og herefter mistede håndværkslaugene deres monopol til at bestemme hvem, der måtte drive håndværksvirksomhed. Lavene bestod dog stadig, og svendene drog stadig på valsen. Den stigende industrialisering i sidste tredjedel af 1800-tallet betød, at mange industriarbejdere også begyndte at drage ud på landevejene for at finde arbejde når det var småt i hjemlandet og arbejdsløsheden var stor.
Den samme årsag tvang mange svende til fortsat at tage på valsen. Svendene kunne dog opnå økonomisk støtte i udlandet, andre måtte i perioder ernære sig ved tiggeri. Eventyrlyst var også en stor drivkraft, der fik de unge svende til at tage vandrestaven i hånden og drage på valsen. Dette fortsatte helt frem til udbrudet af 1. verdenskrig hvor man ikke længere kunne rejse igennem Tyskland. Der var herberg for rejsende svende over hele europa og fra 1899 eksisterede en skandinavisk forening og understøttelseskasse, der havde afdelinger i mange europæiske byer hvor man kunne søge hjælp til befordring, kost og logi. Da første verdenskrig brød ud stppede alle vandringerne sydpå. I stedet søgte nogle mod de andre skandinaviske lande.
Der var to slags svende der gik på landevejene. De ærlige og strømerne. Sidstnævnte,”fægtede” sig frem som vagabonder og levede af plat og betleri. De var ofte fordrukne og arbejdssky (sprittere) da kaldtes også landsstrygere. Enkelte forsøgte at tjene lidt ved at gå fra dør til dør og sælge snørebånd, børster eller forskellige ting de selv havde lavet i ståltråd som hægter o.l. De brugte også svendehjemmene og det bevirkede, at svendehjemmene, i befolkningen, ikke altid havde det bedste ry til stor skade for de ærlige og arbejdsomme svende.
I de fagforeninger og mesterforeninger der afløste laugene, deltes håndværkerne op i arbejdsgivere (mestre), og svende
|