Ernst Voss' egentlige militære liv, afsluttedes altså i 1878.
At falde for aldersgrænsen med det fyldte 52 år, er meget svært for en dygtig og interesseret kaptajn, og mangen ærekær of­ficer har følt sig helt slået ud, hvad oberst Rist så mesterligt har skildret i sin fortælling: "Den gamle kaptajn", men andre har betrådt helt nye baner og i kraft af nye impulser gjort et arbejde, der ikke alene har været til fordel for dem selv, men også til gavn for hele samfundet.
Ingen har bedre end forfatter­inden Ingeborg Vollquartz skildret officerstandens vanskelige kår. Den smukke, repræsentati­ve stilling udadtil, og de yderst beskedne og vanskelige kår i hjemmet.
I sin bog: "Petersen og hendes søstre", omtaler hun med megen sympati en kaptajnsfamilie, der ganske bestemt venter, at dens overhoved, kendt og skattet som en meget dygtig kompagnichef, på en bestemt dag skal blive udnævnt til oberstløjtnant og derfor har pyntet huset på det bedste til hans hjemkomst, men det blev ikke nogen rank og lykkelig oberstløjtnant man så. Det var en træt nedslået mand, hvis bane var brudt. Han var falden for aldersgrænsen.
Oberst Voss bar tilsynela­dende sin skæbne med stor sindsro, men ytrede dog senere, da hans store fabriksanlæg var en kendsgerning og et levende vidnesbyrd om, hvem og hvad han var: "Og sådan en mand, som mig lader de falde".
Lige fra sin tidligste ung­dom var oberst Voss besjælet af stor energi og utrættelig virke­lyst og kunde aldrig tåle, at være ledig.
Han var en meget fingersnild mand med et udmærket håndelag, og kunne selv præstere alle mulige arbejder. Han forsålede således selv sine støvler og fremstillede, på sin drejebænk, de nydeligste småting i træ og i rav.
Under sit garnisonsliv i Flensborg, kom han i forbindelse men det derværende jernbaneværksted og lærte at arbejde i metal.
Efterhånden optog disse ar­bejder ham meget, og når han i de tider opdagede en eller anden håndværker blandt mand­skabet i sit kompagni, skete det ofte, at han bad ham komme hjem til sig, og for gode ord og rundelig betaling, fik han soldaten til at gøre et stykke arbejde og række sig en hjælpende hånd.
Afdøde bogtrykker Vilh. S. Hansen, som i mange år havde sin virksomhed i Danmarksstræde, og som var bekendt som datidens store lejlighedspoet, har fortalt mig, at han i sin soldater­tid ved Voss' kompagni, ofte var med ham hjemme i villaen på hjørnet af Sjællands- og Vestervoldgade.
Denne villa hed altid i militær­sproget "Kaptajn Voss' stuehus" og her havde han indrettet sit værksted. Først i kælderen, sene­re i en særlig havebygning. Her assisterede Vilh. S. Hansen ved forskellige arbejder, og trak bl. a. ofte slibestenen for kaptaj­nen. Da Hansen havde endt sin soldatertjeneste og tænkte på at etablere sig i Fredericia som bogtrykker, henvendte han sig til sin gamle chef og hentydede til sin virksomhed ved slibeste­nen.
"Og nu vil De måske have mig til at trække slibesten for Dem", sagde E. Voss med et lunt smil og lovede ham hjælp.
Angående "kaptajnens" fabriksvirksomhed skal her for­tælles, at den begyndte ganske i det små med få hjælpere, der under hans personlige ledelse lavede tøjklemmer med spiralfjedre, gyngestole, lampedele o. s. v., men voksede hurtig op til et stort foretagende, der beskæf­tigede hundrede af arbejdere.
Der udkom i 1902 et værk, en lille pjece, om oberst Ernst Aksel Christoffer Voss. Den udkom på H. C. Wenks Forlag, og vi skal af dette skrift citere:
"Efter sine forældre havde han arvet en lille formue, som han ved sin nøjsom­me og økonomiske levevis bevarede, og i 1867 købte han den villa, han endnu bebor i Fredericia
Han skabte, så at sige, på bar grund den fabriksvirksomhed, der nu føres under navnet "Ernst Voss", og som gennem årene stadig er blevet udvidet.
Efterhånden skabtes der en stor arbejderbefolkning i hans fabrik, men også sine Arbejdere forstod han at tage på sin ejendommelige måde, forstod at få dem til at tage fat på arbejdet med liv og lyst, og det skal siges, at han altid omfattede sine arbejdere, deres ve og vel med meget interesse.
Særligt satte han megen pris på de ældre blandt hans folk, som havde været med til at arbejde fabrikken op fra dens første begyndelse, og som kendte ham så godt, at de ikke meldte sig fortry­delige, om han nu og da buldre­de løs, thi han var hurtig i vendingen, og ikke alle de ord, der kom af hans mund var fuldt ud parlamentariske.
Men djærv som han var, lærte man snart, at bag den tilsynela­dende hårde skal, bankede et stort og varmtfølende hjerte. Han var i besiddelse af en enestående arbejdskraft og ar­bejdsvilje, og hans interesseområde spændte vidt.
Da krigen var forbi og de gamle krigere begyndte at slutte sig sammen, var han ivrig med i dette foretagende. Både i Flens­borg og Fredericia var han med i arbejdet fra begyndelsen og var i lang tid formand for våbenbrødrene. Ligeledes gjorde han et stort arbejde for skyttesagen og fik oprettet Vejle Amtsskyttefor­ening, som han hjalp med råd og dåd og skaffede megen økonomisk hjælp. Han blev da også i 1893 udnævnt til afdelingens æresmedlem.
Medens han holdt sig borte fra statspolitik, interesserede bysty­ret ham meget, og alle Fredericias bys anliggender fulgte han med opmærksomhed.
Han var selv stifter af byens største kommunale vælgerfor­ening og var medlem af byrå­det i 18 år. Han indtog en bety­delig stilling i rådet og blev al­tid hørt med stor opmærksomhed, lige meget hvad sag han talte om. Hans ord var velovervejede og faldt med kraft og stor vægt. I 8 år var han formand for byens fattigbestyrelse og refor­merede denne vigtige forvaltning indenfor kommunen med så stor dygtighed, at der i fattigvæsenets beretning for 1899 skrives: "Ved sit energiske og uegennyttige arbejde samt store interesse for Fredericia fattig­væsens anliggende, i forbindelse med den ham egne praktiske sans for at gribe en sag an på rette måde og bringe den til en lykkelig afslutning, var han en betydelig kraft for fattigvæsenet bestyrelse og udfoldede et stort administrationstalent.
Som sekretær i komiteen til rejsning af et monument for oberst (senere general) Lunding, havde jeg personlig berøring med oberst Voss, der var sjælen i hele dette foretagende. Her var mange af de ældre offi­cerer, som mere frygtede end elskede Lunding, hvis strenghed var noksom kendt. Men oberst Voss havde nøglen til forståelsen af Fredericias kommandant i begge krigene og beundrede hans mod og dygtighed.
I 1899 mistede oberst Voss sin trofaste hustru, og dette tun­ge slag slog ligesom grunden bort under ham.
Efter flere års skranten og sygdom, døde han den 8. decem­ber 1903 og blev begravet af pa­stor L. Valeur, som den gang var sognepræst for Elmelunde på Møn.
Han blev begravet en søndag eftermiddag, under stor deltagelse, lige op til Michaelis kirkes sydmur, og hviler i læ af den kirke, hvis værge han var gennem en årrække.
Han bør mindes som én af vor bys bedste borgere, "der var tro i det lidet". Tro overfor sit land for hvilket han ofrede liv og blod, og tro overfor den by der ejede hans hjerte.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286