Han blev født i Ærøskøbing 9/4 1868 som søn af lærer Geert Nicolaj Larsen og hustru Jørgine Nicoline Nyrup. Han blev lærer som sin far og valgte en karriere indenfor døveundervisningen og kom i den forbindelse til Fredericia i 1897 fra Ringe. Han giftede sig 5/11 1897 med forstander på døveinstituttet, Jørgen Georg Jørgensens datter Petra Emilie Marie Capito Jørgensen der var født i København 30/3 1874. Vielsen foregik på instituttet og blev foretaget af pastor Valeur fra Trinitatis kirke.
Hans virke som lærer her i byen strakte sig fra 1912-1938, Deraf var han forstander fra 1926-1938, hvor han faldt for aldersgrænsen. Som pensionist boede han i en lejlighed i Vasegården 19. Han døde 10/4 1954 og begravedes på Assistenskirkegården ved siden af sin kone Petra Emilie Marie Capito f. Jørgensen der døde 19/2 1948, 73 år gammel, på Bispebjerg hospital.
Hun blev født i København 30/3 1874 og var datter af døvstummeforstander Jørgen Georg Jørgensen og hustru Petra Emilie Birgitte Capito.
Hans svigerinde Julie Capito Jørgensen var lærer på døveskolen og døde ugift i 1940.
Man havde her i landet mange friskoler, som var drevet i privat regi. På grund af høj arbejdsløshed i mellemkrigstiden foreslog forstander Vilhelm Larsen ved Fredericiainstituttet (grundskole for døve børn) overfor socialministeren, at give døve praktisk oplæring i landbrug. Dette blev gjort, og Bønstrupgård ved Vamdrup, fungerede i mange år som et arbejdshjem for unge døve.
I 1907 blev en landbrugsskole for døvstumme oprettet i Nyborg, men i 1918 omtales skolen som "Asyl og arbejdshjem for døve mænd".

I 1911 var han med til at opsplitte det daværende, meget indremissionsprægede FDF drengeforbund, og danne FFDF, Begge forbund byggede på militær odragelse med lydighed og disciplin og lederne var ofte underofficerer. I starten marcherede man også med geværattrapper.
Han interesserede sig meget for militærhistorie, Sønderjyllands historie og byens lokalhistorie og skrev en del bøger og noveller. Under den tyske besættelse udgav han 113 lokalhistoriske artikler i Fredericia Dagblad. Tidligere skrev han også til Flensborg Avis, ligesom han holdt mange foredrag.
Han udgav også bøger om de døvstumme børn han havde kontakt med på instituttet. "Når tonerne dør" udkom først i 1912 og senere i bogform 1928 og "Lillys jul" om en døvblind pige udkom 1934. Følgende afsnit bragtes i et julenummer af Fredericia Dagblad:

Lilly, den blinde og døvstumme pige, sidder ved væven og er meget flittig, for hun har så mange bestillinger, som skal være færdig til Jul. Pludselig standser hun op og ler. Hvorfor ler du? spørges der, og hun hun svarer fonøjet: "Tænker på jul".
Og nu er det som alle sluser for hendes talestrøm åbnes. Hun snakker og snakker.
Om alle sine julegaver. Der er jo så mange, som hun vil glæde. Far skal ha' og mor og Hanne og hele familien, og den og den og dem. Nogle julegaver har hun selv lavet, men mange har hun købl i en basar.
Måske får jeg selv julegave, måske mange. Hr. og fru K giver mig bestemt julegave, måske ogå - - og hun nævner den og den.
Så glæder hun sig til at komme på "vlnterskovtur" hvor alle døvstummeinstituttets ele­ver drager til Hannerup og vælger det juletræ, de finder kønnest. "Jeg skal sige goddag til skovfogden, og føle hans økse - meget skarp".
Så kommer julefesten med chokolade og dans om juletræet, men så kommer det allerbedste: Hjemrejsen til familien i Kol­ding for at holde jul dér - Hun udmaler juleaften med alle dens oplevelser og nydelser.
Kl. 6 skal de spise risengrød med smør og kanel og sukker og øl. Så gåsesteg med rødkål og brunede kartoner.
Så skal træet tændes, og Lilly glæder sig til duften af svedent gran.
Og måske kan hun ind imel­lem nydelsen af æbler, appelsiner og juleknas, foruden passiaren om slægt og venner, få en lille julehistorie, for hun har fået lavet sig en ny bogstavtavle, hvor de rigtige bogstaver står over punktskriftbogstaverne, og så kan far nok - da han har god øvelse - stave en julehistorie frem, ved at føre hendes følsomme fingre fra punktbogstav til punktbogstav.
Vilhelm Larsen

Hans skrive/fortællestil var fremragende.
Ud over at beskrive steder begivenheder gav han også detaillerede peronbeskrivelser, der er med til at gøre hans måde at formidle historierne på så levende, at man som læseren næsten føler man er til stede. En gave der langt fra er alle udgivere af lokalhistorie forundt.
Alt, hvad han skriver, er også grundigt gennembearbejdet og troværdigt. Han har en meget stor empati for de mennesker han omgås, Han færdedes hjemmevandt blandt byens øverste klasse, og havde personlig kendskab til alle byens største personligheder blandt fabrikanter, politikere og militære, og beskrev også mange af deres livshistorier, der senere blev til avisartikler.
Da den store veteranfest skulle arrangeres ved 50 årsjubilæet for Fredericiaslaget 6. juli 1899, var han komiteens sekretær og udførte et meget stort arbejde for at det skulle blive en vellykket begivenhed, sammen med de gamle våbenbrødre hvis forening han var et fremtrædende medlem af.
Han tog til København 19/6 1899 for personligt at overbringe kongen et eksemplar af det jubilæumsskrift der var udarbejdet i forbindelse med den store begivenhed,
Han var redaktør på festskriftet, der udelukkende havde inhold skrevet af lokale forfattere og som var dedikeret kongen.
Han gik stærkt ind for bevarelsen af 6. julifesterne og skrev også en del om deres historie.
Han fattede interesse for byens historie, og i særdeleshed de slesvigske krige, da han den første dag han som ung lærer kom til byen og stod foran Landsoldaten og senere kæmpegraven på Trinitatis kirkegård med Bissens relief men i stedet for at kaste sig over den lokalhistoriske litteratur, opsøgte han de mange krigsveteraner fra krigene der stadig levede i byen og nedskrev deres historier inden det blev for sent.
Han stiftede også soldaterforeningen "7. regiment" som han i mange år var formand for og blev æresmedlem i.
Vilhelm Larsen blev 1927 dekoreret med ridderkorset af Dannebrog og modtog desuden ridderkorset af den islandske falk.
10/10 1938 fik han Kongelig stadfæstelse af "Lilly Fonden", der var dedikeret til at hjælpe de dovstumme og døvblinde.
Indtægterne fra bøgerne om Lilly og Når tonerne dør tilfaldt ligeledes de døvstumme og døvblinde.
Ægteparret Larsen fik to børn men sønnen, der blev døbt Poul Georg Nyrop Larsen, døde kun 8 mdr, gammel 2/12 1899. De havde desuden datteren Elise, der blev gift med civilingeniør Niels Erik Thomsen i København, og børnebørnene Erling og Karen Margrethe.
Kort før sin død skulle han have været til Erlings konfirmation. Han havde ellers været rask og rørig og blev ofte set i gadebilledet, til han blev ramt af influenza, som han ikke overlevede.

1. 1898: Fører for Fredericia og omegn - 15 s.
2. 1899: Reddaktør af 6. Juli 1849-1899. Festskrift i anledning af fredericiaslagets halvtredsårsdag. 95 S., ill., kort. Vilhelm Larsens bidrag: Fredericia 3 gange under fjendlig flag.
3. 1901: En anvendelse, trykt i tidsskriftet hver 8. dag, noveller.
4. 1903: Skovriderens plejesøn, fortælling i bogform,
5. 1904: Fredericia. Danmarks midtpunkt. (Den danske turistforenings årsskrift. 1904. S. 78-86, ill.).
6. 1906: Expresfører for Fredercia og omegn. 24 s.
7. 1909: Hendes nåde og andre fortællinger, noveller.
8. 1912: Når tonerne dør, noveller, 146 s., noveller, indhold: Når tonerne dør-Solstrålen-Glædelig Jul-Abekat-En Desertør-Ajax - En Skæbne-Mimosen-Advent-Afslutning.
9. 1912: Solstrålen, trykt i tidsskriftet hver 8.dg. noveller.
10. 1923: Julen har bragt, bog 122 s..
11. 1930: Det kongelige Døvstumme-Institut i Fredericia. 1880 - 22. Marts - 1930. Festskrift. 80s.
12. 1931: Da kongen red over grænsen, digte. 26s.
13. 1934 Lilly, en døvblind piges historie, bog. 163s.
14. 1335: Gamle fru Winther ( i Fredericia), fortælling 14 s..
15. 1936:Gustav Emil : Ingeniør Gustav Emil Poulsen, 128 s.
16. 1953: Hs. Kgl. Højhed og andre soldaterhistorier, 155 s.
17. 1941-45: 113 Historier og minder fra den gamle fæstningsby, trykt i Fredericia Dagblad. - Udgivet 2022 af Erik F. Rønnebech på www.fredericiashistorie.dk ©

7. januar 1941 skrev han denne historie i Fredericia Dagblad.

"Og så har vi få't jul igen, og julen varer ved til påske, siger et gammelt ord, der vidner om folks trang til at forlænge julemunterheden. Men reglen var ellers, at julen var forbi den 7. januar, og det hedder:

Sankt Knuds dag var den 7. januar, på hvilken dag han, hertug Knud Lavard, blev myrdet af sin fætter Magnus i Haraldsted skov ved Ringsted. Med rette frygtede Magnus, at Knud Lavard skulle blive konge i Danmark efter kong Niels, thi Knud var en af tidens betydeligste skikkelser, og var bleven populær helt udover landet, både for sine store, menneskelige egenskaber og for sine heldige bestræbelser for at sikre Danmarks grænser.
I anledning af årsdagen for Knud Lavards død, skal jeg her fremsætte nogle personlige erindringer fra Haraldsted. Fra de egne og steder, hvor det skændige mord fandt sted.
I mine unge dage gik omegnens skovture ofte til Haraldsted skov, (også kaldet Vrangerskov), der på den nordlige side bekransede en del af den smukke Haraldsted Landsø. Fra den idyllisk liggende skovfogedbolig, førte en sti ned til søen, og hernede fandtes et kildevæld i et muret bassin. Kilden kaldtes "Knuds Kilde", og om den fejredes "kildemarkeder" vistnok St. Hans aften. Det blev fortalt, at Lavards lig var blevet båret langs søens bred, ud til landevejen, og ført op til Ringsted, hvor det bisattes i kirken. Ved søen faldt der bloddråber, og dér udsprang en kilde med undergørende kraft, og mange syge drak sig i tidens løb helsen og sundhed af dens kostelige vande. Der levede ganske vist iblandt gamle folk på egnen rygter om et kapal for St. Knud, men spurgte man nøjere derom, lød det som regel: "Ja, di si'er jo så meget sludder og vrøvl, men æ …",
Men en sommerdag i 1880'erne, var jeg sammen med mine forældre gæst hos en gårdejer i Haraldsted, og dette besøg blev uforglemmeligt for os, idet vor vært ved kaffebordet fortalte om et mærkeligt fund, han havde gjort på "Kildemarken", hvor han havde afdækket og ryddet en lille krathøj.
Gennem mange år havde man her henlagt de sten, store og små, som man opgravede og opsamlede på markerne, og man var i de senere tider, begyndt at slå stenene i stykker og anvende dem som grundsten eller skærver.
"Jeg gjorde det", sagde manden, nærmest for at få de tilgrænsende agre rettet ud, for det var dog en smule generende, altid at skulle pløje udenom. Nå, stenene fik vi væk og tjørnene ryddede, og så en dag stødte vi på ruinerne af et helt lille hus.
Nå, jeg snakkede med præsten og andre kloge folk, og der kom mænd ud fra København. Vi dækkede det af med forsigtighed, og fandt lave mure af røde munkesten, og imellem dem et fuldstændigt bevaret murstensgulv. Og lige indenfor indgangen lå der en stor kirkenøgle. Her skal i se! Det var nøglen til indgangsdøren, men døren var brændt sammen med vinduer og tagværket og alt træværk.
Og folkene fra København målte og skrev, tænkte og diskuterede, og de sagde, at det var ruinerne af Knud Lavards kapel, og det var bygget lige på stedet, hvor han blev myrdet. Hvor hans blod faldt på jorden, var der udsprunget en hellig kilde, og kapellet var lagt sådan, at kilden flød ud ved foden af alteret.
Mange, mange var de, som gennem tiderne havde søgt lægedom her, indtil en ildsvåde ødelagde helligdommen, og ikke nænsomme hænder brød sten af murene, indtil tjørnene dækkede og markstenenes oplagring værnede resten, der nu var draget frem i dagens lys.
De lærde fandt nu frem gamle beretninger om stedet for St. Knuds kapel, og prøvede de opgivne mål op til landevejen, men målene passede ikke. Men ejeren, der med stor interesse fulgte hele undersøgelsen, sagde pludselig: "Kanskesens jeg ku' yde mit bidrag til opklaringen!
Se, der er et stykke jord, ligesom et bælte, der går gennem hele marken, og dér har altid været hårdere at pløje end andre steder i marken, og jeg har nu altid tænkt mig, og min formand mente det samme, at her må have gået en vej i ældre tider."
De lærde herrer spidsede ører og fik "bæltet" vist an, hvorefter de konstruerede den gamle vej, og da de derefter prøvede målene, passede de.
Med den største interesse påhørte vi vor gode værts beretninger, og beså derefter ruinerne og den gamle landevej.
Jeg har senere som voksen, besøgt disse minderige egne, og ofte i tankerne dvælet ved disse minder.
Knud Lavard blev ved sin sørgelige død for skændig morderhånd, ikke mindre berømt end gennem sit berømmelige dådrige liv.
Digteren Hauch synger:

Sorgløs og næsten ubevæbnet drog hertug Knud ud i skoven med det skæbnesvangre møde, stolende på sin nære frændes ord. Han fik i sidste sekund den lære, at man ikke skal stole for meget på ord eller tilsagn.
Men hans liv var ikke levet forgæves. Hans søn Valdemar, voksede op til hans værdige ætling, og tog hans store egenskaber i eje. Han samlede det splittede Danmark og hædredes i historien med tilnavnet: Den store.
Ved sine store mænds hjælp, oprejste han Danmark og førte det fremad til frihed og selvstændighed.
Måtte mindet om heltens død lære os alle, at man ikke kan leve i naiv tiltro til andres tilsagn, men bør styrke sig ved forberedelse og værnende arbejde.
Gør vi dette, tør vi tro på, at det vil bære spiren i sig til en stor og herlig fremtid, for vort elskede fædreland Danmark.
Vilhelm Larsen

FD 12/4 1954

Lørdag den 9/4 1954, hen under aften, døde forstander Vilhelm Larsen i sit hjem i "Vasegården". Dagen i forvejen var han fyldt 86 år.
Indtil for nylig var Vilhelm Larsen rask og rø­rig og kunne færdes ude, men en influenza lagde ham til sengs og tog hans sidste kræfter.
Med Vilhelm Larsen forsvin­der ikke blot en kendt borger men også en særpræget skikkelse. Skønt ærøbo blev han Fredericianer som nogen indfødt. Lillebæltsbyen og dens ve og vel omfattede han med en sjælden hjerte­varme og værnede med stor pietet om dens minder. Han var først og fremmest de dø­ves ven. Blandt disse faldt hans livsgerning, og han hørte ikke til dem, der gik ad den slagne vej. Han var iderig og ikke bange for at gøre en indsats for at få realiseret forbedringer på områder, hvor han kunne se, det var påkrævet. Hans virke som lærer og forstan­der ved Døvstummeinstituttet her i byen strakte sig fra 1912 til 1938, da han faldt for aldersgrænsen. Sammen med sin nu afdøde hustru flyttede han til "Vasegården", hvor ægteparret havde mange gode år, indtil døden skilte dem i 1948. Vi skal ikke gen­tage, hvad vi tidligere har skrevet om forstander Vilhelm Larsens gerning for de døve, for hvem han blev mere end læreren. Han var i virkeligheden som en far for sine elever, og derfor skabtes der også et tillidsforhold, der holdt sig for livet. Årene på Døvstummeinstituttet var rige og lykkelige år, og minderne herfra var med til at lyse op i den gamle forstanders livsaften. Et tungt slag for ham var hustruens død, men de opnåede at fejre guldbryllup, ved hvil­ken lejlighed ægteparret modtog talrige beviser på, at de havde en omfattende vennekreds.
Udenfor døvegerningen blev Vilhelm Larsen mest kendt som soldaterforeningsmanden og skribenten. Han ud­foldede en omfattende litte­rær virksomhed. Karakteri­stisk for ham var, at han holdt af både at tale og skrive. På begge måder lykkedes det ham at komme i kontakt med sine medmennesker. Som hans person var også hans litterære stil sær­præget. Adskillige bøger er kommet fra hans hånd. Især vil man huske Lily-bo­gen, der skildrede en blind og døvstum piges skæbne. Bogen indbragte et betyde­ligt beløb, som Vilhelm Larsen skænkede til et fond til for­del for de mennesker, der skulle blive ramt af samme tunge skæbne, som Lily. Mange fornøjelige soldaterhistorier har Vilhelm Larsen forfattet, og de er ofte blevet benyttet til oplæsning. Selv var han i ordets egentligste forstand soldat til sin død. Han stiftede soldaterforenin­gen "7. Regiment", og var denne forenings formand gennem mange år. Ved sin død var han æresmedlem. Hans stærke nationale sinde­lag gav sig også udtryk i skrift og tale. Han havde et varmt hjerte for Sydslesvig, og næst efter dette blad sås hans artikler oftest i græn­selandets danske blad, "Flensborg Avis". Ved hans død vil mange landsmænd syd for grænsen mindes ham for hans nationale ind­sats.
Det centrale i Vilhelm Larsens nationale virke blev dog 6. julifesterne, hvis bevarelse han gik stærkt ind for.
Forstander Vilhelm Larsen var dekoreret med ridder­korset af Dannebrog og rd­derkorset af den islandske Falk. Han efterlader en datter. Fru civilingeniør. N. E. Thomsen i København.
Afdøde havde glædet sig til i går at deltage i sin dattersøns konfirmation, men det skulle altså blive anderledes.

Larsen Vilhelm

Forstander, R.ip.p.; f. 9. april 1868 i Ærøskøbing. Søn af lærer og organist Gert Larsen (død 1919) og hustru Jørgine f. Nyrop (død 1929),
Gift (5. Nov. 1897) m. Emilie, f. 30. marts 1874 i København., Datter af forstander, professor Georg Jørgensen (død 1905 i Fredericia) og hustru f. Capito (død 1929).
Skolelærereksamen på Jonstrup lærerseminarum 1887. Lærer ved det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia. Oprettede børnehaven for døvstumme i Fredericia 1912. Forstander for det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia fra 1926. Forstanderrådets formand fra 1927. Medlem af bestyrelsen for Effata, arbejdshjemmet for døvstumme piger og fonden til hjælp for døvstumme samt af tilsynsrådet for Stendetgaard. Formand for "Soldaterforeningen 7.Regiment".

Litterære Arbejder:
1. Skovriderens plejesøn
2. Hendes Naade og andre fortællinger
3. Når tonerne dør;
4. Julen har bragt
5. Årbog for døvstumme 1906 og 1907.
6. Da kongen red over grænsen.
7. Lilly - Bogen om den blinde-døvstumme pige;
8. Gustav Emil, Blade af en døvstums liv.

Islandsk Orden : I.F.3.
Adresse: Det kgl. Døvstummeinstitut, Fredericia.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286