Jørgen Georg Jørgensen blev født i Krystalgade 64-66 i København 26/7 1838 og døbt i Vor Frue kirke 16/9. Faddere var forældrene og jordmoder (giordmoder) madam Brasch.
Han var søn af skomagermester Hans Vilhelm Jørgensen (1804-1861) og hustru Ane Marie født Hancke (1804-1885).
Efter sin konfirmation kom han i snedkerlære, men sprang fra og startede i stedet på Jonstrup lærerseminarium, hvorfra han demitteredes i 1857. Samme år blev han ansat som lærer på det kgl. Døvstummeinstitut i København, og læste i de følgende år til studentereksamen. Han blev student 1862 og kort efter cand. phil. Han startedederefter på at læse til teologisk embedseksamen, men opgav dette igen.
Han blev senere formand for Døvstummeforeningen af 1866.
15/6 1866 giftede han sig i Garnisonskirken med Petra Emilie Birgitte Capito, der var født 9/8 1840 i Pilestræde 107 i København og døbt 13/9 i Helligåndskirken. Hun var datter af nålemager Johan Peter Capito (1808-1855) og hustru Birgitte Christine Sabine Gudmann (1812-1885).
I udlandet var undervisning i talemetoden blevet den dominerende, og han var i 1874 på studierejse til Tyskland og Schweiz for at studere metoden som han derefter blev meget begejstret for. Efter hjemkomsten udgav han to tidsskrifter om metoden.
I Danmark besluttede man at opføre en ny skole i Fredericia der skulle undervise efter talemetoden, da det var uheldigt at undervise i to forskellige metoder på samme skole.
Initiativtageren til dette var Malling Hansen og som forstander udpegedes Jørgen Georg Jørgensen. Skolen i Fredericia blev derefter snart kendt internationalt. På skolen var brug af tegnsprog forbudt, og al undervisning var efter talemetoden baseret på mundaflæsning.
Han blev udnævnt til ridder af Dannebrog i 1888 og Dannebrogsmand i 1892.
Han måtte fratræde sin stilling i 1904 på grund af svækket helbred, hvorefter han flyttede til København og fik karakter af titulær professor samme år.
Hans svigersøn Vilhelm Larsen, der i adskillige år havde været lærer på skolen, overtog hans stilling som forstander.
Året efter, den 1/6 1905 døde han og hans lig førtes til Fredericia og begravedes på Assistenskirkegården i Fredericia tæt ved udgangen til Vesterbrogade, og et monumentalt mindesmærke anbragtes på graven med en portrætmedaillon og et relief af en symbolsk Jesusfigur der holder sin finger på en ung piges tunge udført af billedhuggeren Aksel Paulsen.

Fhv. forstander for Det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia, professor Georg Jørgensen, ridder af dannebrog, Dannebrogsmand p.p., er i aftes stille og roligt afgået ved døden i København, hvor han har boet det sidste års tid.
Professor Jørgensen blev knap 67 år gammel, idet han fødtes i København den 26. juli 1838. Efter sin konfirmation kom han i snedkerlære, men da denne vej næppe passede for hans ærgerrige karakter, kom han på Jonstrup seminarium, hvorfra han demitteredes i 1857. Samme år blev han ansat som lærer på det kgl. Døvstummeinstitut i København, og læste i de følgende år til studentereksamen. Han blev student 1862 og kort efter cand. phil. Læste derefter i nogen tid til teologisk embedseksamen, men opgav dette igen.
1866 ægtede han sin endnu levende hustru, født Capito, med hvem han har to sønner, hvoraf den ene er læge i Kalundborg og den anden ingeniør i København, og tre døtre, hvoraf de 2 ældste er gift og den yngste er ansat ved det herværende døvstummeinstitut.
1881 kaldedes professor Jørgensen til forstander for det dengang nyopførte institut i Fredericia og fejrede den 1. august 1897 sit 40-års jubilæum som døvstummelærer, og blev ved sin afsked i 1904 udnævnt til titulær professor.
De sidste par år før professoren tog sin afsked, angrebes han af sygdom, hjertelammelse mm., der nu har gjort en ende på hans liv. Allerede her led han meget, og man frygtede flere gange døden, men hans stærke natur, omhyggelige pleje og behandling, og en baderejse til Wiesbaden, hjalp ham den gang over det værste.
I det forløbne år havde han det ret godt i København, men i de sidste par måneder meldte der sig af og til nogle tilbagefald, uden at man dog deraf kunne slutte sig til, at enden var så nær.
I den aller sidste tid, da det syntes at være lidt bedre, glædede den gamle forstander til, i sommerens løb, at gense Fredericia og instituttet, som han følte sig knyttet til med så stærke bånd og glade minder.
Også hans venner og bekendte her ville have glædet sig til at se professor Jørgensen, der ikke alene havde stor evne til at kunne interessere folk for en sag, men også forstod, at vende dem ved personlig elskværdighed.
Hans liv og gerning i den sags tjeneste, han havde viet sine bedste kræfter, er så betydningsfuldt, at vi i en senere artikel skal komme tilbage dertil. Et dådrigt liv er efter en forholdsvis kort hvile, afsluttet, og nu, da han ikke er mere, kan vi kun udtale et:
Ære og fred være med hans minde.

Da efterretningen om professor Jørgensens dødsfald nåede instituttet, forsamledes alle eleverne og personalet i kirkesalen, hvor forstander Keller holdt en varm og hjertelig mindetale om instituttes første forstander, idet han dvælede ved dennes store kærlighed til arbejdet, hans kraft, energi og arbejdsomhed i gerningen og hans omsorg og hjælpsomhed over for de døvstumme. Efter salmen "Lyksalig lyksalig, hver sjæl som har fred", erklæredes skolen for sluttet i dag, medens den til i morgen berammede skovtur aflystes.

Døveskolen.
Ligesom på døvstummeinstituttet sluttede også undervisningen i døvstummeskolen, da efterretningerne om professor Jørgensens død nåede dertil, og forstander Bech holdt i overværelse af lærerpersonalet og eleverne en smuk mindetale om skolens tidligere forstander.

GRAVSTENEN PÅ ASSISTENSKIRKEGÅRDEN I FREDERICIA

Nederst på gravstenen står: "Døvstumme og hørende venner rejste dette minde" . Svigersønnen og efterfølgeren som forstander Vilhelm Larsen og hustrus gravsten er anbragt liggende på jorden foran monumentet.

I anledning af professor Jørgensens død og de betragtninger denne fremkalder for hans betydning af døvstummeundervisningen i Danmark, kunne dette blad af dennes historie måske påregne almen interesse, og vi tillader os derfor, til dels med nogle artikler af forstander Bech i ”Småblade for døvstumme” 1896 som kide, at anføre følgende.
Døvstummeundervisningen i Danmark begyndte egentlig først ved oprettelsen af det kongelige døvstummeinstitut i København 1807 og er altså knapt 100 år gammelt (1905) her i landet. Ganske vist var man begyndt en menneskealder tidligere at undervise døvstumme i Frankrig og Tyskland, men det tog tid, inden betydningen af den nåede hertil.
1803 rejste dr. med Castberg med offentlig understøttelse til udlandet for at gøre sig bekendt med de derværende anstalter, og da han kom hjem, toges der fat på nævnte undervisning, idet det kongelige døvstummeinstitut oprettedes ved fundats af 17. april 1807. Først lejedes nogle lokaler i Sølvgade, der 1823 afløstes af en indkøbt bygning i Stormgade og senere, 1839, flyttedes instituttet til sin nuværende plads på Citadelsvej. Her dreves undervisningen for samtlige døvstumme, for hvilke der var indført skoletvang allerede 1807. Indtil 1849 efter tegnmetoden (den franske model). Imidlertid havde talemetoden vundet indgang i Tyskland og for at følge med bevægelsen, udsendtes i 1845 daværende andenlærer ved instututtet, cand. theol. Dahlerup, der skulle gøre sig bekendt med den. Da han kom hjem som en begejstret tilhænger af den sidste, fik han lov af direktionen til at gøre et forsøg med enkelte elever. Efter 3 års forløb, præsenterede han holdet for direktionen, der dog ikke følte sig tilfredsstillet.
Dahlerup tog derefter sin afsked og oprettede 1850 en privat døvstummeskole, der 1856 gik over til cand. theol, senere professor Keller. Under dennes ledelsea gik skolen hurtigt fremad, særlig efter at staten havde oprettet indtil 60 fripladser, væsentlig besat med uegentlige døvstumme. Senere enedes man om en deling af de døvstumme, således at de egentlige døvstumme undervistes efter tegnmetoden på instituttet, medens de uegentlige oplærtes efter talemetoden hos Keller, medens de åndssløve døvstumme dannede en særlig afdeling hos den sidste.
Der gjordes dog også forsøg på mundtlig taleundervisning på instituttet i København i den hensigt, at lære eleverne enkelte ord og sætninger mundtlig, men da forstander Malling-Hansen havde gjort en udlandsrejse 1868, forandredes undervisningens karakter, idet der for et par klassers vedkommede prøbedes undervisning alene ved tale.
1872 præsterede Malling-Hansen da en af ham selv undervist klasse, bestående af udelukkende egentlige døvstumme, der var nået til temmelig stor færdighed i at udtrykke sig mundtlig og at aflæse fra lærerens mund.
Man indså dog snart på instituttet, at en adskillelse mellem de efter tegn og de efter tale underviste børn, var en nødvendighed, og stødet hertil kom fra daværende lærer ved instututtet, cand. phil. Georg Jørgensen, der efter en rejse i Tyskland og Schweiz kom hjem som en ivrig begejstret tilhænger af talemetoden og forlangte, at alle tegn og gebærder skulle være bandlyst fra undervisningen. Da dette kun yderst vanskelig kunne finde sted på instituttet i København, og da dette i 1880 ikke kunne optage alle de døvstumme børn, fremkom Malling-Hansen med forslag om opførelsen af en statsanstalt i Jylland, grundet på den rene talemetode. Forslaget gik igennem, og 1881 oprettedes da det kongelige døvstummeinstitut i Fredericia med cand. phil. Jørgensen som forstander.
Samtidig forandredes skoletiden fra 6 til 8 år, og det bestemtes, at halvdelen af de egentlige døve, skulle undervises på hver af de to anstalter.
Med stor kraft og energi tog forstander Jørgensen nu fat på undervisningen efter den såkaldte talemetode, i modsætning til professor Keller, der mente, at denne kun med held kunne anvendes over for uegentlige døvstumme, medens tegn og geværder burde støtte undervisningen for de egentlige, og opnåede også særdeles gode resultater. Elevantallet steg år for år og nødvendiggjorde snart en udvidelse af instituttet.
Da det samtidig viste sig, at ca. 2/3 af de egentlige døvstumme kunne undervises efter talemetoden, blev instituttet i Fredericia delt i en A og en B afdeling efter begavelsen af eleverne.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286